it'-a-li (Italia): Som navn var det først begrænset til den yderste sydlige del af den italienske halvø i det område, der nu kaldes Calabrien, hvorfra dets anvendelse gradvis blev udvidet. I græsk sprogbrug i det 5. århundrede f.Kr. blev navnet anvendt om kysterne så langt som til Metapontum og Posidonia og var synonymt med Oenotria. Oenotrierne fremstilles som nogle, der antog navnet italienere (Itali) fra en legendarisk hersker, Italus (Dionysius, i.12,35; Vergil, Aen. i.533). Udvidelsen af romersk myndighed synes at have givet dette navn en stadig bredere anvendelse, eftersom det blev brugt til at betegne deres allierede i almindelighed. Allerede på Polybios' tid blev navnet Italien undertiden brugt som betegnelse for hele landet mellem de to have (det Tyrrhenske og Adriaterhavet) og fra Alpernes fod til det sicilianske stræde (Polyb. i.6; ii.14; iii.39,54), selv om Cisalpinsk Gallien først kort efter Julius Cæsars død blev stillet fuldstændig lige med halvøen med hensyn til administration. Fra Augustus' tid blev betegnelsen brugt praktisk taget i sin moderne betydning (Nissen, Italische Landeskunde, I, 57-87).

Navnet Italien forekommer 3 gange i Det Nye Testamente: ApG 18,2, Akvila var "for nylig kommet fra Italien" på grund af jødernes fordrivelse fra Rom under Claudius; ApG 27,1, beslutningen om, at Paulus skulle sendes til Italien; Hebr 13,24, hilsen fra dem "fra Italien." Adjektivformen findes i betegnelsen "italiensk kohorte" (cobors Italica, ApG 10,1).

Det gamle Italiens historie, for så vidt den falder inden for rammerne af nærværende værk, behandles under ROME (se dette).

George H. Allen