Jobs Bog 15

1 Da sagde Elifaz fra Teman:

2 »Vil en vís mand svare med kundskab der bare er vind?*
Og vil han fylde sit indre med østenvinden?

3 Vil han forsvare sig med tale der er til ingen nytte,
med ord der er uden værdi?

4 Endog nedbryder du gudsfrygt,°
og du svækker fordybelse foran Guds ansigt.

5 For det er din egen skyld der oplærer din mund,
og du vælger de snediges* tunge.

6 Din egen mund dømmer dig skyldig,* ikke jeg,
og dine læber vidner imod dig.

7 Blev du født som det første menneske, blev du bragt til verden før højene?*

8 Lyttede du da Gud holdt råd,*
og begrænser du visdommen til dig selv?

9 Hvad ved du som vi ikke ved?
Har du en erkendelse* som vi ikke har?

10 Der er både gråhårede og gamle* iblandt os,
ældre af dage end din far.

11 Er Guds trøst dig for ringe,
ord talt i mildhed med dig?

12 Hvorfor lader du dig rive med af dit hjerte,
hvorfor lyner dine øjne?

13 For du vender din vrede°* mod Gud
og har ladet ordene strømme ud af din mund.

14 Hvad er et menneske at det kunne være rent,
og at det kunne være retfærdigt,* en der er født af en kvinde?*

15 Ja, selv på sine hellige stoler han ikke,*
og himlen er ikke ren* i hans øjne;

16 hvor meget mindre den som er afskyelig* og fordærvet,
en mand der drikker uret* som vand!*

17 Jeg vil informere dig, så lyt til mig!
Dette har jeg set,* og lad mig berette

18 det som de vise har fortalt,
og som de ikke har skjult fra deres fædre.

19 Til dem alene blev landet givet,
og ingen fremmed drog omkring i deres midte.

20 ›Alle sine dage ligger den ugudelige og vrider sig i smerte.
Et antal år er gemt til tyrannen.‹*

21 Lyden af rædsler når hans ører,
midt i freden kommer ødelæggeren* over ham.

22 Han tror ikke på at han vender tilbage fra mørket,*
men at han er udset til sværdet.

23 Han flakker omkring efter brød, hvor er det?
Han ved at en mørkets* dag står klar ved hans side.

24 Nød* og trængsel skræmmer ham,
de besejrer ham som en konge
der er klar til angreb.

25 For han har strakt sin hånd ud mod Gud,
og han ophøjer sig selv over for den Almægtige.

26 Han løber mod ham med krum hals
med sine massive buede skjolde,

27 for han har dækket sit ansigt til med sit fedt,
og han har lagt spæk om sin lænd.

28 Han bosætter sig i byer der er lagt øde,
i huse ingen skulle bo i,
som var bestemt til ruindynger.

29 Han bliver ikke rig, og hans rigdom* varer ikke ved,
hans aks bøjer sig ikke til jorden.

30 Han slipper ikke ud af mørket.
Heden udtørrer hans skud,
og han må vige ved hans munds åndepust.°*

31 Lad ham ikke sætte sin lid til løgn,* han vil blive ført vild,
for løgn er hvad han vil få til gengæld.

32 Før hans dag er kommet, fuldendes det,
og hans gren bliver ikke grøn.

33 Som vintræet kaster han sine umodne druer,
som oliventræet smider han sine blomster.

34 For en gudløs* flok er gold,
og ild fortærer bestikkerens telte.

35 De undfanger ulykke* og føder ondskab,*
og i deres indre gør de klar til bedrag.«