stum (alam, 'illem, ordret "bundet på tungespidsen"; kophos): Bruges både om den fysiske tilstand at være talelos, som regel forbundet med døvhed, eller billedligt om den tavshed, som Guds domme skaber (Sl 39,2-9; Dan 10,15) eller om trykket fra ydre ulykker (Sl 38,13). Som adjektiv bruges det om utilstrækkelige lærere uden åndelig kraft ("stumme hunde", Es 56,10)). Sauls ledsageres tavshed (ApG 9,7) skyldtes skræk; manden uden bryllupskjole var stum, fordi han ingen undskyldning havde (Matt 22,12). Afguderne kaldes stumme, fordi de er magtesløse og voiceless (Hab 2,18; Hab 2,19; 1 Kor 12,2)). Fårenes tavshed foran klipperen er tegn på underkastelse (Es 53,7; ApG 8,32).

Midlertidig stumhed blev pålagt Ezekiel som tegn (3,26; 24,27; 33,22) og som straf for vantro på Zakarias (Luk 1,22)). Der er flere tilfælde optegnet af, at vor Herre helbredte stumme (Matt 15,30; Mark 7,37; Luk 11,14, osv.). Stumhed forbindes ofte med svagsindethed og blev derfor anset for at skyldes dæmonisk besættelse (Matt 9,32; Matt 12,22)). Evangelisterne beskriver derfor helbredelsen af disse som sket ved udrivelse af dæmoner.

Dette bemærkes især i tilfældet med den epileptiske dreng (Mark 9,17)). Døvemandens mand med tale-fejl (Mark 7,32) siges at være helbredt ved at løsne hans tunges snor. Dette betyder ikke nødvendigvis, at han var tungebundet, hvilket er en tilstand, der forårsager lisplen, ikke stammen; han var sandsynligvis en af de døve, som frembringer bavlen, usammenhængende og meningsløse lyde. Jeg så på anstalt i Jerusalem et barn født blind og døv, som selvom stum, frembringer uartikulerede lyde.

I en gammel 14. århundredes psalter bruges "stum" som verbum i Sl 39: "I doumbed and meked and was ful stille."

Alexander Macalister