sin'-a-gog:

1. Navn

2. Oprindelse

3. Synagogernes udbredelse

4. Bygningen

(1) Stedet

(2) Konstruktionen

(3) Inventaret

5. Embedsmændene

(1) De ældste

(2) Forstanderen

(3) Tjeneren (eller tjenerne)

(4) Menighedens delegerede

(5) Tolken

(6) Almisseforvalterne

6. Gudstjenesten

(1) Fremsigelse af "Shema`"

(2) Bønner

(3) Læsning af Loven og Profeterne

(4) Prædikenen

(5) Velsignelsen

LITTERATUR

1. Navn:

Synagoge, græsk sunagoge, "forsamling" (ApG 13,43), "forsamlingssted" (Luk 7,5), var det navn, der i senere jødedom blev anvendt om det jødiske gudstjenestested i og uden for Israels land. Proseuche, "et bedested" (ApG 16,13), var sandsynligvis mere af karakter som et afgrænset område, der skilte det hellige sted fra profane fødder, end som en bygning med tag, sådan som en synagoge var. Sabbateion i Ant, XV, i, 6, 2, betød højst sandsynligt også synagoge. I Mishna finder vi beth ha-keneceth for synagoge, i targumerne og Talmud be-khenishta', eller blot kenishta'. De ældste kristne møder og mødesteder blev formet efter synagogernes forbillede, og i kristen-palæstinensisk aramæisk bruges ordet kenishta' om den kristne kirke (sammenlign Zahn, Tatian's Diatessaron, 335).

2. Oprindelse:

At synagogen på vor Herres tid var en af jødernes vigtigste religiøse institutioner, fremgår klart af, at man mente, den var blevet indstiftet af Moses (Apion, ii, 17; Philo, De Vita Moses, iii.27; sammenlign Targum Jer til 2 Mos 18,20). Den må være opstået under det babyloniske eksil. På den tid må de mere fromme jøder, langt fra deres fædreland og uden helligdom eller alter, uden tvivl fra tid til anden, især på sabbatter og festdage, have følt sig draget til at samles omkring dem, der var særligt fromme og gudfrygtige, for at lytte til Guds ord og deltage i en form for gudsdyrkelse. At sådanne møder ikke var ualmindelige, gøres sandsynligt af Ez 14,1; Ez 20,1. Dette ville danne grundlag for synagogens institution. Efter eksilet forblev synagogen og udviklede sig endda som en modvægt til templets absolutte præstevælde, og den må have føltes helt nødvendig for jøderne i adspredelsen. Skønt den i begyndelsen kun var bestemt til udlægning af Loven, var det naturligt, at bønner og prædiken med tiden blev føjet til gudstjenesten. Således kom disse møder, som i begyndelsen kun blev holdt på sabbatter og festdage, også til at blive holdt på andre dage og på de samme tidspunkter som gudstjenesterne i templet. Synagogens væsentlige formål var dog ikke bøn, men undervisning i Loven for alle folkets klasser. Philo kalder synagogerne "undervisningshuse, hvor fædrenes filosofi og alle slags dyder blev lært" (sammenlign Matt 4,23; Mark 1,21; Mark 6,2; Luk 4,15; Luk 4,33; Luk 6,6; Luk 13,10; Joh 6,59; Joh 18,20; CAp, ii, 17).

3. Synagogernes udbredelse:

I Israels land var synagogerne spredt over hele landet, og alle større byer havde én eller flere (f.eks. Nazaret, Matt 13,54; Kapernaum, Matt 12,9). I Jerusalem var der, på trods af at templet lå dér, mange synagoger, og alle dele af diasporaen var repræsenteret ved særlige synagoger (ApG 6,9). Også i hedenske lande havde jøderne deres egen synagoge, hvor som helst der fandtes et vist antal jøder: f.eks. Damaskus (ApG 9,2), Salamis (ApG 13,5), Antiokia i Pisidien (ApG 13,14), Thessalonika (ApG 17,1), Korinth (ApG 18,4), Alexandria (Philo, Leg Ad Cai, xx), Rom (ibid., xxiii). Papyrusfundene fra de senere år indeholder mange henvisninger til jødiske synagoger i Egypten fra Euergetes' tid (247-221 f.Kr.) og fremefter. Ifølge Philo (Quod omnis probus liber sit, xii, et al.) havde essæerne deres egne synagoger, og ud fra 'Abhoth 3 10 synes det, at "landets folk", dvs. masserne, især på landet, som var langt fjernet fra de skriftkloges indflydelse og endda stod i opposition til deres snævre fortolkning af Loven, havde deres egne synagoger.

4. Bygningen:

(1) Stedet.

Der er intet vidnesbyrd om, at synagogerne i Israels land altid skulle bygges på højtliggende grund, eller i det mindste at de skulle hæve sig over alle andre huse (sammenlign PEFS, juli 1878, 126), selv om vi i Talmud læser, at dette var et af kravene (Tos Meghillah, udgave Zunz, 4:227; Shabbath 11a). Af ApG 16,13 følger det ikke, at synagoger med vilje blev bygget uden for byen og nær vand af hensyn til ceremoniel vask (sammenlign Monatsschr. fur Gesch. und Wissensch. des Judenthums, 1889, 167-70; HJP II, 370).

(2) Konstruktionen.

Om arkitekturens stil har vi ingen sikre vidnesbyrd. Ud fra beskrivelsen i Talmud af synagogen i Alexandria (Toc Cukkah, udgave Zunz, 198 20; Cukkah 51b) forestiller man sig, at synagogerne var udformet efter forbillede af templet eller tempelforgården. Ud fra udgravningerne i Israels land ser vi, at man i byggeriet brugte landets sten. På dørenes overliggere fandtes forskellige former for udsmykning, f.eks. syvarmede lysestager, en åben blomst mellem to påskelam, eller vinblade med drueklaser, eller, som i Kapernaum, en krukke med manna mellem to fremstillinger af Arons stav. Den indvendige plan »er almindeligvis den med to dobbelte søjlerækker, som synes at have dannet synagogens hovedrum, mens gangene mod øst og vest sandsynligvis blev brugt som passager. Afstanden mellem søjlerne er meget lille, aldrig større end 9 1/2 fod« (Edersheim). På grund af en bestemt tilpasning af hjørnesøjlerne ved den nordlige ende antager Edersheim, at der engang var opført et kvindegalleri dér. Det fremgår dog ikke af Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente eller den ældste jødiske tradition, at der fandtes noget særligt galleri for kvinder. Det bør bemærkes, som indvending mod denne konklusion, at i De Vita Contemplativa, som nogle tilskriver Filon, synes et bestemt afsnit (sek. iii) at antyde eksistensen af et sådant galleri.

(3) Inventaret.

Vi ved kun, at der fandtes en flytbar ark, hvori lovens og profeternes ruller blev opbevaret. Den blev kaldt 'aron ha-qodhesh, men især tebhah (Meghillah 3 1; Nedharim 5 5; Ta`anith 2 1,2), og den stod vendt mod indgangen. Ifølge Ta`anith 15a blev den taget ud og båret i procession på fastedage. Foran arken, vendt mod menigheden, var »de fornemste pladser« (se CHIEF SEATS) for synagogeforstanderne og de lærde mænd (Matt 23,6). Af Neh 8,4 og 9,4 fremgår det, at bemah (Jerusalem Meghillah 3 1), en forhøjning hvorfra Loven blev læst, skønt den ikke nævnes i Det Nye Testamente, var af gammel dato og i brug på Kristi tid.

5. Embedsmændene:

(1) De ældste.

Disse embedsmænd (Luk 7,3) udgjorde den lokale domstol og fungerede i rent jødiske lokaliteter som en bestyrelseskomité for synagogens anliggender (sammenlign Berakhoth 4 7; Nedharim 5 5; Meghillah 3 1). Til dem hørte efter al sandsynlighed blandt andet myndigheden til at udelukke af fællesskabet (sammenlign Ezra 10,8; Luk 6,22; Joh 9,22; Joh 12,42; Joh 16,2; `Edhuyoth 5 6; Ta`anith 3 8; Middoth 2 2).

(2) Forstanderen.

Græsk archisunagogos (Mark 5,35; Luk 8,41; Luk 8,49; Luk 13,14; ApG 18,8; ApG 18,17), hebraisk ro'sh ha-keneseth (Sotah 7 7,8). I nogle synagoger var der flere forstandere (Mark 5,22; ApG 13,15). De blev højst sandsynligt valgt blandt de ældste. Forstanderens opgave var at lede synagogegudstjenesterne, for eksempel at afgøre, hvem der skulle kaldes frem for at læse fra Loven og Profeterne (Yoma' 7 1) og for at prædike (ApG 13,15; sammenlign Luk 13,14); han skulle føre tilsyn med drøftelserne og i det hele taget holde orden.

(3) Tjeneren (eller tjenerne).

Græsk huperetes; Talmud chazzan (Luk 4,20; Yoma' 7 1; Sotah 7 7,8). Han skulle sørge for synagogens belysning og holde bygningen ren. Det var ham, der svingede svøben, når straf skulle tildeles nogen i synagogen (Matt 10,17; Matt 23,34; Mark 13,9; ApG 22,19; sammenlign Makkoth 16). Af Shabbath 1 3 synes det, at chazzan også var elementærlærer.

Se EDUCATION.

(4) Menighedens udsending.

Hebraisk sheliach tsibbur (Ro'sh ha-shanah 4 9; Berakhoth 5 5). Dette embede var ikke permanent, men ved hvert møde blev én udvalgt af forstanderen til at udfylde det, og han ledede bønnerne. Ifølge Meghillah 4 5 forventedes den, der blev bedt om at læse Skrifterne, også at læse bønnerne. Han skulle være en mand af god karakter.

(5) Tolken.

Hebraisk methargeman. Det var hans pligt at oversætte de stykker af Loven og Profeterne, som blev læst på hebraisk, til aramæisk (Meghillah 3 3; sammenlign 1 Kor 14,28). Dette var sandsynligvis heller ikke et permanent embede, men blev ved hvert møde varetaget af én, som forstanderen udvalgte.

(6) Almisseforvalterne.

(Dema'i 3 1; Kiddushin 4 5). Almisser til de fattige blev indsamlet i synagogen (sammenlign Matt 6,2). Ifølge Pe'ah 8 7 skulle indsamlingen foretages af mindst to personer og uddelingen af mindst tre.

6. Gudstjenesten:

(1) Fremsigelse af »Shema`«.

Mindst ti personer skulle være til stede ved den regelmæssige gudstjeneste (Meghillah 4 3; Sanhedhrin 1 6). Der var særlige gudstjenester på lørdage og festdage. For at holde synagogegudstjenesterne ensartede med dem i templet blev begge holdt på de samme tidspunkter. Gudstjenesteordenen var som følger: fremsigelsen af shema`, dvs. en bekendelse til Guds enhed, bestående af afsnittene 5 Mos 6,4-9; 5 Mos 11,13-21; 4 Mos 15,37-41 (Berakhoth 2 2; Tamidh 5 1). Før og efter fremsigelsen af disse afsnit blev der sagt »velsignelser« i forbindelse med afsnittene (Berakhoth 1 4). Dette udgjorde en meget vigtig del af liturgien. Man mente, at den var blevet foreskrevet af Moses (sammenlign Ant, IV, viii, 13).

(2) Bønner.

De vigtigste bønner var Shemoneh `esreh, »atten lovprisninger«, en række på atten bønner, også kaldet »Bønnen« (Berakhoth 4 3; Ta`anith 2 2). Ligesom shema` er de meget gamle.

Følgende er den første af de atten: »Velsignet er du, Herren vor Gud og vore fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud: den store, den mægtige og den frygtindgydende Gud, den højeste Gud, som viser barmhjertighed og godhed, som skaber alle ting, som husker patriarkernes fromme gerninger og i kærlighed vil bringe en forløser til deres børnebørn for dit navns skyld; o konge, hjælper, frelser og skjold! Velsignet er du, o Herre, Abrahams skjold.«

Udsendingens bønner blev mødt med et amen-svar fra menigheden.

(3) Læsning af Loven og Profeterne.

Efter bønnerne blev parashah, dvs. perikopen fra Loven for den sabbat, læst, og tolken oversatte vers for vers til aramæisk (Meghillah 3,3). Hele Pentateuken var inddelt i 154 perikoper, sådan at den i løbet af 3 år blev læst igennem i rækkefølge. Efter læsningen af Loven kom HaphTarah, perikopen fra Profeterne for den sabbat, som tolken ikke nødvendigvis oversatte vers for vers, men i afsnit på 3 vers (Meghillah, anf. sted).

(4) Prædikenen.

Efter læsningen fra Loven og Profeterne fulgte prædikenen, som oprindelig var en kasuistisk udlægning af Loven, men som med tiden fik en mere andagtspræget karakter. Enhver i menigheden kunne blive bedt af forstanderen om at prædike, eller kunne bede forstanderen om tilladelse til at prædike.

Følgende eksempel på en gammel rabbinsk prædiken (1. århundrede e.Kr.), bygget over ordene: "Han har klædt mig i frelsens klæder" (Es 61,10, et vers i det kapitel, hvorfra Jesus tog sin tekst, da han talte til synagogen i Nazaret), kan tjene som illustration af samtidig jødisk forkyndelse:

"Syv klæder har Den Hellige--velsignet være han!--taget på, og vil tage på fra den tid, da verden blev skabt, indtil den time, da han vil straffe det onde Edom (dvs. Romerriget). Da han skabte verden, klædte han sig i ære og majestæt, som der siges (Sl 104,1): `Du er klædt i ære og majestæt.' Hver gang han tilgav Israels synder, klædte han sig i hvidt, for vi læser (Dan 7,9): `Hans klædning var hvid som sne.' Når han straffer verdens folk, tager han hævnens klæder på, som der siges (Es 59,17): `Han tog hævnens klæder på som klædning og var iført nidkærhed som en kappe.' Det sjette klæde vil han tage på, når Messias kommer; da vil han klæde sig i retfærdighedens klæde, for der siges (samme sted): `Han tog retfærdighed på som et brynje og frelsens hjelm på sit hoved.' Det syvende klæde vil han tage på, når han straffer Edom; da vil han klæde sig i 'adhom, dvs. `rødt,' for der siges (Es 63,2): `Hvorfor er du rød i din dragt?' Men det klæde, som han vil lægge på Messias, det vil skinne langt bort, fra jordens ene ende til den anden, for der siges (Es 61,10): `Som en brudgom pryder sig med en krans.' Og israelitterne vil få del i hans lys og vil sige:

`Velsignet er den time, da Messias skal komme!

Velsignet det moderliv, hvoraf han skal komme!

Velsignede hans samtidige, som er øjenvidner!

Velsignet det øje, som får den ære at se ham!

For åbningen af hans læber er velsignelse og fred;

hans tale er en bevægelse af ånderne;

hans hjertes tanker er tillid og munterhed;

hans tunges tale er benådning og tilgivelse;

hans bøn er ofrenes søde røgelse;

hans bønner er hellighed og renhed.

O hvor velsignet er Israel, for hvem sådan noget er beredt!

For der siges (Sl 31,19): "Hvor stor er din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig" ' "

(Pesiqta', udgave Buber).

(5) Velsignelsen.

Efter prædikenen blev velsignelsen udtalt (af en præst), og menigheden svarede amen (Berakhoth 5,4; Sotah 7,2.3).

LITTERATUR.

L. Zunz, Die gottesdienstlichen Vortrage der Juden, 2. udgave; Herzfeld, Geschichte des Volkes Israel, III, 129-37, 183-226; Hausrath, Neutestamentliche Zeitgesch., 2. udgave, 73-80; HJP, II, 357-86; GJV4, II; 497-544; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, 5. udgave, I, 431-50; Oesterly og Box, "The Religion and Worship of the Synagogue," Church and Synagogue, IX, nummer 2, april 1907, s. 46; W. Bacher, artikel "Synagogue" i HDB; Strack, artikel "Synagogen," i RE, 3. udgave, XIX.

Paul Levertoff