ish'-ma-el (yishma`e'l, "Gud hører," eller "Gud må," "skal høre"; Ismael):

(1) Abrahams søn med Hagar, hans hustru Saras egyptiske trælkvinde. Omstændighederne i forbindelse med hans fødsel afslører, hvad der for os synes at være en meget mærkelig skik. Det var almindeligt blandt oldtidens folk at afhjælpe den naturlige mangel, barnløshed, ved at indsætte en trælkvinde i stedet. I vores fortælling vises dette som godkendt og iværksat af den lovlige hustru med den forståelse, at afkommet af en sådan forbindelse skulle regnes som hendes eget: "Måske kan jeg få børn ved hende," bogstaveligt: "så jeg kan blive bygget ved hende" (1 Mos 16,2).

1. Fødsel:

Saras håb blev opfyldt, for Hagar fødte en søn, og dog var udfaldet ikke helt tilfredsstillende for Abrahams hustru; der var én alvorlig ulempe. Så snart Hagar "så, at hun var blevet med barn," undergik hendes adfærd over for sin frue en gennemgribende forandring; hun var "ringeagtet i hendes øjne." Havde det ikke været for Herrens engels indgriben, kunne drengen være blevet født i Egypten. For da Sara behandlede trælkvinden hårdt (eller ydmygede hende), flygtede hun mod dette land. På vejen fik hun af englen besked på at vende tilbage til sin frue og ydmyge sig "under hendes hænder." Hun adlød, og barnet, som skulle være som "et vildæsel blandt mennesker," blev født, da hans far var 86 år gammel (1 Mos 16,7-16).

2. Omskærelse:

I en alder af 13 år blev drengen omskåret (1 Mos 17,25) i overensstemmelse med den guddommelige befaling, Abraham havde modtaget: "Enhver af mandkøn hos jer skal omskæres" (1 Mos 17,10). Således blev den unge Ismael gjort til part i den pagt, som Gud havde indgået med drengens far. Det forhold, at både Abraham og hans søn blev omskåret samme dag (1 Mos 17,26), øger uden tvivl betydningen af Ismaels delagtighed i den hellige ritus. Han blev bestemt bragt til at forstå, hvor højt hans far elskede ham, og hvor dybt han bekymrede sig om hans åndelige velfærd. Vi kan endda antage, at der var en tid, hvor Abraham så Ismael som det lovede afkom. Hans fejltagelse blev gjort klar for ham, da Gud lovede ham en søn med Sara. Først syntes dette utroligt, idet Abraham var 100 år gammel og Sara 90. Og dog, hvordan kunne han tvivle på Guds ord? Hans elskede, om end fejlagtige, tro om Ismael, hans tvivl angående muligheden af Saras moderskab og det første svage glimt af den virkelige betydning af Guds løfte — alle disse tanker fandt deres udtryk i det brændende ønske: "Gid Ismael måtte leve for dit ansigt!" (1 Mos 17,18). Gradvis gik sandheden op for patriarken, at Guds tanker ikke er menneskers tanker, og deres veje heller ikke hans veje. Men vi har ingen grund til at tro, at hele denne ændring i Abrahams mentale holdning over for Ismael fik en ugunstig virkning på hans senere behandling af denne søn, "født efter kødet" (sammenlign 1 Mos 21,11). Hvis der ventede drengen, som Herrens engel sammenlignede med et vildæsel, vanskeligheder, var det i hovedsagen den unge mands egen skyld.

3. Forvisning:

Da Isak blev vænnet fra, var Ismael omkring 16 år gammel. Fravænningen blev gjort til anledning for en stor fest. Men det synes, at dagens glæde blev skæmmet af Ismaels anstødelige opførsel. "Og Sara så sønnen af Hagar, egypterinden .... spotte" (1 Mos 21,9). Hendes nidkære moderlige kærlighed havde skærpet hendes iagttagelsesevne og hendes evne til at læse børns karakter. Vi ved ikke præcist, hvad det ord, der på hebraisk bruges for "spotte," egentlig betyder. Septuaginta og Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) gengiver stedet: "Da Sara så sønnen af Hagar .... lege med Isak," og Paulus fulgte en senere tradition, når han siger: "Den, der var født efter kødet, forfulgte ham, der var født efter Ånden" (Gal 4,29). Lightfoot (i sine noter til Galaterbrevet) siger: "Under alle omstændigheder synes ordet at betyde spotte, håne." I hvert fald står den kendsgerning tilbage, at Sara protesterede mod, at løftets søn skulle opdrages sammen med "spotteren," og derfor blev både mor og søn forvist fra Abrahams telte.

Nu kom der en meget kritisk tid i den unge Ismaels liv. Kun noget brød og en læderflaske med vand blev "lagt på skulderen" af Hagar af Abraham, da han sendte hende bort sammen med hendes søn. Tilsyneladende uden mål vandrede de to omkring i Be'ershebas ørken. Vandet slap snart op, og med det forsvandt alt håb og alle kræfter. Drengen, afkræftet af tørst og udmattet af sin stadige vandring i solens brændende hede, syntes at være ved at dø. Så lagde hans mor ham hurtigt ned i skyggen af en eller anden plante. (Vi deler ikke den opfattelse, som nogle forfattere har, at fortællingen i 1 Mos 21,8 ff fremstillede Ismael som en lille dreng, som hans mor havde båret omkring og til sidst kastet i skyggen af en busk. Selv hvis dette stykke er taget fra en anden kilde, er det bestemt ikke i strid med resten med hensyn til Ismaels alder.) Efter denne sidste handling af moderlig kærlighed — hvad mere kunne hun gøre for at hjælpe drengen? — trak hun sig tilbage til et sted et stykke borte og ventede resigneret sin søns død og måske sin egen.

For 2. gang i sit liv fik hun en forunderlig oplevelse. "Gud hørte drengens røst" og trøstede den ulykkelige mor på den mest vidunderlige måde. Gennem sin engel fornyede han sit tidligere løfte om hendes søn, og derefter viste han hende en brønd med vand. Drengens liv blev reddet, og da han voksede op, blev han med tiden bueskytte. Han boede i Parans ørken og blev gift af sin mor med en egyptisk hustru (1 Mos 21,21).

4. Hans børn:

Da Abraham døde, vendte hans forviste søn tilbage for at hjælpe sin bror med at begrave deres far (1 Mos 25,9). I samme kapitel finder vi navnene på Ismaels 12 sønner (25,12 ff) og en kort beretning om hans død i en alder af 137 år (25,17). Ifølge 1 Mos 28,9 havde han også en datter, Mahalat, som Esau tog til hustru; i 1 Mos 36,3 angives hendes navn som Basemat.

5. Efterkommere:

Ismaels og hans efterkommeres karakter (arabiske nomader eller beduiner) skildres meget præcist og levende af Jahves engel: "Han skal være som et vildæsel blandt mennesker; hans hånd skal være imod enhver, og enhvers hånd imod ham" (1 Mos 16,12). Disse nomader strejfer ganske rigtigt omkring i ørkenens ødemarker, nidkære for deres uafhængighed, stridbare og eventyrlystne. Vi kan med god grund forestille os deres stamfader som en stolt, uforfærdet og barsk søn af ørkenen, den fuldstændige modsætning til den stakkels dreng, der lå halvdød af udmattelse og udsættelse under busken i Be'ershebas ørken.

6. I Det Nye Testamente:

Personen Ismael, Abrahams søn, og hans historie, han som var "født efter kødet", er af særlig interesse for den, der studerer Det Nye Testamente, fordi Paulus i Galaterbrevet bruger ham som et forbillede på de jøder, der holder fast ved fædrenes religion på en sådan måde, at de ikke kan erkende den forbigående karakter af Det Gamle Testamentes ordninger, især dem i den mosaiske lov. Derved kunne de ikke bringes til at se lovens sande betydning, og i stedet for at tage imod Guds nåde som det eneste middel til at opfylde loven bekæmpede de med den største bitterhed kristendommens centrale lære og forfulgte endog dens forkæmpere. Ligesom Ismael var de født af Hagar, tjenestepigen eller trælkvinden; ligesom ham var de Abrahams sønner kun "efter kødet", og deres endelige skæbne forvarsles i uddrivelsen af Hagar og hendes søn. De kunne ikke vente at bevare forbindelsen med det sande Israel, og selv hvis de skulle hylde Kristus som deres Messias, skulle de ikke være menighedens ledere eller udlæggere af dens lære (Gal 4,21-28).

(2) Netanjas søn (Jer 40,8-41; jf. 2 Kong 25,23-25). Det er en dyster fortælling om jalousi og forræderi, som Jeremias har nedskrevet i kapitel 40 og 41 af sin bog. Efter Jerusalems ødelæggelse og deportationen af den bedre klasse af jødiske borgere var det nødvendigt at sørge for en eller anden form for styre i det affolkede land. Den offentlige orden måtte genoprettes og opretholdes; markernes afgrøder var i fare og måtte tages hånd om. Det var således kun almindelig politisk klogskab, der fik Babylons konge til at indsætte en statholder over Judas rest. Han valgte Gedalja, Ahikams søn, til den vanskelige post. Den nye embedsmand valgte byen Mispa som sit bosted, hvor Jeremias snart sluttede sig til ham. Alle anførerne for de jødiske landstyrker kom til Mispa med deres mænd og stillede sig under Gedaljas befaling (Jer 40,13). Ismael, Netanjas søn, Elishamas søn, "af kongelig slægt" (2 Kong 25,25), var blandt dem—alt sammen noget, der må have været ret glædeligt for den nye statholder. Men han skulle blive grusomt skuffet. Der var en forræder blandt de anførere, der havde samlet sig omkring ham. Alligevel kunne statholderen have forhindret hans nedrige plan. Johanan, Kareas søn, og andre loyale anførere advarede ham om Ismaels forræderi og fortalte ham, at han var blevet tilskyndet af Ba'alis, ammonitterkongen, til at myrde statholderen. Men statholderens tillid til Ismael lod sig ikke rokke; han betragtede endda Johanans beretning som falsk og bagvaskende (Jer 40,16).

Omkring 2 måneder efter Jerusalems ødelæggelse var Ismael klar til at slå det dødelige slag. Med 10 mænd kom han til Mispa, og der, ved et festmåltid givet til hans ære, dræbte han Gedalja og alle de jøder og kaldæere, der var sammen med ham. Det lykkedes ham at holde sagen hemmelig, for 2 dage efter den frygtelige gerning overtalte han en gruppe på 80 fromme jøder til at gå ind i byen og dræbte dem alle på nær 10, idet han kastede deres lig i en brønd. Disse mænd kom fra templets ruiner med de offergaver, som de havde tænkt sig at efterlade i Jerusalem. Nu havde de til deres store fortvivlelse opdaget, at byen var lagt øde og templet ødelagt. Så de kom forbi Mispa med barberede skæg, sønderrevne klæder og snit på kroppen (Jer 41,5). Vi kan med rette spørge vredt: Hvorfor denne nye grusomhed? Svaret kan findes i den kendsgerning, at Ismael ikke dræbte alle mændene. Han skånede 10 af dem, fordi de lovede ham nogle skjulte skatte. Det viser hans motiv. Han var en desperat mand og var netop da i færd med at gennemføre et desperat forehavende. Han dræbte disse fredelige borgere for deres penges skyld, og penge havde han brug for til at virkeliggøre sine planer. Det var planer, som tilhørte en forræder mod sit land, eftersom han havde til hensigt at føre indbyggerne i Mispa bort til sin højtstående forbundsfælles land, ammonitternes konge. Blandt fangerne var Jeremias og den jødiske konges døtre. Men hans bestræbelser blev til intet. Da Johanan og de andre anførere fik fortalt om Ismaels uhørte handlinger, forfulgte de straks den desperate eventyrer og indhentede ham ved de "store vande, som er i Gibeon." Desværre lykkedes det dem ikke at fange Ismael; for han formåede at flygte med otte mænd til ammonitterne.

Se videre GEDALIAH.

(3) En efterkommer af Benjamin og søn af Azel (1 Krøn 8,38; jf. 9,44).

(4) Far til Zebadja, som var "fyrste over Judas hus i alle kongens (Josafat, 2 Krøn 19,8) anliggender" (2 Krøn 19,11).

(5) Søn af Jehohanan og en "hundredfører", som levede på Jojadas og Joashs tid (2 Krøn 23,1).

(6) En af præsten Pashhurs sønner. Han var en af de mænd, der havde giftet sig med fremmede kvinder og blev tvunget til at "sende deres hustruer bort" (Ezra 10,22).

William Baur

(Ismael):

(1) KJV "Ismael" (Judith 2,23), Abrahams søn med Hagar.

(2) 1 Esdras 9,22 (KJV, RV "Ismael"), svarende til Ismael i Ezra 10,22. Se foregående artikel.

is'-ma-el.

Se ISHMAEL.