Jobs Bog 1
1 Der var en mand i landet Us,* han hed Job, og denne mand var fuldkommen og retskaffen, han frygtede° Gud* og holdt sig hele tiden væk fra det onde.
2 Syv sønner og tre døtre blev der født ham.
3 Hans husdyr udgjorde 7000 får, 3000 kameler, 500 spand okser og 500 æselhopper, og derudover et meget stort antal tjenestefolk. Denne mand var mægtigere end alle Østens sønner.
4 Hans sønner plejede at gå hen og holde fest hjemme hos hver enkelt på hans dag. De sendte også bud og inviterede deres tre søstre til at spise og drikke sammen med dem.
5 Og så, når festdagene var forbi, sendte Job bud og helligede dem. Han stod tidligt op om morgenen og ofrede brændofre svarende til deres antal. For Job sagde: »Måske har mine sønner syndet og har forbandet Gud i deres hjerte.« Sådan gjorde Job efter alle dagene.
6 Den dag da Guds sønner kom for at træde frem for HERREN, kom også Satan* midt iblandt dem.
7 Da sagde HERREN til Satan: »Hvor kommer du fra?« Satan svarede HERREN: »Fra at tage rundt på jorden og vandre omkring på den.«
8 HERREN sagde til Satan: »Har du rettet din opmærksomhed°* mod min tjener Job? For der er ingen som ham på jorden. Han er fuldkommen og retskaffen, han frygter Gud og holder sig hele tiden væk fra det onde.«
9 Men Satan svarede HERREN: »Mon det er uden grund at Job frygter Gud?*
10 Har du ikke skærmet ham og hans hus og alt det han har, hele vejen rundt? Hans hænders gerning har du velsignet, og hans husdyr har bredt sig i landet.
11 Men ræk dog din hånd ud* og rør ved alt hvad der er hans! Mon ikke han så vil forbande dig lige op i dit ansigt?«*
12 HERREN sagde til Satan: »Se, alt hvad han har, er i din hånd. Kun mod ham selv må du ikke række din hånd ud.« Da gik Satan væk fra HERRENS ansigt.
13 Den dag mens hans sønner og døtre var i færd med at spise og drikke vin hjemme hos deres ældste bror,
14 da kom der et sendebud til Job og sagde: »Dine okser var i færd med at pløje, og æselhoppene græssede ved siden af dem.
15 Så overfaldt folk fra Saba dem og tog dem, og de huggede karlene ned med sværd.* Jeg er den eneste der slap væk så jeg kan fortælle dig det.«
16 Endnu mens denne talte, kom en anden og sagde: »Guds ild faldt ned fra himlen* og satte ild til fårene og karlene og fortærede dem. Jeg er den eneste der slap væk så jeg kan fortælle dig det.«
17 Endnu mens denne talte, kom en anden og sagde: »Kaldæerne dannede tre delinger og overfaldt kamelerne og tog dem, og karlene huggede de ned med sværd. Jeg er den eneste der slap væk så jeg kan fortælle dig det.«
18 Endnu mens denne talte, kom en anden og sagde: »Dine sønner og dine døtre var i færd med at spise og drikke vin hjemme hos deres ældste bror.
19 Og se, en mægtig vind° kom tværs gennem ørkenen og tog fat i husets fire hjørner så det faldt ned over de unge, og de døde. Jeg er den eneste der slap væk så jeg kan fortælle dig det.«
20 Da rejste Job sig og flængede sin kappe, klippede håret af sit hoved og faldt til jorden og tilbad.*
21 Han sagde:
»Nøgen kom jeg ud af min mors liv,
og nøgen vender jeg tilbage dertil.*
HERREN gav, og HERREN tog.
HERRENS navn være lovet!«
»Nøgen kom jeg ud af min mors liv,
og nøgen vender jeg tilbage dertil.*
HERREN gav, og HERREN tog.
HERRENS navn være lovet!«
22 I alt dette syndede Job ikke og anklagede ikke Gud for at gøre noget anstødeligt.
Henter interlinear…