Jobs Bog 9

1 Da svarede Job:

2 »Jeg ved sandelig godt* at det er sådan.
Hvordan kan et menneske få ret over for Gud?

3 Hvis man har lyst til at føre sag imod ham,
vil man ikke kunne svare ham én ud af tusinde.

4 Han er vis af hjertet og mægtig i styrke,
hvem kan gøre sig hård over for ham* og forblive uskadt?

5 Han er den som flytter bjerge uden at de bliver klar over det,
og som vælter dem i sin vrede.

6 Han får jorden til at ryste løs fra sin grundvold,
og dens søjler skælver.

7 Han taler til solen, og den står ikke op,
og for stjernerne sætter han segl.

8 Han alene spænder himlen ud,
og han træder på havets bølger.

9 Han danner Løven,
Orion og Syvstjernen* og sydhimlens stjernebilleder.

10 Han gør store ting ingen kan udforske,
undere der ikke er tal på.*

11 Ja, han går forbi mig, men jeg ser det ikke,
han passerer forbi,* men jeg opdager ham ikke.

12 Når han fører bort,
hvem kan da hindre ham?
Hvem kan sige til ham: ›Hvad er det du gør?‹

13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
under ham må Rahabs* hjælpere bøje sig.

14 Hvor meget mindre kan jeg svare ham,
vælge mine ord over for ham.

15 For selvom jeg har ret, vil jeg ikke kunne svare ham;
jeg må bønfalde min dommer om nåde.

16 Selvom jeg råbte til ham, og han svarede mig,
vil jeg ikke kunne tro at han lagde øre til min røst.

17 Han som knuser* mig i stormen
og giver mig talrige sår uden grund.*

18 Han giver mig ikke mulighed for at trække vejret,°
men mætter mig med det bitreste.

19 Hvis det drejer sig om styrke, er han stærk, se bare!
Men hvis det drejer sig om ret, hvem kan stævne mig?

20 Selvom jeg har ret, ville min mund dømme mig skyldig.
Jeg er uskyldig,* men han ville erklære mig skyldig.

21 Jeg er uskyldig,
jeg bekymrer mig ikke om min sjæl,°
jeg foragter mit liv.*

22 Det kommer ud på ét, derfor siger jeg:
›Uskyldig eller skyldig, han er den der afslutter.‹*

23 Når en flodbølge* pludselig bringer død,
håner han de uskyldiges fortvivlelse.

24 Jorden overgives i den ugudeliges hånd,
han fratager dens dommere deres dømmekraft.
Hvis ikke det er ham,
hvem er det så?

25 Mine dage er hurtigere end en løber,
de flygter bort uden at have set noget godt.

26 De farer afsted som sivbåde,
som en ørn der styrter ned over sit bytte.

27 Når jeg siger: ›Jeg vil glemme min fortvivlelse,*
jeg vil holde op med at vise sorg, jeg vil være glad!‹

28 så må jeg grue for* alle mine smerter.
Jeg ved at du ikke frikender mig.

29 Jeg bliver skyldig!*
Hvorfor skal jeg slide mig træt på det der er tomhed?*

30 Om jeg så vaskede mig med tøsne
og rensede mine hænder med sæbe,

31 ville du alligevel dyppe mig i skidtet
så mine klæder ville væmmes ved mig.

32 For han er ikke et menneske som jeg at jeg kan svare ham,
at vi kan gå sammen for retten.

33 Der er ikke nogen voldgiftsmand* mellem os
som kan mægle mellem os.

34 Ville han blot fjerne sin kæp fra mig
og hans mægtige rædsel ikke forfærde mig!

35 Jeg ville tale og ikke frygte ham,
for jeg er ikke sådan i mig selv.