pal'-es-tin (pelesheth; Phulistieim, Allophuloi; KJV Joel 3,4 (RV (britisk og amerikansk) "Filistia"), "Palestina"; KJV 2 Mos 15,14; Es 14,29; Es 14,31; jf. Sl 60,8; Sl 83,7; Sl 87,4; Sl 108,9):

I. FYSISKE FORHOLD

1. Almindelige geografiske træk

2. Vandforsyning

3. Geologiske forhold

4. Fauna og flora

5. Klima

6. Nedbør

7. Tørke og hungersnød

II. ISRAELS LAND I PENTATEUKEN

1. Steder besøgt af Abraham

2. Steder besøgt af Isak

3. Steder besøgt af Jakob

4. Nævnt i forbindelse med Juda

5. Gennemgang af geografien i Første Mosebog

6. Anden Mosebog og Tredje Mosebog

7. Fjerde Mosebog

8. Femte Mosebog

III. ISRAELS LAND I DET GAMLE TESTAMENTES HISTORISKE BØGER

1. Josvabogen

2. Dommerbogen

3. Ruths Bog

4. Samuelsbøgerne

5. Kongebøgerne

6. Historiske bøger efter eksilet

IV. ISRAELS LAND I DET GAMLE TESTAMENTES POETISKE BØGER

1. Jobs Bog

2. Salmernes Bog

3. Ordsprogenes Bog

4. Højsangen

V. ISRAELS LAND HOS PROFETERNE

1. Esajas

2. Jeremias

3. Ezekiel

4. De små profeter

VI. ISRAELS LAND I APOKRYFERNE

1. Judits Bog

2. Visdommens Bog

3. Første Makkabæerbog

4. Anden Makkabæerbog

VII. ISRAELS LAND I DET NYE TESTAMENTE

1. De synoptiske evangelier

2. Det fjerde evangelium

3. Apostlenes Gerninger

LITTERATUR

Ordet betyder egentlig "Filistia", men synes først at være brugt i den udvidede betydning, som betegnelse for hele "Israels land" eller "det hellige land" (Zak 2,12), af Filon og af Ovid og senere romerske forfattere (Reland, Palestine Illustr., I, 38-42).

I. Fysiske forhold.

Man kan i almindelighed sige, at Bibelen ånder Israels lands luft; og her er det hensigten at vise, hvor vigtigt det for sund kritik er at tage hensyn til dets geografi og til de talrige tilfældige hentydninger til naturforhold, fauna, flora, dyrkning og klima i det land, hvor de fleste af Bibelens bøger blev skrevet. Med Israels lands senere historie og topografi efter 70 e.Kr. beskæftiger vi os ikke her, men en kort redegørelse for dets nuværende fysiske og geologiske forhold er nødvendig for vores formål.

1. Almindelige geografiske træk:

Israels land vest for Jordan, mellem Dan og Beersheba, har et areal på omkring 6.000 kvadratmiles, idet længden fra Hermon mod syd er næsten 150 miles, og bredden gradvis øges fra 20 miles i nord til 60 miles i syd. Det er således omtrent på størrelse med Wales, og højden på bjergene i landet er omtrent den samme som de walisiske. Øst for Jordan var et område på omkring 4.000 kvadratmiles indbefattet i Israels land. De almindelige geografiske træk er velkendte for alle.

(1) Landet deles af Jordandalens dybe kløft--en gammel geologisk forkastning, som fortsætter i Det Døde Hav, hvor dens dybde (ved søens bund) er 2.600 fod under Middelhavet.

(2) Vest for dalen har bjergkæden, som er en fortsættelse af Libanon, meget stejle skråninger mod øst og lange udløbere mod vest; på denne side danner forbjergene (hebraisk shephelah eller "lavland") et særskilt område, som gradvis bliver bredere mod syd, mens Sharons og Filistias sletter mellem dette område og havet strækker sig til sandbakkerne og de lave klipper langs en kyst uden havne.

(3) I Øvre Galilæa mod nord hæver bjergkæden sig til 4.000 fod over Middelhavet. Nedre Galilæa mod syd omfatter afrundede bakker under 1.000 fod over havet og den trekantede Esdraelon-slette, der afvandes af floden Kishon mellem Gilboas vandskel mod øst og Karmels lange udløber mod vest.

(4) I Samaria er bjergene særdeles ujævne, men en lille slette nær Dotan støder op til Esdraelon-sletten, og en anden strækker sig øst for Sikem, 2.500 fod over Jordandalens niveau. I Judæa hæver hovedryggen sig mod Hebron og synker derefter til niveauet for Beershebas sletter, omkring 1.000 fod over havet. Judas ørken danner et plateau (500 fod over havets overflade) mellem denne højderyg og Det Døde Hav og er overalt gold og uden vand; men bjergene--som i gennemsnit ligger omkring 3.000 fod over havet--er fulde af gode kilder og egnede til dyrkning af vin, figen og oliven. De rigeste jorder findes i shephelah-området--især i Judæa--og på kornsletterne Esdraelon, Sharon og Filistia.

(5) Øst for Jordan er Bashan-plateauet (i gennemsnit 1.500 fod over havet) også et fint kornland. Syd for dette fremviser Gilead et bjergområde, der stiger til 3.600 fod over havets overflade ved Jebel Osha`, og som hælder blidt mod øst ned mod ørkenen. De stejle vestlige skråninger vandes af floden Jabbok og af mange vandførende bække. Særligt i Nordgilead frembyder de skovklædte høje noget af det mest maleriske landskab i Det Hellige Land. Syd for Gilead er Moab-plateauet (omkring 2.700 fod over havets overflade) nu en ørken, men det er egnet til korndyrkning og, nogle steder, til vinranker. En lavere afsats eller et plateau (omkring 500 til 1.000 fod over havets overflade) ligger mellem hovedplateauet og klipperne ved Det Døde Hav og svarer til Judas ørken vest for søen.

2. Vandforsyning:

Vandforsyningen i Israels land er rigelig, undtagen i de ørkenområder, der er omtalt ovenfor, og som kun udgør en lille del af dets areal. Jordan løber ud i Det Døde Hav, som ikke har noget afløb, og som udelukkende holder sit niveau ved fordampning og derfor er meget salt; overfladen ligger næsten 1.300 fod under Middelhavet, mens Galilæas Sø (680 fod under havniveau) er fersk og fuld af fisk. Jordan får vand ikke blot fra Hermons sne, men også fra mange tilløb fra begge sider. Der er også flere vandløb i Sharon, deriblandt Krokodillefloden neden for Karmel. I bjergene, hvor den hårde dolomitiske kalksten ligger i overfladen, er der talrige helårskilder. I de lavere bakker, hvor denne kalksten er dækket af en blødere kridtagtig sten, afhænger forsyningen af brønde og cisterner. På Be'ershebas sletter nås vandet, som løber under overfladen, ved at grave lave huller — især dem nær Gerar, som skal omtales senere.

3. Geologiske forhold:

Frugtbarheden og dyrkningen i ethvert land afhænger hovedsagelig af dets geologiske forhold. Disse er forholdsvis enkle i Israels land og har ikke undergået nogen forandring siden den tid, da mennesket først viste sig, eller siden de hebraiske patriarkers dage. Landet blev først hævet op af havet i eocæn tid; og i den efterfølgende miocæne tid opstod den store sprække i jordens overflade, som dannede en smal havbugt, der strakte sig fra `Aqabah i syd næsten til foden af Hermon. Yderligere hævning, ledsaget af vulkanske udbrud, som dækkede Golans, Bashans og Nedre Galilæas plateauer med lava, afskar Jordandalen fra Det Røde Hav og dannede en lang sø, hvis bund fortsatte med at synke mod syd til sit nuværende niveau i pliocæn- og pluvialperioderne. Derefter — mens dens særlige fauna i mellemtiden havde udviklet sig — tørrede søen gradvis ind, indtil den kun var repræsenteret, sådan som den er nu, af det sumpede Chuleh, den pæreformede Galilæas Sø og Det Døde Hav. Alle disse forandringer fandt sted længe før menneskets fremtræden. De hævede lag omfatter: (1) den nubiske sandsten (fra greensand-perioden), som blev forskudt langs linjen for Jordans brud øst for floden, og som kun viser sig på Hermons, Gileads og Moabs vestlige skråninger; (2) kalkstenene fra kridttiden, deriblandt den hårde dolomit og blødere lag fulde af karakteristiske fossiler; (3) den bløde eocæne kalksten, som især viser sig på de vestlige udløbere og i foden af bjergene, idet hævningsvinklen er mindre stejl end i den ældre hovedformation. Ved Middelhavets kyster danner en endnu senere sandet kalksten Sharons lave klinter.

Se GEOLOGY OF ISRAELS LAND.

4. Fauna og flora:

Hvad angår fauna, flora og dyrkning, er det her tilstrækkeligt at sige, at de stadig i praksis er de samme, som de beskrives gennem hele Bibelen. Løven og uroksen (Bos primigenius) blev udryddet i historisk tid, men har efterladt deres knogler i Jordans gruslag og i huler. Bjørnen har gradvis trukket sig tilbage til Hermon og Libanon. Bøflen er blevet indført siden den muslimske erobring. Blandt træerne er æbletræet gået ud af dyrkning siden middelalderen, og kaktussen er blevet indført; men Israels land er stadig et land med korn, vin og olie og berømt for sine frugter. Dets træer, buske og planter er dem, der omtales i Bibelen. Dets skove er blevet udtyndet i Nedre Galilæa og det nordlige Sharon, men på den anden side er krat ofte vokset hen over stedet for tidligere vingårde og landsbyer, og der er ingen grund til at tro, at der inden for de sidste 40 århundreder er sket nogen almindelig udtørring, som ville påvirke nedbøren.

5. Klima:

Klimaet i Israels land ligner klimaet i andre middelhavslande, såsom Cypern, Sicilien eller Syditalien; og trods feberne i myggeplagede distrikter på sletterne er det langt bedre end klimaet i deltaet i Egypten eller i Mesopotamien. Sommervarmen er kun trykkende nogle få dage ad gangen, når (især i maj) den tørre vind — fattig på ozon — blæser fra den østlige ørken. I det meste af sæsonen blæser en fugtmættet havbrise, som rejser sig omkring kl. 10 om formiddagen, indtil aftenen og befrugter alle bjergenes vestlige skråninger. I de nøgne ørkener giver forskellen mellem 90 °F om dagen og 40 °F om natten en forfriskende kulde. Med østenvinden stiger temperaturen til 105 °F, og nætterne er trykkende. I Jordandalen når temperaturen i skyggen om efteråret op på 120 °F. I denne årstid dækker tåger bjergene og får druerne til at svulme. Om vinteren ligger sneen undertiden i flere dage på vandskellets højderyg og på de edomitiske bjerge, men om sommeren er selv Hermon undertiden helt uden sne i 9.000 fods højde over havet. Der findes måske intet land, hvor man kan finde et sådant spænd i klima, fra alpint til tropisk, og intet, hvor spændet i fauna og flora derfor er så stort, fra europæisk til afrikansk.

6. Nedbør:

Nedbøren i Israels land ligger mellem 20 og 30 tommer årligt, og regntiden er den samme som i andre middelhavslande. »De tidlige regnskyl« begynder med tordenstormene i november, og »de sene regnskyl« ophører med aprilbygerne. Fra december til februar — undtagen i tørkeår — er regnen kraftig. I de fleste år er forsyningen fuldt tilstrækkelig til dyrkningsformål. Pløjningen begynder om efteråret, og kornet bliver sjældent ødelagt af storme om sommeren. Frugterne modnes om efteråret og lider kun under lejlighedsvise sværme af græshopper. Der synes ikke at være nogen grund til at antage, at klima eller nedbør har undergået nogen forandring siden Bibelens tider; og en betragtning af Bibelens hentydninger bekræfter dette syn.

7. Tørke og hungersnød:

Således nævnes forekomsten af tørke og deraf følgende hungersnød i Det Gamle Testamente som noget, der lejlighedsvis forekom til alle tider (1 Mos 12,10; 1 Mos 26,2; 1 Mos 41,50; 3 Mos 26,20; 2 Sam 21,1; 1 Kong 8,35; Es 5,6; Jer 14,1; Joel 1,10-12; Hag 1,11; Zak 14,17), og tørke omtales også i Mishna (Ta`anith, i. 4-7) som forekommende om efteråret og endda som noget, der kunne vare gennem hele regntiden indtil foråret. Gode regnskyl var en velsignelse fra Gud, og tørke var i hebraisk tro et tegn på hans mishag (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Joel 2,23). Et tordenvejr i høsttiden (maj) var højst usædvanligt (1 Sam 12,17; 1 Sam 12,18), men et sådant uvejr forekommer stadig som et meget sjældent fænomen. Ved »sne i høst« (Ordsp 25,13) skal vi ikke forstå en snestorm, for den sammenlignes med en »trofast budbringer«, og der sigtes til brugen af sne til at afkøle vin, hvilket stadig er almindeligt i Damaskus. Omtalen af feber ved bredden af Galilæas Sø (Matt 8,14) viser, at dette område var lige så usundt om sommeren, som det stadig er. Forfaldet i kunstvandingen på Sharon kan have gjort sletten mere malaria-plaget end i gammel tid, men den israelske floras identitet med Bibelens flora viser, at klimaet i det store og hele er uforandret.

II. Israels land i Pentateuken.

1. Steder besøgt af Abraham:

Første Mosebog er fuld af hentydninger til steder, der var hellige for mindet om de hebraiske patriarker. På Abrahams tid bestod befolkningen af stammer, hovedsagelig semitiske, som oprindeligt kom fra Babylonien, herunder kana'anæere (»lavlandsfolk«) mellem Sidon og Gaza og i Jordandalen, samt amoritter (»højlandsfolk«) i bjergene (1 Mos 10,15-19; 4 Mos 13,29). Deres sprog var beslægtet med hebraisk, og det er kun i Egypten, at vi læser, at der var behov for en tolk (1 Mos 42,23), mens udgravede rester af seglcylindre og andre genstande viser, at kulturen i Israels land lignede Babyloniens.

(1) Sikem.

Det første sted, der omtales, er helligdommen eller »stationen« (maqom) i Sikem, med Elon Moreh, Septuagintas »høje eg«, hvor Jakob senere begravede sine hustruers afguder, og hvor Josva rejste en sten ved det »hellige sted« (1 Mos 12,6; 1 Mos 35,4; Jos 24,26). Samaritansk tradition påviste stedet nær BalaTa (»egen«) ved foden af Gerizims bjerg. »Kana'anæeren var dengang i landet« (på Abrahams tid), men blev udryddet (1 Mos 34,25) af Jakobs sønner. Fra Sikem drog Abraham sydpå og rejste et alter mellem Betel (Beitin) og Hal (Chayan), øst for byen Luz, hvis navn endnu lever videre tæt ved kilden Lozeh (1 Mos 12,8; 1 Mos 13,3; 1 Mos 28,11; 1 Mos 28,19; 1 Mos 35,2).

(2) Negeb.

Men da han vendte tilbage fra Egypten med store hjorde (1 Mos 12,16), slog han sig ned i hyrdeområdet mellem Be'ersheba og det vestlige Kadesh (1 Mos 13,1; 1 Mos 20,1), på hebraisk kaldt neghebh, det »tørre« land, ved randen af de dyrkede områder. Fra egnen øst for Betel er der en fin udsigt over den nedre Jordandal, og her »løftede Lot sine øjne« (1 Mos 13,10) og valgte dalens rige græsmarker til sine hjorde. »Slettens byer« (kikkar) lå tydeligvis i denne dal, og Sodoma må have ligget nær floden, eftersom Lots rejse til Zoar (1 Mos 19,22) kun varede en time eller to (1 Mos 19,15; 1 Mos 19,23) tværs over sletten til foden af Moabs bjerge. Det siges ikke, at disse byer kunne ses fra egnen nær Hebron; men fra bakketoppen øst for byen kunne Abraham have set »røgen fra landet« (1 Mos 19,28) stige op. Det første land, han ejede, var Mamres have (1 Mos 13,18; 1 Mos 18,1; 1 Mos 23,19), med hulegraven, som traditionen stadig udpeger under gulvet i Hebron-moskeen. Hans telt var slået op under »Mamres ege« (1 Mos 18,1), hvor hans gådefulde gæster hvilede »under træet« (1 Mos 18,8). Én gammel eg findes endnu på den flade jord vest for byen, men dette træ er meget sjældent i Judas bjerge. I alle disse tilfældige detaljer har vi vidnesbyrd om det nøjagtige kendskab til Israels land, som kendetegner fortællingen om patriarkerne.

(3) Amrafels felttog.

Israels land synes at have været en yderprovins i Hammurabis rige; han var konge af Babylon på Abrahams tid. Og Amrafels felttog lignede de senere assyriske overherrers, når de krævede tribut af småkonger. Ruten (1 Mos 14,5-8) gik gennem Bashan, Gilead og Moab til Kadesh (sandsynligvis ved Petra), og tilbageturen gik gennem Judas ørken til Jerikos sletter. Hebron blev således ikke angrebet (se 1 Mos 14,13), og Abrahams og hans amoritiske forbundsfællers forfølgelse førte op gennem Jordandalen til Dan og derfra nord for Damaskus (1 Mos 14,15). Det Salem, hvis konge velsignede Abraham ved hans tilbagekomst, blev af samaritanerne og af Hieronymus anset for at være byen nær Jordandalen, som Jakob senere besøgte (1 Mos 14,18; 1 Mos 33,18).

Se Jerusalem.

(4) Gerar.

Abraham vendte tilbage til de sydlige sletter og »boede som fremmed i Gerar« (1 Mos 20,1), det nuværende Umm Jerrar, 7 miles syd for Gaza. De brønde, som han gravede i denne dal (1 Mos 26,15), var uden tvivl lave udgravninger ligesom dem, hvorfra araberne stadig henter det vand, der løber under overfladen i det samme område (SWP, III, 390), skønt den ved Beersheba (1 Mos 21,25-32), som Isak føjede endnu en til (1 Mos 26,23-25), kan have været mere varig. Der findes nu tre murede brønde ved Bir es Seba`, men murværket er moderne. Plantningen af en »tamarisk« på dette sted (1 Mos 21,33) er et interessant træk, eftersom træet er karakteristisk for de tørre lavlande. Fra Beersheba drog Abraham til »Morijas land« Septuaginta: »det høje land«) for at ofre Isak (1 Mos 22,2); og bjerget lå ifølge hebraisk tradition (2 Krøn 3,1) ved Jerusalem, men ifølge samaritanerne var det Gerizim nær Elon Moreh--en top, som bestemt kunne have været set »på afstand« (2 Krøn 3,4) på »den tredje dag«.

2. Steder besøgt af Isak:

Isak, der levede i den samme hyrdeørken, ved det vestlige Kadesh (1 Mos 25,11) og ved Gerar (1 Mos 26,2), led ligesom sin far i et tørkeår og havde lignende vanskeligheder med filistrene. Ved Gerar såede han korn (1 Mos 26,12), og området er stadig egnet til en sådan dyrkning. Derfra trak han sig tilbage mod sydøst til Rehoboth (Rucheibeh), nord for Kadesh, hvor der stadig findes gamle brønde ligesom dem ved Beersheba (1 Mos 26,22). Til Beersheba vendte han til sidst tilbage (1 Mos 26,23).

3. Steder besøgt af Jakob:

Da Jakob flygtede til Haran fra Beersheba (1 Mos 28,10), sov han på »stedet« (eller helligdommen), der var indviet ved Abrahams alter nær Betel, og ligesom enhver moderne arabisk besøgende ved en helligdom rejste han en mindesten (1 Mos 28,18), som han fornyede tyve år senere (1 Mos 35,14), da Gud viste sig for ham »igen« (1 Mos 35,9).

(1) Fra Haran til Sukkot.

Hans hjemrejse fra Haran til Gilead rejser et interessant spørgsmål. Afstanden er omkring 350 miles fra Haran til Galeed eller »vidnehøjen« (1 Mos 31,48) ved Mizpa--sandsynligvis Suf i Nordgilead. Denne afstand siges Laban at have tilbagelagt på 7 dage (1 Mos 31,23), hvilket ville være muligt for en styrke, der red på ridekameler. Men nyheden om Jakobs flugt nåede Laban på den 3. dag (1 Mos 31,22), og der ville gå nogen tid, før han kunne samle sine »brødre«. Jakob med sine småkvæg og hjorde må have haft brug for 3 uger til rejsen. Det er bemærkelsesværdigt, at området omkring Mizpa stadig rummer gamle monumenter som den »støtte« (1 Mos 31,45), omkring hvilken »minderøsen« (yeghar-sahadhutha) blev dannet. Fra dette sted drog Jakob til Mahanajim (sandsynligvis Machmah), syd for Jabbok-floden--et sted, som senere blev hovedstad i Sydgilead (1 Mos 32,1; 1 Kong 4,14); men da han hørte om Esaus fremrykning fra Edom, trak han sig tilbage over floden (1 Mos 32,22) og nåede derpå Sukkot (1 Mos 33,17), som menes at være Tell Der`ala, nord for strømmen.

(2) Fra Jordan til Hebron.

Efter at have krydset Jordan ved et af flere vadesteder i dette område nærmede Jakob sig Sikem ad den helårlige strøm i Wady Far`ah og slog lejr ved Shalem (Salim) på østsiden af den frugtbare slette, der strækker sig derfra til Sikem, og her købte han land af hivvitterne (1 Mos 33,18-20). Vi får ikke at vide, at han gravede en brønd, men nødvendigheden af at grave en i et område fuldt af kilder kan kun forklares ved hivvitternes skinsyge over vandrettigheder, og brønden findes stadig øst for Sikem (sammenlign Joh 4,5 f), ikke langt fra Elon Moreh, hvor terafim (1 Mos 35,4) eller »ånder« (assyrisk, tarpu) fra Haran (1 Mos 31,30) blev begravet under Abrahams eg. Disse var uden tvivl små billeder, sådan som man så ofte graver frem i Israels land. Jakobs videre færd førte via Betel og Betlehem til Hebron (1 Mos 35,6; 1 Mos 35,19; 1 Mos 35,27), men nogle af hans ældre sønner synes at være blevet i Sikem. Således blev Josef senere sendt fra Hebron (1 Mos 37,14) for at besøge sine brødre dér, men fandt dem ved Dotan.

(3) Dotan.

Dotan (1 Mos 37,17) lå på en slette ved den vigtigste handelsrute fra Egypten til Damaskus, som krydsede det lave vandskel på dette punkt og førte ned gennem dalen til Jizre'el og over Jordan til Bashan. »Brønden i cisternen« (SWP, II, 169) vises stadig ved Tell Dothan, og ismaelitterne fra Midjan og Gilead valgte denne lette karavanerute (1 Mos 37,25; 1 Mos 37,28) for kameler lastet med Gileads balsam og krydderier. Sletten egnede sig til at græsse Jakobs småkvæg. Produkterne fra Israels land omfattede dengang også honning, pistacienødder og mandler (1 Mos 43,11); og nogle få århundreder senere finder vi i en tekst af Thothmes III omtale af honning og balsam, sammen med olie, vin, hvede, spelt, byg og frugter, som rationer til de egyptiske tropper i Kanaan (Brugsch, Hist Egypt, I, 332).

4. Omtalt i forbindelse med Juda:

Episoden med Juda og Tamar er knyttet til et område i Shefela, eller Judæas lave bakker. Adullam (`Aid-el-ma), Kezib (`Ain Kezbeh) og Timna (Tibneh) ligger ikke langt fra hinanden (1 Mos 38,1; 1 Mos 38,5; 1 Mos 38,12), det sidstnævnte i en hyrdedal, hvor Juda mødte sine »fåreklippere«. Tamar sad ved »indgangen til Enajim« (sammenlign 1 Mos 38,14; 1 Mos 38,22 den engelske Revised Version) eller Enam (Jos 15,34), måske ved Kefr `Ana, 6 miles nordvest for Timna. Hun blev forvekslet med en qedheshah, eller votar (hellig prostitueret) for Ashtoreth (1 Mos 38,15; 1 Mos 38,21), og vi ved fra Hammurabis love, at sådanne votarer allerede var anerkendt. Omtalen af Judas segl og stav (1 Mos 38,18) minder os også om babyloniske skikke, som de beskrives af Herodot (i.195), og seglcylindre i babylonisk stil og fra en tidlig periode er blevet gravet frem i Israels land ved Gezer og andre steder (sammenlign »den babyloniske klædning«, Jos 7,21).

5. Gennemgang af Første Mosebogs geografi:

Generelt sagt frembyder geografien i Første Mosebog ingen vanskeligheder og viser et indgående kendskab til landet, mens hentydningerne til naturprodukter og skikke stemmer overens med resultaterne af videnskabelige opdagelser. Kun én vanskelighed behøver at nævnes, hvor Atad (1 Mos 50,10) på vejen fra Egypten til Hebron beskrives som "på den anden side af Jordan". I dette tilfælde hjælper det assyriske sprog os måske, for på det sprog betyder Yaur-danu "den store flod", og henvisningen kan være til Nilen selv, som kaldes Yaur på både hebraisk (ye'or) og assyrisk.

6. Anden Mosebog og Tredje Mosebog:

Anden Mosebog beskæftiger sig med Egypten og Sinajørkenen, skønt det kan bemærkes, at dens enkle landbrugslove (Anden Mosebog 21-23), som så ofte minder om Hammurabis love, straks ville have været nødvendige ved erobringen af Gilead og Bashan, før Jordan blev krydset. I Tredje Mosebog 11 har vi en liste over dyr, hvoraf de fleste hører til i ørkenen--som for eksempel "klippegrævlingen" eller hyraxen (3 Mos 11,5; Sl 104,18; Ordsp 30,26), men andre--såsom svinet (3 Mos 11,7), storken og hejren (3 Mos 11,19)--til `Arabah og Jordandalen, mens hærfuglen (KJV "vibe", 3 Mos 11,19) lever i Gilead og i det vestlige Israels land. I Femte Mosebog 14 er dådyret og rådyret (14,5) nu beboere på Tabor og i Gilead, men "vildgeden" (stenbuk), "vildoksen" (buball), "pygarg" (addax) og "gemsen" (vildfår) findes i `Arabah og i ørkenerne.

7. Fjerde Mosebog:

I Fjerde Mosebog beskrives erobringen af landet øst for Jordan, og de fleste af de byer, der nævnes, er kendte (21,18-33); bemærkningen om vingårde i Moab (21,22) stemmer overens med opdagelsen af gamle, klippeudhuggede vinpresser nær Heshbon (SEP, I, 221). Udsigten over Israel, der lå i lejr ved Shittim, set af Bileam (22,41), mens han stod på toppen af Pisga eller Nebobjerget, har vist sig at være mulig ved opdagelsen af Jebel Neba, hvor der også er fundet grove dysser, der minder om Balaks altre (SEP, I, 202). Moabs højslette (32,3) beskrives som et "land for kvæg" og ernærer stadig arabiske hjorde. De lejre, hvor Israel efterlod deres kvæg, kvinder og børn under krigene i 6 måneder, strakte sig (33,49) fra Beth-jeshimoth (Suweimeh), nær Det Døde Havs nordøstlige hjørne, over Abel-shittim ("akacieengen"--et navn, den stadig bærer) på en slette, der vandes af flere bække og har godt græs om foråret.

8. Femte Mosebog:

(1) Fysiske hentydninger.

Beskrivelsen af det "gode land" i Femte Mosebog (8,7) passer i nogle detaljer med særlig styrke på Gileads bjergland, som har flere helårsvandløb end hele det vestlige Israels land--"et land med vandbække, med kilder og dyb, der strømmer frem i dale og på høje"; et land også "med hvede og byg, vinstokke, figentræer og granatæbler, et land med oliventræer og honning" findes i Gilead og Bashan. Selve Israels land er ikke et mineland, men ordene (8,9), "et land, hvis sten er jern, og af hvis bjerge du kan udgrave kobber," kan forklares ved de kendsgerninger, at der fandtes jernminer nær Beirut i det 10. århundrede e.Kr. og kobberminer ved Punon nord for Petra i det 4. århundrede e.Kr., sådan som Hieronymus beskriver det (Onomasticon, under ordet "Phinon"). I Femte Mosebog nævnes også (11,29; jf. 27,4; Jos 8,30) Ebal og Gerizim for første gang, som beliggende ved siden af "Mores ege". Ebal, forbandelsernes bjerg (3.077 fod over havet), og Gerizim, velsignelsernes bjerg (2.850 fod), er de to højeste toppe i Samaria, og Sikem ligger i en frugtbar dal mellem dem. Israels første hellige centrum blev således oprettet på det sted, hvor Abraham byggede sit første alter, og Jakob gravede sin brønd, hvor Josef blev begravet, og hvor Josva anerkendte et helligt sted ved foden af Gerizim (Jos 24,26). De sidste kapitler af Femte Mosebog gengiver den berømte Pisga-udsigt fra Nebobjerget (34,1-3), som i alle henseender svarer til den fra Jebel Neba, bortset fra Dan og det yderste (eller "vestlige") hav, som ingen af delene er synlige. Her bør vi sandsynligvis læse "hen imod" snarere end "til", og der findes ingen anden høj over Shittims sletter, hvorfra man kan få en bedre udsigt over Jordandalen, fra Zoar til Jeriko, over vandskelbjergene så langt mod nord som Gilboa og Tabor og over Gileads skråninger.

(2) Arkæologi.

Men ud over disse fysiske hentydninger tjener udforskningens fremskridt til at belyse arkæologien i Femte Mosebog. Israel fik befaling om (12,3) at nedrive kana'anæernes altre, at knuse de stenstøtter, som var overtroens symboler, at brænde 'asherah-pælene (eller kunstige træer) og at hugge de udskårne billeder ned. At disse befalinger blev adlydt, er klart. De grove altre og stenstøtter findes nu kun i Moab og i afsides egne af Gilead, Bashan og Galilæa, som ikke blev nået af Judas reformerende kongers magt. 'Asherah-pælene er forsvundet; billederne findes kun dybt under overfladen. De udskårne tavler, som stadig findes i Damaskus og i Fønikien og Syrien, og som forestiller Kana'ans eller hittitternes guder, har ingen modstykker i Det hellige land. Når vi igen læser om gamle "grænsesten" (5 Mos 19,14; Ordsp 22,28; Ordsp 23,10), skal vi ikke forstå en simpel grænsesten, men snarere et af de monumenter, der er almindelige i Babylonien--i hvert fald så tidligt som det 12. århundrede f.Kr.--hvorpå en marks grænser beskrives minutiøst, historien om kongens tildeling af den fremlægges i detaljer, og en forbandelse (jf. 5 Mos 27,17) udtales over den mand, der skulle vove at flytte stenen.

Se illustration under NEBUCHADNEZZAR.

III. Israels land i Det Gamle Testamentes historiske bøger.

1. Josvabogen:

Josva er Det Gamle Testamentes store geografiske bog; og det store flertal af de 600 navne på steder, floder og bjerge i Israels land, som nævnes i Bibelen, findes i denne bog.

(1) Topografisk nøjagtighed.

Omtrent halvdelen af dette samlede antal navne var kendt, eller blev fastlagt af dr. Robinson, mellem 1838 og 1852, og omkring 150 nye steder blev opdaget (1872-1878, 1881-1882) som følge af den trigonometriske opmåling af landet i målestokken 1 tomme, og blev identificeret af nærværende forfatter i denne periode; nogle få interessante steder er blevet tilføjet af M. Clermont-Ganneau (Adullam og Gezer), af A. Henderson (Kirjat-Jearim), af W.F. Birch (Zoar ved Tell esh Shaghur) og af andre. Således er mere end tre fjerdedele af stederne blevet fastlagt med større eller mindre sikkerhed, og de fleste af dem har bevaret deres gamle navne. Det er umuligt at studere denne topografi uden at se, at de bibelske forfattere havde personlig kundskab om landet; og det er utroligt, at en hebraisk præst, der skrev i Babylonien, kunne have haft det indgående kendskab til alle dele af landet, som viser sig i de geografiske kapitler i Josvabogen. Byerne opregnes i behørig orden efter distrikter; stammegrænserne følger naturlige linjer – dale og bjergkamme – og de forskellige områders karakter angives korrekt. Vi kan heller ikke antage, at denne topografi henviser til forholdene efter hjemkomsten fra fangenskabet, for de var helt anderledes. Simeon var ophørt med at bo i syd på Davids tid (1 Krøn 4,24), og Dans lod blev koloniseret af mænd fra Benjamin efter fangenskabet (1 Krøn 8,12; 1 Krøn 8,13; Neh 11,34; Neh 11,35). Tirsa nævnes (Jos 12,24) i Samaria, hvorimod Omris fremtidige hovedstad ikke nævnes. Aj siges at være gjort til "en ruinbunke for evigt" (Jos 8,28), men var tilsyneladende beboet på Esajas’ tid (Es 10,28 = Ajat) og bestemt efter fangenskabet (Ezra 2,28; Neh 7,32; Neh 11,31 = Ajja). Senest synes topografien at være fra Salomos tid, skønt det er bemærkelsesværdigt, at meget få steder i Samaria omtales i Josvabogen.

(2) Overgangen over Jordan.

Israel gik over Jordan ved det laveste vadested øst for Jeriko. Floden var i flom, opsvulmet af den smeltende sne fra Hermon (Jos 3,15); standsningen skete 20 miles længere oppe ved Adam (ed-Damieh), idet de kalkholdige klipper på et smalt sted sandsynligvis blev undermineret og faldt ned og således opdæmmede strømmen. En muslimsk forfatter hævder, at en lignende standsning fandt sted i det 13. århundrede e.Kr. nær samme punkt. (Se JORDAN.) Den første lejr blev oprettet ved Gilgal (Jilgulieh), 3 miles øst for Jeriko, og en "kreds" af 12 sten blev rejst. Jeriko lå ikke på det middelalderlige sted (er Richa) syd for Gilgal, eller på det herodianske sted længere mod vest, men ved den store kilde `Ain es SulTan, tæt ved de bjerge som spejderne flygtede til (Jos 2,16). Sir C. Warren fandt, at de store høje bestod af soltørrede teglsten, og yderligere udgravninger (se Mitteil. der deutschen Orient-Gesell., december 1909, nr. 41) har kun afdækket lidt andet end rester af huse fra forskellige perioder.

(3) Josvas første felttog.

Den første by i bjergene, som Israel angreb, var Aj, nær Chayan, 2 miles sydøst for Betel. Den har en dyb dal mod nord, sådan som det beskrives (Jos 8,22). Ajs og Betels fald (Jos 8,17) synes at have resulteret i en fredelig besættelse af området mellem Gibeon og Sikem (Jos 8,30-9); men mens hivvitterne underkastede sig, angreb amoritterne fra Jerusalem og fra syd Gibeon (el Jib) og blev drevet ned ad det stejle pas ved Bet-Horon (Beit `Aur) til sletterne (Jos 10,1-11). Josvas store angreb efter denne sejr gik gennem sletten til Makkeda, nu kaldet el Mughar, efter "hulen" (jf. Jos 10,17), og gennem Libna til Lakish (Tell el Chesy), hvorfra han drog op til Hebron og "vendte" mod syd til Debir (edh Dhaheriyeh), og således undertvang han Judas shefela og de sydlige bjerge, skønt hovedstaden Jerusalem ikke blev indtaget. Det indrømmes nu meget almindeligt, at de seks breve fra den amoritiske konge af Jerusalem, som indgår i Tell el-Amarna-brevene, kan henvise til denne krig. 'Abiri eller Chabiri omtales deri som et vildt folk fra Seir, som "ødelagde alle herskerne", og som angreb Ajjalon, Lakish, Ashkelon, Ke'ila (på hovedvejen til Hebron) og andre steder.

Se EXODUS, THE.

(4) Det andet felttog.

Det andet felttog (Jos 11,1-14) var rettet mod folkene i Galilæa; og den hebraiske sejr blev vundet ved "Meroms vande" (Jos 11,5). Der er ingen god grund til at placere dem ved Chuleh-søen; og den sumpede Jordandal var et meget usandsynligt slagfelt for kana’anæernes vogne (Jos 11,6). De konger, der nævnes, er kongerne over Madon (Madin), Shimron (Semmunieh), Dor (muligvis Tell Thorah), "mod vest", og Hasor (Chazzur), alle i Nedre Galilæa. Forfølgelsen gik langs kysten mod Sidon (Jos 11,8); og Merom kan være identisk med Shimron-Meron (Jos 12,20), nu Semmunieh, i hvilket tilfælde "vandene" var vandene fra den helårsstrøm i Wady el Melek, 3 miles mod nord, som løber mod vest for at slutte sig til den nedre del af Kishon. Shimron-Meron var en af de 31 kongebyer i Israels land vest for Jordan (Jos 12,9-24).

De områder, som Josva lod være uerobrede (13,2-6), var dem, som senere blev erobret af David og Salomo, herunder filistersletterne og den sidoniske kyst fra Meara (el Mogheiriyeh) nordpå til Afek (Afqa) i Libanon, ved grænsen til amoritternes land, som lå syd for "hittitternes land" (Jos 1,4). Det sydlige Libanon, fra Gebal (Jubeil) og "indgangen til Hamat" (Eleutherus-dalen) i vest, til Ba’al-Gad (sandsynligvis ved `Ain Judeideh på Hermons nordvestlige skråning) blev også indbefattet i "landet" af David (2 Sam 8,6-10). Men hele det østlige Israels land (Jos 13,7-32) og det vestlige Israels land, bortset fra kystsletterne, blev tildelt de 12 stammer. Juda og Josef (Efraim og Manasse), som var de stærkeste, synes at have besat bjergene og shefelaen så langt mod nord som Nedre Galilæa før den endelige tildeling.

Således lå Simeons lod inden for det område, som Juda havde arvet (Jos 19,1), og Dans synes delvis at være taget fra Efraim, eftersom Josefs lod oprindelig nåede til Gezer (Jos 16,3); men Benjamin synes tidligt at have fået sin del (sammenlign Jos 15,5-11; Jos 16,1; Jos 16,2; Jos 18,11-28). Denne lod var større end Efraims, og Benjamin var da ikke "den mindste af Israels stammer" (1 Sam 9,21), eftersom ødelæggelsen af stammen først fandt sted efter Josvas og Eleazars død (Dom 20,28).

De tolv stammer blev fordelt i forskellige områder, som her kort kan beskrives. Ruben havde Moabs højslette til Arnon (Wady Mojub) mod syd og til "Gads flod" (Wady Na`aur) mod nord, og omfattede således en del af Jordandalen tæt ved Det Døde Hav. Gad havde hele den vestlige del af Gilead og var adskilt fra ammonitterne ved Jabboks øvre løb. Hele resten af Jordandalen øst for floden var omfattet af denne lod. Manasse havde Bashan, men erobringen blev først fuldført senere. Simeon havde negeb-højsletten syd for Beersheba. Juda besatte bjergene syd for Jerusalem, med shephelah mod vest, og gjorde krav på Filisterlandet syd for Ekron. Benjamin havde Jerikos sletter og bjergene mellem Jerusalem og Betel. Grænsen løb syd for Jerusalem til Rakels grav (1 Sam 10,2) og derfra vestpå til Kirjat-Jearim (`Erma) og Ekron. Dan besatte de lavere bakker vest for Benjamin og Efraim og gjorde krav på sletten fra Ekron til Rakkon (Tell er Raqqeit) nord for Joppe. Manasse havde et stort område, svarende til Samaria, og omfattende Karmel, Sharon og halvdelen af Jordandalen, med bjergene nord for Sikem; men denne stamme besatte kun bakkerne og var ude af stand til at drive kana'anæerne ud af sletterne (Jos 17,11; Jos 17,16). Efraim klagede også over, at dens lod var lille (Jos 17,15); den lå i barske bjerge mellem Betel og Sikem, men omfattede dog kornhøjsletten øst for sidstnævnte by. Issakar havde Esdraelons og Dotans sletter, med Jordandalen mod øst, men kom snart under kana'anæernes herredømme. Zebulon havde bakkerne i Nedre Galilæa og kysten fra Karmel til Akko. Naftali ejede bjergene i Øvre Galilæa og den rige højslette mellem Tabor og Galilæas Sø. Asher havde de lave bakker vest for Naftali og de smalle kystsletter fra Akko til Tyrus. Således besad hver stamme en andel bjergland, egnet til dyrkning af figner, oliven og vinstokke, og agerland, egnet til korn. De tildelte områder synes at svare til den befolkningstæthed, som de forskellige regioner var egnede til at bære.

Levitbyerne blev fastlagt i de forskellige stammer som centre for undervisningen af Israel (5 Mos 33,10), men en levit var ikke forpligtet til at bo i en sådan by og forventedes årligt at drage med sit skifte til det hellige centrum, før de trak sig tilbage til Jerusalem ved rigets deling (2 Krøn 11,14). De 48 byer (Jos 21,13-42) omfatter 13 i Juda og Benjamin for præsterne, blandt hvilke Bet-Shemesh (1 Sam 6,13; 1 Sam 6,15) og Anatot (1 Kong 2,26) tidligt nævnes som levitiske. De andre stammer havde hver 3 eller 4 sådanne byer, fordelt mellem kehatitter (10), gershonitter (13) og meraritter (12). De seks tilflugtsbyer var medregnet i totalen og blev placeret 3 på hver side af Jordan, i syd, i midten og i nord, nemlig Hebron, Sikem og Kedesh mod vest, og Bezer (ukendt), Ramot (Reimun) og Golan (sandsynligvis Sachem el Jaulan) øst for floden. En anden, mindre fuldstændig liste over disse byer, med 4 udeladelser og 11 mindre forskelle, for det meste skriverfejl, gives i 1 Krøn 6,57-81. Hver af disse byer havde "forstæder" eller åbne arealer, der strakte sig (4 Mos 35,4) omtrent en kvart mil uden for muren, mens markerne, ud til omtrent en halv mils afstand, også tilhørte levitterne (3 Mos 25,34).

2. Dommerbogen:

(1) Tidlige krige.

I Dommerbogen fører fortællingerne om de helte, som efter tur fremstod for at frelse Israel fra hedningerne, os til alle dele af landet. "Efter Josvas død" (Dom 1,1) synes kana'anæerne at have genvundet magten og at have genopbygget nogle af de byer, som han havde lagt i ruiner. Juda kæmpede mod perizzitterne ("landsbyboere") ved Berek (Berqah) i de lavere bakker vest for Jerusalem og satte endog denne by i brand. Kaleb angreb Debir (Dom 1,12-15), som beskrives (sammenlign Jos 15,15-19) som beliggende i et "tørt" (KJV "sydligt") område, dog med kilder ikke langt borte. Det faktiske sted (edh Dhaheriyeh) er en landsby med oldtidsgrave 12 mil sydvest for Hebron; den har ingen kilder, men omtrent 7 mil mod nordøst findes der et vandførende vandløb året rundt med "øvre og nedre kilder." Hvad angår filisterbyerne (Dom 1,18), synes Septuagintas læsemåde at være at foretrække; for den græske tekst siger, at Juda "ikke indtog Gaza" og heller ikke Ashkelon eller Ekron, hvilket stemmer med, at erobringen af "dalen" mislykkedes (Dom 1,19), fordi kana'anæerne havde "jernvogne." De kana'anæiske vogne nævnes ofte omkring denne tid i Tell el-Amarna-brevene, og egyptiske beretninger taler om, at de var belagt med metaller. Manasse, Efraim, Zebulon, Asher og Naftali var ligeledes magtesløse over for byer på sletterne (Dom 1,27-33); og Israel begyndte at blande sig med kana'anæerne, mens Dans stamme tilsyneladende aldrig virkelig besatte sit tildelte område, men forblev lejret ved Judas grænser, indtil i det mindste nogle af dens krigere fandt et nyt hjem under Hermon (Dom 1,34; Dom 18,1-30) på Jonatans, Moses' sønnesøns, tid.

(2) Siseras nederlag.

Israels undertrykkelse under Jabin II af Hazor i Nedre Galilæa synes at have fundet sted på Ramses II's tid; i sit 8. år erobrede han Shalem (Salim, nord for Taanak), Anem (`Anin), Dapur (Deburieh, ved foden af Tabor) samt Bet-Anat (`Ainitha) i Øvre Galilæa (Brugsch, History of Egypt, II, 64). Sisera kan have været en egyptisk resident ved Jabins hof (Dom 4,2); hans nederlag fandt sted nær foden af Tabor (Dom 4,14), hvortil han rykkede frem mod øst fra Haroshet (el Charathiyeh) ved randen af havsletten. Hans hær »gik til grunde ved Endor« (Sl 83,9) og i den sumpede Kishon (Dom 5,21). Stedet for det Kedesh i »sumpenes slette« (Dom 4,11), hvortil han flygtede, er usikkert. Måske menes Kedesh i Issakar (1 Krøn 6,72) ved Tell Qadeis, 3 miles nord for Taanak, for sletten er her delvis sumpet. Den kana'anæiske sammenslutning af småkonger kæmpede fra Taanak til Megiddo (Dom 5,19), men den gamle identifikation af den sidstnævnte by med den romerske by Legio (Lejjun) var blot et gæt, som ikke passer med egyptiske beretninger, der placerer Megiddo nær Jordan. Det store sted ved Mugedd`a i Jizre'eldalen synes at passe bedre til alle Det Gamle Testamentes beretninger såvel som til de egyptiske (SWP, II, 90-99).

(3) Gideons sejr.

Den efterfølgende undertrykkelse ved midjanitterne og andre synes at have faldet sammen med de uroligheder, der fandt sted i Minepthahs 5. år (se EXODUS, THE). Gideons hjem (Dom 6,11) i Ofra i Manasse placeres af samaritanernes tradition i Fer`ata, 6 miles vest for Sikem, men hans sejr blev vundet i Jizre'eldalen (Dom 7,1-22); stederne Bet-Shitta (ShaTTa) og Abel-Mehola (`Ain Chelweh) viser, hvordan Midjan flygtede ned gennem denne dal og sydpå langs Jordansletten, krydsede floden nær Sukkot (Tell Der`ala) og steg op ad Gileads skråninger til Jogbeha (Jubeichah) og Noba (Dom 8,4-11). Men Oreb (»ravnen«) og Ze'eb (»ulven«) omkom ved »ravnens klippe« og »ulvens hulning« (jf. Dom 7,25), vest for Jordan. Det er bemærkelsesværdigt (som den nuværende forfatter påpegede i 1874), at 3 miles nord for Jeriko kaldes en skarp tinde nu »ravnens rede«, og en slugt 4 miles længere mod nord kaldes »ulvens hulninger«. Disse steder ligger noget længere mod syd, end man kunne forvente, medmindre de to høvdinge blev skilt fra flygtningene, som fulgte Zeba og Salmunna til Gilead. I denne episode synes »Gileads bjerg« (Dom 7,3) at være en afskriverfejl for »Gilboas bjerg«, medmindre navnet er bevaret i forvansket form ved `Ain Jalud (»Goliats kilde«), som er en stor dam, der almindeligvis antages at være Harods kilde (Dom 7,1), hvor Gideon slog lejr øst for Jizre'el.

Fortællingen om Abimelek fører os tilbage til Sikem. Han blev gjort til konge ved »søjlens eg« (Dom 9,6), som uden tvivl var Abrahams eg, der allerede er omtalt; den synes også at blive kaldt »spåmandens eg« (Dom 9,37), sandsynligvis på grund af en overtro knyttet til Jakobs begravelse af husguderne under den. Stedet Beer, hvortil Jotam flygtede fra Abimelek (Dom 9,21), kan have været Beerot (Bireh) i Benjamins lod. Tebes, byen som den sidstnævnte indtog (Dom 9,50), og hvor han mødte sin død, er nu landsbyen Tubas, 10 miles nordøst for Sikem.

Den ammonitiske undertrykkelse af Israel i Gilead fandt sted omkring 300 år efter hebræernes erobring (Dom 11,26), og befrieren Jefta vendte tilbage til Mispa (Dom 11,29), som sandsynligvis var den nuværende landsby Cuf (allerede omtalt), fra sit eksil i »Tobs land« (Dom 11,3; Dom 11,6). Dette kan have ligget nær Taiyibeh, 9 miles syd for Gadara, længst mod nord i Gilead – et sted bemærkelsesværdigt for sine gamle dysser og grove stenmonumenter, som også forekommer ved Mispa. Jeftas strid med mændene fra Efraim (Dom 12,1) viser Mispas nordlige beliggenhed. Aroer (Dom 11,33) er ukendt, men lå nær Rabbat-Ammon (Jos 13,25; 2 Sam 24,5); det må skelnes fra Aroer ('Ar`air) i Arnons slugt, nævnt i Dom 11,26.

Skuepladsen for Samsons bedrifter ligger i Judas shephelah ved grænsen til Filisterlandet. Hans hjem i Zora (Sur`ah) lå på højene nord for Sorekdalen og så ned over "Dans lejr" (Dom 13,25 randnote), som var blevet slået op i denne dal nær Bet-Shemesh. Eshtaol (Eshu`a) lå mindre end 2 miles øst for Zora på samme højderyg. Timna (Dom 14,1) lå kun 2 miles vest for Bet-Shemesh, ved den nuværende ruin Tibneh. Området var et vinmarksområde (Dom 14,5), og navnet Sorek (Surik) lever stadig videre ved en ruin 2 miles vest for Zora. Sorek betød en "udvalgt vinranke", og der findes en vinhugget vinpresse på stedet (SWP, III, 126). Disse 5 steder, alle tæt på hinanden, lå også nær filisternes kornmarker (Dom 15,5) i et område med vinranker og oliventræer. Samsons tilflugtssted i "klippespalten ved Etam" (se Dom 15,8) lå sandsynligvis ved Beit `ATab, kun 5 miles øst for Zora, men hæver sig med en høj knold over de sydlige klippeafsatser i den kløft, som munder ud i Sorekdalen. I denne knold, under landsbyen, er der en klippegang, som nu kaldes "tilflugtens brønd" (Bur el Chasutah), og som kan have været den "spalte", som Samson "gik ned" i. Lehi (Dom 15,9) lå tilsyneladende i dalen nedenfor, og navnet ("kæben") kan sigte til kløftens snævre munding, hvorfra Judas mænd, efter forhandling med filistrene, "gik ned" (Dom 15,11) til "klippespalten ved Etam" (SWP, III, 83, 137), som var en gang på 250 fod, der førte ned under byen til kilden. Hele Samsons historie er knyttet til denne ene dal (for også Delila boede i "Sorekdalen", Dom 16,4), bortset fra hans besøg i Gaza, hvor han bar portene til `højen over for Hebron' (Dom 16,3), som traditionelt udpeges (SWP, III, 255) ved den store høj på østsiden af denne by, hvor han døde, og hvor hans grav (fejlagtigt) udpeges. En anden grav, tæt ved Zora, repræsenterer en mere korrekt tradition (16,31), men sagnene om Samson i denne landsby er af nyere kristen oprindelse.

Tillægget til Dommerbogen rummer to fortællinger om levitter, som begge levede i tiden for 2. generation efter den hebraiske erobring (18,30; 20,28), og som begge "opholdt sig som fremmede" i Betlehem i Juda (17,8; 19,2), skønt deres egentlige by var en i Efraims bjergland. I det første tilfælde grundlagde Jonatan, Moses' sønnesøn, en familie af afgudspræster og opstillede Mikas billede i Dan (Tell el Qadi) ved Jordans kilder, hvor der stadig findes gamle dolmenaltre. Dette billede kan have været årsagen til, at Jeroboam senere oprettede et kalvetempel på samme sted. Det siges at have stået der indtil "arkens fangenskab" (St. Petersburg MS, Dom 18,30), "hele den tid Guds hus var i Shilo" (Dom 18,31). Af denne beretning lærer vi, at Dans stamme ikke bosatte sig i sin tildelte lod (Dom 18,1), men slog lejr i "Dans lejr", vest for Kirjat-Jearim (Dom 18,12). Dette stemmer med den tidligere omtale af stedet (Dom 13,25) som liggende nær Zora; og den åbne dal nær Bet-Shemesh kan ses gennem Lehis kløfter fra Kirjat-Jearims sted ved `Erma.

(4) Tillæg: Benjamins nederlag.

I den 2. episode følger vi levittens rejse fra Betlehem forbi Jerusalem til Gibea (Jeba`), øst for Rama (er-Ram), en afstand som let kunne tilbagelægges på en eftermiddag (sammenlign Dom 19,8-14). Gibea blev uden tvivl valgt af levitten som hvilested, fordi det var en levitby. Fortællingen om den store forbrydelse begået af mændene i Gibea var velkendt for Hoseas (Dom 9,9). Israel samledes imod dem ved Mispa (Tell en Nacbeh) på vandskellet, 3 miles mod nordvest, og arken blev bragt af Pinehas til Betel (sammenlign Dom 20,1; Dom 20,31; Dom 18,26; Dom 18,27), 3 miles nordøst for Mispa. Benjamins nederlag fandt sted dér, hvor vejen til Gibea forlader den store nordvej til Betel (Dom 18,31), vest for Rama. De overlevende flygtede til klippen Rimmon (Rummon), 3 1/2 miles øst for Betel, på kanten af den "ørken", der strækker sig fra denne ujævne høj mod Jordandalen. Shilos beliggenhed, 9 miles nord for denne klippe, beskrives meget nøjagtigt (Dom 21,19) som nord for Betel (Beitin) og øst for hovedvejen derfra til Sikem, som passerer Lebona (Lubban), en landsby 3 miles nordvest for Seilun eller Shilo. De "vinmarker", hvor Shilos unge piger plejede at danse (Dom 21,20) ved løvhyttefesten, lå uden tvivl dér, hvor der stadig findes vinmarker på den lille slette syd for dette sted. Det er klart, at forfatteren til disse to beretninger havde et kendskab til landets topografi, der var lige så nøjagtigt som det, der viser sig overalt i Dommerbogen. Og (hvis læsemåden "arkens fangenskab" er korrekt) er der heller ingen grund til at antage, at de blev skrevet efter 722 f.Kr.

3. Ruths Bog:

Ruths Bog giver os et levende billede af hebraisk liv, "da dommerne regerede" (1,1 KJV), omkring et århundrede før Davids fødsel. Love så gamle som Hammurabis tid gav enken valget mellem at blive hos mandens familie eller forlade hans hus (sammenlign 1,8). Kvinders udtærskning af aks, de havde samlet (2,17), er stadig en skik, som forklarer de klippemortere, man så ofte finder udhulet på bjergsiden. Landsbyboeren sover stadig som vagt ved siden af bunken af renset korn på tærskepladsen (3,7); hovedsløret, som stadig bæres, kunne udmærket have været brugt til at bære seks mål byg (3,15). Boaz' høflige hilsen til sine høstfolk (2,4) minder om den almindelige arabiske hilsen (Allah ma`kum), "Gud være med jer." Men den tynde vin (2,14) drikkes ikke længere af muslimske bønder, som kun "dypper" deres brød i olie.

4. Samuelsbøgerne:

(1) Samuel.

De to Samuelsbøger giver et lige så værdifuldt billede af livet og en lige så virkelig topografi hele vejen igennem. Samuels far--en from levit (1 Krøn 6,27)--nedstammede fra Zuf, som havde boet i Efrata (Betlehem; jf. 1 Sam 9,4; 1 Sam 9,5), og havde sit hus i Rama (1 Sam 1,19) nær Gibea, og denne by (er-Ram) var også Samuels hjem (1 Sam 7,17; 1 Sam 25,1). Familien beskrives som »ramatitter, zufitter fra Efraims bjergland« (1 Sam 1,1), men betegnelsen »Efraims bjergland« var ikke begrænset til Efraims arvelod, da den omfattede Betel og Rama i Benjamins land (Dom 4,5). Som levit adlød Elkana loven om årlige besøg ved den centrale helligdom, skønt dette ikke synes at have været almindeligt overholdt i en tid, hvor »enhver gjorde, hvad der var ret i hans egne øjne« (Dom 21,25). Den centrale helligdom var af Josva blevet flyttet fra Sikem til det afsidesliggende sted Shilo (Jos 22,9), måske for større sikkerheds skyld, og her blev tabernaklet (Jos 22,19) rejst (jf. 1 Sam 2,22) og blev stående i 4 århundreder indtil Elis død. Israels store nederlag, da arken blev taget af filistrene, fandt sted ikke langt fra Mizpa (1 Sam 4,1), inden for en let dagsrejse fra Shilo (jf. 1 Sam 4,12). Ekron, hvorfra den blev sendt tilbage (1 Sam 6,16), lå kun 12 miles fra Bet-Shemesh (`Ainshems), hvor arken hvilede på en »stor sten« (Septuaginta, 1 Sam 6,18); og Bet-Shemesh lå kun 4 miles vest for Kirjat-Jearim (1 Sam 6,21), som lå i bjergene, så dens indbyggere »kom ned« fra »højen« (1 Sam 6,21; 1 Sam 7,1) for at hente arken, som blev der i 20 år, indtil begyndelsen af Sauls regering (1 Sam 14,18), da den efter krigen kan være blevet ført tilbage til tabernaklet i Nob, hvortil dette sandsynligvis blev flyttet efter Elis død, da Shilo blev forladt. Nobs nøjagtige sted kendes ikke, men sandsynligvis (jf. Es 10,32) lå det tæt ved Mizpa, hvorfra man får det første glimt af Jerusalem, og dermed nær Gibeon, hvor det blev anbragt efter massakren på præsterne (1 Sam 21,1; 1 Sam 22,9; 1 Sam 22,18; 2 Krøn 1,3), da arken igen blev ført til Kirjat-Jearim (2 Sam 6,2). Mizpa (Tell en-Nacbeh) var Israels samlingssted under Samuel; og »hjælpens sten« (Eben-ezer) blev rejst efter hans sejr over filistrene »mellem Mizpa og Shen« (1 Sam 7,12)--det sidstnævnte sted (se Septuaginta) er sandsynligvis det samme som Jeshana (`Ain Sinai), 6 miles nord for Mizpa, som Samuel besøgte hvert år som dommer (1 Sam 7,16).

(2) Sauls søgen.

Sauls rejse, han som »søgte æsler og fandt et kongerige«, fremviser en topografi, som ofte er blevet misforstået. Han drog af sted (1 Sam 9,4) fra Gibea (Jeba') og gik først til Shalishas land gennem Efraims bjergland. Ba'al-Shalisha (2 Kong 4,42) synes at have været det nuværende Kefr Thilth, 18 miles nord for Lydda og 24 miles nordvest for Gibea. Saul gennemsøgte derefter Shalims land--sandsynligvis Shuals land (1 Sam 13,17), nordøst for Gibea. Til sidst drog han mod syd, forbi Benjamins grænse (1 Sam 10,2), til en by i »Zufs land«, som sandsynligvis synes at have været Betlehem, hvorfra (som bemærket ovenfor) Samuels familie--Zufs efterkommere--oprindelig kom. Hvis det er rigtigt, er det bemærkelsesværdigt, at Saul og David blev salvet i den samme by, en by som Samuel senere besøgte (1 Sam 16,1; 1 Sam 16,2) for at ofre, ligesom han gjorde, da han mødte Saul (1 Sam 9,12), som han sandsynligvis kendte, eftersom Gibea og Rama kun lå 2 miles fra hinanden. Sauls hjemrejse gik derfor naturligt ad vejen forbi Rakels grav nær Betlehem og langs Betel-vejen (1 Sam 10,2; 1 Sam 10,3) til hans hjem i Gibea (1 Sam 10,5; 1 Sam 10,10). Det er umuligt at antage, at Samuel mødte ham i Rama--en almindelig fejl, som skaber stor forvirring i topografien.

(3) Sauls kroning og første felttog.

Saul skjulte det faktum, at han var blevet salvet (1 Sam 10,16), indtil loddet faldt på ham i Mizpa. Dette offentlige valg ved lodkastning er blevet anset for (Wellhausen, History of Israel, 1885, 252) at tyde på en dobbelt fortælling, men for en hebræer ville der ikke synes at være nogen modsigelse, eftersom »loddet kastes i skødet; men hele dets afgørelse kommer fra Jahve« (Ordsp 16,33). Selv i Mizpa blev han ikke fuldt ud accepteret før sin sejr over ammonitterne, da kongedømmet blev »fornyet« i Gilgal (1 Sam 11,14). Dette felttog rejser et interessant geografisk spørgsmål. Kun 7 dages henstand blev givet mændene i Jabesh i Gilead (1 Sam 11,3), i løbet af hvilke nyheden blev sendt til Saul i Gibea, og budbringere blev sendt ud »over hele Israels område« (1 Sam 11,7), mens hærene samledes ved Bezek og nåede Jabesh på den 7. eller 8. dag (1 Sam 11,8-10) ved daggry. Bezek synes at være et andet sted end det vest for Jerusalem (Dom 1,4) og at have ligget midt i Israels land ved Ibzik, 14 miles nord for Sikem og 25 miles vest for Jabesh, som sandsynligvis lå i Wady Yabis i Gilead. De længste afstande for budbringerne ville ikke have oversteget 80 miles; og hvis man regner med én dag for nyheden til at nå Saul og én anden for marchen fra Bezek til Jabesh, ville der netop have været tid til Israels samling på dette temmelig centrale mødested.

Scenen for sejren over filistrene ved Mikmas er lige så virkelig. De havde en »post« i Geba (eller Gibea, 1 Sam 13,3), eller en statholder (sammenlign Septuaginta), som Jonatan dræbte. De drog op til Mikmas (Mukhmas) for at angribe Jonatans styrke, som holdt Gibea på den sydlige side af Mikmas-dalen lige i nærheden. Den nordlige klippevæg i den store slugt blev kaldt Boses (»skinnende«) i modsætning til den sydlige (i skygge), som hed Sene eller »torn« (1 Sam 14,4). Josefus (BJ, V, ii, 2) siger, at Sauls Gibea lå ved »tornenes dal«, og kløften, flankeret af de to stejle klipper øst for Mikmas, kaldes stadig Wady es SuweiniT, eller »dalen med de små tornetræer«. Jonatan klatrede op ad den stejle skråning, der fører til en lille flad top (1 Sam 14,14 King James Version), og overraskede filistrenes »post«. Forfølgelsen gik via Betel til Ajjalons dal ned ad det stejle Bet-Horon-pas (1 Sam 14,23; 1 Sam 14,31); men det bør bemærkes, at der ikke var nogen »skov« (1 Sam 14,25; 1 Sam 14,26) på denne nøgne bjergryg, og ordet (sammenlign Højs 5,1) betyder tydeligvis »honningtavle«. Det er også muligt, at det alter, som Saul rejste for at opfylde loven (1 Mos 9,4; 2 Mos 20,25), stod i Nob, hvor den centrale helligdom dengang var etableret.

(4) Davids tidlige liv.

David vogtede sine hjorde i ørkenen neden for Betlehem, hvor mangen en stille og frygtelig »Skyggernes dal« (sammenlign Sl 23,4) kunne få selv det stærkeste hjerte til at svigte. Løven sneg sig op fra Jordandalen, og (ved en anden lejlighed) kom bjørnen ned fra de forrevne bjerge ovenfor (1 Sam 17,34). Man kender nu ikke til bjørne syd for Hermon, men de talrige henvisninger (2 Kong 2,24; Es 59,11; Hos 13,8; Ordsp 17,12; Ordsp 28,15) viser, at de må være blevet udryddet, ligesom løven, i forholdsvis sen tid. Sejren over Goliat, beskrevet i det kapitel der indeholder denne hentydning, fandt sted i Ela-dalen nær Soko (Shuweikeh); og denne brede dal (Wady es SunT) løb ud i filistrenes slette ved det sandsynlige sted for Gat (Tell es Cafi), hvortil forfølgelsen førte (1 Sam 17,1; 1 Sam 17,2; 1 Sam 17,52). Vandløbet frembyder stadig »glatte sten« (1 Sam 17,40), egnede til slyngen, som endnu bruges af arabiske hyrder; og dalen har stadig fine »terebinter« af den slags, som den fik navnet Ela efter. Kæmpens rustning af bronze (1 Sam 17,5; 1 Sam 17,6) peger på et tidligt kulturtrin, hvilket ikke modsiges af omtalen af en spydspids af jern (1 Sam 17,7), eftersom det viser sig, at jern var i brug i Israels land længe før Davids tid. Den mærkelige bemærkning (1 Sam 17,54) om, at Goliats hoved blev bragt »til Jerusalem«, kan også forklares. Jerusalem blev først erobret mindst 10 år senere, men det var almindelig praksis (så sent som i det 7. århundrede f.Kr. i Assyrien) at bevare døde fjenders hoveder ved at salte dem, sådan som det sandsynligvis blev gjort i et andet tilfælde (2 Kong 10,7), da Akabs sønners hoveder blev sendt fra Samaria til Jizre'el for at blive udstillet ved porten.

Davids liv som fredløs begyndte, da han søgte tilflugt hos Samuel i »bosættelserne« (Najot) nær Rama, hvor profetflokken boede. Han kunne let møde Jonatan nær Gibea, som kun lå 2 miles mod øst; og »afskedsstenen« (»Ezel«, 1 Sam 20,19) kan have markeret den levitiske grænse for denne by. Også Nob (1 Sam 20,1) lå, som vi har set, ikke langt borte, men Gat (1 Sam 20,10) lå hinsides hebræernes grænse. Derfra trak David sig tilbage op gennem Ela-dalen til Adullam (`Aid-el-ma), som lå på en bakke vest for denne dal nær det store sving (mod syd) i dens øvre løb. Der findes stadig en beboet hule her (sammenlign 1 Sam 22,1), og stedet opfylder alle krav (SWP, III, 311, 347, 361-67). Ke'ila (1 Sam 23,1) repræsenteres af landsbyen Kila på østsiden af den samme dal, 3 miles længere oppe; og Heret (1 Sam 22,5) lå også i nærheden, men »i Juda« (1 Sam 23,3), ved landsbyen Kharas på en skovklædt udløber 7 miles nordvest for Hebron. Derfra gik David »ned« (1 Sam 23,4) til Ke'ila, 2 miles borte mod vest. Da der ikke var sikkerhed for de fredløse, hverken i Filistæa eller i Juda, måtte de trække sig tilbage til Zifs ørken (Tell ez Zif), 4 miles sydøst for Hebron. Ordet »skov« (choresh) kan sandsynligere være et egennavn, repræsenteret ved ruinen Khoreisa, lidt mere end en mile syd for Zif, mens Hakhila-højen (1 Sam 23,19) kunne være den lange udløber over Jeshimon eller Judas ørken, 6 miles øst for Zif, nu kaldt el Kola. Maon (M`ain) lå ved randen af den samme ørken endnu længere mod syd, omkring 8 miles fra Hebron. En-Gedi (1 Sam 23,29; 1 Sam 24,1; 1 Sam 24,2) lå på klippeskrænterne ved Det Døde Hav. »Vildgederne« (stenbukke) findes stadig her i store flokke, og hulerne i denne ørken bruges stadig som fårefolde om foråret (1 Sam 24,3). Landsbyboerne syd for Hebron er i sandhed bemærkelsesværdige for deres store hjorde, som--efter aftale med nomaderne--sendes på græs i Jeshimon, ligesom dem, der tilhørte Nabal, den rige mand fra Karmel (Kurmul), en mile nord for Maon (1 Sam 25,2), som nægtede den sædvanlige gave til Davids flok, der havde beskyttet hans hyrder »på markerne« (1 Sam 25,15) eller græsgangene i ørkenen. Om sommeren ville David naturligt vende tilbage til Hakhilas højere højderyg (1 Sam 26,1), på hvis sydside der er en stejl slugt (ufremkommelig undtagen ved en lang omvej), tværs over hvilken han talte til Saul (1 Sam 26,13), idet han sammenlignede sig selv (1 Sam 26,20) med ørkenens »agerhøne«, som stadig findes i denne egn.

(5) Sauls nederlag og død.

Stedet for Siklag er usikkert, men det lå tydeligvis i ørkenen syd for Be'ersheba (Jos 15,31; Jos 19,5; 1 Krøn 4,30; 1 Sam 27,6-12), langt fra Gat, så kong Akish ikke vidste, om David havde gjort indfald i Syd-Juda eller mod stammerne ved Shur. Sauls magt i bjergene var uimodståelig; og det var måske af denne grund, at hans skæbnesvangre kamp med filistrene fandt sted langt mod nord på sletten nær Jizre'el. De slog lejr (1 Sam 28,4) ved den gode kilde i Shunem (Sulem), og Saul på Gilboa mod syd. Besøget i Endor (Andur) var således et farligt foretagende, eftersom Saul om natten må have sneget sig uden om filistrenes hær for at besøge dette sted nord for Shunem. Han vendte tilbage til Gilboas udløber, hvor Jizre'el ligger (1 Sam 29,1), og den omtalte kilde er en rigelig vandforsyning nord for landsbyen Zer`in. Bet-Shean (1 Sam 31,12) lå ved mundingen af Jizre'els dal ved Besian, og her blev Sauls og hans sønners lig brændt af mændene fra Jabesh-Gilead; men da knoglerne blev bevaret (1 Sam 31,13; 2 Sam 21,13), er det muligt, at ligene blev kremeret i lerkar, som siden blev begravet under træet. Udgravninger i Israels land og i Babylonien viser, at dette var en tidlig praksis, ikke blot i spædbørns tilfælde (som ved Gezer og Taanak), men også for voksne mænd. Se udforskningen af Israels land. Listen over de byer, som David sendte gaver til ved tiden for Sauls død (1 Sam 30,26-31), omfatter dem nær Siklag og så langt mod nord som Hebron og henviser således til »alle de steder, hvor David selv og hans mænd plejede at færdes«.

(6) Wellhausens teori om en dobbelt fortælling.

Studiet af Davids vandringer, må det bemærkes, og af de klimatiske forhold i Jeshimon-ørkenen tjener ikke til at bekræfte Wellhausens teori om en dobbelt fortælling, bygget på Sauls hemmelige salvning og offentlige udvælgelse, på det dobbelte besøg ved Hakila og på den kendsgerning, at den tungsindige konge havde glemt navnet på Davids far. Historien er ikke en »from sammenflikning« uden »et ord af sandhed« (Wellhausen, Hist Israel, 248-49); og David kan, som en »ung mand« på tyve år, dog være blevet kaldt en »krigsmand«; mens »gennemsigtigt kunstgreb« (s. 251) næppe vil blive genkendt af læseren af denne ægte krønike. Der var heller ikke noget »Afek i Sharon« (s. 260), og David »morede sig« ikke »med først at gå mod nord« fra Gibea (s. 267); hans besøg i Rama synes ikke at være en »værdiløs anakronistisk anekdote« (s. 271); og ingen, der har levet i den frygtelige Jeshimon, kunne betragte mødet ved Hakila som en »spøg« (s. 265). Højen (»den dunkle top«) »fik heller ikke sit navn af omstændigheden«, men Wellhausen mener sandsynligvis Sela`-ha-machleqoth (»klippen med glidninger« eller »bortglidninger«), nu Wady Malaqeh nær Maon (jf. 1 Sam 23,19; 1 Sam 23,24; 1 Sam 23,28), som lå længere mod syd end Zif.

(7) De tidlige år af Davids regering.

David var indtil det 8. år af sin regering kun konge over Juda. Det første slag med Sauls søn fandt sted ved Gibeon (2 Sam 2,13), hvor »dammen« uden tvivl var hulen ved den store kilde ved el Jib; forfølgelsen gik ad »ørkenvejen til Gibeon« (2 Sam 2,24) mod Jordandalen. Gibeon selv lå ikke i en ørken, men i et frugtbart område. Abner gik derpå over til David, men blev myrdet ved »Siras brønd« (`Ain Sarah) på vejen en mil nord for Davids hovedstad i Hebron. Der siges ikke mere om filistrene, før David havde indtaget Jerusalem, da de rykkede frem mod den nye hovedstad ad Refaim-dalen (2 Sam 5,22), som tilsyneladende løb fra syd for Jerusalem for at forene sig med Ela-dalen. Hvis David da var ved Adullam (»borgen«, 2 Sam 5,17 King James Version; jf. 1 Sam 22,5), er det let at forstå, hvordan han afskar filistrenes tilbagetog (2 Sam 5,23) og således erobrede hele bjerglandet til Gezer (2 Sam 5,25). Efter dette blev arken endelig bragt fra Ba'ale-Juda (Kirjat-Jearim) til Jerusalem (2 Sam 6,2), og de videre krige lå uden for det vestlige Israels lands grænser, i Moab (2 Sam 8,2) og i Syrien (2 Sam 8,3-12); men for »syrere« (2 Sam 8,13) synes den mere korrekte læsemåde at være edomitter (1 Krøn 18,12), og »Saltdalen« lå sandsynligvis syd for Det Døde Hav. En anden krig med syrerne, støttet af aramæere fra øst for Eufrat, fandt sted øst for Jordan (2 Sam 10,16-18) og blev fulgt af belejringen af Rabbat-Ammon (`Amman), øst for Gilead, hvor vi får omtalt »vandbyen« (2 Sam 12,27), eller den nedre by ved strømmen, til forskel, synes det, fra borgen, som lå på den nordlige høj.

(8) Hebraisk brevskrivning.

I denne forbindelse finder vi den første omtale af et »brev« (2 Sam 11,14), skrevet af David til Joab. Skrift nævnes naturligvis allerede på Moses’ tid, da — som vi nu ved — kana’anæerne skrev breve på lertavler med kileskrift. Disse blev dog skrevet af særlige skrivere; og en sådan skriver nævnes tidligt (Dom 8,14). David kan selv have benyttet en professionel skriver (jf. 2 Sam 8,17), mens Urias, som bar sin egen skæbne i brevet, sandsynligvis ikke kunne læse. Selv på Esajas’ tid var kunsten ikke almindelig (Es 29,12), skønt hebraiske konger åbenbart kunne skrive og læse (5 Mos 17,18; 2 Kong 19,14); den dag i dag er færdigheden ikke almindelig i Østen, selv i overklassen. Det bør bemærkes, at det første vidnesbyrd om brugen af et alfabet findes i de tidlige alfabetiske salmer, og den ældste daterede alfabetiske tekst, som endnu kendes, er senere end 900 f.Kr. Den skrift, der blev brugt på Moses’ tid, kan have været kileskrift, som endnu blev anvendt i Gezer til handelsfolks tavler i 649 f.Kr. Alfabetet kan først være kommet i brug blandt hebræere gennem fønikisk indflydelse på Davids tid; og indtil nu er ingen skrift ud over denne og kileskriften blevet udgravet i Israels land, medmindre den skal genkendes i tegn fra den hittitiske stavelsesskrift i Lakish og Gezer. Et andet interessant punkt, hvad angår hebraisk civilisation på Davids tid, er den første omtale af »muldyr« (2 Sam 13,29; 2 Sam 18,9; 1 Kong 1,33; 1 Kong 1,38), som ikke nævnes i Pentateuken. De er afbildet som pakdyr på et assyrisk basrelief; men havde de været kendt af Moses, ville de sandsynligvis være blevet fordømt som urene. Davids sønner flygtede på muldyr fra Ba’al-Hasor (Tell `Acur) »ved Efraim« (nu sandsynligvis Taiyibeh), nord for Betel, hvor Absalom myrdede Amnon.

(9) De senere år af Davids regering.

Ved Absaloms oprør trak David sig tilbage til Mahanajim, åbenbart ad vejen nord for Oliebjerget, hvis Jonathans targum (2 Sam 16,5) har ret i at placere Bahurim ved Almon (`Almit), nordøst for Jerusalem. Det er ikke klart, hvor »Efraims skov«, hvori Absalom omkom, kan have ligget, men den lå hinsides Jordan i Gilead (2 Sam 17,22; 2 Sam 18,6); og egeskove er mere almindelige dér end i det vestlige Israels land. Det sidste oprør efter Absaloms død fandt sted længst mod nord ved Abel (Abil), i Øvre Galilæa (2 Sam 20,14), hvorefter Joabs rejse er den sidste hændelse, der skal studeres i Samuelsbøgerne. Med henblik på folketællingen drog han øst for Jordan til Aroer (måske byen ved Arnon), til »Gads flod« (Wady Na`aur) nær Jazer og gennem Gilead. Tahtim-Hodshi (2 Sam 24,6) menes (på grundlag af tre græske håndskrifter) at være en forvanskning af »hittitterne ved Kadesh« (Qades), den store by ved Orontes (se hittitterne), som lå ved den nordlige grænse for Davids riger, syd for kongeriget Hamat. Derfra vendte Joab tilbage til Sidon og Tyrus, og efter at have besøgt hele Juda til Be’ersheba nåede han igen Jerusalem inden for 10 måneder. Erhvervelsen af tempelpladsen afslutter derefter bogen.

5. Kongebøgerne:

(1) Salomos provinser.

Kongebøgerne indeholder også nogle interessante geografiske spørgsmål. Salomos tolv provinser synes meget nøje at svare til de tolv stammers lodder, der beskrives i Jos. De omfattede (1 Kong 4,7-19) følgende:

(a) Efraim,

(b) Dan,

(c) det sydlige Juda (se Jos 12,17),

(d) Manasse,

(e) Issakar,

(f) det nordlige Gilead og Bashan,

(g) det sydlige Gilead,

(h) Naftali,

(i) Asher,

(j) en del af Issakar og sandsynligvis Zebulon (teksten er tvivlsom, for rækkefølgen i 1 Kong 4,17 er anderledes i Septuaginta),

(k) Benjamin,

(1) Ruben.

Septuaginta gengiver den sidste sætning (4,19): »og én Naseph (dvs. »embedsmand«) i Judas land« — sandsynligvis overordnet de andre tolv. Salomos riger omfattede Filisterlandet og det sydlige Syrien og strakte sig langs handelsruten via Tadmor (Palmyra) til Tifsah ved Eufrat (4,21.24; jf. 9,18 = Tamar; 2 Krøn 8,4 = Tadmot). En anden Tifsah (nu Tafsach) lå 6 miles sydvest for Sikem. Gezer blev givet til Salomos hustru af farao (1 Kong 9,16).

(2) Nordrigets geografi.

Jeroboam var efraimit (1 Kong 11,26) fra Sereda, sandsynligvis Curdah, 2 miles nordvest for Betel, men Septuaginta læser »Sarira«, hvilket kunne være Carra, 1 1/2 miles øst for Shilo. Efter de ti stammers oprør plyndrede »Shishak, Egyptens konge« (1 Kong 11,40; 1 Kong 14,25) Jerusalem. Hans egen optegnelse, skønt stærkt beskadiget, viser, at han ikke blot trængte ind i bjergene nær Jerusalem, men at han endog erobrede en del af Galilæa. Grænsen mellem Israel og Juda lå syd for Betel, hvor Jeroboams kalvetempel blev opført (1 Kong 12,29), idet Rama (er-Ram) var en grænseby sammen med Geba og Mispa (1 Kong 15,17; 1 Kong 15,22); men efter det syriske angreb ind i Galilæa (1 Kong 15,20) blev Israels hovedstad fastlagt til Tirsa (1 Kong 15,21), et sted berømt for sin skønhed (Højs 6,4), og måske skal det placeres ved Teiacir, omkring 11 miles nordøst for Sikem, i romantiske omgivelser over Jordandalen. Omri regerede også her i seks år (1 Kong 16,23), før han byggede Samaria, som forblev hovedstad indtil 722 f.Kr. Samaria synes at have været en by mindst lige så stor som Jerusalem, en stærk beliggenhed 5 miles nordvest for Sikem, der beherskede handelsruten mod vest. Den modstod assyrerne i 3 år, og da den faldt, bortførte Sargon 27.290 fanger. Udgravninger på stedet vil, må man håbe, give resultater af værdi, som endnu ikke er offentliggjort: Se næste artikel.

Elias' vandringer strakte sig fra Sarepta (Curafend), syd for Sidon, til Sinai. Placeringen af bækken Kerit (1 Kong 17,3), hvor — ifølge én læsemåde — "araberne bragte ham brød og kød" (1 Kong 17,6), kendes ikke. Stedet for denne store strid med den tyriske Ba'als profeter antages at være ved el Machraqah ("brændestedet") ved den sydøstlige ende af Karmel-ryggen. Måske havde en tidlig konge i Israel, eller en af dommerne (jf. 5 Mos 33,19), bygget et alter for Jahve oven for Kishon (1 Kong 18,20; 1 Kong 18,40) på Karmel; men da vandet (1 Kong 18,33) sandsynligvis kom fra floden, er det tvivlsomt, om dette alter stod på "Karmels top", 1.500 fod ovenfor, hvorfra Elias' tjener havde fuldt udsyn over havet (1 Kong 18,42; 1 Kong 18,43). Elias må have løbet foran Akab ikke mindre end 15 miles, fra det nærmeste punkt på Karmel (1 Kong 18,46) til Jizre'el, og den shunemitiske kvindes rejse for at finde Elisa (2 Kong 4,25) var lige så lang. Nabots vingård i Jizre'el (1 Kong 21,1) lå måske øst for byen (nu Zer`in), hvor der findes vinpresser hugget i klippen. I beretningen om Elias' optagelse er udtrykket "gik ned til Betel" (2 Kong 2,2) vanskeligt, hvis han gik "fra Gilgal" (2 Kong 2,1). Den by, der menes, kan være Jiljilia, på en høj bakke 7 miles nord for Betel. Septuaginta læser dog "de kom".

(3) Steder forbundet med Elisa.

Elisas hjem var i Abel-Mehola (1 Kong 19,16) i Jordandalen (Dom 7,22), sandsynligvis ved `Ain Chelweh, 10 miles syd for Bet-Shean. Hvis vi antager, at Ofel (2 Kong 5,24 RV randnote), hvor han boede, var det nuværende `Afuleh, er det ikke blot let at forstå, at han ofte ville "komme forbi" Shunem (som lå mellem Ofel og Abel-Mehola), men også hvordan Na'aman kunne være gået fra paladset i Jizre'el til Ofel og derfra til Jordan og tilbage igen til Ofel (2 Kong 5,6; 2 Kong 5,14; 2 Kong 5,24) i løbet af en enkelt dag i sin vogn. Vejen ned gennem Jizre'els dal var let, og op gennem den kørte Jehu senere rasende, da han kom fra Ramot i Gilead og kunne ses langt borte fra Jizre'els mur (2 Kong 9,20). "Toppen af stigningerne" (2 Kong 9,13) ved Ramot sigter uden tvivl til den høje bakke, hvor denne by (nu Reimun) lå som en stærk fæstning på grænsen mellem Israel og syrerne. Flugten for Akazja af Juda fra Jizre'el gik tilsyneladende mod nord ad Gur (Qara), 4 miles vest for Jibleam (Yebla), på vejen til "havehuset" (Beit Jenn), og derfra via Megiddo (Mujedda`) ned gennem Jordandalen til Jerusalem (2 Kong 9,27; 2 Kong 9,28). Om Moabs oprør (2 Kong 1,1; 2 Kong 3,4) er det nok her at påpege, at kong Meshas beretning på Moabitterstenen stemmer med Det Gamle Testamente, selv i den lille detalje, at "Gads mænd boede i Atarot fra gammel tid" (jf. 4 Mos 32,34), skønt det lå i Rubens lod.

6. Historiske bøger efter eksilet:

De topografiske oplysninger i de bøger, der blev skrevet efter fangenskabet, kræver kun kort omtale. Benjaminitterne opbyggede Lod (Ludd), Ono (Kerr `Ana) og Ajjalon (Yalo), som lå i Dans lod (1 Krøn 8,12; Neh 11,35), og det er værd at bemærke, at Lod (Lydda) ikke skal betragtes som en ny by blot fordi den ikke nævnes i de tidligere bøger; for Lod nævnes (nummer 64) sammen med Ono i Thotmes III's lister, et århundrede før hebræernes erobring af Kanaan. Krønikebøgernes forfatter havde adgang til oplysninger, som ikke findes andre steder i Det Gamle Testamente. Hans liste over Rehabeams fæstninger (2 Krøn 11,6-10) omfatter 14 byer, hvoraf de fleste lå ved grænserne for det formindskede kongerige Juda; nogle af dem nævnes (såsom Shoko og Adorajim) i listen over Shishaks erobringer. Han taler om "Sefatas dal" (2 Krøn 14,10), nu Wady Cafieh, som ellers ikke omtales, og placerer den korrekt ved Maresha (Mer`ash) på kanten af filistersletten. Han er lige så klar med hensyn til topografien, når han beskriver ammonitternes, moabitternes og edomitternes angreb på Joshafat. De slog lejr ved En-Gedi (`Ain Jidi) og marcherede vestpå mod Tekoa (Tequ`a); og taksigelsesforsamlingen efter hebræernes sejr fandt sted i Berakas dal (2 Krøn 20,1; 2 Krøn 20,20; 2 Krøn 20,26), som bevarer sit navn som Breikut, 4 miles vest for Tekoa.

IV. Israels land i Det Gamle Testamentes poetiske bøger.

1. Jobs Bog:

I Job er scenen tydeligt edomitisk. Us (Job 1,1; jf. 1 Mos 22,21 English Revised Version; Jer 25,20; Klag 4,21) og Buz (Job 32,2; jf. 1 Mos 22,21) er de assyriske Chazu og Bazu, som Esarhaddon nåede i 673 f.Kr. syd for Edom. Tema og Saba (Job 6,19) nævnes endnu tidligere af Tiglat-Pileser III og Sargon, som erobrede thamuditterne og nabatæerne. Vi har også sammenstillingen af sneklædte bjerge og is (Job 6,16) med omtale af ørkenen og `Arabah-dalen (24,5), hvilket næppe kunne passe på nogen anden egn end Edom. Endvidere har vi en nomadebefolkning, der bor tæt ved en by (29,4-7) – måske Petra eller Ma`an i Edom. Der var miner, ikke alene i Sinajørkenen, men ved Punon i det nordlige Edom (jf. 28,2-11). Den hvide gyvel (30,4) er karakteristisk for Moabs og Edoms ørkener. Vildæslet og strudsen (39,5.13) kendes nu kun i ørkenen øst for Edom; mens storken (39,13, Revised Version, randnote) kun kunne være fundet i `Arabah eller i Jordandalen. Vildoksen (39,9, Revised Version (British and American)), eller Boa primi-genius, er nu uddød Septuaginta "enhjørning," 4 Mos 23,22; 5 Mos 33,17), skønt dens knogler forekommer i huler i Libanon. Den blev jaget omkring 1130 f.Kr. i Syrien af Tiglat-Pileser I (jf. Sl 29,6) og nævnes så sent som på Esajas' tid (34,7) i forbindelse med Edom; dens hebraiske navn (re'em) er det assyriske rimu, knyttet til en afbildning af dyret. Hvad krokodillen angår ("leviathan," Job 41,1), var den åbenbart velkendt for forfatteren, som henviser til dens stærke moskusagtige lugt (Job 41,31), og den fandtes ikke kun i Egypten, men i Israels land, og den findes stadig i Krokodillefloden nord for Cæsarea i Sharon. Behemot (Job 40,15), skønt den almindeligvis antages at være flodhesten, er snarere elefanten (på grund af dens lange hale, dens snabel og dens vane med at æde i bjergene, Job 40,17; Job 40,20; Job 40,24); og elefanten var kendt af assyrerne i det 9. århundrede f.Kr. og fandtes vild i hjorde ved Eufrat i det 16. århundrede f.Kr. De fysiske hentydninger i Job synes som regel klart at pege på Edom, ligesom de geografiske navne gør; og skønt kristen tradition i det 4. århundrede e.Kr. (St. Silvia, 47) placerede Us i Bashan, definerer Septuaginta det som liggende "på grænsen mellem Edom og Arabien." Ingen af disse hentydninger tjener til at fastsætte dateringer, heller ikke sprogets særegenheder, skønt de antyder aramaiske og arabiske påvirkninger. Omtalen af babylonere (Job 1,17) (Kasdim) som røvere kan dog pege på omkring 600 f.Kr., eftersom de ikke kunne have nået Edom undtagen fra nord og ikke optrådte i Israels land mellem Amrafels tid (som kun nåede til Kadesh-Barnea) og Nebukadnesars. Det er i det mindste klart (Job 24,1-12), at dette store digt blev skrevet i en tid med almindeligt anarki og arabisk lovløshed.

2. Salmernes Bog:

I Salmerne er der mange hentydninger til naturfænomenerne i Israels land, men der er meget lidt detaljeret topografi. "Bashans bjerg" (Sl 68,15) hæver sig øst for højsletten til 5.700 fod over havets overflade; men Zalmon (Sl 68,14) er et ukendt bjerg (jf. Zalmon, Dom 9,48). Denne salme kunne meget vel henvise til Davids erobring af Damaskus (2 Sam 8,6), ligesom Sl 72 henviser til Salomos tid, idet den er den sidste i den oprindelige samling af "Davids bønner". I Sl 83 (vers 6-8) finder vi et forbund mellem Edom, Ismael, Moab og hagaritterne (eller "vandrere" øst for Israels land; jf. 1 Krøn 5,18-22) sammen med Gebal (i Libanon), Ammon, Amalek og Tyrus, alle i alliance med Assyrien – en tilstand, som først eksisterede i 732 f.Kr., da Tiglat-Pileser III erobrede Damaskus. Henvisningen til de "nordlige" ("skjulte") stammer peger på denne datering (Sl 83,3), eftersom denne erobrer også førte fanger bort i Galilæa (2 Kong 15,29; 1 Krøn 5,26; Es 9,1).

3. Ordsprogenes Bog:

I Ordsprogene er hentydningerne mere fredelige, men ikke geografiske. De henviser til landbrug (3,10; 11,26; 12,11; 25,13), til handel (7,16; 31,14.24) og til hjorde (27,23-27). Det mest bemærkelsesværdige sted (26,8) lyder bogstaveligt: "Som den, der pakker en sten ind i stendyngen, således er den, der giver en tåbe ære." Hieronymus sagde, at dette henviste til en overtroisk skik; og opførelsen af stendynger ved grave eller rundt om en søjle (1 Mos 31,45; 1 Mos 31,46) er en vidt udbredt og meget gammel skik (stadig bevaret af arabere), hvor hver sten er mindet om en besøgende på stedet, som således ærer enten et lokalt spøgelse eller en dæmon eller en død mand – en ritus, som var tåbelig i øjnene på en hebræer i den tidsalder, hvor dette vers blev skrevet (se Expository Times, VIII, 399, 524).

4. Højsangen:

Højsangens geografi er særlig vigtig for en rigtig forståelse af denne brudesang om den syriske prinsesse, som var Salomos første brud. Den er ikke begrænset, som nogle kritikere siger, til nordområdet, men omfatter hele Israels land og Syrien. Forfatteren nævner Kedar i Nordarabien (Højs 1,5) og Egypten, hvorfra heste kom på Salomos tid (Højs 1,9; 1 Kong 10,28; 1 Kong 10,29). Han kender hennaen (KJV »camphire«) og vingårdene i En-Gedi (Højs 1,14), hvor der stadig fandtes vingårde i det 12. århundrede e.Kr. Han taler om Sarons »rose« (Højs 2,1) såvel som om Libanon, med Senir (assyrisk Saniru) og Hermon (Højs 4,8) oven for Damaskus (Højs 7,4). Han lægger mærke til Gileads græsklædte skråninger (Højs 6,5) og den brune dam, fuld af små fisk, i bækken neden for Heshbon (Højs 7,4), i Moab. Den »fredeliges« lokker (Højs 6,13, Vulgata (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) pacifica) er som Karmels tætte krat; ‘kongen er fanget i lokkerne’ (Højs 7,5). Se galleri. Hun er »smuk som Tirsa (i Samaria), yndig som Jerusalem, frygtindgydende at se på« (Højs 6,4 KJV). Hun er en have og et »paradis« (»frugthave«) af krydderier i Libanon, hvoraf nogle af krydderierne (kalmus, kanel, røgelse og myrra) er kommet fra fjerne lande (Højs 4,12-15). Salomos vingård—et andet billede på bruden—(Højs 1,6; Højs 8,11) lå i Ba’al-Hamon, som nogle antager er Ba’al-Hermon, der stadig er berømt for sine vingårde. Han kommer for at hente hende fra ørkenen (Højs 3,6); og støvet, der hvirvles op af hans følge, er som støvet fra de hvirvelvindssøjler, der om sommeren vandrer hen over Bashans tørre sletter. Det ene ord »paradis« (Højs 4,13 randnote) er næppe tilstrækkeligt bevis til at fastslå en sen datering, eftersom dets etymologi og oprindelse—skønt det bruges på persisk—er ukendt. Ordet for »nødder« (hebraisk 'eghoz) er heller ikke persisk (Højs 6,11), for det arabiske ord jauz er semitisk og betyder et »par«, anvendt om valnødden, som findes i mængde i Sikem. »Sarons rose« (Højs 2,1) var ifølge Targum den hvide »narcis«; og det hebraiske ord forekommer også på assyrisk (chabacillatu), som Delitzsch har bemærket (med citat af WAI, V, 32, nummer 4), med henvisning til en hvid løgvækst. Sharon er om foråret stadig dækket af vilde narcisser, arabisk buceil (jf. Es 35,1; Es 35,2). Der er måske ingen periode, hvor et sådant digt mere sandsynligt kunne være skrevet end på Salomos tid, da Israel »boede trygt, hver mand under sin vinstok og under sit figentræ« (1 Kong 4,25); da rådyret og dådyret (Højs 2,17; 1 Kong 4,23) fandtes i mængde; og da købmænd (Højs 3,6) bragte »duftpulvere« langvejsfra; da herredømmet også omfattede Damaskus og det sydlige Libanon såvel som det vestlige Israels land med Gilead og Moab.

Se også Højsangen.

V. Israels land hos profeterne.

1. Esajas:

Esajas (1,8) sammenligner Zion, da de assyriske hære holdt Samaria, Moab og Filistæa besat, med »en hytte i en vingård, et skjul i en agurkehave«. Han sigter uden tvivl til et »tårn« (Matt 21,33), eller en platform, sådan som man finder ved siden af den klippeudhuggede vinpresse i landets forladte vingårde; og sådan som man stadig bygger, for at vægteren kan stå på den, i vingårde og køkkenhaver.

Det vigtigste topografiske spørgsmål (Es 10,28-32) vedrører den assyriske fremrykning fra nord, da forposterne dækkede marchen gennem Samaria (hvad enten det var i 732, 722 eller 702 f.Kr.) til Filistæa. De strakte sig på venstre fløj til Ai (Chayan), Mikmas (Mukhmas) og Geba, syd for Mikmas-dalen (Jeba`), hvilket førte til landsbyboernes flugt fra Rama (er-Ram) og området omkring Gibea—som omfattede Rama, med Geba (1 Sam 22,6) og Migron (1 Sam 14,2) eller klippefremspringet. Man blev også forskrækket ved Gallim (Beit Jala) og Anatot (`Anata), nær Jerusalem; men fremrykningen standsede ved Nob (jf. Neh 11,32), hvor man, som tidligere bemærket, ville få det første glimt af Zion, hvis Nob lå ved eller nær Mizpa (Tell en Nacbeh), på hovedvejen mod nord, der fører vest om Rama.

Et andet afsnit henviser til Moabs byer (Es 15,1-6) og til Nimrim (Tell Nimrin) og Zoar (Tell esh Shaghur) i Shittim-dalen. Stigningen ved Luhit (Es 15,5) er det nuværende Tal`at el Cheith, på Nebos sydlige skråning (Jebel Neba). Det ejendommelige udtryk »en treårig kvie« (jf. Jer 48,34 randnote) er taget fra Septuaginta, men kunne bedre gengives »et rundt sted med en gruppe på tre« (se Eglat-Shelishija). Det nævnes sammen med Moabs »offerhøje« (Es 15,2; Jer 48,35) og sigter sandsynligvis til en af de store og gamle stencirkler, der omgiver en central gruppe på tre grove søjler, som stadig findes i Moab (SEP, I, 187, 203, 233) nær Nebo og Zoar. Sibma—sandsynligvis Sumieh, 2 miles sydvest for Heshbon (Chesban)—siges at have haft vinstokke, der nåede til Jazer (Sa`aur, 6 miles mod nord); og klippeudhuggede vinpresser findes stadig ved Sibma (Es 16,8; Jer 48,32). Det Bosra, der nævnes sammen med Edom (Es 34,6; Es 63,1; Jer 49,13; Jer 49,22; Mika 2,12), er sandsynligvis Buceirah, nær Moabs sydlige grænse. I det sidst citerede afsnit er der et ordspil på batsrah (»fæstning«) og botscah for »fårefold«.

2. Jeremias:

I Jer 1,1 nævnes Anatot (`Anata) som en præsteby (jf. 1 Kong 2,26). Shilos »sted« eller helligdom var forladt (Jer 7,12), men byen synes stadig at have været beboet (Jer 41,5). »Cisternen« ved Mispa (Jer 41,6-9) kan have været det store klippereservoir syd for Tell en-Nacbeh. De moabitiske byer, der omtales (Jer 48,1-5; Jer 48,20-24; Jer 48,31-45; Jer 49,3), sammen med Rabba (`Amman), er allerede nævnt som forekommende i de parallelle steder hos Esajas. De talrige småkonger i Edom, Moab, Filistæa, Fønikien og Arabien (Jer 25,20-24) minder om dem, der nævnes i assyriske lister fra samme tid. Klag 4,3 minder om Job 39,14, når den tillægger strudsen mangel på omsorg for sine unger, fordi den forsøger (ligesom andre fugle) at undslippe og derved leder jægeren bort fra reden. Dette vers bør ikke opfattes som et bevis på, at forfatteren vidste, at hvaler var pattedyr, eftersom ordet »havuhyrer« (KJV) mere korrekt gengives »sjakaler« (RV) eller »vilde dyr«.

3. Ezekiel:

Hos Ezekiel (kapitel 27) fremstår Tyrus som en by med en meget vidtforgrenet handel, der strakte sig fra Lilleasien til Arabien og Egypten og fra Assyrien til Middelhavets øer (eller »kyster«). »Bashans egetræer« (27,6; Es 2,13; Zak 11,2) findes stadig i den sydvestlige del af dette område nær Gilead. Juda og Israel leverede dengang hvede, honning, olie og balsam til eksport, som på Jakobs tid. Damaskus sendte hvid uld og vin fra Helbon (Chelbon), 13 miles mod nord, hvor der stadig findes fine vingårde. Den nordlige grænse, der beskrives (47,15-18), er den samme, som markerede grænsen for Davids herredømme, idet den løb langs Eleutherusfloden mod Zedad (Cudud). Den beskrives også i 4 Mos 34,8-11 som gående forbi Ribla (Riblah) og omfattende Ain (el `Ain), en landsby på Antilibanons vestlige skråninger, øst for Ribla. I dette sted (som i Ez 47,18) er Hauran (eller Bashansletten) udelukket fra Israels land, idet grænsen følger Jordandalen, hvilket synes at pege på en datering tidligere end den tid, da Havvoth-Jair (4 Mos 32,41; 5 Mos 3,14; Jos 13,30; Dom 10,4; 1 Kong 4,13; 1 Krøn 2,23) i Gilead og Bashan blev erobret eller bygget—muligvis efter Josvas død. Landets sydgrænse beskrives af Ezekiel (47,19) som gående fra Kadesh (-barnea)—sandsynligvis Petra—til Tamar, som synes at være Tamrah, 6 miles nordøst for Gaza.

4. De små profeter:

Hos De små profeter er der færre topografiske oplysninger. Hoseas (12,11) taler om Gileads og Gilgals altre som værende »som stenbunker i markernes furer«. Han hentyder måske til de store dolmenmarker i dette område, som stadig kendetegner landet øst for Jordan. Han taler måske også om menneskeofring ved Betel (13,2). I Joel (1,12) nævnes æbletræet (hebraisk tappuach, arabisk tuffach) (jf. Højs 2,3; Højs 2,5; Højs 8,5), og der synes ikke at være nogen grund til at tvivle på, at æblet blev dyrket, eftersom el Muqaddasi nævner »fortrinlige æbler« i Jerusalem i det 10. århundrede e.Kr., skønt det nu ikke er almindeligt i landet. Morbærfigentræet (Am 7,14), som var almindeligt på sletterne og i shephelah (1 Kong 10,27), voksede også nær Jeriko (Luk 19,4), hvor det stadig findes. I Mika (1,10-15) giver et afsnit, som synes at henvise til Hizkijas generobring af shephelah-byerne og angreb på Gaza før 702 f.Kr. (2 Kong 18,8; 2 Krøn 28,18), en liste over steder og et ordspil på hvert navn. De omfatter Gat (Tell es Cafi), Safir (es Safir), Lakish (Tell el-Chesy), Akzib (`Ain Kezbeh) og Maresha (Mer`ash): »Israels herlighed skal komme helt til Adullam« (`Aid-el-ma) henviser måske til Hizkija selv (Mika 1,15). Efter fangenskabet var Filistæa (Zak 9,5) stadig uafhængigt. Se PHILISTINES. Betydningen af »Hadadrimmons sorg i Megiddons dal« (Zak 12,11) er omstridt. Hieronymus (se Reland, Palestine Illustr., II, 891) siger, at det første af disse navne henviste til en by nær Jizre’el (Maximianopolis, nu Rummaneh, på den vestlige side af Jizre’elsletten), men sorgen »over en eneste søn« var sandsynligvis en ritus for den syriske gud kaldet Hadad, eller ellers Rimmon, ligesom sorgen over Tammuz (Ez 8,14).

VI. Israels land i apokryferne.

1. Judits Bog:

Judits Bog betragtes af Renan (Evangiles, 1877, 29) som en Haggadha' (legende), skrevet på hebraisk i 74 e.Kr. Det er dog bemærkelsesværdigt, at dens geografiske hentydninger er meget korrekte. Judit var tilsyneladende af Manasses stamme (8,2.3); og hendes mand, som bar dette navn, blev begravet mellem Dothaim (Tell Dothan) og Balamon (i Wady Belameh), øst for Dothan. Hendes hjem i Betylua lå således sandsynligvis ved Mithilieh, på en høj bakke (6,11.12), 5 miles sydøst for Dothan (SWP, II, 156), i Manasses område. Fortællingens krav opfyldes godt; for denne landsby forsynes kun af brønde (7,13.10), skønt der findes kilder ved foden af bakken mod syd (7,7.12), mens der er god udsigt over dalen mod nord (10,10) og over Jizre’elsletten til Nazaret og Tabor. Andre bjerge omgiver landsbyen (15,3). Angribernes lejr strakte sig fra Dothart til Belmaim (Balamon) fra vest mod øst, og deres bagtrop var ved Cyamon (Tell Qeimun), ved foden af Karmel. Babylonierne var allierede med stammer fra Karmel, Gilead og Galilæa mod nord sammen med samaritanerne, og med andre fra Betane (sandsynligvis Bet-Anot, nu Belt `Ainun, nord for Hebron), Chellus (Klalach—det senere Elusa—8 miles sydvest for Be’ersheba) og Kades (`Ain Qadis) på vejen til Egypten. Blandt samaritanernes byer syd for Sikem nævnes Ekrebel (`Aqrabeh) og Chusi (Kuzah), sammen med »bækken Mochmur« (Wady el Chumr), som udspringer nord for Ekrebel og løber mod øst ud i Jordan.

2. Visdommens Bog:

Den filosofiske Visdommens Bog har ingen henvisninger til Israels land; og i Siraks Bog er de eneste hentydninger til palmen i En-Gedi (24,14), hvor der stadig findes palmer, og til »rosenplanten i Jeriko« (24,14; jf. 39,13; 50,8); beskrivelsen af rosen som »voksende ved bækken på marken« peger på rhododendronen (Tristram, NHB, 477), som trives nær Jordan og bliver meget stor ved Gileads bække.

3. 1 Makkabæerbog:

Judas Makkabæus.--Første Makkabæerbog er en værdifuld historie, der går ned til 135 f.Kr., og dens geografiske hentydninger er undertiden vigtige. Modin, Judas Makkabæus' hjem (1 Makk 2,15), hvor hans bror Simon rejste syv mindesmærker, der kunne ses fra havet (1 Makk 9,19; 13,25-30), lå oven for sletten, hvor Kedron (Qatrah, 5 miles øst for Jamnia) lå (1 Makk 15,40.41; 16,4.9), og er tydeligvis den nuværende landsby el Midieh på de lave bakker med udsigt til havet, 17 miles fra Jerusalem og 6 miles øst for Lydda, i nærheden af hvilken Eusebius (Onom under ordet »Modeim«) placerer Modin. Judas' første sejr (1 Makk 3,24) blev vundet ved Bet-Horon, og den anden ved Emmaus (`Amwas) ved Ajalons dal--også stederne for Josvas sejre.

Grækerne forsøgte dernæst at nå Jerusalem fra syd og blev igen besejret ved Bet-Sur (1 Makk 4,29), nu Beit-cur, på vandskellet, 15 miles syd for Jerusalem, hvor vejen går gennem et pas. Judas drog dernæst (efter renselsen af templet i 165 f.Kr.) syd om Det Døde Hav, angreb edomitterne ved Arabattine (måske Akrabbim) og trængte ind på Moabs højslette så langt mod nord som Jazar (1 Makk 5,3-8). Da han vendte tilbage til Judæa, rejste hedningerne i Gilead og Bashan sig mod israelitterne i Tubias (1 Makk 5,13) eller Tobit (Taiyibeh), og fønikerne mod de galilæiske hebræere, som for en tid blev trukket tilbage til Jerusalem, indtil hasmonæerne vandt fuld uafhængighed (1 Makk 11,7.59). I områderne i det nordlige Gilead og det sydlige Bashan (1 Makk 5,26.36.37) erobrede Judas Bosor (Bucr), Alema (Kerr el-ma), Caphon (Khisfin), Maged (måske el Mejd, nord for `Amman) og Carnaim (Ashteroth-karnaim), nu Tell Ashterah. Omtalen af en »bæk« ved det sidstnævnte sted (1 Makk 5,42) er en interessant detalje, eftersom en fin strøm løber mod syd fra byens vestside. I 162 f.Kr. blev Judas besejret ved Bathzacharias (1 Makk 6,32), nu Beit Skaria 9 miles syd for Jerusalem, men sagen blev reddet ved et oprør i Antiokia; og året efter besejrede han Nikanor nær Caphar-salama (måske Selmeh, nær Joppe) og dræbte ham ved Adasa (`Adaseh), 8 miles sydøst for Bet-Horon (1 Makk 7,31.40.45). Det skæbnesvangre slag, hvor Judas blev dræbt (1 Makk 9,5.15), blev også udkæmpet nær Bet-Horon. Han slog lejr ved Eleasa (Il`asa), tæt ved, og besejrede grækerne på sin højre fløj, idet han drev dem til Azotus-bjerget (eller Beth-zetho, ifølge Josefus (Ant., XII, xi, 2)), tilsyneladende nær Bir-ez-Zeit, 4 miles nordvest for Betel; men grækerne på hans venstre fløj omringede ham under denne overilede forfølgelse.

Efter Judas' død besatte Bacchides Judæa og befæstede grænsebyerne (1 Makk 9,50.51) på alle sider. Simon og Jonatan blev drevet ud i sumpene nær Jordan, men i 159 f.Kr. sluttede grækerne fred med Jonatan, som vendte tilbage til Mikmas (1 Makk 9,73) og 7 år senere til Jerusalem (1 Makk 10,1.7). Tre distrikter ved Samarias sydlige grænse blev da føjet til Judæa (1 Makk 10,30; 11,34), nemlig Lydda, Apherema (eller Efraim), nu Taiyibeh, og Ramathem (er-Ram); og Jonatan besejrede grækerne i Filisterlandet (1 Makk 10,69; 11,6). Simon var »anfører« fra »Tyrus' stige« (Ras en Naqurah), eller passet nord for Akko, til Egyptens grænser (1 Makk 11,59); og grækerne i Øvre Galilæa blev igen besejret af Jonatan, som rykkede frem fra Gennesaret til Hazors højslette (Chazzur) og forfulgte dem endog til Kedesh Naftali (Qedes) mod nord (1 Makk 11,63.73). Han sejrede helt til Hamats grænser og Eleutherus-floden (Nahr el Kebir), nord for Tripolis, og besejrede araberne, kaldet zabadæere (sandsynligvis ved Zebdany i Anti-Libanon), på sin vej til Damaskus (1 Makk 12,25.30.32). Han befæstede Adida (Chadditheh) i Shefela (1 Makk 12,38), vest for Jerusalem, hvor Simon ventede på den græske tronraner Tryfon (1 Makk 13,13.20), som forsøgte at nå Jerusalem ved en lang omvej mod syd nær Adoraim (Dura), men mislykkedes på grund af sneen i bjergene. Efter den forræderiske tilfangetagelse af Jonatan i Akko og hans død i Gilead (1 Makk 12,48; 13,23) blev Simon hersker over hele Israels land til Gaza (1 Makk 13,43), idet han i 140 f.Kr. befæstede Joppe, Gezer og Ashdod (1 Makk 14,34). Fem år senere vandt han en endelig sejr ved Kedron (Qatrah), nær Jamnia (Yebnah), men blev myrdet ved Dok (1 Makk 16,15), nær Jeriko; dette sted var et lille fort ved `Ain Duk, en kilde nord for byen.

4. 2 Makkabæerbog:

Anden Makkabæerbog står i kontrast til den første, hvor geografien, som vi har set, er let at forstå. Således er stedet for Caspis med dens sø (2 Makk 12,13.16) usikkert. Det synes at være placeret i Idumæa, og Charax kan være fæstningen Kerak i Moab (2 Makk 12,17). Ephron, vest for Ashteroth-karnaim (2 Makk 12,26.27), er ukendt; og Bet-Shean kaldes ved sit senere navn Skythopolis (2 Makk 12,29), som i Septuaginta (Dom 1,27) og hos Josefus (Ant., XII, viii, 5; vi, 1). Et ejendommeligt afsnit (1 Makk 13,4-6) synes at henvise til de persiske gravtårne (stadig brugt af parsere), hvoraf et synes at have eksisteret i Berøa (Aleppo), skønt dette ikke var en græsk skik.

Se ASMONEANS.

VII. Israels land i Det Nye Testamente.

1. De synoptiske evangelier:

Vi får at vide, at vor Herre blev født i "Betlehem i Judæa"; og Neubauers teori, som Gratz antog, om at Betlehem i Zebulon (Jos 19,15)--som var det nuværende Beit-Lachm, 7 mil nordvest for Nazaret--skal forstås, bygger på en fejl. Jøderne ventede, at Messias skulle fremstå i Davids hjem (Mika 5,2); og det nordlige Betlehem blev ikke kaldt "af Nazaret", sådan som Rix hævdede (Tent and Testament, 258); dette var en hypotetisk læsning hos Neubauer (Geog. du Talmud, 189), men Talmud (Talm Jerusalem, Meghillah 1 1) kalder stedet Bethlechem-ceridh (eller "af balsam"), uden tvivl efter storaksbusken (Styrax officinalis) eller stakte (2 Mos 30,34), arabisk `abhar, som stadig findes i rigelige mængder i egeskoven tæt ved.

(1) Galilæisk landskab.

Den største del af Jesu liv blev tilbragt i Nazaret i Zebulon, og hans tjeneste i Kapernaum i Naftali (sammenlign Matt 4,13-15; Es 9,1), med årlige besøg i Jerusalem. Evangeliernes beretninger og lignelsernes billedsprog minder hele tiden om de karakteristiske træk ved Galilæas landskab og natur, sådan som de stadig er uforandrede i dag. "Byen, der ligger på et bjerg" (Matt 5,14) kan ses i enhver del af Israels land; markens liljer vokser på alle dets sletter; "rævene har huler", og spurvene spises stadig; vingården med sit tårn; den gode pløjejord, midt mellem stenede og tornede steder, findes stadig overalt i Det hellige land. Men den dybe sø, omgivet af stejle klipper og udsat for pludselige storme, med sine fiskestimer og sine nøgne fiskere; kastenettene og voddene og de små, tunge både på Galilæas Sø er mere særegne for evangelierne, eftersom søen kun omtales kort i Det Gamle Testamente.

(2) Nazaret.

Nazaret var en lille landsby på et højdedrag nord for Jizre'elsletten og 1.000 fod (ca. 300 m) over den. Navnet (hebraisk natsarah) kan betyde "grøn", og den havde en fin kilde, men det forbindes (Matt 2,23) i evangelierne med profetien om "skuddet" (netser, Es 11,1) fra Davids hus. Befolkningen var hebraisk, for den havde en synagoge (Luk 4,16). "Bjergets rand, som deres by var bygget på" (Luk 4,29), er efter traditionen "springets bjerg" (Jebel Qafsi), 2 mil mod syd--en klippe med udsigt over sletten. Nazaret lå ikke ved nogen stor hovedvej; og denne landsby var så uanselig, at den ikke omtales i Det Gamle Testamente eller af Josefus, mens selv en galilæer (Joh 1,46) næppe kunne tro, at en profet kunne komme derfra. Hieronymus (Onomasticon, under ordet) kalder den en "landsby"; men i dag er den en by med 4.000 kristne og 2.000 muslimer, hvor de førstnævnte får deres arabiske navn (Nacarah) fra deres Mesters hjem.

(3) Kapernaum.

Kapernaum (Matt 4,13; Matt 9,1) lå ved bredden af Galilæas Sø, tilsyneladende (Mark 14,34; Joh 6,17) på den lille Gennesaret-slette, som strækker sig 3 mil langs søens nordvestlige side og er 2 mil bred. Den kan have ligget på en lav klippe (skønt dette gøres tvivlsomt af Sinaiticus-håndskriftets gengivelse af Matt 11,23--"Skal du ophøjes til himlen?"), og den var en militærstation, hvor der blev opkrævet skatter (Matt 9,9), og den havde en synagoge (Mark 1,21; Luk 4,33; Joh 6,59). Kristen tradition har siden det 4. århundrede e.Kr. placeret stedet ved Tell Chum, hvor der findes ruiner af en synagoge (dog sandsynligvis ikke ældre end det 2. århundrede e.Kr.); men dette sted ligger ikke på Gennesaret-sletten og er sandsynligere Kephar 'Achim (Babylonian Talmud, Menachoth 85a). Jødisk tradition (Midrash, Qoheleth, vii.20) forbinder Kapernaum med minim eller "kættere"--det vil sige kristne--hvis navn måske endnu lever videre i `Ain Minyeh ved den nordlige ende af Gennesaret-sletten. Josefus siger (BJ, III, x, 8), at Kapernaums kilde vandede denne slette og indeholdt mallen (coracinus), som stadig findes i `Ain el Mudawwerah ("den runde kilde"), der er den vigtigste vandkilde i Gennesaret-oasen.

(4) Korazin.

Stedet for Korazin (Kerazeh) er aldrig gået tabt. Den ødelagte landsby ligger omkring 2 1/4 mil nord for Tell Chum og har en synagoge af lignende karakter. Betsajda ("fiskeriets hus") siges én gang at have ligget i Galilæa (Joh 12,21), og Reland (Palestine Illustr., II, 553-55) mente, at der fandtes to byer af dette navn. Det er sikkert, at de øvrige omtaler henviser til Betsajda, kaldet Julias af Herodes Filip, som Josefus (Ant., XVIII, ii, 1; iv, 6; BJ, III, x, 7) og Plinius (NH, v.15) placerer øst for Jordan, nær det sted hvor den løber ud i Galilæas Sø. Stedet kan være ved ruinen edition Dikkeh ("platformen"), nu 2 mil nord for søen, men sandsynligvis tidligere nærmere, eftersom flodaflejringen er vokset mod syd. Der er også rester af en synagoge her. De to bespisningsundere, de 5.000 og de 4.000, beskrives begge som sket øst for Jordan, det første (Luk 9,10) i ørkenen (i Golan), "som hørte til byen kaldet Betsajda" (KJV). Ordene (Mark 6,45 KJV), "at gå over til den anden side foran til Betsajda", kan uden at presse grammatikken gengives: "at gå til siden over for Betsajda." For det siges ikke, at disciplene nåede denne by; men efter en sejlads på mindst 3 eller 4 mil (Joh 6,17; Joh 6,19) kom de nær Kapernaum og gik i land i Gennesaret (Mark 6,53), omkring 5 mil sydvest for Jordan.

(5) Gerasenernes land.

Stedet, hvor svinene styrtede ned ad en stejl skrænt i søen (Matt 8,32; Mark 5,1; Luk 8,26), lå i gerasenernes land (se Codex Vaticanus MS), sandsynligvis ved Qersa på den østlige bred over for Tiberias, hvor der er en stejl skråning ned til vandet. Det bør bemærkes, at dette var i Dekapolis (Mark 5,20), et område med "ti byer", som (med undtagelse af Skythopolis) lå i det sydvestlige Bashan, hvor et stort antal tidlige græske indskrifter er fundet, hvoraf nogle (f.eks. Vogue-Waddington, numrene 2412, 2413) er så gamle som fra det 1. århundrede e.Kr. Der var tydeligvis en græsk befolkning i dette område på vor Herres tid; og det forklarer svineholdet, som ellers kendetegner "et fjernt land" (Luk 15,13; Luk 15,15); for mens ingen hebræer ville have passet det urene dyr i Israels land, havde grækerne været svinehyrder i det mindste siden Homers tid.

(6) Magadan-Magdala.

Stedet Magadan-Magdala (Mejdel) lå på vestbredden ved den sydvestlige ende af Gennesaret-sletten (Matt 15,39). I Mark 8,10 finder vi i stedet Dalmanutha. Magdala var det hebraiske mighdol ("tårn"), og Dalmanutha kan betragtes som den aramæiske ækvivalent (De'almanutha), der betyder "stedet med høje bygninger"; der er derfor ingen nødvendig uoverensstemmelse mellem de to beretninger. Fra dette sted drog Jesus igen bort med skib til "den anden side" og nåede Betsajda (Matt 16,5; Mark 8,13; Mark 8,22), hvorfra han rejste op gennem Jordandalen til Cæsarea Filippi (Matt 16,13; Mark 8,27), eller Banias, ved Jordans kilder. Der kan næppe være tvivl om, at det "høje bjerg for sig selv" (Matt 17,1) var Hermon. Selve navnet betyder "adskilt" og passer på dets ensomme kuppel; og den pludselige dannelse af skyer på toppen synes at forklare hentydningen i Luk 9,34.

(7) Andre hentydninger i de synoptiske evangelier.

Andre hentydninger i de synoptiske evangelier, som angår naturhistorie og skikke, omfatter omtalen af tamhøns (Matt 23,37; Matt 26,34), som aldrig nævnes i Det Gamle Testamente. De kom fra Persien og blev sandsynligvis indført efter 400 f.Kr. Brugen af gødning (Luk 13,8) er heller ikke omtalt i Det Gamle Testamente, men nævnes i Mishna (Shebi`ith, ii.2), ligesom skikken med årligt at kalke gravene hvide (Matt 23,27; Sheqalim, i.1). Det var ikke vanskeligt at fjerne et tag (Mark 2,4; jf. Luk 5,19) i Kapernaum, hvis det lignede tagene på moderne galilæiske lerhuse, selv om det tredje evangelium taler om "tegl", som ikke bruges nu. Endelig er tilstedeværelsen af hyrder med deres hjorde (Luk 2,8) ikke en angivelse af årstiden for fødslen, eftersom de bliver hos dem "på marken" på alle tider af året; og "krybben" (Luk 2,7) kan have været (som traditionen allerede hævdede i det 2. århundrede e.Kr.) i en hule som dem, der er fundet i ruiner nord og syd for Hebron (SWP, III, 349, 369) og andre steder i Israels land

2. Det fjerde evangelium:

(1) Topografien i det fjerde evangelium er vigtig, fordi den viser forfatterens personlige kendskab til Israels land; for han nævner flere steder, som ellers ikke omtales i Det Nye Testamente. Bet-Abara (Joh 1,28, Revised Version (britisk og amerikansk) "Betania"; 10,40), eller "overgangens hus", lå "på den anden side af Jordan". Origenes afviste læsemåden "Bethania" i stedet for Bet-Abara, som var almindelig på hans tid og stadig findes i de tre ældste uncialhåndskrifter fra det 4. og 5. århundrede e.Kr. Stedet lå en dagsrejse fra Kana (jf. Joh 1,29; Joh 1,35; Joh 1,43; Joh 2,1), som kan have ligget ved `Ain Qana, en mile nord for Nazaret. Det lå to eller tre dages afstand fra Betania nær Jerusalem (Joh 10,40; Joh 11,3; Joh 11,6; Joh 11,17), og ville således ligge i den øvre del af Jordandalen, hvor landmålerne i 1874 fandt et vadested, velkendt under navnet `Abarah, nord for Beisan, på den krævede beliggenhed. Johannes, får vi at vide, døbte i "hele egnen omkring Jordan" (Matt 3,5), inklusive vandene ved "Ænon nær Salim" (Joh 3,23). Der er kun én strøm, der svarer til denne beskrivelse, nemlig Wady Far`ah, nordøst for Sikem, på grænsen mellem Judæa og Samaria, hvor der er "meget vand". Ænon ville være `Ainun, 4 miles mod nord, og Salim er Salim, 4 miles syd for denne vandførende biflod til Jordan.

(2) Stedet Sykar (samaritansk: Iskar, arabisk: `Askar) nær Jakobs brønd (Joh 4,5; Joh 4,6) lå vest for Salim og lige inden for den samaritanske grænse. Den nuværende landsby ligger kun en halv mile nord for brønden. Ligesom de foregående steder omtales det kun i det fjerde evangelium, ligesom Betesda, mens dette evangelium også giver yderligere angivelser af Golgatas beliggenhed. Byen Efraim, "nær ved ørkenen" (Joh 11,54), omtales tidligere (2 Sam 13,23; jf. Efraim, 2 Krøn 13,19 randnote) og synes at være den samme som Apherema (1 Makk 11,34) og som Ofra i Benjamin (Jos 18,23; 1 Sam 13,17). Eusebius (Onom under ordet) placerer den 20 romerske miles nord for Jerusalem, hvor landsbyen Taiyibeh ser ud over Judas ørken.

3. Apostlenes Gerninger:

I Apostlenes Gerninger er det eneste nye sted, som ikke før er bemærket, Antipatris (23,31). Det lå ved kilden til den strøm (Me-jarkon), som derfra løber ud i havet nord for Joppe, og det var således stationen halvvejs mellem Jerusalem og kysthovedstaden Cæsarea. Stedet kaldes nu Ras el `Ain ("kildens hoved"), og en borg, bygget i det 12. århundrede, står over vandene. Den gamle romerske vej løber tæt forbi (SWP, II, 258). Cæsarea var en ny by, grundlagt af Herodes den Store omkring 20 f.Kr. (SWP, II, 13-29). Den var endda større end Jerusalem og havde en kunstig havn. Derfra kan vi forlade Israels land sammen med Paulus i 60 e.Kr. Læseren må selv bedømme, om dette studium af landet ikke tjener til at godtgøre oprigtigheden og ægtheden af Bibelens beretninger i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente lige fuldt.

LITTERATUR

Skønt litteraturen i forbindelse med Israels land er enorm og stadig vokser, er antallet af virkelig originale og videnskabelige kilder til kundskab (som i andre tilfælde) ikke stort. Foruden Bibelen og Josefus indeholder Mishna en stor mængde værdifulde oplysninger om dyrkningen og civilisationen i Israels land omkring det 1. og 2. århundrede e.Kr. De følgende 20 værker er af grundlæggende betydning. Eusebius' og Hieronymus' Onomasticon viser indgående kendskab til Israels land i det 4. århundrede e.Kr., skønt identifikationen af bibelske steder lige så ofte er forkert som rigtig. Den rabbinske geografi behandles af A. Neubauer (La geographie du Talmud, 1868), og de spredte notitser hos græske og romerske forfattere blev samlet af H. Reland (Palaestina ex monumentis veteribus illustrata, 2 bind, 1714). Den første virkelig videnskabelige beskrivelse af landet er Dr. E. Robinsons (Biblical Researches, 1838, og Later Biblical Researches, 1852; i 3 bind, 1856). The Survey of Western Palestine (7 bind, 1883) omfatter nærværende forfatters redegørelse for naturforhold, topografi og overfladerester fra alle tidsaldre, skrevet mens han havde kommandoen (1872-1878) over den trigonometriske opmåling i målestokken 1 inch. The Survey of Eastern Palestine (1 bind, 1889) giver hans redegørelse for Moab og det sydlige Gilead, sådan som det blev opmålt i 1881-1882. Naturhistorien må studeres i samme serie og i Canon Tristrams Natural History of the Bible, 1868. Geologien fremstilles bedst af L. Lartet (Essai sur la geologie de la Palestine) og i professor Hulls Memoir on the Geol. and Geog. of Arabia Petrea, etc., 1886. M. Clermont-Ganneaus Archaeological Researches (2 bind, 1896) omfatter hans opdagelser af Gezer og Adullam. Mange oplysninger er spredt gennem PEFQ (1864-1910) og i ZDPV. G. Schumachers Across the Jordan, 1885, Pella, 1888, og Northern 'Ajlun, 1890, giver detaljerede oplysninger om det nordøstlige Israels land; og Lachish, af professor Flinders Petrie, er beretningen om de udgravninger, som han begyndte ved Tell el-Chesy (identificeret i 1874 af nærværende forfatter), mens den fulde redegørelse findes i A Mound of Many Cities af F.J. Bliss, 1894. Andre udgravninger, ved Gat osv., beskrives i Excavations in Palestine (1898-1900), af F.J. Bliss, R.A.S. Macalister og professor Wunsch; mens beretningen om hans udgravninger ved Gezer (2 bind) for nylig er blevet udgivet af professor Macalister. For dem, der ikke har adgang til disse oprindelige kilder, vil The Historical Geography of the Holy Land af professor G.A. Smith, 1894, og afhandlingen (300 sider) af professor D.F. Buhl (Geographie des alten Palastina, 1896) vise sig nyttige. Den bedste rejsebog til Israels land er stadig Baedekers, skrevet af Dr. A. Socin og udgivet i 18765, 1912. Denne forfatter havde personligt kendskab til landets vigtigste ruter. Kun standardværker som opslagsværker er her blevet nævnt, hvortil franske, tyske, amerikanske og britiske opdagelsesrejsende og lærde alle har bidraget.

Se Jerusalem.

C. R. Conder