sep'-tu-a-jint:

I. BETYDNING

II. NAVN

III. TRADITIONEL OPRINDELSE

1. Aristeasbrevet

2. Vidnesbyrd hos Aristobulos og Filon

3. Senere tilføjelser

4. Kritik af Aristeas-fortællingen

5. Datering

6. Troværdighed

IV. VIDNESBYRD FRA FORTALEN TIL SIRAK

V. OVERLEVERING AF SEPTUAGINTAS TEKST

1. Tidlig forvanskning af teksten

2. Officiel revision af den hebraiske tekst omkring 100 e.Kr.

3. De kristnes overtagelse af Septuaginta

4. Alternative græske versioner fra 2. århundrede

5. Aquila

6. Theodotion

7. Symmachus og andre

8. Origenes og Hexapla

9. Hexaplariske håndskrifter

10. Redaktioner kendt af Hieronymus

11. Den hesykiske redaktion

12. Den lukianske redaktion

VI. REKONSTRUKTION AF SEPTUAGINTAS TEKST; VERSIONER, HÅNDSKRIFTER OG TRYKTE UDGAVER

1. Gamle versioner lavet ud fra Septuaginta

2. Håndskrifter

3. Trykte tekster

4. Rekonstruktion af den oprindelige tekst

VII. BØGERNES ANTAL, TITLER OG RÆKKEFØLGE

1. Indhold

2. Titler

3. Todeling af bøger

4. Gruppering og rækkefølge af bøger

VIII. VERSIONENS OG DENS ENKELTDELES KENDETEGN

1. Gruppering af bøger på grundlag af indre vidnesbyrd

(1) Hexateuken

(2) De »senere« profeter

(3) Delvis version af de »tidligere« profeter (4) »Skrifterne«

(5) De seneste Septuaginta-oversættelser

2. Almindelige kendetegn

IX. MARKANTE FORSKELLE MELLEM DEN GRÆSKE OG DEN HEBRAISKE TEKST

1. Rækkefølge

2. Stof

LITTERATUR

I. Betydning.

Den græske version af Det Gamle Testamente, almindeligvis kendt som Septuaginta, indtager en enestående plads blandt oversættelser. Dens betydning er mangesidig. Dens vigtigste værdi ligger i, at den er en version af en hebraisk tekst, der er omkring et årtusind ældre end det ældste daterede hebraiske håndskrift, som findes (916 e.Kr.), og især en version, der ligger før den formelle rabbinske revision af hebraisk, som fandt sted tidligt i det 2. århundrede e.Kr. Den leverer materialet til rekonstruktionen af en ældre form af hebraisk end den masoretiske tekst, der gengives i vores moderne bibler. Desuden er den et pionerarbejde; der fandtes sandsynligvis intet fortilfælde i verdenshistorien for en række oversættelser fra ét sprog til et andet i så stort et omfang. Den var det første forsøg på at gengive De Hebraiske Skrifter på et andet sprog. Den er et af de fremtrædende resultater af nedbrydningen af internationale barrierer gennem Alexander den Stores erobringer og udbredelsen af det græske sprog, hvilket fik så afgørende følger for religionens historie. Den kosmopolitiske by, som han grundlagde i deltaet, blev vidne til det første forsøg på at bygge bro over kløften mellem jødisk og græsk tænkning. De jødiske handelsbosættere i Alexandria, som omstændighederne tvang til at opgive deres sprog, holdt hårdnakket fast ved deres tro; og oversættelsen af Skrifterne til deres tillærte sprog, frembragt for at imødekomme deres egne behov, fik desuden den virkning, at den indførte omverdenen i kendskabet til deres historie og religion. Så kom den mest skelsættende begivenhed i dens historie, udgangspunktet for et nyt liv: oversættelsen blev overtaget fra jøderne af den kristne kirke. Den var Bibelen for de fleste af Det Nye Testamentes forfattere. Ikke blot er størstedelen af deres udtrykkelige citater fra Skriften lånt fra den, men deres skrifter indeholder talrige reminiscenser af dens sprog. Dens ord er velkendte ord for dem. Den lagde for dem grundlaget for en ny religiøs terminologi. Den var et virkningsfuldt redskab i missionsarbejdet, og da versioner af Skrifterne på andre sprog blev nødvendige, var det i de fleste tilfælde Septuaginta og ikke hebraisk, de blev lavet ud fra. Fremtrædende blandt disse datterversioner var den gammellatinske, som gik forud for Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.); Vulgata, som for størstedelens vedkommende var en direkte oversættelse fra hebraisk, var i visse dele blot en revision af den gammellatinske. Vores bønnebogs version af Psalteren bevarer særegenheder fra Septuaginta, overleveret gennem den gammellatinske formidling. Septuaginta var også Bibelen for de tidlige græske kirkefædre og var med til at forme dogmet; den leverede bevissteder til begge parter i den arianske strid. Dens sprog giver den endnu et stærkt krav på anerkendelse. Hvor klodset og uklassisk meget af det end forekommer, ved vi nu, at dette ikke udelukkende skyldes oversættelsens hæmmende virkninger. »Bibelsk græsk«, der engang blev betragtet som en særskilt art, er nu et temmelig miskrediteret udtryk. De hundredvis af samtidige papyrusoptegnelser (breve, forretnings- og juridiske dokumenter osv.), som for nylig er blevet opdaget i Egypten, kaster lys over en stor del af ordforrådet og grammatikken og viser, at mange såkaldte »hebraismer« i virkeligheden var integrerede dele af koine, eller »fællessproget«, dvs. den internationale form af græsk, som siden Alexanders tid erstattede de gamle dialekter, og som nutidens talte græsk er den direkte efterkommer af. Versionen blev lavet for folket og i vid udstrækning skrevet på deres dagligsprog.

II. Navn.

Navnet "Septuaginta" er en forkortelse af Interpretatio secundum (eller juxta) Septuaginta seniores (eller viros), dvs. den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, hvis første del ifølge den alexandrinske legende (se III nedenfor) blev leveret af 70 (eller 72) ældste, sendt fra Jerusalem til Alexandria med dette formål på anmodning af Ptolemaios II. Legenden i sin ældste form begrænser deres arbejde til Pentateuken, men senere tillagde man dem oversættelsen af hele Bibelen, og før det 4. århundrede var det blevet sædvane at anvende titlen om hele samlingen: Aug., De Civ. Dei, xviii.42, "quorum interpretatio ut Septuaginta vocetur iam obtinuit consuetudo" ("hvis oversættelse nu efter skik kaldes Septuaginta"). Håndskrifterne omtaler dem med forkortelsen hoi o' ("de halvfjerds") eller hoi ob' ("de tooghalvfjerds"). "Septuaginta" og den forkortede form "LXX" har hidtil været de sædvanlige betegnelser, men da disse bygger på en legende, som nu er opgivet, er de ved at blive erstattet af "Det Gamle Testamente på græsk" eller "den alexandrinske version" med forkortelsen "G".

III. Traditionel oprindelse.

Den traditionelle beretning om oversættelsen af Pentateuken findes i det såkaldte Aristeasbrev (udgaver af den græske tekst: P. Wendland, Teubner-serien, 1900, og Thackeray i tillægget til Swetes Introduction to the Old Testament in Greek, 1900, osv.; Wendlands afsnit, som citeres nedenfor, findes i Swetes Introduction, 2. udgave; engelsk oversættelse ved Thackeray, Macmillan, 1904, genoptrykt fra JQR, XV, 337, og ved H. T. Andrews i Charles' Apocrypha and Pseudepigrapha of the Old Testament, II, 83-122, Oxford, 1913).

1. Aristeasbrevet:

Forfatteren giver sig ud for at være en højtstående embedsmand ved Ptolemaios Filadelfos' hof (285-247 f.Kr.), en græker med interesse for jødiske oldsager. Henvendt til sin bror Filokrates beskriver han en sendefærd til Jerusalem, som han for nylig er blevet sendt på sammen med en anden hofmand, Andreas. Ifølge hans fortælling overbeviste Demetrios fra Faleron, en fremtrædende skikkelse i Athens senere historie, som her optræder som den kongelige bibliotekar i Alexandria, kongen om vigtigheden af at skaffe sit bibliotek en oversættelse af den jødiske lov. Samtidig indvilligede kongen, for at vinde velvilje hos det folk, som han bad om en tjeneste, på Aristeas' forslag i at frigive alle jødiske slaver i Egypten. Derpå følger kopier af de breve, der blev udvekslet mellem Ptolemaios og Eleazar, ypperstepræsten i Jerusalem. Ptolemaios beder Eleazar udvælge og sende 72 ældste til Alexandria, kyndige i loven, 6 fra hver stamme, for at påtage sig oversættelsen; opgavens betydning krævede et stort antal medarbejdere for at sikre en nøjagtig version. Eleazar efterkommer anmodningen, og navnene på de udvalgte oversættere er føjet til hans brev.

Derefter følger: (1) en detaljeret beskrivelse af votivgaver, som Ptolemaios sendte til templet; (2) en skitse af Jerusalem, templet og dets tjenester samt geografien i Israels land, uden tvivl delvis med indtryk fra et øjenvidne og med et enestående billede af den jødiske hovedstad i den ptolemæiske tid; (3) Eleazars udlægning af dele af loven.

Oversætterne ankommer til Alexandria med en afskrift af loven skrevet med guldbogstaver på ruller af skind og modtages med ære af Ptolemaios. Derefter følger et syv dage langt festmåltid, hvor kongen prøver hver enkelts dygtighed på skift med vanskelige spørgsmål. Tre dage senere fører Demetrios dem over dæmningen, der er kendt som Heptastadion, til øen Faros, hvor de, med alt nødvendigt stillet til rådighed for deres bekvemmelighed, fuldfører deres opgave, som ved et mirakel, på 72 dage; det siges udtrykkeligt, at deres arbejde var resultatet af samarbejde og sammenligning. Den færdige version blev læst op af Demetrios for det jødiske samfund, som modtog den med begejstring og bad om, at en kopi måtte blive betroet deres ledere; en højtidelig forbandelse blev udtalt over enhver, der skulle vove at føje noget til, tage noget fra eller foretage nogen ændring i oversættelsen. Hele versionen blev derefter læst højt for kongen, som udtrykte sin beundring og sin overraskelse over, at græske forfattere var forblevet uvidende om dens indhold; han gav ordre til, at bøgerne skulle bevares med den største omhu.

2. Vidnesbyrd fra Aristobulos og Filon:

Ved siden af denne beretning har vi to førkristne hentydninger i jødiske skrifter. Aristobulos, som henvender sig til en Ptolemaios, der er blevet identificeret som Filometor (182-146 f.Kr.), gentager udsagnet om, at Pentateuken blev oversat under Filadelfos på foranledning af Demetrios fra Faleron (Eusebius, Praep. Ev., XIII, 12,664b); men passagens ægthed er tvivlsom. Hvis den accepteres, synes det, at nogle af historiens hovedtræk blev troet i Alexandria inden for et århundrede efter det tidspunkt, som "Aristeas" tillægger oversættelsen. Filon (Vit. Moys, ii.5 ff) gentager fortællingen om, at oversætterne blev sendt af Eleazar på Filadelfos' anmodning, og tilføjer, at fuldførelsen af foretagendet på hans tid blev fejret ved en årlig fest på øen Faros. Det er usandsynligt, at et kunstigt frembragt skrift som Aristeasbrevet skulle have givet anledning til en sådan årsdag; Filons vidnesbyrd synes derfor delvis at hvile på en uafhængig tradition. Hans beretning baner på ét punkt vej for senere tilføjelser; han antyder oversætternes inspiration og den mirakuløse overensstemmelse mellem deres særskilte versioner: "De profeterede som mennesker, der var besat, ikke den ene på én måde og den anden på en anden, men alle frembragte de samme ord og vendinger, som om en usynlig tilskynder stod ved øret på hver enkelt." Ved slutningen af det 1. århundrede e.Kr. optager Josefus i sine Antiquities (XII, ii, 1 ff) store dele af brevet, som han omskriver, men ikke udsmykker.

3. Senere tilføjelser:

Kristne forfattere accepterede historien uden mistanke og udbyggede den. En kæde af deres vidnesbyrd findes i et tillæg til Wendlands udgave. Følgende er deres vigtigste tilføjelser til fortællingen, alle klart grundløse opdigtelser.

(1) Oversætterne arbejdede uafhængigt af hinanden, i adskilte celler, og frembragte identiske versioner, idet Ptolemæus foreslog denne prøve på deres troværdighed. Således Irenæus, Clemens af Alexandria, Augustin, Chronicon Paschale og Cohortatio ad Graecos (fejlagtigt tillagt Justin); forfatteren til det sidstnævnte værk hævder, at han havde set cellerne og hørt traditionen på stedet.

(2) En ændring af denne legende siger, at oversætterne arbejdede parvis i 36 celler. Således Epifanius (død 403 e.Kr.) og senere G. Syncellus, Julius Pollux og Zonaras. Epifanius' beretning er den mest detaljerede. Oversætterne blev låst inde i celler med ovenlys, parvis, sammen med tjenere og stenografer; hvert par fik betroet én bog, bøgerne blev derefter sendt rundt, og 36 identiske versioner af hele Bibelen, både kanoniske og apokryfe bøger, blev frembragt; Ptolemæus skrev to breve, det ene med anmodning om de oprindelige Skrifter, det andet om oversættere.

(3) Denne historie om de to sendefærd optræder allerede i det 2. århundrede e.Kr., i Justins Apologi, og

(4) udvidelsen af oversætternes arbejde til Profeterne eller hele Bibelen vender tilbage hos de to Kyrillos'er og hos Chrysostomos.

(5) Oversætternes mirakuløse enighed beviste, at de ikke var mindre inspirerede end forfatterne (Irenæus osv.; sammenlign Filon).

(6) Hvad dateringen angår, citerer Clemens af Alexandria en alternativ tradition, som fører versionen tilbage til den første Ptolemæus' tid (322-285 f.Kr.); mens Chrysostomos fører den ned til "hundrede eller flere år (andetsteds "ikke mange år") før Kristi komme." Justin påstår absurd nok, at Ptolemæus' sendefærd blev sendt til kong Herodes; Chronicon Paschale kalder datidens ypperstepræst Onias Simon, Eleazars bror.

Hieronymus var den første, der gjorde disse senere opfindelser til genstand for latterliggørelse ved at stille dem over for den ældre og mere nøgterne fortælling. De viser en voksende mundtlig tradition i jødiske kredse i Alexandria. Oprindelsen til legenden om de 70 oversætteres mirakuløse enighed er med rimelighed blevet søgt i et sted i 2 Mos 24 Septuaginta, som Epifanius udtrykkeligt henviser til. Her læser vi om 70 af Israels ældste, som man ikke hører om igen, og som sammen med Aron, Nadab og Abihu danner et led mellem Moses og folket. Efter at have oplæst Pagtens Bog stiger Moses op til bjergets top; de 70 stiger dog kun et lille stykke op og får besked på at tilbede på afstand: ifølge Septuaginta-teksten "De så stedet, hvor Israels Gud stod .... og af Israels udvalgte omkom ikke én" (2 Mos 24,11), dvs. de fik den særlige gunst at undslippe den sædvanlige virkning af et syn af Guddommen (2 Mos 33,20). Men det verbum, der bruges for "omkomme" (diaphonein), var usædvanligt i denne betydning; "ikke én var uenig" ville være den nærliggende betydning; heraf opstod tilsyneladende legenden om oversætternes enighed, de senere formidlere mellem Moses og Israel i adspredelsen. Da oversættelserne blev oplæst, "kunne ingen forskel opdages," siger Epifanius og bruger det samme verbum; huleboliger på øen Faros forklarer sandsynligvis legenden om cellerne. Et ejendommeligt fænomen har for nylig antydet, at der er et element af sandhed i ét punkt i Epifanius' åbenbart utrolige fortælling, nemlig at oversætterne arbejdede parvis. De græske bøger Jeremias og Ezekiel falder i to næsten lige store dele, tilsyneladende udført af forskellige oversættere (se VIII, 1, (2), nedenfor); mens ortografiske detaljer i Anden Mosebog, Tredje Mosebog og Salmerne viser en lignende opdeling af bøgerne til afskriverformål. Der synes at have været en tidlig skik med at afskrive hver bog på 2 adskilte ruller, og i tilfældet Jeremias og Ezekiel går praksissen tilbage til oversættelsens tid (JTS, IV, 245 ff, 398 ff; IX, 88 ff).

4. Kritik af Aristeas-fortællingen:

Ved siden af de senere udskejelser fremstår Aristeas-fortællingen forholdsvis rationel. Alligevel har man længe erkendt, at meget af den er uhistorisk, især den påståede datering og forfatterens nationalitet. Dens krav på autenticitet blev tilintetgjort af Dr. Hody for to århundreder siden (De bibliorum textibus originalibus, Oxon., 1705). Det er tydeligt, at forfatteren ikke er græker, men jøde, hvis mål er at forherlige sin slægt og udbrede kendskab til deres hellige bøger. Alligevel skal historien ikke forkastes helt, skønt det er vanskeligt at skille sandhed fra fiktion. På én side er hans sandfærdighed siden Hodys tid blevet fastslået; hans hoftetitler, tekniske udtryk, brevformler osv. dukker igen op i egyptiske papyri og indskrifter, og alle hans henvisninger til alexandrinsk liv og skikke er sandsynligvis lige så pålidelige (afsnit 28, 109 ff, foranstaltninger til at modvirke de skadelige virkninger på landbruget af migration fra land til by; afsnit 167, behandling af angivere (sammenlign afsnit 25); afsnit 175, modtagelse af udenlandske sendefærd (sammenlign afsnit 182)). Betydningen af denne opdagelse er dog, siden den blev bekendtgjort af Lombroso (Recherches sur l'economie politique de l'Egypte, Turin, 1870), blevet noget modificeret af de nyfundne papyri, som viser, at Aristeas' titler og formler tilhører den senere, ikke den tidligere, ptolemæiske tidsalder.

5. Datering:

Brevet blev brugt af Josefus og var sandsynligvis kendt af Filon. Hvor meget ældre er det? Schurer (HJP, II, iii, 309 f (GJV4,III, 608-16)) hævdede, idet han støttede sig til (1) det tvivlsomme Aristobulus-sted, (2) det billede, der tegnes af Israels land, som om det stadig var under ptolemæisk herredømme, hvorfra det overgik til seleukiderne omkring 200 f.Kr., at værket ikke kunne være senere end denne dato. Men det er vanskeligt at tro, at en opdigtet fortælling (som han anser den for at være) kunne have vundet tiltro inden for lidt mere end et halvt århundrede efter den periode, den handler om, og Wendland afviser med rette en så gammel oprindelse. Følgende tegn peger på en datering omkring 100-80 f.Kr.

(1) Mange af Aristeas' formler osv. (se ovenfor) kom først i brug i det 2. århundrede f.Kr. (Strack, Rhein. Mus., LV, 168 ff; Thackeray, Aristeas, engelsk oversættelse, s. 3, 12).

(2) Den senere makkabæiske tid eller slutningen af det 2. århundrede f.Kr. antydes af nogle af oversætternes navne (Wendland, xxvi), og

(3) af ypperstepræstens uafhængige stilling.

(4) Nogle af Ptolemæus' spørgsmål peger på et vaklende dynasti (afsnit 187 osv.).

(5) Forfatteren glemmer lejlighedsvis sin rolle og skelner mellem sin egen tid og Filadelfos' tid (afsnit 28, 182).

(6) Han synes at låne sit navn fra en jødisk historiker fra det 2. århundrede f.Kr. og at ønske at udgive dennes historie for sin egen (afsnit 6).

(7) Han gør sig skyldig i historiske unøjagtigheder vedrørende Demetrius osv.

(8) Prologen til den græske Siraks Bog (efter 132 f.Kr.) ignorerer og modsiger Aristeas-fortællingen, mens Aristeas muligvis brugte denne prolog (Wendland, xxvii; sammenlign Hart, Ecclesiasticus in Greek, 1909).

(9) Forbandelsen over enhver, der skulle ændre oversættelsen (afsnit 311), peger på tekstafvigelser, som forfatteren ønskede at standse; sammenlign afsnit 57, hvor han synes at insistere på rigtigheden af Septuaginta-teksten til 2 Mos 25,22, "guld af rent guld," i modsætning til den hebraiske.

(10) Hentydninger til samtidige kritikker af Pentateuken (afsnit 128, 144) forudsætter et kendskab til den hos ikke-jødiske læsere, som kun kan forklares, hvis Septuaginta længe havde været i omløb.

(11) Dog udelukker detaljer i den græske ortografi en datering meget senere end 100 f.Kr.

6. Troværdighed:

Den sandsynlige mængde sandhed i fortællingen drøftes dygtigt af Swete (Intro, 16-22). Følgende udsagn i brevet kan accepteres:

(1) Oversættelsen blev frembragt i Alexandria, sådan som egyptisk indflydelse på dens sprog endegyldigt beviser.

(2) Pentateuken blev oversat først og, i betragtning af stilens ensartethed, som en helhed.

(3) Den græske Pentateuk går tilbage til første halvdel af det 3. århundrede f.Kr.; stilen er beslægtet med papyri fra det 3. århundrede, og den græske Genesis blev brugt af hellenisten Demetrius hen imod slutningen af århundredet.

(4) De hebraiske skriftruller blev bragt fra Jerusalem.

(5) Muligvis kan Filadelfos, litteraturens mæcen, med sin religiøse upartiskhed have billiget arbejdet.

Men påstanden om, at det helt og holdent skyldte ham og hans bibliotekar sin begyndelse, er utrolig; det vides fra andre kilder, at Demetrius fra Faleron ikke beklædte bibliotekarembedet under denne monark. Sproget er folkets sprog, ikke en litterær stil, der passer til et værk frembragt under kongelig protektion. Indførelsen af oversættere fra Israels land er ligeledes opdigtet. Dr. Swete bemærker skarpsindigt, at Aristeas, når han siger, at oversættelsen blev læst op for og hilst velkommen af det jødiske samfund, før den blev forelagt kongen, ubevidst afslører dens sande oprindelse. Den blev uden tvivl frembragt for at imødekomme deres egne behov af den store jødiske koloni i Alexandria. Et krav om, at Loven skulle læses i synagogerne på et sprog, "som folket forstod," var den igangsættende impuls.

IV. Vidnesbyrd fra prologen til Sirak.

Den interessante, skønt stedvis pirrende uklare, prolog til Siraks Bog kaster lys over de fremskridt, der var gjort med oversættelsen af de øvrige Skrifter før slutningen af det 2. århundrede f.Kr.

Oversætteren daterer sin bosættelse i Egypten, hvorunder han fremstillede sin udgave af sin bedstefars værk, til "det 38. år under kong Euergetes." Ordene har været genstand for strid, men sammen med flertallet af kritikere kan vi tolke dette som det 38. år af Euergetes II, regnet fra begyndelsen (170 f.Kr.) af hans fælles regering med Filometor, dvs. 132 f.Kr. Euergetes I regerede kun i 25 år. Andre mener, med henvisning til den overflødige præposition, at der sigtes til oversætterens alder, men den omstændelige udtryksform er ikke uden sidestykke. En nyere forklaring af dateringen (Hart, Ecclesiasticus in Greek) som Filadelfos' 38. år, som også var Euergetes I's 1. år (dvs. 247 f.Kr.), er mere sindrig end overbevisende.

Prologen forudsætter eksistensen af en græsk udgave af Loven, Profeterne og "resten af bøgerne." Oversætteren, der beder sine læsere om overbærenhed med ufuldkommenhederne i hans eget arbejde, som skyldes vanskeligheden ved at gengive hebraisk på græsk, tilføjer, at andre har erfaret de samme vanskeligheder: "Selve Loven og profetierne og resten af bøgerne har ikke ringe forskel, når de udtales på deres oprindelige sprog." Af disse ord kan vi forstå, at alexandrinske jøder på skrivetidspunktet (132-100 f.Kr.) havde græske udgaver af en stor del (sandsynligvis ikke hele) "Profeterne" og af nogle af "Skrifterne" eller Hagiograferne. For noget indre vidnesbyrd om den rækkefølge, hvori de enkelte bøger blev oversat, se VIII nedenfor.

V. Overlevering af Septuaginta-teksten.

Septuagintas hovedværdi ligger i, at den vidner om en ældre hebraisk tekst end vores egen. Men før vi kan rekonstruere denne hebraiske tekst, må vi have en ren græsk tekst foran os, og det er vi for øjeblikket langt fra at besidde. Den græske tekst har haft sin egen lange og komplekse historie. Brugt i århundreder af både jøder og kristne blev den udsat for forvanskning og interpolation, og trods den store mængde materiale til dens genoprettelse er den oprindelige tekst endnu ikke blevet genfundet. Vi er langt mere sikre på Det Nye Testamentes forfatteres ipsissima verba end på den oprindelige alexandrinske version af Det Gamle Testamente. Dette gælder ikke alle dele i samme grad. Den græske Pentateuk er f.eks. bevaret i en forholdsvis ren form. Men overalt må vi være på vagt mod interpolationer, som undertiden strækker sig over hele afsnit. Ikke et eneste vers er uden sin række af varianter. Et tegn på omfanget af den »blanding«, der har fundet sted, gives af de talrige »dobbeltformer« eller alternative gengivelser af et enkelt hebraisk ord eller udtryk, som optræder side om side i den overleverede tekst.

1. Tidlig forvanskning af teksten:

Tekstlig forvanskning begyndte tidligt, før den kristne tidsregning. Vi har set tegn på dette i Aristeasbrevet (III, 5, (9) ovenfor). Spor af forvanskning viser sig hos Filon (f.eks. viser hans kommentar i Quis Rer. Div. Her. 56 til 1 Mos 15,15, at allerede på hans tid var tapheis, »begravet«, blevet til trapheis, »opfødt«, som i alle vore håndskrifter); dobbeltformer findes allerede. Tilsvarende citerer Hebræerbrevets forfatter i Det Nye Testamente (12,15) en forvansket form af den græske tekst til 5 Mos 29,18.

2. Officiel revision af den hebraiske tekst ca. 100 e.Kr.:

Men det var først ved begyndelsen af det 2. århundrede e.Kr., at forskellen mellem den græske og den palæstinensiske hebraiske tekst nåede et akut stadium. En årsag til dette var den revision af den hebraiske tekst, som fandt sted omkring dette tidspunkt. Der findes ingen egentlig beretning om denne revision, men det er hævet over tvivl, at den havde sit udspring i den rabbinske skole, hvis vigtigste repræsentant var rabbi Akiba, og som havde sit centrum i Jamnia i årene efter Jerusalems ødelæggelse. De jødiske lærde, med deres tempel i ruiner, koncentrerede deres opmærksomhed om at fastlægge teksten til de Skrifter, som var tilbage for dem. Denne skole af fremragende tekstkritikere, massoreternes forløbere, fastlagde, ud over at afgøre udestående spørgsmål om kanon, strenge regler for bibeltolkning og etablerede efter al sandsynlighed en officiel tekst.

3. Kristnes antagelse af Septuaginta:

Men en anden årsag øgede afstanden mellem teksterne fra Jerusalem og Alexandria endnu mere. Det var den kristne kirkes antagelse af Septuaginta. Da kristne begyndte at citere den alexandrinske version som bevis for deres læresætninger, begyndte jøderne at betvivle dens nøjagtighed. Deraf kom gensidige anklager, som afspejles på siderne i Justins Dialog med Tryfon. »De vover at hævde,« siger Justin (Dial., 68), »at den fortolkning, som blev frembragt af jeres halvfjerds ældste under Ptolemæus af Egypten, på nogle punkter er unøjagtig.« Et afgørende eksempel, som jøderne anførte, var gengivelsen »jomfru« i Es 7,14, hvor de med rette hævdede, at »ung kvinde« ville være mere nøjagtigt. Justin svarede igen ved at anklage jøderne for bevidst at have udeladt passager, der var gunstige for kristendommen.

4. Alternative græske versioner fra det 2. århundrede:

At sådanne anklager skulle blive fremsat i disse kritiske år, var uundgåeligt, men der er ingen evidens for, at nogen væsentlige interpolationer blev indført af nogen af parterne. Men den alexandrinske version blev, i lyset af den reviderede tekst og de nye og strengere fortolkningsregler, af jøderne følt som utilstrækkelig, og en gruppe nye oversættelser af Skriften i det 2. århundrede e.Kr. imødekom behovet. Vi besidder betydelige fragmenter af tre af disse oversætteres arbejde, nemlig Akvila, Symmachus og Theodotion, foruden sparsomme rester af yderligere anonyme versioner

5. Akvila:

Den tidligste af »de tre« var Aquila, en proselyt til jødedommen og, ligesom hans navnebror i Det Nye Testamente, indfødt fra Pontus. Han virkede, ifølge Epifanios (hvis beretning om disse senere oversættere i hans De mens. et pond. ikke er helt pålidelig), under Hadrian (117-38 e.Kr.) og var beslægtet med denne kejser; der er ingen sandsynlighed i Epifanios' videre udsagn om, at Hadrian betroede Aquila tilsynet med opførelsen af Aelia Capitolina på Jerusalems sted, at han dér blev omvendt til kristendommen af kristne landflygtige, der vendte tilbage fra Pella, men at han, fordi han nægtede at opgive astrologien, blev ekskommunikeret og som hævn blev jøde og i sin version af Det Gamle Testamente var drevet af en tilbøjelighed mod kristendommen. Det, der er sikkert, er, at han var elev af den nye rabbinske skole, især af rabbi Akiba (95-135 e.Kr.), og at hans version var et forsøg på nøjagtigt at gengive den reviderede officielle tekst. Resultatet var et ejendommeligt værk, uden sidestykke i græsk litteratur, hvis det overhovedet kan henregnes til den kategori. Ikke en tøddel eller en prik af hebraisk måtte forsømmes; ensartethed i oversættelsen af hvert hebraisk ord måtte bevares, og det etymologiske slægtskab mellem forskellige hebraiske ord måtte gengives. Sådan var nogle af hans ledende principper. De indledende ord i hans oversættelse (1 Mos 1,1) kan gengives: »I hovedning rundede Gud med himlene og med jorden.« »Hovedning« eller »sammenfatning« blev valgt, fordi det hebraiske ord for »begyndelse« var afledt af »hoved«. »Med« gengiver et uoversætteligt ord ('eth), der er foranstillet akkusativ, men som ikke kan skelnes fra præpositionen »med«. Det guddommelige navn (tetragrammet, YHWH) blev ikke oversat, men skrevet med arkaiske hebraiske tegn. »En slave af bogstavet«, som Origenes kalder ham; hans værk er rammende blevet beskrevet af en moderne forfatter som »en kolossal ponny« (Burkitt, JQR, oktober 1896, 207 ff.). Alligevel var det en succes. På Origenes' tid blev det brugt af alle jøder, der ikke kendte hebraisk, og det fortsatte med at være i brug i flere århundreder; Justinian godkendte udtrykkeligt dets brug i synagogerne (Nov., 146). Dets mangel på stil og brud på grammatikkens love skyldtes ikke uvidenhed om græsk, som forfatteren, i det mindste hvad ordforrådet angår, viser et betydeligt herredømme over. Dets betydning lå og ligger (for så vidt det er bevaret) i dets nøjagtige gengivelse af den rabbinske tekst fra det 2. århundrede e.Kr.; det kan betragtes som begyndelsen på det videnskabelige studium af de hebraiske skrifter. Skønt det var »et dristigt forsøg på at fortrænge Septuaginta«, kan det ikke anklages for bevidst at være fjendtligt mod kristendommen. Af det oprindelige værk, som tidligere kun var kendt fra uddrag i håndskrifter, blev nogle palimpsestfragmenter fremdraget fra Cairo Genizah i 1897 og udgivet af F. C. Burkitt (Fragments of the Books of Kings, 1897) og af C. Taylor (Sayings of the Jewish Fathers2, 1897; Hebrew-Greek Cairo Genizah Palimpsests, 1900). Den, der studerer Swetes Old Testament, vil kunne spore Aquilas umiskendelige stil i fodnoterne til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne; den ældre og kortere B-tekst i disse bøger er til stadighed blevet suppleret i A-teksten fra Aquila. Et længere eksempel på hans arbejde findes i den græske Prædikeren, som ikke har noget krav på at blive betragtet som »Septuaginta«; Hieronymus henviser til en anden udgave af Aquilas version, og den græske Prædikeren er måske hans første udgave af denne bog, udført på grundlag af en urevideret hebraisk tekst (McNeile, Introduction to Ecclesiastes, Cambridge, 1904, App. I). Den foreslåede identificering af Aquila med Onkelos, forfatteren til targumen af samme navn, er ikke blevet almindeligt accepteret.

6. Theodotion:

Epiphanius' beretning om dateringen og historien vedrørende Theodotion og Symmachus er upålidelig. Han synes at have vendt deres rækkefølge om, sandsynligvis vildledt af oversættelsernes rækkefølge i Hexaplas spalter (se nedenfor). Han forvekslede tilsyneladende også Aquila og Theodotion, idet han kaldte sidstnævnte en indfødt fra Pontus. Hvad dateringen angår, er kritikerne enige om, at Theodotion gik forud for Symmachus og sandsynligvis virkede under M. Aurelius (161-80), mens Symmachus levede under Commodus (180-92); Irenæus nævner kun Aquilas og Theodotions versioner, og Symmachus' var på hans tid enten endnu ikke blevet til eller i det mindste ikke udbredt i større omfang. Ifølge Irenæus' mere troværdige beretning var Theodotion fra Efesos og en konvertit til jødedommen. Hans version stemmer hele tiden overens med Septuaginta og var snarere en revision af den, for at bringe den i overensstemmelse med den gængse hebraiske tekst, end et selvstændigt værk. Udfyldningen af lakuner i Septuaginta (delvis på grund af det forhold, at den ældre version af nogle bøger ikke sigtede mod fuldstændighed) gav plads til større originalitet. Disse lakuner var størst i Job, og hans version af den bog var meget længere end Septuaginta. Jobteksten, som er trykt i Swetes udgave, er et sammenstykke af gammelt og nyt; den opmærksomme læser kan opdage Theodotion-afsnittene ved translitterationer og andre særpræg. Lange uddrag fra Theodotion er bevaret i codex Q i Jeremias. Hvad angår det tillægsmateriale, der findes i Septuaginta, var Theodotion inkonsekvent; han optog f.eks. tilføjelserne til Daniel (Susanna, Bel og dragen samt De tre børns sang), men optog tilsyneladende ikke de ikke-kanoniske bøger som helhed. Kirken antog hans Daniel i stedet for den utilstrækkelige Septuaginta-version, som kun er bevaret i ét græsk håndskrift; men tidspunktet for, hvornår ændringen fandt sted, er ukendt, og den tidlige historie om de to græske tekster er dunkel. Theodotions gengivelser er fundet i skrifter fra før hans tid (herunder Det Nye Testamente), og man har med rimelighed formodet, at Septuaginta-teksten allerede før det 2. århundrede e.Kr. var blevet forkastet, og at Theodotions version blot er en bearbejdelse af en ældre alternativ version. Theodotion er fri for Aquilas barbarismer, men har en forkærlighed for translitteration, dvs. gengivelse af hebraiske ord med græske bogstaver: Hans grunde til denne vane er ikke altid klare; uvidenhed om hebraisk kan ikke forklare det hele (sammenlign VIII, 1, (5), nedenfor).

7. Symmachus og andre:

Ved siden af de to versioner, der blev frembragt af og først og fremmest bestemt for jøder, fandtes en tredje, formodentlig for at imødekomme behovene hos en jødekristen sekt, som var utilfreds med Septuaginta. Symmachus, dens forfatter, var ifølge den mere pålidelige beretning ebionit; han skrev også en kommentar til Matthæus, hvoraf et eksemplar blev givet til Origenes af Juliana, en kvinde der havde modtaget den fra dens forfatter (Euseb., HE, VI, 17). Epiphanius' beskrivelse af ham som en samaritaner, der var konverteret til jødedommen, kan forkastes. Dateringen af hans værk var, som ovenfor nævnt, sandsynligvis Commodus' regeringstid (180-192 e.Kr.). På ét punkt lignede versionen Aquilas, nemlig i sin trofaste fastholden ved meningen i den gængse hebraiske tekst; dens stil, som dog var flydende og litterær, var et oprør mod Aquilas monstrøsiteter. Den synes at have været en omarbejdning af Aquilas version, med fri brug af både Septuaginta og Theodotion. Den førte en tendens, som allerede er synlig i Septuaginta, videre: at bortforklare Det Gamle Testamentes antropomorfismer på en mere forfinet måde.

Om tre andre håndskrifter, som Origenes opdagede (ét i Nikopolis i Grækenland, ét i Jeriko), og som ud fra deres placering i Hexapla er kendt som Quinta, Sexta og Septima, ved man kun lidt. Der er ingen grund til at antage, at de omfattede hele Det Gamle Testamente. Quinta karakteriseres af Field som den mest elegante af de græske versioner. F.C. Burkitt har behandlet »den såkaldte Quinta til 4. Kongebog« i PSBA, juni 1902. Sextas kristne oprindelse røber sig i Hab 3,13 (»Du drog ud for at frelse dit folk for Jesu, din Salvedes, skyld« eller »ved Jesus, din Salvede«).

8. Origenes og Hexapla:

Disse senere versioner spiller en stor rolle i historien om Septuagintas tekst. Det skyldes arbejdet hos oldtidens største Septuaginta-forsker, den berømte Origenes fra Alexandria, hvis virksomme liv dækker første halvdel af det 3. århundrede. Origenes anerkendte åbent, og ønskede at kristne skulle anerkende, de senere versioners fortjenester og forskellene mellem Septuaginta og den gængse hebraiske tekst. Han besluttede at forsyne kirken med materialet til at fastslå Det Gamle Testamentes sande tekst og mening. Med dette formål satte han sig for at lære hebraisk--en bedrift, der sandsynligvis var uden fortilfælde blandt ikke-jødiske kristne på den tid--og at indsamle de senere versioner. Tanken om at bruge disse versioner til at rette Septuaginta forekom ham som en inspiration: »Ved Guds gave fandt vi et middel mod afvigelserne i afskrifterne af Det Gamle Testamente, nemlig at bruge de andre udgaver som målestok« (Kommentar til Matt 15,14). Det magnum opus, hvori han sammenfattede resultaterne af sit arbejde, var kendt som Hexapla eller »seks-spalters«-udgaven. Dette kolossale værk er ikke bevaret; et fragment blev opdaget hen imod slutningen af det 19. århundrede i Det Ambrosianske Bibliotek i Milano (Swete, Introduction, 61 ff) og et andet blandt palimpsesterne fra Cairo-genizaen (udg. C. Taylor, Cambridge, 1900). Materialet var ordnet i seks parallelle spalter, som indeholdt

(1) den gængse hebraiske tekst,

(2) den samme med græske bogstaver,

(3) Aquilas version,

(4) Symmachus',

(5) Septuagintas,

(6) Theodotions.

Teksten blev opdelt i korte led; højst to ord, sædvanligvis kun ét, stod i den første kolonne. Kolonnernes rækkefølge afspejler uden tvivl graden af overensstemmelse med hebraisk; Aquilas tekst, som den mest trofaste, står først blandt oversættelserne, og Symmachus' er i det store og hele en revision af Aquila, ligesom Theodotions er af Septuaginta. Men Origenes nøjedes ikke med blot at sammenholde oversættelserne; hans mål var at revidere Septuaginta, og den 5. kolonne viste hans reviderede tekst. Grundlaget for den var den gængse alexandrinske tekst fra det 3. århundrede e.Kr.; denne blev suppleret eller rettet, hvor det var nødvendigt, ved hjælp af de andre versioner. Origenes frabad sig dog ændring af en tekst, som havde fået kirkelig godkendelse, uden en eller anden angivelse af ændringens omfang, og udformningen af den 5. kolonne frembød vanskeligheder. Der var

(1) talrige tilfælde af ord eller afsnit, som fandtes i Septuaginta, men ikke i hebraisk, og som ikke helt kunne forkastes,

(2) tilfælde, hvor ord i hebraisk manglede i Septuaginta,

(3) tilfælde af omskrivning og mindre afvigelser,

(4) variationer i ordenes eller kapitlernes rækkefølge.

Origenes greb her til et system af kritiske tegn, opfundet og anvendt af grammatikeren Aristarchos (3. århundrede f.Kr.) i hans udgave af Homer. Steder af den første slags blev stående i teksten, men fik foran sig en obelus, et tegn hvis oprindelige form var et »spid« eller »spyd«, men som i Septuaginta-håndskrifter fremtræder som en vandret streg, sædvanligvis med en prik over og en prik under; der findes også andre varianter. Tegnet angav hos Aristarchos kritik; i Hexapla angav det den tvivlsomme autoritet af de ord, der fulgte. Afslutningen på den obeliserede passage blev markeret med metobelus, et kolon (:), eller, i de syriske oversættelser, formet som en kølle. Steder, der manglede i Septuaginta, blev udfyldt fra en af de andre versioner (Aquila eller Theodotion); begyndelsen på uddraget blev markeret med en asterisk--et tegn, som Aristarchos brugte til at udtrykke særlig godkendelse--og afslutningen med metobelus. Hvor Septuaginta og hebraisk afveg stærkt fra hinanden, gav Origenes undertiden to oversættelser: den ene, af en senere oversætter, under en asterisk, den anden, Septuagintas, obeliseret. Afvigelse i rækkefølge blev håndteret ved omstilling, idet den hebraiske rækkefølge blev fulgt; i Ordsprogenes Bog beholdt de to tekster dog deres respektive rækkefølge, og uoverensstemmelsen blev angivet ved en kombination af tegn. Mindre formodede eller virkelige forvanskninger i græsk blev stiltiende rettet. Origenes fremstillede en mindre udgave, Tetrapla, uden de to første kolonner i det større værk. Heptapla og Octapla, som lejlighedsvis nævnes, synes at være alternative navne givet til Hexapla på steder, hvor antallet af kolonner blev udvidet for at give plads til andre fragmentariske versioner. Dette vældige værk, som efter et rimeligt skøn må have fyldt 5.000 blade, blev sandsynligvis aldrig afskrevet i sin helhed. Originalen blev i nogle århundreder bevaret i Pamfilus' bibliotek i Cæsarea; dér blev den studeret af Hieronymus, og dertil kom ejere af bibelhåndskrifter for at sammenholde deres afskrifter med den, som vi lærer af nogle interessante noter i vore uncialhåndskrifter (f.eks. en note fra det 7. århundrede, føjet til Ester i codex S). Biblioteket gik sandsynligvis til grunde omkring 638 e.Kr., da Cæsarea faldt i saracenernes hænder.

9. Hexaplariske håndskrifter:

Men selv om hele værket var for omfattende til at blive afskrevet, var det en enkel opgave at afskrive den 5. kolonne. Denne opgave blev udført, delvis i fængsel, af Pamfilus, en martyr under Diocletians forfølgelse, og hans ven Eusebius, den store biskop af Cæsarea. Afskrifter af den »hexaplariske« Septuaginta, dvs. Origenes' bearbejdede tekst med de kritiske tegn og måske enkelte noter, blev på disse tos initiativ udbredt vidt omkring i Israels land i det 4. århundrede. Naturligvis blev tegnene imidlertid uforståelige i en tekst, der var løsrevet fra de parallelle kolonner, som forklarede dem; skrivere forsømte dem, og afskrifter af den bearbejdede tekst, uden de forsigtighedsskabende symboler, blev mangfoldiggjort. Denne skødesløshed har skabt stor forvirring; Origenes er, gennem andres skyld, indirekte ansvarlig for frembringelsen af håndskrifter, hvor den gængse Septuaginta-tekst og de senere versioner er håbløst blandet sammen. Ingen håndskrifter giver den hexaplariske tekst som helhed, og den er bevaret i forholdsvis ren form i meget få: uncialerne G og M (Pentateuken og nogle historiske bøger), minusklerne 86 og 88 (Profeterne). Andre såkaldte hexaplariske håndskrifter, især codex Q (Marchalianus: Prof.), bevarer fragmenter af den 5. og af de andre kolonner i Hexapla. (Om Syro-Hexapla, se nedenfor, VI, 1.) Men selv hvis vi ejede hele den 5. kolonne med det fuldstændige tegnapparat, ville vi ikke have »den oprindelige Septuaginta«, men blot, efter at de asteriskmærkede passager var fjernet, en tekst, der var gængs i det 3. århundrede. Det må understreges, at Origenes' vældige værk var bygget på fejlagtige principper. Han forudsatte (1) renheden af den gængse hebraiske tekst, (2) fordærvelsen af den gængse Septuaginta-tekst, hvor den afveg fra hebraisk. Den moderne kritiker erkender, at Septuaginta i det store og hele fremlægger den ældre tekst, hvis afvigelser fra hebraisk i vid udstrækning kan tilskrives en officiel revision af sidstnævnte tidligt i den kristne tidsalder. Han erkender også, at i nogle bøger (f.eks. Job) var den gamle græske version kun en delvis oversættelse. For at rekonstruere den oprindelige tekst må han derfor ty til andre hjælpemidler ved siden af Origenes.

10. Recensioner kendt af Hieronymus:

En sådan hjælp gives delvis af to andre recensioner, som blev foretaget i århundredet efter Origenes. Hieronymus (Praef. in Paralipp.; jf. Adv. Ruf., ii.27) anfører, at der i det 4. århundrede cirkulerede tre recensioner i forskellige dele af den kristne verden: "Alexandria og Egypten anerkender i deres Septuaginta Hesychius som deres autoritet, området fra Konstantinopel til Antiokia godkender martyren Lucians eksemplarer, de mellemliggende provinser i landet læser de håndskrifter, som blev offentliggjort af Eusebius og Pamphilus på grundlag af Origenes' arbejder, og hele verden er delt mellem disse tre tekstformer."

11. Den hesychianske recension:

Hesychius skal sandsynligvis identificeres med den martyrbiskop, som Eusebius nævner (Historia Ecclesiastica, VIII, 13) sammen med en anden lærd martyr, Phileas, biskop af Thmuis, og man mener, at disse to i fængslet var beskæftiget med at revidere den egyptiske tekst på det tidspunkt, da Pamphilus og Eusebius arbejdede med en lignende opgave under lignende forhold. I hvor høj grad eksisterende håndskrifter bevarer den hesychianske recension, er usikkert; kriteriet er overensstemmelse mellem deres tekst og de egyptiske oversættelser og kirkefædre (især Kyrillos). For profeterne har Ceriani identificeret codex Q og dens beslægtede håndskrifter som hesychianske. For Oktateuken finder N. McLean (JTS, II, 306) den hesychianske tekst i en gruppe minuskler, 44, 74, 76, 84, 106, 134 osv. Men de første hæfter af den større Cambridge-Septuaginta rejser spørgsmålet, om Codex B (Vaticanus) ikke selv kan være hesychiansk; dens tekst er nærmere beslægtet med Kyrillos af Alexandrias tekst end med nogen anden patristisk tekst, og enigheden mellem disse to vidner imod resten er undertiden (2 Mos 32,14) påfaldende slående. Også i Psalteret sporer Rahlfs (Septuaginta-Studien, 2. Heft, 1907, 235) den hesychianske tekst i B og delvis i Codex Sinaiticus. Jf. von Sodens teori for Det Nye Testamente.

Se TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT.

12. Den lucianske recension:

Den lucianske recension var et arbejde udført af en anden martyr, Lucian af Antiokia (død 311-12), sandsynligvis i samarbejde med hebraisten Dorotheus. Der er, som Hort har vist, grunde til at forbinde Lucian med en "syrisk" revision af Det Nye Testamente i det 4. århundrede, som blev den dominerende teksttype. At han frembragte en syrisk recension af det græske Gamle Testamente, siger Hieronymus udtrykkeligt, og vi er desuden med betydelig sikkerhed i stand til at identificere de bevarede håndskrifter, som viser den. Identifikationen, der skyldes Field og Lagarde, hviler på disse grunde:

(1) visse vers i 2 Kongebog er i den arabiske syro-hexaplariske version markeret med bogstavet L, og en note forklarer, at bogstavet angiver lucianske læsemåder;

(2) de således markerede læsemåder forekommer i minusklerne 19, 82, 93, 108, 118;

(3) disse håndskrifter stemmer i de historiske bøger overens med Septuaginta-citaterne hos de antiokenske fædre Chrysostomos og Theodoret.

Dette spor satte Lagarde i stand til at konstruere en luciansk tekst af de historiske bøger (Librorum Vet. Test. canonic. pars prior, Göttingen, 1883); hans død forhindrede fuldførelsen af arbejdet. Lagardes udgave svækkes af den kendsgerning, at han ikke citerer læsemåderne i de enkelte håndskrifter, som udgør gruppen, og den kan kun betragtes som en tilnærmet rekonstruktion af "Lucian." Det er dog tydeligt, at den lucianske Septuaginta havde meget de samme egenskaber som den syriske revision af Det Nye Testamente; klarhed og fuldstændighed var hovedmålene. Det er en "fyldig" tekst, resultatet af et ønske om så vidt muligt at medtage alt overleveret stof; "dobbeltlæsninger" er derfor talrige. Mens denne "sammenblanding" af tekster mindsker dens værdi, får den lucianske revision betydning ved den kendsgerning, at de kilder, den samlede fra, omfatter et element af stor ælde, som må frigøres; hvor den stemmer overens med den gammellatinske oversættelse imod alle andre autoriteter, er dens vidnesbyrd uvurderligt.

VI. Rekonstruktion af Septuaginta-teksten; oversættelser, håndskrifter og trykte udgaver.

Opgaven med at genskabe den oprindelige tekst er omgærdet af vanskeligheder. Materialerne (MSS, VSS, patristiske citater) er righoldige, men ingen er undgået "blanding," og principperne for rekonstruktion er endnu ikke sikkert fastlagt (Swete, Introduction, I, iv-vi; III, vi).

1. Gamle oversættelser lavet ud fra Septuaginta:

Blandt de vigtigste hjælpemidler til genskabelsen er datteroversættelserne, der blev lavet ud fra Septuaginta, og frem for alt den gammellatinske (før-hieronymianske) oversættelse, for den tidligste (afrikanske) gammellatinske oversættelse stammer fra det 2. århundrede e.Kr., dvs. før Origenes, og indeholder en tekst, hvorfra de med asterisk markerede passager i hexaplariske håndskrifter mangler; den "bringer os således det bedste uafhængige bevis, vi har, for at de hexaplariske tegn, som Origenes indførte, kan anvendes til rekonstruktionen af LXX" (Burkitt). Den gammellatinske sætter os også i stand til at genkende det gamle element i den lucianske recension. Men det latinske vidnesbyrd er på ingen måde enstemmigt. Augustin (De Doctr. Christ., ii.16) taler om den uendelige mangfoldighed af latinske VSS; selv om det til sidst kan vise sig, at de alle falder i to hovedfamilier, afrikansk og europæisk. Peter Sabatiers samling af patristiske citater fra den gammellatinske er stadig nyttig, om end den kræver kontrol i forhold til nyere udgaver af kirkefædrene. Blandt gammellatinske håndskrifter er et af de vigtigste codex Lugdunensis, udgivet af U. Robert (Pentateuchi e codex Lugd. versio Latin antiquissima, Paris, 1881; Heptateuchi partis post. versio Latin antiq. e codex Lugd., Lyon, 1900). Den studerende bør også konsultere Burkitts udgave af The Rules of Tyconius ("Texts and Studies," III, 1, Cambridge, 1894) og The Old Latin and the Itala (ibid., IV, 3, 1896).

Hieronymus’ Vulgata er hovedsagelig en direkte oversættelse fra hebraisk, men Vulgatas (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) Psalter, den såkaldte gallikanske, er en af Hieronymus’ to revisioner af den gammellatinske tekst, ikke hans senere version fra hebraisk, og nogle detaljer i vort Prayer-book Psalter stammer i sidste instans gennem Vulgatas (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) Psalter fra Septuaginta. Dele af Apokryferne (Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruk, 1 og 2 Makkabæerbog) er også ren gammellatinsk tekst, uberørt af Hieronymus.

Den tidlige datering (2. århundrede e.Kr.), som man engang hævdede for de egyptiske eller koptiske versioner (bohairisk, dvs. på dialekten i Nedre Egypten, sahidisk eller øvre-egyptisk og mellem-egyptisk), er ikke blevet bekræftet af senere forskning, i det mindste hvad angår den førstnævnte, som sandsynligvis ikke er tidligere end 3. eller 4. århundrede e.Kr. Rahlfs (Sept-Studien, II, 1907) identificerer det bohairiske Psalter som den hesychianske recension. Den sahidiske version af Jobs Bog har heldigvis bevaret den kortere tekst, som mangler de senere indskud fra Theodotion (Lagarde, Mittheilungen, 1884, 204); dette beviser ikke endeligt, at den er før-origenisk; den kan blot være en hexaplarisk tekst, hvor de asteriskmærkede passager er udeladt (Burkitt, EB, IV, 5027). Hexaplas indflydelse kan spores andre steder i denne version.

Den etiopiske version blev i hovedsagen lavet ud fra græsk og i det mindste delvis ud fra en tidlig tekst; Rahlfs (Sept. Stud., I, 1904) anser dens tekst af S-K, sammen med codex B’s tekst, for at være før-origenisk.

Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) eller den syriske Peshitta-version blev lavet ud fra hebraisk, skønt den delvis var påvirket af Septuaginta. Men en anden syrisk version er af første rangs betydning for Septuaginta-teksten, nemlig den af Paul, biskop af Tella (Constantine i Mesopotamien), udført i Alexandria i 616-17 og kendt som Syro-Hexapla. Dette er en nøgen syrisk version af Septuaginta-spalten i Hexapla, med de hexaplariske tegn. Et håndskrift af de poetiske og profetiske bøger findes i Ambrosianske Bibliotek i Milano og er blevet udgivet af Ceriani (Monumenta sacra et profana, 1874); fragmenter af de historiske bøger er også bevaret (Lagarde og Rahlfs, Bibliothecae Syriacae, Gottingen, 1892). Denne version supplerer de græske hexaplariske håndskrifter og er hovedautoriteten for Origenes’ tekst. For den oprindelige version af Daniel, som kun er bevaret i ét sent håndskrift, giver Syro-Hexapla en anden og ældre autoritet af stor værdi.

Den armenske version (henført til det 5. århundrede) skylder også sin værdi sin yderste bogstavelighed; dens tekst af Octateuchen er i vid udstrækning hexaplarisk.

En ren omtale må være nok af den arabiske version (hvor de profetiske og poetiske bøger, undtagen Job, blev oversat fra Septuaginta); fragmenterne af den gotiske version (lavet ud fra den lucianske recension), og de slaviske (delvis fra Septuaginta, også luciansk) og georgiske versioner.

2. Håndskrifter:

For en fuldstændig beskrivelse af de græske håndskrifter, se Swete, Introduction, I, kapitel V. De deles efter deres skrift (majuskler eller minuskler) i uncialer og kursiver; de førstnævnte spænder fra det 4. århundrede (fire papyrusfragmenter går tilbage til det 3. århundrede; Nestle i Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche, XXIII, 208) til det 10. århundrede e.Kr., de sidstnævnte fra det 9. til det 16. århundrede e.Kr. Fuldstændige Bibler er få; flertallet indeholder kun grupper af bøger, såsom Pentateuchen, Octateuchen (1 Mos-Ruth), de senere historiske bøger, Psalteret, de 3 eller 5 “salomoniske” bøger, Profeterne (store, små eller begge). Uncialer betegnes almindeligvis med store bogstaver (i Holmes’ og Parsons’ udgave med romertal); kursiver, hvoraf over 300 er kendt, med arabertal; i den større Cambridge-Septuaginta betegnes de udvalgte kursiver med små latinske bogstaver.

Følgende er de vigtigste uncialhåndskrifter, som indeholder, eller engang indeholdt, hele Bibelen: B (Vaticanus, i Rom, 4. årh. e.Kr.), antaget som standardtekst i alle nyere udgaver; Codex Sinaiticus, i Petersborg og Leipzig, 4. årh. e.Kr.), opdaget af Tischendorf i 1844 og de følgende år i Katharinaklostret på Sinaj bjerg; A (Alexandrinus, British Museum, sandsynligvis 5. årh. e.Kr.); C (Ephraemi rescriptus, Paris, sandsynligvis 5. årh.), et palimpsest, hvor det ældre bibelske materiale ligger under en middelalderlig græsk tekst af værker af Efraim Syreren. For Oktateuken og de historiske bøger: D (Cottonianus, British Museum, sandsynligvis 5. eller 6. årh.), fragmenter af en illumineret Genesis, hvoraf hovedparten gik til grunde i en brand i Ashburnham House i 1731; men tidligere kollationer af Grabe og andre findes, og for de tabte dele citeres de i Cambridge-teksterne som D (Dsil, dvs. silet Grabius, betegner en slutning ud fra Grabes tavshed om, at håndskriftet ikke indeholdt en variant); F (Ambrosianus, Milano, 4. til 5. årh.), fragmenter af Oktateuken; G (Sarravianus, fragmenter i Leiden, Paris og Petersborg, 4. til 5. årh.), vigtigt fordi det indeholder en origenisk tekst med de hexaplariske tegn; L (Purpureus Vindobonensis, Wien, 5. til 6. årh.), fragmenter af et illumineret håndskrift af Genesis på purpurfarvet pergament; M (Coislinianus, Paris, 7. årh.), vigtigt på grund af dets hexaplariske randstof. For Profeterne er Q (Marchalianus, Rom, 6. årh.) værdifuldt, både for sin tekst, som er »hesykhiansk« (se ovenfor), og for sit righoldige hexaplariske randstof. En ejendommelig blanding af uncial- og kursivskrift forekommer i E (Bodleianus, sandsynligvis 10. årh.), fragmenter af de historiske bøger (til 3 R 16,28), bevaret i Oxford, Cambridge (1 blad), Petersborg og London; Tischendorf, som bragte håndskriftet fra Østen, beholdt indtil sin død det afslørende Cambridge-blad, hvor overgangen fra uncial- til kursivskrift forekommer. Den længe skjulte kendsgerning, at de spredte fragmenter var dele af ét og samme håndskrift, kom for dagen ved Swetes identifikation af Cambridge-bladet som en fortsættelse af Bodleian-fragmentet. Mange af kursivhåndskrifterne venter stadig på undersøgelse, ligesom også lektionarierne. De sidstnævnte burde, selv om håndskrifterne for størstedelens vedkommende er sene, lønne et studium. Brugen af Septuaginta til lektionariske formål blev overtaget af kirken fra synagogen, og rækkefølgen af læsninger kan delvis repræsentere et gammelt system; man kan også vente, at de vil kaste lys over den lokale udbredelse af forskellige teksttyper.

3. Trykte tekster:

Af den trykte tekst var de første fire udgaver

(1) kardinal Ximenes' Complutensiske Polyglot, 1514-17, som omfattede de græske, hebraiske og Vulgata-teksterne (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.), hvor den sidstnævnte på den ærefulde midterplads blev sammenlignet med Jesus i midten mellem de to røvere (!). Den græske tekst byggede på håndskrifter fra Vatikanet og ét fra Venedig; den udviser i det store og hele den lukianske recension, ligesom den hesykhianske ved et mærkeligt sammentræf er repræsenteret i

(2) Aldus-udgaven fra 1518, baseret på venetianske håndskrifter.

(3) Den monumentale sixtinske udgave, udgivet i Rom i 1586 under pave Sixtus V's beskyttelse og ofte genoptrykt, byggede hovedsagelig på codex Vaticanus, hvis teksts overlegenhed med rette anerkendes i det interessante forord (trykt i Swetes Intro).

(4) Den engelske udgave (Oxford, 1707-20), påbegyndt af Grabe (død 1712), byggede på codex Alexandrinus, med hjælp fra andre håndskrifter, og havde det særpræg, at han brugte Origenes' kritiske tegn og forskellige skriftstørrelser til at vise afvigelsen mellem den græske og den hebraiske tekst. Af nyere udgaver er tre fremragende.

(5) Den store Oxford-udgave af Holmes og Parsons (Oxford, 1798-1827, 5 bind, folio) var det første forsøg på i et vældigt apparatus criticus at samle alt vidnesbyrd fra uncial- og kursivhåndskrifter (over 300), oversættelser og tidlige citater fra Filon og Josefus og fremefter. Som et monumentalt forrådskammer af materialer vil »H. and P.« ikke blive helt afløst af den seneste udgave, der nu (1913) er under forberedelse.

(6) Den brugbare Cambridge-»håndudgave« ved Swete (1. udgave 1887-94, 3. udgave 1901-7, 3 bind, oktav), er i hænderne på alle seriøse Septuaginta-studerende. Teksten er B's, eller (hvor B mangler) A's, og apparatet indeholder læsemåderne fra de vigtigste uncialhåndskrifter. Nye materialer, som er blevet opdaget siden H. and P.'s udgave, især codex S, er benyttet, og større nøjagtighed i gengivelsen af det øvrige vidnesbyrd er blevet muliggjort ved fotografi. Det overses undertiden, at teksten, som er trykt her, kun er foreløbig. Swetes udgave var tænkt som en forløber for

(7) den større Cambridge-Septuaginta, hvoraf tre hæfter, som omfatter Pentateuken, er udkommet (1913) (The Old Testament in Greek, udgave ved A.E. Brooke og N. McLean, Cambridge, 1911 pt. III. Numbers and Deuteronomy). Teksten er et genoptryk af Swetes, bortset fra at man fra Exodus og fremefter har rettet nogle få ændringer af fejl i det primære håndskrift, en vanskelig opgave, hvor redaktørerne har forkastet nogle få gamle læsemåder uden tilstrækkeligt hensyn til den hellenistiske græsks særegenheder. Værkets betydning ligger i dets apparat, som fremlægger læsemåderne fra alle uncialhåndskrifterne, oversættelserne og de tidlige citater samt fra et omhyggeligt repræsentativt udvalg af kursivhåndskrifterne. Materialerne i H (Hellighedsloven, Lev. 17-26) og P (Præstekodeksen) er ført ajour og fremlagt i en mere pålidelig og bekvem form. Desuden findes

(8) Lagardes rekonstruktion af den lukianske recension af de historiske bøger, som, som anført, må bruges med forsigtighed (se ovenfor)

4. Rekonstruktion af den oprindelige tekst:

Opgaven med at rekonstruere den ældste tekst er stadig ikke fuldført. Materialer er blevet samlet, og meget indledende »spadearbejde« er blevet gjort, især af Lagarde (se hans »aksiomer« i Swete, Introduction, 484 ff.) og i nyere tid af Nestle og Rahlfs; men de principper, som udgiveren må følge, er endnu ikke endeligt fastlagt. I hvilken grad »blanding« har påvirket dokumenterne, er anstødsstenen. Det er klart, at ingen enkelt Moabitersten fremlægger den ældste tekst. Teksten i codex B er, ligesom i Det Nye Testamente, i det store og hele den reneste. I de 4 bøger »Riger« (1 Samuel til 2 Kongebog) er den f.eks. sluppet for de grovere interpolationer, som findes i de fleste håndskrifter, og Rahlfs (Sept.-Studien, I, 1904) betragter dens tekst som før-origenistisk. Den er dog af ujævn værdi og på ingen måde en ufejlbarlig vejleder; i Dommerbogen er dens tekst f.eks. utvivlsomt sen, ifølge én autoritet ikke tidligere end det 4. århundrede e.Kr. (Moore, »Jgs,« ICC). I forhold til to af recensionerne fra det 4. århundrede er dens tekst neutral, hverken overvejende lukiansk eller hexaplarisk; men den er af nogle autoriteter blevet betragtet som hesychiansk. Muligvis holdt den recension, der blev til i det land, som frembragte Septuaginta, sig tættere end andre til den oprindelige tekst; nogle »hesychianske« træk i B-teksten kan vise sig at være oprindelige. Alligevel indeholder selv dens reneste dele spor af redaktionel revision og åbenlyse forvanskninger. Codex Alexandrinus fremviser en helt anden teksttype, som nærmer sig den masoretiske tekst. I bøgerne »Riger« er den praktisk talt en hexaplarisk tekst uden de kritiske tegn, idet det tilføjede stof hovedsagelig stammer fra Aquila. At den dog indeholder et gammelt element, fremgår af den betydelige støtte, dens læsemåder får fra Det Nye Testamente og tidlige kristne forfattere. Enkelthåndskrifter må vige for grupper. For at rekonstruere de tekster, der var i omløb før Origenes’ tid, er det nødvendigt at isolere de grupper, som indeholder de tre recensioner fra det 4. århundrede, og fra de således genfundne recensioner at fjerne alt hexaplarisk stof og sådanne ændringer, som synes at være indført af ophavsmændene til disse recensioner. Andre grupper, som er bragt for dagen af den større Cambridge-tekst, må også tages i betragtning. Forsøget på at trænge ind i historiens tidligere stadier er den vanskeligste opgave. Den gammellatinske oversættelse er her den sikreste vejleder; den har bevaret læsemåder, som er forsvundet fra alle græske håndskrifter, og giver et kriterium for de græske varianters relative alder. Vidnesbyrdet fra tidlige kristne og jødiske citater er også værdifuldt. I sidste instans må afgørelsen mellem tilbageværende varianter, efter at alle læsemåder, der er bevist at være »recensionelle« eller sene, er fjernet, afhænge af indre vidnesbyrd. Disse varianter falder i to klasser: (1) dem, der blot påvirker den græske tekst, langt det største antal og dem, der frembyder mindre vanskelighed; (2) dem, der forudsætter en anden hebraisk tekst. Ved bedømmelsen af de sidstnævnte må Lagardes hovedaksiomer holdes for øje: at en fri oversættelse skal foretrækkes frem for en slavisk bogstavelig, og en oversættelse, der forudsætter et andet hebraisk grundlag, frem for en, der bygger på den masoretiske tekst.

VII. Bøgernes antal, titler og rækkefølge.

1. Indhold:

Foruden de hebraiske kanoniske bøger omfatter Septuaginta alle bøgerne i de engelske apokryfer undtagen 2 Esdras (Manasses bøn får kun plads blandt de lovsange, der i nogle håndskrifter er føjet til Salmerne), desuden en 3. og 4. Makkabæerbog. Swete medtager endvidere i sin tekst, som et tillæg af græske bøger på kanonicitetens grænseområde, Salomos Salmer (fundet i nogle minuskler og nævnt i listen i codex A), de græske fragmenter af Enoks Bog og de ovennævnte kirkelige lovsange. Når tidlige kristne forfattere frit citerer fra disse yderligere bøger som Skrift, viderefører de uden tvivl en tradition, som er arvet fra jøderne i Alexandria. Da de fleste af bøgerne var oprindelige græske værker, var de ipso facto udelukket fra en plads i den hebraiske kanon. I Alexandria herskede der større rummelighed med hensyn til kanonicitet; Pentateuken indtog en særstilling, men hvad angår senere bøger, synes der ikke at være trukket nogen meget skarp skillelinje mellem »kanonisk« og »ikke-kanonisk«.

2. Titler:

Jøder i landet brugte det første ord eller de første ord i hver bog i Pentateuken som dens titel; Genesis blev f.eks. betegnet »i begyndelsen«, Exodus »(og dette er) navnene«; nogle få af de senere bøger har lignende titler. Det er Septuaginta, gennem de latinske oversættelsers formidling, vi skylder de velkendte beskrivende titler, for det meste foreslået af vendinger i den græske oversættelse. I nogle bøger er der spor af konkurrerende titler i den ptolemæiske tidsalder. Exodus (»udgang«) kaldes også Exagoge (»udførelse«) af Filon og af hellenisten Ezekiel, som gav dette navn til sit drama om udfrielsen fra Egypten. Filon har også alternative navne for Deuteronomium--Epinomis (»efter-lov«), lånt fra titlen på et pseudo-platonisk skrift, og for Dommerbogen »Dommenes Bog«. Den sidste titel ligner det alexandrinske navn for Samuels- og Kongebøgerne, nemlig de fire Bøger om Kongeriger eller snarere Regeringer; navnet kan i første omgang være blevet givet til en delvis oversættelse, der kun omfattede de første få monarkers regeringer. Hieronymus’ indflydelse genindførte i dette tilfælde de gamle hebraiske navne, ligesom også i Krønikebøgerne (= hebraisk »Dagenes Ord«, »Dagbøger«), som i Septuaginta har titlen Paraleipomena, »udeladelser«, fordi de er et supplement til Bøgerne om Regeringer.

3. Todeling af bøger:

En anden nyskabelse, som tilsyneladende skyldtes de græske oversættere eller senere redaktører, var opdelingen af nogle af de lange historiske fortællinger i bind af mere håndterligt omfang. I de hebraiske håndskrifter udgør Samuel, Kongebøgerne, Krønikebøgerne og Ezra-Nehemias hver især én bog. I Septuaginta er de tre første af disse samlinger opdelt i to bind som i moderne bibler; kendskab til den anden ordning antydes dog i Codex B ved, at den første sætning i den følgende bog er indsat ved slutningen af 1 R, 3 R og 1 Krønikebog, som en påmindelse til læseren om, at der følger en fortsættelse. Ezra-Nehemias forbliver udelt, idet den græske version (2 Esdras) er udarbejdet under indflydelse af traditionen fra Israels land. Oprindelig dannede Krønikebøgerne-Ezra-Nehemias en enhed, sådan som det tilsyneladende stadig var tilfældet, da den ældste græske version (1 Esdras) blev lavet.

4. Gruppering og rækkefølge af bøgerne:

I ordningen af bøgerne er der en radikal afvigelse fra praksis i Israels land. Der var tre hovedinddelinger i den hebraiske bibel, som ikke kunne ændres, og som repræsenterede tre stadier i kanonens tilblivelse: Loven, profeterne ("de tidligere", dvs. Josva, Dommerne, Samuel og Kongebøgerne, og "de senere") og "Skrifterne". Denne ordning var kendt i Alexandria ved slutningen af det 2. århundrede f.Kr. (Sir, prol.), men den blev ikke fulgt. "Skrifterne" var en blandet samling af historie og poesi med én profetisk bog (Daniel). Alexandrinske lærde indførte et mere litterært og symmetrisk system, hvor de samlede bøgerne i hver klasse og ordnede dem med en vis hensyntagen til deres forfatteres formodede kronologiske rækkefølge. Loven havde længe før den græske oversættelse fået en stilling af højeste hellighed; denne gruppe blev ladt urørt, den beholdt sin forrang og de enkelte bøger deres rækkefølge (3 Mosebog og 4 Mosebog bytter dog plads i nogle få lister). De to andre grupper brydes op. Rut fjernes fra "Skrifterne" og knyttes til Dommerbogen. Krønikebøgerne og Ezra-Nehemias overføres på samme måde til slutningen af den historiske gruppe. Denne gruppe følges, ud fra kronologiske hensyn, af de poetiske og andre "Skrifter", mens profeterne kommer til sidst (sådan i Codex Vaticanus osv.; i Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus går profeterne forud for digterne). Den indre rækkefølge i de græske Hagiographa, som omfatter kvasihistoriske bøger (Ester, Tobit, Judit) og visdomsbøger, varierer. Daniel får nu for første gang plads blandt profeterne. De 12 mindre profeter går som regel forud for de store (Codex Sinaiticus og vestlige autoriteter giver de fire forrang), og rækkefølgen i den første halvdel af deres kreds er ombyttet, tilsyneladende af kronologiske grunde: Hoseas følges af Amos, Mika, Joel, Obadias, Jonas. Jeremias har sit følge af satellitter: Baruk, Klagesangene (overført fra "Skrifterne") og Jeremias' brev; Susanna og Bel og Dragen hører sammen med og udgør integrerende dele af Daniel. Variation i bøgernes rækkefølge kan delvis tilskrives praksissen med at skrive hver bog på en særskilt papyrusrulle, opbevaret i et cylindrisk hylster; ruller med beslægtet stof ville have tendens til at blive anbragt i samme hylster, men der ville ikke være nogen fast rækkefølge for disse særskilte enheder, før afskrivning af store grupper i bogform kom på mode (Swete, Introduction, 225 f, 229 f).

VIII. Versionens og dens bestanddeles karakteristika.

På trods af tekstens usikre tilstand er nogle almene karakteristika ved versionen tydelige. Det er klart, at den, ligesom den hebraiske tekst selv, ikke er én enkelt bog, men et bibliotek. Den er en række versioner og græske kompositioner, der dækker næsten 400 år, eftersom den omfatter nogle få frembringelser fra det 2. århundrede e.Kr.; hovedparten af oversættelserne falder dog inden for den første halvdel af perioden (Sirak, prolegomena).

1. Gruppering af Septuagintas bøger ud fra indre vidnesbyrd:

Oversættelserne kan grupperes, og deres kronologiske rækkefølge kan omtrent bestemmes ud fra visse karakteristika ved deres stil.

(1) Vi kan undersøge, hvordan et hebraisk ord eller udtryk gengives i forskellige dele af værket. Forskellighed i gengivelserne er ikke et ufejlbarligt bevis på, at forskellige hænder har været i arbejde, eftersom uforanderlig ensartethed i oversættelse er vanskelig at opnå og faktisk ikke var målet for Pentateukens oversættere, som snarere synes at have tilstræbt variation i udtrykket. Hvis et hebraisk ord derimod konsekvent gengives med ét græsk ord i én del og med et andet andetsteds, og hvis hver af de to dele har andre træk, der er særlige for den, bliver det højst sandsynligt, at de to dele er værk af forskellige skoler. Blandt "testord", som giver resultater af denne art, er "tjener" i "Moses, Herrens tjener", "Hærskarer" i "Hærskarers Herre" og "filistre" (Swete, Introduction, 317 f; Thackeray, Grammar of the Old Testament, 7 ff).

(2) Vi kan sammenligne græsken med den i daterede dokumenter fra den ptolemæiske tidsalder. Oversættelserne blev skrevet på koine eller "fælles" græsk, de fleste af dem i den folkelige variant af den, i en periode hvor dette nye kosmopolitiske sprog var under dannelse; de talrige daterede papyri gør det muligt for os at spore nogle stadier i dets udvikling. Petrie- og Hibeh-papyrierne fra det 3. århundrede f.Kr. giver de nærmeste paralleller til den græske Pentateuk. Det følgende århundrede var vidne til en betydelig udvikling eller "degeneration" i sproget, som man kan finde spor af i de profetiske bøgers græsk. Ved siden af det folkelige græsk fandtes den litterære sprogform fra den "atticistiske" skole, som vedholdende, men med begrænset held, kæmpede for at genvinde den litterære duft fra de gamle græske mesterværker. Denne stil er i Septuaginta repræsenteret ved de fleste af de oprindelige græske skrifter og ved parafraserne af nogle af "Skrifterne".

(3) Vi kan sammenligne de græske bøger som oversættelser og lægge mærke til, i hvilke bøger der tillades frihed, og hvilke der holder sig strengt til hebraisk. Den generelle bevægelse går i retning af større bogstavelighed; de senere bøger viser en voksende ærefrygt for Skriftens bogstav, hvilket resulterede i frembringelsen af pedantisk bogstavelige oversættelser; tendensen kulminerede i det 2. århundrede e.Kr. i Aquilas barbarismer. Nogle af “Skrifterne” blev behandlet frit, fordi de endnu ikke havde opnået kanonisk rang på oversættelsestidspunktet. Undersøgelse efter disse linjer synes at vise, at oversættelsens rækkefølge omtrent var den samme som i den hebraiske kanon. Den græske Hexateuk kan placeres i det 3. århundrede f.Kr., Profeterne hovedsagelig i det 2. århundrede f.Kr., “Skrifterne” hovedsagelig i det 2. og 1. århundrede f.Kr.

(1) Hexateuken.

Den græske Pentateuk bør uden tvivl betragtes som en enhed: så langt kan Aristeas-fortællingen gives tiltro. Den udmærker sig ved et ensartet højt niveau i den “almindelige” folkelige stil, forenet med troskab mod hebraisk, og glider sjældent over i bogstavelighed. Den satte den standard, som senere oversættere forsøgte at efterligne. Teksten var mere sikkert fastlagt i denne del, og væsentlige variantlæsninger er forholdsvis få. Den sidste del af Anden Mosebog er en undtagelse; den hebraiske tekst havde her ikke nået sin endelige form i det 3. århundrede f.Kr., og der er nogen grund til at mene, at oversættelsen ikke er udført af oversætteren af den første halvdel. I Femte Mosebog optræder nogle få nye træk i ordforrådet (f.eks. ekklesia; se Hort, Christian Ecclesia, 4 ff). Josefus’ græske version danner et bindeled mellem Pentateuken og de senere historiske bøger. Teksten var endnu ikke fast, og varianter er mere talrige end i Pentateuken. Den tidligste oversættelse, sandsynligvis kun af udvalgte afsnit, synes ud fra visse fælles træk at have været næsten samtidig med Lovens.

(2) De “senere” profeter.

Der er næppe tvivl om, at de næste bøger, der blev oversat, var Profeterne i snævrere forstand, og at Esajas kom først. Stilen i den græske Esajas har en nær lighed, som ikke helt kan tilskrives efterligning, med Pentateukens: en vis frihed i behandlingen forbinder den med den tidligere oversættelsesperiode; den var kendt af Visdommens forfatter (Es 3,10 med Ottleys note). Oversættelsen viser “åbenlyse tegn på udygtighed” (Swete), men opgaven var krævende. Den lokale egyptiske farvning i oversættelsen er interessant (R. R. Ottley, Book of Isaiah according to the Septuagint, 2 bind, græsk tekst af A, oversættelse og noter, Cambridge, 1904-6, med anmeldelse i JTS, X, 299). Jeremias, Ezekiel og de små profeter blev sandsynligvis oversat en bloc eller næsten sådan. Kanonen i Israels land var nu blevet udvidet med en anden gruppe skrifter, og dette stimulerede et ønske blandt alexandrinske jøder om at eje hele samlingen af Profeterne på græsk. Foretagendet synes at have været formelt og nærmest officielt, ikke en tilfældig vækst. For det er blevet fastslået, at Jeremias og Ezekiel med henblik på oversættelse blev delt i to næsten lige store dele; et skift i den græske stil indtræder ved sammenføjningerne. I Jeremias indtræder bruddet i kapitel 29 i Septuagintas rækkefølge); det tydeligste kriterium for de to stilarter er den dobbelte gengivelse af “Så siger Herren.” Det sidste kapitel (Jer 52) er sandsynligvis en senere tilføjelse i den græske tekst. Oversætteren af anden halvdel af Jer oversatte også første halvdel af Baruk (1,1-3,8); han var udygtig, og hans arbejde giver, hvis man kan stole på vores tekst, grelle eksempler på, at græske ord blev valgt til at gengive ord, som han ikke forstod, blot på grund af deres lignende lyd. Ezekiel er delt på lignende måde, men her påtog oversætteren af den første halvdel (kapitlerne 1-27) sig også den vanskelige sidste fjerdedel (kapitlerne 40-48), mens resten blev overladt til en anden medarbejder. En fremtrædende prøve findes i gengivelserne af omkvædet: “De skal vide, at jeg er Herren.” Den græske version af “de tolv” viser intet spor af en lignende opdeling; i sin stil er den nært beslægtet med første halvdel af Ezekiel og er måske af samme hånd (JTS, IV, 245, 398, 578). Men denne officielle version af Profeterne var sandsynligvis blevet forudgået af versioner af korte afsnit, udvalgt til at blive læst på højtiderne i synagogerne. Lektionsbogens behov gav anledning til de tidligste versioner af Profeterne, muligvis også af Pentateuken. To tegn på dette er blevet påvist. I fire håndskrifter findes der en græsk version af Habakkuks salme (Hab 3), et kapitel som fra de tidligste tider har været en jødisk læsning til pinse, uafhængig af og tilsyneladende ældre end Septuaginta og lavet til synagogebrug. På lignende måde findes der i Septuagintas Ezekiel et afsnit på seksten vers (36,24-38) med en stil, der er helt forskellig fra sammenhængens. Dette afsnit var også en tidlig kristen læsning til pinse, og dets brug i lektionsbogen var arvet fra jødedommen. Her synes Septuagintas oversættere at have indarbejdet den ældre version, mens de i Hab 3 forkastede den (JTS, XII, 191; IV, 407).

(3) Delvis version af de “tidligere” profeter.

Den græske stil viser, at monarkiets historie ikke blev oversat på én gang. Det siges, at Ulfilas udelod disse bøger fra den gotiske oversættelse, fordi de kunne opflamme hans folks krigeriske sindelag; af en anden grund nøjedes de græske oversættere i begyndelsen med en delvis oversættelse. De udelod som ikke-opbyggelige de mere ulykkelige afsnit: Davids synd med de efterfølgende ulykker i hans regeringstid og den senere historie om det delte monarki, som kulminerede i fangenskabet. Sandsynligvis omfattede de tidligste oversættelser kun (1) 1 R, (2) 2 R 1,1-11,1 (Davids tidlige regering), (3) 3 R 2,12-21,13 (Salomo og begyndelsen på det delte monarki); den tredje bog af "Riger" begyndte med Salomos tronbestigelse (som i Lukians tekst), ikke på det sted hvor 1 Kongebog begynder. Disse tidligere afsnit er skrevet i en friere stil end resten af de græske "Riger", og den hebraiske original afveg mange steder stærkt fra den, der blev oversat i den engelske bibel (JTS, VIII, 262).

(4) "Skrifterne."

Hagiograferne blev i slutningen af det 2. århundrede f.Kr. betragtet som national litteratur (Sirak, prolegomena: "vore fædres andre bøger"), men ikke som kanoniske. Oversætterne havde ingen skrupler ved at behandle disse med stor frihed, uhæmmet af forbuddet mod at ændre Skriften (5 Mos 4,2; 5 Mos 12,32). Frie parafraser af uddrag blev frembragt, undertiden med legendariske tilføjelser. En delvis oversættelse af Job (hvor en sjettedel blev udeladt) var blandt de første; Aristeas, historikeren fra det 2. århundrede f.Kr., synes at have kendt den (Freudenthal, Hellenistische Studien, 1875, 136 ff.). Oversætteren var en kender af de græske digtere; hans oversættelse blev sandsynligvis lavet til den almindelige læser, ikke til synagogerne. Hatchs teori (Essays in Biblical Greek, 1889, 214) om, at hans hebraiske tekst var kortere end vores og senere blev udvidet, er uholdbar; undgåelse af antropomorfismer forklarer nogle udeladelser, mens grunden til andre er uklar. Den første græske fortælling om hjemkomsten fra eksilet (1 Esdras) var sandsynligvis en lignende oversættelse kun af uddrag fra Krønikebøgerne-Ezra-Nehemias, samlet omkring en fabel af ikke-jødisk oprindelse, fortællingen om de tre unge mænd ved Dareios' hof. Værket er et fragment, idet slutningen er gået tabt, og nogle kritikere har hævdet, at oversættelsen engang omfattede hele Krønikebøgerne-Ezra-Nehemias (C. C. Torrey, Ezra Studies, Chicago, 1910). Græsken er åbenlyst ældre end Esdras B og er af stor værdi for rekonstruktionen af hebraisk. Den samme oversætter synes, ud fra særegenheder i ordvalget, at have lavet den tidligste oversættelse af Daniel, idet han behandlede den med tilsvarende frihed og indarbejdede fremmed stof (De tre børns sang, Susanna, Bel). Det største mål af interpolation nås i Ester, hvor de græske tilføjelser udgør to tredjedele af fortællingen. De græske Ordsprog (sandsynligvis 1. århundrede f.Kr.) indeholder mange visdomsord, som ikke findes i hebraisk; nogle af disse synes at stamme fra en tabt hebraisk samling, andre er af rent græsk oprindelse. Også denne oversætter kendte og efterlignede de græske klassikere; de talrige brudstykker af jambiske og heksametriske vers i oversættelsen kan ikke være tilfældige (JTS, XIII, 46). Salteren er den ene oversættelse i denne kategori, hvor man ikke har taget sig friheder; i Sl 13 (14),3 må uddragene fra andre dele af Salmerne og fra Esajas, som er medtaget i B-teksten, være en interpolation, muligvis lavet før Paulus' tid (Rom 3,13), eller også taget fra Romerbrevet. Den lille Salme 151 i Septuaginta, der i titlen beskrives som et "autografisk" værk af David og som "uden for tallet," er klart en sen græsk frembringelse, måske et tillæg, der blev føjet til efter at oversættelsen var færdig.

(5) De seneste Septuaginta-oversættelser.

De seneste oversættelser, der er medtaget i Septuaginta, er frembringelser af de jødiske oversættere i det 2. århundrede e.Kr.; nogle bøger kan være lidt tidligere, værker af foregangsmænd i den nye skole, som gik ind for streng fastholden ved hebraisk. Bøgerne "Riger" blev nu fuldført, måske af Theodotion eller af en fra hans skole; de senere afsnit (2 R 11,2-3 R 2,11, Davids fald, og 3 R 22-4 R til slutningen, monarkiets fald) er skrevet af én hånd, som det ses af særegenheder i stilen, f.eks. "jeg er har med barn" (2 R 11,5) = "jeg er med barn," en brug der skyldes ønsket om at skelne den længere form af pronomenet 'anokhi ("jeg," også brugt for "jeg er") fra den kortere 'ani. En fuldstændig oversættelse af Dommerbogen blev nu sandsynligvis lavet for første gang. I to tilfælde blev de gamle parafrastiske oversættelser erstattet. Theodotions Daniel fortrængte, som ovenfor nævnt, den ældre oversættelse i den kristne kirke. En ny og fuldstændig oversættelse af Krønikebøgerne-Ezra-Nehemias blev lavet (Esdras B), skønt den ældre oversættelse beholdt sin plads i den græske Bibel på grund af den interessante legende, der var indlejret i den; den nye oversættelse er her igen muligvis Theodotions værk; de talrige translitterationer er karakteristiske for ham (Torrey, Ezra Studies; teorien var tidligere blevet fremsat af Sir H. Howorth). I den græske Prædiker har vi et eksempel på Akvilas stil (se McNeiles udgave, Cambridge, 1904). Højsangen er endnu en sen oversættelse

2. Almindelige kendetegn:

Et markant træk ved hele oversættelsen er den samvittighedsfulde undgåelse af antropomorfismer og udtryk, der kunne forringe den guddommelige transcendens. Således 2 Mos 4,16: "Du skal være for ham i det, der angår Gud" (hebraisk "for" eller "som Gud"); 15,3: "Herren er en, der bryder slag" (hebraisk "en krigsmand"); 24,10: "De så stedet, hvor Israels Gud stod" (hebraisk "de så Israels Gud"); 24,11: "Af Israels udvalgte omkom ikke én, og de blev set på Guds sted" (hebraisk "Mod de fornemme .... rakte han ikke sin hånd ud, og de skuede Gud"). Sammenligningen af Gud med en klippe blev konsekvent omskrevet som afguderisk, ligesom sammenligningen med solen undertiden blev det af frygt for soldyrkelse (Sl 83 (84),12: "Herren elsker barmhjertighed og sandhed" for hebraisk "Herren er sol og skjold"). "Guds sønner" (1 Mos 6,2) bliver til "Guds engle". Om mindre friheder, f.eks. lette udvidelser, fortolkning af vanskelige ord, erstatning af hebraisk møntfod med græsk, oversættelse af stednavne, se Swete, Introduction, 323 ff. Fejloversættelser er ikke ualmindelige, men man må huske de vanskeligheder, som disse pionerer stod over for, især de hebraiske originalers palæografiske karakter. De var skrevet på skrøbelige papyrusruller, med en skrift der sandsynligvis befandt sig i et overgangsstadium mellem de arkaiske og de senere kvadratiske tegn; ordene var ikke adskilt, og der var ingen vokalpunkter; to af radikalerne (waw og yodh) blev også ofte udeladt. Hertil kommer, at man i Alexandria, i hvert fald for dele af Skrifterne, manglede enhver sikker tradition om betydningen. På den anden side er den vokalisering, som oversætterne antog, f.eks. i egennavnene, af stor værdi for historien om den tidlige semitiske udtale. Det må endvidere huskes, at det semitiske sprog, de var mest fortrolige med, ikke var hebraisk, men aramæisk, og nogle fejl skyldes aramæiske eller endda arabiske dagligdags udtryk (Swete, Introduction, 319).

IX. Fremtrædende forskelle mellem de græske og hebraiske tekster.

Forskelle, der peger på en hebraisk original, som afviger fra den masoretiske tekst, berører enten rækkefølgen eller indholdet (sammenlign Swete, Introduction, 231 ff).

1. Rækkefølge:

De mest omfattende afvigelser i ordningen af stoffet forekommer i

(1) Ex 35-39, opførelsen af tabernaklet og dets tjeneres udsmykning,

(2) 3 R 4-11, Salomos regering,

(3) Jeremias (sidste halvdel),

(4) Ordsprogenes Bog (slutningen).

(1) I Anden Mosebog giver Septuaginta præsternes udsmykning forrang; i den hebraiske tekst følger den efter beretningen om tabernaklet, og den udelader røgelsesalteret helt. Hele afsnittet, der med næsten identiske ord beskriver udførelsen af de anvisninger, som er givet i de foregående kapitler, er en af de seneste dele af Pentateuken, og teksten var tydeligvis ikke endeligt fastlagt i det 3. århundrede f.Kr.; afsnittet manglede måske i den ældste græske version. I 2 Mos 20,13-15 ordner Codex B tre af buddene i den alexandrinske rækkefølge (7, 8, 6), som bevidnes hos Filon og i Det Nye Testamente.

(2) En bevidst omordning har fundet sted i historien om Salomo, og Septuaginta bevarer uden tvivl den ældre tekst. Fortællingen om bygningen af templet rummer, ligesom fortællingen om tabernaklet, nogle af de tydeligste eksempler på redaktionel revision i den masoretiske tekst (Wellhausen, Hist of Israel, 67, 280 osv.). Ved slutningen af 3 R placerer Septuaginta kapitlerne 20 og 21 i deres rette rækkefølge; den masoretiske tekst vender om på dette, idet den indskyder fortællingen om Nabot i den sammenhængende beretning om de syriske krige og retfærdiggør ændringen med et kort forord.

(3) I Jeremias afviger kapiteltallene fra midten af kapitel 25 til slutningen af kapitel 51, mens det historiske tillæg (kapitel 52) afslutter begge tekster. Det skyldes den forskellige placering, der er givet til en gruppe profetier mod folkeslagene: Septuaginta placerer dem i midten, den masoretiske tekst ved slutningen. Enkeltdelene i denne gruppe er også omordnet. Forskellen i rækkefølge er ældre end den græske oversættelse; se JTS, IV; 245.

(4) Rækkefølgen af nogle grupper af fyndord ved slutningen af Ordsprogenes Bog var ikke endeligt fastlagt på den græske oversættelses tid; ligesom Jeremias' profetier mod folkeslagene synes disse små grupper så sent som i det 2. eller 1. århundrede f.Kr. at have cirkuleret som særskilte småskrifter. Salmernes nummerering fra 10 til 147 afviger med én i Septuaginta og den masoretiske tekst på grund af uoverensstemmelser i grænselinjerne mellem de enkelte salmer.

2. Indhold:

Ser man bort fra slutningen af Anden Mosebog, er markante eksempler på afvigelse i Pentateuken få. Septuaginta alene bevarer Kains ord til sin bror: "Lad os gå ud på marken" (1 Mos 4,8). Afslutningen på Moses' sang forekommer i udvidet form i Septuaginta (5 Mos 32,43). På lignende måde er Hannas sang i 1 R 2 (? oprindelig en krigersk sejrssang) blevet gjort mere passende til anledningen ved, at der i vers 8c er indsat ord om svar på bøn, og den er blevet udvidet ved indsættelsen af et stykke fra Jeremias; ændringerne i begge sange kan hænge sammen med deres tidlige brug som cantica. I Josva tyder den større mængde afvigelser på, at denne bog ikke delte Lovens særlige hellighed. Men bøgerne om "Kongedømmerne" fremviser de største forskelle og giver tekstkritikeren det bredeste arbejdsfelt. Septuaginta beviser her eksistensen af to uafhængige beretninger om visse begivenheder. Undertiden indarbejder den begge, mens den massoretiske tekst forkaster den ene af dem; således giver Septuaginta (3 R 2,35a ff.; 46a ff.) et sammenhængende resumé af begivenheder i Salomos personlige historie, hvoraf de fleste andetsteds forekommer i løsrevet form; 3 R 12,24a-z er en anden beretning om rigets opløsning; 16,28a-h et andet resumé af Joshafats regering (sammenlign 22,41 ff.); 4 R 1,18a et andet resumé af Jorams regering (sammenlign 3,1 ff.). Omvendt synes den massoretiske tekst i 1 R 17-18 at have bevaret to modstridende beretninger om begivenheder i Davids tidlige historie, mens Septuaginta fremviser en kortere og sammenhængende fortælling (Swete, Intro, 245 f.). En "tilføjelse" i Septuaginta af største interesse findes i 3 R 8,53b, hvor en strofe lægges i Salomos mund ved tempelindvielsen, taget fra "Sangbogen" (sandsynligvis Jashars Bog); den massoretiske tekst giver strofen i en redigeret form tidligere i kapitlet (8,12 f.); for rekonstruktionen af den oprindelige hebraiske tekst se JTS, X, 439; XI, 518. Den sidste linje viser sig at være en titel: "Til sabbatten--På Alamoth" (dvs. for sopraner), hvilket viser, at sangen var sat i musik til liturgisk brug. I Jeremias adskiller de to tekster sig, foruden ved omstillinger, vidt fra hinanden med hensyn til overskud og mangel; kritikernes dom går hovedsagelig ind for Septuagintas prioritet (Streane, Double Text of Jeremiah, 1896). Om afvigelser i "Skrifterne" se VIII ovenfor; om yderligere titler til Salmerne se Swete, Introduction, 250 f.

LITTERATUR.

De vigtigste værker er nævnt i selve artiklen. Se desuden de meget udførlige lister i Swetes Introduction og bibliografierne ved Nestle i PRE3, III, 1-24, og XXIII, 207-10 (1913); HDB, IV, 453-54.

H. St. J. Thackeray