sir'-i-a (Suria (Matt 4,24; Luk 2,2)):

1. Navnet og dets oprindelse

2. Andre betegnelser

3. Fysisk beskaffenhed

(1) Kystsletten

(2) Første bjergbælte

(3) Andet bjergbælte

(4) Den store centrale dal

(5) Det østlige bælte

(6) Floder

(7) Jordbundens art

(8) Flora

(9) Fauna

(10) Mineraler

(11) Central beliggenhed

4. Historie

(1) Kana'anæiske semitter

(2) Sargon af Agade

(3) Babylonsk overherredømme

(4) Hittitisk og aramæisk

(5) Hittitter og egyptere

(6) Amarna-perioden

(7) Ramses II

(8) Filistre

(9) Tiglat-Pileser I

(10) Aramæiske stater

(11) Fredelig udvikling

(12) Salmanassar II

(13) Tiglat-Pileser III

(14) Salmanassar IV og Sargon

(15) Farao Neko og Nebukadnesar

1. Navnet og dets oprindelse:

Navnet forekommer ikke i den massoretiske tekst eller i Det Gamle Testamentes Peshitta, men findes i Septuaginta, i Det Nye Testamentes Peshitta og i Mishna. I Septuaginta gengiver det "Aram" i alle dets sammensætninger, såsom Aram-Soba osv. Selve navnet optræder første gang hos Herodot vii.63, hvor han siger, at "syrere" og "assyrere" var de græske og barbariske betegnelser for det samme folk. Ellers er han ganske uklar i sin brug af udtrykket. Xenofon er tydeligere, når han (Anab; vii.8, 25) skelner mellem Syrien og Fønikien. Syrien er uden tvivl en udvidelse af navnet "Suri", den gamle babylonske betegnelse for et område i det nordlige Mesopotamien, men som senere omfattede egne hinsides Eufrat mod nord og vest, helt til Taurus. Under seleukiderne blev Syrien betragtet som sammenfaldende med deres rige, og navnet skrumpede ind sammen med dets udstrækning. Strabon, Plinius og Ptolemæus angiver dets grænser som Taurusbjergene, Eufrat, den syrisk-arabiske ørken og Middelhavet, og området inden for disse grænser betegnes stadig politisk som Syrien, skønt Israels land i almindelig sprogbrug som regel nævnes særskilt.

2. Andre betegnelser:

Homer (Iliaden ii.785) og Hesiod (Theog. 304) kalder områdets indbyggere "Arimoi", sammenlign hermed kileskriftens "Arimu" eller "Aramu" for aramæere. Det tidligste assyriske navn var "Martu", som Hommel betragter som en sammentrækning af "Amartu", landet for "Amurru" eller amoritterne. I egyptiske optegnelser kaldes landet "Ruten" eller "Luten" og deles i "Nedre" og "Øvre", hvor det første betegner Israels land og det sidste Syrien i egentlig forstand.

3. Fysisk beskaffenhed:

(1) Kystsletten.

Syrien, inden for de angivne grænser, består af en række bælter af lavt og højt land, der løber nord-syd, parallelt med Middelhavet. Det første af disse er kystsletten. Den består af en bred stribe sandklitter dækket af kort græs og lave buske, efterfulgt af en række lave, bølgende bakker og brede dale, som gradvis stiger til en højde af omkring 500 fod (ca. 150 m). Dette bælte begynder i Nordsyrien med den smalle Issos-slette, som strækker sig til nogle få mil syd for Alexandretta, men længere mod syd forsvinder det næsten og er kun repræsenteret ved de bredere dale og de mindre sletter, hvor byer som Latakia, Tripolis og Beirut ligger. Syd for den sidstnævnte er kystbæltet sammenhængende og afbrydes kun dér, hvor Tyrus-stigen og Karmels bjerg falder brat ned i havet. På Akka-sletten har det en bredde på 8 mil, og fra Karmel og sydpå breder det sig igen ud, indtil det hinsides Cæsarea har en gennemsnitsbredde på 10 mil. Inden for sandklitterne er jorden en rig alluvialjord og lader sig let dyrke. I oldtiden var den dækket af palmetræer, som, da de herfra blev indført i Grækenland, efter deres oprindelsessted fik navnet phoinikes.

(2) Første bjergbælte.

Fra kystsletten stiger vi op til det første bjergbælte. Det begynder med Amanus, en udløber af Taurus i nord. Under dette navn ophører det ved Orontes-dalen, men fortsætter i Nuseiriyeh-kæden (Cassius-bjerget, 5.750 fod, ca. 1.750 m), indtil Eleutherus-dalen nås, og derfra rejser det sig igen i Libanon (gennemsnitligt 5.000 fod, ca. 1.525 m), Jebel Sunnin (8.780 fod, ca. 2.675 m), og fortsætter til Leontes eller Quasmiyeh. Bjergkæden brydes derpå ned i de afrundede bakker i Øvre Galilæa (3.500 fod, ca. 1.070 m), strækker sig gennem Vestlandet Israels højland (2.500 fod, ca. 760 m) og breder sig i det sydlige Judæa ud i den tørre Badiet et-Tih eller Vandringsørkenen.

(3) Andet bjergbælte.

Sammen med dette kan den parallelle bjergkæde betragtes. Begyndende i nærheden af Ribla strækker Anti-Libanon-kæden sig sydpå til Hermon (9.200 fod, ca. 2.805 m) og breder sig derfra ud i Jaulan- og Hauran-plateauet, hvor vi møder de afskårne kegler af udslukte vulkaner og store lag af basaltisk lava, især i el-Leja og Jebel ed-Druz. Det samme højland fortsætter sydpå, med dybe kløfter, der gennemborer dets sider, over Gilead, Moab og Edom.

(4) Den store centrale dal.

Mellem Libanon og Anti-Libanon ligger den store dal Coele-Syria. Den fortsætter nordpå langs Orontes og strækker sig derfra bort mod øst til Eufrat, mens den mod syd går over i Jordandalen og Araba-dalen. Fra Orontes' og Leontes' kilder ved Baalbek (4.000 fod, ca. 1.220 m) falder den jævnt mod nord; men mod syd er faldet hurtigt. I Merj `Ayun er den sunket til 1.800 fod (ca. 550 m), ved Huleh-søen er den over 7 fod (ca. 2 m), ved Tiberias-søen -682 fod (ca. -208 m) og ved Det Døde Hav -1.292 fod (ca. -394 m), og derfra stiger den igen til Akababugten. Denne store dal blev dannet af en forkastnings- eller brudlinje i jordskorpen, med parallelle og forgrenede forkastninger. I oldtiden dannede hele dalen en havarm, og indtil istiden ved slutningen af tertiærtiden (pleistocæn) strakte en sø sig langs hele Jordandalen helt til Huleh. Vi kan således forstå, at den store slette og de tilstødende dale hovedsagelig består af alluviale aflejringer med terrasser af grus og sand på de omsluttende skråninger.

Se Libanon; naturlige træk; Israels land; Fønikien.

(5) Det østlige bælte.

Øst for Anti-Libanon-bæltet findes der en smal strækning dyrket land, som nogle steder når en bredde på flere mil, men dette bestemmes altid af, hvor langt de østlige vandløb fra Anti-Libanon flyder. Omkring Damaskus har Abana (Barada) og de nærliggende vandløb gjort egnen til et jordisk paradis, men de taber sig snart i saltmarskerne omkring 10 mil øst for byen. Andre steder går den frugtbare stribe gradvis over i den syriske ørkens sand og klipper, lige gold for plante- og dyreliv.

(6) Floder.

Bjergkæderne bestemmer flodernes løb og længde. De vandløb, der flyder vestpå, er naturligt korte og næppe mere end sommertorrenter. De, der flyder mod ørkenen, er af samme karakter; den eneste af betydning er Abana, som Damaskus skylder sin eksistens. Kun den store centrale dal tillader dannelsen af større floder, og dér finder vi Orontes og Leontes, der udspringer få fod fra hinanden ved Baalbek og afvander Coele-Syrien mod nord og syd, indtil de bryder gennem bjergene og når havet. Jordan er det eneste andet vandløb af nogen størrelse. I oldtiden, såvel som i moderne tid, bestemte disse vandløbs retning retningen for den store handelsrute fra Mesopotamien til Egypten gennem Coele-Syrien og tværs over Israels land, ligesom også de større byers placering; men da floderne ikke selv var sejlbare, udgjorde de ikke et middel til intern kommunikation.

(7) Jordbundens art.

Variation i højde både over og under havets niveau bidrager naturligt til en stor variation i klima, mens de forvitrede klippers beskaffenhed og den alluviale jord gør stor frugtbarhed mulig. Begge bjergbælter består i hele deres længde hovedsagelig af kridtkalksten, blandet med smuldrende kalksten med basaltiske indtrængninger og vulkanske produkter. Kalkstenen er meget porøs og opsuger i regntiden fugten, som danner reservoirer og nærer de talrige kilder på både de østlige og vestlige skråninger. Klipperne er også bløde og gennemtrængelige og kan let omdannes til frugthaveland, et forhold der forklarer, hvor meget af det, der nu fremstår som golde ødemarker, i oldtiden var produktivt som haver og frugtbare marker (Bab Talmud, Megh. 6a).

(8) Flora.

De vestlige dale og kystsletterne har Middelhavets flora, men de østlige skråninger og dalene, der vender mod ørkenen, er fattigere. På de sydlige kyster og i de dybere dale er vegetationen tropisk, og dér møder vi daddelpalmen, sukkerrøret og morbærfigentræet. Op til 1.600 fod (ca. 490 m) omfatter afgrøderne johannesbrødtræet og fyrren; derefter møder man vinstokken, figentræet og oliventræet midt i store bevoksninger af dværgeg, indtil man efter 3.000 fod (ca. 910 m) når cypresser og cedre indtil en højde af 6.200 fod (ca. 1.890 m), hvorefter der kun findes alpine planter. De engang berømte “Libanons cedre” findes nu kun i Qadisha- og Baruk-dalene. Valnød og morbær findes rigeligt overalt, og hvede, korn, byg, majs og linser dyrkes vidt omkring. Græsningsarealer findes i dalene og på sletterne, og selv i den tørre årstid kan får, geder og kvæg finde tilstrækkeligt græs blandt det lave krat.

(9) Fauna.

Dyreverdenen er næsten lige så varieret. Ræv, sjakal, hyæne, bjørn, ulv og svin træffes næsten overalt, og små tigre ses undertiden (jf. 2 Kong 14,9). Ørn, grib, agerhøne og blå due findes i rigt mål, og farvestrålende fugle kvidrer overalt. Fiskene i Jordan og dens søer er særprægede og interessante. Der findes i alt 22 arter; den største er en slags aborre, coracinus, som også kendes andetsteds i Nilen (Josephus, Ant, III, x, 8), samt en særlig gammelverdensart, der lokalt kaldes `Abu-musht.

(10) Mineraler.

I både det østlige og det vestlige bjergbælte findes der rigelige forekomster af mineralrigdom. De består hovedsagelig af kul, jern, bitumen, asfalt og mineralolie, men de udnyttes for det meste ikke. I Jordandalen er alle kilder under Middelhavets niveau brakvandede, og mange af dem er også varme og svovlholdige; de bedst kendte er dem ved Tiberias.

(11) Central beliggenhed.

Landet, som i kraft af sin geografiske udformning er opdelt i små isolerede egne, havde naturligt en tendens til at falde fra hinanden i en række små, uafhængige stater. Alligevel gjorde den centrale beliggenhed mellem de mesopotamiske riger på den ene side og Egypten og Arabien på den anden det til den hovedvej, som oldtidens verdenshandel passerede ad; den gav landet en betydning langt ud over dets størrelse eller produktivitet og gjorde det til genstand for strid, hver gang øst og vest blev regeret af forskellige magter.

4. Historie:

(1) Kana’anæiske semitter.

Da historien begynder for os i det 3. årtusinde f.Kr., var Syrien allerede beboet af en semitisk befolkning, der tilhørte den kana’anæiske indvandringsbølge, dvs. folk som talte dialekter beslægtet med hebraisk eller fønikisk. Semitterne havde allerede været bosat i betydelig tid, for et årtusinde tidligere finder vi i Egypten semitiske navne på syriske handelsvarer såvel som semitter afbildet på de egyptiske monumenter.

(2) Sargon af Agade.

Hvis vi udelader henvisninger til tidligere forbindelser mellem Babylonien og Syrien som usikre, kan vi betragte os som stående på fast grund, når vi accepterer udsagnene på varselstavlerne, som fortæller os, at Sargon af Agade (2750 f.Kr.) fire gange besøgte Martus land og gjorde folkene enige. Hans søn Naram-sin opretholdt også sin myndighed her, mens han udvidede riget i andre retninger. Handelsforbindelserne blev fortsat, og Babylonien gjorde i det mindste krav på overhøjhed over Martu og gjorde den til tider effektiv.

(3) Babylonisk overhøjhed.

Hammurabi og også hans oldebarn Ammisatana betegner sig selv i indskrifter som konger af Martu, og det er meget sandsynligt, at andre konger opretholdt rigets traditionelle grænser. Babylons langvarige overherredømme gjorde sig ikke blot gældende ved at påtvinge stednavne, men gjorde assyrisk til diplomatiets sprog, selv mellem Syrien og Egypten, som vi ser i Tell el-Amarna-brevene.

(4) Hittitisk og aramæisk.

Ved midten af det 2. årtusinde f.Kr. finder vi en betydelig ændring i befolkningen. Mitanni, et hittitisk folk, hvis sprogrester findes i de endnu ikke tydede indskrifter i Karkemish, Marash, Aleppo og Hamat, er nu herrer over Nord-Syrien.

Se HITTITES.

Dr. H. Wincklers store opdagelser i Boghazkeui har ydet et meget vigtigt bidrag til vores viden. Den foreløbige beretning findes i OLZ, 15. december 1906, og i Mitteilungen der deutschen orient. Gesellschaft, nummer 35, december 1907.

Andre steder er den aramæiske bølge blevet det dominerende semitiske befolkningselement, mens det kana'anæiske nu indtager kystbyerne (fønikerne) og Det Gamle Testamentes Kanaan.

(5) Hittitter og egyptere.

På dette tidspunkt var Babylonien underlagt kassitterne, en fremmed kongeslægt, og da de faldt, omkring 1100 f.Kr., blev de afløst af en række dynastier af kort varighed. Dette gav egypterne, som var befriet fra hyksos-herredømmet, mulighed for at gøre krav på Syrien, og derfor ser vi, at kampen stod mellem hittitterne og egypterne. Thutmosis I, omkring 1600 f.Kr., løb Syrien over ende så langt som til Eufrat og bragte landet under sig. Thutmosis III gjorde det samme, og på Karnaks mure har han efterladt os en beretning om sine felttog og en liste over de byer, han erobrede.

(6) Amarna-perioden.

Under Thutmosis IV's regering begyndte hittitterne mere og mere at forlade deres bjerge og trænge frem i det centrale Syrien. Tell el-Amarna-brevene viser, at de var de alvorligste modstandere af den egyptiske myndighed i Syrien og Israels land under Amenhotep IV's regering (cirka 1380 f.Kr.), og før Seti I kom på tronen, var faraonernes magt i Syrien stærkt mindsket. Da nåede den egyptiske interessesfære kun til Karmel, mens en neutral zone strakte sig derfra til Kadesh, nord for hvilken alt tilhørte hittitterne.

(7) Ramses II.

Ramses II gik energisk ind i krigen mod Hatesar, hittitternes konge, og udkæmpede et slag nær Kadesh. Han gør krav på en stor sejr, men det eneste resultat synes at have været, at hans myndighed blev yderligere udstrakt ind i det neutrale område, og den egyptiske indflydelsessfære kom til at strække sig tværs over Syrien fra Lykos (Hundfloden) til syd for Damaskus. Ordningen blev bekræftet ved en traktat, hvori Nord-Syrien formelt blev anerkendt som den hittitiske indflydelsessfære, og fra assyrernes side, som snart skulle blive arvinger til hittitternes krav, dannede denne traktat grundlaget for et krav mod Egypten. Omkring år 1200 f.Kr. blev hittitterne, som var svækket af denne krig, yderligere trængt tilbage af nordlige racers bevægelser, og riget gik i opløsning i en række små, adskilte, uafhængige stater.

(8) Filistre.

Blandt de vandrende folkeslag, der bidrog til at svække og opløse den hittitiske indflydelse i Syrien, var Pulusati (eller Purusati), et folk hvis oprindelse endnu ikke er endeligt fastslået. De trængte ind i Syrien fra nord og overvandt alle, der mødte dem, hvorefter de slog lejr inden for den egyptiske indflydelsessfære. Ramses III drog imod dem, og han gør krav på en stor sejr. Senere finder vi dem dog bosat i det sydøstlige Kanaan under navnet filistre. Deres bosættelse på det tidspunkt stemmer med Tell el-Amarna-brevene, hvor vi ikke finder spor af dem, mens de i det 11. århundrede f.Kr. er dér som Israels indædte fjender.

(9) Tiglat-Pileser I.

Assyrien var nu langsomt ved at stige til magt, men det måtte bringe forholdet til Babylon i orden, før det kunne udrette meget i vest. Tiglat-Pileser I krydsede dog Eufrat, besejrede den hittitiske konge af Karkemish, rykkede frem til Arvads kyst, jagede vilde tyre i Libanon og modtog gaver fra faraoen, som dermed anerkendte ham som hittitternes efterfølger i Nord-Syrien.

(10) Aramæiske stater.

Da det hittitiske rige gik i opløsning, oprettede aramæerne i det centrale Syrien, som nu var befriet, en række særskilte aramæiske stater, som førte krig mod hinanden, undtagen når de måtte slutte sig sammen mod en fælles fjende. Sådanne stater blev oprettet i Hamat, Hadrak, Soba og Rehob. Hadraks nøjagtige beliggenhed er stadig ukendt, men Hamat mødte åbenbart på sin sydgrænse Rehob og Soba; den førstnævnte strakte sig langs Biqa'a til foden af Hermon, mens den sidstnævnte strakte sig ~langs Anti-Libanons østlige skråninger og omfattede Damaskus, indtil Rezon løsrev sig og dér oprettede et uafhængigt kongerige, som snart voksede til at blive den førende stat; sydøst for Hermon lå de to mindre aramæiske stater Geshur og Ma'aka.

(11) Fredelig udvikling.

I næsten tre århundreder blev Syrien og Israels land nu, bortset fra sjældne lejligheder, ladt i fred af både Mesopotamien og Egypten. I det 12. århundrede f.Kr. blev Babylonien hærget af den elamitiske invasion, og derefter blev der ført en langvarig krig mellem Assyrien og Babylonien; og skønt en længere fredsperiode fulgte, blev den klogt brugt af Assyriens fredelige herskere til at styrke deres rige indadtil. I Egypten var Ramses III's efterfølgere optaget af kampen mod det aggressive thebanske hierarki. Under det 21. dynasti blev tronen tilranet af Amons ypperstepræster, mens det 22. var libyske tronranere, og de tre følgende dynastier etiopiske erobrere.

(12) Shalmaneser II.

I det 9. århundrede krydsede Asshur-nazirpal Eufrat og løb den nyligt grundlagte stat Patin på Antiokias slette over ende. Han belejrede dens hovedstad og anlagde en koloni på dens område, men ordningen blev ikke endelig, for hans efterfølger, Shalmaneser II, måtte igen invadere området og opløse kongeriget i en række små fyrstendømmer. Så rykkede han i 854 f.Kr. ind i det centrale Syrien, men blev ved Karkar mødt af et stærkt forbund bestående af Ben-Hadad af Damaskus og hans syriske allierede, deriblandt Akab af Israel. Han gør krav på en sejr, men rykkede ikke frem i 5 år. Derefter foretog han tre mislykkede togter mod Damaskus, men i 842 modtog han tribut fra Tyrus, Sidon og Jehu af Israel, sådan som det er nedskrevet og afbildet på Den sorte obelisk. Det var først i året 797, at Ramman-nirari, efter at have undertvunget Fønikien-kysten, var i stand til at tvinge Mari'a af Damaskus til lydighed; på dette tidspunkt synes han også at have ført sine erobringer gennem det østlige Israels land så langt som til Edom. Den assyriske magt gennemgik nu en nedgangsperiode, hvor der fandt opstande sted i Hadrak og Damaskus, og Jeroboam II af Israel var i stand til (2 Kong 14,25) at udvide sine grænser nordpå til de gamle grænser.

(13) Tiglat-Pileser III.

Det skete således, at Tiglat-Pileser III (745-728) måtte generobre hele Syrien. Han indtog Arpad efter to års krig (742-740). Derefter fordelte han Hamats område blandt sine generaler. På dette tidspunkt bønfaldt Akaz af Juda ham om hjælp mod Resin af Damaskus og Remalja af Israel. Akaz blev befriet, men blev gjort underlagt Assyrien. Damaskus faldt i 732 f.Kr., og der blev holdt et stort hof dér, som de tributpligtige fyrster i Syrien, deriblandt Akaz (2 Kong 16,10), deltog i. Det assyriske rige besad nu hele Syrien så langt som til Egyptens bæk. Sibahe opmuntrede imidlertid til oprør i det, der havde været den egyptiske indflydelsessfære, og der fandt opstande sted i Fønikien og Samaria.

(14) Shalmaneser IV og Sargon.

Efter nogle vanskeligheder tvang Shalmaneser IV Tyrus og Sidon til at underkaste sig og betale tribut. Også Samaria blev belejret, men blev ikke indtaget, før Sargon kom på tronen i 722. Hamat og Karkemish rejste sig igen, men blev endeligt undertvunget i henholdsvis 720 og 717. Igen i 711 løb Sargon Israels land over ende og opløste et nyt forbund bestående af Egypten, Moab, Edom, Juda og filistrene. I 705 blev egypterne under Sibahe og deres allierede, filistrene under Hanun af Gaza, besejret ved Rafia.

Assyriens sidste tre herskere havde stadige vanskeligheder med Babylonien, og en stor del af riget blev også løbet over ende af skyterne (omkring 626 f.Kr.), og derfor blev der ikke gjort mere i vest bortset fra annekteringen af Fønikiens besiddelser på fastlandet.

(15) Farao Neko og Nebukadnesar.

I 609, da Assyrien kæmpede på liv og død med Babylonien, udnyttede Farao Neko situationen, invaderede Syrien og, efter at have besejret Josija undervejs, marcherede han til Karkemish. I 605 blev han imidlertid dér fuldstændigt besejret af Nebukadnesar, og hele Syrien blev tributpligtigt over for Babylonien. De tidligere syriske stater fremstår nu som babyloniske provinser, og oprør i Juda reducerede også dette land til den samme stilling i 586 f.Kr.

Under persisk styre forblev disse provinser, som de var, en tid, men til sidst blev "Ebir nari" eller Syrien omdannet til en satrapi. Den græske erobring, med ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Babylon, bragte noget af den gamle rivalisering mellem øst og vest tilbage og de samme urolige forhold. Ved Roms fremkomst blev Syrien adskilt fra Babylonien og gjort til en provins med Antiokia som hovedstad, og derefter blev den semitiske civilisation, som praktisk talt havde fortsat uberørt indtil begyndelsen af den kristne tidsalder, bragt mere og mere i kontakt med Vesten. Med islams fremkomst faldt Syrien i arabiske hænder, og Damaskus blev for en kort tid (661-750 e.Kr.) hovedstad i det nye rige, men den centrale myndighed blev snart flyttet til Babylonien. Fra da af sank Syrien ned til at være en provins i kalifatet, først abbasidisk (750-1258), derefter fatimidisk (1258-1517) og til sidst osmannisk.

W. M. Christie

sir'-i-ak: I Dan 2,4 har RV (britisk og amerikansk) "Syrian" i stedet for KJV's "Syriack", og i randnoten: "Eller: 'på aramaisk.'"

Se ARAMAIC LANGUAGE; LANGUAGES OF THE OLD TESTAMENT.