si'-ni, si'-na-i (cinay; Codex Alexandrinus Sina, Codex Vaticanus Seina):

1. Navnet:

Navnet kommer sandsynligvis fra en rod, der betyder "at skinne", som forekommer i syrisk, og som i babylonisk findes i navnet sinu for "månen". Den gamle forklaring, "leret", passer ikke på noget sted i Sinajørkenen, selv om den kunne anvendes på Sin (Ez 30,15; Ez 30,16) eller Pelusium; selv dér er anvendeligheden dog tvivlsom. Sins ørken (2 Mos 16,1; 2 Mos 17,1; 4 Mos 33,11) lå mellem Sinaj og Suezbugten og kan have fået navn efter "skæret" fra sin hvide kridt. Men ved Sinaj var "Jahves herlighed som en fortærende ild på bjergets top for israelitternes øjne" (2 Mos 24,17); og faktisk farver Herrens herlighed stadig Jebel Musas klipper ("Moses' bjerg") ildrøde, reflekteret fra dets røde granit og rosa gnejs, længe efter at skyggerne er faldet over sletten nedenfor. Sinaj nævnes, som ørken og som bjerg, i 35 steder i Det Gamle Testamente. I 17 steder kaldes den samme ørken og det samme bjerg "Horeb" eller "ødemarken". Dette udtryk bruges især i Femte Mosebog, selv om Sinaj også forekommer (5 Mos 33,2). I de øvrige bøger i Pentateuken er Sinaj det sædvanlige navn, selv om Horeb også forekommer (2 Mos 3,1; 2 Mos 17,6; 2 Mos 33,6) og anvendes både om "Guds bjerg" og om Refidims ørken, omkring 20 miles mod nordvest.

2. Det traditionelle sted:

Angivelserne af beliggenheden i forskellige steder i Pentateuken taler for identifikationen med det traditionelle sted, som er blevet almindeligt accepteret af alle de opdagelsesrejsende, der nøje har overvejet emnet, selv om to andre teorier kan kræve omtale. Moses flygtede til Midians land (eller "tomt land"), som lå øst for Sinajhalvøen (4 Mos 22,4; 4 Mos 22,7; 4 Mos 22,25; 4 Mos 22,31), og da han vandrede med sine hjorde til Horeb (2 Mos 3,1), siges han at være nået til ørkenens vestside. I en anden bemærkning (5 Mos 1,2) læser vi, at afstanden var "elleve dagsrejser fra Horeb ad vejen til Se'irs bjerg til Kadesh-Barnea" eller Petra (se Israels vandringer), idet afstanden var omkring 145 miles, eller 14 miles daglig march, skønt Israel--med sine hjorde, kvinder og børn--foretog 16 marcher mellem disse punkter. Sinaj beskrives igen som værende "tre dagsrejser ud i ørkenen" fra Egypten (2 Mos 5,3), idet den faktiske rute var 117 miles, som Israel tilbagelagde på 10 rejser. Men for arabere, der ikke var tynget af familier og hjorde, kunne denne afstand stadig tilbagelægges med en gennemsnitlig march på 39 miles dagligt på ridekameler, eller endda, om nødvendigt, til fods.

3. Identifikation med Jebel Musa:

Disse afstande tillader dog ikke, at vi placerer Sinaj længere mod øst end Jebel Musa. Høje bjerge har i alle dele af verden altid været hellige og anset for at være Guds gådefulde bolig; og Josefus siger, at Sinaj er "det højeste af alle bjergene deromkring", og igen at det er "det højeste af alle bjergene i det land, og det er ikke blot meget vanskeligt for mennesker at bestige på grund af dets vældige højde, men også på grund af dets afgrunders stejlhed; ja, det kan i sandhed ikke betragtes uden smerte for øjnene, og desuden var det frygtindgydende og utilgængeligt på grund af rygtet, der var i omløb, at Gud boede dér" (Ant., II, xii, 1; III, v, 1). Åbenbart mente man på hans tid, at Sinaj var en af tinderne i det store granitiske massiv kaldet et Tur--et udtryk, der anvendes om ethvert højt bjerg. Dette massiv har sin højeste tinde i Jebel Katarin (således kaldt efter en legende om Katarina af Egypten), der hæver sig 8.550 fod over havet. Nordøst for dette ligger Jebel Musa (7.370 fod), som, skønt det er lavere, er mere iøjnefaldende på grund af den åbne slette, der kaldes er Rachah ("den brede"), mod nordvest. Denne slette er omkring 4 miles lang og har en bredde på over en mile, så den danner, som Dr. E. Robinson (Biblical Researches, 1838, I, 89) synes at have været den første til at bemærke, en naturlig lejr ved bjergets fod, stor nok til Israels sandsynlige antal (se Udvandringen, 3).

4. Beskrivelse af Jebel Musu:

Jebel Musa har to hovedtoppe, hvoraf den mod sydøst krones af et kapel. Den anden, delt af kløfter i tre stejle klipper, har klosteret mod nord og kaldes Ras-es-Cafcafeh eller "piletopppen". Nord for klosteret ligger den lavere top af Jebel edition Deir ("klosterets bjerg"). Disse højder blev nøjagtigt bestemt af landmålere fra Royal Engineers i 1868 (Sir C. Wilson, Ordnance Survey of Sinai); og selv om det er umuligt at sige, hvilken af tinderne Moses besteg, er de alle meget højere end nogen bjerge i Sinajørkenen eller i Midian. De højeste toppe i Tihørkenen mod nord er ikke meget over 4.000 fod. De i Midian, øst for Elat, når kun op på 4.200 fod. Selv Jebel Serbal, 20 miles vest for Sinaj--en højderyg med mange klipper, der strækker sig 3 miles i længden--er på sit højeste kun 6.730 fod over havet. Det er ikke optegnet, at Horeb blev besøgt af nogen af hebræerne efter Moses, undtagen af Elias (1 Kong 19,8) i en stormtid. Til fordel for det traditionelle sted kan det også bemærkes, at skyer, som pludselig dannes eller bliver hængende i dagevis (2 Mos 24,15), let lægger sig som en hætte over meget høje bjerge. Hebræerne nåede Sinaj omkring slutningen af maj (2 Mos 19,1), og på den 3. dag "var der torden og lyn og en tæt sky over bjerget" (2 Mos 19,16). Sådanne storme forekommer som regel i Sinajørkenen kun i december og januar, men tordenvejr er ikke ukendte i Israels land selv i maj.

5. Patristiske vidnesbyrd:

En ubrudt tradition, der fastlægger stedet, kan spores tilbage til det 4. århundrede e.Kr. Eusebius og Hieronymus (Onomasticon, under ordet "Choreb") placerer Horeb nær Paran, som på deres tid blev placeret (Onomasticon, under ordet "Raphidim") i Wady Feiran. Eremitter levede i Paran og ved Sinai i det mindste så tidligt som 365 e.Kr.; de omtales i 373 e.Kr. og ofte senere (Robinson, Biblical Res., 1838, I, 122-28). Klostret blev først bygget til dem af Justinian i 527 e.Kr., og hans kapel findes stadig. Cosmas (Topogr. Christ.) siger under samme regering, at Refidim dengang blev kaldt Pharan, og idet han skelner Horeb fra Sinai, sådan som Eusebius også gør, placerer han det "omkring 6 miles fra Pharan" og "nær Sinai." Disse forskellige overvejelser kan være tilstrækkelige til at vise, at traditionen om Horeb i det mindste er lige så gammel som Josefus' tid, og at den stemmer med alle de angivelser, der gives i Det Gamle Testamente.

6. Lepsius' teori:

Lepsius benægtede ganske vist (Letters from Egypt, 1842-44), at der fandtes nogen ubrudt tradition, og på grundlag af sin forståelse af Cosmas antog han, at Sinai var det ovennævnte Jebel Serbal, som ligger umiddelbart syd for Wady Feiran. Hans hovedargument var, at da han besøgte Sinai i marts, mente han, at omegnen ikke havde tilstrækkeligt vand til Israel (Appendix B, 303-18). Men på dette punkt er det tilstrækkeligt at anføre den afdøde F. W. Hollands mening, baseret på erfaringen fra fire besøg i 1861, 1865 og 1867-68.

Han siger (Recovery of Jerusalem, 524):

"Med hensyn til vandforsyning findes der intet andet sted på hele halvøen, som er nær så godt forsynet som egnen omkring Jebel Musa. Der findes fire strømme af rindende vand dér: én i Wady Leja; en anden i Wady et Tl'ah, som vander en række haver, der strækker sig over mere end 3 miles i længden, og danner damme, hvor jeg ofte har svømmet; en tredje strøm udspringer nord for vandskellet ved er Rachah-sletten og løber mod vest ind i Wady et Tl'ah; og en fjerde dannes af afvandingen fra Umm Alawy-bjergene øst for Wady Sebaiyeh og finder vej ind i den dal gennem en smal kløft over for Jebel edition Deir. Ud over disse strømme findes der talrige brønde og kilder, som giver fremragende vand i hele granitområdet. Jeg har sjældent fundet det nødvendigt at medbringe vand, når jeg foretog en bjergudflugt, og den umiddelbare egn omkring Jebel Masa ville, tror jeg, kunne sammenlignes med mange bjergområder i Skotland med hensyn til sin vandforsyning. Der findes heller intet andet område på halvøen, som giver så fortrinlige græsgange."

Dette er vigtigt, eftersom Israel slog lejr nær Sinai fra slutningen af maj til april det følgende år. Der findes også en brønd på den nedre skråning af selve Jebel Musa, hvor opstigningen begynder.

7. Greenes teori:

En anden teori, fremsat af hr. Baker Greene (The Hebrew Migration from Egypt), skønt accepteret af dr. Sayce (Higher Cricitism, 1894, 268), synes ligeledes at være helt uholdbar. Hr. Greene antog, at Elim (2 Mos 15,27) var Elath (5 Mos 2,8), nu `Ailah ved toppen af `Akabah-bugten; og at Sinai derfor var et ukendt bjerg i Midjan. Men i så fald skulle Israel på 4 dage (se 2 Mos 15,22; 2 Mos 15,23; 2 Mos 15,27) have tilbagelagt en afstand på 200 miles for at nå Elim, hvilket må anses for ganske umuligt for hebræerne, når de var ledsaget af kvinder, børn, småkvæg og hornkvæg.

C. R. Conder