sad'-u-sez (tsadduqim; Saddoukaioi):

I. INDLEDNING

1. Navn: konkurrerende etymologier. Sandsynligvis fra ypperstepræsten Sadok

2. Kilder: Det Nye Testamente, Josefus, Talmud (primære), kirkefædrene (sekundære)

II. OPRINDELSE OG HISTORIE

1. Tidlige omtaler hos Josefus: påstået forbindelse med forskelle mellem profeter og præster 2. Saddukæernes tilbøjelighed til hellenisme som årsag til Chacidhims opståen

3. Begunstiget af Alexander Jannæus: trængt i baggrunden af Alexandra Salome

4. Fra et politisk parti, men blev også et religiøst parti

5. Frygt for romersk indgriben, hvis Jesu messianske krav anerkendes

6. Saddukæere i modstand mod apostlene: farisæere mere velvillige

7. Det saddukæiske partis fald ved udbruddet af den jødiske krig

III. SADDUKÆERNES LÆRE

1. Lagde vægt på ceremoniel nøjagtighed

2. Vantro over for den åndelige verden, en opstandelse og forsynet: deres materialisme

3. Påstået tro på, at kun Pentateuken var kanonisk

4. Forhold til epikuræismen

IV. SADDUKÆERNES KARAKTER

1. Karakteriseret som grove og udannede

2. Talmudisk beretning om saddukæerne

3. Forholdet til templet og gudsdyrkelsen var hedensk

4. Saddukæisk litteratur

V. SADDUKÆERNES FORHOLD TIL JESUS

1. Mindre fordømt af Jesus end farisæerne

2. Saddukæernes holdning til Jesus

Denne fremtrædende jødiske sekt var ganske vist ikke så talrig som deres modstandere, farisæerne, men ved deres rigdom og ved mange af deres medlemmers præstelige afstamning havde de en indflydelse, som fuldt ud opvejede deres mere folkelige rivalers. De var et politisk parti med præstelig og aristokratisk tendens, i modsætning til de mere religiøse og demokratiske farisæere.

I. Indledning.

1. Navn: konkurrerende etymologier. Sandsynligvis fra ypperstepræsten Sadok:

Talmudformen antyder afledning fra navnet på deres grundlægger, men formen i Det Nye Testamente og hos Josefus ville pege på forbindelse med verbet »at være retfærdig«. Sandsynligheden er, at navnet er afledt af en person ved navn »Sadok«. Den mest fremtrædende Sadok i historien var den davidiske ypperstepræst (2 Sam 8,17; 2 Sam 15,24; 1 Kong 1,35), som alle senere ypperstepræster hævdede at nedstamme fra. Det stemmer med dette, at saddukæerne i Det Nye Testamente er det parti, som ypperstepræsterne tilhørte. På grundlag af 'Abhoth de-Rabbi Nathan (ca. 1000 e.Kr.) hævdes en anden Sadok at være den, som saddukæerne fik deres navn fra. Han var discipel af Antigonos fra Socho (ca. 250 f.Kr.), som lærte, at kærlighed til Gud skulle være helt uegennyttig (Pirqe 'Abhoth, i.3). 'Abhoth de-Rabbi Nathans forklaring af saddukæismens afledning fra denne lære er udelukkende en tænkt slutning (Charles Taylor, Sayings of the Jewish Fathers(2), 112). Flertallet af autoritative forfattere foretrækker at aflede navnet fra Sadok, Abjatars kollega og Davids samtidige.

2. Kilder: Det Nye Testamente, Josefus, Talmud (primære), kirkefædrene (sekundære):

Vore hovedkilder til saddukæernes lære er Det Nye Testamente og Josefus. Ifølge førstnævnte nægtede saddukæerne legemets opstandelse og troede ikke på engle eller ånder (Matt 22,23; ApG 23,8). Mere kan læres af Josefus, men hans vidnesbyrd må modtages med forsigtighed, eftersom han var farisæer og desuden havde den opfattelse, at saddukæerne skulle sammenstilles med epikuræerne. Talmud er sen. Allerede før Mishna blev nedskrevet (ca. 200 e.Kr.), var saddukæerne ophørt med at eksistere; før Gemara blev fuldført (ca. 700 e.Kr.), må enhver gyldig tradition om deres meninger være forsvundet. Desuden er Talmud farisæisk. Fædrene, Origenes, Hippolytos, Epifanios og Hieronymus, har hentet deres oplysninger fra sene farisæiske kilder.

II. Oprindelse og historie.

1. Tidlige omtaler hos Josefus: påstået forbindelse med forskelle mellem profeter og præster:

Josefus beskriver saddukæerne sammen med de samtidige sekter, farisæerne og essæerne (Josefus, Ant, XIII, v, 9; X, vi 2; XVIII, i, 4, 5; BJ, II, viii, 14). Hans tidligste omtale af dem kommer efter hans beretning om Jonatans traktater med romerne og lakedaimonierne. Han angiver sin overbevisning om, at partierne var gamle; men hvis det er tilfældet, må de tidligere have haft andre navne. Det er blevet foreslået, at den tidligere form for konflikten mellem saddukæerne og farisæerne var modsætningen mellem præsterne og profeterne. Dette er dog ikke holdbart; i Sydriget fandtes der ingen sådan modsætning; hvordan forholdene end var i Nordriget, kunne det ikke have haft nogen indflydelse på opfattelserne i Judæa og Galilæa på vor Herres tid. Andre mener, at rivaliseringen er arvet fra den mellem de skriftlærde og præsterne, men Ezra, den tidligste skriftlærde i den senere betydning af ordet, var en præst med stærke præstelige sympatier.

2. Saddukæernes tilbøjelighed til hellenisme som årsag til Chacidhims opståen:

Sandsynligvis udkrystalliserede det præstelige parti sig kun gradvist til saddukæernes sekt. Efter hjemkomsten fra eksilet samlede ypperstepræsten al magt, borgerlig og religiøs, hos sig selv. For de persiske myndigheder var han som jødernes konge. Ypperstepræsten og dem omkring ham var de personer, der havde med den hedenske overregering og de hedenske folkeslag omkring dem at gøre; denne forbindelse ville have en tendens til at svække deres religiøse glød, og som reaktion vakte dette nidkærheden hos en del af folket for loven. Under det græske herredømme blev ypperstepræsternes magt hjemme forøget, men de blev endnu mere underdanige over for deres hedenske herrer og var lederne i helleniseringsbevægelsen. De tog ikke del i makkabæerkampen, som hovedsagelig blev støttet af deres modstandere, chacidhim, som de blev kaldt (hasidæerne i 1 Makk 2,42 osv.). Da chacidhim, efter at have mistet sympatien for makkabæerne, søgte at forsone sig med det præstelige parti, fornyede Alkimos, den legitime ypperstepræst, snart bruddet ved sit forræderi og sin grusomhed. Hasmonæerne blev derefter stadfæstet i ypperstepræsteembedet, men blev kun lunkent støttet af chacidhim.

3. Begunstiget af Jannæus; trængt i baggrunden af Alexandra Salome:

Splittelsen mellem hasmonæerne og chacidhim, eller, som de nu blev kaldt, farisæerne, kulminerede i den fornærmelse, Eleazar rettede mod Johannes Hyrkanos, den hasmonæiske ypperstepræst (Josefus, Ant, XIII, x, 5). Alexander Jannæus, Hyrkanos' søn, blev en voldsom tilhænger af saddukæerne og korsfæstede et stort antal farisæere. Mod slutningen af sit liv mistede han sympatien for saddukæerne, og på sit dødsleje anbefalede han sin hustru Alexandra Salome, som efterfulgte ham som formynder for hans sønner, at begunstige farisæerne, hvilket hun gjorde. I konflikten mellem hendes to sønner, Johannes Hyrkanos II og Aristobulos II, stillede saddukæerne sig på Aristobulos' side, den yngre og dygtigere bror. Så længe striden stod mellem jøder, sejrede den saddukæiske kandidat. Da romerne blev tilkaldt, gav de Hyrkanos fordelen.

4. Fra et politisk parti bliver de også et religiøst parti:

Efter at være blevet trængt i baggrunden ved deres kandidats nederlag i kampen om ypperstepræsteembedet genvandt de snart deres indflydelse. De allierede sig med herodianerne, som havde støttet Hyrkanos, men som var underdanige over for Rom. Skønt de ikke i begyndelsen var teologiske, blev de det for at forsvare deres politik mod farisæernes angreb. En historisk parallel kan findes i kavalererne under Karl I's regeringstid, i modsætning til puritanerne.

5. Frygt for romersk indgriben, hvis Jesu messianske krav anerkendes:

Saddukæerne betragtede i begyndelsen kampen mellem vor Herre og farisæerne som en sag, der ikke vedkom dem. Først da vor Herre hævdede at være Messias, og den ophidselse blandt folket, som fulgte af dette, syntes tilbøjelig til at tiltrække de romerske myndigheders opmærksomhed, greb de ind. Skulle Tiberius få at vide, at troen på en jødisk konges komme, en konge der skulle herske over verden, var udbredt blandt jøderne, og at der var fremstået en, som hævdede at være denne Messias, ville den halv-uafhængighed, som jøderne nød, meget snart blive taget fra dem, og dermed ville saddukæernes indflydelse forsvinde. Et oligarki er ordsprogligt følsomt over for alt, hvad der truer dets stabilitet; et præsteskab er umådeligt i sin hævngerrighed; og saddukæerne var et præsteligt oligarki. Derfor er det ikke mærkeligt, at kun Jesu død kunne tilfredsstille dem.

6. Saddukæerne fjendtlige over for apostlene; farisæerne mere velvillige:

Efter opstandelsen blev farisæerne mindre fjendtlige over for Kristi efterfølgere; men saddukæerne fastholdt deres holdning af mistro og had (ApG 4,1). Skønt Paulus var farisæer, forfulgte han de troende som udsending for den saddukæiske ypperstepræst. Saddukæerne fik fuldstændig overvægt i Sanhedrinet, og senere, under ledelse af Annas, eller, som han undertiden kaldes af Josefus, Ananus, ypperstepræsten, lod de Jakob, vor Herres bror, dræbe (Josefus, Ant, XX, ix, 1) sammen med mange andre, formodentlig kristne. Farisæerne var imod disse handlinger og sendte endda budbringere for at møde Albinus, som var på vej for at efterfølge Festus som statholder, for at bønfalde ham om at fjerne Annas fra ypperstepræsteembedet.

7. Det saddukæiske partis fald ved udbruddet af den jødiske krig:

Ved udbruddet af den jødiske krig blev saddukæerne sammen med deres allierede, herodianerne, trængt i baggrunden af zeloterne, Johannes fra Gischala og Simon ben Gioras. Annas og Josva, som også kaldes ypperstepræst af Josefus, blev begge dræbt af zeloterne og deres idumæiske allierede (Josefus, BJ, IV, v, 2). Med templets ødelæggelse og den jødiske stats fald forsvandt det saddukæiske parti.

III. Saddukæernes læresætninger.

1. Lagde vægt på ceremoniel nøjagtighed:

Som det præstelige parti lagde saddukæerne stor vægt på offerets ceremoniel og forkastede de ændringer, som deres modstandere indførte, medmindre disse fandt støtte i lovens ord.

2. Vantro over for den åndelige verden, en opstandelse og forsynet; deres materialisme:

Saddukæernes mest fremtrædende lære var benægtelsen af sjælens udødelighed og legemets opstandelse. Farisæerne troede, at Moses havde overleveret disse læresætninger til de ældste, og at de igen havde givet dem videre til deres efterfølgere. Saddukæerne forkastede alle disse overleveringer. Af ApG (23,8) lærer vi, at de hverken troede på »engel eller ånd«. Da engles tilsynekomster omtales i Loven, er det vanskeligt at forene deres ærbødighed for Loven med denne benægtelse. De kan have betragtet disse engleåbenbaringer som gudsåbenbaringer. Josefus hævder udtrykkeligt (Ant., XVIII, i, 4), at saddukæerne tror, at sjælen dør sammen med legemet. De benægter, siger han, det guddommelige forsyn (BJ, II, viii, 14). Deres teologi kunne kaldes »religion inden for den blotte sansnings grænser«.

3. Påstået tro på, at alene Pentateuken var kanonisk:

Fædrene Hippolytus, Origenes og Hieronymus tillægger saddukæerne den opfattelse, at Pentateuken alene var kanonisk (Hipp., Haer., ix.24; Orig., Contra Celsum, i.49; om Matt 22,24-31; Hieronymus om Matt 22,31; Matt 22,32). Denne idé kan skyldes en fejlagtig identifikation af saddukæernes synspunkter med samaritanernes. Havde de forkastet hele resten af Skriften, er det næppe muligt, at Josefus ikke ville have bemærket det. Talmud nævner ikke dette blandt deres vildfarelser. Det er sikkert, at de tillagde Pentateuken større betydning end nogen anden af Skriftens bøger. Derfor appellerer vor Herre i det afsnit, som Origenes og Hieronymus kommenterer, til Loven snarere end til Profeterne eller Salmerne. Af den ringe værdi, de tillagde Profeterne, følger det, at de ikke havde nogen sympati med farisæernes messianske håb.

4. Forhold til epikuræismen:

Det behøver næppe siges, at der ikke var nogen virkelig forbindelse mellem saddukæismen og Epikurs læresætninger. Der var en overfladisk lighed, som var rent tilfældig. Deres velvilje over for hellenismen ville give denne identifikation et skær af sandsynlighed.

IV. Saddukæernes karakter.

1. Beskrevet som grove og ubehøvlede:

Josefus siger, at mens farisæerne har elskværdige manerer og fremmer samdrægtighed blandt alle, er saddukæerne »meget ubehøvlede« (BJ, II, viii, 14). Denne mangel på manerer er ikke en egenskab, man sædvanligvis forbinder med et aristokrati eller med smidige diplomater, men den passer med det, vi finder i Det Nye Testamente. Den grusomme spot, man gav sig hen til, da vor Herre blev stillet for det uregelmæssige møde i Synedriet (Matt 26,67; Matt 26,68), og Ananias’ råb under retssagen mod Paulus for den samme domstol om at »slå ham på munden«, viser dem som grove og anmassende. Det, Josefus fortæller om Annas’ (eller Ananus’) adfærd over for Jakob, som ovenfor nævnt, stemmer med dette. Josefus taler dog ikke altid så fordømmende om Ananus – hos Josefus, Jødernes Krig (IV, v, 2), kalder han ham »en ærværdig og højst retfærdig mand«. Kun den vold, som Ananus ifølge Josefus i kapitlet umiddelbart før det, vi har citeret fra, greb til mod zeloterne, passer bedre med Josefus’ tidligere dom end med den senere. Med hensyn til deres almindelige karakter nævner Josefus, at når saddukæerne blev embedsmænd, tilpassede de deres domme efter farisæisk mening; ellers ville de ikke være blevet tålt (Ant., XVIII, i, 4).

2. Talmudisk beretning om saddukæerne:

Som nævnt ovenfor er Talmuds beretning upålidelig, sen og farisæisk. Gemaraen, hvorfra de fleste henvisninger er taget, blev ikke nedskrevet før syv århundreder efter Kristus – da de overleveringer om saddukæerne, som var bevaret, var blevet filtreret gennem 20 generationer af farisæisme. Trods dette lange tidsrum og mistænkelige medium kan der være nogen sandhed i de talmudiske rabbineres fremstillinger. I Pesachim 57a siges der: »Ve mig på grund af Boothus’ hus, ve mig på grund af deres spyd; ve mig på grund af Hanuns (Annas’) hus, ve mig på grund af deres slangeafkom; ve mig på grund af Kathros’ hus, ve mig på grund af deres pen; ve mig på grund af Ishmael ben Phabis hus; ve mig på grund af deres næver. De er ypperstepræster, og deres sønner er tempelskatmestre, og deres svigersønner er underordnede skatmestre; og deres tjenere slår folket med stokke.« Da disse er saddukæiske navne, viser dette afsnit den farisæiske tradition om saddukæernes vaner.

3. Forhold til templet og gudsdyrkelsen – et hedensk forhold:

De saddukæiske ypperstepræster gjorde Hofni og Pinehas alt for meget til deres forbilleder. Annas og hans sønner havde boder i templets forgårde til salg af det, der krævedes til ofringerne, samt borde til vekselererne, eftersom almindelige mønter måtte veksles til helligdommens shekler. Af alt dette drog præsterne af den ypperstepræstelige kaste fordel, på bekostning af templets vanhelligelse (Edersheim, Life and Times of Jesus, I, 371 ff). De ydede ikke, som farisæerne, den åndelige religion hykleriets hyldest; de var åbent irreligiøse. Skønt de var religionens embedsmænd, var de blottet for dens ånd. Dette skildrer dog deres sidste stadium.

4. Saddukæisk litteratur:

Den velvilje over for mindet om Johannes Hyrkanos, som forfatteren til 1 Makkabæerbog viser (16,23.14), gør Geigers opfattelse sandsynlig: at forfatteren var saddukæer. Han viser partiet i dets bedste form: hans syn på livet er i høj grad sundt, og hans historieskrivning er pålidelig. Han har sympati med hasidæernes fædrelandskærlighed, men ingen med de religiøse samvittighedsskrupler, der fik dem til at forlade Judas Makkabæus. At forfatteren til Siraks Bog, ud fra sin tavshed om den nationale forventning om en Messias og håbet om et fremtidigt liv, også var saddukæer, er næsten sikkert.

V. Saddukæernes forhold til Jesus.

1. Mindre fordømt af Jesus end farisæerne:

Da saddukæernes læresætninger og praksis var helt fremmede for vor Herres lære og den adfærd, han påbød, er det et problem, hvorfor han ikke fordømte dem oftere, end han gjorde. Faktisk fordømmer han aldrig saddukæerne undtagen sammen med deres modstandere, farisæerne; derimod fordømmer han ofte farisæerne alene. Da hans standpunkt, både læremæssigt og praktisk, stod langt nærmere farisæernes, var det nødvendigt, at han tydeligt markerede sin afstand til dem. Der var ikke samme fare for, at hans standpunkt skulle blive forvekslet med saddukæernes. Josefus fortæller os, at saddukæerne havde indflydelse hos de rige; Jesus hentede sine tilhængere hovedsageligt blandt de fattige, hvorfra også farisæerne hentede deres. De sidstnævnte modarbejdede ham desto mere, fordi han undergravede deres kilde til styrke; derfor måtte han forsvare sig imod dem. Endvidere beretter evangelierne hovedsageligt om vor Herres tjeneste i Galilæa, mens saddukæerne især fandtes i Jerusalem og omegn; derfor kan der have været skarpe fordømmelser af saddukæerne, som ikke er kommet ned til os.

2. Saddukæernes holdning til Jesus:

Saddukæerne betragtede sandsynligvis Jesus som en harmløs fanatiker, der ved sine fordømmelser svækkede farisæernes indflydelse. Først da hans krav om at være Messias bragte ham ind på den praktiske politiks område, ønskede de at gribe ind. Da de besluttede at komme i konflikt med Jesus, udstedte de straks befaling om hans arrestation og død; blot skulle arrestationen ske i hemmelighed, »for at der ikke skulle opstå tumult blandt folket« (Matt 26,5). I deres direkte møde med vor Herre angående opstandelsen (Matt 22,25; Mark 12,20; Luk 20,29) ligger der et element af foragt i det eksempel, de fremfører, som om de næsten helt til slutningen ikke tog ham alvorligt. Om litteratur se FARISÆERNE.

J. E. H. Thomson