it-u-re'-a (Itouraia):

1. Ordet er et adjektiv:

Udtrykket forekommer kun én gang i Skriften, i afgrænsningen af Filips område: tes Itouraias kai Trachonitidos choras, som KJV gengiver: "af Ituræa og af Trachonitis' område," og RV: "Ituræas og Trachonitis' område" (Luk 3,1). Sir W.M. Ramsay har givet grunde til den opfattelse, at dette ord bestemt aldrig blev brugt som substantiv af nogen forfatter før Eusebius' tid (Expos, 1894, IX, 51 ff, 143 ff, 288 ff). Det må forstås som et adjektiv, der betegner det land, som ituræerne beboede.

2. Ituræerne:

Ituræernes afstamning må sandsynligvis føres tilbage til Jetur, Ismaels søn (1 Mos 25,15), hvis efterkommere tydeligt blev regnet blandt de arabiske nomader. Ifølge Eupolemus (cirka 150 f.Kr.), citeret af Eusebius (Praep. Evang. IX, 30), var de forbundet med nabatæerne, moabitterne og ammonitterne, som David førte krig imod øst for Jordan. De nævnes ofte af latinske forfattere; deres dygtighed i bueskydning synes at have gjort stort indtryk på romerne. De var dygtige bueskytter (Caesar, Bell. Afr. 20); et lovløst (Strabo, xvi.2,10) og røverisk folk (Cicero, Philipp. ii.112). I de latinske indskrifter har ituræiske soldater syriske navne (HJP, I, ii, 326). De ville derfor være de nordligste af de forbundsfæller, der stod David imod (ovenfor), og deres land kan naturligt søges i nærheden af Hermonbjerget.

3. Tegn på deres område:

Der er intet, der viser, hvornår de flyttede fra ørkenen til dette distrikt. Aristobulus førte krig mod ituræerne, tvang mange af dem til at lade sig omskære og føjede en stor del af deres område til Judæa, 140 f.Kr. (Ant., XIII, xi, 3). Dio Cassius kalder Lysanias "ituræernes konge" (xlix.32), og fra ham lejede Zenodorus jord, som omfattede Ulatha og Paneas, 25 f.Kr. Lysanias' hovedstad var Chalcis, og han herskede over landet fra Damaskus til havet. Josefus omtaler Soemus som tetrark i Libanon (Vita, 11), mens Tacitus kalder ham statholder over ituræerne (Ann. xii.23). Zenodorus' land, der lå mellem Trachonitis og Galilæa og omfattede Paneas og Ulatha, skænkede Augustus til Herodes, 20 f.Kr. (Ant., XV, x, 3). Da Josefus afgrænser Filips tetrarki, nævner han Batanea, Trachonitis og Auranitis, men siger intet om ituræerne (Ant., XVII, xi, 4; BJ, II, vi, 3). Paneas og Ulatha var uden tvivl indbefattet, og dette kan have været ituræisk område (HJP, I, ii, 333). Det synes derfor sandsynligt, at ituræerne hovedsagelig boede i bjergene og i den brede dal Coele-Syria; men de kan også have beboet distriktet sydøst for Hermon, det moderne Jedur. Det er ikke muligt at afgrænse ituræernes land nærmere; ja, det er ikke klart, om Lukas havde til hensigt at angive to adskilte dele af Filips herredømme eller brugte navne, der til en vis grad overlappede hinanden.

Det er blevet foreslået, at navnet Jedur kan være afledt af det hebraiske yeTur og således svare til Ituræa. Men afledningen er umulig.

W. Ewing