sid'-im, (`emeq ha-siddim; Septuaginta he pharangx (eller koilas) he haluke): Det sted, der nævnes i 1 Mos 14,3-8 som skuepladsen for sammenstødet mellem Kedorlaomer og hans forbundsfæller og kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Soar. I 14,3 identificeres det med Salthavet, og i 14,10 siges det at have været fuldt af jordbeggruber ("bitumen").

Ifølge den traditionelle opfattelse lå Siddims dal ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Men i de senere år har en række fremtrædende autoriteter hævdet, at den lå ved den nordlige ende af Det Døde Hav, i nærheden af Jeriko. Deres argument er hovedsagelig hentet fra tilfældige henvisninger i scenen (1 Mos 13,1-13), der beskriver Lots og Abrams adskillelse, og igen i beretningen om Moses' syn fra Pisga (5 Mos 34,3).

I beretningen om Abram og Lot siges det, at de fra Betel så "hele Jordansletten, at den overalt var vandrig, før Jahve ødelagde Sodoma og Gomorra." Det ord, der her er oversat med "slette", betyder "kreds" og beskriver godt den udsigt, man har fra Betel over sletten omkring Jeriko, når man ser ned gennem dalen forbi Aj. Men det synes at gå ud over teksten at antage, at Siddims dal lå inden for denne synskreds, for i 1 Mos 13,12 siges det blot, at Lot boede "i slettens byer og flyttede sit telt så langt som til Sodoma." Også i Moses' syn har vi en meget generel og sammenfattet beskrivelse, hvor det siges, at han fik vist "sletten i Jerikos dal, Palmebyen, indtil Soar," som, som vi lærer af 1 Mos 19,22, ikke lå langt fra Siddims dal. Det er sandt, at man fra det traditionelle sted for Pisga ikke kunne se den sydlige ende af Det Døde Hav. Men vi er på ingen måde sikre på, at det traditionelle sted for Pisga er det rigtige, eller at betydningen af dette sprog bør begrænses til de punkter, som faktisk ligger inden for synsvidde.

Tendensen i dag er at vende tilbage til den traditionelle opfattelse, at Siddims dal lå ved den sydlige ende af Det Døde Hav. Dette støttes af den kendsgerning, at Jebel Usdum, saltbjerget ved Det Døde Havs sydvestlige hjørne, stadig bærer Sodomas navn, idet Usdum blot er en anden form af ordet. Et endnu stærkere argument hentes dog fra de almindelige topografiske og geologiske forhold. For det første lå Soar, hvortil Lot siges at være flygtet, ikke langt borte. Det mest naturlige sted for den er nær udmundingen af Wady Kerak, som kommer ned fra Moab til den sydlige ende af Det Døde Hav (se ZOAR); og denne by blev altid senere omtalt som en moabitisk by, hvilket ikke ville have været tilfældet, hvis den havde ligget ved havets nordlige ende. Det er bemærkelsesværdigt i Jos 13,15-21, hvor de byer, der gives til Ruben, opregnes, at selv om Pisgas skråninger nævnes, nævnes Soar ikke.

I 1 Mos 14, hvor kampen mellem Amrafel og hans forbundsfæller og Sodoma og de andre byer på sletten beskrives, kommer den sydlige ende af Det Døde Hav i logisk rækkefølge i deres felttogs forløb, og der nævnes særligt de jordbeg- eller bitumengruber, som fandtes i dalen og åbenbart spillede en vigtig rolle for slagets udfald.

Ved den sydlige ende af Det Døde Hav findes der en vidtstrakt kreds eller slette, som er bedre forsynet med vand til kunstvanding end området omkring Jeriko, og som, hvis man forudsætter små geologiske forandringer, kan have været særdeles frugtbar i oldtiden; samtidig er der mange tegn på en sådan frugtbarhed i de ruiner, som rejsende har beskrevet omkring Keraks udmunding og andre nærliggende steder. Beskrivelsen af frugtbarheden i området i Siddims dal kan derfor meget vel have passet på dette område på det tidspunkt, da Lot kom ind i det.

Der findes meget vedholdende traditioner om, at store topografiske forandringer fandt sted omkring den sydlige ende af Det Døde Hav i forbindelse med ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, mens den opfattelse har været almindeligt udbredt blandt de tidligere historiske forfattere, at Sodomas og Gomorras sted ligger under Det Døde Havs vande.

Geologiske undersøgelser gør, langt fra at modbevise disse traditioner, dem helt igennem mulige og troværdige. Der er en bemærkelsesværdig kontrast mellem dybderne i den nordlige ende af Det Døde Hav og i den sydlige ende. Nær den nordlige ende falder dybden til 1.300 fod (ca. 396 m), mens det mange miles ud fra den sydlige ende er meget lavt, således at der ved lavvande findes et vadested, som lejlighedsvis bruges, fra saltbjergets nordlige ende over til el-Lisan.

De stejle saltklipper ved Jebel Usdum, som grænser op til Det Døde Havs sydvestlige hjørne, ville tyde på, at der i forholdsvis nyere tid havde været en pludselig sænkning på mange fod i bunden af Det Døde Hav ved denne ende.

Sådanne sænkninger af begrænsede områder og i forbindelse med jordskælv er på ingen måde ualmindelige. I 1819 sank et område på 2.000 kvadratmiles (ca. 5.180 km²) omkring Indus' delta ned under havets niveau, så hustagene knap nok kunne ses over vandet. Et mindre område i Selenga-flodens delta sank i det sidste århundrede ned under Bajkalsøens vande. Professor R.S. Tarr fra Cornell University har for nylig beskrevet virkningen af et jordskælv på Alaskas kyster, hvor der skete en niveauforskydning på 47 fod (ca. 14 m).

Mere sandsynligt (se ARABAH; DEAD SEA) har der været en stigning i Det Døde Havs vandstand siden Abrahams tid, forårsaget af indgrebet i det oprindelige fordampningsområde fra de deltaer, som Jordan og forskellige mindre vandløb, der løber ned fra højlandet på begge sider, har skubbet ud i hoveddelen af sænkningen. Som følge af disse indgreb kunne ligevægten mellem nedbør og fordampning kun opretholdes ved en stigning i vandet, som fik det til at brede sig over den lavvandede hylde ved den sydlige ende og således dække en stor del af Siddim-dalen med det lave vand, der nu findes mellem el-Lisan og Jebel Usdum.

George Frederick Wright