sar'-dis (Sardeis): Sardes er af særlig interesse for den, der studerer Herodot og Xenofon, for dér boede Artafernes, Dareios' bror, og derfra invaderede Xerxes Grækenland, og Kyros drog mod sin bror Artaxerxes; den er også af interesse for den, der studerer den tidlige kristne historie, som hjemsted for en af de syv menigheder i Åb (1,11; 3,1 ff.). Den var desuden en af de ældste og vigtigste byer i Lilleasien og indtil 549 f.Kr. hovedstad i kongeriget Lydien. Den lå på den nordlige skråning af bjerget Tmolus; dens akropolis indtog en af bjergets udløbere. Ved foden flød floden Pactolus, som tjente som en voldgrav og gjorde byen praktisk talt uindtagelig. På grund af manglende årvågenhed var akropolis imidlertid med held blevet besteget i 549 f.Kr. af en medisk soldat og i 218 af en kretenser (jf. Åb 3,2; Åb 3,3). På grund af dens styrke i persertiden gjorde satrapperne her deres hjem. Byen blev dog brændt af ionerne i 501 f.Kr., men den blev hurtigt genopbygget og genvandt sin betydning. I 334 f.Kr. overgav den sig til Alexander den Store, som gav den selvstændighed, men dens periode som selvstændig var kort, for 12 år senere, i 322 f.Kr., blev den taget af Antigonos. I 301 f.Kr. kom den i seleukidekongernes besiddelse, og de gjorde den til residens for deres guvernør. Den blev igen fri i 190 f.Kr., da den udgjorde en del af Pergamons rige og senere af den romerske provins Asien. I 17 e.Kr., da den blev ødelagt af et jordskælv, eftergav den romerske kejser Tiberius folkets skatter og genopbyggede byen, og til hans ære rejste borgerne i denne og i nabobyerne et stort monument; men Sardes genvandt aldrig sin tidligere betydning (jf. Åb 3,12). Igen i 295 e.Kr., efter at den romerske provins Asien var blevet opdelt, blev Sardes hovedstad i Lydien, og i den tidlige kristne tidsalder var den hjemsted for en biskop. Byen fortsatte med at blomstre indtil 1402, da den blev så fuldstændigt ødelagt af Tamerlan, at den aldrig blev genopbygget. Blandt ruinerne ligger der nu en lille landsby, som kaldes Sert, en forvanskning af dens gamle navn. Ruinerne kan nås med jernbane fra Smyrna på vejen til Filadelfia.

Den gamle by var kendt for sine frugter og sin uld og for sit tempel for gudinden Kybele, hvis dyrkelse lignede dyrkelsen af Diana fra Efesos. Dens rigdom skyldtes også delvis det guld, som blev fundet i sandet i floden Pactolus, og det var her, at guld- og sølvmønter først blev præget. I romertiden udgjorde dens mønter en smuk serie, og de findes i rigelig mængde af bønderne, som dyrker de omgivende marker. Ruinerne af de bygninger, som stod ved bakkens fod, er nu næsten blevet begravet af den jord, der er skyllet ned ovenfra. Bakken, hvor akropolis lå, måler 950 fod i højden (ca. 290 m); de tredobbelte mure omgiver den stadig. De mere imponerende af ruinerne ligger på bakkens nedre skråning, og blandt dem er Kybele-templet det mest interessante, men kun to af dets mange stensøjler står endnu. Lige så imponerende er byens nekropolis, som ligger i en afstand af to timers ridt fra Sert, syd for den Gygaiske sø. Det moderne navn på nekropolen er Bin Tepe eller Tusind Høje, på grund af den store gruppe af vældige høje, hvori kongerne og de fornemme blev begravet. Mange af højene blev for længe siden udgravet og plyndret.

Vi citerer følgende fra Missionary Herald (Boston, Massachusetts, august 1911, s. 361-62):

Dr. C. C. Tracy fra Marsovan har aflagt et besøg i det gamle Sardes og iagttaget arbejdet hos sin landsmand, professor Butler fra Princeton University, som afdækker ruinerne af denne berømte by fra fortiden. Der er allerede gjort rige »fund«; blandt dem dele af et Artemistempel, som peger på en bygning af samme kolossale karakter som dem i Efesos og Baalbek, samt en nekropolis, fra hvis grave der blev fremdraget tre tusind genstande, herunder redskaber, smykker af guld og ædelstene, spejle osv. Det, der især gjorde indtryk på dr. Tracy, var betydningen af disse »syv menigheder i Asien«, hvoraf Sardes havde én. »Når jeg tænker på de myriader af forskellig nationalitet og fremskreden civilisation, som disse menigheder havde ansvar for at evangelisere, fylder budskaberne til de kristne fællesskaber, der indtog de strålende strategiske centre, mig med ærefrygt. Skønt de var etableret midt i civilisationens pragt, var de sat som lysestager midt i et groft åndeligt mørke. Opfyldte de deres mission?«

Et af dr. Butlers fund er marmorstolen for biskoppen af Sardes; når man ser på den, vender budskabet til Sardes tilbage i tanken. En aktuel historisk kendsgerning skærpede den besøgendes forståelse af ordet til »englen« for denne menighed. »Dér blandt bjergene, som hænger over Sardes, er der en røverbande ledet af den berygtede Chakirjali. Han hersker i bjergene; ingen regeringsstyrke kan tage ham. Igen og igen styrter han ned som en ørn fra himlen, i den ene eller den anden del af området. Fra umindelige tider har disse bjerge været røveres tilholdssteder; meget sandsynligt var det sådan, da Åb blev skrevet: ‘Jeg vil komme over dig som en tyv.’ I hvert tilfælde var budskabet rettet til ‘menighedens engel’. Over enhver menighed i verden svæver der, så at sige, en ånd — en ånd, der repræsenterer denne menighed, og ved hvis navn den kan tiltales. Budskaberne er lige så livsvigtige, som de var i begyndelsen. ‘Den, som har øre, lad ham høre, hvad Ånden siger til menighederne.’«

E. J. Banks