in-spi-ra'-shun:

1. Betydning af termerne

2. Forekomster i Bibelen

3. Overvejelse af vigtige passager

(1) 2 Timotheus 3,16

(2) 2 Peter 1,19-21

(3) Johannes 10,34 f.

4. Kristi erklæring om, at Skriften må opfyldes

5. Hans vidnesbyrd om, at Gud er Skriftens ophav

6. Lignende vidnesbyrd fra hans umiddelbare efterfølgere

7. Deres identifikation af Gud og Skriften

8. "Guds orakler"

9. Det menneskelige element i Skriften

10. Guds virksomhed ved givelsen af Skriften

11. Det almindelige problem om oprindelsen: Guds del

12. Hvordan menneskelige egenskaber påvirkede Skriften. Forsynsmæssig forberedelse

13. "Inspiration" er mere end blot "forsyn"

14. Nytestamentlige forfatteres vidnesbyrd om guddommelig virksomhed

15. "Inspiration" og "åbenbaring"

16. Skrifterne en guddommelig-menneskelig bog?

17. Skriften for de nytestamentlige forfattere var Det Gamle Testamente

18. Inddragelse af Det Nye Testamente

LITTERATUR

1. Betydning af termerne:

Ordet "inspirere" og dets afledninger synes at være kommet ind i middelengelsk fra fransk og er fra begyndelsen (tidligt i det 14. århundrede) blevet brugt i et betydeligt antal betydninger, fysiske og billedlige, verdslige og religiøse. Afledningerne er blevet flere, og deres anvendelser er blevet udvidet i årenes løb, indtil de har fået en meget bred og varieret brug. Bag al deres brug ligger dog den faste antydning af en påvirkning udefra, som i sit objekt frembringer bevægelser og virkninger ud over dets iboende, eller i det mindste dets almindelige, kræfter. Substantivet "inspiration", skønt det allerede var i brug i det 14. århundrede, synes ikke at forekomme i anden end teologisk betydning før sent i det 16. århundrede. Den specifikt teologiske betydning af alle disse termer styres naturligvis af deres brug i latinsk teologi; og denne hviler i sidste instans på deres anvendelse i den latinske Bibel. I Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) forekommer i den latinske Bibel verbet inspiro (1 Mos 2,7; Salomos Visdom 15,11; Siraks Bog 4,12; 2 Tim 3,16; 2 Pet 1,21) og substantivet inspiratio (2 Sam 22,16; Job 32,8; Sl 18,15; ApG 17,25) begge 4 eller 5 gange i noget forskellige anvendelser. I udviklingen af en teologisk terminologi har de imidlertid fået (sammen med andre mindre hyppige anvendelser) en teknisk betydning med henvisning til de bibelske forfattere eller de bibelske bøger. De bibelske bøger kaldes inspirerede som de guddommeligt bestemte produkter af inspirerede mennesker; de bibelske forfattere kaldes inspirerede som nogle, der er indblæst af Helligånden, således at produktet af deres virksomhed overgår menneskelige kræfter og bliver guddommeligt autoritativt. Inspiration defineres derfor almindeligvis som en overnaturlig påvirkning, udøvet på de hellige forfattere af Guds Ånd, i kraft af hvilken deres skrifter får guddommelig pålidelighed.

2. Forekomster i Bibelen:

I mellemtiden er disse termer for engelsktalende mennesker i praksis ophørt med at være bibelske termer. De gik naturligt fra den latinske Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) over i de engelske oversættelser, der blev lavet ud fra den (mest fuldstændigt i Rheims-Douay: Job 32,8; Salomos Visdom 15,11; Siraks Bog 4,12; 2 Tim 3,16; 2 Pet 1,21). Men i udviklingen af den engelske Bibel har de fået stadig mindre plads. I de engelske bibeloversættelser af Apokryferne (både King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk)) bevares "inspired" i Salomos Visdom 15,11; men i de kanoniske bøger forekommer kun substantivformen i King James Version, og det kun to gange: Job 32,8, "Men der er en ånd i mennesket, og den Almægtiges inspiration giver dem forstand"; og 2 Tim 3,16, "Hele skriften er givet ved Guds inspiration og er nyttig til lære, til irettesættelse, til korrektion, til oplæring i retfærdighed." Revised Version (britisk og amerikansk) fjerner det første af disse eksempler og erstatter "inspiration" med "åndedrag"; og ændrer det sidste, så det lyder: "Ethvert skrift, inspireret af Gud, er også nyttigt til undervisning, til irettesættelse, til korrektion, til oplæring, som er i retfærdighed," med et alternativ i randnoten i formen: "Ethvert skrift er inspireret af Gud og nyttigt," osv. Ordet "inspiration" forsvinder således fra den engelske Bibel, og ordet "inspireret" står kun tilbage i den én gang, og da, lad det tilføjes, ved en tydelig og endda vildledende fejloversættelse.

For det græske ord i dette sted--theopneustos--betyder meget klart ikke "inspireret af Gud". Denne vending er snarere gengivelsen af det latinske divinitus inspirata, genoptaget fra Wycliffe- ("Al Scripture of God ynspyrid is ....") og Rheims-versionerne ("All Scripture inspired of God is ....") af Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Det græske ord betyder ikke engang, sådan som King James Version oversætter det, "givet ved Guds inspiration", skønt den gengivelse (arvet fra Tyndale: "All Scripture given by inspiration of God is ...." og dens efterfølgere; sammenlign Geneva: "The whole Scripture is given by inspiration of God and is ....") i det mindste kan siges at være en noget klodset, måske, men ikke vildledende, parafrase af det græske udtryk i datidens teologiske sprog. Det græske udtryk har imidlertid intet at sige om at inspirere eller om inspiration: det taler kun om en "blæsen" eller "udånding". Hvad det siger om Skriften, er ikke, at den er "indblæst af Gud" eller er produktet af den guddommelige "indånding" i dens menneskelige forfattere, men at den er udåndet af Gud, "Gud-åndet", produktet af Guds skabende ånde. Kort sagt: det, der erklæres i dette grundlæggende sted, er ganske enkelt, at Skrifterne er et guddommeligt produkt, uden nogen angivelse af, hvordan Gud har virket ved at frembringe dem. Der kunne dog ikke være valgt noget udtryk, som stærkere ville have hævdet Skriftens guddommelige frembringelse end det, der anvendes her. "Guds ånde" er i Skriften netop symbolet på hans almægtige kraft, bæreren af hans skabende ord. "Ved Jahves ord," læser vi i den betydningsfulde parallel i Sl 33,6, "blev himlene skabt, og hele deres hær ved hans munds ånde." Og det er især dér, hvor Guds gerninger er kraftfulde, at dette udtryk (hvad enten ruach eller neshamah) bruges til at betegne dem--Guds ånde er den uimodståelige udstrømning af hans kraft. Når Paulus derfor erklærer, at "ethvert skrift" eller "hele Skriften" er produktet af den guddommelige ånde, "er Gud-åndet", hævder han med så stor styrke, som han kunne bruge, at Skriften er produktet af en særligt guddommelig virken.

3. Overvejelse af vigtige skriftsteder:

(1) 2 Timotheus 3,16:

I det sted, hvor Paulus fremsætter denne kraftige hævdelse af Skriftens guddommelige oprindelse, er han i færd med at forklare, hvor store fordele Timotheus havde haft for at lære Guds frelsende sandhed at kende. Han havde haft gode lærere; og fra sin tidligste barndom var han, ved sit kendskab til Skrifterne, blevet gjort vis til frelse gennem troen på Jesus Kristus. Udtrykket "hellige skrifter", som bruges her (1 Tim 3,15), er et teknisk udtryk, som ganske vist ikke findes andre steder i Det Nye Testamente, men som forekommer almindeligt hos Filon og Josefus som betegnelse for den samling autoritative bøger, der udgjorde den jødiske "lov". Det står her uden artikel, fordi det stilles i kontrast til den mundtlige undervisning, som Timotheus havde nydt godt af, som noget endnu bedre: han havde ikke blot haft gode undervisere, men også altid "en åben bibel", som vi ville sige, i hånden. For yderligere at fremhæve den store fordel ved besiddelsen af disse hellige Skrifter tilføjer apostlen nu en sætning, der stærkt fremhæver deres natur. De er af guddommelig oprindelse og derfor af den højeste værdi til alle hellige formål.

Der er plads til nogen meningsforskel om den nøjagtige opbygning af denne erklæring. Skal vi gengive "Ethvert skrift" eller "Hele Skriften"? Skal vi gengive "Ethvert (eller hele) skrift er Gud-åndet og (derfor) nyttigt", eller "Ethvert (eller hele) skrift, idet det er Gud-åndet, er også nyttigt"? Uden tvivl er begge spørgsmål interessante, men for hovedsagen, som nu optager os, er de begge uden betydning. Om Paulus, idet han ser tilbage på de hellige Skrifter, han netop har nævnt, fremsætter den påstand, han nu vil tilføje, om dem fordelende, om alle deres dele, eller samlet, om hele deres masse, har ingen betydning: at sige, at hver del af disse hellige Skrifter er Gud-åndet, og at sige, at hele disse hellige Skrifter er Gud-åndet, er i hovedsagen ét og det samme. Heller ikke er forskellen stor mellem at sige, at de i alle deres dele, eller i hele deres udstrækning, er Gud-åndede og derfor nyttige, og at sige, at de i alle deres dele, eller i hele deres udstrækning, fordi de er Gud-åndede, også er nyttige. I begge tilfælde erklæres disse hellige Skrifter at skylde deres værdi deres guddommelige oprindelse; og i begge tilfælde hævdes denne deres guddommelige oprindelse kraftigt om hele deres væv. Alt i alt synes den foretrukne konstruktion at være: "Ethvert skriftsted, eftersom det er Gud-åndet, er også nyttigt." I så fald er det, apostlen hævder, at de hellige Skrifter, i hvert enkelt af deres steder--for det er netop "skriftsted", som "Skrift" betyder i denne fordelende brug af ordet--er produktet af Guds skabende ånde og, på grund af denne deres guddommelige oprindelse, er af højeste værdi til alle hellige formål.

Det skal bemærkes, at apostlen ikke standser her for at fortælle os, hverken hvilke bestemte bøger der indgår i den samling, som han kalder hellige skrifter, eller ved hvilke præcise handlinger Gud har frembragt dem. Ingen af disse emner hørte med til den sag, han i øjeblikket havde for sig. Det var Skrifternes værdi og kilden til denne værdi i deres guddommelige oprindelse, som han i øjeblikket havde brug for at fastslå; og disse ting fastslår han, idet han overlader til andre lejligheder de yderligere kendsgerninger om dem, som det kunne være godt at fremhæve. Det skal også bemærkes, at apostlen ikke her fortæller os alt det, som Skrifterne ved deres guddommelige tilblivelse gøres værdifulde til. Han taler ganske enkelt om det punkt, der umiddelbart er for hånden, og minder Timotheus om den værdi, som disse Skrifter i kraft af deres guddommelige oprindelse har for »Guds mand«. Deres åndelige kraft, som indblæst af Gud, er alt, hvad han her havde anledning til at omtale. Hvilke andre egenskaber der end måtte tilfalde dem fra deres guddommelige oprindelse, overlader han til andre lejligheder at tale om.

(2) 2 Peter 1,19-21:

Det, Paulus her fortæller os om Skrifternes guddommelige oprindelse, bekræftes og udvides af et slående afsnit i 2 Pet (1,19-21). Peter forsikrer sine læsere om, at det, der var blevet kundgjort dem om »vor Herre Jesu Kristi kraft og komme«, ikke hvilede på »snedigt udtænkte fabler«. Han tilbyder dem øjenvidners vidnesbyrd om Kristi herlighed. Og dernæst antyder han, at de har et bedre vidnesbyrd end selv øjenvidners. »Vi har,« siger han, »det profetiske ord« (English Versions of the Bible, uheldigvis, »profetiens ord«): og dette, siger han, er »mere sikkert« og bør derfor bestemt gives agt på. Han henviser naturligvis til Skrifterne. Om hvilket andet »profetisk ord« kunne han, i modsætning til vidnesbyrdet fra øjenvidnerne til Kristi »ophøjede herlighed« (KJV), sige, at »vi har« det, det vil sige, det er i vore hænder? Og han går straks videre til klart at tale om det som »skriftprofeti«. I gør vel, siger han, i at give agt på det profetiske ord, fordi vi først og fremmest ved dette, at »enhver profeti i skriften ....« Det er dog mere omdiskuteret, om han med dette udtryk mener hele Skriften, betegnet efter sin karakter som profetisk, det vil sige af guddommelig oprindelse; eller kun den del af Skriften, som vi skelner som særligt profetisk, de umiddelbare åbenbaringer, der findes i Skriften. Det første synspunkt er det mest sandsynlige, eftersom Skriften som helhed andre steder opfattes og omtales som profetisk. I så fald gælder det, Peter har at sige om denne »enhver profeti i skriften«--det nøjagtige sidestykke, skal det bemærkes, i dette tilfælde til Paulus' »enhver skrift« (2 Tim 3,16)--hele Skriften i alle dens dele. Det, han siger om den, er, at den ikke kommer »af privat tydning«; det vil sige, den er ikke resultatet af menneskelig undersøgelse af tingenes natur, et produkt af dens forfatteres egen tænkning. Det er det samme som at sige, at den er en guddommelig gave. Derfor går han straks videre til at gøre dette klart i en begrundende sætning, som rummer både den negative og den positive erklæring: »For ingen profeti kom nogensinde (randnote: »blev bragt«) ved et menneskes vilje, men det var, idet de blev båret af Helligånden, at mennesker talte fra Gud.« I denne usædvanligt præcise og indholdsrige udtalelse er der flere ting, som kræver nøje opmærksomhed. Der er først og fremmest den eftertrykkelige benægtelse af, at profeti--det vil sige, ud fra den hypotese vi arbejder med, Skriften--skylder menneskeligt initiativ sin oprindelse: »Ingen profeti blev nogensinde bragt--›kom‹ er det ord, der bruges i teksten i English Versions of the Bible, med ›blev bragt‹ i Revised Versions randnote--ved et menneskes vilje.« Dernæst er der den lige så eftertrykkelige påstand om, at dens kilde ligger i Gud: den blev ganske vist talt af mennesker, men de mennesker, der talte den, »talte fra Gud«. Og her indsættes en bemærkelsesværdig sætning, og den rykkes frem i sætningen, for at eftertrykket kan falde på den; den fortæller os, hvordan det kunne gå til, at mennesker, når de talte, ikke talte ud fra sig selv, men fra Gud: det var »idet de blev båret«--det er det samme ord, som ovenfor blev gengivet »blev bragt«, og som muligvis kunne gengives »bragt« her--»af Helligånden«, at de talte. Når de således talte under Helligåndens bestemmende indflydelse, var de ting, de talte, ikke fra dem selv, men fra Gud.

Her er en lige så direkte påstand om Skriftens guddommelige oprindelse som den i 2 Tim 3,16. Men her er der mere end en enkel påstand om Skriftens guddommelige oprindelse. Vi føres noget videre i vores forståelse af, hvordan Gud har frembragt Skrifterne. Det skete gennem mennesker, som »talte fra ham«, som redskaber. Mere præcist skete det gennem Helligåndens virke på disse mennesker, et virke der beskrives som at »bære« dem. Det udtryk, der her bruges, er meget specifikt. Det må ikke forveksles med at vejlede, eller dirigere, eller kontrollere, eller endda føre i dette ords fulde betydning. Det går ud over alle sådanne udtryk ved specifikt at tilskrive den frembragte virkning til den aktive handlende. Det, der »bæres«, tages op af »bæreren« og føres ved »bærerens« kraft, ikke sin egen, til »bærerens« mål, ikke sit eget. De mennesker, der talte fra Gud, erklæres derfor her for at være blevet taget op af Helligånden og ved hans kraft bragt til det mål, han valgte. De ting, som de talte under denne Ånds virke, var derfor hans ting, ikke deres. Og det er den grund, der angives til, at »det profetiske ord« er så sikkert. Skønt det blev talt gennem mennesker som redskaber, er det, i kraft af at disse mennesker talte »idet de blev båret af Helligånden«, et umiddelbart guddommeligt ord. Man vil lægge mærke til, at den nærmeste vægt her ikke lægges på Skriftens åndelige værdi (selv om også den ses i baggrunden), men på Skriftens guddommelige troværdighed. Fordi dette er den måde, hvorpå hver profeti i Skriften »er blevet bragt«, giver den et sikrere grundlag for tillid end selv menneskelige øjenvidners vidnesbyrd. Hvis vi naturligvis ikke ved »det profetiske ord« her forstår hele Skriften, beskrevet efter sin karakter som åbenbaring, men kun det element i Skriften, som vi specifikt kalder profeti, så er det direkte kun om dette element i Skriften, at disse store erklæringer fremsættes. Under alle omstændigheder fremsættes de dog om det profetiske element i Skriften i skriftlig form, som var den eneste form, hvori dette brevs læsere besad det, og som er det, der specifikt antydes i udtrykket »hver profeti i skriften«. Disse store erklæringer fremsættes derfor i det mindste om store dele af Skriften; og hvis hele Skriften menes med udtrykket »det profetiske ord«, fremsættes de om hele Skriften.

(3) Johannes 10,34 f:

Hvor langt Skriftens højeste troværdighed, sådan som den her hævdes, rækker, kan meddeles os gennem et afsnit i en af vor Herres taler, som er gengivet af Johannes (Joh 10,34-35). Jøderne, som tog anstød af, at Jesus “gjorde sig selv til Gud”, var i færd med at stene ham, da han forsvarede sig således: “Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg sagde: I er guder? Når den kalder dem guder, til hvem Guds ord kom (og Skriften kan ikke brydes), siger I da til ham, som Faderen helligede (randnote “indviede”) og sendte til verden: Du spotter Gud, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn?” Man kunne mene, at dette forsvar er utilstrækkeligt. Det er bestemt ufuldstændigt: Jesus gjorde sig selv til Gud (Joh 10,33) i en langt højere forstand end den, hvori “I er guder” blev sagt om dem, “til hvem Guds ord kom”: Han havde netop erklæret med umisforståelige ord: “Jeg og Faderen er ét.” Men det var fuldt tilstrækkeligt til det umiddelbare formål, der forelå — at afvise den tekniske anklage for gudsbespottelse, som byggede på, at han gjorde sig selv til Gud: det er ikke gudsbespottelse at kalde nogen Gud i nogen som helst forstand, hvori han med rette kan modtage denne betegnelse; og hvis det bestemt ikke er gudsbespottelse at kalde sådanne mennesker som dem, der omtales i det anførte skriftsted, guder på grund af deres officielle funktioner, kan det ikke være gudsbespottelse at kalde ham Gud, som Faderen indviede og sendte til verden. Det punkt, vi imidlertid skal lægge mærke til, er blot, at Jesu forsvar antager form af en appel til Skriften; og det er vigtigt at iagttage, hvordan han foretager denne appel. For det første anfører han Skrifterne som lov: “Står der ikke skrevet i jeres lov?” spørger han. Det skriftsted, som han anfører, er ikke skrevet i den del af Skriften, som mere specifikt blev kaldt “Loven”, det vil sige Mosebøgerne; heller ikke i nogen del af Skriften med formelt lovmæssigt indhold. Det står skrevet i Salmernes Bog; og i en bestemt salme, som er så langt som muligt fra at fremvise de ydre kendetegn på en lovbestemmelse (Sl 82,6). Når Jesus altså anfører dette afsnit som skrevet i jødernes “lov”, gør han det ikke, fordi det står i denne salme, men fordi det er en del af Skriften som helhed. Med andre ord tillægger han her hele Skriften lovmæssig autoritet, i overensstemmelse med en forestilling, der var almindelig nok blandt jøderne (sammenlign Joh 12,34), og som af og til kommer til udtryk i Det Nye Testamente, både på Jesu egen mund og i apostlenes skrifter. Således erklærer Jesus ved en senere lejlighed (Joh 15,25), at det står skrevet i jødernes “lov”: “De hadede mig uden grund,” en sætning, som findes i Sl 35,19. Og Paulus henfører afsnit både fra Salmerne og fra Esajas til “Loven” (1 Kor 14,21; Rom 3,19), og han kan skrive en sætning som denne (Gal 4,21): “Sig mig, I som vil være under loven, hører I ikke loven? For der står skrevet ....” idet han citerer fra fortællingen i Første Mosebog. Vi har set, at hele Skriften blev opfattet som “profeti”; vi ser nu, at hele Skriften også blev opfattet som “lov”: disse tre betegnelser, loven, profetien, Skriften, var i realiteten strenge synonymer, sådan som vort nuværende afsnit selv viser os ved i tilstødende vers at variere anførselsformlen fra “lov” til “skrift”. Og det, som således antydes i den måde, hvorpå Skriften anføres, udtales umiddelbart derefter i det mest udtrykkelige sprog, fordi det udgør et væsentligt led i vor Herres forsvar. Det kunne have været nok blot at sige: “Står der ikke skrevet i jeres lov?” Men vor Herre, som er fast besluttet på at føre sin appel til Skriften helt igennem, skærper pointen til det yderste ved med den stærkeste vægt at tilføje: “og Skriften kan ikke brydes.” Dette er grunden til, at det er umagen værd at appellere til det, der er “skrevet i loven”, fordi “Skriften kan ikke brydes.” Ordet “brydes” her er det almindelige ord for at bryde loven eller sabbatten eller lignende (Joh 5,18; Joh 7,23; Matt 5,19), og udsagnets betydning er, at det er umuligt for Skriften at blive sat ud af kraft, for dens autoritet at blive modstået eller benægtet. Tankebevægelsen går ud på, at fordi det er umuligt for Skriften — udtrykket er fuldstændig generelt og vidner om Skriftens enhedspræg (den er alt sammen, med henblik på det foreliggende formål, af ét stykke) — at blive modstået, derfor må dette bestemte skriftsted, som citeres, tages som havende uangribelig autoritet. Det, vi har her, er derfor den stærkest mulige hævdelse af Skriftens ufejlbarlige autoritet; netop det, der er sandt om Skriften, er, at den “kan ikke brydes.” Hvad er nu den særlige ting i Skriften, til bekræftelse af hvilken Skriftens ufejlbarlige autoritet således påberåbes? Det er en af dens mest tilfældige sætninger — mere end det, selve formen af dens udtryk i en af dens mest tilfældige sætninger. Dette betyder naturligvis, at i Frelserens syn knytter Skriftens ufejlbarlige autoritet sig til selve udtryksformen i dens mest tilfældige sætninger. Det gælder Skriften helt igennem, ned til dens mindste enkeltheder, at den har ufejlbarlig autoritet.

Det antydes undertiden, ganske vist, at vor Herres argument her er et argumentum ad hominem, og at hans ord derfor ikke udtrykker hans eget syn på Skriftens autoritet, men hans jødiske modstanderes. Det vil næppe blive benægtet, at der løber en åre af satire gennem vor Herres forsvar: at jøderne så let indrømmede, at fordærvede dommere med rette kunne kaldes "guder", men ikke kunne udholde, at han, som Faderen havde helliget og sendt til verden, kaldte sig selv Guds Søn, var en temmelig skarp kendsgerning at stille i så klart lys. Men argumentet fra Skriften er ikke ad hominem, men e concessu; Skriften var fælles grund for Jesus og hans modstandere. Hvis der behøvedes bevis for en så indlysende kendsgerning, ville det blive givet af den omstændighed, at dette ikke er et isoleret, men et repræsentativt sted. Den opfattelse af Skriften, som her træder så klart frem, udgør grundlaget for alle Jesu henvisninger til Skriften og for alle de nytestamentlige forfatteres henvisninger ligeledes. Overalt er en henvisning til Skriften, for ham og for dem på samme måde, en henvisning til en ufejlbarlig autoritet, hvis afgørelse er endelig; både han og de henviser uden forskel til enhver del af Skriften, til ethvert element i Skriften, til dens mest tilfældige bisætninger såvel som til dens mest grundlæggende principper, og til selve formen af dens udtryk. Denne holdning til Skriften som et autoritativt dokument antydes i virkeligheden allerede ved deres stadige betegnelse af den med navnet Skriften, Skrifterne, det vil sige "Dokumentet", i særlig fremragende forstand; og ved deres sædvanlige citering af den med den enkle formel: "Der står skrevet." Det, der står skrevet i dette dokument, giver så lidt rum for anfægtelse, at dets autoritet ikke behøvede at hævdes, men trygt kunne tages for givet. Begge udtryksmåder hører til vor Herres stadig illustrerede talemåder. De første ord, som han ifølge overleveringen udtalte efter sin fremtræden for Israel, var en henvisning til Skriftens uomtvistelige autoritet; over for Satans fristelser satte han intet andet våben end det endelige "Der står skrevet"! (Matt 4,4; Matt 4,7; Matt 4,10; Luk 4,4; Luk 4,8). Og blandt de sidste ord, han talte til sine disciple, før han blev taget op, var en irettesættelse af dem, fordi de ikke forstod, at alt det, "som er skrevet i Moses' lov og profeterne og salmerne" om ham--det vil sige (Luk 24,45) i hele "Skrifterne"--"nødvendigvis må" (meget eftertrykkeligt) "opfyldes" (Luk 24,44). "Således står der skrevet," siger han (Luk 24,46), som noget der gør al tvivl absurd. For, som han tidligere samme dag havde forklaret (Luk 24,25), viser det kun, at man er "uforstandig og sen af hjertet", hvis man ikke "tror på" (hvis ens tro ikke hviler sikkert på, som på en fast grundvold) "alt" (uden begrænsning i emne her), "hvad profeterne" (forklaret i Luk 24,27 som svarende til "alle skrifterne") "har talt."

4. Kristi erklæring om, at Skriften må opfyldes:

Nødvendigheden af opfyldelsen af alt, hvad der står skrevet i Skriften, som så stærkt hævdes i disse sidste instruktioner til hans disciple, omtales ofte af vor Herre. Han forklarer gentagne gange om begivenheder, der lejlighedsvis indtræffer, at de er sket, "for at skriften skulle opfyldes" (Mark 14,49; Joh 13,18; Joh 17,12; sammenlign Joh 12,14; Mark 9,12; Mark 9,13). På grundlag af Skriftens udsagn forkynder han derfor med tillid, at bestemte begivenheder med sikkerhed vil indtræffe: "I skal alle tage anstød (bogstaveligt: "forarges") af mig i denne nat; for der står skrevet ...." (Matt 26,31; Mark 14,27; sammenlign Luk 20,17). Skønt han har rigelige midler til undslippelse til sin rådighed, bøjer han sig for de kommende ulykker, for, spørger han, hvordan skulle ellers "skrifterne blive opfyldt, at det således må ske?" (Matt 26,54). Det er ikke blot de to disciple, som han talte med på vejen til Emmaus (Luk 24,25), han irettesætter for ikke mere fuldkomment at betro sig til Skriftens lære. "I gransker skrifterne," siger han til jøderne i det klassiske sted (Joh 5,39), "fordi I mener, at I i dem har evigt liv; og det er dem, der vidner om mig; og I vil ikke komme til mig, for at I kan have liv!" Disse ord blev sikkert talt mere i sorg end i hån: der ligger ingen bebrejdelse hverken i at granske Skrifterne eller i at mene, at evigt liv er at finde i Skriften; snarere en godkendelse. Det, jøderne bebrejdes for, er, at de læser med et slør liggende over deres hjerter, som han gerne ville fjerne (2 Kor 3,15). "I gransker skrifterne"--det er rigtigt: og "selv I" (eftertrykkeligt) "mener at have evigt liv i dem"--det er også rigtigt. Men "det er netop disse Skrifter" (meget eftertrykkeligt), "som vidner" (fortsat proces) "om mig; og" (her er det forunderlige!) "I vil ikke komme til mig og have liv!"--for at I, det vil sige, kan nå netop det mål, som I så rigtigt har for øje, når I gransker Skrifterne. Deres fiasko skyldes ikke Skrifterne, men dem selv, som læser Skrifterne med så ringe udbytte.

5. Hans vidnesbyrd om, at Gud er Skriftens forfatter:

Ganske tilsvarende finder vor Herre ofte anledning til at udtrykke undren over, hvor ringe virkning Skriften havde haft, når den var blevet læst, ikke fordi man havde undersøgt den for nysgerrigt, men fordi man ikke havde undersøgt den alvorligt nok, med tilstrækkelig enkel og stærk tillid til hver eneste af dens udsagn. "Har I ikke engang læst dette skriftsted?" spørger han, da han anfører Sl 118 for at vise, at forkastelsen af Messias allerede var antydet i Skriften (Mark 12,10; Matt 21,42 varierer udtrykket til det tilsvarende: "Har I aldrig læst i skrifterne?"). Og da de forargede jøder kom til ham og klagede over de hosianna-råb, hvormed børnene i templet hyldede ham, og spurgte: "Hører du, hvad disse siger?" mødte han dem (Matt 21,16) blot med: "Ja; har I aldrig læst: Af spædes og diendes mund har du fuldkommet lovprisning?" Den underliggende tanke i disse passager siges ligeud, når han antyder, at kilden til al vildfarelse i guddommelige ting netop er uvidenhed om Skrifterne: "I farer vild," erklærer han over for sine spørgere ved en vigtig lejlighed, "fordi I ikke kender skrifterne" (Matt 22,29); eller, som det måske udtrykkes stærkere i spørgende form i parallellen i et andet evangelium: "Er det ikke derfor, I farer vild, at I ikke kender skrifterne?" (Mark 12,24). Det er klart, at den, der kender Skrifterne ret, ikke farer vild. Den tillid, hvormed Jesus hvilede på Skriften i hvert eneste af dens udsagn, illustreres yderligere i en passage som Matt 19,4. Nogle farisæere var kommet til ham med et spørgsmål om skilsmisse, og han svarede dem således: "Har I ikke læst, at han, som skabte dem fra begyndelsen, skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? .... Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke skille ad." Det punkt, der skal bemærkes, er den udtrykkelige henføring af 1 Mos 2,24 til Gud som dets forfatter: "Han, som skabte dem .... sagde"; "hvad Gud altså har sammenføjet." Alligevel giver denne passage os ikke et udsagn af Gud, der er optegnet i Skriften, men blot Skriftens eget ord, og det kan kun behandles som en erklæring fra Gud ud fra den forudsætning, at hele Skriften er en erklæring fra Gud. Parallellen i Markusevangeliet (10,5 ff.) tillægger lige så sandt, om end ikke lige så udtrykkeligt, passagen Gud som dens forfatter, idet den citerer den som autoritativ lov og taler om dens fastsættelse som en handling fra Gud. Og det er interessant i forbifarten at iagttage, at Paulus, da han får anledning til at citere den samme passage (1 Kor 6,16), også udtrykkeligt citerer den som et guddommeligt ord: "For: De to, siger han, skal blive ét kød"--"han" betyder her, i overensstemmelse med en brug, der skal bemærkes senere, netop "Gud."

Så klart er det altså, at Jesu lejlighedsvise anførelse af Skriften som et autoritativt dokument hviler på, at den tilskrives Gud som dens forfatter. Hans vidnesbyrd er, at hvad som helst der står skrevet i Skriften, er et ord fra Gud. Vi kan heller ikke tømme dette vidnesbyrd for dets kraft under påskud af, at det kun fremstiller Jesus i hans køds dage, hvor man kunne antage, at han blot afspejlede sin tids og generations meninger. Det syn på Skriften, som han fremsætter, var uden tvivl hans tids og generations syn såvel som hans eget syn. Men der er ingen grund til at tvivle på, at han havde det, ikke fordi det var det gængse syn, men fordi han i sin guddommelig-menneskelige viden vidste, at det var sandt; for selv i sin fornedrelse er han det trofaste og sande vidne. Og under alle omstændigheder bør vi huske, at dette var den opstandne Kristus' syn såvel som den fornedrede Kristus' syn. Det var efter, at han havde lidt og var opstået igen i kraften af sit guddommelige liv, at han kaldte dem uforstandige og langsomme af hjertet, som ikke tror alt, hvad der står skrevet i alle Skrifterne (Luk 24,25); og at han fremlagde det enkle "Således står der skrevet" som den tilstrækkelige grund for tillidsfuld tro (Luk 24,46). Vi kan heller ikke bortforklare Jesu vidnesbyrd om Skriftens guddommelige troværdighed ved at tolke det som ikke hans eget, men som hans efterfølgeres vidnesbyrd, lagt i hans mund i deres gengivelser af hans ord. Det er ikke blot for konstant, detaljeret, intimt og delvis tilfældigt, og derfor så at sige skjult, til at tillade denne tolkning; men det gennemtrænger i den grad alle vores informationskanaler om Jesu lære, at det bliver sikkert, at det faktisk kommer fra ham. Det tilhører ikke alene Jesus i vores evangeliske beretninger, men også Jesus i de tidligere kilder, der ligger til grund for vores evangeliske beretninger, sådan som enhver kan forsikre sig om ved at iagttage de tilfælde, hvor Jesus anfører Skrifterne som guddommeligt autoritative, og som er optegnet i mere end ét af evangelierne (f.eks. "Der står skrevet," Matt 4,4; Matt 4,7; Matt 4,10 (Luk 4,4; Luk 4,8; Luk 4,10); Matt 11,10; (Luk 7,27); Matt 21,13 (Luk 19,46; Mark 11,17); Matt 26,31 (Mark 14,21); "skriftstedet" eller "skrifterne," Matt 19,4 (Mark 10,9); Matt 21,42 (Mark 12,10; Luk 20,17); Matt 22,29 (Mark 12,24; Luk 20,37); Matt 26,56 (Mark 14,49; Luk 24,44)). Disse passager alene ville være tilstrækkelige til at gøre Jesu vidnesbyrd klart for os: at Skriften i alle sine dele og udsagn er guddommeligt autoritativ.

6. Lignende vidnesbyrd fra hans nærmeste efterfølgere

Forsøget på at tilskrive vidnesbyrdet om Jesus til hans efterfølgere har kun den ubestridelige kendsgerning til sin fordel, at de nytestamentlige forfatteres vidnesbyrd har præcis samme virkning som hans. Også de taler flygtigt som apostle om Skriften med dette betydningsmættede navn og anfører den med det enkle "Der står skrevet", med den underforståelse, at hvad der end står skrevet i den, er guddommeligt autoritativt. Ligesom Jesu officielle virke begynder med dette "Der står skrevet" (Matt 4,4), således begynder den evangeliske forkyndelse med et "Som der står skrevet" (Mark 1,2); og ligesom Jesus søgte begrundelsen for sit værk i et højtideligt "Således står der skrevet, at Kristus skulle lide og opstå fra de døde på den tredje dag" (Luk 24,46), således begrundede apostlene højtideligt evangeliet, som de prædikede, detalje for detalje, ved appel til Skrifterne: "At Kristus døde for vore synder efter Skrifterne" og "At han er blevet oprejst på den tredje dag efter Skrifterne" (1 Kor 15,3; 1 Kor 15,4; jf. ApG 8,35; ApG 17,3; ApG 26,22, og også Rom 1,17; Rom 3,4; Rom 3,10; Rom 4,17; Rom 11,26; Rom 14,11; 1 Kor 1,19; 1 Kor 2,9; 1 Kor 3,19; 1 Kor 15,45; Gal 3,10; Gal 3,13; Gal 4,22; Gal 4,27). Hvor de end bragte evangeliet hen, var det som et evangelium, der hvilede på Skriften, at de forkyndte det (ApG 17,2; ApG 18,24; ApG 18,28); og de opmuntrede sig selv til at prøve dets sandhed ved Skrifterne (ApG 17,11). Det hellige liv, som de indskærpede, grundede de på Skriftens krav (1 Pet 1,16), og de anbefalede kærlighedens kongelige lov, som de lærte, med Skriftens stadfæstelse (Jak 2,8). Hver enkelt pligt blev af dem understøttet ved en appel til Skriften (ApG 23,5; Rom 12,19). Omstændighederne i deres liv og de begivenheder, der lejlighedsvis fandt sted omkring dem, henføres til Skriften for at få deres betydning (Rom 2,26; Rom 8,36; Rom 9,33; Rom 11,8; Rom 15,9; Rom 15,21; 2 Kor 4,13). Ligesom vor Herre erklærede, at hvad der end var skrevet i Skriften, nødvendigvis måtte opfyldes (Matt 26,54; Luk 22,37; Luk 24,44), således forklarede hans efterfølgere en af de mest opsigtsvækkende kendsgerninger, der var indtruffet i deres erfaring, ved at påpege, at "det var nødvendigt, at det skriftord blev opfyldt, som Helligånden forud havde talt ved Davids mund" (ApG 1,16). Her erklæres grunden til denne stadige appel til Skriften, så det er nok, at noget "er indeholdt i skriften" (1 Pet 2,6), for at det kan have ufejlbarlig autoritet, tydeligt nok: Skriften må nødvendigvis opfyldes, for det, der er indeholdt i den, er Helligåndens erklæring gennem den menneskelige forfatter. Hvad Skriften siger, siger Gud; og derfor læser vi sådanne bemærkelsesværdige udsagn som disse: "For skriften siger til Farao: Netop med dette formål oprejste jeg dig" (Rom 9,17); "Og skriften, som forudså, at Gud ville retfærdiggøre hedningerne af tro, forkyndte på forhånd evangeliet for Abraham: .... I dig skal alle folkeslag velsignes" (Gal 3,8). Dette er ikke eksempler på en simpel personificering af Skriften, hvilket i sig selv er en tilstrækkelig bemærkelsesværdig sprogbrug (Mark 15,28; Joh 7,38; Joh 7,42; Joh 19,37; Rom 4,3; Rom 10,11; Rom 11,2; Gal 4,30; 1 Tim 5,18; Jak 2,23; Jak 4,5), og som giver stemme til den overbevisning, Jakob (4,5) udtrykker, at Skriften ikke kan tale forgæves. De peger på en vis sammenblanding i almindelig tale mellem "Skriften" og "Gud", et resultat af en dybt rodfæstet overbevisning om, at Skriftens ord er Guds ord. Det var ikke "Skriften", der talte til Farao eller gav Abraham hans store løfte, men Gud. Men "Skriften" og "Gud" lå så tæt sammen i de nytestamentlige forfatteres sind, at de naturligt kunne tale om, at "Skriften" gjorde, hvad Skriften beretter, at Gud gjorde. Det var dog endnu mere naturligt for dem i forbifarten at tale om, at Gud sagde, hvad Skrifterne siger; og derfor møder vi talemåder som disse: "Derfor, som Helligånden siger: I dag, hvis I hører hans røst," osv. (Hebr 3,7, citerer Sl 95,7); "Du er Gud .... som ved din tjener Davids mund har sagt: Hvorfor rasede hedningerne," osv. (ApG 4,25 KJV, citerer Sl 2,1); "Han, som oprejste ham fra de døde .... har talt på denne måde: Jeg vil give jer .... fordi han også siger et andet (sted) ...." (ApG 13,34, citerer Es 55,3 og Sl 16,10), og lignende. De ord, der i hvert tilfælde lægges i Guds mund, er ikke Guds ord, som er nedskrevet i Skrifterne, men netop Skriftens ord i sig selv. Når vi tager de to grupper af passager sammen, i den ene af hvilke Skrifterne omtales som Gud, mens Gud i den anden omtales, som om han var Skrifterne, kan vi se, hvor tæt identifikationen af de to var i de nytestamentlige forfatteres sind.

7. Deres identifikation af Gud og Skriften:

Denne identifikation kan iagttages på slående måde i visse kæder af citater, hvor en række skriftsteder, der er nært forbundet med hinanden, bringes sammen. Første kapitel af Hebræerbrevet giver et eksempel. Vi kan begynde med Hebr 1,5: "For til hvilken af englene har han"--subjektet må nødvendigvis være "Gud"--"nogensinde sagt: Du er min Søn, i dag har jeg avlet dig?"--citatet er fra Sl 2,7 og meget passende i Guds mund--"og igen: Jeg vil være ham en Far, og han skal være mig en Søn?"--fra 2 Sam 7,14, igen en erklæring fra Gud selv--"Og når han igen fører den førstefødte ind i verden, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham"--fra 5 Mos 32,43, Septuaginta, eller Sl 97,7, hvor Gud i ingen af dem er den talende--"Og om englene siger han: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til en ildslue"--fra Sl 104,4, hvor Gud igen ikke er den talende, men omtales i tredje person--"men om Sønnen siger han: Din trone, o Gud, osv."--fra Sl 45,6; Sl 45,7, hvor Gud igen ikke er den talende, men tiltales--"Og: Du, Herre, i begyndelsen," osv.--fra Sl 102,25-27, hvor Gud igen ikke er den talende, men tiltales--"Men til hvilken af englene har han nogensinde sagt: Sæt dig ved min højre hånd?" osv.--fra Sl 110,1, hvor Gud er den talende. Her har vi steder, hvor Gud er den talende, og steder, hvor Gud ikke er den talende, men tiltales eller omtales, uden forskel tillagt Gud, fordi de alle har det til fælles, at de er Skriftens ord, og som Skriftens ord er de Guds ord. Tilsvarende har vi i Rom 15,9 ff. en række citater, hvor det første indledes med "som der står skrevet", og de næste to med "igen siger han" og "igen", og det sidste med "og igen siger Esajas"; det første er fra Sl 18,49, det andet fra 5 Mos 32,43, det tredje fra Sl 117,1, og det sidste fra Es 11,10. Kun det sidste (det eneste her, der tilskrives den menneskelige forfatter) er et Guds ord i Det Gamle Testamentes tekst.

8. "Guds udsagn":

Dette syn på Skrifterne som en sammenhængende masse af Guds ord gav anledning til dannelsen af en betegnelse for dem, hvormed denne deres karakter udtrykkeligt blev udtrykt. Denne betegnelse er "de hellige orakler", "Guds orakler". Den forekommer med usædvanlig hyppighed hos Filon, som meget almindeligt henviser til Skriften som "de hellige orakler" og citerer dens enkelte afsnit som hver især et "orakel". Da de deler Filons opfattelse af Skrifterne som, i alle deres dele, et Guds ord, taler Det Nye Testamentes forfattere naturligt også om dem under denne betegnelse. Det klassiske sted er Rom 3,2 (jf. Hebr 5,12; ApG 7,38). Her begynder Paulus en opregning af de fordele, som tilhørte det udvalgte folk frem for andre nationer; og efter at have erklæret, at disse fordele var store og talrige, sætter han deres besiddelse af Skrifterne først blandt dem alle: "Hvilken fordel har da jøden? eller hvad gavner omskærelsen? Meget på alle måder: først og fremmest, at de blev betroet Guds orakler." At der med "Guds orakler" her menes netop De hellige Skrifter i deres helhed, opfattet som en direkte guddommelig åbenbaring, og ikke nogen dele af dem eller elementer i dem, der mere særligt tænkes på som åbenbarende, er fuldstændig klart ud fra den udbredte samtidige brug af denne betegnelse i denne betydning hos Filon, og det gøres hævet over enhver tvivl ved tilstedeværelsen i Det Nye Testamente af talemåder, som hviler på og vokser ud af den opfattelse af Skriften, der er indeholdt i dette udtryk. Ud fra denne betegnelses synspunkt tænkes Skriften som Guds levende stemme, der i alle dens dele taler direkte til læseren; og følgelig citeres den med en eller anden formulering som "det siges", og denne måde at citere Skriften på forekommer behørigt som et alternativ til "der står skrevet" (Luk 4,12, der erstatter "der står skrevet" hos Matthæus; Hebr 3,15; jf. Rom 4,18). Det skyldes også dette synspunkt, at Skriften citeres, ikke som hvad Gud eller Helligånden "sagde", men hvad han "siger", idet nutidsformen understreger Guds levende stemme, der i Skrifterne taler til den enkelte sjæl (Hebr 3,7; ApG 13,35; Hebr 1,7; Hebr 1,8; Hebr 1,10; Rom 15,10). Og især skyldes det dette den særlige sprogbrug, hvor Skriften citeres med det enkle "siger", uden udtrykt subjekt, idet subjektet, når Skriften anføres, er alt for vel forstået til at behøve at nævnes; for hvem kunne være taleren af Skriftens ord andre end Gud alene (Rom 15,10; 1 Kor 6,16; 2 Kor 6,2; Gal 3,16; Ef 4,8; Ef 5,14)? Analogierne til dette betydningsmættede subjektløse "siger" er meget udbredte. Det var med det, at de gamle pythagoræere og platonikere og middelalderens aristotelikere hver især anførte deres mesters lære; det var med det, at man i visse kredse citerede dommene fra Hadrians store jurist Salvius Julianus; afrikanske stilister plejede endog at henvise med det til Sallust, deres store forbillede. Der er en tendens, som lejlighedsvis viser sig i Det Gamle Testamente, til at udelade Guds navn som overflødigt, når han, som det store logiske subjekt, der altid er i tankerne, let ville blive forstået (jf. Job 20,23; Job 21,17; Sl 114,2; Klag 4,22). Således var der heller ingen grund til, når Det Nye Testamentes forfattere citerede Skriften, at sige, hvis ord det var: det lå uden for al tvivl i alles sind. Denne sprogbrug er derfor et særligt slående tegn på den levende fornemmelse, Det Nye Testamentes forfattere havde af Skrifternes guddommelige oprindelse, og betyder, at de, når de citerede dem, var stærkt bevidste om, at de citerede umiddelbare ord fra Gud. Hvor fuldstændigt Skrifterne for dem netop var Guds ord, kan illustreres ved et sted som Gal 3,16: "Han siger ikke: Og til sæder, som om mange; men som om én: Og til dit sæd, som er Kristus." Vi har set vor Herre lade et argument afhænge af selve ordene i Skriften (Joh 10,34); andre steder afhænger hans ræsonnement af den særlige tid (Matt 22,32) eller det særlige ord (Matt 22,43), der bruges i Skriften. Her hviler Paulus' argument på tilsvarende måde på en grammatisk form. Uden tvivl er det den grammatiske form af det ord, som Gud siges at have talt til Abraham, der er på tale. Men Paulus ved kun, hvilken grammatisk form Gud brugte, da han talte til Abraham, sådan som Skrifterne har overleveret den til ham; og som vi har set, plejede han ikke, når han citerede Guds ord og Skriftens ord, at gøre nogen forskel mellem dem. Det er derfor sandsynligvis det skriftmæssige ord som et skriftmæssigt ord, han her har i tanke: selv om det naturligvis er muligt, at det, han her vidner om, snarere er den skriftmæssige beretnings detaljerede pålidelighed end dens direkte guddommelighed--hvis vi kan adskille to ting, som tilsyneladende ikke var adskilt i Paulus' sind. Så meget kan vi i det mindste sige uden at presse sagen, at betegnelsen af Skriften som "skrift" og dens citering med formuleringen "Der står skrevet" først og fremmest bevidner dens ufejlbarlige autoritet; betegnelsen af den som "orakler" og anføringen af den med formuleringen "Den siger" bevidner først og fremmest dens umiddelbare guddommelighed. Dens autoritet hviler på dens guddommelighed, og dens guddommelighed udtrykker sig i dens pålidelighed; og Det Nye Testamentes forfattere behandler den i al deres brug af den som det, de erklærer den for at være--et gudindblæst dokument, som, fordi det er gudindblæst, er gennemført pålideligt i alle sine udsagn, autoritativt i alle sine erklæringer og ned til sin mindste enkelhed selve Guds ord, hans "orakler".

9. Det menneskelige element i Skriften:

At Skrifterne helt igennem er en guddommelig bog, skabt ved den guddommelige kraft og i hver eneste del taler med guddommelig myndighed direkte til læsernes hjerte, er den grundlæggende kendsgerning om Skriften, som Kristus og de hellige forfattere, som vi skylder Det Nye Testamente, vidner om. Men den styrke og konsekvens, hvormed de vidner om denne grundlæggende kendsgerning, forhindrer dem ikke i ved siden af den at anerkende, at Skrifterne er blevet til ved menneskers medvirken. Det ville være upræcist at sige, at de anerkender et menneskeligt element i Skriften: de opdeler ikke Skriften og tilskriver dele af den, eller elementer i den, henholdsvis Gud og mennesket. Efter deres opfattelse er hele Skriften i alle dens dele og i alle dens elementer, ned til de mindste detaljer, i udtryksform såvel som i læremæssigt indhold, fra Gud; men det hele er givet af Gud gennem mennesker som redskaber. Der er derfor efter deres opfattelse ikke egentlig et menneskeligt element eller en menneskelig bestanddel i Skriften, og endnu mindre menneskelige afdelinger eller afsnit af Skriften, men en menneskelig side eller synsvinkel ved Skriften; og de undlader ikke at give denne menneskelige side eller synsvinkel fuld anerkendelse. I et af de grundlæggende steder, som allerede har været fremme, får deres opfattelse, om end noget bredt og meget kortfattet, dog et klart udtryk. Ingen »profeti«, siger Peter til os (2 Pet 1,21), »kom nogensinde ved et menneskes vilje; men båret af Helligånden talte mennesker fra Gud.« Her tilskrives hele initiativet Gud, og der forudsættes en så fuldstændig kontrol over de menneskelige redskaber, at resultatet i sandhed er Guds værk. De mennesker, som taler i denne »skriftens profeti«, taler ikke af sig selv eller ud fra sig selv, men fra »Gud«: de taler kun, idet de »bæres af Helligånden«. Men det er trods alt dem, der taler. Skriften er menneskets produkt, men kun menneskets, når det taler fra Gud og under en sådan kontrol af Helligånden, at de i deres tale »bæres« af ham. Forestillingen er åbenlyst, at Skrifterne er blevet givet ved menneskers mellemkomst; og denne forestilling kommer gentagne gange tilfældigt til udtryk gennem hele Det Nye Testamente.

Det er denne opfattelse, for eksempel, der kommer til udtryk, når vor Herre, idet han citerer Sl 110, erklærer om dets ord, at "David selv sagde i Helligånden" (Mark 12,36). Der ligger her en vis betoning af, at ordene er Davids egne ord, hvilket skyldes kravene i det argument, vor Herre førte, men som ikke desto mindre oprigtigt gengiver vor Herres opfattelse af deres oprindelse. Det er altså Davids egne ord, vi finder i Sl 110; men det er Davids egne ord, talt ikke blot af egen drift, men "i Helligånden", det vil sige--vi kunne ikke omskrive det bedre--"som båret af Helligånden". Med andre ord er de "Gud-indåndede" ord og derfor autoritative i en betydning, der ligger over, hvad nogen af Davids ord, som ikke var talt i Helligånden, overhovedet kunne være. Generaliserer vi sagen, kan vi sige, at Skriftens ord af vor Herre og Det Nye Testamentes forfattere opfattes som deres menneskelige forfatteres ord, når de taler "i Helligånden", det vil sige på hans initiativ og under hans styrende ledelse. Opfattelsen får måske endnu mere præcist udtryk i en sådan udtalelse, som vi finder--det er Peter, der taler, og det er igen en salme, der citeres--i ApG 1,16: "Helligånden talte ved Davids mund." Her anføres Helligånden naturligvis som den egentlige ophavsmand til det, der siges (og deraf Peters vished om, at det, der siges, vil blive opfyldt); men Davids mund betegnes udtrykkeligt som det redskab (det er den instrumentale præposition, der bruges), ved hjælp af hvilket Helligånden taler den pågældende skrift. Han taler ikke undtagen gennem Davids mund. Derfor erklæres det i ApG 4,25, at `Herren, som skabte himlen og jorden,' idet han virker ved sin Helligånd, har talt en anden salme `gennem munden på .... David,' sin "tjener"; og i Matt 13,35 anføres endnu en salme som "talt gennem profeten" (jf. Matt 2,5). I selve den handling, hvor Skriftens guddommelige oprindelse kraftigt hævdes, anerkendes stadig den menneskelige formidling, gennem hvilken den gives. Det Nye Testamentes forfattere har derfor ingen vanskelighed ved at tilskrive Skriften dens menneskelige forfattere eller ved i Skriften at opdage træk, der skyldes dens menneskelige forfatterskab. De citerer den frit med sådanne enkle formler som disse: "Moses siger" (Rom 10,19); "Moses sagde" (Matt 22,24; Matt 22,10; ApG 3,22); "Moses skriver" (Rom 10,5); "Moses skrev" (Mark 12,19; Luk 20,28); "Esajas .... siger" (Rom 10,20); "Esajas sagde" (Joh 12,39); "Esajas råber" (Rom 9,27); "Esajas har forud sagt" (Rom 9,29); "sagde profeten Esajas" (Joh 1,23); "profeterede Esajas" (Mark 7,6; Matt 15,7); "David siger" (Luk 20,42; ApG 2,25; Rom 11,9); "David sagde" (Mark 12,36). Det bør bemærkes, at når Skriften således anføres ved navnene på dens menneskelige forfattere, er det fuldstændig ligegyldigt, om de anførte ord er disse forfatteres kommentarer eller Guds direkte ord, som de har nedskrevet. Ligesom de menneskelige forfatteres mest åbenlyse ord tilskrives Gud som deres egentlige ophavsmand, således citeres Guds mest udtrykkelige ord, gentaget af de bibelske forfattere, under navnene på disse menneskelige forfattere (Matt 15,7; Mark 7,6; Rom 10,5; Rom 10,20; jf. Mark 7,10 fra Dekalogen). At sige, at "Moses" eller "David siger", er tydeligvis på denne måde kun en måde at sige, at "Skriften siger", hvilket er det samme som at sige, at "Gud siger". Sådanne måder at citere Skriften på fører os derfor kun lidt ud over blot at forbinde navnet, eller måske kan vi sige individualiteten, hos de enkelte forfattere med de dele af Skriften, der er givet gennem hver af dem. Hvordan den blev givet gennem dem, lades imens, om ikke uden antydning, så dog uden specifik forklaring. Vi synes kun sikre på at kunne slutte så meget: at Skriftens gave gennem dens menneskelige forfattere fandt sted ved en proces, der var langt mere intim, end der kan udtrykkes med ordet "diktat", og at den fandt sted i en proces, hvor Helligåndens kontrol var for fuldstændig og gennemgribende til at tillade de sekundære forfatteres menneskelige egenskaber på nogen måde at betinge produktets renhed som Guds ord. Skrifterne opfattes med andre ord af Det Nye Testamentes forfattere som gennemført Guds bog, i enhver del et udtryk for hans sind, givet gennem mennesker på en måde, der ikke øver vold mod deres natur som mennesker, og som også gør bogen til menneskers bog såvel som Guds, i enhver del et udtryk for dens menneskelige forfatteres sind.

10. Guds handlinger ved at give Skriften:

Hvis vi forsøger at komme bag om denne brede udtalelse og opnå en mere detaljeret opfattelse af de handlinger, ved hvilke Gud har givet Skrifterne, kastes vi tilbage på temmelig generelle fremstillinger, støttet af analogien til de måder, hvorpå Skriften beskriver Guds virken på andre områder af hans virksomhed. Det er meget ønskeligt, at vi fra begyndelsen frigør os fra påvirkninger, der udspringer af den nuværende brug af ordet "inspiration" som betegnelse for denne proces. Dette ord er ikke et bibelsk udtryk, og dets etymologiske implikationer stemmer ikke fuldkomment overens med den bibelske opfattelse af den guddommelige virkemådes former ved givelsen af Skrifterne. De bibelske forfattere opfatter ikke Skrifterne som et menneskeligt produkt, der er indblæst af den guddommelige Ånd og derved forhøjet i sine egenskaber eller udstyret med nye egenskaber; men som et guddommeligt produkt frembragt gennem menneskers redskabsmæssige medvirken. De opfatter ikke disse mennesker, ved hvis medvirken Skriften frembringes, som nogle, der arbejder på eget initiativ, skønt de af Gud får energi til større anstrengelse og højere præstation, men som bevæget af det guddommelige initiativ og båret af Guds Ånds uimodståelige kraft ad de veje, han vælger, til de mål, han har fastsat. Forskellen mellem de to opfattelser synes måske ikke stor, når sindet udelukkende er fæstnet ved det fremkomne produkts natur. Men de er forskellige opfattelser og ser på Skriftens frembringelse fra adskilte synspunkter--det menneskelige og det guddommelige; og de dermed forbundne mentale holdninger til Skriftens oprindelse er meget forskellige. Udtrykket "inspiration" er for fast forankret, både i teologisk og folkelig brug, som den tekniske betegnelse for Guds handling ved givelsen af Skrifterne, til at kunne erstattes; og vi kan være taknemlige for, at dets egne implikationer ligger så nær de bibelske opfattelser, som de gør. Imidlertid kan det med rette fastholdes, at det skal modtage sin definition fra Skriftens fremstillinger og ikke have lov til at påtvinge vores tænkning ideer om Skriftens oprindelse, der er afledt af en analyse af dets egne implikationer, etymologiske eller historiske. Den skriftmæssige opfattelse af den guddommelige Ånds forhold til de menneskelige forfattere ved Skriftens frembringelse udtrykkes bedre ved billedet af at "bære" end ved billedet af at "indblæse"; og når vores bibelske forfattere taler om Guds Ånds handling i dette forhold som et åndedrag, fremstiller de den som en "udånding" af Skrifterne ved Ånden og ikke som en "indånding" i Skrifterne ved ham.

11. Det almindelige oprindelsesproblem: Guds del:

Så snart vi imidlertid alvorligt bestræber os på at danne os en klar opfattelse af den præcise natur af den guddommelige handling i denne "udånding" af Skrifterne--denne "bæren" af Skrifternes forfattere til deres fastsatte mål: frembringelsen af en bog med guddommelig troværdighed og ufejlbarlig autoritet--bliver vi stærkt bevidste om et dybereliggende og langt bredere problem, uden hvilket dette med inspiration, teknisk forstået, ikke kan behandles frugtbart. Dette er det almindelige problem om Skrifternes oprindelse og Guds del i hele det kompleks af processer, ved hvis samvirke disse bøger, som vi kalder de hellige Skrifter, med alle deres ejendommeligheder og alle deres egenskaber af enhver art, er blevet til. For disse bøger blev naturligvis ikke frembragt pludseligt ved en mirakuløs handling--overrakt fuldstændige fra himlen, som man siger; men er, som alle andre produkter i tiden, det endelige resultat af mange processer, der samarbejder gennem lange perioder. Man må for eksempel overveje forberedelsen af det materiale, der udgør disse bøgers emne: i en hellig historie, lad os sige, der skal fortælles; eller i en religiøs erfaring, som kan tjene som norm for nedskrivning; eller i en logisk bearbejdning af åbenbaringens indhold, som kan stilles til rådighed for Guds folk; eller i den gradvise åbenbaring af den guddommelige sandhed selv, som leverer deres kulminerende indhold. Og man må overveje forberedelsen af de mænd, der skulle skrive disse bøger, en fysisk, intellektuel og åndelig forberedelse, som må have fulgt dem gennem hele deres liv, og som i virkeligheden må have haft sin begyndelse hos deres fjerne forfædre, og hvis virkning var at bringe de rette mænd til de rette steder på de rette tidspunkter, med de rette begavelser, impulser og tilegnede kundskaber, for at skrive netop de bøger, der var bestemt for dem. Når "inspiration," teknisk forstået, føjes til sådanne forberedelseslinjer, får den et ganske andet præg end det, den har, når den tænkes som en isoleret handling af den guddommelige Ånd, der virker uden relation til historiske processer. Fremstillinger gives undertiden, som om Gud, da han ønskede at frembringe hellige bøger, der skulle legemliggøre hans vilje--for eksempel en række breve som Paulus'--var henvist til nødvendigheden af at stige ned til jorden og møjsommeligt granske de mennesker, han fandt dér, ængsteligt søgende efter den, som alt i alt syntes bedst egnet til hans formål; og derefter med vold at tvinge det materiale, han ønskede udtrykt gennem ham, frem imod hans naturlige tilbøjelighed og med så lidt tab som muligt fra hans modstræbende karaktertræk. Naturligvis fandt intet af den slags sted. Hvis Gud ønskede at give sit folk en række breve som Paulus', forberedte han en Paulus til at skrive dem, og den Paulus, han førte til opgaven, var en Paulus, som spontant ville skrive netop sådanne breve.

12. Hvordan menneskelige egenskaber påvirkede Skriften. Forsynets forberedelse:

Hvis vi har dette i tanke, vil vi vide, hvilken vurdering vi skal anlægge på den almindelige fremstilling, der går ud på, at forfatternes menneskelige karaktertræk må, og faktisk også gør, betinge og kvalificere de skrifter, de frembringer; underforstået at vi derfor ikke kan få et rent Guds ord fra mark. Vi får at vide, at ligesom lys, der passerer gennem det farvede glas i et katedralvindue, er lys fra himlen, men farves af nuancerne i det glas, det passerer igennem, sådan må ethvert Guds ord, der passerer gennem et menneskes sind og sjæl, komme ud misfarvet af den personlighed, gennem hvilken det gives, og netop i den grad ophøre med at være Guds rene ord. Men hvad nu hvis denne personlighed selv er blevet formet af Gud til præcis den personlighed, den er, med det udtrykkelige formål at meddele det ord, der gives gennem den, netop den farve, den giver det? Hvad nu hvis farverne i det blyindfattede vindue er blevet udformet af arkitekten med det udtrykkelige formål at give det lys, der strømmer ind i katedralen, præcis den tone og kvalitet, som det får fra dem? Hvad nu hvis Guds ord, der kommer til hans folk, af Gud formes til det Guds ord, det er, netop ved hjælp af egenskaberne hos de mænd, som han har formet til formålet, og gennem hvem det gives? Når vi tænker på Gud Herren, der ved sin Ånd giver sit folk en samling autoritative skrifter, må vi huske, at han er forsynets og nådens Gud såvel som åbenbaringens og inspirationens Gud, og at han holder alle forberedelsens tråde lige så fuldt under sin ledelse, som han gør den særlige virkning, vi teknisk, i snæver forstand, kalder »inspiration«. Frembringelsen af Skrifterne er faktisk en lang proces, i hvis forløb talrige og meget forskelligartede guddommelige aktiviteter er involveret, forsynsmæssige, nådefulde, mirakuløse, og alle disse må tages i betragtning i ethvert forsøg på at forklare Guds forhold til Skriftens frembringelse. Når de alle tages i betragtning, kan vi ikke længere undre os over, at de resulterende Skrifter hele tiden omtales som Guds rene ord. Vi undrer os snarere over, at en yderligere Guds virkning—det, vi specifikt kalder »inspiration« i teknisk forstand—blev anset for nødvendig. Overvej for eksempel, hvordan et stykke hellig historie—lad os sige Krønikebogen eller Lukas’ store historiske værk, Evangeliet og Apostlenes Gerninger—bliver bragt til skrift. Først og fremmest er der forberedelsen af den historie, der skal skrives: Gud Herren leder hændelsernes række gennem den udvikling, han har bestemt for dem, for at de kan formidle deres lærdomme til hans folk: en »teleological« eller »etiological« karakter er iboende i selve begivenhedernes forløb. Dernæst forbereder han et menneske, gennem fødsel, oplæring, erfaring, nådegaver og, om nødvendigt, åbenbaringsgaver, som er i stand til at værdsætte denne historiske udvikling og ivrigt efter at udforske den, gennemrystet i hele sit væsen af dens lærdomme og besluttet på at gøre dem klare og virkningsfulde for andre. Når Gud da ved sit forsyn sætter dette menneske i gang med at skrive denne historie, vil der så ikke spontant blive skrevet af ham den historie, som det guddommeligt var hensigten skulle skrives? Eller overvej, hvordan en salmist ville blive forberedt til at sætte et stykke normativ religiøs erfaring i bevægende vers: hvordan han ville blive født med netop den rette kvalitet af religiøs følsomhed, af forældre gennem hvem han skulle modtage netop den rette arvelige tilbøjelighed, og fra hvem han skulle få præcis det rette religiøse eksempel og den rette oplæring, under livsomstændigheder hvor hans religiøse tendenser skulle udvikles præcis ad rette linjer; hvordan han ville blive ført gennem netop de rette erfaringer for i ham at vække præcis de følelser, han ville blive kaldet til at udtrykke, og til sidst ville blive sat i præcis de nødsituationer, der ville fremkalde deres udtryk. Eller overvej den forsynsmæssige forberedelse af en forfatter til et læremæssigt brev—ved hjælp af hvilken han skulle gives intellektuel bredde og skarphed, og oplæres i ræsonnementets vaner, og placeres i de situationer, der ville fremkalde netop den argumenterende fremstilling af kristen sandhed, som krævedes af ham. Når vi i vore tanker giver den rette plads til Guds forsynsstyres universalitet, til dets herredømmes omhyggelighed og fuldstændighed og til dets uforanderlige virkning, kan vi være tilbøjelige til at spørge, hvad der behøves ud over dette blotte forsynsstyre for at sikre frembringelsen af hellige bøger, som i hver eneste detalje skulle være i absolut overensstemmelse med den guddommelige vilje.

13. »Inspiration« er mere end blot »forsyn«:

Svaret er: Der behøves intet ud over blot forsyn for at sikre sådanne bøger--forudsat blot, at det ikke ligger i det guddommelige formål, at disse bøger skal besidde egenskaber, som ligger over menneskers evner at frembringe, selv under den mest fuldstændige guddommelige ledelse. For forsyn er ledelse; og ledelse kan kun føre én så langt, som ens egen kraft kan bære én. Hvis højder skal bestiges, som ligger over menneskets naturlige evne til at nå, da er der brug for noget mere end ledelse, hvor virksom den end er. Dette er grunden til, at der ved afslutningen af den lange proces, hvori Skriften blev til, blev føjet den yderligere guddommelige virken til, som vi teknisk kalder "inspiration". Ved den strømmer Guds Ånd sammen med menneskers forsynsmæssigt og nådigt bestemte arbejde, idet de spontant under den guddommelige ledelse frembringer de skrifter, der er bestemt for dem, og giver produktet en guddommelig kvalitet, som menneskelige kræfter alene ikke kan nå. Således bliver disse bøger ikke blot gudfrygtige menneskers ord, men Guds eget umiddelbare ord, der som sådant taler direkte til hver læsers sind og hjerte. Værdien af "inspiration" viser sig således som dobbelt. Den giver de bøger, der er skrevet under dens "bæren", en kvalitet, som virkelig er overmenneskelig; en pålidelighed, en myndighed, en gennemtrængende kraft, en dybde, en gavnlighed, som er helt igennem guddommelig. Og den taler dette guddommelige ord umiddelbart til hver læsers hjerte og samvittighed; således at han ikke behøver at bane sig vej til Gud, møjsommeligt, måske endda usikkert, gennem hans tjeneres ord, de menneskelige redskaber ved nedskrivningen af Skrifterne, men kan lytte direkte til selve den guddommelige stemme, der umiddelbart taler til ham i Skriftens ord.

14. Det Nye Testamentes forfatteres vidnesbyrd om guddommelig virken:

At Det Nye Testamentes forfattere selv opfatter Skrifterne som frembragt på denne måde ved guddommelige virkninger, der strækker sig gennem de fremadskridende tidsaldre og omfatter en mangfoldighed af forskelligartede aktiviteter, kan gøres klart ved blot at lægge mærke til de lejlighedsvise henvisninger, de kommer med til dette eller hint trin i processen. Det fremgår for eksempel tydeligt af deres udlægninger, at de i Det Nye Testamente betragtede den bibelske historie som teleologisk. Ikke alene fortæller de os, at “alt, hvad der tidligere blev skrevet, blev skrevet til vor lærdom, for at vi gennem udholdenhed og gennem Skrifternes trøst kunne have håb” (Rom 15,4; jf. Rom 4,23; Rom 4,14); de taler også om selve de historiske begivenheders forløb som ledet til gavn for os: “Nu skete disse ting for dem som eksempel” – på en typisk måde, på en sådan måde, at der, idet de indtraf, blev præget en typisk karakter eller en forudsigende henvisning på dem; det vil kort sagt sige, at historien fandt sted, som den gjorde, for at bære et budskab til os – “og de blev skrevet til formaning for os, over hvem tidsaldrenes ender er kommet” (1 Kor 10,11; jf. 1 Kor 10,6). Følgelig er det blevet en almindelighed i bibeludlægningen, at “selve frelseshistorien er typisk fremadskridende” (Kuper) og “på en måde gennemtrængt af det profetiske element”, så den udgør en “del af en stor plan, der strækker sig fra menneskets fald til den første fuldendelse af alle ting i herlighed; og for så vidt som den åbenbarer Guds sindelag over for mennesket, har den hensyn til fremtiden ikke mindre end til nutiden” (P. Fairbairn). Det fremgår lige så tydeligt af Det Nye Testamentes hentydninger til emnet, at dets forfattere forstod, at forberedelsen af mennesker til at blive redskaber for Guds budskab til mennesket ikke var fra i går, men havde sin begyndelse i selve deres væsens oprindelse. Det kald, hvorved Paulus for eksempel blev gjort til Jesu Kristi apostel, var pludseligt og tilsyneladende uden forudsætninger; men det er netop denne Paulus, der regner dette kald som kun ét trin i en lang proces, hvis begyndelse gik forud for hans egen tilværelse: “Men da det behagede Gud, som udskilte mig allerede fra min mors liv og kaldte mig ved sin nåde, at åbenbare sin Søn i mig” (Gal 1,15; Gal 1,16; jf. Jer 1,5; Es 49,1; Es 49,5). Det Nye Testamentes forfatteres anerkendelse af de erfaringer af Guds nåde, som var blevet dem skænket som et integreret element i deres udrustning til at være bærere af hans evangelium til andre, kommer så gennemgribende til udtryk, at den eneste vanskelighed er at udvælge de mest illustrerende steder fra mængden. En udtalelse som den, Paulus giver i de indledende vers af 2 Kor, er helt typisk. Der fremstiller han det sådan, at han er blevet trængt og trøstet med det formål, at han skulle “kunne trøste dem, der er i nogen som helst trængsel, ved den trøst, hvormed” han selv var blevet “trøstet af Gud”. For, forklarer han: “Hvad enten vi trænges, er det for jeres trøst og frelse; eller hvad enten vi trøstes, er det for jeres trøst, som virker i tålmodig udholdenhed under de samme lidelser, som også vi lider” (2 Kor 1,4-6). Det er derfor hævet over enhver tvivl, at Det Nye Testamentes forfattere, når de erklærer Skrifterne for at være et produkt af det guddommelige åndepust og forklarer dette som betydende, at disse Skrifters forfattere kun skrev dem, idet de blev båret af Helligånden på en sådan måde, at de talte, ikke ud fra sig selv, men “fra Gud”, tænker på denne Åndens virkning kun som Guds sidste handling i frembringelsen af Skrifterne, føjet oven på en lang række processer – forsynsmæssige, nådefulde, mirakuløse – hvorved Skriftens stof var blevet forberedt til nedskrivning, og mændene til at skrive det, og selve nedskrivningen faktisk var blevet bragt i stand. Det er denne sidste handling i Skriftens frembringelse, der teknisk kaldes “inspiration”; og inspiration fremstilles således for os som, i Det Nye Testamentes forfatteres tanker, den særlige Guds virkning i frembringelsen af Skriften, der får virkning netop på det punkt, hvor Skriften skrives – idet udtrykket “skrivning” her forstås som omfattende alle processerne i Skriftens faktiske tilblivelse: undersøgelsen af dokumenter, indsamlingen af kendsgerninger, udtænkningen af konklusioner, tilpasningen af formaninger som midler til mål og lignende – med den virkning, at den deraf fremkomne Skrift får en særligt overnaturlig karakter og udgør en guddommelig såvel som en menneskelig bog. Det er åbenbart, at måden, hvorpå denne guddommelige aktivitet virker for at nå dette resultat, i fuld overensstemmelse med analogien til de guddommelige virkninger på andre områder af dens aktivitet, både i forsynet og i nåden, opfattes som sammenløbende med de menneskelige aktiviteter, der virker i tilfældet; kort sagt som værende af den art, der er blevet kendt som “immanent handling”.

15. “Inspiration” og “åbenbaring”:

Det vil ikke undgå opmærksomheden, at »inspiration« således gøres til en form for »åbenbaring«. Vi bliver ganske vist ofte formanet til skarpt at skelne mellem »inspiration« og »åbenbaring«; og formaningen er berettiget, når »åbenbaring« tages i en af sine snævrere betydninger, f.eks. som en ydre manifestation af Gud eller som en umiddelbar meddelelse fra Gud i ord. Men »inspiration« adskiller sig ikke fra »åbenbaring« i disse indsnævrede betydninger som slægt fra slægt, men som én art af en slægt adskiller sig fra en anden. Den Guds handling, som vi kalder »inspiration«, det vil sige den Guds Ånds handling, ved hvilken han »bærer« mennesker i processen med at affatte Skriften, så de ikke skriver af sig selv, men »fra Gud«, er en af de måder, hvorpå Gud gør sit væsen, sin vilje, sine gerninger og sine formål kendt for mennesker. Den er lige så tydeligt en form for åbenbaring, som nogen form for åbenbaring kan være, og derfor udfører den samme opgave, som al åbenbaring udfører, det vil sige, med Paulus' udtrykkelige ord, den gør mennesker vise, og den gør dem vise til frelse. Al »særlig« eller »overnaturlig« åbenbaring (som i selve sin idé er frelseshistorisk, og som indtager en plads som et væsentligt element i Guds frelsende processer) har netop dette som sit mål; og Skriften, som en form for Guds frelsende åbenbaring, finder sit grundlæggende formål netop i dette: hvis den »inspiration«, ved hvilken Skriften frembringes, gør den troværdig og myndig, gør den den kun troværdig og myndig for desto bedre at kunne tjene til at gøre mennesker vise til frelse. Skriften opfattes, fra Det Nye Testamentes forfatteres synspunkt, ikke blot som optegnelsen af åbenbaringer, men som selv en del af Guds frelsende åbenbaring; ikke blot som optegnelsen af de frelsende handlinger, ved hvilke Gud frelser verden, men som selv en af disse frelsende handlinger, med sin egen rolle at spille i det store værk med at grundlægge og opbygge Guds rige. Det, der giver den en plads blandt Guds frelsende handlinger, er dens guddommelige oprindelse, forstået i sin videste betydning, som omfattende alle de guddommelige handlinger, forsynsmæssige, nådige og udtrykkeligt overnaturlige, ved hvilke den er blevet netop det, den er--en samling skrifter, der kan gøre vis til frelse og er nyttig til at gøre Guds menneske fuldkomment. Det, der giver den dens plads blandt åbenbaringens former, er imidlertid specifikt den kulminerende af disse guddommelige handlinger, som vi kalder »inspiration«; det vil sige Guds Ånds handling, når han på en sådan måde »bærer« dens menneskelige forfattere i deres arbejde med at frembringe Skriften, at de i disse skrifter ikke taler ud af sig selv, men »fra Gud«. Det er i kraft af denne handling, at Skrifterne med rette kan kaldes »Gud-åndede«.

16. Skrifterne en guddommelig-menneskelig bog?:

Det har været sædvane blandt en bestemt skole af forfattere at tale om Skrifterne, fordi de således er »inspirerede«, som en guddommelig-menneskelig bog og at henvise til analogien med vor Herres guddommelige-menneskelige person for at forklare deres særlige egenskaber som sådan. Udtrykket henleder opmærksomheden på en vigtig kendsgerning, og analogien holder et stykke vej. Der er menneskelige og guddommelige sider ved Skriften, og når vi flygtigt undersøger den, kan vi i den skiftevis opfatte træk, som snart peger på den ene, snart på den anden faktor i dens oprindelse. Men analogien med vor Herres guddommelige-menneskelige person kan let presses ud over det rimelige. Der er ingen hypostatisk forening mellem det guddommelige og det menneskelige i Skriften; vi kan ikke stille Helligåndens »indskriftliggørelse« parallelt med Guds Søns inkarnation. Skrifterne er blot produktet af guddommelige og menneskelige kræfter, der arbejder sammen om at frembringe et produkt, ved hvis frembringelse de menneskelige kræfter arbejder under det guddommeliges initiativ og fremherskende ledelse: vor Herres person forener i sig selv guddommelig og menneskelig natur, som hver især bevarer sin særskilthed, mens den kun virker i relation til den anden. Mellem så forskellige ting kan der kun eksistere en fjern analogi; og faktisk beløber analogien sig i dette tilfælde ikke til mere end, at der i begge tilfælde er guddommelige og menneskelige faktorer involveret, om end på meget forskellig måde. I det ene forenes de for at udgøre en guddommelig-menneskelig person, i det andet samarbejder de om at udføre et guddommeligt-menneskeligt værk. Selv en så fjern analogi kan dog sætte os i stand til at erkende, at ligesom i tilfældet med vor Herres person den menneskelige natur forbliver sandt menneskelig, samtidig med at den aldrig kan falde i synd eller fejl, fordi den aldrig kan handle uden forbindelse med den guddommelige natur, som den er blevet bragt i forening med; således har de menneskelige faktorer i tilfældet med Skriftens frembringelse ved menneskelige og guddommelige faktorers fælles handling virket som menneskelige faktorer og har sat deres præg på produktet som sådanne, og dog kan de ikke være faldet i den fejl, som vi siger, det er menneskeligt at falde i, fordi de ikke har handlet adskilt fra de guddommelige faktorer, på egen hånd, men kun under deres ufejlbare vejledning.

17. Det Nye Testamentes forfatteres Skrift var Det Gamle Testamente:

Det Nye Testamentes vidnesbyrd gælder "Skriftens" guddommelige oprindelse og egenskaber; og "Skriften" var for Det Nye Testamentes forfattere grundlæggende naturligvis Det Gamle Testamente. I det centrale sted, hvor vi får at vide, at "enhver" eller "hele Skriften" er "indblæst af Gud", er den direkte henvisning til de "hellige skrifter", som Timotheus havde kendt fra sin spæde barndom, og disse var naturligvis netop jødernes hellige bøger (2 Tim 3,16). Det, som her er udtrykkeligt, ligger underforstået i alle hentydningerne til inspirerede skrifter i Det Nye Testamente. Derfor siges det ofte, at hele vort vidnesbyrd om Skriftens inspiration alene angår Det Gamle Testamente. På mange måder er dette imidlertid en overdrivelse. Vort aktuelle anliggende er ikke "Skriftens" omfang, men "Skriftens" natur; og vi kan ikke her fremlægge de overvejelser, som berettiger til at udstrække den inspiration, som Det Nye Testamentes forfattere tillægger Det Gamle Testamente, til også at omfatte Det Nye Testamente. Det vil dog ikke være malplaceret ganske enkelt at påpege, at Det Nye Testamentes forfattere åbenlyst selv foretog denne udstrækning. De forestiller sig ikke et øjeblik, at de, som tjenere for en ny pagt, i mindre grad besidder Guds Ånd end den gamle pagts tjenere: de erkender ganske vist frit, at de ikke har nogen tilstrækkelighed af sig selv, men de ved, at Gud har gjort dem tilstrækkelige (2 Kor 3,5; 2 Kor 3,6). Derfor udfører de deres arbejde med at forkynde evangeliet i fuld tillid til, at de taler "ved Helligånden" (1 Pet 1,12), som de tilskriver både indholdet og formen i deres undervisning (1 Kor 2,13). De taler derfor med den største vished om deres undervisning (Gal 1,7; Gal 1,8); og de udsteder befalinger med den mest fuldstændige myndighed (1 Thess 4,2; 1 Thess 4,14; 2 Thess 3,6; 2 Thess 3,12), idet de ligefrem gør det til prøven på, om nogen har Ånden, at han anerkender det, de kræver, som Guds bud (1 Kor 14,37). Det ville sandelig være mærkeligt, hvis disse høje krav udelukkende blev gjort gældende for deres mundtlige undervisning og befalinger. Faktisk gøres de også udtrykkeligt gældende for deres skriftlige påbud. Det var "de ting", som Paulus "skrev", hvis anerkendelse som Herrens bud han gør til prøven på et åndsledet menneske (1 Kor 14,37). Det er hans "ord ved dette brev", som han gør lydighed mod til betingelse for kristent fællesskab (2 Thess 3,14). I en sådan holdning til deres egen undervisning, mundtlig og skriftlig, synes der at ligge et krav fra Det Nye Testamentes forfatteres side på noget, der i høj grad ligner den "inspiration", som de tillægger Det Gamle Testamentes forfattere.

18. Indlemmelse af Det Nye Testamente:

Og al tvivl bliver fjernet, når vi ser Det Nye Testamentes forfattere stille hinandens skrifter i samme kategori af »Skrift« som Det Gamle Testamentes bøger. Den samme Paulus, som i 2 Tim 3,16 erklærede, at »enhver« eller »al skrift er indblæst af Gud«, havde allerede skrevet i 1 Tim 5,18: »For skriften siger: Du må ikke binde munden til på oksen, når den tærsker kornet. Og: Arbejderen er sin løn værd.« Den første sætning her stammer fra Femte Mosebog og den anden fra Lukasevangeliet, skønt begge anføres som tilsammen at udgøre, eller bedre, som at udgøre en del af den »Skrift«, som Paulus påberåber sig som så autoritativ, at blot dens anførelse gør ende på al strid. Hvem kan sige, at Paulus, i den senere epistels erklæring om, at »al« eller »enhver« skrift er indblæst af Gud, ikke havde Lukas og, sammen med Lukas, hvilke som helst andre nye bøger han regnede sammen med de gamle under navnet Skrift, i baghovedet, sammen med de gamle bøger, som Timotheus havde haft i hænderne fra barndommen? Og den samme Peter, som erklærede, at enhver »skriftens profeti« var frembragt af mennesker, der talte »fra Gud«, idet de blev »båret« af Helligånden (2 Pet 1,21), stiller i samme brev (2 Pet 3,16) Paulus' breve i kategorien Skrift sammen med hvilke andre bøger der end fortjener dette navn. For Paulus, siger han, skrev disse breve ikke ud fra sin egen visdom, men »efter den visdom, der var givet ham«, og selv om der i dem er noget, som er vanskeligt at forstå, er det dog kun de uvidende og ustadige, der fordrejer disse vanskelige passager — som hvad andet kunne man vente af mennesker, der »også« fordrejer »de andre skrifter« (tydeligvis menes Det Gamle Testamente) — »til deres egen ødelæggelse«? Er det muligt at sige, at Peter ikke også kan have haft disse Paulusbreve liggende et sted i baghovedet, sammen med »de andre skrifter«, da han fortalte sine læsere, at enhver »skriftens profeti« skylder Helligåndens virkende kraft sin oprindelse? Det, der må forstås, når man vurderer Det Nye Testamentes forfatteres vidnesbyrd om Skriftens inspiration, er, at »Skrift« i deres bevidsthed stod som betegnelsen for en samlet bogkrop, hele vejen igennem Guds gave ved hans Ånd til hans folk; men at denne skriftkrop samtidig blev forstået som en voksende samling, således at det, der siges om den, gælder de nye bøger, der blev føjet til den, efterhånden som Ånden gav dem, lige så fuldt som de gamle bøger, der var kommet ned til dem fra deres ældgamle fortid. Det er blot et spørgsmål om enkeltheder at afgøre præcist, hvilke nye bøger de således indbefattede i kategorien »Skrift«. Nogle af dem fortæller de os selv. Dem, der modtog dem fra deres hænder, fortæller os om andre. Og når vi sammenstiller de to grupper af vidnesbyrd, finder vi, at de netop udgør vores Nye Testamente. Det er derfor ikke at presse Det Nye Testamentes forfatteres vidnesbyrd om Skriftens inspiration at betragte det som dækkende hele samlingen af »Skrifter«, de nye bøger, som de selv føjede til denne samling, såvel som de gamle bøger, som de havde modtaget som Skrift fra fædrene. Hvad der med ret kan gøre krav på betegnelsen »Skrift«, sådan som den bruges i sin ophøjede betydning af disse forfattere, kan med samme ret gøre krav på den »inspiration«, som de tillægger denne »Skrift«.

LITTERATUR.

J. Gerhard, Loci Theolog., Locus I; F. Turretin, Instit. Theol., Locus II; B. de Moor, Commentary in J. Marckii Comp., cap. ii; C. Hodge, Syst. Theol., New York, 1871, I, 151-86; Henry B. Smith, The Inspiration of the Holy Scriptures, New York, 1855, ny udgave, Cincinnati, 1891; A. Kuyper, Encyclopedia der heilige Godgeleerdheid, 1888-89, II, 347 ff, engelsk oversættelse; Encyclopedia of Sacred Theology, New York, 1898, 341-563; også De Schrift her woord Gods, Tiel, 1870; H. Bavinck, Gereformeerde Dogmatiek2, Kampen, 1906, I, 406-527; R. Haldane, The Verbal Inspiration of the Scriptures Established, Edinburgh, 1830; J. T. Beck, Einleitung in das System der christlichen Lehre, Stuttgart, 1838, 2. udgave, 1870; A. G. Rudelbach, "Die Lehre yon der Inspiration der heil. Schrift," Zeitschrift fur die gesammte Lutherische Theologie und Kirche, 1840, 1, 1841, 1, 1842, 1; S. R. L. Gaussen, Theopneustie ou inspiration pleniere des saintes ecritures2, Paris, 1842, engelsk oversættelse ved E. N. Kirk, New York, 1842; også Theopneustia; the Plenary Inspiration of the Holy Scriptures, David Scotts oversættelse, genudgivet og revideret af B. W. Carr, med et forord af C. H. Spurgeon, London, 1888; William Lee, The Inspiration of the Holy Scriptures, Donellan Lecture, 1852, New York, 1857; James Bannerman, Inspiration: the Infallible Truth and Divine Authority of the Holy Scriptures, Edinburgh, 1865; F. L. Patton, The Inspiration of the Scriptures, Philadelphia, 1869 (anmeldelse af Lee og Bannerman); Charles Elliott, A Treatise on the Inspiration of the Holy Scriptures, Edinburgh, 1877; A. A. Hodge and B. B. Warfield, "Inspiration," Presbyterian Review, april, 1881, også traktat, Philadelphia, 1881; R. Watts, The Rule of Faith and the Doctrine of Inspiration, Edinburgh, 1885; A. Cave, The Inspiration of the O T Inductively Considered, London, 1888; B. Manly, The Bible Doctrine of Inspiration, New York, 1888; W. Rohnert, Die Inspiration der heiligen Schrift und ihre Bestreiter, Leipzig, 1889; A. W. Dieckhoff, Die Inspiration und Irrthumlosigkeit der heiligen Schrift, Leipzig, 1891; J. Wichelhaus, Die Lehre der heiligen Schrift, Stuttgart, 1892; J. Macgregor, The Revelation and the Record, Edinburgh, 1893; J. Urquhart, The Inspiration and Accuracy of the Holy Scriptures, London, 1895; C. Pesch, De Inspiratione Sacrae Scripturae, Freiburg, 1906; James Orr, Revelation and Inspiration, London, 1910.

Benjamin B. Warfield