sur'-pent:

1. Almindeligt:

Slanger er ikke særlig talrige i Israels land, men de nævnes ofte i Bibelen. På hebraisk findes der 11 navne. Det Nye Testamente har fire græske navne, og Septuaginta bruger to af disse og desuden tre andre samt flere sammensatte udtryk, såsom ophis petamenos, "flyvende slange," ophis thanaton, "dødelig slange," og ophis daknon, "bidende" eller "stikkende slange." Trods dette store ordforråd er det umuligt tilfredsstillende at identificere en eneste art. Næsten hver henvisning angiver eller antyder giftige egenskaber, og i intet tilfælde findes der så meget som et vink om, at en slange kan være ufarlig, undtagen i flere udtryk, der henviser til tusindårsriget, hvor deres harmløshed ikke er naturlig, men mirakuløs. På arabisk findes der et snes eller flere navne på slanger, men meget få af dem bruges på nogen bestemt måde. Det er måske for meget at sige, at indbyggerne i Syrien og Israels land anser alle slanger for at være giftige, men de skelner ikke klart mellem de ugiftige, og der er flere almindelige og velkendte arter, som overalt menes at være giftige, skønt de i virkeligheden er ufarlige. Af næsten 25 arter, som med sikkerhed vides at findes i Syrien og Israels land, er fire dødeligt giftige, fem er noget giftige, og resten er fuldstændig ufarlige. Med undtagelse af qippoz, "pilslange" (Es 34,15), som sandsynligvis er navnet på en fugl og ikke på en slange, forekommer hvert eneste af de hebraiske og græske navne i passager, hvor en giftig karakter er udtrykt eller antydet. De dødeligt giftige slanger har store, gennemborede gifttænder, der sidder forrest i overkæben, et effektivt apparat som en injektionssprøjte til at føre giften ind i sårets dyb. Hos de noget giftige slanger sidder gifttænderne mindre gunstigt, længere tilbage, næsten under øjet. Desuden er de mindre og er blot furede på forsiden i stedet for at være gennemborede. Alle slanger, bortset fra nogle få, som næsten eller helt mangler tænder, har talrige små, bagudkrummede tænder til at fastholde og hjælpe med at sluge byttet, som som regel kommer ned i maven, mens det endnu lever; kæbernes særlige bygning og fraværet af et brystben gør det muligt for slanger at sluge dyr, som overstiger deres egen krops almindelige størrelse.

2. Slanger i Israels land og Syrien:

Følgende liste omfatter alle de slanger, som med sikkerhed vides at findes i Israels land og Syrien, idet navnene på flere, som er blevet rapporteret, men hvis forekomst ikke synes at være tilstrækkeligt bekræftet, er udeladt. Hver arts udbredelsesområde angives.

(1) Ufarlige slanger.

Typhlops vermicularis Merr., Grækenland og Sydvestasien; T. simoni Bttgr., Israels land; Eryx jaculus L., Grækenland, Nordafrika, Central- og Sydvestasien; Tropidonotus tessellatus Laur., Central- og Sydøsteuropa, Central- og Sydvestasien; Zamenis gemonensis Laur., Central- og Sydøsteuropa, græske øer, Sydvestasien; Z. dahlii Fitz., Sydøsteuropa, Sydvestasien, Nedre Egypten; Z. rhodorhachis Jan., Egypten, Sydvestasien, Indien; Z. ravergieri Menatr., Sydvestasien: Z. nummifer Renss., Egypten, Syrien, Israels land, Cypern, Lilleasien; Oligodon melanocephalus Jan., Syrien, Israels land, Sinaj, Nedre Egypten; Contia decemlineata D. and B., Syrien, Israels land; C. collaris Menerr., græske øer, Cypern, Lilleasien, Syrien, Israels land; C. rothi Jan., Syrien, Israels land; C. coronella Schleg., Syrien, Israels land

(2) Noget giftige slanger.

Tarbophis savignyi Blgr., Syrien, Israels land, Egypten; T. fallax Fleischm., Balkanhalvøen, græske øer, Cypern, Lilleasien, Syrien, Israels land; Coelopeltis monspessulana Herre., Middelhavslandene, Kaukasus, Persien; Psammophis schokari Forsk., Nordafrika, Sydvestasien; Micrelaps muelleri Bttgr., Syrien, Israels land

(3) Dødeligt giftige slanger.

Vipera ammodytes L., Sydøsteuropa, Lilleasien, Syrien; Vipera lebetina L., Nordafrika, græske øer, Sydvestasien; Cerastes cornutus Forsk., Egypten, Sinaj, Arabien; Echis coloratus Gthr., det sydlige Israels land, Arabien, Sokotra.

Til denne liste bør føjes scheltopusik, et stort slangelignende, lemløst firben, Ophiosaurus apus, som lever i Sydøsteuropa, Lilleasien, Persien, Syrien og Israels land, og som, skønt det er fuldstændig ufarligt, almindeligvis regnes sammen med hugorme.

Af alle disse er den almindeligste Zamenis nummifer, arabisk `aqd-ul-jauz, "valnøddesnor," en hidsig, men ugiftig slange, som når en længde på en meter. Dens grundfarve er bleggul, og den har en dorsal række af tydelige, diamantformede, mørke pletter. Skiftevis med pletterne i rygrækken findes på hver side to laterale rækker af mindre tydelige mørke pletter. Den anses overalt for at være dødelig. En anden almindelig slange er Zamenis gemonensis, arabisk chanash, som når en længde på to meter. Den er sædvanligvis sort og ligner meget den amerikanske sorte slange, Zamenis constrictor. Som alle arter af Zamenis er disse ufarlige. Andre almindelige ufarlige slanger er Zamenis dahlii, Tropidonotus tessellatus, som ofte findes i damme og vandløb, Contia collaris, Oligodon melanocephalus, en lille, næsten tandløs slange med kulsorte isse.

Blandt de noget giftige slanger er en meget almindelig art Coelopeltis monspessulana, arabisk al-chaiyat ul-barshat, som er omkring to meter lang, lige så stor som den sorte slange. Den er ensartet rødbrun ovenpå, lysere nedenunder. En anden er Psammophis schokari. Arabisk an-nashshab, "pilen." Den er omkring en meter lang, slank og hvid med mørke striber. Der fortælles mange vidunderlige og helt usandsynlige historier om dens springevner, som for eksempel at den kan skyde gennem luften mere end hundrede fod og trænge ind i et træ som en riffelkugle.

Den almindeligste af de dødeligt giftige slanger er Vipera lebetina, som bliver en meter lang, har en tyk krop, en kort hale, et bredt hoved og en smal hals. Den er plettet nogenlunde som Zamenis nummifer, men pletterne er mindre regelmæssige og tydelige, og grundfarven er grå snarere end gul. Den synes ikke at have noget særskilt navn. Cerastes cornutus, som har to små horn, der er omdannede skæl, over øjnene, er en lille, men farlig hugorm og findes i syd. Ikke alene er arterne af giftige slanger færre end de ikke-giftige arter, men individerne synes også at være mindre talrige. Det store flertal af de slanger, man støder på, er harmløse.

3. Navne:

Som nævnt ovenfor bruges alle de hebraiske og græske navne, undtagen qippoz, som kun forekommer i Es 34,15, om slanger, der faktisk eller angiveligt er giftige. Denne mangel på skelnen mellem giftige og ikke-giftige arter gør bestemmelsen af arten vanskelig. Desuden er kun få af de hebraiske navne afledt af rødder, hvis betydning er klar, og der er kun ringe tydelig forbindelse til arabiske navne.

(1) Det almindeligste hebraiske ord er nachash, som forekommer 31 gange og synes at være et generisk ord for slange. Selv om det ikke altid klart betegner en giftslange, gør det det ofte: fx Sl 58,4; Sl 140,3; Ordsp 23,32; Præd 10,8; Præd 10,11; Es 14,29; Jer 8,17; Am 5,19. Ifølge BDB kommer det måske fra et lydmalende nachash, »at hvæse«. Det kan være beslægtet med det arabiske chanash, som betyder »slange« i almindelighed, eller især den sorte slange. Sammenlign Ir-nahash (1 Krøn 4,12); Nahash

(a) (1 Sam 11,1; 2 Sam 10,2),

(b) (2 Sam 17,27),

(c) (2 Sam 17,25); også nechosheth, »kobber« eller »bronze«; og nechushtan, »Nehushtan«, kobberslangen (2 Kong 18,4). Men BDB afleder de to sidste ord af en anden rod.

(2) saraph, tilsyneladende af saraph, »at brænde«, bruges om ørkenens ildslanger. I 4 Mos 21,8 forekommer det i ental: »Lav dig en ildslange, og sæt den på en stang.« I 21,6 har vi ha-nechashim ha-seraphim, »ildslanger«; i 5 Mos 8,15 det samme i ental: nachash saraph, også oversat »ildslanger«; i Es 14,29; Es 30,6 har vi saraph me`opheph, »flyvende ildslange«. Det samme ord i flertal, seraphim, oversættes »serafer« i Es 6,2; Es 6,6.

(3) tannin, andre steder »drage« eller »havuhyre« (se dette), bruges om de slanger, som Arons og troldmændenes stave blev forvandlet til (2 Mos 7,9; 2 Mos 7,10; 2 Mos 7,12), idet disse slanger betegnes med nachash i 2 Mos 4,3; 2 Mos 7,15. Tannin gengives »slange« (KJV »drage«) i 5 Mos 32,33, »Deres vin er slangers gift«, og Sl 91,13, »Løveungen og slangen skal du træde under fode.« På den anden side synes nachash i tre passager at henvise til et mytisk væsen eller en drage: »Hans hånd har gennemboret den hurtige slange« (Job 26,13); »På den dag vil Jahve ... straffe Leviatan, den hurtige slange, og Leviatan, den bugtede slange« (Es 27,1); »... selv om de skjuler sig for mit blik på havets bund, dér vil jeg befale slangen, og den skal bide dem« (Am 9,3).

(4) zochale oversættes »krybende ting« i 5 Mos 32,24 (KJV »slanger«) og i Mika 7,17 (KJV »orme«).

(5) `akhshubh forekommer kun i Sl 140,3, hvor det oversættes »adder«; Septuaginta aspis, Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) aspis), »hugormegift er under deres læber«. Det er blevet foreslået (BDB), at læsemåden bør være `akkabhish, »edderkop« (se dette). Parallelordet i den foregående linje er nachash.

(6) pethen, ligesom de fleste af de andre navne et ord med usikker etymologi, forekommer 6 gange, og det oversættes »asp«, undtagen i Sl 91,13: »Du skal træde på løven og hugormen.« Ifølge Liddell og Scott er aspis navnet på den egyptiske kobra, Naia haje L., som ikke er medtaget under (2) ovenfor, fordi det ikke med sikkerhed fremgår, at den fandtes i Israels land. Navnet »adder« anvendes om forskellige slanger, som alle måske kan antages at være giftige, men hvoraf nogle faktisk er harmløse. Aspis forekommer i Rom 3,13 i en parafrase af Sl 140,3 (se (5) ovenfor); det forekommer hyppigt, men ikke konsekvent, i Septuaginta for (2), (5), (6), (7), (8) og (10).

(7) tsepha` forekommer kun i Es 14,29, hvor det oversættes »adder« (KJV »cockatrice«, English Revised Version »basilisk«, Septuaginta ekgona aspidon, Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) regulus). Roden tsapha`, til (7) og (8), kan være et lydmalende ord, der betyder »at hvæse« (BDB).

(8) ..., eller tsiph`oni, forekommer i Ordsp 23,32: »Til sidst bider den som en slange (nachash) og stikker som en hugorm« (tsiph`oni). I Es 11,8; Es 59,5 og Jer 8,17 har American Standard Revised Version »adder«, mens KJV har »cockatrice«, og English Revised Version har »basilisk«.

(9) shephiphon forekommer kun i 1 Mos 49,17:

»Dan skal være en slange (nachash) på vejen,

En hugorm (shephiphon) på stien,

Som bider hestens hæle,

Så dens rytter falder bagover.«

Dette er blevet anset for at være Cerastes cornulus, på Tristrams (NHB) autoritet; han siger, at når den ligger på stien, vil den angribe den forbipasserende, mens de fleste slanger vil glide bort, når et menneske eller et stort dyr nærmer sig. Han tilføjer, at hans hest blev meget forskrækket ved at se en af disse slanger rullet sammen i et kamelfodspor. Ordet er måske beslægtet med det arabiske siff eller suff, som betegner en plettet og dødelig slange.

(10) 'eph'eh, findes i Job 20,16; Es 30,6; Es 59,5, og i de engelske bibeloversættelser oversættes det konsekvent med »viper« (hugorm). Det er det samme som det arabiske 'af`a, som sædvanligvis oversættes »viper«, skønt forfatteren aldrig har fundet nogen, der kunne sige, hvilken slange navnet betegner. På arabisk, ligesom på hebraisk, forstås der altid en giftig slange.

(11) qippoz, American Standard Revised Version »dart-snake«, English Revised Version »arrowsnake«, King James Version »great owl«, kun i Es 34,15: »Dér skal pileslangen bygge sin rede og lægge æg og udruge dem og samle dem under sin skygge; ja, dér skal glenterne samles, hver med sin mage.« Dette er det afsluttende vers i en levende skildring af Edoms ødelæggelse. Gengivelserne »dart-snake« og »arrowsnake« hviler på Bocherts autoritet, men Septuaginta har echinos, »pindsvin«, og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) ericeus, »pindsvin«. King James Versions gengivelse »great owl« synes at være at foretrække frem for de andre, fordi ordene »bygge sin rede og lægge æg og udruge dem og samle dem under sin skygge« som helhed er ganske uanvendelige om et pattedyr eller et krybdyr. Afledningen fra qaphaz (jf. arabisk qafaz), »at springe«, »at fare frem«, passer ganske vist på en slange og ikke på et pindsvin, men kan også passe på en ugle. Endelig er det næste ord i Es 34,15 »glenter«, dayyoth; jf. arabisk chida'at.

Se BITTERN; OWL; PORCUPINE.

(12) ophis, en almindelig betegnelse for »slange«, forekommer i talrige steder i Det Nye Testamente og Septuaginta og svarer nogenlunde til nachash.

(13) aspis, forekommer i Det Nye Testamente kun i Rom 3,13 parallelt med Sl 140,3. Se under (5) `akhshubh og (6) pethen. Det findes i Septuaginta for disse ord og også for 'eph`eh (Es 30,6).

(14) echidna, forekommer i ApG 28,3: »En hugorm kom ud ... og bed sig fast i hans (Paulus') hånd«, og 4 gange i udtrykket »afkom (King James Version »generation«) af hugorme«, gennemata echidnon (Matt 3,7; Matt 12,34; Matt 23,33; Luk 3,7). Den beslægtede (maskuline?) form echis forekommer i Sirak 39,30, Revised Version (British and American) »adder«.

(15) herpeton, »krybende dyr«, King James Version »serpent«, findes i Jak 3,7.

At de forskellige hebraiske og græske navne bruges uden klar skelnen, ses af flere eksempler på brugen af to forskellige navne i parallelle udtryk:

»Deres gift er som slangens (nachash) gift;

De er som den døve giftslange (pethen), der stopper sit øre til« (Sl 58,4).

»De har hvæsset deres tunge som en slange (nachash); giftslangers (`akhshubh) gift er under deres læber« (Sl 140,3).

»For se, jeg sender slanger (nechashim), giftslanger (tsiph`onim), iblandt jer, som ikke lader sig besværge; og de skal bide jer, siger Jahve« (Jer 8,17).

»De skal slikke støvet som en slange (nachash); som jordens krybende dyr (zohale 'erets) skal de komme skælvende ud af deres skjulesteder« (Mika 7,17).

»Han skal suge giftslangers (pethen) gift; hugormens ('eph`eh) tunge skal dræbe ham« (Job 20,16).

»Deres vin er slangers (tanninim) gift og giftslangers (pethanim) grusomme gift« (5 Mos 32,33).

»Og pattebarnet skal lege ved giftslangens (pethen) hul, og det afvænnede barn skal række sin hånd ind i giftslangens (tsiph`oni) bo« (Es 11,8).

Se også (8) og (9) ovenfor.

4. Billedligt:

De fleste bibelske henvisninger til slanger er af billedlig art, og de antyder sædvanligvis giftige egenskaber. De onde (Sl 58,4), forfølgeren (Sl 140,3) og fjenden (Jer 8,17) sammenlignes med giftslanger. Vinens virkninger sammenlignes med slangers bid (Ordsp 23,32). Satan er en slange (Ordsp 3; Åb 12,9; Åb 20,2). Udtrykket »hugormeyngel« anvendes af Johannes Døber om farisæerne og saddukæerne (Matt 3,7) eller om skarerne (Luk 3,7), som kom for at høre ham; og af Jesus om de skriftkloge og farisæerne (Matt 12,34; Matt 23,33). Dan er en »slange på vejen ... der bider hesten i hælene« (1 Mos 49,17). Slanger hører til ørkenens rædsler (5 Mos 8,15; Es 30,6). Blandt de tegn, der skal ledsage de troende, er, at »de skal tage slanger op« (Mark 16,18; jf. ApG 28,5). Om den, der stoler på Jahve, siges det:

»Du skal træde på løve og giftslange;

ungløve og slange skal du trampe under fod« (Sl 91,13).

I tusindårsriget skal »pattebarnet lege ved giftslangens hul, og det afvænnede barn skal række sin hånd ind i giftslangens bo« (Es 11,8). Slangen er listig (1 Mos 3,1; 2 Kor 11,3); klog (Matt 10,16); forbandet (1 Mos 3,14); æder støv (1 Mos 3,14; Es 65,25; Mika 7,17). Giftslangen er døv (Sl 58,4). Slangen lurer på uventede steder (1 Mos 49,17; Præd 10,8; Am 5,19). Slanger kan besværges (Sl 58,5; Præd 10,11; Jer 8,17). Blandt fire underfulde ting er »en slanges vej på en klippe« (Ordsp 30,19).

Alfred Ely Day