char'-i-ot (merkabh, merkabhah, "kørevogn," rekhebh, "stridsvogn"; harma):

1. Egyptens stridsvogne

2. Kana'anæernes stridsvogne

3. Salomos og senere kongers stridsvogne

4. Assyrernes stridsvogne

5. Kaldæernes, persernes og grækernes stridsvogne

6. I Det Nye Testamente

7. Billedlig brug

LITTERATUR

1. Egyptens stridsvogne:

Det er til det gamle Egyptens stridsvogne, der først henvises i Skriften. Josef blev hædret ved at få lov at køre i kong Faraos næstfornemste vogn (1 Mos 41,43). Josef viste sin far ære ved hans ankomst til Goshen ved at møde ham i sin vogn (1 Mos 46,29). I den statsceremoni, hvormed Jakobs jordiske rester blev ledsaget til Kanaan, var vogne og ryttere iøjnefaldende (1 Mos 50,9). I beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten og om Faraos forgæves forsøg på at holde dem tilbage spiller Faraos vogne og ryttere en stor rolle (2 Mos 14,17; 2 Mos 14,18; 2 Mos 14,23; 2 Mos 14,15; 2 Mos 15,4; 2 Mos 15,19). Det var med hyksosinvasionen, nogle århundreder før udvandringen, at hesten og siden stridsvognen blev indført i Egypten til krigsbrug; og det kan have været besiddelsen af stridsvogne, der gjorde det muligt for disse forhadte hyrdekrigere at overmande de indfødte egyptere. Den egyptiske stridsvogn udmærkede sig ved sin lette konstruktion. Dens vægt var så reduceret, at en mand kunne bære sin stridsvogn på skuldrene uden at blive træt. Den almindelige stridsvogn var lavet af træ og læder og havde kun to personer ombord, krigeren og hans skjoldbærer. De kongelige stridsvogne var udsmykket med guld og sølv, og i slaget ved Megiddo fremstilles Thothmes III som stående i sin vogn af elektrum som krigsguden, mens han svinger sin lanse. I slaget erobrede de sejrende egyptere 2.041 heste og 924 stridsvogne fra de syriske allierede.

2. Kana'anæernes stridsvogne:

Kana'anæerne havde længe haft heste og stridsvogne, da Josva skar haserne over på deres heste og brændte deres stridsvogne med ild ved Meroms vande (Jos 11,6; Jos 11,9). De jernvogne, som kana'anæerne kunne manøvrere på sletterne og i dalene, viste sig at være en formidabel hindring for den fuldstændige erobring af landet (Dom 1,19). Jabin havde 900 jernvogne, og med dem kunne han undertrykke Israels børn i tyve år (Dom 4,3). Filistrene i lavlandet og på kystslettten, som vi læser om i Dommerbogen og Samuelsbøgerne, var et krigerisk folk, disciplineret og velbevæbnet, og deres besiddelse af stridsvogne gav dem en stor fordel over israelitterne. I krigen ved Mikmas stillede de det utrolige antal af 30.000 stridsvogne og 6.000 ryttere på slagmarken, blot for til sidst at lide et alvorligt nederlag (1 Sam 13,5; 1 Sam 14,20). I slaget ved Gilboa brød filistrenes stridsvogne og ryttere imidlertid al modstand ned og blev Sauls og hans hus' undergang. Af disse stridsvogne er der ikke overleveret nogen detaljeret beskrivelse eller afbildning til os. Men vi tager næppe meget fejl, hvis vi vender os til hittitternes stridsvogn som en type på den kana'anæiske og filistæiske stridsvogn. Det er dog ikke fra hittitternes egne monumenter, men fra fremstillingerne af Kheta på de egyptiske monumenter, at vi ved, hvordan deres stridsvogne så ud. Deres stridsvognsstyrke var deres vigtigste angrebsvåben. Den hittitiske stridsvogn blev også brugt til jagt; men til krig anvendte man en tungere vogn med panelbeklædte sider. De egyptiske monumenter viser tre hittitter i hver vogn, en praksis der adskilte sig fra Egyptens og vakte opmærksomhed. Af de tre styrede én vognen, en anden kæmpede med sværd og lanse, og den tredje var skjoldbæreren.

3. Salomos og senere kongers stridsvogne:

Israelitterne, der boede i et bjergrigt land, var langsomme til at tage stridsvognen i brug til krigsformål. David skar haserne over på alle stridsvognshestene tilhørende Hadadezer, kongen af Zoba, og "beholdt af dem til hundrede stridsvogne" (2 Sam 8,4), og Adonija skaffede sig stridsvogne og ryttere med henblik på at gøre krav på sin fars trone (1 Kong 1,5). Men Salomo var den første i Israel, der anskaffede stridsvogne og heste i national målestok og byggede byer til at huse dem (1 Kong 9,19). I Det Gamle Testamentes masoretiske tekst læser vi, at Salomo havde agenter, som modtog flokke af heste fra Egypten, og det tilføjes: "Og en vogn kom op og gik ud af Egypten for 600 sekel sølv, og en hest for 150; og således førte de dem ved deres hjælp ud til alle hittitternes konger og til Syriens konger" (1 Kong 10,29). På grundlag af en forsvarlig tekstrettelse foreslås det nu at læse det foregående (1 Kong 10,28): "Og Salomos import af heste var fra Mucri og fra Kue; kongens handlende modtog dem fra Kue for en pris"--hvor Mucri og Kue er Nordsyrien og Kilikien. Uden tvivl var det Egypten, hvorfra folket ifølge den deuteronomiske lov var forbudt at skaffe sig mange heste (5 Mos 17,16), men på den anden side stemmer Ezekiels udsagn (27,14) om, at Israel fik heste, rideheste og muldyr ikke fra Egypten, men fra Togarma--Nordsyrien og Lilleasien--overens med den nye gengivelse (Burney, Notes on Hebrew Text of the Books of Kings, på det anførte sted.). Fra Salomos tid og fremefter var stridsvogne i brug i begge riger. Zimri, som dræbte Ela, søn af Ba'sha, Israels konge, var fører for halvdelen af hans stridsvogne (1 Kong 16,9). Det var, mens Akab sad forklædt i sin vogn ved siden af kusken, at han fik sit dødelige sår ved Ramot-Gilead (1 Kong 22,34). Gulvet i den kongelige vogn var en pøl af blod, og "de vaskede vognen ved Samarias dam" (1 Kong 22,35; 1 Kong 22,38). Det var i hans stridsvogn, at hans tjenere førte Josija død bort fra den skæbnesvangre mark ved Megiddo (2 Kong 23,30). De vigtigste dele af den hebraiske stridsvogn var

(1) stangen, som de to heste blev spændt for,

(2) akslen--som hvilede på to hjul med seks eller otte eger (1 Kong 7,33)--hvori vognstangen var fastgjort,

(3) en ramme eller vognkasse, åben bagtil, stående på akslen og fastgjort til vognstangen med en læderrem.

De jernvogne, som vi læser om (Dom 4,3), var af træ, forstærket eller besat med jern. Ligesom hittitternes vogn bar den hebraiske stridsvogn sandsynligvis tre mænd, selv om vi i Akabs vogn (1 Kong 22,34) og i Jehus (2 Kong 9,24) kun læser om to.

4. Assyrernes stridsvogne:

I senere tider, da assyrerne oversvømmede landene mod vest, måtte israelitterne møde Sankeribs og kongernes stridsvogne og hære (2 Kong 19,23). Og de mødte dem med deres egne stridsvogne. En indskrift af Shalmaneser II af Assyrien fortæller, hvordan Akab fra Israels land i slaget ved Karkar (854 f.Kr.) havde stillet 2.000 stridsvogne og 10.000 soldater i marken. Men det assyriske vognkorps var for talrigt og mægtigt for Israel. Den assyriske stridsvogn var større og tungere end den egyptiske eller den hebraiske: den havde som regel tre og undertiden fire personer om bord (Maspero, Life in Ancient Egypt and Assyria, 322). Når vi i Nahums profeti læser om "vogne, der glimter af stål," som "farer frem og tilbage på de brede veje" (Nah 2,3; Nah 2,4), er det de assyriske stridsvogne, vi skal tænke på, som i hast samles til forsvaret af Nineve.

5. Kaldæernes, persernes og grækernes stridsvogne:

I tidlige babyloniske indskrifter fra det 3. årtusinde før Kristus findes der vidnesbyrd om brugen af krigsstridsvogne, og Nebukadrezzar havde i sine felttog mod vest stridsvogne som en del af sin sejrrige hær (Jer 47,3). Det var perserne, der først anvendte stridsvogne med leer i krig; og vi finder Antiochus Eupator i seleukidetiden udruste en græsk styrke mod Judæa, som havde 300 stridsvogne bevæbnet med leer (2 Makk 13,2).

6. I Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamente nævnes stridsvognen kun to gange. Foruden den vogn, som den etiopiske hofmand rejste i, da evangelisten Filip kom hen til ham (ApG 8,28; ApG 8,29; ApG 8,38), er der kun omtalen af larmen fra stridsvogne, som græshoppernes fremstormen i det apokalyptiske syn sammenlignes med (Åb 9,9).

7. Billedlig brug:

I Skriftens billedsprog har stridsvognen en plads. Det er en hyldest til Elias' og Elisas stærke indflydelse, når de hver for sig kaldes "Israels vogne og dets ryttere" (2 Kong 2,12; 2 Kong 13,14). Engleskarerne erklæres for at være Guds vogne, to gange ti tusind, tusinder på tusinder (Sl 68,17). Men vogne og heste er i sig selv en ringe erstatning for Guds kraft (Sl 20,7). Gud selv fremstilles som ridende på sine frelsesvogne til forsvar for sit folk (Hab 3,8). I Zakarias' Bog har de fire vogne med deres heste i forskellige farver en apokalyptisk betydning (Zak 6). I dyrkelsen af himlens hær, som bredte sig i de senere dage af Juda rige, var "solens vogne" (se artikel) symboler, der førte folket ud i groft afguderi, og kong Josija brændte dem med ild (2 Kong 23,11).

LITTERATUR.

Nowack, Hebrew Archaeology, I, 366 f; Garstang, Land of the Hittites, 363 f; Maspero, Struggle of the Nations og Life in Ancient Egypt and Assyria; Rawlinson, Five Great Monarchies, II, 1-21.

T. Nicol.