i-man'-u-el (`immanu'el): Navnet forekommer kun 3 gange, to gange i Det Gamle Testamente (Es 7,14; Es 8,8) og én gang i Det Nye Testamente (Matt 1,23). Det er et hebraisk ord, der betyder "Gud er med os." Formen "Emmanuel" optræder i Septuaginta (Emmanouel).

1. Esajas irettesætter Akaz:

I 735 f.Kr. var Akaz konge i Juda. Israels rige var allerede skatskyldigt under Assyrien (2 Kong 15,19; 2 Kong 15,20). Peka, Israels konge, en dristig og ærgerrig tronraner, og Resin, Syriens konge, dannede en alliance, hvis dobbelte formål var for det første at organisere en modstand mod Assyrien og for det andet at tvinge Akaz til at samarbejde om deres planer mod den fælles tyran. Hvis Akaz nægtede, planlagde de at afsætte ham og sætte Tabeels søn, deres eget valg, på Davids trone. Med dette for øje førte de krig mod Juda og rykkede frem helt til Jerusalem, men uden fuldstændig succes (Es 7,1). Akaz, en svag konge og nu grebet af panik, besluttede at påkalde sig hjælp fra Tiglat-Pileser, Assyriens konge (2 Kong 16,7). Det gjorde han faktisk på et senere tidspunkt i krigen (2 Kong 6,9; 2 Kong 15,29). En sådan kurs ville medføre tab af national uafhængighed og betaling af en tung tribut. I denne krisetid får Esajas, efter at have samlet sine disciple omkring sig (Es 8,16), besked på at overbringe kongen et budskab. Akaz, som nok foregiver at gøre modstand mod koalitionen, sætter i virkeligheden hverken sin lid til Jahves hjælp eller til sit folks mod. I et forsøg på at berolige hans frygt og forhindre den skæbnesvangre alliance med Assyrien tilbyder Esajas ham et tegn. Denne metode er særligt karakteristisk for denne profet. Kongen, som frygter at binde sig til en politik med guddommelig tillid, men under foregivende af religiøse skrupler, "jeg vil heller ikke friste Jahve," afslår (Es 7,12). Profeten irettesætter ham da skarpt for hans mangel på tro, som, siger han, ikke blot trætter mennesker, men også Gud (Es 7,13).

2. Tegnet "Immanuel":

Derefter går han videre og giver ham et tegn fra Gud selv, tegnet "Immanuel" (Es 7,14). Tolkningen af dette tegn er ikke klar, selv bortset fra dets nytestamentlige anvendelse på Kristus. Det hebraiske ord, der i engelske bibeloversættelser gengives med "virgin" (jomfru), betyder mere præcist "brud" i den gammelengelske betydning af en, der skal til at blive hustru, eller som stadig er en ung hustru. I Sl 68,25 har engelske bibeloversættelser "damsels" (unge piger).

Esajas forudsiger, at en ung brud skal blive med barn og føde en søn. Miraklet med undfangelse ved en jomfru er derfor ikke underforstået. Brugen af den bestemte artikel foran "jomfru" (ha-`almah) angiver ikke i sig selv, at profeten havde en bestemt ung kvinde i tankerne, eftersom hebraisk sprogbrug ofte bruger den bestemte artikel ubestemt. Det forhold, at to andre af profetens børn, ligesom Hoseas, bar profetiske og gådefulde navne, indbyder til den formodning, at den brud, der henvises til, var hans egen hustru. Nogle kritikeres hypotese om, at en kvinde fra Akaz' harem blev mor til Hizkija, og at han var den Immanuel, profeten havde i tanke, er ikke mulig. Hizkija var mindst 9 år gammel, da profetien blev givet (2 Kong 16,2).

Immanuel står i den profetiske orden tydeligvis på samme niveau som Shear-jashub (Es 7,3) som legemliggørelsen af en stor idé, som Esajas igen henviser til i Es 8,8 (se ISAIAH, VII).

3. Var det et løfte eller en trussel?:

Spørgsmålet om, hvorvidt det tegn, der blev givet til Akaz, var gunstigt eller ej, rummer mange vanskeligheder. Var det et løfte om godt eller en trussel om dom? Det er tydeligt, at profeten først havde tænkt sig et varsel om udfrielse og velsignelse (Es 7,4; Es 7,7). Ændrede kongens mangel på tro tegnets karakter? Es 7,9, "Hvis I ikke vil tro," osv., antyder, at den kan have gjort det. Udeladelsen af 7,16, og især ordene "hvis to konger du afskyr," forenkler denne teori meget, eftersom "landet" i ental mere naturligt ville henvise til Juda end til Syrien og Efraim samlet. Varslet ville da blive en let tolket trussel, der henviser til Judas omstyrtelse snarere end hendes fjenders. Immanuel skulle spise syrnet mælk og honning (7,15), idet ødelæggelse reducerede landet fra et landbrugsland til et hyrdeland. Passagens dunkle karakter, som den står, tyder stærkt på, at den har været udsat for interpolation. Den modsatte teori, at tegnet var et løfte og ikke en forudsigelse af ulykke, har meget, der taler for sig, selv om den nødvendiggør større frihed over for teksten. Navnet "Immanuel" antyder den unge mor til barnets tro på sit lands snarlige udfrielse og en irettesættelse af Akaz' mangel på denne egenskab. Det er også sikkert, at Esajas ventede Syriens og Efraims ødelæggelse, og at frelse efter den assyriske invasion skulle komme til Juda gennem den rest, der havde været trofast (11,11). Det forhold, at profeten senere gav sin nyfødte søn navnet Maher-shalal-hash-baz, et navn med godt varsel for hans land, styrker yderligere denne opfattelse. Udeladelsen af 7,15.17 ville gøre tegnet til en profeti om koalitionens fiasko. Det er klart, hvilken teori man end accepterer, at noget må fjernes fra passagen for at sikre en sammenhængende læsning.

4. Dets forhold til det messianske håb:

Spørgsmålet melder sig nu, hvilket forhold Immanuel havde til de messianske profetier. Skal vægten lægges på »en jomfru«, sønnen eller selve navnet? I den traditionelle fortolkning lå tegnet i jomfrufødslen, men usikkerheden om den underforståede jomfruelighed i det hebraiske substantiv gør denne fortolkning usandsynlig. Identifikationen af den unge mor som personificeret Zion og af »sønnen« som den kommende generation foreslås af Whitehouse og andre forskere. Men der er intet bevis for, at udtrykket `almah på den tid blev brugt om personifikation. Den tredje mulighed gør Immanuel til en Messias i ordets bredere brug, sådan som Esajas og hans samtidige forventede. Der kan næppe være tvivl om, at der i Juda fandtes et messiansk håb om en national frelser (2 Sam 7,12). Esajas venter ankomsten af en, hvis karakter og gerning skal berettige ham til de store navne i 9,6. I ham skulle hele Guds fylde bo. Han skulle være »af Isajs stamme«, den der bragte guldalderen. Davids hus er nu omringet af fjender, og dets regerende repræsentant er svag i troen. Profeten forkynder derfor befrierens umiddelbart forestående komme. Hvis han havde ment Kristi jomfruundfangelse i en fjern fremtid, ville tegnet »Immanuel« ikke have haft nogen umiddelbar betydning, og det ville heller ikke have været et varsel for Akaz. Med hensyn til den messianske tanke er Mika 5,3 (»indtil den tid, da hun, som har veer, har født«) vigtig, fordi den angiver tidens udbredte tankegang. Nyere vidnesbyrd viser, at der selv i Babylonien og Egypten fandtes forventninger om en guddommeligt født og underfuld frelser. Profeten appellerede sandsynligvis til denne folkelige tradition, idet hans tilhørere let kunne forstå kraften i et orakelsprog, som for os er dunkelt. Der er derfor meget, der bekræfter den opfattelse, at profetien er messiansk.

5. Jomfrufødslen:

Brugen af ordet, sådan som det forholder sig til Kristi jomfrufødsel og inkarnationen, kan ikke behandles her (se PERSON OF CHRIST). Disse kendsgerninger kan dog bemærkes. Septuaginta (som har parthenos, »jomfru«) og de alexandrinske jøder fortolkede passagen som en henvisning til jomfrufødslen og den messianske tjeneste. Denne fortolkning synes ikke at have været tilstrækkeligt fremtrædende til at forklare fremkomsten af tanken om en mirakuløs jomfruundfangelse og den store plads, den har indtaget i kristologisk tænkning.

Se VIRGIN BIRTH.

Arthur Walwyn Evans