Hebr. ya’ar, der betyder en tæt skov på grund af dens frodighed. Således alle de store urskove i Syrien (Præd 2,6; Es 44,14; Jer 5,6; Mika 5,8). Den mest omfattende var Efraims skov øst for Jordan (2 Sam 18,6, 8; Jos 17,15, 18), som sandsynligvis er den samme som Efratas skov (Sl 132,6), en del af den store skov i Gilead. Det var i denne skov, Absalom blev dræbt af Joab. David trak sig tilbage til Harets skov i Judas bjerge for at undgå Sauls vrede (1 Sam 22,5). Vi læser også om Betels skov (2 Kong 2,23, 24), og om den, som israelitterne passerede under deres forfølgelse af filistrene (1 Sam 14,25), og om skoven med Libanons cedre (1 Kong 4,33; 2 Kong 19,23; Hos 14,5, 6).

“Libanonskovens hus” (1 Kong 7,2; 10,17; 2 Krøn 9,16) var sandsynligvis Salomos våbenhus og blev kaldt sådan, fordi træet til dets mange søjler kom fra Libanon, og de havde udseende som en skov.

Hebr. horesh, der betegner et krat af træer, underskov, jungle, buske eller sammenfiltrede træer, og som derfor gav et sikkert skjulested. Dette ord gengives med “skov” kun i 2 Krøn 27,4. Det gengives også med “træ”, “træet” i “Zifs ørken”, hvor David skjulte sig (1 Sam 23,15), som lå sydøst for Hebron. I Es 17,19 gengives dette ord i KJV fejlagtigt med “gren”.

Hebr. pardes, der betyder en indhegnet have eller plantage. Asaf kaldes i Neh 2,8 “vogter over kongens skov”. Det samme hebraiske ord bruges i Præd 2,5, hvor det i flertal gengives “frugthaver” (RV: “parker”), og Højs 4: 13, gengivet “frugthave” (RV randnote: “et paradis”).

“Høstens skov” (Zak 11,2, “utilgængelig skov”, eller RV “stærk skov”) er sandsynligvis en billedlig hentydning til Jerusalem, eller verset kan ganske enkelt pege på ødelæggelsen af den omtalte egn.

Skoven er et billede på ufrugtbarhed i modsætning til en dyrket mark (Es 29,17; 32,15; Jer 26,18; Hos 2,12). Esajas (10,19.33.34) sammenligner den assyriske hær under Sankerib (s.d.) med træerne i en vældig skov, som pludselig skal fældes ved et uset slag.