swin (chazir; sammenlign arabisk khinzir; hus, Septuaginta og Det Nye Testamente; sammenlign græsk sus og latin sus; adjektiv hueios, som substantiv, Septuaginta; choiros, Septuaginta og Det Nye Testamente): Både i oldtiden og i nyere tid har tamsvin kun i ringe grad været holdt i Israels land, men vildsvin er velkendte som beboere i kratbevoksningerne ved Chuleh, Jordandalen, Det Døde Hav og nogle af bjergene. Arten er Susanna scrofa, det vilde svin i Europa, Nordafrika og Vestasien.

I Det Gamle Testamente nævnes svinet i 3 Mos 11,7 og 5 Mos 14,8 som et urent dyr: "Og svinet, fordi det har kløvet hov og er spaltet i klovene, men ikke tygger drøv, det er urent for jer." I Es 65,4 og 66,3.17 omtales det at spise svinekød og at bringe ofre af svineblod som vederstyggeligheder. Septuaginta henviser også til svin i tre passager, hvor disse dyr ikke nævnes i hebraisk tekst og EV. I 2 Sam 17,8, hvor English Versions of the Bible har "som en bjørn på marken, der er berøvet sine unger," tilføjer Septuaginta (oversættelse) "og som en vild orne på sletten." I 1 Kong 21,19 Septuaginta 20,19), hvor English Versions of the Bible har "på det sted, hvor hunde slikkede Nabots blod," har Septuaginta "hvor svinene og hundene slikkede"; tilsvarende i 1 Kong 22,38. I 1 Makk 1,47 er der en henvisning til et dekret fra Antiokus, som påbød ofring af svin. I 2 Makk 6 og 7 findes beretninger om torturen og døden for Eleazar, en gammel skriftlærd, og for en mor og hendes syv sønner, fordi de nægtede at smage svinekød. Svin, som tilhørte hedninger, nævnes i beretningen om den besatte fra gadarenernes land (Matt 8,30; Matt 8,31; Matt 8,32; Mark 5,11; Mark 5,12; Mark 5,13; Mark 5,14; Mark 5,16; Luk 8,32; Luk 8,33), og i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,15; Luk 15,16).

Billedligt: Vi finder følgende billedlige henvisninger til svin:

"Ornen fra skoven hærger den,

Og markens vilde dyr æder af den" (dvs. af "vinstokken fra Egypten") (Sl 80,13);

"Som en guldring i et svins tryne,

Sådan er en smuk kvinde uden dømmekraft"

(Ordsp 11,22);

"Carmonierne (KJV Carmanians, måske fra Kirman eller Carmania i det sydvestlige Persien), rasende i vrede, skal gå frem som skovens vilde orner"

(2 Esdras 15,30);

"Hunden, der vender tilbage til sit eget bræk, og soen, der er blevet vasket, til at vælte sig i sølet"

(2 Pet 2,22; sammenlign Ordsp 26,11).

Alfred Ely Day