Spring til indhold

Den frie bibel

Jobs Bog 28

1 Ja, der er en mine til sølvet
og et sted til guldet, som de vasker ud.
2 Jern tages fra støvet,
og sten hældes ud som kobber.
3 Man gør ende på mørket,*
og i hvert et dyb udsøger man
sten i mulmet* og dødsskyggen.*
4 Man bryder en skakt fjernt fra beboelse, glemt af dem som går ovenfor.
De hænger der, fjernt fra mennesker svinger de frem og tilbage.
5 Af jorden kommer der brød,
og nedenunder brydes den op* som af ild.
6 Dens sten er stedet hvor der er safir, og guldstøv findes i den.
7 Stien kender rovfuglen ikke,
og falkens øje får ikke øje på den.
8 Det stolte vildt* har ikke betrådt den,
og ingen løve er skredet frem ad den.
9 På den hårde flint lægger man sin hånd,
bryder ned* fra roden af bjergene.
10 I klipperne udhugger man minegange der er fyldt med vand,
ens øje ser enhver kostbarhed.
11 Man dæmmer op for vandstrømmenes kilder.
og det skjulte bringer man frem i lyset.
12 Men visdommen, hvor findes den,*
og hvor er stedet for indsigt?
13 Mennesket erkender ikke dens værdi,
og den findes ikke i de levendes land.
14 Urdybet* siger: ›Den er ikke i mig!‹
og havet siger: ›Den er ikke hos mig!‹
15 Lutret guld kan ikke gives i bytte for den,
og sølv kan ikke vejes af som pris for den.*
16 Den kan ikke købes for guld fra Ofir,*
for kostbar shohamsten eller safir.*
17 Hverken guld eller glas kan sammenlignes med den,
den kan heller ikke byttes med et redskab af fineste guld.
18 Koraller og bjergkrystaller er ikke værd at nævne.
En læderpose fuld af visdom er bedre end koralperler.*
19 Den kan ikke sammenlignes med topas fra Etiopien,
for rent guld kan den ikke købes.
20 Visdommen, hvor kommer den fra,*
og hvor er stedet for indsigt?*
21 Den er gemt for øjnene af alt levende;
og for himlens fugle er den skjult.
22 Afgrunden* og døden siger:
›Vi har selv hørt en fortælling om den.‹
23 Gud har indsigt i dens vej,
og han kender dens sted.
24 For han ser helt til jordens ender,
under hele himlen ser han.
25 Da han gav vinden vægt
og udmålte vandet med et mål,
26 da han lavede en bestemmelse for regnen
og en vej for lyn og torden;
27 dengang så han den, og vurderede den;
han grundlagde den, og han udforskede* den også.
28 Han sagde til mennesket:
›Ja, at frygte° Herren,* det er visdom,
og at holde sig væk fra det onde* det er indsigt!‹«