sir'-a-kus, sir-a-kus' (Surakousai; latin Syracusae, ital. Siracusa): Beliggende på Siciliens østkyst, omtrent midtvejs mellem Catania og øens sydøstlige ende.

Dette værks formål tillader næppe mere end en kort omtale af Syrakus, den mest strålende græske koloni ved det vestlige Middelhavs kyster, hvor Paulus gjorde ophold i tre dage på sin rejse fra Melita til Rom (ApG 28,12). Den oprindelige korinthiske koloni, grundlagt i 734 f.Kr. (Thukydid vi.3), var begrænset til den lille ø Ortygia, som adskiller Den Store Havn fra havet. Senere bredte byen sig over det forbjerg, der ligger nord for Ortygia og havnen.

Syrakus indtog en fremtrædende position i Siciliens anliggender under tyrannerne Gelon (485-478 f.Kr.; jf. Herodot vii.154-55) og Hieron (478-467 f.Kr.). Den blomstrede stærkt efter indførelsen af folkestyre i 466 f.Kr. (Diodorus xi.68-72). Syrakusanerne modstod med held athenernes berømte belejring i 414 f.Kr.; beretningen om den er den mest spændende del af Thukydids værk (vi, vii).

Dionysius udnyttede den frygt, karthagerne havde vakt, til at hæve sig til despotisk magt i 405 f.Kr., og efter en regeringstid på 38 år blev han efterfulgt af sin søn af samme navn. Selv om demokratisk styre blev genoprettet af Timoleon efter en periode med borgerlige stridigheder i 344 f.Kr. (Plutarch, Timoleon), varede folkestyret ikke længe.

Den mest berømte af de senere herskere var den vise Hieron (275-216 f.Kr.), som var romernes trofaste allierede. Hans sønnesøn og efterfølger Hieronymus forlod alliancen med Rom til fordel for en alliance med Karthago, hvilket førte til romernes berømte belejring af byen under Marcellus og dens fald i 212 (Livius xxiv.21-33). Fra da af var Syrakus hovedstad i den romerske provins Sicilien. Cicero kalder den »den største af de græske byer og den smukkeste af alle byer« (Cicero Verr. iv.52). George H. Allen