ste'-vn (Stephanos, "krone" (ApG 6,5-8)):

1. Hans personlige forudsætninger

2. Hans karakter og virksomhed

3. Hans undervisning

4. Hans anklage for Sanhedrinet

5. Hans forsvarstale for Sanhedrinet

(1) Personligt forsvar

(2) Forsvar for hans undervisning

6. Stefanus' martyrdød

LITTERATUR

Bedst kendt som den kristne kirkes protomartyr, der indledte forfølgelsernes heroiske periode. Han fortjener også at blive kaldt kristendommens første store apologet, eftersom det var dette, der førte til hans død som martyr (omkring 36 eller 37 e.Kr.).

1. Hans personlige forudsætninger:

Som hans navn og hans forbindelser i menigheden i Jerusalem synes at antyde (ApG 6,3), var han hellenist, dvs. en græsktalende jøde. Således tilhørte han den klasse af jøder, der sædvanligvis boede uden for Israels land, og som, skønt de adskilte sig fra den ortodokse jøde i landet ved et bredere syn på livet som følge af en mere liberal uddannelse, ikke desto mindre var jøder; det oprindelige jødiske element var fremherskende i deres karakter, og de kunne i sandhed være sande israelitter, sådan som Stefanus var. Om hans omvendelse til kristendommen ved vi intet, skønt der findes en tradition om, at han var blandt de Halvfjerds. Ligesom Stefanus ved sit liv og sin gerning markerer en overgangsperiode i den tidlige kristne kirkes udvikling, er hans navn også knyttet til et vigtigt nyt skridt inden for selve menighedens organisation, nemlig indstiftelsen af De Syvs embede (ApG 6,1), som fik betroet forvaltningen af hjælpearbejdet i menigheden i Jerusalem--grundlaget for diakonatet (Iren., Haer., i.26; Cyprian, Epist., iii.3). Af de syv mænd, alle hellenister, der blev valgt til dette embede i anledning af en klage fra de hellenistiske kristne i menigheden i Jerusalem mod de hebraiske kristne, nemlig at deres enker blev forfordelt ved uddelingen af almisser, er Stefanus, som står øverst på listen, langt den mest fremtrædende.

2. Hans karakter og virksomhed:

Stefanus opfyldte mere end kravene til det embede, som han blev valgt til (ApG 6,3); beretningen karakteriserer ham som "en mand fuld af tro og af Helligånden" (ApG 6,5), dvs. af en begejstret tro og af en dyb åndelighed, og hans virksomhed var ikke begrænset til hans embedes funktioner; faktisk siges der intet om den måde, hvorpå han opfyldte sit embedes pligter, skønt han uden tvivl opfyldte dem trofast. Beretningen gør det derimod meget klart, at Stefanus' betydning lå i hans virksomhed som prædikant, et vidne for Kristus; det er denne virksomhed, der har givet ham den plads, han har i historien (ApG 22,20). I sig selv er det ikke overraskende, for i den tidlige kristne kirke var enhver kristen straks et vidne for Kristus, og lægmandsforkyndelse var almindelig. De Syv var fra begyndelsen beskæftiget med i det væsentlige åndeligt arbejde, ligesom også det senere diakonat var engageret i noget ganske andet end blot organisering af velgørenhed. Men Stefanus var særlig kvalificeret til dette høje arbejde, idet han af Helligånden var blevet udrustet med apostolske gaver, ikke blot forkyndelsens gave, men også den at gøre undere (ApG 6,8). I sine friere synspunkter på jødisk lov og skikke, som skyldtes hans dybere opfattelse og bedre forståelse af kristendommens væsen, overgik han endda apostlene.

3. Hans undervisning:

Han sprængte jødedommens bånd, som de andre apostle stadig var bundet af, ved at lære, at templet og Moseloven var forgængelige, og at kristendommen var bestemt til at afløse jødedommen (ApG 6,14). Disse friere synspunkter hos Stefanus, skønt de muligvis kan tilskrives hans hellenske dannelse, var bestemt ikke af hellenistisk oprindelse, for netop deres fremsættelse var det, der bragte ham i strid med de hellenistiske synagoger i Jerusalem. Selv om hellenisten fritog sig selv for at holde alle de farisæiske tillæg til loven, betragtede han altid Moseloven og templet i Jerusalem lige så højt som jøden i Israels land. Selv Filon karakteriserer Moseloven, til forskel fra andre folkeslags love, som fast, urokkelig og uforanderlig, idet han stiller den på linje med naturens love. Den sande kilde til Stefanus' friere syn på Moseloven og templet var Kristi egen undervisning; Stefanus viste en vidunderligt modnet forståelse af den, som kun fik sin parallel hos Paulus nogen tid senere. Kristi ord om templet (Joh 4,20-24; Mark 13,2) førte ikke blot Stefanus til at se, at den sande tilbedelse af Gud ikke var begrænset til templet, men åbnede også hans øjne for denne tilbedelses rent formelle karakter på den tid; langt fra at være sand tilbedelse var den blevet til blot ceremonivæsen (Mark 7,6), og i Kristi ord (Joh 2,19) så han en antydning af det nye tempel, som skulle træde i det gamles sted. Således kan også hans opfattelse af Moselovens forbigående karakter føres tilbage til Kristi undervisning om sabbatten, renselseslovene, lovens opfyldelse og datidens jødiske skikke (Matt 5,20) og om en bedre retfærdighed end farisæernes og de skriftkloges (Matt 9,16). Ligesom Kristus var blevet draget ind i strid med farisæere og skriftkloge på grund af disse friere synspunkter, og ligesom hans ord om templet blev brugt til at forme anklagen mod ham under hans retssag, sådan skete det også i Stefanus' tilfælde. Han tøvede ikke med at forkynde sine synspunkter, idet han valgte de hellenistiske synagoger til dette formål, og han blev snart indviklet i stridssamtaler dér. Men, som beretningen siger, hans modstandere "kunne ikke stå sig imod den visdom", dvs. bedre forståelse, overbevisende kundskab, "og den Ånd", dvs. den dybe alvor og åndelighed, "som han talte ved" så overbevisende (ApG 6,10; Matt 10,19; Matt 10,20). Da de så sig slået, tog de deres tilflugt til den uværdige metode at erklære ham for en gudsbespotter og en kætter ved at bruge de samme urene midler, som Jesu fjender havde grebet til: at bestikke falske vidner til sammensværgelsen, ophidse folket imod ham, appellere til deres jødiske fordomme og til de skriftkloge og de ældste, medlemmer af Sanhedrinet, og således til sidst få ham stillet for retten.

4. Hans anklage for Sanhedrinet:

Den anklage, de fremførte imod ham ved at føre falske vidner frem, omfattede en dobbelt sigtelse: én mod hans person, en sigtelse for bespottelige ord mod Moses, hvilket også ville gøre ham til en gudsbespotter, og én mod hans lære, hvor han blev anklaget for revolutionære og radikale udtalelser om templet og loven. (jf. Mark 14,58; Mark 13,2; Mark 15,29). "Moses' skikke" (ApG 6,14) var de ordninger, som kendetegnede jøderne, og som stammede fra Moses. Ved hans henvisning til "dette sted" og "disse skikke" forstod man Stefanus sådan, at han hentydede til templets ødelæggelse og lovens ændring; kristendommen sigtede dermed ikke blot mod at omstyrte jødernes religion, men mod selve afslutningen på deres nationale eksistens.

Anklagen mod Stefanus' person var en grundløs beskyldning. Der var ingen gudsbespottelse fra Stefanus' side, undtagen ved fordrejning af hans ord. Anklagen mod hans lære var både falsk og sand. Den var falsk som en underforstået antydning af, at han angreb templets og Moselovens guddommelige oprindelse og karakter, men den var sand for så vidt som han opfattede begge som kun af midlertidig natur og tjenende et blot foreløbigt formål, hvilket, som vi har set, udgjorde det særlige ved hans lære. Ligesom dommeren, Pontius Pilatus, i retssagen mod Kristus læste sin sande dom, "Jeg finder ingen skyld hos ham," skrevet i hans ansigt og hele fremtræden, således fortæller beretningen her, at Stefanus' dommere, "alle, som sad i rådet .... så hans ansigt som en engels ansigt" (ApG 6,15; 2 Kor 3,18); som om Stefanus til gendrivelse af anklagen mod ham modtager det samme tegn på guddommelig gunst, som var blevet givet Moses. Det er en betydningsfuld kendsgerning, at Stefanus ikke blev stillet for Sanhedrinet som nazaræer, skønt det i grunden var den virkelige årsag til hans anklage. Således var også hans forsvarstale for Sanhedrinet, selv om Jesu navn ikke blev nævnt før til allersidst, i virkeligheden et stort forsvarsskrift for Kristus.

5. Hans forsvarstale for Sanhedrinet:

Mens forsamlingen var grebet af ærefrygt over beviset på en enestående uskyld og hellighed, skrevet på Stefanus' ansigt (ApG 6,15), brød ypperstepræstens spørgsmål "Forholder dette sig sådan?" ind i stilheden. Det fremkaldte hos Stefanus den mesterlige forsvarstale, som, så ophøjet i form og indhold og fri for al kunstlethed, hører til den højeste form for talekunst, kendetegnet ved sin dybe, alvorlige og ægte åndelighed, den slags talekunst, som de store taler af vor egen martyr Lincoln var forbilleder på. Den er ikke så meget et forsvar for ham selv som et storslået forsvarsskrift for den sag, Stefanus repræsenterer.

Talen begynder med at nævne »herlighedens Gud« og slutter med et syn af selve denne herlighed; den er en vidunderlig apoteose af nazaræerens ydmyge sag, den begejstrede hyldest fra dens første store martyr, fremført ansigt til ansigt med døden. Indholdet af hans tale er en gennemgang af de mest markante faser i jødisk historie i fortiden, men læst ud fra synspunktet om dens virkninger i nutiden – gamle kendsgerninger fortolket af en åndsfyldt Kristi discipel. Den er i virkeligheden en filosofi over Israels historie og religion, og for så vidt var den et novum. Det nye træk, den frembringer, er således dens filosofi over denne historie, som kunne kaldes den kristne filosofi over jødisk historie. Idet han appellerer til deres fornuft, fremkalder han billede efter billede fra Abraham til Moses; talen viser levende den guddommelige åbenbarings kontinuitet og fremadskriden, som nåede sit højdepunkt i Jesus fra Nazaret, den samme tanke som den, Kristus udtrykker i Matt 5,17 om den grundlæggende overensstemmelse mellem Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes åbenbaring.

Den følelsesmæssige appel ligger i den ærbødige og følsomme måde, hvorpå han behandler den historie, der var hellig for dem alle. Den stærke appel til viljen fremsættes ved at fremholde Moses’ skikkelse, lovens forbillede, i dens vitale betydning, på en sådan måde at den lidenskabeligt anvendes på det grundlæggende forhold mellem Guds plan og menneskelig handlemåde. Stefanus’ mål var således at påpege for sine tilhørere den sande betydning af jødisk historie og jødisk lov med henblik på nutiden, dvs. på en sådan måde at de bedre kunne forstå og bedømme nutiden og indrette deres handlemåde derefter. Deres kendskab til jødisk historie og jødisk religion, sådan som han ville formidle det til dem, ville tvinge dem til at frikende ham for anklagen imod ham som gudsbespotter og falsk lærer.

I overensstemmelse med anklagen imod ham var hans forsvar dobbelt: personligt forsvar og forsvar for hans lære.

(1) Personligt forsvar

Anklagen om gudsbespottelse imod Gud og foragt for loven afvises indirekte ved hele talens tone. De høflige og samtidig indtagende udtryk i Stefanus’ tiltale (ApG 7,2) til rådet, og udtrykkene »vore fædre« og »vor slægt« i ApG 7,2; ApG 7,19, hvormed han nøje forbinder sig med sine tilhørere, hans erklæring om Jahves guddommelige majestæt, hvormed talen indledes (7,2), om den forsynsmæssige ledelse af patriarkerne (7,8.10), hans anerkendelse af Det Gamle Testamentes institutioner som guddommeligt forordnede (7,8), hans henvisning til lovens guddommelige stadfæstelse og dens fordømmelse af dem, der ikke havde holdt den (7,53), ved slutningen af hans tale, viser klart hans ærbødighed, ikke blot for den jødiske slægts tidligere historie, men også for dens hellige skrifter og alle dens religiøse institutioner. Det gør det hævet over enhver tvivl tydeligt, hvor ubegrundet anklagen om gudsbespottelse imod ham var. Ikke ugudelighed eller letsindighed hos Stefanus, men en anden årsag, må derfor ligge bag forskellen mellem ham og hans modstandere. Hvad den er, viser Stefanus selv umiskendeligt i den anden del af sit forsvar.

(2) Forsvar for hans lære

De grundlæggende forskelle mellem Stefanus og hans modstandere lå, som det fremgår af hele talens tone, retning og formål, i at han bedømte Det Gamle Testamentes historie ud fra det profetiske synspunkt, som Jesus også havde sluttet sig til, mens hans modstandere repræsenterede det legalistiske synspunkt, så karakteristisk for jødisk tænkning på den tid. Betydningen af denne forskel bekræftes af den kendsgerning, som Stefanus’ gendrivelse drejer sig om, nemlig den kendsgerning, bevist af fortidens historie, at den guddommelige åbenbarings udvikling og den jødiske nations udvikling langt fra at følges ad bevæger sig ad afvigende linjer på grund af en tilbøjelighed til stædig ulydighed hos deres fædre, og at det derfor ikke var ham, men dem, der var ulydige mod den guddommelige åbenbaring. På mesterlig vis vender Stefanus således anklagen om antinomisme og anti-mosaisme, som blev rettet imod ham, til en modanklage om ulydighed mod den guddommelige åbenbaring, som hans tilhørere stod skyldige i i nutiden, ligesom deres fædre havde gjort i fortiden. I denne forstand er Stefanus’ tale et storslået forsvar for den kristne sag, som han repræsenterede, eftersom den klart viser, at den nye religion kun var den guddommeligt bestemte udvikling af den gamle og ikke stod i modsætning til den.

Talens hovedargumenter kan sammenfattes således:

(a) Guds selvåbenbaring for Israel, idet han åbenbarede sin pagt og sin vilje, var på ingen måde bundet til én helligdom og formidlet til én enkelt person (Moses), men begyndte længe før Moses og længe før der fandtes et tempel. Den var således gradvis, og da den var begyndt før Moses, blev den ikke fuldendt af ham, som det fremgår af hans egne ord: »En profet skal Gud oprejse for jer blandt jeres brødre, ligesom mig« (ApG 7,2-37).

(b) De jøder, som disse åbenbaringer blev givet til, havde langt fra været taknemmelige på alle trin af deres historie; de havde været langsomme til at tro og forstå dem, fordi de »ikke ville være lydige« (ApG 7,39; ApG 7,57). De modstod Guds hensigt ved stædigt og hårdnakket at sætte sig imod dem, gennem hvem Gud virkede. Således havde deres fædre vendt sig bort fra Moses netop i det øjeblik, da han modtog Guds største åbenbaring, og i stedet for at adlyde de »levende orakler« (7,38), som han gav dem, vendte de sig til afgudsdyrkelse, som Gud straffede dem for med det babyloniske fangenskab (7,39-43). De havde dræbt profeterne, som havde protesteret imod tempelgudstjenestens døde ritualisme og hævet deres røst til fordel for en sand åndelig tilbedelse, sådan som tabernaklets havde været (7,44-50.52). Denne ulydighedens tilbøjelighed, som var så karakteristisk for folket gennem hele dets historie, fordi de trods den modtagne guddommelige åbenbaring forblev ugenfødte (7,51), nåede sit højdepunkt i den frygtelige forbrydelse: forræderiet og mordet, som den nuværende generation begik mod den »Retfærdige«, hvis komme profeterne havde forudsagt — forkastelsen af Jesus fra Nazaret, hvorved jøderne ikke blot dømte deres nationale eksistens, men også deres tempelgudstjeneste og lovens herredømme til undergang (7,52-6,14).

Selv om Jesu navn ikke blev udtalt af Stefan i hans tale og ikke forekommer før i hans dødsbøn, kunne hans tilhørere ikke undgå at bemærke den skjulte henvisning til ham gennem hele talen og at drage de paralleller, Stefan tilsigtede: Ligesom Josef og Moses, forbilleder på Messias, var blevet forkastet, hånet og mishandlet (ApG 7,9; ApG 7,27; ApG 7,39), før de blev ophøjet til hersker og befrier, sådan var også Jesus blevet afvist af dem.

Højdepunktet i hans tale nås i ApG 7,51-53, da Stefan, idet han afbryder argumentationsrækken, pludselig vender sig direkte mod sine tilhørere, og den anklagede bliver anklageren og beskylder dem åbent for den synd at modstå Helligånden, for mordet på profeterne og den Retfærdige og for vedvarende ulydighed mod loven. Disse ord, som markerer højdepunktet, skønt de sandsynligvis ikke var talens afslutning, drog den moralske slutning i form af den skarpeste irettesættelse og var samtidig profetiske med hensyn til den virkning, talen ville få på hans tilhørere og for ham selv.

6. Stefans martyrdød:

En sådan argumentation og ligefremhed som Stefans kunne kun få ét resultat. Fordomsfulde og rasende, som de var, gjorde Stefans uimodsigelige argumenter, der byggede på deres egne Skrifter, dem vanvittige af raseri, og uden tvivl afbrød de talen med deres tilkendegivelser. Men Stefan, henført af begejstring og inspiration, fik et syn af »Guds herlighed«, som han havde nævnt i begyndelsen af sin tale (ApG 7,2), og af Jesus, hvis sag han så tappert havde forsvaret (ApG 7,55). Stefan, der stod dér med blikket trængende ind i himlen, mens tid og menneskelige begrænsninger syntes udslettet for ham, markerer et af de mest historiske øjeblikke i Israels historie, ligesom hans ord udgør det mest mindeværdige vidnesbyrd, der nogensinde er udtalt til fordel for Kristus: »Se, jeg ser himlene åbnede og Menneskesønnen« — det eneste sted, hvor denne titel udtales af nogen anden person end Jesus — »stående ved Guds højre hånd« (ApG 7,56). Nu kunne forsamlingen ikke længere beherske sit raseri, og katastrofen fulgte straks. I strid med romersk lov og orden greb de Stefan og stenede ham til døde uden at afvente dom over ham, midt i et tumultarisk optrin; det var den straf, der i Moseloven var foreskrevet for en gudsbespotter (5 Mos 17,7; 3 Mos 24,14-16). Denne brug af selvtægt kan være blevet tålt stiltiende af de romerske myndigheder, eftersom handlingen var uden politisk betydning. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de jødiske retsformer blev overholdt, som for at give volden et skær af lovlighed. Derfor blev Stefan ført uden for byen (3 Mos 24,14; jf. Luk 4,29); vidnerne kastede den første sten på ham (jf. 5 Mos 17,7), efter at de havde taget deres yderklæder af og lagt dem ved fødderne af en »ung mand ved navn Saulus« (ApG 7,58) — senere Paulus, nu omkring 30 år gammel — som åbenbart havde ansvaret for hele forløbet.

Stefan døde, som han havde levet, som et trofast vidne om sin Mester, som han bekendte som sådan midt under regnen af sten, der blev slynget mod ham, idet han højt påkaldte hans navn: »Herre Jesus, modtag min ånd« (ApG 7,59; jf. Luk 23,46), og hvis ånd han så ædelt var et eksempel på, da han med en sidste anstrengelse bøjede knæene og »råbte med høj røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd« (ApG 7,60; jf. Luk 23,34). »Og da han havde sagt dette, sov han hen« (ApG 7,60; jf. 1 Kor 1).

Det indtryk, Stefanus' død gjorde, var endnu større end det, hans liv gjorde. Skønt den markerer begyndelsen på den første store forfølgelse af kristne, førte den første kristne martyrs død til den største vinding, kristendommen sandsynligvis nogen sinde har gjort: omvendelsen af Saulus fra Tarsus. Synet af den opstandne og ophøjede Jesus, som blev givet den døende Stefanus, fremstillede kristendommen for Saulus fra Tarsus i et nyt lys og bidrog til at fjerne det, der havde været hans største anstødssten ved den korsfæstede. Denne åbenbaring, sammen med Stefanus' strålende personlighed, vidnesbyrdet fra hans retfærdige liv og den ædle tapperhed i hans ophøjede død, og frem for alt hans bøn i dødsøjeblikket, ramte Saulus' ærlige sjæl med en uimodståelig kraft og førte uundgåeligt til begivenheden ved Damaskus, sådan som Augustin klart erkendte: "Si Stephanus non orasset, ecclesia Paulum non habuisset." Bedømt ud fra sin lære kan Stefanus kaldes Paulus' forløber. Han var en af de første, der fattede den kendsgerning, at kristendommen repræsenterede en ny tingenes orden og som sådan uundgåeligt ville afløse den gamle orden. Således forudgreb hans lære den største strid i det første kristne århundrede, striden mellem jødedom og kristendom, som nåede sit højdepunkt på mødet i Jerusalem og resulterede i den kristne kirkes uafhængighed af den judaistiske lovtrældoms lænker.

LITTERATUR.

R. J. Knowling, "Acts" i Expositor's Greek Testament., II (1900); Feine, PRE3, XIX (1907); Pahncke i Studien u. Krit. (1912), I. S. D. Press