tungz:

1. Fortællingen:

Ifølge 1 Mos 11,1-9 var, på et tidspunkt ikke meget længe efter Syndfloden, "hele jorden ét sprog og én tale. Og det skete, da de drog mod øst" ("de" er uklart angivet), at de slog sig ned i landet Sinear (Babylonien). Der gav de sig til at bygge "en by og et tårn, hvis top skulle nå til himlen", idet de brugte babylonisk brændt tegl og "beg" som byggematerialer. Motivet var: "lad os skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jordens flade." Dette synes at betyde, at bygningerne ville give dem ry for uindtagelighed, som ville sikre dem mod ødelæggende invasioner. "Og Jahve steg ned for at se." Og han sagde: "Intet vil blive holdt tilbage fra dem af det, de sætter sig for at gøre. Kom, lad os stige ned og dér forvirre deres sprog." De personer, der tales til, nævnes ikke (sammenlign 1 Mos 1,26; 1 Mos 3,22), og det forklares heller ikke, hvordan Jahve, som i 1 Mos 11,5 var på jorden, nu er i himlen. "Så spredte Jahve dem derfra," og byens navn blev "kaldt Babel (babhel), fordi Jahve dér forvirrede (balal) hele jordens sprog; og derfra spredte Jahve dem ud over hele jordens flade."

Formålet med denne fortælling er at forklare mangfoldigheden af menneskelige sprog. De opstod ved en handling fra Jahve for at ødelægge de formastelige planer hos Babylons første bygmestre.

2. Sammenhæng:

Afsnittet tilhører efter almindelig anerkendelse J og har ingen forbindelse med stoffet (for det meste P) i 1 Mos 10. For Første Mosebog 10 forklarer nationernes oprindelse, "hver efter sit tungemål, efter deres slægter" (10,5.20.31), som følge af Noas sønners og efterkommeres ordnede udvandring og gradvise udbredelse, og nævner Nimrod (10,10) som Babylons eneste grundlægger. Heller ikke 11,1-9 fortsætter logisk J-stoffet i Første Mosebog 9, eftersom der er alt for mange personer involveret for tiden umiddelbart efter Syndfloden. Det er dog meget muligt, at noget J-stof blev udeladt, da J- og P-kilderne blev forenet på dette sted. En anden mulighed er at se 1 Mos 11,1-9 som fortsættelsen af 1 Mos 4,16-24, som den fører videre på en glidende måde, med den samme mistillid til menneskelig kultur. Morderen Kain drog øst for Eden (4,16), og hans efterkommere indførte kendskabet til de forskellige kunster (4,20-22). Disse efterkommere drog endnu længere mod øst (11,2), forsøgte at bruge deres kunnen til at bygge tårnet og blev straffet ved balal-katastrofen. Ingen beretning om Syndfloden kan have fulgt efter, for alle sprogforskellighederne ville være blevet udslettet ved den begivenhed.

Denne antagelse af en særlig, tidlig kilde inden for J forklarer sandsynligvis bedst kendsgerningerne. Den antydes af den meget primitive, naive teologi, som er langt mindre udviklet end J som helhed. Og det uklare forhold mellem 1 Mos 11,1-9 og Syndflodsfortællingen forklares derved, at to fortællinger her blev kombineret, hvoraf den ene indeholdt en beretning om Syndfloden, mens den anden ikke gjorde.

3. Ensartethed:

Ved at bruge den gentagne "nedstigning" i vers 5 og 7 som ledetråd kan afsnittet forholdsvis let opløses i to fortællinger, fx

(1) Menneskene bygger et tårn, "hvis top skulle nå til himlen", for at skabe sig et navn som vidunderlige bygmestre. Jahve ser arbejdet begynde, og "for at intet skal blive holdt tilbage fra dem" osv., stiger han ned og forvirrer deres sprog.

(2) Menneskene bygger en by som en forsvarsforanstaltning, "for at vi ikke skal spredes ud over hele jordens flade." Jahve stiger ned for at se og spreder dem. For andre analyser, se kommentarerne.

Men de er næppe tvingende nødvendige. For (2) giver intet motiv for Jahves handling, mens "by" og "tårn", "forvirring af tungemål" og "spredning" snarere er komplementære end parallelle udtryk. Antagelsen om, at nogle få ord, der beskrev Jahves tilbagevenden til himlen, et eller andet sted er forsvundet fra vers 6, afhjælper det kluntede.

4. Historicitet:

Fortællingens "historicitet" vil blive fastholdt af meget få mennesker i nutiden. Menneskelige sprog begyndte at divergere (hvis der da nogensinde fandtes noget sådant som et ursprog) titusinder, om ikke hundredtusinder, af år før Babylon blev bygget, og længe før mennesker havde opnået tilstrækkelig kunnen til at opføre de mest rudimentære bygninger, for slet ikke at tale om et så kompliceret anlæg som den teglbyggede by og Babelstårnet. Og det, der gælder for sprog som helhed, gælder i lige så høj grad for de sprog, der blev talt i nærheden af Israels land. Hvis egyptisk, hittitisk og den semitiske gruppe har noget fælles oprindelsespunkt, ligger det umådeligt langt tilbage før den tid og de kulturforhold, som forudsættes i 1 Mos 11,1-9. Det er unødvendigt at uddybe dette, men angående den skade, der er sket ved en vedholdende fastholden ved fortællingens bogstav, kan man konsultere White's History of the Warfare of Science with Theology. Det hørte til hebræernes geni at søge religiøse forklaringer på tingene omkring dem. Og en sådan forklaring på sprogenes oprindelse er indholdet af 1 Mos 11,1-9.

5. Kilder:

Denne forklaring synes indtil videre at være uden parallel, for oversættelsen af den fragmentariske British Museum-indskrift K 3657 er helt usikker. Ja, sagn om, hvordan forskellene i menneskers tale begyndte, synes overalt at være yderst sparsomme, som om spørgsmålet ikke var noget, der optog primitive folks sind. Sammenlignende folkloreforskning har stadig meget arbejde at gøre med hensyn til dette særlige emne (for nogle få henvisninger se Encyclopedia Brit, 11. udgave, artiklen "Babel" og Gunkel Genesis3 på det anførte sted). Fortællingens øvrige træk har dog ikke stor betydning. Bygninger, der forblev ufærdige, fordi bygherrerne havde fornærmet guderne, forekommer ret rigeligt, og det er meget muligt, at forfatteren til 1 Mos 11,1-9 havde en bestemt babylonisk bygning i tanke (se BABEL, TOWER OF). Menneskers forsøg på at klatre op i himlen er heller ikke vanskelige at forestille sig, når himlen tænkes som en materiel hvælving (sådan som den næsten altid blev tænkt indtil forholdsvis moderne tid). Således angiver Græsk Baruk (3,6 f.), at de "byggede tårnet til en højde af 463 alen. Og de tog et bor og søgte at gennembore himlen, idet de sagde: Lad os se, om himlen er lavet af ler eller af kobber eller af jern." Nært beslægtet med Babel-fortællingen er den græske legende om giganterne, som stablede Pelion på Ossa i deres forsøg på at storme gudernes bolig, og faktisk synes de to beretninger at være forenet i Sib Or 3,97-104.

Hvad enten den blev hjulpet af en overlevering om et bestemt babylonisk tårn eller ej, var fortællingens lokalisering i Babylonien uundgåelig. Babylonierne stolede, frem for alle folkeslag i verden, på deres visdom og deres dygtighed, og derfor ville denne højeste form for formastelse ikke have været mulig andre steder end i Babylon. Babylon, legemliggørelsen af hovmod, gjorde sig helt fra begyndelsen af sin eksistens skyldig i en hovmodshandling så overvældende, at den fremkaldte Guds hævn. "Folkeetymologien" babhel-balal (på aramæisk babhel-balbel) kan være blevet fremkaldt af denne fortælling, eller (måske mere sandsynligt) den kan være opstået særskilt, måske først som et stykke bevidst ironi. Det er sikkert, at de mange sprog, som kunne høres i Babylon, ikke var uden betydning for fortællingen.

6. Religiøs værdi:

Fortællingens religiøse værdi fordunkles for den moderne læser på grund af de meget primitive forestillinger, den indeholder. Menneskene er i stand til at bygge op i himlen. For at se, hvad de gør, er Jahve nødt til at "stige ned". Han er nødt til at gribe ind, for at hans bolig ikke skal blive invaderet (sammenlign 1 Mos 3,22). Og "lad os stige ned" i 1 Mos 11,7 er, skønt det bestemt ikke er polyteistisk, lige så bestemt et polyteistisk "levn". På den anden side skal det bemærkes, at der aldrig sættes spørgsmålstegn ved Guds magt, og at der ikke er nogen fortvivlet og usikker kamp som i den græske legende. Vigtigt er også (og ofte overset) erkendelsen af, at Guds magt er lige så virksom i Babylon, som den er i Israels land. Den oprindelige betydning for israelitten var dog denne: I Babylon så man den største fjende af Guds folk, i besiddelse af umådelige ressourcer. Menneskeligt talt var der ingen grænser for denne magt, og hvis den havde været ukontrolleret i begyndelsen, ville hele verden være blevet overvældet af det ondes herredømme. Dette havde Gud forhindret.

LITTERATUR.

Driver i HDB; Cheyne (art. "Babel, Tower of") i EB; kommentarerne til Gen, især dem af Skinner, Driver, Procksch og Gunkel.

Burton Scott Easton