shur, shoor (shur; Sour): Navnet på en ørken øst for Suezbugten. Ordet betyder en »mur« og kan sandsynligvis henvise til bjergmuren ved Tih-plateauet, sådan som den ses fra kystsletterne. I 1 Mos 16,7 siges Hagar ved Kadesh (`Ain Qadis) (se 16,14) at have været »på vejen til Shur«. Abraham boede også »mellem Kadesh og Shur« (1 Mos 20,1). Shurs beliggenhed defineres (1 Mos 25,18) som værende »over for Egypten på vejen til Assyrien«. Efter at have krydset Det Røde Hav (2 Mos 15,4) kom hebræerne ind i Shur-ørkenen (2 Mos 15,22), som strakte sig sydpå en afstand af tre dagsrejser. Den nævnes igen (1 Sam 15,7) som liggende over for Egypten og (1 Sam 27,8) som nær Egypten. Der er således ingen tvivl om dens beliggenhed øst for Det Røde Hav og De bitre Søer.

Brugsch foreslog imidlertid at betragte Shur (»muren«) som svarende til det egyptiske anbu (»mur«), navnet på en befæstning af en eller anden art, tilsyneladende nær Kantarah] (se Migdol (2)), som sandsynligvis spærrede indgangen til Egypten på vejen fra Pelusium til Zoan. Udstrækningen af denne »mur« er ukendt, men Brugsch forbinder den med den mur, der nævnes af Diodorus Siculus (i.4), som skrev omkring 8 f.Kr., og som tilskrev den Sesostris (sandsynligvis Ramses II), der forsvarede »Egyptens østside mod syrernes og arabernes indfald ved en mur, der var trukket fra Pelusium gennem ørkenerne helt til Heliopolis, over en strækning på 1.500 stadier.« Heliopolis ligger 90 miles (ikke 188) sydvest for Pelusium: denne mur, hvis den overhovedet fandtes, ville have løbet langs kanten af den ørken, der strækker sig nord for Wady Tumeilat fra Kantarah] til Tell el-Kebir; men denne linje, ved Goshens grænser, ligger tydeligvis alt for langt mod vest til at have nogen forbindelse med Shur-ørkenen øst for Suezbugten. Se Budge, Hist. Egypt, 90; Brugsch, Egypt under the Pharaohs, forkortet udgave, 320.

C. R. Conder