Spring til indhold

Den frie bibel

Jobs Bog 10

1 Jeg° væmmes ved mit liv,
jeg vil give min fortvivlelse* frit løb,
lad mig tale ud af min sjæls bitre nød.*
2 Jeg siger til Gud: ›Du må ikke dømme mig skyldig,*
lad mig vide hvorfor du fører sag imod mig!‹
3 Synes du det er godt at du undertrykker,
at du forkaster* dine hænders værk
og lader dit lys skinne over ugudeliges råd?
4 Har du fysiske øjne,
eller ser du som et menneske ser?
5 Er dine dage som et menneskes dage
eller dine år som en mands dage?
6 For du søger efter min overtrædelse,
og du leder efter* min synd,
7 selvom du ved at jeg ikke er skyldig,*
og at ingen kan reddes ud af din hånd.
8 Dine hænder har formet mig* og dannet mig.
Det er fuldkomment, og nu tilintetgør* du mig.
9 Husk på at du har dannet mig som ler,*
og nu lader du mig vende tilbage til støv!*
10 Har du ikke hældt mig ud som mælk
og ladet mig stivne som ost?
11 Du har klædt mig i hud og kød
og vævet mig sammen med knogler og sener.*
12 Du gav mig liv og viste mig nåde,°
og din omsorg vogtede min ånd.
13 Men du skjulte dette i dit hjerte;
jeg ved at dette havde du i sinde:
14 Hvis jeg syndede, ville du vogte på mig
og ikke frikende* mig for min skyld.
15 Hvis jeg var skyldig,* da ve mig!
Men er jeg uskyldig, kan jeg alligevel ikke løfte mit hoved.*
Jeg er mæt af skam, og se nu min elendighed!*
16 Men løftes det, vil du jage mig som en løve
og igen vise din forunderlige magt mod mig.
17 Du vil føre nye vidner mod mig,
øge din vrede imod mig
og sende stadig nye tropper imod mig.
18 Hvorfor lod du mig komme ud af livmoderen?
Gid jeg havde udåndet,* og intet øje havde set mig!*
19 Som en der aldrig havde været til, ville jeg da være.
Fra mors liv ville jeg blive bragt til graven.
20 Er ikke mine dage få! Gid han ville holde op
og lade mig være så jeg kunne være lidt glad,*
21 førend jeg går bort og ikke vender tilbage,
bort til mørkets og dødsskyggens* land,
22 et bælgmørkt land, der er som mulm,*
dødsskygge og kaos,
og lyset er som mulm.«