sa-mar'-i-tanz (shomeronim; Samareitai, Det Nye Testamente; (ental), Samarites): Navnet "samaritanere" i 2 Kong 17,29 anvendes tydeligt om de israelitiske indbyggere i Nordriget. I den senere historie betegner det et folk af blandet oprindelse, sammensat af de folkeslag, som erobreren førte fra Babylon og andre steder for at indtage de bortførte israelitters plads og af dem, der blev tilbage i landet (722 f.Kr.). Sargon hævder kun at have ført 27.290 af indbyggerne bort (KIB, II, 55). Uden tvivl var disse, som i Judas tilfælde, de ledende mænd, mænd med rigdom og indflydelse, inklusive alle præsterne, mens de ringere stillede klasser blev efterladt til at dyrke jorden, passe vingårdene osv. Hizkija, som sandsynligvis kom på Judas trone i 715 f.Kr., kunne stadig henvende sig til stammerne Efraim, Manasse, Issakar, Asher og Zebulon (2 Krøn 30,5; 2 Krøn 30,10; 2 Krøn 30,11; 2 Krøn 30,18); og disse stammefolks tilstedeværelse forudsættes i beretningen om Josijas reform (2 Krøn 34,6). Selv om antallet af kolonister blev øget af Esar-Haddon og Osnappar (Assur-bani-pal, Ezra 4,2; Ezra 4,9 f), er det rimeligt at antage, at befolkningen fortsat overvejende var israelitisk; ellers ville deres religion ikke så let have vundet den førende plads. Kolonisterne mente, at det var nødvendigt for deres egen sikkerhed at anerkende Jahve, i hvis land de boede, som en blandt de guder, man skulle frygte (2 Kong 17,24). I den sammenblanding, der fulgte, synes "deres egne guder" at være kommet i vanskeligheder; og da samaritanerne bad om tilladelse til at tage del i bygningen af templet under Zerubbabel, hævdede de, tilsyneladende med god samvittighed, at de tjente Gud og ofrede til ham, ligesom jøderne gjorde (Ezra 4,1). Hvilken berettigelse der end var for denne påstand, blev deres tilbudte venskab forvandlet til dødeligt fjendskab ved det klare afslag på deres anmodning. Det gamle fjendskab mellem nord og syd forstærkede uden tvivl striden, og modsætningen mellem jøde og samaritaner var i sin bitterhed bestemt til at blive et ordsprog. Samaritanerne satte sig for, med stor midlertidig succes, at modarbejde det arbejde, som de ikke fik lov til at tage del i (Ezra 4,4; Neh 4,7; osv.).

Fra den strenge forvaltning af loven i Jerusalem fandt utilfredse vej til Samarias friere atmosfære. Blandt disse frafaldne var Manasse, ypperstepræstens bror, som havde giftet sig med en datter af Sanballat, den persiske statholder i Samaria. Ifølge Josefus byggede Sanballat, med Alexander den Stores godkendelse, et tempel for samaritanerne på Gerizims bjerg, hvor Manasse blev ypperstepræst (Ant., XI, vii, 2; viii, 2 ff). Josefus placerer dog Manasse et århundrede for sent. Han var samtidig med Ezra og Nehemias (Neh 13,28).

Når det passede deres formål, hævdede samaritanerne slægtskab med jøderne og påstod, at deres rulle af Pentateuken var det eneste autentiske eksemplar (se PENTATEUCH, THE SAMARITAN); de var lige så rede til at nægte enhver forbindelse i trængselstider og endog til at indvie deres tempel til en hedensk guddom (Josefus, Ant, XII, v, 5). I 128 f.Kr. ødelagde Johannes Hyrkanos templet (XIII, ix, 1). På Kristi tid blev samaritanerne styret af prokuratorer under den romerske statholder i Syrien. Årenes gang medførte ingen mindskelse af hadet mellem jøder og samaritanere (Ant., XX, vi, 1). For at undgå fornærmelse og overlast fra de sidstnævntes hænder plejede jøder fra Galilæa at nå frem til højtiderne i Jerusalem ad vejen gennem Peræa. "Du er en samaritaner og har en dæmon" var et udtryk for forhånelse (Joh 8,48). Selv om Jesus forbød de Tolv at gå ind i nogen samaritanerby (Matt 10,5), viser lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at hans kærlighed sprang over grænserne for nationalt had (Luk 10,30; jf. Luk 17,16; Joh 4,9).

Under den jødiske krig behandlede Cerealis samaritanerne med stor strenghed. Ved én lejlighed (67 e.Kr.) slagtede han 11.600 på Gerizims bjerg. I nogle århundreder fandtes de i betydeligt antal i hele riget, øst og vest, med deres synagoger. De var kendt som "bankfolk", pengevekslere. På grund af deres antikristne holdning og optræden lod Justinian en frygtelig hævn ramme dem. Efter dette synes folket aldrig at være kommet sig. Efter gradvis tilbagegang udgør de nu et lille samfund i Nablus på ikke mere end 200 sjæle. Deres store skat er deres gamle afskrift af loven.

Se SAMARIA.

LITTERATUR.

Den bedste fremstilling af samaritanerne er Mills, Nablus and the Modern Samaritans (Murray, London); jf. Montgomery, The Samaritans (1907). En god nyere beskrivelse af den påske, der fejres årligt på Gerizims bjerg, ved J. E. H. Thomson, D. D., findes i PEFS, 1902, 82 ff.

W. Ewing