Ild
På engelsk: Fire
Easton's Bible Dictionary
Til hellige formål. Ofringerne blev fortæret af ild (1 Mos 8,20). Den evigt brændende ild på alteret blev først tændt fra himlen (3 Mos 6,9, 13; 9,24) og senere tændt på ny ved indvielsen af Salomos tempel (2 Krøn 7,1, 3). Udtrykkene “ild fra himlen” og “Herrens ild” betegner som regel lyn, men undertiden blev alterets ild også kaldt sådan (2 Mos 29,18; 3 Mos 1,9; 2,3; 3,5, 9).
Ild til et helligt formål, som blev skaffet på anden måde end fra alteret, blev kaldt “fremmed ild” (3 Mos 10,1, 2; 4 Mos 3,4).
De offerdyr, der blev slagtet som syndofre, blev bagefter fortæret af ild uden for lejren (3 Mos 4,12, 21; 6,30; 16,27; Hebr 13,11).
Til huslige formål, såsom bagning, madlavning, varme osv. (Jer 36,22; Mark 14,54; Joh 18,18). Men på sabbatten måtte der ikke tændes ild til noget husligt formål (2 Mos 35,3; 4 Mos 15,32-36).
Dødsstraf ved ild blev pålagt dem, der var skyldige i visse former for ukyskhed og incest (3 Mos 20,14; 21,9). At brænde krigsfanger var ikke ukendt blandt jøderne (2 Sam 12,31; Jer 29,22). Ligene af berygtede personer, der var blevet henrettet, blev også undertiden brændt (Jos 7,25; 2 Kong 23,16).
I krig blev ild brugt til ødelæggelse af byer, såsom Jeriko (Jos 6,24), Aj (8,19), Hasor (11,11), Lajish (Dom 18,27) osv. Kana’anæernes stridsvogne blev brændt (Jos 11,6, 9, 13). Israelitterne brændte billederne (2 Kong 10,26; RV: “søjler”) i Ba’als hus. Disse tilbedelsesgenstande synes at have været af samme art som obelisker og var undertiden tydeligvis lavet af træ.
Fakler blev undertiden båret af soldaterne i kamp (Dom 7,16).
Billedligt er ild et symbol på Jehovas nærvær og redskabet for hans magt (2 Mos 14,19; 4 Mos 11,1, 3; Dom 13,20; 1 Kong 18,38; 2 Kong 1,10, 12; 2,11; Es 6,4; Ez 1,4; Åb 1,14 osv.).
Guds ord sammenlignes også med ild (Jer 23,29). Den omtales som et billede på svære prøvelser eller ulykker (Zak 12,6; Luk 12,49; 1 Kor 3,13, 15; 1 Pet 1,7) og på evig straf (Matt 5,22; Mark 9,44; Åb 14,10; 21,8).
Helligåndens virkning sammenlignes med ild (Matt 3,11). Hans nedstigning blev betegnet ved, at der viste sig tunger som af ild (ApG 2,3).
International Standard Bible Encyclopedia
ild ('esh; pur):
Disse er de almindelige ord for ild, der forekommer meget hyppigt. 'Ur, "lys" (Es 24,15 KJV; jf. RV; Es 31,9, se ILD), nur (aramæisk) (Dan 3,22 ff) findes nogle få gange, ligeledes 'eshshah (Jer 6,29), og be`erah (2 Mos 22,6), hver kun én gang. ApG 28,2; ApG 28,3 har pura, "båltakke", og Mark 14,54; Luk 22,56, phos, "lys", RV "i ildens lys". "At antænde", yatsath (2 Sam 14,31), lahat (5 Mos 32,22, osv.), phlogizo (Jak 3,6).
Ilden blev af primitive folk betragtet som overnaturlig i sin oprindelse og særlig guddommelig. Molok, ildguden, og andre guddomme blev tilbedt af visse kana'anitiske og andre stammer med menneskeoffer (5 Mos 12,31; 2 Kong 17,31; Sl 106,37), og skønt dette særlig var forbudt israelitterne (3 Mos 18,21; 5 Mos 12,31; 5 Mos 18,10), faldt de alt for ofte tilbage i denne praksis (2 Kong 16,3; 2 Kong 21,6; Jer 7,31; Ez 20,26; Ez 20,31).
Se MOLOK; AFGUDERI.
1. Bogstavelig brug:
Ilden i Det gamle Testamente er især knyttet til Guds nærværelse, f.eks. ved indgåelsen af pagten med Abraham (1 Mos 15,17), i den brændende tornebusk (2 Mos 3,2-4), i ildstøtten (2 Mos 13,21), på Sinaj (2 Mos 19,18), i flammen på alteret (Dom 13,20). Jahve var "Guddommen, der svarede med ild" (1 Kong 18,24; 1 Kong 18,38). I Loven skulle derfor ofringer og offergaver (herunder røgelse) bringes med ild (2 Mos 12,8; 2 Mos 12,9; 2 Mos 12,10; 2 Mos 12,1). Ild fra Jahve betegnede Guds modtagelse af visse særlige og særskilte ofringer (Dom 6,21; 1 Kong 18,38; 1 Krøn 21,26). I 3 Mos 9,24 kom offerilden "frem fra Jahves ansigt". Alterilden skulle holdes tændt bestandig (3 Mos 6,12; 3 Mos 6,13); offer med "fremmed ild" (anden end den hellige alterild) blev straffet med "ild fra Jahves ansigt" (3 Mos 10,1; 3 Mos 10,2). Ild kom også fra himlen ved indvielsen af Salomos tempel (2 Krøn 7,1).
Ifølge /APC 2Makk 1,19-22 skjulte præsterne den hellige ild i en brønd på fangenskabstiden, og Nehemias fandt den igen på mirakuløs vis til det andet tempel. Senere sagde man, at Makkabæus genoprettede ilden ved at "slå på stene og tage ild ud af dem" (10,3).
Ilden var et hyppigt redskab for Guds primitive vrede (1 Mos 19,24; 2 Mos 9,23 (lyn); 4 Mos 11,1; 4 Mos 16,35, osv.; Sl 104,4, den amerikanske standard-RV "Som gør ... ildflammer til sine tjenere"). Ilden skal engang opløse verden (2 Pet 3,12). Den blev hyppigt brugt af israelitterne som redskab til ødelæggelse af afguderi og deres fjendes byer (5 Mos 7,5; 5 Mos 7,25; 5 Mos 12,3; 5 Mos 13,16; Jos 6,24; Dom., hyppigt); nogle gange også som straf (3 Mos 20,14; 3 Mos 21,9; Jos 7,25; /APC 2Makk 7,5).
Ildens hjemlige brug var, som hos andre folkeslag, til opvarmning, madlavning, oplysning osv., men efter Loven kunne ingen ild tændes på sabbatsdagen (2 Mos 35,3). Den blev også brugt til smeltning (2 Mos 32,24), og udrensning (4 Mos 31,23; 4 Mos 3,2; 4 Mos 3,3, osv.). Til offerilden brugtes træ som brændsel (1 Mos 22,3; 1 Mos 22,1; 3 Mos 6,12); til almindelige formål også trækul (Ordsp 25,22; Es 6,6, RV, randnote "eller het sten"; Hab 3,5, RV "brandpile", randnote "eller glødende kul"; Joh 21,9, "en ildsted af kul" RV, randnote "gr. en ildsted af trækul"; Rom 12,20); grene (4 Mos 15,32; 1 Kong 17,12); torne (Sl 58,9; Sl 118,12; Præd 7,6; Es 33,12); græs og andet væxtdække (Matt 6,30; Luk 12,28).
2. Billedlig brug:
Ilden var et symbol for
(1) Jahve i hans herlighed (Dan 7,9);
(2) i hans hellighed (Es 6,4);
(3) i hans nidkærhed for sin eneste tilbedelse (5 Mos 4,24; Hebr 12,29; Sl 79,5; måske også Es 33,14);
(4) hans beskyttelse af hans folk (2 Kong 6,17; Zak 2,5);
(5) hans retfærdige dom og renselse (Zak 13,9; Mal 3,2; Mal 3,3; 1 Kor 3,13; 1 Kor 3,15);
(6) hans vrede mod synd og straf over de onde (5 Mos 9,3; Sl 18,8; Sl 89,46; Es 5,24; Es 30,33, "et Tofet er beredt fra gamle tider"; Matt 3,10-12; Matt 5,22, RV "ildens helvete", randnote "græsk, Gehenna af ild"; se Es 30,33; Jer 7,31; Matt 13,40; Matt 13,42; Matt 25,41, "evig ild"; Mark 9,45-49; se Es 66,24; 2 Thess 1,7; Hebr 10,27; Jud 1,7);
(7) Guds ord i dets kraft (Jer 5,14; Jer 23,29);
(8) guddommelig sandhed (Sl 39,3; Jer 20,9; Luk 12,49);
(9) det, som leder mennesker (Es 50,10; Es 50,11);
(10) Helligånden (ApG 2,3);
(11) den glorificerede Kristus (Åb 1,14);
(12) godhed i dens smeltende kraft (Rom 12,20);
(13) prøvelse og lidelse (Sl 66,12; Es 43,2; 1 Pet 1,7; 1 Pet 4,12);
(14) ondskab (Ordsp 6,27; Ordsp 16,27; Es 9,18; Es 65,5); begær eller drift (Hos 7,6; /APC Sirak 23,16; 1 Kor 7,9); griskhed (Ordsp 30,16);
(15) tungen i dens onde aspekter (Jak 3,5; Jak 3,6);
(16) himlen i dens renhed og herlighed (Åb 15,2; se også Åb 21,22; Åb 21,23).
W. L. Walker
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).