Skat
På engelsk: Tribute
Easton's Bible Dictionary
En afgift pålagt af en konge på hans undersåtter (2 Sam 20,24; 1 Kong 4,6; Rom 13,6). I Matt 17,24-27 betegner ordet tempelafgiften (“didrachma”, “halv-shekel”, som det gengives i RV), som enhver jøde over tyve år skulle betale til templets underhold (2 Mos 30,12; 2 Kong 12,4; 2 Krøn 24,6, 9). Det var ikke en borgerlig, men en religiøs skat.
I Matt 22,17, Mark 12,14, Luk 20,22, kan ordet tolkes som betegnelsen for kopskatten, som romerne pålagde det jødiske folk. Det kan dog med rette også forstås som enhver skat, af hvilken som helst art, pålagt Israels folk af en fremmed magt. Den “skattemønt”, der blev vist vor Herre (Matt 22,19), var denaren, som bar kejserens indskrift. Det var den skat, som enhver jøde betalte til romerne.
International Standard Bible Encyclopedia
Tribut
trib'-ut (mac, "tribut," egentlig med betydningen "tvangsarbejdere," "arbejdshold" (1 Kong 4,6; 1 Kong 9,15; 1 Kong 9,21); også "tvungen tjeneste," "livegenskab"; muligvis menes "tvungen betaling" i Est 10,1; den tanke, som ligger i det moderne ord, gengives bedre med middah (Ezra 6,8; Neh 5,4)): Ord, der kun bruges om den afgift, som blev opkrævet til Jahve af erhvervet bytte, er mekhec, "ansættelse" (4 Mos 31,28; 4 Mos 31,37; 4 Mos 31,38; 4 Mos 31,39; 4 Mos 31,40; 4 Mos 31,41), belo, "accise" (Ezra 4,13; Ezra 4,10; Neh 7,24), massa', "byrde" (2 Krøn 17,11), og `onesh, "bøde" eller "skadeserstatning" (2 Kong 23,33; jf. Ordsp 19,19). Oversættelsen "tribut" for miccath i 5 Mos 16,10 er forkert (jf. RV's randnote). kensos (Matt 22,17; Mark 12,14) = "census," mens phoros (Luk 20,22; Luk 23,2; Rom 13,6; Rom 13,7) betegner en årlig skat på personer, huse og jord; begge er direkte skatter. Phoroi blev betalt af jordbrugere, idet betalingen skete dels i naturalier, dels i penge, og de stilles i modsætning til toldernes tele, mens kensos strengt taget er en kopskat. Det tributbeløb, som romerne krævede som kopskat, var didrachmon (Matt 17,24), KJV "tribut," RV (britisk og amerikansk) "halvsekel." Stateren (Matt 17,27) var en tetradrachme, "én sekel," eller betaling for to. Efter Jerusalems ødelæggelse blev jøderne pålagt at betale denne kopskat til understøttelse af dyrkelsen af Jupiter Capitolinus. Forskellige slags personlige skatter blev opkrævet af romerne:
(1) en indkomstskat,
(2) kopskatten.
Den sidstnævnte skulle betales af kvinder og slaver såvel som af frie mænd; kun børn og gamle mennesker var fritaget. Den krævede betaling begyndte med det 14. år for mænds vedkommende og det 12. for kvinders, og forpligtelsen gjaldt for begge indtil det 65. år. Med henblik på skatteansættelsen fik hver person lov til at få sin egen erklæring indført i registret. Efter at regeringen havde udsendt offentlig bekendtgørelse, forventedes enhver borger at reagere uden personligt besøg af en embedsmand (se Luk 2,1 ff). På grundlag af de registre, der således frivilligt blev oprettet, ville skatteopkræverne gennemtvinge betalingen af tributten.
Se også SKAT, SKATTEANSÆTTELSE.
Frank E. Hirsch
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).