|| I. SAMUELSBØGERNES PLADS I DEN HEBRAISKE KANON

II. BØGERNES INDHOLD OG DET TIDSRUM, HISTORIEN DÆKKER

III. RESUMÉ OG ANALYSE

1. Samuels liv (1 Samuel 1-15)

2. Sauls regering og død (1 Samuel 16-2 Samuel 1)

3. Davids regering (2 Samuel 2-20)

(1) Davids syv og et halvt års regering over Juda i Hebron (2 Samuel 2,1-5,3).

(2) Davids regering i Jerusalem over det forenede Israel (2 Samuel 5,4-20,26).

4. Tillæg (2 Samuel 21-24)

IV. HISTORIENS KILDER To hovedkilder, indbyrdes uafhængige

V. KILDERNES KARAKTER OG DATERING

VI. GRÆSKE VERSIONER AF SAMUELSBØGERNE

VII. ETISK OG RELIGIØS LÆRE

LITTERATUR

I. Samuelsbøgernes plads i den hebraiske kanon.

I den hebraiske kanon og opregning af Det Gamle Testamentes hellige bøger blev de to Samuelsbøger regnet for én og udgjorde den tredje afdeling af De Tidligere Profeter (nebhi'im ri'shonim). Den ene bog bar titlen »Samuel« (shemu'el), ikke fordi man mente, at Samuel var forfatteren, men fordi hans liv og gerninger udgjorde bogens hovedtema, eller i det mindste hovedtemaet i dens første del. Samuelsbogen var heller ikke adskilt ved nogen reel opdeling i emne eller stilistisk sammenhæng fra Kongebogen, som i originalen udgjorde én bog, ikke to som i den engelske og andre moderne versioner. Historien blev ført videre uden afbrydelse, og beretningen om Davids liv, som var begyndt i Samuel, blev fuldendt i Kongebøgerne. Denne kontinuitet i fortællingen om Israels historie blev gjort tydeligere i Septuaginta, hvor de fire bøger blev samlet under én titel og var kendt som de fire »Rigernes Bøger« (bibloi basileion). Dette navn skyldtes sandsynligvis oversætterne eller de lærde i Alexandria. Opdelingen i fire bøger, men ikke den græske titel, blev derefter overtaget i den latinske oversættelse, hvor Hieronymus' indflydelse dog sikrede, at de hebraiske navne blev genindført: 1 og 2 Samuel samt 1 og 2 Kongebog (Regum). Hieronymus' eksempel blev fulgt overalt, og den firedelte opdeling med de hebraiske titler fik plads i alle senere versioner af Det Gamle Testamentes skrifter. Til sidst blev adskillelsen af både Samuel og Kongebøgerne i hver to bøger også optaget i trykte udgaver af den hebraiske Bibel. Dette skete for første gang i editio princeps af Rabbinerbibelen, trykt i Venedig i 1516-17 e.Kr.

II. Bøgernes indhold og det tidsrum, historien dækker.

Fortællingen i de to Samuelsbøger dækker en periode på omkring hundrede år, fra afslutningen på dommertidens urolige æra til rigets oprettelse og konsolidering under David. Den er derfor en beretning om de nationale og forfatningsmæssige forandringer, som fulgte med denne vækst og udvikling i det nationale liv; ved periodens afslutning fandt israelitterne sig som ét forenet folk under en konges styre, som alle skyldte troskab, og som blev kontrolleret og vejledt af mere eller mindre klart etablerede institutioner og love. Dette kan beskrives som bøgernes generelle formål og hovedtema: at skildre folkets fremgang under guddommelig ledelse til en tilstand af fast velstand og enhed i det lovede land og at fremhæve det teokratiske styre, som var den væsentlige betingelse for Israels liv som Guds folk under alle de skiftende former for tidlig regeringsmagt. Fortællingen samler sig derfor om de tre mænds liv, Samuel, Saul og David, som især var redskaber i oprettelsen af monarkiet, og som mere end nogen andre var årsag til, at Israel kom ud af den nedtrykte og splittede tilstand, som stammerne havde befundet sig i under dommertiden, og kom i besiddelse af et samlet og effektivt nationalt liv. Hvis man derfor ser bort fra den formelle adskillelse i to bøger, opdeles Israels historie, sådan som den fortælles i »Samuel«, mest naturligt i tre dele, efterfulgt af et tillæg, der nedskriver ord og hændelser, som af en eller anden grund ikke havde fået plads i den almindelige fortælling:

A. Samuels liv og styre (1 Sam 1) (død 1 Sam 25,1).

B. Sauls liv, regering og død (1 Sam 1).

C. Davids regering og gerninger frem til nedkæmpelsen af de to oprør, Absaloms og Shebas (2 Sam 2).

D. Tillæg; andre hændelser i Davids regeringstid, navnene på hans fremste krigere og hans So eller lovsang (2 Sam 2).

III. Resumé og analyse.

Det er ikke helt let at give en kort og klar analyse af disse Samuelsbøger. For ligesom i Pentateuken og de tidligere historiske bøger Josva og Dommerbogen findes der gentagelser og tilsyneladende dobbelte beretninger om den samme begivenhed, som griber forstyrrende ind i fortællingens kronologiske udvikling. Selv hovedafsnittene, som anført ovenfor, overlapper til en vis grad.

1. Samuels liv (1 Samuel 1-15):

(1) Hannas besøg i Shilo og løftet om en søns fødsel (1 Sam 1,1-19); Samuels fødsel og fravænning samt hans fremstilling for Eli i Shilo (1 Sam 1,19-28). (2) Hannas sang eller bøn (1 Sam 2,1-10); Samuels tjeneste for præsten Eli (1 Sam 2,11; 1 Sam 2,18-21; 1 Sam 2,26); Elis sønners onde handlinger og advarselen til Eli om følgerne for hans hus (1 Sam 2,12-17; 1 Sam 2,22-25; 1 Sam 2,27-36).

(3) Samuels syn ved helligdommen og hans indsættelse i profetembedet (1 Sam 3,1-4).

(4) Israelitternes nederlag til filistrene, Guds arks erobring, de to Elisønners og Elis egen død (1 Sam 1).

(5) Dagons ydmygelse foran Guds ark i Ashdod; arkens tilbagekomst til Bet-Shemesh med soningsofre i form af guldbuler og guldmus; dens tyveårige ophold i Kirjat-Jearim (1 Sam 5,1-7).

(6) Israels forsamling under Samuel i Mizpa og sejr over filistrene (1 Sam 7,5-14); Samuel indsat som dommer over hele Israel (1 Sam 7,15-17).

(7) Samuels sønner indsættes som dommere og folkets deraf følgende krav om en konge; Samuels advarsel om karakteren hos den konge, de bad om (1 Sam 1).

(8) Sauls søgen efter sin fars bortkomne æsler og møde med Samuel (1 Sam 1).

(9) Saul salves af Samuel til at være fyrste over Israels folk og modtager profetiens gave (1 Sam 10,1-16); den anden folkeforsamling under Samuel i Mispa og valget af Saul til konge (1 Sam 10,17-27).

(10) Sauls sejr over ammonitterne og befrielsen af Jabesh-Gilead (1 Sam 11,1-13); Saul gøres til konge i Gilgal (1 Sam 11,14; 1 Sam 11,15).

(11) Samuels tale til folket i Gilgal, hvor han forsvarer sit eget liv og sin handlemåde og formaner dem til at frygte og tjene Herren (1 Sam 1).

(12) Saul bringer brændofferet i Gilgal i Samuels fravær; filistrenes samling til kamp ved Mikmas; israelitternes mangel på våben af jern (1 Sam 1).

(13) Jonatans overraskelsesangreb på filisterhæren og deres pludselige panik (1 Sam 14,1-23); Sauls ed, som Jonatan uforvarende bryder, og folket redder ham fra de dødelige følger (1 Sam 14,24-45); Sauls sejre over sine fjender på alle sider (1 Sam 14,46-52).

(14) Krig mod Amalek og Sauls ulydighed mod den guddommelige befaling om at udrydde amalekitterne (1 Sam 1).

2. Sauls regering og død (1 Samuel 16-2 Samuel 1):

(1) David salves som Sauls efterfølger (1 Sam 16,1-13); hans indkaldelse til Sauls hof for at optræde som spillemand for kongen (1 Sam 16,14-23).

(2) David og Goliat (1 Sam 1).

(3) Kærligheden mellem David og Jonatan (1 Sam 18,1-4); den førstnævntes fremgang og berømmelse, Sauls jalousi og hans forsøg på at dræbe David (1 Sam 18,5-16; 1 Sam 18,29; 1 Sam 18,30); Davids ægteskab med Sauls datter (1 Sam 18,17-28).

(4) Sauls fornyede jalousi mod David og andet forsøg på at dræbe ham (1 Sam 19,1-17); Davids flugt til Rama, hvortil kongen fulgte efter (1 Sam 19,18-24).

(5) Jonatans advarsel til David om hans fars beslutning og deres afsked (1 Sam 1).

(6) David i Nob (1 Sam 21,1-9); og hos Akish fra Gat (1 Sam 21,10-15).

(7) Davids flok af fredløse i Adullam (1 Sam 22,1; 1 Sam 22,2); hans sørgen for sin fars og mors sikkerhed i Moab (1 Sam 22,3-5); Sauls hævn over dem, der havde hjulpet David (1 Sam 22,6-23).

(8) Sauls gentagne forsøg på at gribe David (1 Sam 1; 1 Sam 24).

(9) Samuels død (1 Sam 25,1); Abigail bliver Davids hustru efter sin mand Nabals død (1 Sam 25,2-44).

(10) Sauls videre forfølgelse af David (1 Sam 1).

(11) Davids ophold hos Akish fra Gat (1 Sam 27,1-28; 1 Sam 27,29); Saul og åndemanersken fra En-Dor (1 Sam 28,3-25).

(12) Davids forfølgelse af amalekitterne, som havde plyndret Siklag, og sejr over dem (1 Sam 1).

(13) Kamp mellem filistrene og Israel på Gilboas bjerg og Sauls død (1 Sam 1).

(14) Nyheden om Sauls død bringes til David i Siklag (2 Sam 1,1-16); Davids klagesang over Saul og Jonatan (2 Sam 1,17-27).

3. Davids regering (2 Samuel 2-20):

(1) Davids syv og et halvt års regering over Juda i Hebron (2 Samuel 2,1-5,3).

(a) Indvielse af David som konge i Hebron (2 Sam 2,1-4 a); budskab til mændene i Jabesh-Gilead (2 Sam 2,4-7); Ish-Boshet gøres til konge over Nordisrael (2 Sam 2,8-11); Abners nederlag og Asaels død (2 Sam 2,12-32).

(b) Davids berømmelse og velstand vokser, og hans sønners navne nævnes (2 Sam 3,1-5); Abners underkastelse under David og Joabs forræderiske mord på den førstnævnte (2 Sam 3,6-39).

(c) Mordet på Ish-Boshet og Davids hævn over hans mordere (2 Sam 4,1-3; 2 Sam 4,5-12); meddelelse om Mefiboshets flugt, da Saul og Jonatan blev dræbt ved Jizre'el (2 Sam 4,4).

(d) David anerkendes som konge over hele Israel (2 Sam 5,1-3).

(2) Davids regering i Jerusalem over det forenede Israel (2 Samuel 5,4-20,26).

(a) Indtagelsen af Jerusalem og sejre over filistrene (2 Sam 5,4-25).

(b) Arkens tilbagevenden til Davids by (2 Sam 2).

(c) Davids hensigt om at bygge et tempel for Herren (2 Sam 7,1-3); det guddommelige svar ved profeten Natan og kongens bøn (2 Sam 7,4-29).

(d) Sejre over filistrene, aramæerne og andre folk (2 Sam 2).

(e) Davids modtagelse af Mefiboshet (2 Sam 2).

(f) Ammonitternes og aramæernes nederlag ved Israels mænd under Joabs kommando (2 Sam 10,1-11).

(g) David og Urias, den sidstnævntes død i kamp, og Davids ægteskab med Batseba (2 Sam 11,2-27).

(h) Natans lignelse og Davids overbevisning om synd (2 Sam 12,1-15); kongens sorg og forbøn for sin syge søn (2 Sam 12,15-25); belejringen og indtagelsen af Rabba, ammonitternes hovedstad (2 Sam 12,26-31).

(i) Amnon og Tamar (2 Sam 13,1-22); Absaloms hævn og mord på Amnon (2 Sam 13,23-36); Absaloms flugt (2 Sam 13,37-39).

(j) Absaloms tilbagevenden til Jerusalem (2 Sam 14,1-24); hans skønhed og forsoning med kongen (2 Sam 14,25-33).

(k) Absaloms måde at indynde sig hos folket på (2 Sam 15,1-6); hans oprør og kongens flugt fra Jerusalem (2 Sam 15,7-31); møde med Hushaj (2 Sam 15,32-37); Absalom i Jerusalem (2 Sam 15,37).

(l) Davids møde med Siba (2 Sam 16,1-4) og Shimi (2 Sam 16,5-14); Akitofels og Hushajs råd (2 Sam 16,15-17); nyheden bringes til David (2 Sam 17,15-22); Akitofels død (2 Sam 17,23).

(m) David i Mahanajim (2 Sam 17,24-29).

(n) Oprøret slås ned, Absaloms død og Davids modtagelse af budskabet (2 Sam 18,1-19).

(o) Kongens tilbagevenden til Jerusalem og møder med Shimi, Mefiboshet og gileaditten Barzillaj (2 Sam 19,8-43).

(p) Benjaminitten Shebas oprør og dets nedkæmpelse ved Joab med Amasas død (2 Sam 20,1; 2 Sam 20,2; 2 Sam 20,4-22); kongens behandling af de medhustruer, der var efterladt i Jerusalem (2 Sam 20,3); navnene på hans embedsmænd (2 Sam 20,23-26).

4. Tillæg (2 Samuelsbog 21-24):

(1) Syv mandlige efterkommere af Saul bliver dræbt på gibeonitternes foranledning (2 Sam 21,1-14); hændelser fra krige med filistrene (2 Sam 21,15-22).

(2) Davids takke- og lovsang (2 Sam 2).

(3) Davids “sidste ord” (2 Sam 23,1-7); navne og bedrifter for Davids “vældige mænd” (2 Sam 23,8-39).

(4) Kongens optælling af folket, den deraf følgende plage og indvielsen af jebusitten Araunas tærskeplads (2 Sam 2).

IV. Historiens kilder.

Den naturlige slutning ud fra Samuelsbøgernes karakter og indhold, sådan som de her er gennemgået, er, at forfatteren har benyttet autoriteter, “kilder” eller “dokumenter”, hvorfra han har sammenstillet en beretning om de begivenheder, han ønskede at nedskrive. De samme kendetegn kan iagttages her, som findes i dele af Mosebøgerne og i Josvabogen og Dommerbogen: at der i nogle tilfælde gives dobbelte eller parallelle beretninger om én og samme begivenhed, som synes at blive betragtet fra forskellige synsvinkler og fortælles i en stil, der i større eller mindre grad afviger fra den ledsagende beretning. Eksempler på denne såkaldte fordobling er hyppigere i bøgernes tidligere dele end i de senere. Der findes for eksempel to beretninger om Sauls udvælgelse til konge, og en ulydig handling efterfølges to gange, tilsyneladende helt uafhængigt, af dommen om forkastelse. Der gives også uafhængige og næppe helt forenelige beretninger om Davids introduktion for Saul (1 Sam 16,14-23; 1 Sam 17,31; 1 Sam 17,55); og de to beretninger om måden, kongen døde på, kan kun ufuldkomment forenes på den antagelse, at den unge amalekit fortalte David en usand historie for at forstørre sin egen rolle i sagen. I disse og andre tilfælde synes der kun i ringe grad eller slet ikke at være gjort forsøg på at harmonisere modstridende beretninger eller at forlige tilsyneladende uoverensstemmelser. I god tro nedskrev forfatteren overleveringerne, som han fandt dem, idet han foretog uddrag eller citater fra sine autoriteter om de enkelte begivenheder, efterhånden som de indtraf, og således opbyggede sin egen historie på grundlag af den friest mulige brug af materialet og sproget hos dem, der var gået forud for ham. Hvor fremmed en sådan kompositionsmåde end kan forekomme moderne tankegang og brug i Vesten, er den karakteristisk for al tidlig orientalsk skrivning. Det ville være næsten umuligt i nogen østlig litteratur at finde et værk af nogen længde eller betydning, som ikke på denne måde stiltiende stod i gæld til sine forgængere, havde indarbejdet deres udsagn og selv til gengæld havde været udsat for indskud fra senere redaktørers og afskriveres hånd. Følgelig tilpassede den tidlige hebraiske historiske litteratur sig også, skønt den var enestående i sin ånd, i sine metoder efter den praksis, der gjaldt i den tid og det land, hvori den blev til. Det ville have været mærkeligt, hvis det havde været anderledes.

To hovedkilder, uafhængige af hinanden:

Bortset fra tillægget og mindre tilføjelser, hvoraf Hannas sang eller salme i 1 Samuelsbog 2 er én, stammer bogens hoveddel fra to uafhængige kilder, som selv efter al sandsynlighed udgjorde en del af en større helhed, en mere eller mindre sammenhængende historie eller flere historier om Israel. Disse kilder kan dog, som andre mener, snarere have været af biografisk art, idet de fremstillede og indskærpede læren af nationens store lederes og herskeres handlinger og erfaring. Fortællingens parallelitet og fordobling er måske tydeligst i historien om Saul. De brede skillelinjer mellem de to kan defineres uden større vanskelighed eller usikkerhed. Størstedelen af de første otte kapitler af 1 Samuelsbog stammer efter al sandsynlighed fra den senere af disse to kilder, hvortil 1 Samuelsbog 10-12,15; 17-19; 21-25; 28 og 2 Sam 2 mere eller mindre fuldstændigt skal henføres. Den tidligere kilde har bidraget med 1 Sam 1 sammen med dele af 1 Samuelsbog 10; 11; 13; 14; 16; 20 og betydelige afsnit af 1 Samuelsbog 22; 23; 26-27; 29-31; 2 Sam 2 (delvis); 2-6; 9-20. Nogle detaljer er sandsynligvis hentet fra andre kilder, og tilføjelser er foretaget af redaktøren eller redaktørerne. Denne generelle bestemmelse af kilderne hviler på en forskel i standpunkt og religiøs opfattelse samt på mindre stilvariationer, som hverken er så udtalte eller så lette at skelne som i Mosebøgerne. Det er også rimeligt at holde sig for øje, at man ikke bør forvente en tæt og præcis opdeling eller skillelinje i enhver detalje.

V. Kildernes karakter og datering.

Forsøg, der er blevet gjort på at bestemme dateringen af disse to kilder eller på at identificere dem med den ene eller den anden af de hovedkilder, hvorfra Pentateukens historiske fortællinger er afledt, har ikke været overbevisende. Efter nogles vurdering bør den senere af de to kilder dog betragtes som en fortsættelse af den fortælling eller det dokument, der er kendt som E, og den tidligere henføres til J. Den sidstnævntes stil har meget til fælles med J's stil og er klar, kraftfuld og poetisk; også de religiøse forestillinger, som den rummer og lærer, er af en enkel og tidlig type. Man har ment, at det senere skrift viser tegn på indflydelse fra profetisk undervisning i det 8. århundrede. Tegnene er dog ikke tilstrækkeligt afgørende til, at der kan fældes en endelig dom. Hvis man holder sig for øje, at J og E snarere repræsenterer skoler for undervisning og tænkning end enkelte forfattere, ville de to kilder til Samuelsbøgernes særpræg ikke være i strid med den opfattelse, at det materiale, hvoraf historien blev samlet, stammede fra disse to skoler. »Kilderne« ville da, efter den almindelige opfattelse, høre til det 9. og 8. århundrede før den kristne tidsregning; og til en periode højst et århundrede eller halvandet århundrede senere bør den endelige samling og fuldførelse af bogen, sådan som den findes i Skriftens hebraiske kanon, henføres.

VI. Græske versioner af Samuelsbøgerne.

For en nøjagtig vurdering og forståelse af Samuelsbøgernes historie og tekst må der desuden tages hensyn til den græske version eller de græske versioner. I Septuaginta er der stor afvigelse fra den hebraiske masoretiske tekst, og det er sandsynligt, at den græske tekst under overleveringen i meget betydelig grad har været udsat for forvanskning. Der findes mindst to recensioner af den græske tekst, repræsenteret henholdsvis ved de vatikanske og alexandrinske håndskrifter; af disse ligger den sidstnævnte nærmere den hebraiske original og er tilsyneladende på et senere tidspunkt blevet bragt i overensstemmelse med den med henblik på at fjerne uoverensstemmelser; og denne proces har naturligt svækket dens værdi som vidne til den græske teksts egen oprindelige form. Der findes derfor tre eksisterende teksttyper til Samuel: den masoretiske hebraiske tekst samt Codex Vaticanus og Codex Alexandrinus på græsk. Septuagintas oprindelige form, hvis den kunne genskabes, ville repræsentere en tekst, der ligger før den masoretiske recension, forskellig fra, men ikke nødvendigvis bedre end, denne. Til genoprettelsen af den græske tekst yder den gammellatinske tekst, hvor den er tilgængelig, værdifuld hjælp. Det er da klart, at i ethvert givet tilfælde er overensstemmelsen mellem disse tre teksttyper eller recensioner det stærkest mulige vidnesbyrd om en læsemådes oprindelighed og ægthed; men at den vægt, der tillægges A's vidnesbyrd, i almindelighed, på grund af dens teksthistorie, ikke vil være lig med vægten af nogen af de to andre.

VII. Etisk og religiøs lære.

Den religiøse lære og tanke i de to Samuelsbøger er ikke vanskelig at sammenfatte. Bøgerne er i form en historisk optegnelse over begivenheder; men de er samtidig, og mere særligt, en historie udformet med et bestemt formål og bragt til at tjene et bestemt moralsk og religiøst sigte. Det er ikke alene en fortælling om begivenheder eller bevarelsen af historiske enkeltheder, forfatteren har for øje, men snarere at belyse og indskærpe, ud fra Israels erfaring, betydningen af den guddommelige og moralske styrelse af nationen. Kongens og folkets pligt er ens: at adlyde Jahve, at vise nøje og villig lydighed mod hans befalinger, og kun på denne lydighedens vej vil national uafhængighed og fremgang blive sikret. Med den stærkeste vægt og med kompromisløs strenghed fordømmes synd, selv på de højeste steder; og et ideal om retfærdighed fremstilles i et sprog og med en alvor, der minder om formaningerne i Femte Mosebog. Således gælder det samme om Samuelsbøgerne, som er åbenbart i de foregående bøger i det kanoniske Gamle Testamente: De er sammensat med et didaktisk sigte. Fortidens erfaring bringes til at give advarende og opmuntrende lærdomme for nutiden. For forfatteren eller forfatterne er historien om det israelitiske kongedømmes udvikling og opbygning svanger med en dybere betydning end den, der ligger på overfladen, og denne betydning bestræber han sig på at gøre tydelig for sine læsere gennem beretningen. Begivenhedernes udfald og begivenhederne selv står under Jahves ledelse og kontrol; han fordømmer og straffer altid det onde, men godkender og belønner retfærdighed. Således er fortællingen historie anvendt til at formidle moralsk sandhed. Og dens værdi skal ikke først og fremmest vurderes som en optegnelse af fortidens store gerninger, men som formidling af etisk undervisning; for at folket ved hjælp af historien med al dens glans og interesse kan kaldes tilbage til en bevidsthed om sin høje pligt over for Gud og advares om de uundgåelige følger af ulydighed mod ham.

LITTERATUR.

Om alle punkter vedrørende indledning, kritik og fortolkning giver kommentarerne rigelig og tilfredsstillende vejledning. De vigtigste engelske kommentarer er af H. P. Smith i ICC, Edinburgh, 1899, og S. R. Driver, Notes on the Hebrew Text of the Books of Samuel, 2. udgave, Oxford, 1913; A. R. S. Kennedy, »Samuel«, New Century Bible, New York, Frowde, 1905; på tysk af R. Budde, 1902, W. Nowack, 1902, A. Klostermann, 1887. Se også artiklerne »Samuel« i HDB, Encyclopedia Biblica og Jewish Encyclopedia.

A. S. Geden