Et kaldæisk ord, der betyder hvilested. Det findes ikke i Skriften, men blev brugt af de senere jøder som betegnelse for det synlige symbol på Guds nærvær i tabernaklet og senere i Salomos tempel. Da Herren førte Israel ud af Egypten, gik han foran dem “i en skysøjle.” Dette var symbolet på hans nærvær hos sit folk. For henvisninger til det under ørkenvandringen, se 2 Mos 14,20; 40,34-38; 3 Mos 9,23, 24; 4 Mos 14,10; 16,19, 42.

Det er sandsynligt, at denne herlighedssky efter indgangen i Kanaan sænkede sig i tabernaklet over pagtens ark i det allerhelligste. Vi har dog ingen særlig henvisning til den før indvielsen af templet ved Salomo, da den fyldte hele huset med sin herlighed, så præsterne ikke kunne blive stående og gøre tjeneste (1 Kong 8,10-13; 2 Krøn 5,13, 14; 7,1-3). Sandsynligvis blev den i det første tempel, i det allerhelligste, som symbolet på Jehovas nærvær, så længe dette tempel stod. Senere forsvandt den.