rit'-ing:

I. ALMENT

1. Definition

2. Indre skrivning

3. Ydre skrivning

II. SYMBOLERNE

1. Genstandsskrift

2. Billedtegnsskrift

3. Billedskrift

4. Mnemoteknisk skrift

5. Fonetisk skrift

III. METODER

IV. REDSKABER

V. MATERIALER

1. Ler

2. Sten

3. Bly

4. Bronze

5. Guld og sølv

6. Træ

7. Knogler og skind

8. Pergament

9. Papyrus

10. Papir

11. Blæk

VI. FORMER

1. Rullen

2. Kodeksen

VII. SKRIVNING

1. Skrivere

2. Skrivekunsten

VIII. DEN BIBELSKE HÅNDSKRIFTS HISTORIE

1. Mytologisk oprindelse

2. Tidligste brug

3. Bibelsk historie

LITTERATUR

I. Alment.

1. Definition:

Skrivning er kunsten at nedtegne tanke, og nedtegnelse er det at frembringe varige symboler. Begreb, udtryk og nedtegnelse er tre tilstande af det samme værk eller ord. Den tidligste menneskehed udtrykte sig med gestus eller stemme og nedtegnede i hukommelsen, men på et meget tidligt trin begyndte mennesket at føle behov for objektive hjælpemidler til hukommelsen og behov for at overbringe et budskab over afstand eller efterlade et sådant budskab til andres brug, når han selv skulle være borte eller død. Til disse formål har han i tidens løb opfundet mange symboler, fremstillet på forskellige måder, af ethvert tænkeligt materiale. Disse symboler, fastholdt i et eller andet stof, indre eller ydre, er skrivning til forskel fra mundtlig tale, gestussprog eller andre ikke-nedtegnende udtryksformer. I videste forstand omfatter skrivning således ikke blot pennekunst eller kirografi, men epigrafi, typografi, fonografi, fotografi, kinematografi og mange andre slags skrivning såvel som mnemoteknisk genstandsskrift og indre skrivning.

Skrivning har først og fremmest med symbolerne at gøre; men da disse symboler ikke kan eksistere uden at være i et eller andet stof, og da de ofte med hensyn til deres form ændres af de materialer, de er lavet af, eller det redskab, der bruges til at lave dem, har skriftens historie ikke blot at gøre med tegnene, symbolerne eller skrifttegnene selv, men med det materiale, de er lavet af, og de redskaber og metoder, hvormed de er lavet.

2. Indre skrivning:

At hukommelsen er en virkelig nedtegnelse, er velkendt i moderne psykologi, som taler meget om indre tale og indre skrivning. Ved indre skrivning mener man almindeligvis det indre billede eller modstykke til synlig eller håndgribelig håndskrift, til forskel fra de indre nedtegnelser af ordenes lyd; men udtrykket hører med rette til alle indre ordnedtegnelser. Af disse varige nedtegnelser kan to hovedklasser skelnes: sanse-nedtegnelser, hvad enten sanseindtrykket kom gennem øje, øre, fingerspids eller muskel, og motoriske nedtegnelser eller billeder, dannet i sindet med henblik på håndens eller andre udtryksorganers bevægelse. Både sanse-nedtegnelser og motoriske nedtegnelser omfatter modstykkerne til enhver tænkelig slags ydre håndskrift.

Vi møder denne indre skrivning i Bibelen i skriften på hjertets tavler (Ordsp 3,3; Ordsp 7,3; Jer 17,1; 2 Kor 3,3), hvilket således ikke blot er en talemåde, men en egentlig beskrivelse af den bestræbelse på at fastholde i hukommelsen, som nogle gennemfører ved hjælp af lydsymboler og andre ved hjælp af de synssymboler, der findes i almindelig håndskrift.

Den har også sin interessante og vigtige betydning for spørgsmål om inspiration og åbenbaring, hvor profeten “hører” en stemme (2 Mos 19,19; 4 Mos 7,89; Åb 19,1; Åb 19,2) eller “ser” et syn (2 Kong 6,17; 2 Kong 6,6; Am 7,1-9) eller endda ser håndskrift (Åb 17,5). Denne håndskrift synes ikke blot “virkelig”, men er virkelig, hvad enten den skyldes ydre lyd eller syn eller indre menneskelig eller overmenneskelig virken.

3. Ydre skrivning:

Ydre skrivning omfatter mange slags symboler, frembragt på forskellige måder i mange slags materiale. Den almindeligste slags er alfabetisk håndskrift med pen og blæk på papir, men alfabetiske symboler er ikke de eneste symboler, hånden er ikke det eneste middel til at frembringe symboler, pennen er ikke det eneste redskab, og blæk og papir er langt fra de eneste materialer.

De almindelige måder, hvorpå mennesker udtrykker sig, er stemme og gestus. Svarende hertil findes der en mundtlig skrivning og en gestusskrivning. Til nedtegnelse af stemmelyde er forskellige metoder blevet opfundet: direkte indridsning eller formning i voks eller andet materiale, eller omsætning til lyssvingninger og nedtegnelse af disse ved fotografi eller kymograf. Både fonografiske og fotografiske nedtegnelser af lyde er strengt taget mundtlig skrivning.

Nedtegnelsen af gestus ved at lave billeder af dem udgør en stor del af primitiv billedskrift (f.eks. billedet af en mand med våben løftet til kast), og den moderne kinematografi af pantomime er ganske enkelt en fuldendt form af denne primitive billedskrift.

Håndskrift er ganske enkelt håndgestus med en mekanisk anordning til at efterlade en varig nedtegnelse af dens bevægelse ved et spor af blæk eller en indridset linje. I udtrykkets udvikling tenderer efterligningen af menneskelig handling mod at indskrænke sig til tegnsprog, hvor både arme og hele kroppen bruges, og derpå til mere og mere konventionaliseret håndgestus. Denne håndgestus, forfinet, sammentrængt og tilpasset mekaniske forhold og forsynet med blyant, mejsel eller pen og blæk, er håndskrift. Dens natur er nøjagtig analog med det selvregistrerende termometers eller kymografens.

Næsten hele den store mængde af eksisterende skriftlige dokumenter, bortset fra de relativt få moderne fonografiske, kymografiske og andre synlige taleoptegnelser, er håndskrevne, idet symbolerne er frembragt, udvalgt, ordnet eller i det mindste udpeget af hånden. Selv den såkaldte fonetiske skrift, sådan som den almindeligvis forstås, er ikke lydnedtegnelse, men består af håndgestus-symboler for lyde.

II. Symbolerne.

Blandt de mange slags ydre tegn, der bruges i skrift, er de bedst kendte det såkaldte fønikiske alfabet og dets mange afledninger, herunder de almindelige moderne alfabeter. Andre velkendte varianter er kileskriftssystemet i Assyrien og Babylonien, hieroglyfsystemerne i Egypten og Mexico, de kinesiske tegn, stenografiske systemer, morsekoden, blindeskrift, abacus, den indskårne stok, den knyttede snor, wampum og bundter af kviste. Disse udtømmer dog på ingen måde listen over tegn, som er blevet brugt til optegnelses- eller meddelelsesformål; f.eks. har farvede flag til signalering, småsten, stendynger, søjler, blomster, træer, fisk, insekter, dyr og dele af dyr, mennesker og billeder af alle disse ting alle tjent som optegnelsessymboler i skrift.

De forskellige symboler kan grupperes som genstande og billeder, og hver af disse klasser kan igen opdeles i billedlige eller repræsentative tegn og mnemotekniske eller konventionelle tegn; de mnemotekniske tegn kan igen opdeles i ideografiske og fonetiske, og de fonetiske igen i verbale, syllabiske (konsonantiske) og alfabetiske. Dette kan fremstilles grafisk således:

(A) GENSTANDE

(1) Billedlige

(2) Konventionelle (mnemotekniske)

(a) Ideografiske (øjebilleder)

(b) Fonetiske (ørebilleder)

(i) Verbale

(ii) Syllabiske

(iii) Konsonantiske

(iv) Alfabetiske

(B) BILLEDER

(1) Billedlige

(2) Konventionelle (mnemotekniske)

(a) Ideografiske

(b) Fonetiske

(i) Verbale

(ii) Syllabiske

(iii) Konsonantiske

(iv) Alfabetiske

Genstande kan være hele genstande (en mand) eller karakteristiske dele (menneskehoved, arm, ben) eller prøver (fjer eller et stykke pels). Genstandene kan være naturlige genstande eller kunstige genstande, der er udformet til et andet formål (pil), eller genstande, der er udformet særligt til at blive brugt som skriftsymboler (farvede flag). Billeder omfatter billeder af alle disse genstande og alle tænkte billeder, som kan være blevet opfundet til skriftformål.

Billedlige eller repræsentative tegn adskilles fra mnemotekniske eller konventionelle tegn ved, at de i sig selv antyder det, der menes, mens de andre kræver forudgående enighed om, hvad de skal betyde. Den kendsgerning, at symbolet er et billede af noget, gør det dog ikke billedligt og gør ikke skriften til billedskrift. Det er billedligt, ikke fordi det er et billede, men fordi det afbilder noget. Den kendsgerning, f.eks., at et bestemt symbol kan genkendes som en okse, gør det ikke til et piktogram. Hvis det står for eller betyder en okse, er det et piktogram; hvis det står for »guddom«, kan det kaldes et ideogram, eller hvis det står for bogstavet a, er det fonetisk, et fonogram.

Nøglen til udviklingen af skriftsymboler findes i en økonomiens lov. Genstandsskrift kom utvivlsomt først, men mennesket lærte tidligt, at billedet af en genstand kunne tjene lige så godt til optegnelsesformål og var langt mere bekvemt at håndtere. Egentlig billedskrift fulgte efter. Den samme økonomiens lov førte til hvert af de øvrige trin fra billedligt til alfabetisk og kan spores i hver arts og dels historie. Ethvert alfabet viser den. Skriftens historie er kort sagt en stenografiens historie. Den begynder med hele genstanden eller billedet, går videre til den karakteristiske del, reducerer denne til det færrest mulige antal streger, som bevarer ligheden, konventionaliserer disse streger og opgiver derefter enhver foregivelse af lighed med det oprindelige symbol; og åbent mnemoteknisk fortsætter den forkortelsesprocessen, indtil hele oksen er blevet til bogstavet »a« eller måske til en enkelt prik i et eller andet stenografisk system.

Genstandsskrift er ikke almindelig på det fonetiske stadium, men selv dette findes, for eksempel i alfabetiske flag til signalering mellem skibe. Skriftens faktiske historiske udvikling synes at have været genstand, billed-billede, ideogram, fonogram, stavelse, konsonant, bogstav. Alle disse stadier har i det mindste nogle ekkoer i Bibelen, skønt selv det syllabiske stadium synes allerede at have været passeret på Moses' tid. Det hebraiske Gamle Testamente som helhed repræsenterer det konsonantiske stadium og det græske Nye Testamente det fuldt alfabetiske — stadig håndskriftens højdepunkt, medmindre udviklingen af matematiske symboler, som er en meget omfattende udvikling af ideografisk håndskrift, skal betragtes sådan.

Skønt sandsynligvis ikke engang en eneste sætning i den hebraiske Bibel blev skrevet med ideografisk skrift, billedskrift eller genstandsskrift, blev mange dokumenter, som bruges eller citeres af bibelske forfattere, skrevet efter disse metoder, og der hentydes gentagne gange til dem alle. I en række tilfælde kræver en fuld eksegese kendskab til deres natur og historie. Et vist antal forskere mener nu, at Pentateuken oprindeligt blev skrevet med kileskrift, analogt med de forhold, der fremgår af Tell el-Amarna-brevene. I så fald ville der naturligvis stadig være spor både af det syllabiske og det ideografiske, men teorien er usandsynlig.

1. Genstandsskrift:

Den mest primitive skrift var naturligt nok billedlig objektskrift. Da jægeren første gang bragte sit bytte hjem, havde dette i sig de fleste af de væsentlige elementer i moderne håndskrift. De, der blev hjemme, læste i de faktiske kroppe den mest væsentlige beretning om turen. Da jægeren desuden bragte ubrugeligt bytte tilbage for at bevidne sin fortælling om tapperhed, var hele håndskriftens væsen inddraget. Dette var en hel-objekt-optegnelse, men objektforkortelser fulgte snart efter. Mennesket lærte tidligt, at skind repræsenterede hele dyr (det determinative tegn for »firfodet dyr« på egyptisk er en hud), og at et rensdyrs hoved eller gevir, eller en hvilken som helst karakteristisk del, tjente det enkle formål som optegnelse lige så godt som hele objektet, og denne metode til optegnelse overlever i en moderne jagthytte. Dusøren for ulveskalpe og udtrykket »så og så mange hoveder kvæg« er lignende overleveringer. I krig hængte hjemvendende mænd deres fjenders døde kroppe fra forstavnene på deres triumfskibe eller fra byens mure, og i fredstid fra galgen, som anskuelsesundervisning. De lærte dog snart, at et hoved ville tjene alle praktiske formål lige så godt som en hel krop, og Borneos indbyggere praktiserer i dag deres opdagelse. Dernæst opdagede de, at en skalp var lige så karakteristisk og mere transportabel, og den amerikanske indianers skalpebælte er resultatet. De gamle egyptere talte de døde ved »hænder«, der blev båret bort som trofæer. Både objekter og billeder har således tendens til at gå fra hele objektet til en karakteristisk del, dernæst til den mindste karakteristiske del: fra tigerens ådsel eller den udstoppede tiger til tigerens klo eller dens billede. Det næste eller mnemoniske skridt blev taget, da den enkleste karakteristiske del blev udskiftet med en småsten, en kvist, en indridsningsstok, en knude eller ethvert andet objekt eller billede af et objekt, som ikke i sig selv leder tanken hen på en tiger.

Den billedlige objektskrift havde sin egen udvikling og nåede en vis grad af kompleksitet i udførlig personlig udsmykning, i sympatetisk magi, medicinposen, bønnestaven, søjler, meteorsten osv. til tilbedelse, samlinger af liturgiske genstande, feticher, votivgaver, trofæer osv.

Den nåede en endnu højere grad af kompleksitet, da den gik over i det mnemoniske stadium, repræsenteret ved abakussen, den knyttede snor, indridsningsstokken, wampum osv. Den knyttede snor kan genkendes i de tidligste hieroglyfiske tegn, findes stadig blandt primitive folk, og dens mest berømte eksempel er den peruanske quipu. Den overlever stadig i kardinalhatten og i skikken med at binde en knude på et lommetørklæde for at huske noget. Den findes i Bibelen i en særlig klar udtalelse i de mnemoniske »frynser« i 4 Mos 15,37-41 (jf. 5 Mos 22,12). Indridsningsstokken er lige så gammel, som det ses i den australske budskabsstok, og dens bedst kendte moderne eksempel er tally-stokken i det britiske finansministerium. Abakussen og rosenkransen er praktisk talt de direkte efterkommere af småstensbunken, som har et konkret moderne modstykke i italienske hyrdedrenges tælling med småsten. Det er muligt, at den indridsede budskabsstok har sit ekko i Dom 5,14 (den militære skriverstav); 4 Mos 17,1-10 (Arons indskrevne stav) og alle sceptre (myndighedsstave) og heroldstave.

2. Billedskrift:

Det var et meget langt skridt i håndskriftens historie fra objekt til billede, fra trofæoptegnelsen til trofæbilledoptegnelsen. Dette skridts natur kan måske ses i beretningen om en afrikansk høvdings leopardtandshalskæde, beskrevet af Frobenius. I sig selv var dette blot en kompleks trofæoptegnelse--stammens optegnelse over dræbte leoparder. Men da høvdingen tog det faktiske trofæ, som nogle medlemmer af stammen havde vundet, til sin egen halskæde, mens jægeren lavede en træmodel af tanden, som tjente ham som trofæ, blev denne facsimile-tand til en billedoptegnelse. Det samme skridt fra objekt til billede er mest velkendt i votivgavernes historie, hvor modellen erstattes af objektet, miniaturemodellen af modellen, og til sidst en enkel skriftlig indskrift træder i modellens sted. Det ses igen i sympatetisk magi, når små voks- eller lerbilleder stedfortrædende begraves eller druknes, idet de står for den person, der skal skades, og træder i stedet for prøvedele, såsom en hårlok eller negleafklip osv., som bruges på lignende måde af endnu mere primitive folk.

3. Billedlig skrift:

Det var endnu et langt skridt i symbolernes udvikling, da det gik op for mennesket, at objekter, som blev båret som optegnelse, kunne gengives med maling på kroppen. Oprindelsen til skrevne tegn søges ofte i tatoveringspraksissen, men hvad sandhed der end måtte være i dette, må det føres ét skridt længere tilbage, for man er almindeligvis enig om, og det må naturligt have været tilfældet, at kropsmaling gik forud for tatovering, som er et middel til at gøre optegnelsen permanent. Overgangen fra objekttrofæet til billedet på huden kan let være kommet fra, at objektet frembragte et trykmærke på huden. Der er god grund til at tro, at det at bære trofæer var den første brug af optegnelsesføring.

Det er naturligvis ikke bevist, at kropssmykker eller kropsmærker er ophavet til billedskrift, eller at trofæer er den tidligste skrift, ej heller at modeller af trofæer eller votivgaver var det første skridt i billedskrift. Det kan være, at de første billeder var naturlige genstande, som man erkendte lignede andre genstande. Zuni-indianerne brugte naturlige klippeformer som deres vigtigste feticher. Det første skridt kan have været en let ændring af naturlige stenformer, så ligheden blev større, sådan som det antydes af de let ændrede skulpturer i de fransk-spanske huler. Eller også kan dyrespor i ler have givet idéen til kunstig frembringelse af disse spor eller andre mærker, og udviklingen af keramik og keramikmærker kan have været hovedlinjen i udviklingen. Kineserne fører oprindelsen til deres tegn tilbage til fuglespor. Eller også kan smøremærker af jord, ildbrand eller blod have givet idéen til mærker på sten, og de mærkede småsten fra Pyrenæerhulerne kan have forbindelse med dette. Eller igen kan mærkerne på dyrene i Pyrenæerhulerne have været ejermærker og pege tilbage på brændemærkning af mærker eller en primitiv tatovering ved indridsning.

Uanset hvad det nøjagtige udgangspunkt eller motiv for billedoptegnelsen kan have været, og hvordan overgangen blev foretaget, fik idéen, da den først var etableret, en omfattende udvikling, som bedst illustreres af de amerikanske indianeres billedskrift, skønt den måske findes i buskmændenes tegninger, helleristninger og billedskrift over hele verden. Den er næsten historisk hos sumererne og egypterne, hvis fonetiske tegn i det mindste har piktografisk oprindelse, og hvis determinativer er egentlige piktogrammer.

4. Mnemonisk skrift:

Overgangen fra billedlig til konventionel eller mnemonisk skrift finder sted, når tegnet ophører med direkte at antyde betydningen, selv efter en forklaring. Dette sker på to måder: (1) når en genstand eller et billede står for noget, der ikke er direkte beslægtet med det, som naturligt antydes, f.eks. når en udstoppet ræv står for en bestemt mand, fordi den er hans totem, eller et oksehoved står for guddommelighed eller for lyden "a", eller når billedet af en gås står for "søn" på egyptisk, fordi lydene i de to ord er de samme; (2) når genstanden eller billedet gennem den naturlige proces med forkortelse er blevet reduceret ud over genkendelsens punkt. Historisk set er bogstavet a en okse (eller ged?); i praksis betyder det en bestemt lyd.

Når dette uigenkendelige eller konventionelle tegn er beregnet til at antyde et visuelt billede, kaldes det et ideogram; når det er et ørebillede, et fonogram. Enhver, der flygtigt ser over en mængde egyptiske hieroglyffer, kan udpege kongenavne på grund af den ovale linje eller kartouche, som de er indesluttet i. Denne kartouche er ideografisk. På den anden side har billederne af en sol, to kyllinger og en cerastes inden i kartouchen intet at gøre med nogen af disse genstande, men står for lydene kufu--som er den person, der almindeligvis er kendt som Keops. Dette er fonetisk. Både gammelbabylonisk og egyptisk viser tegn på billedoprindelse, men den tidligste babyloniske skrift er hovedsageligt ideografisk, og begge udviklede sig snart til det blandede stadium af fonetisk skrift med determinativer.

5. Fonetisk skrift:

Fonetisk skrift synes at have udviklet sig ud fra det forhold, at den samme lyd i alle sprog ofte har mange forskellige betydninger. På engelsk kan "goose" betyde fuglen eller skrædderens pressejern. På egyptisk betyder lyden "sa" eller "s", med en glat åndelyd, "gås" eller "søn", og billedet af en gås betyder begge dele.

Om ordtegnet er et ideogram eller et fonogram, er et psykologisk spørgsmål. Mange moderne læsere opfatter endda et ord som helhed i et glimt og springer til det visuelle billede uden overhovedet at tænke på lyde. For dem er det et ideogram. Andre må derimod stave lydene ud, endda bevæge læberne tilsvarende. For dem, ligesom for skriveren, er det et fonogram. Det samme gjaldt det gamle billedtegn eller ideografiske tegn. Ordtegnet var et ideogram eller fonogram alt efter hensigt eller opfattelse.

Med overgangen til stavelsesskrift blev optegnelsen hovedsageligt fonetisk. Overgangen skete tilsyneladende ved en helt naturlig udvikling ud fra praksissen med at bruge det samme ordtegn for flere forskellige genstande, der havde samme lyd, og den gik vejen over rebus, sådan som det ses i mexicanske og egyptiske hieroglyffer.

Stavelsesskrift forudsætter et symbol for hver enkeltstavelse. Det var derfor et stort skridt, da man opdagede, at antallet af lyde var lille og kunne repræsenteres ved individuelle symboler, ligesom sammensatte ord kunne repræsenteres ved stavelsestegn. Først skrev man kun konsonanter. I de semitiske sprog blev vokalerne i begyndelsen slet ikke skrevet--muligvis blev de ikke engang erkendt, og man kunne bruge en hvilken som helst vokal sammen med en bestemt kombination af konsonanter. Hvordan det end forholder sig, synes det, som mange foretrækker at kalde konsonantskrift, at have eksisteret i 2.000 år, før vokalerne blev erkendt og regelmæssigt indført i det fønikiske alfabet. Det er på dette stadium, at alfabetisk skrift, sådan som man sædvanligvis regner det, begyndte.

Se ALPHABET.

Fonetisk konsonantskrift har nu været i brug i omkring 5.000 år og egentlig alfabetisk skrift i omkring 3.000 år, næsten med udelukkelse af andre former. De tegn, der bruges i dag i flere hundrede alfabeter, er sandsynligvis de historiske efterkommere, med ophobning af små ændringer gennem miljøet, af tegn, der fandtes fra nær begyndelsen.

Ved siden af udviklingen af det historiske tegnsystem har der, stadig for størstedelens vedkommende inden for alfabetisk skrift, været en parallel linje med utallige stenografiske og kryptografiske systemer. En lige så stor mængde kodesystemer er i praksis fonetiske ord eller sætninger og bruges kryptografisk eller på anden måde til kabel eller telegraf, diplomatiske breve, kriminel korrespondance og andre hemmelige formål.

III. Metoder.

Groft sagt kan måderne at fremstille symboler på, bortset fra valget af det allerede færdiglavede, reduceres til to, som svarer til rundskulptur eller kunst i tre dimensioner og fladekunst eller kunst i to dimensioner. Den første appellerer til øjet eller berøringen og giver en kontrast ved forhøjning eller fordybning, mens den anden frembringer samme virkning ved kontrasterende farver på en flad overflade.

Skrevne symboler i tre dimensioner fremstilles enten ved udskæring eller ved tryk. Når det drejer sig om hårdt materiale, fjernes overflødigt stof ved skulptur, gravering eller stansning. Når det drejer sig om plastisk eller formbart materiale, modelleres, støbes, hamres eller stemples det i den krævede form. Til den første form hører størstedelen af stenindskrifterne, gamle metalindskrifter, indridsede graffiti, vokstavler osv.; til den senere hører lertavler, votivfigurer, seglaftryk, hamrede indskrifter, prægede mønter, også støbte indskrifter, mønter og medaljer osv. Flere af de hebraiske og græske ord for at skrive antyder skæring (chaqaq, charaT, charash osv.; grapho).

Symboler i to dimensioner fremstilles enten ved tegning eller trykning, og begge disse metoder består i at påføre et blødt eller flydende materiale på et materiale af en kontrasterende farve eller i at udskære fra tyndt materiale og lægge det ovenpå. Tegning påfører materialet i en sammenhængende eller afbrudt linje af maling, trækul, farvet kridt, grafit, blæk eller andet materiale. Dens karakteristiske produkt er håndskriftet. Denne pålægning antydes, mener nogle (Blau, 151), i det almindeligste hebraiske ord for at skrive (kathabh). Tatovering (5 Mos 14,1; 3 Mos 19,28 osv.), broderi (broderede symbolske figurer, 2 Mos 28,33; 2 Mos 28,34) og vævning hører til denne klasse (broderede ord i Israels lands Talmud 20a, citeret af Blau, 165).

Trykning består i at lægge den kontrasterende farve på ved hjælp af stencil eller tryk, så der i ét slag dannes symboler i to dimensioner. Måske er den mest primitive form for trykning pintadoes, hvorved den vilde præger krigsmaling eller andre ceremonielle former på sit ansigt og sin krop. Brændemærkning hører også til denne klasse (Gal 6,17, billedligt; 3 Makk 2,19; brændemærkning på panden, Hammurabis lov, paragraf 127; brændemærkning af en slave, Hammurabis lov, paragrafferne 226, 227).

Disse processer med skæring, formning, tegning og trykning svarer i grove træk til indskrifter, mønter, medaljer, segl, håndskrifter og trykte dokumenter – epigrafik, numismatik, sigillografi, kirografi, typografi.

IV. Redskaber.

De almindeligste redskaber til skrivning i oldtiden var pennen, penslen og griflen. Andre redskaber er: de forskellige værktøjer til modellering, forme, stenciler, matricer, stempler, nåle, graveringsværktøjer, passer, redskaber til udradering, til linjering, beholdere til blæk eller vand osv. Flere af disse nævnes, og andre forudsættes i Bibelen. Mejslen, der skærer, og griflen, der ridser, kaldes begge stylus eller simpelthen »jernet« (jernpennen). Graveringsværktøjet i 2 Mos 32,4, jernpennen i Job 19,24, pennen i Es 8,1, jernpennen i Jer 17,1 og, med mindre grund, blyanten i Es 44,13, tolkes alle almindeligvis som stilus eller griffel, men de er i det mindste undertiden skærende snarere end ridsende redskaber. Henvisninger til trætavler forudsætter også griflen, og henvisninger til lertavler enten den egentlige griffel eller et lignende redskab til trykmærker. Diamantspidsen i Jer 17,1, hvad enten den er forbundet med jernpennen eller ej, synes at henvise til brugen af korund ved gravering af ædelsten. De steder, der henviser til at udslette (se nedenfor) eller til at skrive på papyrus (se nedenfor), eller som henviser til et blækhorn eller blæk (se de respektive artikler), forudsætter en pen eller pensel snarere end en griffel, og formodentlig forudsatte Det Nye Testamentes skrivning i almindelighed en rørpen. Det brede hus »malet med cinnober« (Jer 22,14) forudsætter penslen, men der er intet direkte bevis for dens brug til skrivning i selve Bibelen. De eksisterende ostraka fra Akabs palads er imidlertid udført med pensel. Blyanten (seredh), der nævnes i Es 44,13, betyder bestemt et eller andet redskab til formgivning, men oversættes forskelligt som »snor« (KJV), »rød okker« (RV randnote) og endog »stilus« eller »linjemarkerende stilus« (paragraphis Aquila). Passeren, ofte omtalt i klassisk tid, findes i Es 44,13. Linjalen (paragraphis), som Aquila henviser til (Es 44,13), og den simple lodsnor blev sandsynligvis, som i senere tider, brugt til at markere linjer. Nålen omtales i senhebraisk og nålearbejde i Bibelen (se III, ovenfor). Blækhornet eller vandbeholderen til at fugte de tørre blækstoffer forudsættes i al skrivning på papyrus eller læder.

Se INK, INK-HORN.

Det hebraiske udtryk, der oversættes »vægt af bly« i Zak 5,8 og »talent af bly«, svarer præcist til det græske udtryk for den cirkulære blyplade (kuklomolibdos), der blev brugt til at trække linjer, men der synes at være ment noget tungere end linjeringsblyet.

Udradering eller udslettelse kræves i 4 Mos 5,23 og ofte billedligt (2 Mos 32,32; 2 Mos 32,33; Åb 3,5 osv.). Hvis der blev skrevet på papyrus, ville dette kræve svampen snarere end pennekniven som viskelæder, men den sidstnævnte, som bruges til udradering eller til at lave rørpenne, omtales i Jer 36,23. Til at udradere voksede overflader brugte man den stumpe ende af griflen, helt sikkert så tidligt som på Det Nye Testamentes tid. Systematisk udradering, når vellum var knapt, frembragte palimpsesten.

V. Materialer.

De materialer, der blev brugt til at skrive på, omfatter næsten ethvert tænkeligt stof, mineralsk, vegetabilsk og animalsk: guld, sølv, kobber, bronze, ler, marmor, granit, ædelsten, blade, bark, træplanker, mange vegetabilske sammensætninger, gevirer, skulderblade og alle slags dyreknogler, og især skind. De almindeligste er sten, ler, metal, papyrus, papir og læder, herunder pergament, og alle disse undtagen papir nævnes i Bibelen. Også papir må regnes med i tekstkritikken, og det var dets opfindelse, der, måske endnu mere end opdagelsen af bogtrykning med løse typer, gjorde den enorme mangfoldiggørelse af bibelafskrifter i nyere tid mulig.

1. Ler:

Hvad der end måtte være tilfældet med hensyn til det første materiale, der blev brugt til optegnelser, er de tidligste faktiske optegnelser, som nu findes i store mængder, hovedsagelig på ler eller sten, og i det hele taget synes leroptegnelser at være ældre end og overgå stenindskrifter i antal for den tidligste historiske periode. Selv når man tager alle forbehold for forskelle i datering og accepterer de seneste dateringer, findes der en vældig mængde leroptegnelser, skrevet før 2500 f.Kr., som stadig eksisterer. Omkring 1400 eller 1500 f.Kr. var lertavlen i almindelig brug fra Kreta til det yderste Østen og over hele Israels land, kort sagt overalt undtagen i Egypten, og den synes måske endda at have været materialet til udenrigsdiplomatiske meddelelser, også i Egypten. Hundredtusinder af disse tavler er blevet gravet frem, og der findes utvivlsomt millioner, opgravede eller endnu ikke opgravede. De stammer hovedsagelig fra Mesopotamien. De mest berømte af disse tavler var længe dem fra den senere periode i Ashurbanipals bibliotek i Nineve. Se LIBRARY OF NINEVEH. I nyere tid konkurrerer dog dem fra Tell el-Amarna i Egypten, Boghaz-keui i hittitternes land og nogle få fra selve Israels land med disse i interesse. De fleste af disse tavler er skrevet på begge sider og i spalter, der er linjeret. De måler fra en tomme til halvanden fod i længden og er omtrent to tredjedele så brede, som de er lange. Mange af disse tavler, de såkaldte »kassetavler«, er omgivet af endnu et lag ler med en påskrift til registrering. Se TABLETS. Andre former af ler er potteskår-ostraka; de graves nu frem i betydelige mængder i Israels land. Ezekiel (4,1) og måske Jeremias (17,13) henviser til dette materiale.

Se OSTRACA.

2. Sten:

Sten blev brugt til optegnelser, før billedskrift blev opfundet — som varder, søjler, småsten osv. Mange af de tidlige og primitive billedoptegnelser findes på hulevægge eller klippesider (buskmænd, amerikanske indianere osv.). Nogle gange er de udhugget, nogle gange lavet med trækul, maling osv. Det er stenens holdbarhed snarere end dens mere omfattende brug, der gør disse dokumenter til den rigeste kilde til vores viden om oldtiden. Foruden naturlige stengenstande, stensøjler, obelisker, statuer osv., stenvægstavler, huses sider og andre store eller faste flader, findes der transportable ostraka af stensplinter og forarbejdede tavler (stentavler, 2 Mos 24,12; 2 Mos 31,18). Sidstnævnte kunne være skrevet på begge sider (2 Mos 32,15). Job synes at henvise til stenindskrifter (19,24). Den berømte tresprogede indskrift ved Behistun, som gav Rawlinson nøglen til assyrisk, fandtes på en klippeside og henviser til kong Dareios (Rawlinson, Life, 58 ff, 142 ff). To af de mest berømte stenindskrifter er Rosettestenen, som gav nøglen til de egyptiske hieroglyffer, og Moabitterstenen (W. H. Bennett, Moabite Stone, London 1911), og begge har en vis betydning for jødisk historie. En særlig interessant og tankevækkende stenindskrift er annalerne for Thutmose III af Egypten, omkring 1500 f.Kr., indskrevet på væggene i templet i Karnak. Den giver en lang beretning om felttog i Syrien og Israels land (Breasted, Ancient Records of Egypt, 163-217). Siloamindskriften og i det hele taget alle de nyligt opdagede indskrifter fra Israels land har deres mere eller mindre vigtige betydning for bibelhistorien (Lidzbarski, Handb. and Ephem.). Moses sørgede for (5 Mos 27,2-8), at loven skulle skrives på sten (eller puds), og Josva udførte arbejdet (Jos 8,21; Jos 8,32).

En anden form for optegnelse på sten er indgravering i ædelsten, som der henvises til i 2 Mos 28,9; 2 Mos 28,11; 2 Mos 28,21; 2 Mos 39,6; 2 Mos 39,14 osv., og muligvis Zak 3,9.

3. Bly:

Et af de almindeligste materialer, sandsynligvis på grund af hvor let det er at indgravere i, er bly. Det blev brugt i større eller mindre grad til egentlige indskrifter, men også til diplomatiske optegnelser og endda litterære værker. Det blev meget almindeligt brugt til amuletter i alle folkeslag og omtales hos Job (19,24), hvor det måske snarere betyder en klippeindskrift udfyldt med bly end egentlige blytavler. Om teksten til Sl 80 på bly, se Gardthausen, s. 26. Nedsænkningsforbandelser var sædvanligvis af bly, men den i Jer 51,62 synes at have været af papyrus eller papir (sammenlign W. S. Fox i American Journal of Phil., XXXIII, 1912, 303-4).

4. Bronze:

Bronze blev brugt i flere århundreder f.Kr., i det mindste til indskrevne votivgaver, til offentlige optegnelser opstillet i templernes skatkamre og til transportable tavler såsom militærdiplomer. På Makkabæernes tid blev offentlige optegnelser indgraveret på sådanne tavler og opstillet i templet i Jerusalem (1 Makk 14,27). Der fandtes utvivlsomt mange sådanne på den tid, da Jesus Kristus underviste der.

5. Guld og sølv:

Guld og sølv som skrivemateriale bruges oftest og mest karakteristisk i mønter og medaljer. Henvisninger til penge, for det meste sølvpenge, er talrige i Det Gamle Testamente, men disse er ikke med sikkerhed mønter med alfabetiske indskrifter. På Det Nye Testamentes tid var mønter forsynet med sådanne indskrifter, og i mindst ét tilfælde henvises der til skriften på den — »Hvis er dette billede og denne indskrift?« (Matt 22,20). Den faktiske indskrift og den faktiske form af dens bogstaver kendes fra bevarede eksemplarer af periodens denar.

Se MONEY.

Brugen af de ædle metaller til almindelige indskriftformål var dog hyppig i oldtiden, og det forhold, at forholdsvis få sådanne indskrifter er bevaret, skyldes sandsynligvis metallets værdi til andre formål. Den hittitiske traktat fra Khetasar eller Chattusil, indgraveret på sølv og sendt til kongen af Egypten, har længe været kendt fra de egyptiske monumenter (oversættelse i Breasted, Ancient Records of Egypt, III, 165-74), og for nylig er fragmenter af den hittitiske version af denne traktat blevet opdaget ved Boghaz-keui (Winckler, MDOG, XXXV, 12 ff). Den har meget nær forbindelse med bibelhistorien, hvad enten den blev indgået før eller efter udvandringen. De berømte orfiske guldtavler (Harrison, "Orphic Tablets," i Prolegomena to the Study of Greek Religion, 573-600, 660-74) har betydning for et sammenlignende studium af bibelsk lære. Direkte henvisning til indgravering på guld findes i beretningen om indskriften på ypperstepræstens hovedbind (2 Mos 28,36). Skrift på alterets horn omtales i Jer 17,1, og også disse horn var af guld (2 Mos 30,3). Dronning Helena af Adiabene siges at have skænket en indskrevet guldtavle til templet i Jerusalem (Blau, 67). Ptolemaios V's gyldne skrin – med deres indskrevne gyldne fylakterier – nævnes på Rosettastenen.

Sølv, og endnu mere guld, er også i meget vid udstrækning blevet brugt til pålægning af kontrastfarver, enten som baggrund eller oftere som det materiale, der blev lagt på. Krysografiens historie er lang og omfattende (Gardthausen, I, 214-17; Blau, 13, 159-63). Standardeksemplaret af Det Gamle Testamente i Jerusalem, som blev udlånt til Alexandria, var tilsyneladende skrevet med guldbogstaver (Josefus, Ant, XII, ii, 10) (se SEPTUAGINT), og mange af middelalderens berømte bibelhåndskrifter blev helt eller delvis skrevet med guld, enten pålagt som bladguld eller opløst og brugt som blæk eller maling (Gardthausen, 216).

6. Træ:

Træblade blev tidligt brugt til amuletter og skrift. Nogle af fremstillingerne af skrift på de egyptiske monumenter viser skrivegudinden, der indskriver blade på voksende træer. Jødisk tradition (Tosephta' Gittin 2 3-5; Mishna, Gittin 2 3 osv., citeret af Blau, 16) nævner mange slags blade, som et skilsmissebrev (5 Mos 24,1; 5 Mos 24,3) kunne eller ikke kunne skrives på. Henvisning til brugen af blade findes i tidlige græske, latinske og arabiske kilder – og de bruges stadig i Østen.

Bark er også ofte blevet brugt: både liber på latin og "book" på engelsk menes ifølge nogle at henvise til barken fra lind eller bøg, og birkebark var et almindeligt skrivemateriale blandt de amerikanske indianere. Det er dog i form af bearbejdet træ, stave, planker eller tavler, at træ især var kendt i historisk tid. Disse trætavler blev brugt i alle tidlige perioder og blandt alle folkeslag, især til regnskabsnotater og børns øvelser. Undertiden blev der skrevet direkte på træet og undertiden på træ belagt med voks eller kridt. Se TABLETS. Skrift på stave omtales i 4 Mos 17,2. Mark 15,26 synes måske at antyde, at korsets "overskrift" var på træ, medmindre Joh 19,19 modsiger dette.

Vævet linned som skrivemateriale havde et vist ry i oldtiden (libri lintei), og mange andre fibre, der er blevet brugt til vævet eller broderet skrift, er i bred forstand af træ. Således er materialet faktisk stadig træ, når linned eller træ findeles til papirmasse og laves til papir. Det meste moderne skrift og tryk er således på træ. Se 10 nedenfor.

7. Knogler og skind:

Diogenes Laertius (vii.174) fortæller, at Kleanthes skrev på skulderbladene af okser, men han blev forudgået af huleboerne i den neolitiske tidsalder, som skrev på rensdyrhorn og knogler af mange slags (Dechelette, Archeological Prehistory, 1908, 125, 220-37, et passim). Elfenben er ofte blevet brugt og var et foretrukket materiale til tavler i klassisk tid. Septuaginta oversætter "elfenbensarbejde" i Højs 5,14 som "elfenbenstavler." Horn angives på senhebraisk (Tosephta', citeret af Blau, 16) som et muligt materiale til skrift. De er blevet brugt til alle tider og illustreres godt i moderne tid af indskrevne krudthorn.

Levende dyrs huder har tjent til brændemærkning, og levende menneskehud er i stort omfang i alle lande og til alle tider blevet brugt til maling, brændemærkning og tatovering. Litteraturen om ceremoniel maling og tatovering er meget omfattende, og brændemærkning af slaver var almindelig i mange lande.

Se PRINTING.

Brugen af skind, der var forberedt til at skrive på den ene side (læder), var tidlig og almindelig og går i det mindste så langt tilbage som til Egyptens 4. dynasti. Thutmose III's annaler i Israels land blev skrevet på læderruller. Brugen var også almindelig i Persien (Diodorus ii.32; Herodotus v.58; Strabo xv.1), og det var et naturligt universelt materiale. Det er blevet meget brugt af moderne amerikanske indianere. Det var det sædvanlige materiale i tidlige hebraiske bøger, og i det mindste de officielle eksemplarer af Det Gamle Testamentes bøger synes altid at have været skrevet på dette materiale (Blau, 14-16), og er det faktisk den dag i dag.

8. Velin:

Velin er ganske enkelt en fin kvalitet læder, forberedt til at skrive på begge sider. Originalhåndskrifterne til Det Nye Testamente blev sandsynligvis skrevet på papyrus snarere end på læder eller velin, men de fleste af de tidligste kodekser og alle, indtil de nyere opdagelser, var på dette materiale, mens meget få af den lange liste af håndskrifter, som Det Nye Testamentes tekst bygger på, er på noget andet materiale. Dette materiale omtales som pergament af Paulus (2 Tim 4,13). Næsten enhver slags skind (læder eller velin) er blevet brugt til skrift, også slangeskind og menneskehud. Palimpsesten er brugt eller udvisket velin, som der er skrevet på igen.

Se PARCHMENT; PARCHMENTS.

9. Papyrus:

Papyrus var ikke blot det vigtigste af oldtidens vegetabilske materialer, men har måske den længste historie med karakteristisk almindelig brug af noget som helst bortset fra sten. Papyrus blev fremstillet af et rør, der især blev dyrket i Egypten, men som ifølge Theophrastus også fandtes i en variant i Syrien. Papyrusrøret vokser i sumpe og i stillestående damme; det er i bedste fald omtrent så tykt som en arm og bliver højst 12 til 15 fod højt (ca. 3,7-4,6 m). Det var sandsynligvis i en dam med sådanne papyrusrør ("siv"), at Moses blev skjult (2 Mos 3,3), og arken af siv var tydeligvis en lille båd eller kiste lavet af papyrusrør, ligesom mange af de egyptiske både var. Disse både omtales i Es 18,2.

Papyrus blev fremstillet ved at skære røret i skiver og lægge stykkerne på tværs, fugte dem med klæbrigt vand og presse eller banke dem sammen. Bredden på det fremstillede produkt varierede fra 5 tommer og derunder til 9 1/4 tomme eller endog til en fod eller halvanden fod (ca. 13-46 cm). Den tidligste egyptiske papyrus var fra 6 til 14 tommer bred (ca. 15-36 cm). Egyptiske papyri kan være 80, 90 og endog 135 fod lange (ca. 24-41 m), men de senere papyri er almindeligvis fra 1 til 10 fod lange (ca. 30 cm-3 m). Brugen af papyrus går senest tilbage til før 2700 f.Kr.

Mange bibelfragmenter, som er vigtige for tekstkritikken, er i de senere år blevet opdaget i Egypten. Disse gør, sammen med det lys som andre papyri kaster over hellenistisk græsk og forskellige palæografiske og historiske problemer, studiet af papyri, der er blevet opbygget som en selvstændig videnskab, meget vigtigt for bibelhistorien og bibelkritikken (sammenlign Mitteis u. Wilcken, Grundzuge .... d. Papyruskunde, Leipzig, 1912, 2 bind i 4). Ud fra Jer 36,23 er det blevet hævdet, at den bog, som kongen skar op stykke for stykke og kastede på ilden, var papyrus. Dette argument imødegås kraftigt af Blau (14, 15), men selve brugen af papyrus synes at blive bekræftet af fortællingen om, at romerne indsvøbte de jødiske skolebørn i deres studieruller og brændte dem (Ta`anith 69a, citeret af Blau, 41). Læder ville i begge tilfælde have været et dårligt brændsel. Ganske vist bruges "papyrus" frit af Septuagintas oversættere, og ordet biblion oversættes (korrekt) af Hieronymus (Tobit 7,14) med charta. Det omtales i 2 Joh 1,12, "papir og blæk", som det naturlige materiale til brevskrivning.

Se PAPYRUS, PAPYRUS.

10. Papir:

Indførelsen af papir kom fra Vestasien, muligvis i det 8. århundrede, og det begyndte almindeligt at blive brugt i Europa fra det 13. århundrede. Mens kun få vestlige håndskrifter af nogen betydning er på papir, er mange af de østlige det. Det var i høj grad opfindelsen af papir, der gjorde den enorme udvikling i mangfoldiggørelsen af bøger mulig efter bogtrykkerkunstens opfindelse, og dermed det vældige antal bibler, der nu findes.

11. Blæk:

Af de mange materialer, der bruges til at lægge én kontrasterende farve på en anden, er de flydende stoffer, maling og blæk, de mest almindelige. Generelt var blækket gennem hele oldtiden tørt blæk, som blev fugtet, når det skulle bruges til at skrive med. Ret tidligt blev der dog fremstillet flydende blæk ved brug af galnød eller syre, og mange opskrifter og formler, som blev brugt i middelalderen, er bevaret. Se INK, INK-HORN. Læsningen af en palimpsest afhænger ofte af, hvilken slags blæk der oprindelig blev brugt, og af muligheden for at fremkalde det igen med reagenser.

VI. Former.

De bedst kendte gamle former for skriftlige dokumenter er tavlen eller arket, rullen, diplomet og kodeksen. Disse kan analyseres som dokumenter med én flade og dokumenter med mange flader--sidedokumenter og bladdokumenter. Rullen, diplomet og den sædvanlige sammenfoldelige tavle eller plisserede dokument er former for ensidedokumentet, mens kodeksen eller den indbundne bog (engelsk "volume") er det typiske bladdokument. Rullen er den typiske form for Det Gamle Testamentes bevarede håndskrifter, kodeksen for Det Nye Testamentes.

En bog består med hensyn til sin materielle form af en enkelt begrænset flade, der egner sig til skrivning, eller af en række sådanne flader. Denne enkelte flade kan være forsiden af en klippevæg eller en husmur, et brudstykke af keramik, et blad, et ark af bly, papyrus, pergament eller papir, en tavle af ler, sten eller træ, en cylinder, prisme, kegle, pyramide, obelisk, statue eller en af de tusinder af indskrevne genstande, der findes blandt votivgaver. Den typiske form er den flade overflade, som betegnelsen "tavle" eller "ark" anvendes om, og som kaldes "side" eller "blad", alt efter om man tænker på den ene eller begge overflader.

Disse enkelte flade blade er typisk firsidede, men kan have enhver form (runde, ovale, hjerteformede osv.) eller enhver tykkelse, fra papiret i en Oxford-bibel eller lige så tynd bladguld op til stenplader, der er mange tommer tykke.

Når det dokument, der skal skrives, er langt, og arket bliver for stort til bekvem håndtering, kan man vinde plads ved at skrive på begge sider eller ved at gøre det endnu større og enten folde eller rulle det sammen på den ene side, eller ved at bryde eller skære det op i en række mindre ark på den anden. Denne foldning eller sammenrulning af det store ark lever stadig videre i foldede eller sammenrullede kort og i middelalderlige og moderne arkivers foldede eller sammenrullede dokumenter (diplomer). Brugen af en tavleserie til lange værker i stedet for én overvokset tavle var tidlig--sandsynligvis lige så tidlig som den faktiske skrivning på virkelige "blade".

Disse mindre tavler eller ark blev tilsyneladende i begyndelsen holdt sammen. ved nummerering (sammenlign Dziatzko, Ant. Buchw., 127), stikord, ved at bindes i et bundt eller ved at samles i en lille æske (capsa). Dette har faktisk sin analogi i den mnemotekniske kvistbundtform inden for genstandsskrift. Pentateuken får sit navn fra de fem ruller i en æske, krukke eller kurv (Blau, 65; Birt, Buchrolle, 22).

Det næste skridt i udviklingen af bogformer blev taget, da de forskellige blade eller ark blev fastgjort til hinanden i rækkefølge, ved at de blev trukket på snor, klistret sammen eller hængslet sammen.

Sammenkædningen er lige så tidlig og primitiv som den afrikanske høvdings trofæhalskæde af leopardtænder eller skal- og tandhalskæderne i det kvartære Europa (Dechelette, Arch., 208-9). Den blev måske brugt sammen med årstavler i Egyptens første dynastier og findes i orientalske palmebladsbøger i dag.

1. Rullen:

Rullen består normalt af en række ark med én skriveflade, der er klistret eller syet sammen. Selv når den blev lavet til en rulle, før man skrev på den, blev forestillingen om individuelle tavler bevaret i spalterne (deleths, Jer 36,23 = »døre«). Den var oldtidens typiske bogform. Den var almindeligvis af læder, vellum, papyrus og undertiden af linned. Den kunne i sjældne tilfælde være helt op til 135 fod lang × 1 1/2 fod bred for papyrus, og læderruller kunne være endnu bredere. Det var den form, hebræerne traditionelt brugte, og det var uden tvivl den form, vor Herre brugte i synagogen. Den bruges stadig i synagogen. Det var muligvis også den form, hvori Det Nye Testamentes bøger blev skrevet, men dette er langt mere tvivlsomt.

Rulleformen er afrundet på tavlen med én skriveflade, og i virkeligheden var hverken læder eller papyrus velegnet til at modtage blæk på bagsiden; den udviklede sig af, at man syede skind sammen og klistrede papyrusark sammen. Skønt man finder papyrus med skrift på begge sider, er det i almindelighed ikke det samme dokument på bagsiden; det gamle er derimod blevet ødelagt og brugt som makulatur. Denne skrift på begge sider af rullen (opisthografi) omtales i Ez 2,10 (Åb 5,1), hvor rullen er beskrevet indvendig og udvendig.

2. Codexen:

Træ- og metaltavler kunne ikke rulles, fordi de ikke var bøjelige, men blev hængslet og blev til diptyker, triptyker og polyptyker. Den typiske måde at hængsle disse tavler på i romersk tid var ikke codexen eller den egentlige moderne bogform, hvor alle er hængslet ved samme kant, men en foldeform baseret på en række tavler med én skriveflade, hængslet efter hinanden, så de dannede en kæde (Gardthausen, Greek Israels land, I, 129, figur 12). Strengt taget var de foldetavler, der foldede sig som en harmonika, sådan som i visse nyere fjernøstlige håndskrifter. Den moderne hængsling blev kun sjældent brugt.

Det siges almindeligvis, at det var denne foldede eller hængslede trætavle, der frembragte latinernes codex og de moderne germanske folks »bog«. Nogle foretrækker dog at føre oprindelsen tilbage til det foldede dokument. Træ- eller vokstavlen blev i oldtiden almindeligt brugt til breve, men endnu mere almindeligt papyrus- eller vellumarket. Det er ganske naturligt at folde et sådant ark én gang for at beskytte skriften. Om dette blev foreslået af diptyken eller omvendt, blev formen af et moderne ark brevpapir tidligt indført. Enten diptyken eller det foldede enkeltark kan have givet idéen til codexen.

Uanset om de første codices var af træ og metal eller af papyrus og vellum, er hængslingen ved den ene kant, som er det karakteristiske, tæt forbundet med tavlen med to skriveflader (eller flere skriveflader). Med egnet materiale er den enkleste måde at skaffe plads på, hvis tavlen er for lille, at vende den om og skrive færdig på bagsiden. Lertavlerne egner sig let til skrift på begge sider, men ikke til hængsling. Den udviklede dog til en vis grad idéen om flere skriveflader ved brug af prismer, pyramider, sekskantede og andre cylindre, men den blev tidligt tvunget ind i en nummereret række af tavler i moderat størrelse.

Træ- og metaltavler kunne hængsles, men trætavlerne var for klodsede og metaltavlerne for tunge til lange værker, og ringmetoden til sammenføjning førte faktisk bort fra bogen til den plisserede form. Papyrus og læder var derimod, selv om de kunne bruges (som de blev brugt) som enkeltstående tavler, tynde nok til at rumme et langt værk i én enkelt codex. De udviklede sig derfor snart, måske gennem det foldede ark, til den egentlige codex og den moderne indbundne bog. Codexen var, som Thompson bemærker, bestemt til at blive bærer af den kristne litteratur, ligesom papyrusrullen havde været grundlaget for den hedenske litteratur, og der er noget vidnesbyrd, der viser, at formen historisk set faktisk blev udviklet til brug for de kristne skrifter, og det i papyrus, mens de hedenske papyri fortsatte med at være i rulleform. Da opfindelsen af codexen placeres ved slutningen af det 1. århundrede, og de tidligste codices især var Det Nye Testamentes skrifter, er der en vis mulighed for, at i det mindste den historiske indførelse af codexen skete i Det Nye Testamentes bøger, og at dens opfindelse måske kommer af, at man samlede de nytestamentlige breve på papyrus i ét bind. I Vesten er rullen dog i det mindste den fremherskende form for Det Nye Testamente indtil det 3. eller 4. århundrede (Birt, Buchrolle, passim).

VII. Skrift.

1. Skrivere:

De vigtigste hebraiske ord for den professionelle »skriver« er copher og shoTer, begge beslægtet med assyriske ord for »skrift« og også brugt om beslægtede embedsmænd. Ordet copher synes nært forbundet med cepher, »bog«, og med tanken om optælling. Denne embedsmand er en militær mønstrings- eller indrulleringsmand (Dom 5,14; 2 Krøn 26,11; 2 Kong 25,19), en optællings- eller folketællingsembedsmand til militære formål eller til beskatning (Es 33,18) – og en kongelig sekretær (2 Sam 8,17).

shoTer optræder som herold (5 Mos 20,5; 5 Mos 20,8; Jos 1,10; Jos 3,2), som tilsynsmand over teglfremstillingen i Egypten og som tilsynsmand over Israels ydre anliggender (1 Krøn 26,29). Han forbindes med de ældste (4 Mos 11,16; 5 Mos 29,10); 31,28; Jos 8,33; Jos 23,2; Jos 24,1) eller med dommerne (Jos 8,33; Jos 23,2; Jos 24,1; 5 Mos 16,18).

De to betegnelser bruges dog ofte sammen som betegnelser for parallelle og særskilte embeder (2 Krøn 26,11; 2 Krøn 34,13). Hvis der kan gøres nogen sådan forskel, synes det, at copher oprindelig var den militære skriver og shoTer den civile skriver, men det er bedre at sige, at de »åbenbart .... er synonyme betegnelser og kunne bruges om ethvert underordnet embede, som krævede evne til at skrive« (Cheyne i EB). Der synes at have været mindst 70 af disse embedsmænd på udvandringens tid, og ved slutning mange flere (4 Mos 11,16), og alene 6.000 levitter på Davids tid (1 Krøn 23,4) var »skrivere«.

En anden slags professionel skriver var Tiphcar (Jer 51,27, »marskal«; Nah 3,17 randnote), eller tavleskriver, et ord der tilsyneladende er direkte lånt fra assyrisk. Også dette synes at være et egentligt synonym for begge de andre ord. Kort sagt betyder alle tre betegnelser derfor skriver i egyptisk eller assyrisk forstand, hvor skriveren var en embedsmand, og embedsmanden nødvendigvis en skriver.

Endnu et ord, gengivet i Revised Version (British and American) som »troldmænd«, gengives i dens randnote som »hellig skriver« (charTom). Da dette ord er afledt af stilus, minder det om den nære forbindelse mellem den skrevne trylleformular og magi. Ingen af disse ord i Det Gamle Testamente henviser direkte til den professionelle afskriver i senere tider, hvis arbejde var at mangfoldiggøre afskrifter.

Sayce argumenterer ud fra navnet Kirjat-Sefer for, at der på dette sted var et universitet for skrivere, og ifølge Første Krønikebog (2,55) var der kenitiske familier af professionelle skrivere i Jabes.

Den professionelle skriver, der skrev som sekretær efter diktat, repræsenteres af Baruk (Jer 36,4) og Tertius (Rom 16,22), og kalligrafen af Ezra (Ezra 7,6). I senere tider kom skriveren til at stå for den lærde mand i almindelighed og især for lovkyndig.

Det synes, at Moses forventede, at konger skulle skrive med egen hånd (5 Mos 17,18; 5 Mos 31,24), og de forskellige breve fra David (2 Sam 11,15), Jezabel (1 Kong 21,9), kongen af Aram (2 Kong 5,5), Jehu (2 Kong 10,2; 2 Kong 10,6), Jeremias (kapitel 29), Elias (2 Krøn 21,12-15), brevene fra de kana’anæiske og hittitiske fyrster til hinanden i Tell el-Amarna-brevene og Boghazeui-tavlerne osv. kan undertiden have været sekretærers arbejde, men var uden tvivl ofte skrevet af forfatteren selv. Om udbredelsen af håndskrift i bibelsk tid og på bibelske steder, se LIBRARIES. Dens udbredelse i Det Gamle Testamentes tid kan måske sammenlignes med forholdstallet for personer med universitetsuddannelse i moderne liv. I Det Nye Testamentes tid var forholdstallet sandsynligvis langt større, og det fremgår ikke alene, at præsten Zakarias og de uddannede Paulus og Lukas kunne skrive, men endog de fattigere apostle og tømrerens Søn. Det forudsættes, at alle en vis rig mands skyldnere kunne skrive (Luk 16,7). Denne almindelige læse- og skrivefærdighed skyldtes jødernes bemærkelsesværdige offentlige skolesystem i deres synagoger, som nogle gode jødiske forskere (Klostermann, citeret af Krauss, Talmudic Archaeology, III, 336, note 1) fører så langt tilbage som til Esajas. På Vespasians tid siges det, at der alene i Jerusalem var 480 synagoger, hver med sin skole, og loven om, at der skulle være grundskoler i hver by, stammer senest (63-65 AD) fra denne tid og mere sandsynligt fra 130 BC. Simeon ben Setachs lov om obligatorisk offentlig skole (cirka 70 BC), skønt den er blevet kaldt mytisk, er ikke desto mindre fuldt troværdig i lyset af kendsgerningerne, sådan som de fremtræder i Det Nye Testamentes tid og hos Josefus. Fortællingen om, at der i Bether, efter at Jerusalems fald havde fyldt dette lærdomssæde til trængsel, var »400 synagoger, hver med 400 lærere og 400 elever«, bærer fiktionens præg, men der er næppe tvivl om, at der længe før dette var offentlige skoler i næsten hver by i Israels land og obligatorisk undervisning fra 6- eller 7-årsalderen (jf. Krauss, III, kapitel xii, »Schule«, 119-239, 336-58).

2. Skrivekunsten:

Skrift på hebraisk, som i semitiske sprog i almindelighed bortset fra etiopisk, går fra højre mod venstre, og på græsk fra venstre mod højre som i moderne vestlig brug. På den ene side er dog nogle sabæiske indskrifter og på den anden side en række tidlige græske indskrifter skrevet skiftevis, eller boustrophedon, og antyder overgangen fra semitisk til vestlig stil. De tidligere græske håndskrifter skilte ikke ordene ad, og ud fra tekstfordærvelser sluttes det, at den tidligste hebraiske skrift heller ikke gjorde det. Allerede i Mesha- og Siloam-indskrifterne blev prikken brugt til at adskille ord og den lodrette streg til at markere en sætnings slutning. Vokaltegn blev indført et sted mellem det 5. og det 8. århundrede AD af massoreterne, men tillades selv nu ikke i synagogerullerne. Nogle af indskrifterne bruger det israelske eller tiberiensiske system af vokaltegn, andre det babyloniske (over linjen). Accenter angiver ikke alene tryk, men også intonation og andre relationer. Meget kort efter Ezras tid og før Septuaginta-oversættelsen var skrivningen af de bibelske bøger blevet et anliggende, man omgåedes med meget stor omhu; bestemmelserne og reglerne for omhyggelig rettelse efter den autoriserede tekst var meget strenge (Blau, 185-87). Håndskrifterne blev skrevet i kolonner (døre), og der var foreskrevet et mellemrum mellem kolonner, bøger osv., ligesom kolonnens bredde. Alle bøger var linjerede. Udeladte ord skulle indsættes mellem linjerne ovenover. Margenerne blev ofte brugt til kommentarer. Om størrelse, skrift på bagsiden osv., se ovenfor, og om brugen af forkortelser, læsning, tegnsætning osv., se Blau, Gardthausen, Thompson, indledningerne til tekstkritik og artiklerne om tekstkritik i dette leksikon.

VIII. Den bibelske håndskrifts historie.

1. Mytologiske oprindelser:

Mytologisk talt går håndskriftens historie tilbage til begyndelsen, da Ordet skabte himlene. Hvælvingen er en række himmelske tavler, Guds håndskrift, sådan som de tavlebrugende babyloniere forestillede sig det, eller en skriftrulle i profeternes, Det Nye Testamentes forfatteres og rabbinernes tanke. Om tanken om, at "himlene fortæller Guds herlighed" osv. (Sl 19,1-4), henviser til denne forestilling eller ej, var den en forestilling, der blev udførligt udviklet og praktiseret i astrologiens videnskab. Under alle omstændigheder rækker læren om Skaber-Ordet dybt ind i skriftens psykologi som en håndgribelig optegnelse af usynlige ord eller ideer, og denne filosofiske betragtning strækker sig omkring 3.000 år eller deromkring tilbage før den kristne tidsregning.

Om skrift blandt guderne i ikke-bibelske religioners mytologier, se bog; biblioteker.

2. Tidligste brug:

Hvornår og hvorfor den allerenkleste form for skrift begyndte at blive brugt, har været genstand for mange formodninger. Encyclopedia Britannica (11. udgave) (XVI, 445) foreslår, at "den tidligste brug .... af indgraverede eller skrevne tegn var til vigtige religiøse og politiske transaktioner, opbevaret af præster i templer," men mindestenen er ældre end templet, og den økonomiske eller sociale optegnelse er måske ældre end den hellige, selv om dette er mindre klart. Tre ting synes ret sandsynlige:

(1) at de første optegnelser var taloptegnelser, (2) at de angik økonomiske forhold--selv om det ikke er udelukket, at anledningen til først at optegne økonomiske forhold var religiøs, (3) at de ikke blev brugt som mindeoptegnelser over vigtige transaktioner, men snarere som praktiske eller forretningsmæssige optegnelser.

Den oprindelige hukommelsesoptegnelse var sandsynligvis en taloptegnelse. De hebraiske ord for "bog" og "ord" synes begge at betyde en nedskrivning af én ting efter en anden, og forskellige ord i forskellige andre sprog peger i samme retning, ligesom også, i almindelighed, den primitive situations natur og historiens vidnesbyrd gør det. Mange af de ældste optegnelser handler om antal dyr. Uhyre mængder af meget gamle sumeriske optegnelser er ganske enkelt sådanne lister, og de endnu tidligere huletegninger (uanset om de har tal eller ej) er i det mindste tegninger af dyr. Én brug af den primitive quipu var at registrere salg af forskellige slags dyr på markedet, og grenbundter og optegnelser med indhak er i almindelighed enten rene taloptegnelser eller hukommelsesoptegnelser med et talgrundlag. Hvad disse dyreoptegnelser var til, er en anden sag. Hvis de var ejendomsoptegnelser med det rene formål at føre optælling (et naturligt nok formål, der kan føres tilbage endog til jagttrofæer), var brugen rent økonomisk; men faktisk synes de tidlige babyloniske lister i almindelighed at have været tempeloptegnelser, og selv huleoptegnelserne anses almindeligvis for at være forbundet med religion. Også de tidlige egyptiske lister har religiøse forbindelser, og de noget senere optegnelser handler i vid udstrækning om begavelse af templer eller i det mindste tempellister over offergaver--votivgaver eller slagtofre. Dette peger måske på en religiøs oprindelse og fører muligvis tilbage til det allerførst følte behov for optegnelser til en tiende til religiøse formål. Men det kan lige så godt føre til en deling af bytte socialt snarere end religiøst, selv om historien om fællesmåltidet og offeret, som tilbedere delte, peger på en meget tidlig religiøs sanktion af problemet med retfærdig deling af bytte, og det kan netop have været på dette punkt og med dette formål, at taloptegnelsen blev opfundet. Hvordan det end forholder sig, synes vidnesbyrdene at pege på en oprindelse i taloptegnelser, endog før huletegningerne (som siges hovedsagelig at være af husdyr snarere end vilde dyr), i en periode, der forskelligt anslås til fra 6.000 eller 8.000 år siden, mere eller mindre, til millioner af år siden.

3. Bibelsk historie:

Det Gamle Testamentes pseudepigrafiske bøger fremstiller på forskellig måde skriften som opfundet og først praktiseret af Jahve, Adam, Kain eller Set. Hvis man tager den bibelske fortælling, som den står, er den tidligste hentydning til egentlig skrift Kains tegn (1 Mos 4,15), hvis dette da virkelig henviser til et mærke på kroppen, og især hvis det har analogi med "mærket på panden" i Johannes' Åbenbaring (17,5; jf. 13,16; 14,1) og de tatoverede ejermærker eller stammemærker hos primitive stammer, sådan som mange mener.

Anbringelsen af regnbuen som et varigt tegn (1 Mos 9,12-17) for en varig pagt stemmer ganske overens med den anerkendte hukommelsesskrift. Noas bygning af et alter havde samme karakter, hvis det blev bygget som et varigt minde. Mere åbenlyst beslægtet med denne primitive form for skrift var dog indvielsen af et mindealter eller en mindestøtte som minde om en bestemt begivenhed på et bestemt sted, som ved Jakobs støtte (1 Mos 28,18; 1 Mos 28,22).

I måske 2.000 år før Abraham havde billedskrift været praktiseret både i Babylonien og Egypten, og i mere end 1.000 år havde en meget højt udviklet ideografisk og fonetisk skrift været i brug. Der fandtes millioner af kileskriftsdokumenter i store og små samlinger i Babylonien, da han var der, og tilsvarende mængder af hieroglyfiske og hieratiske papyri samt læder- og skinddokumenter i Egypten, da han besøgte det.

Se bog; biblioteker; Hammurabis lov.

Abraham selv brugte formodentlig kileskrift, som nøje svarede til skriften på Hammurabis statue. En lignende skrift blev formodentlig også brugt af hans hittitiske forbundsfæller. I Egypten mødte han hieroglyfferne på monumenterne, men til forretning og almindelig brug var de såkaldte hieratiske kursivformer allerede udviklet hen imod, om ikke langt inde i, de tydelige forandringer i den mellemhieratiske periode (ca. 2030-1788 f.Kr.; jf. Moller, Hierat. Palaeog., VI, 1909, 3 osv.). Det er et spørgsmål, om den grænsehøj, som Laban »kaldte« vidnehøjen på aramæisk, og Jakob med samme navn på hebraisk, var forsynet med indskrift eller ej; men hvis den var forsynet med indskrift, var begge sider eller linjer af den tosprogede indskrift formodentlig med kileskrifttegn. Kileskriften forblev, sandsynligvis uden afbrydelse, den fremherskende skrift i Syrien og Israels land indtil omkring 1300 f.Kr., og indtil det gamle semitiske alfabet en tid et godt stykke før 1000 begyndte at blive anvendt.

Spørgsmålet om forholdet mellem skriften på Moses' tid og i dommertiden til kileskriften eller den hieratiske skrift på den ene side og alfabetet på den anden er alt for tæt sammenblandet med spørgsmålet om Pentateuken til at tillade megen dogmatiseren. Nogle forskere er overbeviste om, at Pentateuken blev skrevet med kileskrifttegn, om ikke på babylonisk. Det gamle semitisk-græske, »fønikiske«, alfabet blev dog sandsynligvis udarbejdet i området omkring Israels land mellem 1400 og 1100 f.Kr. (hvor end hebræerne måtte have været på dette tidspunkt), og det forblev den hebraiske skrift indtil indførelsen af kvadratskriften.

Se alfabet.

Ved begyndelsen af den kristne tidsalder havde der været en lang periode med brug af græsk blandt de dannede, og længe før Det Nye Testamente blev skrevet, fandtes der en stor mængde græsk litteratur fra Israels land og Egypten. Latin havde også i en tid været brugt, mere eller mindre, officielt, men aramæisk, hvis formudvikling tydeligt kan følges fra omkring 500 f.Kr. i indskrifterne og i Elephantine-papyrerne, var den fremherskende folkelige skrift. Græsk forblev længe den dannede verdens sprog. Det var efter 135 e.Kr., at R. Simeon ben Gamaliel siges at have haft 500 elever i hebraisk (nyhebraisk) og 500 i græsk (Krauss, III, 203).

Latinske, græske og aramæiske (nyhebraiske) tegn var alle nødvendige for indskriften på korset. Hebraisk var på dette tidspunkt bestemt for længst gået over i kvadratformen, længe nok til at yodh var blevet et ordsprog som alfabetets mindste bogstav (jot) (Matt 5,18). Gennem de mange nyere papyrus- og indskriftsfund er det nu muligt at følge historien om de skiftende former af bogskriftens og den kursiverede græske skrifts bogstaver, og endda af de latinske bogstaver, gennem flere århundreder på begge sider af vor Herres år og frem til tiden for de længe kendte håndskrifter (se værker af Gardthausen og Thompson). På denne måde kan man få en god forestilling om, hvordan den mest berømte af alle tresprogede indskrifter kan have set ud med hensyn til håndskriften – hvordan den faktisk sandsynligvis så ud, noteret som memorandum af Pilatus, og hvordan den blev afskrevet på korset, hvis man går ud fra, at Pilatus skrev den romerske kursiv (Thompson, facsimile 106 (41 e.Kr.), 321), og skriverne en pæn epigrafisk, eller rettere til dette formål måske bogskriftlig, græsk (Thompson, facsimile 8 (1 e.Kr.), 123; latin, facsimile 83 (79 e.Kr.), 276). Se titel.

LITTERATUR.

Generelt:

Edward Clodd, Story of the Alphabet, New York, 1912 (populær); Fritz Specht, Die Schrift u. ihre Entwicklung, 3. Ausg., Berlin, 1909 (populær); I. Taylor, History of the Alphabet, London, 1899, 2 bind, 8vo; H. Wuttke, Geschichte der Schrift, Leipzig, 1874-75 (rig og omfattende om primitiv skrift); Philippe Berger, Histoire de l'ecriture dans l'antiquite, 2. udgave, Paris, 1892; Karl Paulmann, Illustrirte Geschichte der Schrift, Wien, 1880 (ukritisk, men omfattende og meget nyttig til illus.); W. M. Flinders Petrie, The Formation of the Alphabet, 1912.

Primitiv:

Leo Frobenius, The Childhood of Man, Philadelphia, 1908 (tilfældig, men nyttig samling af primitive eksempler); Frederick Webb Hodge, red., Handbook of American Indians North of Mexico, Washington, 1907-10, 2 bind (i ordbogsform); G. Mallery, Smithsonian Inst. Reports, IV (1882-83), 3-256, X (1888-89), 1-822; M. Beuchat, Manuel d'archeologie americaine, Paris, 1912; M. H. Kingsley, Travels in West Africa, London, 1897; R. E. Dennet, At the Back of the Black Man's Mind, 1906; A. W. Howitt, Native Tribes of South-East Australia, London, 1904 (især kapitel xi); E. C. Richardson, The Beginnings of Libraries, London og Princeton, 1914.

Middelhavet:

Dechelette; Archeologie prehistorique. 1908; Arthur J. Evans, Scripta Minoa, Oxford, 1909; Angelo Mosso, The Dawn of Mediterranean Civilization, London, 1910.

Hebraisk, græsk og latin:

Frederic G. Kenyon, Our Bible and the Ancient manuscripts, 3. udgave, London, 1898; George Milligan, The New Testament Documents, 1913, Ludwig Blau, Studien zum althebraischen Buchwesen, Strassburg, 1902 (videnskabelig; første rang); Leopold Loew, Graphische Requisiten und Erzeugnisse bei den Juden, Leipzig, 1870-71, 2 dele; Samuel Krauss, Talmudische Archaologie, Leipzig, 1910-12, 3 bind, III, 131-239, 300 ff. (fulde kritiske noter og henvisninger); Mark Lidzbarski, Handbuch d. nordsemitischen Epigraphik, 1902-8 (også Ephemeris); Alvin Sylvester Zerbe, Antiquity of Hebrew Writing and Literature, Cleveland, 1911 (omstridt); V. Gardthausen, Griechische Palaeographie, 2. udgave, Leipzig, 1911-13, 2 bind (bemærkelsesværdig ved sin omfattende karakter, udtømmende bibliografiske henvisning og kritiske lærdom); Sir Edward Maunde Thompson, An Introduction to Greek and Latin Paleography, Oxford, 1912 (udvidelse af hans Handbook med stærkt forbedrede faksimiler, bedre behandling af papyri og en god praktisk bibliografi over palæografi); F. G. Kenyon, The Paleography of Greek Papyri, Oxford, 1899, 8vo; Ludwig Mitteis og Ulrich Wilcken, Grundzuge und Chrestomathie der Papyruskunde, Leipzig, 1912, 2 bind i 4 (emneområdets encyklopædi); Theodor Birt, Das antike Buchwesen, Berlin, 1882; samme, Die Buchrolle in der Kunst, Leipzig, 1907 (af største nytte, især med hensyn til illustrationer og henvisninger); E. S. Roberts, Greek Epigraphy, del I, "The Archaic Inscriptions and the Greek Alphabet," Cambridge, 1887, 8vo; Karl Dziatzko, Untersuchungen uber ausgewahlte Kapitel des antiken Buchwesens, Leipzig; 1900; Ernest Christian Wilhelm Wattenbach, Das Schriftwesen im Mittelalter, Leipzig, 1896 (har en vældig mængde originale citater fra autoriteter).

Kilder til den nyeste litteratur:

W. Weinberger, "Beitrage zur Handschriftenkunde," Sitzungsber. Akad. Wien, 159, 161 (1908-9), s. 79-195; Zentralblatt f. Bibliothekswesen, Leipzig (månedlig); Hortzschansky, Bibliographie des .... Buchwesens (årlig sammenfatning af Zentralblatt-materialet).

Om indre skrivning se moderne almene psykologier og bøgerne og artiklerne i Rands bibliografiske supplement til Baldwins Dictionary of Psychology. Om fortsat litteratur se Psychological Index. Om forskellige aspekter af skrift se også bøger om almindelig bibelsk arkæologi (f.eks. Nowack og Benzinger), almene indledninger og artikler om "Alfabet," .... "Bog," "Bibliotek," "Håndskrifter," "Tekstkritik" og andre særlige emner i dette eller andre bibelske og almene leksika.

E. C. Richardson