stork (chacidhah; gengivet forskelligt i Septuaginta: 3 Mos 11,19, erodios; 5 Mos 14,18, pelekan; Job 39,13, hasida (transskription af hebraisk); Zak 5,9, epops; latin Ciconia alba): En stor vadefugl af familien Ardeidae, beslægtet med trane, ibis, hejre og rørdrum. Storken i flugt er en fugl af udsøgt skønhed. De primære, sekundære og nogle få af de tertiære vingefjer er sorte; resten, og desuden hoved, hals, ryg og underside, er hvide, næb og ben røde. Når en siddende hvid fugl pludselig folder disse vidunderlige vinger ud, som undertiden har et vingefang på 7 fod (ca. 2,1 m), og sejler bort, er det et meget imponerende syn. Zakarias så i et syn en kvinde med storkevinger; Zak 5,9: "Da løftede jeg mine øjne og så, og se, der kom to kvinder frem, og vinden var i deres vinger; de havde vinger som storkevinger, og de løftede efaen op mellem jord og himmel." Disse fugle overvintrer i Afrika. Under deres forårstræk gør mange par ophold i Israels land, andre krydser Middelhavet og breder sig over hustage, ruiner og egnede byggepladser i Europa så langt mod nord som Holland og England. Altid og overalt har fuglen været mere eller mindre beskyttet på grund af dens troskab mod et udvalgt sted, dens frygtløshed over for mennesker og den ømme kærlighed mellem parrene og til dens unger.

Storken optræder først blandt de afskyelige fugle, og det er ejendommeligt, at tranen ikke gør det, for de er nært beslægtede. Men tranen spiser muldvarpe, mus, firben og mindre dyr, som den kan fange, samt frøer og fisk. Til den samme kost føjer storken ådsler og andet frastødende materiale, og Moselovene er som regel udformet med god grund. Alligevel må storke på et tidspunkt være blevet spist, for Plinius citerede Cornelius Nepos, som døde i kejser Augustus' dage, for at sige, at "på hans tid blev storke regnet for en bedre ret ved bordet end traner." Plinius tilføjer: "Men se, hvordan det er i vor tid: ingen vil røre en stork, hvis den sættes for ham på bordet, men enhver er rede til at række ud efter tranen, og ingen ret er mere efterspurgt." Han skrev også, at det i Thessalien var en forbrydelse, der medførte dødsstraf, at dræbe storke, på grund af deres arbejde med at dræbe slanger. Dette kan have været begyndelsen til de nuværende love, der beskytter fuglen, styrket af den stadige vækst i respekt og kærlighed for dens ømme, milde væsen. Det hebraiske ord chaidhah, som storken har fået sit navn fra, betyder "venlighed".

Der findes en mindre stork med sort hals og ryg, som holder til i Israels land, men kun i lille antal sammenlignet med den hvide. Disse fugle samler sig i flokke og lever i skove omkring randen af øde steder og ørkenområder og bygger rede i træer. Ungerne af begge arter bliver længe i reden og passes ømt, så meget at der ud fra deres adfærd og deres forkærlighed for at bygge på hustage opstod den folkelige tradition, at storken bringer nyfødte børn til hjemmene. Fuglene optræder første gang i 3 Mos 11,19 og 5 Mos 14,18. Jeremias bemærkede, at storken var en trækfugl; se 8,7: "Ja, storken på himlen kender sine fastsatte tider; og turtelduen og svalen og tranen overholder tiden for deres komme; men mit folk kender ikke Yahwehs lov." Salmisten henviste til, at de bygger rede i Libanons cedre, for i Israels land kunne disse fugle ikke bygge på hustage, som var flade, uden skorstene og meget brugt af folk, ligesom vi i dag bruger en veranda; se Sl 104,17:

"Hvor fuglene bygger deres reder:

Hvad storken angår, er cypresserne hendes hus."

Gene Stratton-Porter