i-lir'-i-kum (Illurikon): En provins i Romerriget, beliggende øst og nordøst for Adriaterhavet. I sit brev til romerne understreger Paulus omfanget af sin missionsvirksomhed med udsagnet, at "fra Jerusalem og rundt omkring helt til Illyrien har jeg fuldt ud forkyndt Kristi evangelium" (15,19). En undersøgelse af dette udsagn rejser tre spørgsmål: Hvilken betydning har præpositionen "helt til" (mechri)? Hvilken betydning bærer ordet Illyrien? Og på hvilket tidspunkt i sin missionsgerning nåede Paulus den grænse, der her tales om?

1. Betydningen af "helt til":

På græsk, som på engelsk, kan præpositionen "til" enten være eksklusiv eller inklusiv. Med andre ord kan Paulus mene, at han har prædiket i hele Makedonien så langt som til den illyriske grænse, eller hans ord kan indebære en rejse ind i selve Illyrien, måske helt til Dyrrhachium (moderne Durazzo) ved Adriaterhavskysten, som, skønt det politisk hørte til Makedonien, lå i "græsk Illyrien". Men da der i Apostlenes Gerninger ikke siges noget om nogen udstrækning af Paulus' rejser ud over Makedoniens grænser, og da udtrykket "jeg har fuldt ud forkyndt" udelukker en henvisning til en hastig eller overfladisk rundrejse i Illyrien, bør vi sandsynligvis forstå ordet "til" i dets eksklusive betydning og forstå det sådan, at Paulus hævder at have evangeliseret Makedonien helt frem til Illyriens grænse.

2. Betydningen af "Illyrien":

Hvad betegner ordet "Illyrien" da? Det bruges undertiden, ligesom de græske betegnelser Illyris og Illyria, om et vidtstrakt område mellem Donau mod nord og Makedonien og Thrakien mod syd, som strakte sig fra Adriaterhavet og Alperne til Sortehavet og var beboet af en række krigeriske og halvciviliserede stammer, der af grækerne var kendt under fællesbetegnelsen illyrere (Appian, Illyr. 1; Suetonius, Tiberius, 16). Det omfattede således provinserne Illyrien (i snævrere forstand), Pannonien og Moesia, som til visse finansielle og militære formål udgjorde ét administrativt område, sammen med en stribe kystland mellem Dalmatien og Epirus og, på et senere tidspunkt, Dakien. Appian (Illyr. 6) udvider endda betegnelsen til også at omfatte Raetia og Noricum, men her synes han at tage fejl. Men Illyrien har også en snævrere og mere præcis betydning, idet det betegner en enkelt romersk provins, hvis udstrækning varierede med den romerske erobrings fremrykning, men som endeligt blev organiseret i 10 e.Kr. af kejser Augustus. Først bar den navnet superior provincia Illyricum eller ganske enkelt Illyricum; senere blev den kendt som Dalmatien (Tac. Annals, iv.5; Josephus, BJ, II, xvi; Dio Cassius, xlix.36 osv.). I overensstemmelse med Paulus' sædvanlige brug af sådanne betegnelser, sammen med det forhold, at han anvender en græsk form, som er en translitteration af det latinske Illyricum, men som ikke forekommer hos nogen anden bevaret græsk forfatter, og det forhold, at han her skriver til menigheden i Rom, kan vi slutte, at Illyrien i Rom 15,19 har sin mere begrænsede betydning.

3. Forholdet til Rom:

Romerne førte to illyriske krige: i 229-228 f.Kr. og i 219 f.Kr., men der blev ikke dannet nogen provins før 167, da Illyrien efter den makedonske magts fald fik sin provinsforfatning (Livy, xlv.26). På dette tidspunkt strakte den sig fra Drilo (det moderne Drin) til Dalmatien, som gradvist blev undertvunget af romerske våben. I 59 f.Kr. fik Julius Cæsar Illyrien og Gallien som sin provins, og senere førte Octavian og hans generaler, Asinius Pollio og Statilius Taurus, krig dér med så stor succes, at Illyrien i 27 f.Kr., ved fordelingen af provinserne mellem Augustus og senatet, blev betragtet som fuldstændig pacificeret og blev tildelt sidstnævnte. Nye uroligheder førte dog til, at den i 11 f.Kr. blev overført til kejseren. To år senere blev provinsen udvidet til Donau, men i 9 e.Kr., ved afslutningen af den 2. pannoniske krig, blev den delt i to særskilte provinser, Pannonien og Illyrien (Dalmatien). Sidstnævnte forblev en kejserlig provins, administreret af en konsularisk legatus Augusti pro praetore med residens i Salonae (det moderne Spalato), og to legioner var stationeret dér, ved Delminium og ved Burnum. Den ene af disse blev fjernet af Nero, den anden af Vespasian, og fra da af blev provinsen kun besat af hjælpetropper. Den faldt i tre retskredse (conventus): Scardonas kreds omfattede Liburnien, provinsens nordlige del, mens Salonae og Narona udgjorde området Dalmatien i snævrere forstand. Landet var ujævnt og bjergrigt, og civilisationen skred kun langsomt frem; romerne organiserede dog 5 romerske kolonier i provinsen og et betydeligt antal municipia.

4. Paulus' forhold til Illyrien:

Udstrækningen af Paulus' forkyndelse til den illyriske grænse må henføres til hans 3. missionsrejse, dvs. til hans 2. besøg i Makedonien. Hans bevægelser under det 1. besøg (ApG 16,12-17) er for udførligt nedskrevet til, at vi kan tilskrive det denne periode, men beretningen i ApG 20,2 om hans anden rejse er ikke blot meget kort; ordene "da han havde rejst gennem disse egne" antyder også en omfattende rundrejse gennem provinsen, som ifølge Ramsay optog sommeren og efteråret 56 e.Kr.

Se også DALMATIA.

LITTERATUR.

A. M. Poinsignon, Quid praecipue apud Romanos adusque Diocletiani tempora Illyricum fuerit (Paris, 1846); Zippe, Die romische Herrschaft in Illyrien bis auf Augustus (Leipzig, 1877); H. Cons, La province romaine de Dalmatie (Paris, 1882); T. Mommsen, CIL, III, s. 279 ff.; T. Mommsen et J. Marquardt, Manuel des antiquites romaines (Fr. T), IX, 171 ff.

M. N. Tod