je-roo'-sa-lem:

I. NAVNET

1. I kileskrift

2. På hebraisk

3. På græsk og latin

4. Betydningen af Jerusalem

5. Andre navne

II. GEOLOGI, KLIMA OG KILDER

1. Geologi

2. Klima og nedbør

3. De naturlige kilder

III. DET NATURLIGE STED

1. Bjergene omkring

2. Dalene

3. Højene

IV. JERUSALEMS ALMINDELIGE TOPOGRAFI

1. Josefus' beskrivelse

2. Sammenfatning af navnene på de fem høje

3. Akra

4. Den nedre by

5. Davidsbyen og Zion

V. UDGRAVNINGER OG OLDSAGER

1. Robinson

2. Wilson og Udforskningsfonden for Israels land (1865)

3. Warren og Conder

4. Maudslay

5. Schick

6. Clermont-Ganneau

7. Bliss og Dickie

8. Arkæologiske selskaber i Jerusalem

VI. BYENS MURE OG PORTE

1. De eksisterende mure

2. Wilsons teori

3. De eksisterende porte

4. Begravede rester af tidligere mure

5. Den store dæmning i Tyropøon

6. Ruiner af gamle porte

7. Josefus' beskrivelse af murene

8. Første mur

9. Anden mur

10. Tredje mur

11. Datering af anden mur

12. Nehemias' beretning om murene

13. Dalporten

14. Møgporten

15. Kildeporten

16. Vandporten

17. Hesteporten

18. Fåreporten

19. Fiskeporten

20. Den "gamle port"

21. Efraims port

22. Ovntårnet

23. Benjamins port

24. Templets øvre port

25. De tidligere mure

VII. OLDSAGSLEVNINGER FORBUNDET MED VANDFORSYNINGEN

1. Gihon: Den naturlige kilde

2. Kana'anæernes akvædukt

3. Warrens skakt

4. Hizkijas "Siloam"-akvædukt

5. Andre akvædukter ved Gihon

6. Bir Eyyub

7. Forskellige slags cisterner

8. Birket Israel

9. Betesda dam

10. Tvillingedammene

11. Birket Chammam el BaTrak

12. Birket Mamilla

13. Birket es Sultan

14. "Salomos damme"

15. Lavniveau-akvædukt

16. Højniveau-akvædukt

17. Datering af opførelsen af disse akvædukter

VIII. GRAVE, OLDSAGSLEVNINGER OG KIRKELIGE STEDER

1. "Kongernes grave"

2. "Herodes' grav"

3. "Absaloms grav"

4. Den "egyptiske grav"

5. "Havegraven"

6. "Simon den Retfærdiges" grav

7. Andre oldsager

8. Kirkelige steder

IX. HISTORIE

1. Tell el-Amarna-korrespondancen

2. Josvas erobring

3. Den jebusitiske bys beliggenhed

4. David

5. Byens udvidelse

6. Salomo

7. Salomos bymur

8. Rigets deling (933 f.Kr.)

9. Shishaks invasion (928 f.Kr.)

10. Byen plyndret af arabere

11. Hazael, Syriens konge, købt fra angreb (797 f.Kr.)

12. Byens indtagelse ved Joash af Israel

13. Uzzijas genbefæstning (779-740 f.Kr.)

14. Akaz slutter forbund med Assyrien (736-728 f.Kr.)

15. Hizkijas store arbejder

16. Hizkijas religiøse reformer

17. Manasses forbund med Assyrien

18. Hans reparation af murene

19. Josija og religiøse reformer (640-609 f.Kr.)

20. Jeremias profeterer om den nærmende undergang

21. Nebukadnezar indtager Jerusalem to gange (586 f.Kr.)

22. Kyros og den første hjemkomst (538 f.Kr.)

23. Nehemias genopbygger murene

24. Statholderen Bagohi

25. Alexander den Store

26. Det ptolemæiske herredømme

27. Antiochos den Store

28. Byens hellenisering under Antiochos Epifanes

29. Byens indtagelse (170 f.Kr.)

30. Indtagelsen i 168 f.Kr.

31. Forsøg på at undertrykke jødedommen

32. Makkabæeropstanden

33. Templets genindvielse (165 f.Kr.)

34. Judas' nederlag og byens indtagelse

35. Judas' død (161 f.Kr.)

36. Jonatans genoprettelser

37. Byens overgivelse til Antiochos Sidetes (134 f.Kr.)

38. Hasmonæiske bygninger

39. Roms indgriben

40. Pompejus stormer byen

41. Julius Cæsar udnævner Antipater til prokurator (47 f.Kr.)

42. Parthisk invasion

43. Herodes den Stores regeringstid (37-4 f.Kr.)

44. Herodes' store bygningsværker

45. Herodes Arkelaos (4 f.Kr.-6 e.Kr.)

46. Pontius Pilatus

47. Kong Agrippa

48. Opstand mod Florus og Gallus' nederlag

49. Byen belejret af Titus (70 e.Kr.)

50. Partisplittelser inden for de belejrede mure

51. Byens indtagelse og fuldstændige ødelæggelse

52. Bar-Kochbas oprør

53. Hadrian bygger Ella Capitolina

54. Konstantin bygger Anastasis-kirken

55. Kejserinde Eudoxia genopbygger murene

56. Justinian

57. Chosroes II indtager byen

58. Heracleus drager ind i den i triumf

59. Omars mildhed

60. Seldsjuktyrkerne og deres grusomheder

61. Korsfarere indtager byen i 1099

62. Kharizimierne

63. Osmanniske tyrkere får byen (1517 e.Kr.)

X. DET MODERNE JERUSALEM

1. Jøder og "zionisme"

2. Kristne bygninger og institutioner

LITTERATUR I. Navnet.

1. I kileskrift:

Den tidligste omtale af Jerusalem findes i Tell el-Amarna-brevene (1450 f.Kr.), hvor det optræder i formen Uru-sa-lim; beslægtet hermed har vi Ur-sa-li-immu på de assyriske monumenter fra det 8. århundrede f.Kr.

Den ældste bibelske form er yerushalem, forkortet i Sl 76,2 (sammenlign 1 Mos 14,18) til Salem, men i den masoretiske tekst har vi den vokaliseret yerushalaim. I Jer 26,18; Est 2,6; 2 Krøn 25,1; 2 Krøn 32,9 har vi yerushalayim, en form som forekommer på de jødiske mønter fra opstanden og også i jødisk litteratur; den bruges almindeligvis af moderne talmudiske jøder.

2. På hebraisk:

Den hebraiske form med endelsen -aim eller -ayim tolkes af nogle som en dualis, der henviser til det øvre og det nedre Jerusalem, men sådanne former forekommer i andre navne som udtryk for særlig højtidelighed; en sådan udtale er både lokal og sen.

3. På græsk og latin:

I Septuaginta får vi (Ierousalem), som hele tiden afspejler den tidligste og almindelige hebraiske udtale, idet begyndelsesbogstavet sandsynligvis var uden aspiration; snart møder vi dog (Hierousalem) – med aspiration – den almindelige form hos Josefus, og (Hierosoluma) i Makk (Bøgerne II til IV) og hos Strabon. Denne sidste form er blevet overført til de latinske forfattere Cicero, Plinius, Tacitus og Suetonius. Den blev i officiel brug i nogle århundreder erstattet af Hadrians Aelia Capitolina, som forekommer så sent som hos Hieronymus, men den kommer igen i almindelig brug i korstogenes dokumenter, mens Solyma forekommer i forskellige perioder som en poetisk forkortelse.

I Det Nye Testamente har vi (Hierousalem), især i Lukas' og Paulus' skrifter, og (ta Hierosoluma) andre steder. King James Version fra 1611 har Ierosalem i Det Gamle Testamente og Hierusalem i Det Nye Testamente. Formen Jerusalem forekommer første gang i franske skrifter fra det 12. århundrede.

4. Betydningen af Jerusalem:

Med hensyn til betydningen af det oprindelige navn er der ingen enighed. Den ældst kendte form, Uru-sa-lim, er af mange blevet anset for at betyde enten "Fredens by" eller "(guden) Salems by", men andre fortolkere, som betragter navnet som af hebraisk oprindelse, fortolker det som "fredens besiddelse" eller "fredens grundvold". Det er en af historiens ironier, at en by, som i hele sin lange historie har set så lidt fred, og for hvis besiddelse sådanne floder af blod er blevet udgydt, skulle have en sådan mulig betydning for sit navn.

5. Andre navne:

Der forekommer andre navne på byen. Om navnet Jebus, se JESUS. I Es 29,1 forekommer navnet 'ari'el, sandsynligvis "Guds arne", og i 1,26 "retfærdighedens by". I Sl 72,16; Jer 32,24 f.; Ez 7,23 har vi udtrykket ha`ir, "byen", i modsætning til "landet". En hel gruppe navne er forbundet med tanken om stedets hellighed; `ir ha-qodhesh, den "hellige by", forekommer i Es 48,2; Es 52,1; Neh 11,1, og yerushalayim ha-qedhoshah, "Jerusalem den hellige", er indskrevet på Simons mønter. I Matt 4,5; Matt 27,53 har vi he hagia polis, "den hellige by", og hos Filon Hieropolis, med samme betydning.

På arabisk er det almindelige navn Beit el Maqdis, "det hellige hus", eller el Muqaddas, "den hellige", eller det almindelige navn, som bruges af muslimer overalt i dag, el Quds, en forkortet form af el Quds esh Sheref, "den ædle helligdom".

Ikke-muslimer bruger sædvanligvis den arabiske form Yerusalem.

II. Geologi, klima og kilder.

1. Geologi:

Geologien på Jerusalems sted og i dets omgivelser er forholdsvis enkel, når den studeres i sammenhæng med geologien i Israels land som helhed (se Israels lands geologi). Det fremtrædende træk er, at klipperne udelukkende består af forskellige former for kalksten, med lag der indeholder flint; der er ingen primære bjergarter, ingen sandsten (sådan som den kommer frem i dagen øst for Jordan) og ingen vulkanske bjergarter. Kalkstensformationerne ligger i regelmæssige lag, som hælder mod sydøst med en vinkel på omkring 10 grader.

På de høje bakker, der overser Jerusalem mod øst, sydøst og sydvest, er der endnu lag af betydelig tykkelse tilbage af de kridtagtige kalksten fra den post-tertiære periode, som kroner så mange bakketoppe i landet, og som engang dækkede hele landet. På "Oliebjerget" forekommer der for eksempel et lag af konglomerat-kalksten, kendt som Nari, eller "ildsten", og en anden, tykkere aflejring, kendt som Ka`kuli, hvori der kan skelnes mellem to tydelige lag. I disse lag, især det sidstnævnte, forekommer lommer, der indeholder mergel eller haur, og i begge er der bånd af flint.

Over selve byens område er alt dette blevet borteroderet for lange tidsaldre siden. Her har vi tre lag kalksten af forskellig tæthed, som meget klart skelnes af alle de lokale bygmestre og stenhuggere:

(1) Mizzeh helu, bogstaveligt "sød mizzeh", et hårdt, rødgråt lag, som kan poleres, og som stedvis når en dybde på 70 fod (ca. 21 m) eller mere. Den "hellige klippe" i tempelområdet hører til dette lag, og meget af den gamle byggesten var af denne art.

(2) Under dette ligger Melekeh- eller "konge"-laget, som, skønt det ikke er særlig tykt--omkring 35 fod (ca. 11 m)--har haft stor betydning i byens historie. Denne klippe er ejendommelig ved, at når den først udsættes for luften, er den ofte så blød, at den kan skæres med en kniv, men under atmosfærens påvirkning hærder den og bliver til en sten af betydelig holdbarhed, nyttig til almindelige bygninger. Dette lags store betydning ligger dog i den kendsgerning, at man i det har udgravet de hundredvis af huler, cisterner, grave og akvædukter, som gennemhuller byens område som en bikage.

(3) Under Melekeh ligger en cenomanisk kalksten af stor holdbarhed, kendt som Mizzeh Yehudeh, eller "jødisk mizzeh". Den er en højt værdsat byggesten, skønt den er vanskelig at bearbejde. Geologisk adskilles den fra Mizzeh helu ved, at den indeholder ammonitter. Karakteristisk er den en gulliggrå sten, undertiden let rødlig. En variant med et tydeligt rødligt udseende, kendt som Mizzeh ahmar, eller "rød mizzeh", er en meget dekorativ sten til søjler, gravsten osv.; den kan højpoleres og er undertiden lokalt kendt som "marmor".

Dette dybe lag, som ligger under hele byen, kommer frem i dagen i Kedrondalen, og dets uigennemtrængelighed er sandsynligvis forklaringen på, at den ene egentlige kilde, "Jomfruens kilde", viser sig dér. Vandet over Jerusalems område og omgivelser siver let gennem det øverste lag, men føres til overfladen af dette hårde lag; den forholdsvis overfladiske kilde til vandet i denne kilde forklarer dets ringe kvalitet.

2. Klima og nedbør:

De brede træk i Jerusalems klima er sandsynligvis forblevet de samme gennem historien, selv om der er rigelig evidens for, at der har været cyklusser med større og mindre overflod af regn. De næsten utallige cisterner fra alle tidsaldre på stedet og de lange og komplicerede ledninger til at føre vand ind fra afstand vidner om, at nedbøren gennem den største del af historien må have været, som nu, kun sæsonbestemt.

Som helhed kan Jerusalems klima betragtes som sundt. De almindelige sygdomme burde i høj grad kunne forebygges--under et oplyst styre; selv malariaen, som er så udbredt, er i vidt omfang en import fra det lavtliggende land og kunne straks standses, hvis der blev taget effektive midler i brug til at udrydde smittebærerne, de talrige Anopheles-myg. På grund af byens højde og dens udsatte beliggenhed, næsten på vandskellet, er vind, regn og kulde alt sammen mere udpræget end på kystsletterne eller i Jordandalen. Skønt vinterkulden føles stærkt, fordi den falder sammen med dagene med den kraftigste nedbør (jf. Ezra 10,9), og også fordi indbyggernes boliger og klæder er bedre egnede til at udholde varme end kulde, er den laveste faktisk registrerede kulde kun 25 grader F, og frost forekommer måske kun et dusin nætter i et gennemsnitsår. I de regnløse sommermåneder stiger middeltemperaturen støt indtil august, hvor den når 73,1 grader F, men de dage med størst varme, med temperaturer til tider over 100 grader F i skyggen, forekommer almindeligvis i september. Midt på sommeren gør de kølige nordvestlige briser, som som regel blæser om eftermiddagen og først på natten, meget for at gøre livet sundt. De mest ubehagelige dage indtræffer i maj og fra midten af september til slutningen af oktober, når de tørre sydøstlige vinde--siroccoen--blæser varmt og kvælende ind over ørkenerne og til tider fører fint støv med sig i en mængde, der er tilstrækkelig til at frembringe en tydelig dis i atmosfæren. På sådanne tidspunkter hænger al vegetation slapt, og de fleste mennesker, især beboere der ikke er vokset op under sådanne forhold, lider mere eller mindre af nedtrykthed og legemligt ubehag; malariafeber, “sandfluefeber” og andre febersygdomme har tendens til at være særligt udbredte. “På den tid skal det siges .... til Jerusalem: En hed vind fra de nøgne højder i ørkenen mod mit folks datter, ikke til at vifte korn, ej heller til at rense” (Jer 4,11).

I sensommeren--undtagen under perioder med sirocco--forekommer der kraftig “dug” om natten, og sidst i september eller i begyndelsen af oktober falder den “tidlige” regn--ikke sjældent som tropiske skybrud ledsaget af torden. Efter dette kommer der ofte en tør periode på flere uger, og derefter falder vinterregnen i december, januar og februar. I nogle årstider giver en rigelig nedbør i marts indbyggerne særlig tilfredshed ved at fylde cisternerne sent på sæsonen og ved at frembringe en rigelig høst. Den gennemsnitlige nedbør er omkring 26 tommer, den højeste registrerede i byen 42,95 tommer i sæsonen 1877-78, og den laveste 12,5 tommer i 1869-70. En rigelig nedbør er ikke blot vigtig for oplagring, for genopfyldning af kilderne og for afgrøderne; da byens spildevand i vid udstrækning ophobes i de meget primitive afløb gennem hele den tørre årstid, kræves der en betydelig vandkraft for at føre det bort. Sne falder kraftigt i nogle sæsoner og forårsager betydelig ødelæggelse på de dårligt byggede tage og på træerne; i vinteren 1910-11 faldt der 9 tommer.

3. De naturlige kilder:

Der er kun én egentlig kilde i Jerusalems område, og selv den ville nogle autoriteter nægte betegnelsen sand kilde på grund af dens udsprings forholdsvis lave dybde; det er den periodiske kilde, der i dag er kendt som `Ain Umm edition deraj (bogstaveligt, “trinnenes moders kilde”), af de indfødte kristne kaldt `Ain Sitti Miriam (“fru Marias kilde”) og af europæere almindeligvis kaldt “Jomfruens kilde.” Alle arkæologiske vidnesbyrd peger på denne som den oprindelige tiltrækningskilde for de tidligste beboere på stedet; i Det Gamle Testamente er denne kilde kendt som GIHON (se dette). Vandet kommer frem i selve bunden, skønt tilsyneladende på vestsiden, af Kedrondalen omkring 300 yards stik syd for Charams sydmur. Adgangen til kilden går ned ad to trappeløb, et øvre på 16 trin, der fører til en lille plan platform, dækket af en moderne bue, og et nedre, smallere løb på 14 trin, som ender ved mundingen af en lille hule. Vandet har sit egentlige udspring i en lang spalte (måske 16 fod lang), der løber øst-vest i Kedrondalens klippebund, nu mange fod under den nuværende overflade. Den vestlige eller højere ende af spalten ligger lige ved hulens indgang, men det meste af vandet vælder frem fra den lavere og bredere del, som ligger under trinene. Når vandet er sparsomt, kryber kvinderne fra Siloam ned i hulrummet under trinene og fylder deres vandsække dér; på sådanne tidspunkter finder intet vand overhovedet vej ind i hulen. I den fjerne ende af hulen er åbningen til det system af gamle tunnel-akvædukter, som beskrives i VI nedenfor. Denne kilde er “periodisk”, idet vandet stiger hurtigt og vælder frem med betydelig kraft, flere gange i løbet af 24 timer efter regntiden og kun én eller to gange i den tørre tid. Denne “periodiske” tilstand ved kilder er ikke ualmindelig i landet og forklares ved ophobning af det underjordiske vand i bestemte hulrum eller revner i klippen, som tilsammen udgør et reservoir, der tømmer sig ved hævertvirkning. Når det ophobede vand når hævertens bøjning, begynder overløbet og fortsætter med at løbe, indtil reservoiret er tømt. Et sådant fænomen tilskrives naturligt nok overnaturlig indgriben af de uvidende--i dette tilfælde, blandt de moderne fellahin, en drage--og indfødte, især jøder, besøger selv i dag kilden på tidspunkter, hvor den løber over, for at opnå helbredelse. Om denne periodiske tilstand ved kilden er meget gammel, er det umuligt at sige, men da Hieronymus (Comm. in Esa, 86) omtaler den, var den sandsynligvis til stede på Det Nye Testamentes tid, og hvis det er tilfældet, har vi et stærkt argument for at finde “Betesda dam” her.

Se BETHESDA.

I oldtiden løb alt vandet ned gennem den åbne, klippefyldte dal, men på et tidligt tidspunkt blev der bygget en mur for at opdæmme vandet og omdanne kilden til en dam. Uden en sådan ordning kunne intet vand finde vej ind i hulen og tunnelerne. Tunnelerne, som beskrives nedenfor (VI), blev anlagt med det formål

(1) at nå vandforsyningen inde fra bymurene, og

(2) at forhindre jødernes fjender i at få adgang til vandet (2 Krøn 32,4).

Vandet fra denne kilde, skønt det bruges til alle formål af folket i Siloam, smager brakagtigt og indeholder en betydelig procentdel spildevand; det er helt uegnet som drikkevand. Denne tilstand skyldes uden tvivl den store udbredelse af spildevand, både bevidst (til vanding af haverne) og ubevidst (gennem utætte kloakker osv.), over den jord, der ligger oven på de klipper, hvorfra vandet strømmer. I tidligere tider var vandet bestemt renere, og det er også sandsynligt, at kilden var rigeligere, eftersom hundredvis af cisterner nu holder de vande fanget, som engang fandt vej gennem jorden til kildens dybe udspring.

Vandet fra Jomfruens Kilde finder vej gennem Siloam-tunnelen og ud ved `Ain Silwan (Siloams »kilde«), ind i Siloams dam, og fra denne kilde løber det ned i Kedrondalen for at vande de talrige køkkenhaver, der tilhører landsbyen Siloam (se SILOAM).

Den anden vandkilde i Jerusalem er den dybe brønd, der er kendt som Bir Eyyub, »Jobs brønd«, som ligger lidt neden for det sted, hvor Kedrondalen og Hinnom mødes. Efter al sandsynlighed har den sit moderne navn fra en legende i Koranen (sura 38,5.40-41), som fortæller, at Gud befalede Job at trampe med sin fod, hvorefter en kilde mirakuløst brød frem. Brønden, som helt var gået i glemme, blev genopdaget af korsfarerne i 1184 e.Kr. og renset af dem. Den er 125 fod dyb (ca. 38 m). Vandforsyningen i denne brønd er praktisk talt uudtømmelig, selv om kvaliteten ikke er bedre end i »Jomfruens Kilde«; efter flere dages kraftig regn løber vandet over under jorden og bryder frem nogle få meter længere nede i dalen som en lille bæk. Den fortsætter med at løbe i nogle dage efter et kraftigt regnfald er ophørt, og denne »strømmende Kedron« er en stor tiltrækning for Jerusalems indfødte beboere, som strømmer ud fra byen for at nyde det sjældne syn af rindende vand. Et sted i nærheden af Bir Eyyub må `En-Rogel have ligget, men hvis den engang var en virkelig kilde, ligger dens udspring nu begravet under den store masse affald, der er ophobet her (se EN-ROGEL).

Næsten 600 yards (ca. 550 m) syd for Bir Eyyub ligger et lille gruset bassin, hvor en lille kilde kaldet `Ain el Lozeh (»mandelkilden«) bryder frem, når Bir Eyyub løber over. Det er ikke en egentlig kilde, men skyldes noget af vandet fra Jobs brønd, som finder vej langs en gammel, klippehugget akvædukt på vestsiden af Wady en Nar og bryder frem her.

Det eneste andet mulige sted for en kilde i Jerusalems område er Chammam esh Shefa, »helbredelsens bad«. Dette er et underjordisk klippebassin i Tyropoiondalen, inden for bymurene, hvor vand samler sig ved nedsivning gennem byens affaldslag. Skønt det engang var et reservoir med sandsynligvis klippehuggede kanaler, der førte vand til det, er det nu en dyb brønd med buer opført over den i forskellige perioder, efterhånden som byens affald gennem århundrederne gradvis hobede sig op. Der er intet som helst bevis for, at der findes nogen naturlig kilde, og vandet er i den tørre årstid praktisk talt rent spildevand, skønt det bruges i et nærliggende tyrkisk bad.

G.A. Smith mener, at JACKAL'S WELL (se denne), som nævnes af Nehemias (2,13), og som må have ligget i Hinnoms dal, muligvis kan have været en midlertidig kilde, der opstod dér i nogle år som følge af et jordskælv, men det er yderst sandsynligt, at enhver brønd, der dengang blev gravet, ville ramme vand, som strømmede langs dalbunden. Der findes ingen sådan »kilde« eller »brønd« dér i dag.

III. Det naturlige sted.

Det moderne Jerusalem indtager en beliggenhed, der geografisk defineres som 31 grader 46 minutter 45 sekunder nordlig bredde og 35 grader 13 minutter 25 sekunder østlig længde. Det ligger midt på et nøgent og klippefyldt plateau, og dets omgivelser er et af de mest stenede og mindst frugtbare områder i de beboelige dele af landet, med lav, grå eller rødlig jord og mange fremspring af nøgen kalksten. Ligesom alle bjergskråninger med sydøstlig orientering er det så fuldstændigt udsat for sommersolens fulde glød, at stedet i sin naturlige tilstand ville være mere eller mindre goldt. I dag er der imidlertid, som følge af flittig dyrkning og hyppig vanding, frembragt en betydelig vækst af træer og buske i de hurtigt voksende forstæder. Det eneste frugttræ, der når fuldkommenhed omkring Jerusalem, er oliventræet.

1. Bjergene omkring:

Jerusalems beliggenhed er omsluttet af en ujævn trekant af højere bjergkamme: mod vest løber Judæas hovedkam, eller vandskel, som her gør en bue mod vest. Fra denne kam løber en udløber mod sydøst og øst og kulminerer lige øst for byen i Oliebjerget (se dette), næsten 2.700 fod over havet og omkring 300 fod over den gamle bys gennemsnitlige niveau. En anden udløber, kendt som Jebel Deir abu Tor, 2.550 fod høj, løber mod øst fra el Buqei`as plateau og ligger sydvest for byen; den er den traditionelle "Det onde råds høj". Byens område domineres således på alle sider af disse højere højdedrag -- "bjergene (der) omgiver Jerus" (Sl 125,2) -- så mens den gamle by på den ene side var skjult på enhver større afstand fra enhver retning undtagen sydøst, er det kun gennem denne åbne kløft mod ørkenen og Moabs bjerge, at man kan få et vidt udsyn. Dette mærkelige syn af ødemark og fjern bjergmur -- ofte af udsøgt skønhed i den nedgående sols lys -- må gennem alle tider have været den mest velkendte og den mest virkningsfulde landskabelige påvirkning for Jerusalems indbyggere.

2. Dalene:

Inden for de omgivende høje afgrænses selve byens område af to hoveddale. Den mod vest og sydvest begynder i en sænkning, som optages af den muslimske kirkegård omkring dammen Birket Mamilla. Dalen løber lige mod øst mod den moderne Jaffa-port og bøjer dér mod syd; i denne øvre del af sit løb er den kendt som Wady el Mes. I sit sydlige løb krydses den af en stor dæmning, langs hvilken den moderne Betlehemvej løber, og som omdanner et stort område af dalbunden til en stor dam, Birket es Sultan. Neden for denne bøjer dalen -- under navnet Wady er Rabadi -- mod sydøst, derefter mod øst og til sidst igen mod sydøst, indtil den nær Bir Eyyub slutter sig til den vestlige dal og danner Wady en Nar, 670 fod under sit udspring. Denne dal er meget almindeligt blevet identificeret som Hinnoms dal (se HINNOM, VALLEY OF).

Den østlige dal gør en videre bue. Den begynder højt oppe på plateauet nord for byen, nær det store vandskel, og sænker sig som en bred og åben dal i sydøstlig retning, indtil den, dér hvor den krydses af Den store nordvej og her er kendt som Wady el Joz ("Valnøddernes dal"), drejer mere direkte mod øst. Den krummer sig gradvis mod syd, og mens den løber øst for bymurene, får den navnet Wady Sitti Miriam ("Fru Marias dal"). Neden for tempelområdets sydøstlige hjørne, nær den traditionelle "Absaloms grav", bliver dalen hurtigt dybere og tager en retning lidt vest for syd. Den passerer "Jomfruens kilde", og en kvart mil længere nede slutter el Wad sig til den fra nord, og lidt længere fremme Wady er Rababi fra vest. Syd for Bir Eyyub fortsætter den dal, der dannes ved deres sammenløb, under navnet Wady en Nar til Det Døde Hav. Denne vestlige dal er den, der almindeligvis er kendt som Kedronbækken, eller kortere, "bækken" (hachal), eller kløften (se KIDRON), men fra det 5. århundrede og fremefter blev den af kristne kaldt Josafats dal (se JEHOSHAPHAT, VALLEY OF). Den klippefyldte landtunge, der er indesluttet mellem disse dybe kløfter, et område, groft sagt lidt over én mil langt og en halv mil bredt, er yderligere opdelt i en række særskilte høje af nogle lavere dale. Den mest fremtrædende af disse -- ja, den eneste, der i dag bemærkes af den overfladiske iagttager -- er den store centrale dal, som i nyere tid er kendt under det enkelte navn el Wad, "dalen". Den begynder i en svag sænkning i terrænet lidt nord for den moderne "Damaskus-port", og efter at være kommet ind i byen ved denne port bliver den hurtigt dybere -- et forhold, der i dag i høj grad skjules af den store ophobning af affald i dens løb. Den gennemskærer byen med Haram mod øst og de kristne og muslimske kvarterer på hurtigt stigende grund mod vest. Dens løb kan ses nær den babylonske es Silseleh, hvor den krydses af en gammel vejdæmning, men længere mod syd dukker dalen op igen med Harams mure (nær "klagestedet" og "Robinsons bue") mod øst og stejle klipper, som gennemskæres af huse i det jødiske kvarter, mod vest. Den forlader byen ved "Møgporten" og går i en åben bue mod øst, indtil den når Siloams dam, neden for hvilken den går over i Wady Sitti Miriam. Dette er hoveddalens løb, men en gren af stor betydning for byens gamle topografi begynder omtrent 50 yards vest for den moderne Jaffa-port og løber ned ad Suwaikat Allun, almindeligvis kendt af rejsende som "Davids gade", og derfra østpå langs Tarik bab es Silseleh, indtil den går over i hoveddalen. Hoveddalen regnes sædvanligvis for at være Tyropøon, eller "Ostehandlernes dal", hos Josefus, men nogle forfattere har forsøgt at begrænse navnet især til denne vestlige arm af den.

En anden indre dal, som snarere kendes på klippekonturerne end ved iagttagelser af overfladen, da den i dag for en stor del er fyldt op, skærer diagonalt hen over den moderne bys nordøstlige hjørne. Den har intet moderne navn, skønt den undertiden kaldes »Sankt Annas dal«. Den udspringer på plateauet nær »Herodes' port«, kendt som es Sahra, og idet den træder ind i byen omkring 100 yards øst for denne port, løber den syd-sydøst og forlader byen mellem Haramens nordøstlige vinkel og Den Gyldne Port, hvor den længere mod sydøst slutter sig til Kedrondalen. Birket Israel løber på tværs af denne dals bredde; den havde langt større indflydelse på bestemmelsen af byens gamle topografi, end man almindeligvis har erkendt. Der er en kunstigt anlagt dal mellem Haramen og bygningerne nord for den, og mange mener, at der findes en dal mellem den sydøstlige høj, som almindeligvis kaldes »Ofel«, og tempelområdet. Sådanne er altså de dale, store og små, hvorved de historiske høje, som byen stod på, afgrænses. Alle var, især i deres sydlige dele, betydeligt dybere i oldtiden, og nogle steder er de ophobede murbrokker 80 fod (ca. 24 m) eller mere. Alle var oprindelig regnbækkelejer, tørre undtagen umiddelbart efter kraftig regn. Det eneste stadige vandudløb er den sparsomme og afbrudte strøm, som løber over fra Siloams dam og bruges til at vande haverne i Wady Sitti Miriam.

3. Højene:

De østlige og vestlige dale isolerer en omtrent firkantet landtunge, der løber fra nordvest-vest til syd-sydøst og hælder, så den vender mod sydøst. Denne tunge underdeles yderligere af el Wad i to lange højderygge, som går over i hinanden på plateauet mod nord. Den vestlige højderyg har sin egentlige begyndelse betydeligt nord for den moderne mur og er en del af det højland, der ligger mellem den moderne Jaffa-vej mod vest og Kedrondalens begyndelse mod øst. Inden for bymurene når den op i en højde af 2.581 fod (ca. 787 m) nær det nordvestlige hjørne. Den deles af den vestlige gren af Tyropøondalen i to dele: en nordlig del — den nordvestlige høj — hvor Gravkirken og størstedelen af byens »kristne kvarter« ligger i dag, og en sydlig høj — den sydvestlige — som kun er forbundet med den nordvestlige høj ved en smal sadel, 50 yards bred, nær Jaffa-porten. Denne høj bærer citadellet (det såkaldte »Davids tårn«), kasernerne og det armenske kvarter inden for murene samt Coenaculum og de tilstødende bygninger uden for murene. Denne høj er fra 2.500 til 2.350 fod (ca. 762 til 716 m) høj langs sin top, men falder hurtigt på sin sydvestlige, sydlige og sydøstlige side. I sin centrale del falder den langt blidere mod den østlige høj på den anden side af den nu for en stor del opfyldte dal el Wad.

Den østlige højderyg kan regnes for at begynde ved den klippefulde høj el-Edhemiyeh — populært kendt som Gordons Golgata — men den brede rende, der her er fremkommet ved stenbrydning, tilslører dette noget. Højderyggen kan for nemheds skyld betragtes som bestående af tre dele: de nordøstlige, centrale eller central-østlige og sydøstlige toppe. Den nordøstlige høj inden for den moderne mur bærer det muslimske kvarter og når visse steder en højde på over 2.500 fod (ca. 762 m); den indsnævres til en ren hals nær »Ecce Homo«-buen, hvor den er forbundet med kasernerne på stedet for den gamle Antonia. Under den nuværende overflade er den her adskilt fra tempeltoppen ved en dyb klippegrav.

Den centrale, eller central-østlige, top er den, der fremtræder som es Sakhra, den hellige tempelklippe, som er 2.404 fod (ca. 733 m) høj. Dette er det højeste punkt, hvorfra terrænet hurtigt falder mod øst, vest og syd, men de naturlige konturer i det tilstødende terræn er stærkt tilsløret af de store underbygninger, som er blevet anlagt for at bære tempelplatformen.

Den skrånende, sydøstlige høj syd for tempelområdet synes i dag i hvert fald at have et jævnt fald fra 2.350 fod (ca. 716 m) lige syd for Haramens sydmur til lidt over 2.100 fod (ca. 640 m) nær Siloams dam. Den er en smal højderyg, der løber i en noget krummet retning, med en top omkring 200 fod (ca. 61 m) over Kedron og 100 fod (ca. 30 m) over Tyropøons leje. I længden er den ikke mere end 600 yards, i bredden, hvor den er bredest, kun 150 yards, men dens vigtigste kendetegn, dens naturlige styrke, er i dag stærkt tilsløret på grund af det affald, som skråner ned ad dens sider og for en stor del fylder de omgivende dale. I tidligere tider var mindst tre af dens sider beskyttet af dybe dale, og sandsynligvis var dens top på fuldt to tredjedele af omkredsen omgivet af naturlige klippeskrænter. Ifølge professor Guthe er denne høj adskilt fra det højere terræn mod nord af en sænkning, 12 fod dyb og 30-50 yards bred, men dette er ikke blevet bekræftet af andre iagttagere. En by, der dækker et så kuperet sted som dette, må altid have bestået, som den gør i dag, af huse anlagt i terrasser på stejle skråninger med trapper som gader.

IV. Jerusalems almindelige topografi.

Af den foregående beskrivelse af det »naturlige sted« vil det fremgå, at vi har at gøre med fem naturlige underafdelinger eller høje, to på den vestlige og tre på den østlige højderyg.

1. Josefus' beskrivelse:

Ved drøftelsen af topografien er det nyttigt at begynde med Josefus' beskrivelse, hvori han giver disse fem områder de navne, der var almindelige på hans tid (BJ, V, iv, 1.2). Han siger: »Byen var bygget på to høje, som ligger over for hinanden og har en dal til at skille dem ad .... Men Ostemagernes Dal, som den blev kaldt, og som var den, der adskilte den øvre bys høj fra den nedres, strakte sig så langt som til Siloam« (ibid., V, iv, 1). Her får vi det første fremtrædende fysiske træk, nemlig delingen af byområdet i to hovedhøje. Længere fremme i samme passage — en passage, må det indrømmes, som er noget dunkel — skelner Josefus dog mellem fem særskilte områder:

(1) Den øvre by eller den øvre markedsplads:

(Højen) »som bærer den øvre by, er meget højere og mere lige i sin længderetning. Derfor blev den kaldt kong Davids borg (phrourion) .... men af os kaldes den Den øvre markedsplads.« Dette er uden tvivl den sydvestlige høj.

(2) Akra og den nedre by:

»Den anden høj, som blev kaldt Akra og bærer den nedre by, var dobbeltkrummet« (amphikurtos). Beskrivelsen kan kun passe på den sydøstlige højs halvcirkelformede skikkelse, set fra »den øvre by«. Disse navne, »Akra« og »Den nedre by«, må derfor, med forbehold, anvendes om den sydøstlige høj.

(3) Tempelhøjen:

Josefus’ beskrivelse her er ejendommelig på grund af sin ubestemthed, men der kan ikke være tvivl om, hvilken høj han mener. Han skriver: »Over for denne ligger en tredje høj, men af natur lavere end Akra og tidligere skilt fra den anden af en flad dal. Men i de tider, da hasmonæerne regerede, fjernede de denne dal, fordi de ønskede at forbinde byen med templet; og ved at skære toppen af Akra ned gjorde de den lavere, så templet kunne være synligt hen over den.« Sammenligning med andre passager viser, at denne »tredje høj« er den central-østlige — »Tempelhøjen«.

(4) Bezetha:

»Det var Agrippa, som med denne mur (dvs. den tredje mur) indhegnede de dele, der var føjet til den gamle by, og som før havde været helt ubeskyttede; for efterhånden som byen blev mere folkerig, krøb den gradvist ud over sine gamle grænser, og de dele af den, som lå nord for templet og forbandt den høj med byen, gjorde den betydeligt større og bevirkede, at også den høj, som er den fjerde i rækken og kaldes ‘Bezetha’, blev beboet. Den ligger over for borgen Antonia, men er skilt fra den ved en dyb dal, som med vilje blev gravet. .... Denne nybyggede del af byen blev på vores sprog kaldt ‘Bezetha’, hvilket, hvis det oversættes til græsk, kan kaldes ‘Den nye by’.« Dette er tydeligvis den nordøstlige høj.

(5) Byens nordlige kvarter:

Af den beretning om murene, som Josefus giver, fremgår det, at den nordlige del af hans »første mur« løb langs den nordlige kant af den sydvestlige høj; den anden mur indesluttede den beboede del af den nordvestlige høj. Således skriver Josefus: »Den anden mur begyndte ved den port, som de kaldte Gennath, i den første mur, og idet den indesluttede kun det nordlige kvarter, nåede den frem til Antonia.« Dette område beskrives ikke som en særskilt høj, eftersom det beboede område, undtagen mod syd, ikke var afgrænset af naturlige dale, og desuden må det, ud over at dække den nordvestlige høj, have strakt sig ind i Tyropøon-dalen.

2. Sammenfatning af navnene på de fem høje:

Her har vi altså Josefus’ navne for disse fem distrikter:

(1) Den sydvestlige høj:

Den sydvestlige høj, »Den øvre by« og »Den øvre markedsplads«; også sammenfattende Phrourion, eller »Davids fæstning«. Fra det 4. århundrede e.Kr. har denne høj også været kendt som »Zion«, og på den står i dag det såkaldte »Davids tårn«, bygget på fundamenterne af to af Herodes’ store tårne.

(2) Den nordvestlige høj:

»Byens nordlige kvarter.« Dette distrikt synes ikke at have haft noget andet navn i Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente, skønt nogle af de ældre autoriteter ville placere »Akra« her (se nedenfor). I dag er det Jerusalems »kristne kvarter«, som har sit centrum omkring Gravkirken.

(3) Den nordøstlige høj:

»Bezetha« eller »Den nye by«, endnu nu et noget tyndt befolket område, har intet navn i den bibelske litteratur.

(4) Den central-østlige høj:

Josefus’ »tredje høj«, tydeligvis tempelstedet, som, som Josefus siger (BJ, V, v), »blev bygget på en stærk høj«. I tidligere tider var den »jebusitten Araunas tærskeplads«. Om spørgsmålet, hvorvidt den har noget krav på at være Morija i 1 Mos 22,2, sådan som den kaldes i 2 Krøn 3,1, se MORIJA. Tempelhøjen kaldes også i mange af de hebraiske skrifter Zion; om dette punkt, se ZION.

(5) Den sydøstlige høj:

Denne kalder Josefus »Akra« og »Den nedre by«, men mens disse navne på den ene side kræver en vis forklaring, er der andre navne, som på et eller andet tidspunkt er blevet anvendt om denne høj, nemlig »Davidsbyen«, »Zion« og »Ofel«. Disse navne for denne høj skal vi nu behandle i rækkefølge.

3. Akra:

Trods Josefus’ meget bestemte beskrivelse har der været betydelig meningsforskel om »Akra«s beliggenhed. Forskellige dele af den nordvestlige, den nordøstlige og den sydøstlige høj, ja endog selve den central-østlige, er blevet foreslået af tidligere autoriteter; men i stedet for at gennemgå de forskellige argumenter, som nu for en stor del er forældede, for andre foreslåede steder, vil det være bedre at behandle de positive argumenter for den sydøstlige høj. Josefus siger, at betegnelsen »Akra« på hans tid blev anvendt om den sydøstlige høj, men i henvisninger til den tidligere historie er det klart, at Akra ikke var en hel høj, men en bestemt fæstning (akra = »fæstning«).

(1) Den lå på det sted, eller på en del af det sted, som på makkabæernes tid blev anset for at have været “Davidsbyen”. Antiochos Epifanes (168 f.Kr.) “befæstede Davidsbyen med en stor og stærk mur, med stærke tårne, og den blev for dem en Akra” (1 Makk 1,33-36), efter at han havde ødelagt Jerusalem. Den frygtindgydende fæstning – fra da af kendt som “Akra” – blev en stadig trussel mod jøderne, indtil den omsider i 142 f.Kr. blev indtaget af Simon, som ikke blot jævnede hele fæstningen med jorden, men ifølge Josefus (Ant., XIII, vi, 7; B J, V, iv, 1) faktisk sænkede den høj, som den stod på. Han siger, at “de alle, idet de arbejdede ivrigt, nedbrød højen, og uden at ophøre med arbejdet nat og dag i tre hele år bragte den ned til et jævnt og ensartet skrånende niveau, så templet blev det højeste af alt, efter at Akra og højen, som den var bygget på, var blevet fjernet” (Ant., XIII, vi, 7). Den kendsgerning, at denne høj på Josefus’ tid tydeligvis var lavere end tempelhøjen, er i sig selv et tilstrækkeligt argument imod enhver teori, der vil placere Akra på de nordvestlige eller sydvestlige høje.

(2) Akra lå tæt ved templet (1 Makk 13,52), og fra dens mure kunne garnisonen faktisk se ned på det (1 Makk 14,36). Før højen blev sænket, skyggede den for tempelområdet (samme sted).

(3) Josefus identificerer den som i det mindste en del af den nedre by, som (se nedenfor) grænsede op til templet (jf. BJ, I, i, 4; V, iv, 1; vi, 1).

(4) Septuaginta identificerer Akra med Millo (2 Sam 5,9; 1 Kong 9,15-24; 2 Krøn 32,5).

Selv om man indrømmer, at syrernes oprindelige Akra lå på den sydøstlige høj, er det stadig forbundet med nogen vanskelighed at afgøre, hvor den stod, især fordi terrænets naturlige udformning, hvis Josefus’ udsagn er korrekte, er blevet stærkt ændret. Det mest fremtrædende punkt på den sydøstlige høj, i nærheden af Gihon, synes at have været optaget af jebusitternes fæstning ZION (se dette), men stedet for Akra kan næppe være identisk med denne, for den blev “Davidsbyen”, og her lå Davids og judæerkongernes ærede grave, som måtte være blevet ødelagt, hvis denne høj, som Josefus siger, blev sænket. Af denne og andre grunde må vi søge et sted længere mod nord. Sir Charles Watson (PEFS, 1906, 1907) har fremlagt stærke topografiske og litterære argumenter for at placere den der, hvor al-Aqsa-moskeen ligger i dag; andre forfattere hælder mere til at placere den længere mod syd, et sted i nærheden af det massive tårn, som Warren opdagede på “Ofel”-muren (se MILLO). Hvis Josefus’ beretning, skrevet to århundreder efter begivenhederne, skal tages bogstaveligt, er Watsons opfattelse den mest sandsynlige.

4. Den nedre by:

Josefus identificerede, som vi har set, sin tids Akra med den nedre by. Dette sidste er ikke et navn, der forekommer i Bibelen, fordi Det Gamle Testamentes navn for denne del, som det vil blive vist, var “Davidsbyen”. At Josefus med den nedre by mener den sydøstlige høj, fremgår af mange forhold. Den er faktisk byens laveste del sammenlignet med “den øvre by”, tempelhøjen og Bezetha; den er, som Josefus beskriver, adskilt fra den øvre by ved en dyb dal – Tyropoion; denne sydøstlige høj er “dobbeltkrummet”, sådan som Josefus beskriver, og endelig viser flere steder i hans skrifter, at den nedre by var forbundet med templet i den ene ende og Siloamdammen i den anden (jf. Ant, XIV, xvi, 2; BJ, II, xvii, 5; IV, ix, 12; VI, vi, 3; vii, 2).

I videre betydning må “den nedre by” have omfattet ikke alene den del af byen, der dækkede den sydøstlige høj op til tempelområdet, hvor paladserne lå (BJ, V, vi, 1; VI, vi, 3), og de velhavendes hjem, men også den del i Tyropoion-dalen fra Siloam op til “rådshuset”, som lå nær den nordlige “første mur” (jf. BJ, V, iv, 2), en del der uden tvivl var beboet af de fattigste.

5. Davidsbyen og Zion:

Det er klart (2 Sam 5,7; 1 Krøn 11,5), at jebusitternes borg “Zion” blev “Davidsbyen”, eller som G. A. Smith kalder den, “Davids borg”, efter at den var blevet erobret af hebræerne. Argumenterne for at placere “Zion” på den sydøstlige høj gives andetsteds (se ZION), men nogle få forhold, der især vedrører “Davidsbyen”, kan nævnes her: erobringen af jebusitterbyen ved hjælp af vandledningen (2 Sam 5,8), hvilket mest rimeligt forklares som “Warrens skakt” (se VII); henvisningerne til Davids opholdssted under hans flugt (2 Sam 15,23), og til at han sendte Salomo til Gihon for at blive kronet (1 Kong 1,33), samt det almindelige udtryk “op”, der bruges, når overførelsen af arken fra Davidsbyen til tempelhøjen beskrives (1 Kong 8,1; 2 Krøn 5,2; jf. 1 Kong 9,24), stemmer alle med denne opfattelse. Mere overbevisende er henvisningerne til Hizkijas akvædukt, som førte Gihons vande “ned på vestsiden af Davidsbyen” (2 Krøn 32,30); omtalen af Davidsbyen som beliggende ved siden af Shelah-dammen (eller Shiloah; jf. Es 8,6) og “kongens have” i Neh 3,15, samt Fontæneportens placering i dette afsnit og Neh 12,37; og udsagnet om, at Manasse byggede “en ydre mur til Davidsbyen, på vestsiden af Gihon” i nachal, dvs. Kedrondalen (2 Krøn 33,14).

Navnet synes at have fået en bredere betydning, efterhånden som byen voksede. Oprindeligt var “Davidsbyen” kun navnet på den jebusitiske fæstning, men senere blev det ensbetydende med hele den sydøstlige høj. På samme måde var Akra oprindeligt navnet på den syriske fæstning, men navnet blev udvidet til hele den sydøstlige høj. Josefus betragter “Davidsbyen” og “Akra” som synonyme og anvender navnet “den nedre by” på begge. Om navnene Ofel og Ophlas se OPHEL.

V. Udgravninger og oldsager.

I løbet af de sidste hundrede år har udforskninger og udgravninger foretaget af en række ingeniører og arkæologer tilvejebragt en enorm mængde iagttagelser til forståelsen af forholdene i det gamle Jerusalem. Nogle af de vigtigere er følgende: I 1833 foretog herrerne Bonorni, Catherwood og Arundale en første grundig opmåling af Charam (tempelområdet), et arbejde som blev grundlaget for alle efterfølgende kort i over et kvart århundrede.

1. Robinson:

I 1838, og igen i 1852, besøgte den berømte amerikanske rejsende og teolog E. Robinson, D.D., landet som repræsentant for et amerikansk selskab og foretog en række fremragende topografiske undersøgelser af dyb betydning for alle, der studerer Det Hellige Land, selv i dag.

I 1849 blev Jerusalem opmålt af løjtnanterne Aldrich og Symonds fra Royal Engineers, og de indsamlede data blev brugt til et kort, der blev udarbejdet af Van de Vilde og udgivet af T. Tobler.

I 1857 udgav en amerikaner, J.T. Barclay, endnu et kort over Jerusalem og dets omgivelser, "efter faktisk og minutiøs opmåling foretaget på stedet."

I 1860-1863 udforskede De Vogue, i forbindelse med nogle omfattende undersøgelser i Syrien, helligdommens område.

2. Wilson og fondet til udforskning af Israels land (1865):

I 1864-65 blev der i London nedsat en komité til at overveje Jerusalems sanitære forhold, især med henblik på at forsyne byen med en tilfredsstillende vandforsyning, og Lady Burdett-Coutts gav 500 pund til en ordentlig opmåling af Jerusalem og dets omgivelser som et indledende skridt. Kaptajn (senere generalløjtnant Sir Charles) Wilson, R.E., blev udlånt af Storbritanniens Ordnance Survey Department til formålet. Resultaterne af denne opmåling og af visse forsøgsudgravninger og iagttagelser, der blev gjort samtidig, var så opmuntrende, at "Fondet til udforskning af Israels land" blev stiftet i 1865, "med det formål at undersøge Det Hellige Lands arkæologi, geografi, geologi og naturhistorie."

3. Warren og Conder:

I 1867-70 udførte kaptajn (senere generalløjtnant Sir Charles) Warren, R.E., en række særdeles spændende og originale udgravninger over hele Jerusalems område, især omkring Charam. I 1872-75 ydede løjtnant (senere oberstløjtnant) Conder, R.E., i forbindelse med den store opmåling af det vestlige Israels land, yderligere bidrag til vores viden om Den Hellige By.

4. Maudslay:

I 1875 benyttede hr. Henry Maudslay lejligheden ved genopførelsen af "Biskop Gobats drengeskole" til at foretage en omhyggelig undersøgelse af de bemærkelsesværdige klippeudhugninger, som nu mere eller mindre er indarbejdet i skolebygningerne, og han foretog betydelige udgravninger; resultaterne blev beskrevet i PEFS (april 1875).

I 1881 foretog professor Guthe en række vigtige udgravninger på den sydøstlige høj, almindeligvis kaldet "Ofel," og også nær Siloamdammen; hans rapporter blev offentliggjort i ZDPV, 1882.

5. Schick:

Samme år (1881) blev den berømte Siloamindskrift opdaget og først rapporteret af Herr Baurath Schick, en beboer i Jerusalem, som fra 1866 til sin død i 1901 gjorde en lang række iagttagelser af største betydning for Jerusalems topografi. Han havde enestående muligheder for videnskabeligt at undersøge bygningerne i Charam, og resultaterne af hans studium af detaljerne på dette sted er indarbejdet i hans vidunderlige tempelmodel. Han udarbejdede også en detaljeret rapport om byens gamle akvædukter. Vigtigst af alt var de optegnelser, han så tålmodigt og trofast førte over klippeniveauerne i alle dele af byens område, hver gang gravning af fundamenter til bygninger eller andre udgravninger gav adgang til klippen. Hans bidrag til PEF og ZDPV løber op i hundredvis af artikler.

6. Clermont-Ganneau:

M. Clermont-Ganneau, som boede i Jerusalem i den franske konsulartjeneste, gjorde i mange år, fra 1880 og frem, et stort antal skarpsindige iagttagelser om Jerusalems og dets omgivelsers arkæologi, hvoraf mange blev udgivet af PEF. Et andet navn, der er hædret i forbindelse med det omhyggelige studium af Jerusalems topografi i omtrent den samme periode, er Selah Merrill, D.D., i mange år amerikansk konsul i Jerusalem.

7. Bliss og Dickie:

I 1894-97 gennemførte fondet til udforskning af Israels land en omfattende række udgravninger med henblik på særligt at fastslå forløbet af de gamle sydlige mure under ledelse af hr. T.J. Bliss (søn af Daniel Bliss, D.D., dengang præsident for Syrian Protestant College, Beirut), bistået af hr. A.C. Dickie som arkitekt. Efter at have fundet de begravede fundamenter af mure ved det sydøstlige hjørne, hvor "Maudslays skrænt" var blotlagt på den protestantiske kirkegård, fulgte Bliss og Dickie dem hele vejen til Siloamdammen, over Tyropøon og videre til "Ofel"--og også i andre retninger. Fund af stor interesse blev også gjort i nærheden af Siloamdammen (se SILOAM).

Efter disse udgravninger er en række private undersøgelser blevet foretaget af augustinerne på en stor ejendom, de har erhvervet på østsiden af den traditionelle Zionshøj.

I 1909-1911 foretog en gruppe englændere under kaptajn The Honorable M. Parker en række undersøgelser med meget omfattende tunneler på Ofelhøjen, umiddelbart oven over Jomfruens Kilde. Under deres arbejde rensede de hele Siloamakvædukten ud og fandt nogle nye passager; de rekonstruerede Siloamdammen, og de fuldførte Warrens tidligere undersøgelse i nærheden af det, der har været kendt som "Warrens skakt."

8. Arkæologiske selskaber i Jerusalem:

Der findes flere selskaber, som til stadighed er beskæftiget med at iagttage nye forhold i forbindelse med det gamle Jerusalems topografi, især den arkæologiske skole knyttet til University of Stephens under dominikanerne; den amerikanske arkæologiske skole; den tyske skole for bibelsk arkæologi under professor Dalman; og fondet til udforskning af Israels land.

VI. Byens mure og porte.

1. De eksisterende mure:

Selv om Jerusalems eksisterende mure i deres nuværende form kun går tilbage til Suleiman den Prægtiges dage, omkring 1542 e.Kr., er studiet af dem en nødvendig forudsætning for at forstå de gamle mure. De moderne mures samlede omkreds er 4.326 yards, eller næsten 2 1/8 mil; deres gennemsnitlige højde er 35 fod (ca. 10,7 m), og de har i alt 35 tårne og 8 porte — hvoraf én er muret til. De danner en grov firkant, hvor de fire sider vender mod kompassets verdenshjørner. Murværket er af forskellig art, og på alle sider er der tegn på, at de nuværende mure er et sammensat værk fra mange perioder. Den nordlige mur, fra nær det nordvestlige hjørne til et stykke øst for “Damaskusporten”, løber parallelt med, skønt noget inden for, en gammel grav, og både den og selve porten følger tydeligvis gamle linjer. De østlige og vestlige mure, som følger en overordnet retning langs kanterne af dybe dale, må mere eller mindre følge forløbet af tidligere mure. Den østlige mur, fra lidt syd for Stefansporten til det sydøstlige hjørne, indeholder mange gamle skifter, og den overordnede linje er mindst så gammel som Herodes den Stores tid; strækningen af den vestlige mur fra det såkaldte “Davidstårn” til det sydvestlige hjørne ligger helt sikkert langs en gammel linje og har bestået gennem meget mange århundreder. Denne murlinje fik lov at blive stående uden at blive ødelagt, da Titus jævnede resten med jorden. Ved det nordvestlige hjørne findes nogle rester, kendt som Kala`at Jalud (“Goliats borg”), som, skønt de for en stor del er middelalderlige, rummer en klippekerne og noget murværk fra herodiansk tid; de regnes almindeligvis for at være levnene af det høje tårn Psephinus.

2. Wilsons teori:

Den sydlige murs forløb har længe været et problem; det er bestemt ikke murlinjen fra tiden før Titus; den har ingen af de naturlige fordele, som de vestlige og østlige mure har, og der er ingen spor af nogen stor klippegrav som den, der findes mod nord. Den østlige ende er for en stor del bygget på de nederste skifter af Herodes’ sydlige mur til hans udvidede tempelplatform, og i den findes stadig, tilmuret, de tredobbelte, enkelte og dobbelte porte, som fører op til templet. Den uregelmæssige linje, som resten af denne mur følger, har først i nyere tid fået nogen forklaring. Sir Charles Wilson (Golgotha and the Holy Sepulchre) foreslår den sandsynlige forklaring, at murlinjen fra det sydvestlige hjørne til “Zionsporten” blev bestemt af den legionærlejr, som stod på den del af byen, der nu dækkes af kasernen og det armenske kvarter. Hvis man antager, at resterne af den første mur mod nord og vest blev udnyttet til denne befæstede lejr (fra 70-132 e.Kr.), og forudsætter, at lejren optog et areal på 50 acres (ca. 20 ha), sådan som det var tilfældet med forskellige europæiske romerske lejre, hvis rester er kendt, ville den sydlige lejr-mur have løbet langs den eksisterende sydmurs linje. Da denne befæstningslinje således var blevet valgt, synes den at være blevet fulgt gennem størstedelen af de følgende århundreder ned til moderne tid. Den linje, der forbinder den sydlige murs to yderpunkter, således bestemt henholdsvis af tempelplatformen og legionærlejren, var sandsynligvis den, som først blev fulgt af den sydlige mur i Hadrians by AElia.

3. Den eksisterende port:

Af de 8 eksisterende byporte findes der på vestsiden kun én, Babylonian el Khulil (“Hebrons port”), almindeligvis kendt blandt rejsende som Jaffaporten. Det er sandsynligvis stedet for flere tidligere porte. Mod nord er der 3 porte: Babylonian Abd'ul Kamid (opkaldt efter sultanen, som lod den lave), eller “Den nye port”; Babylonian el `amud (“Søjlernes port”), som nu almindeligvis kaldes “Damaskusporten”, men som i ældre tid snarere var kendt som “Skt. Stefans port”, og som, ud fra de eksisterende rester, klart er stedet for en tidligere portåbning; og endnu længere mod øst Babylonian es Sahirah (“Slettens port”), eller “Herodes’ port”. På østsiden er den eneste åbne port Babylonian el `Asbat (“Stammernes port”), almindeligvis kaldt af indfødte kristne Babylonian Sitti Miriam (“Fru Marias port”), men i europæiske rejsehåndbøger kaldt “Skt. Stefans port”. Lidt længere mod syd, nær det nordøstlige hjørne af Charam, ligger den store tilmurede byzantinske port, kendt som Babylonian edition Dahariyeh (“Erobrerens port”), men blandt europæere som “Den gyldne port”. Denne bygning er forskelligt blevet tilskrevet Justinian og Heraclius, men der findes massive blokke, som hører til en ældre bygning, og tidlig kristen tradition placerer templets “Skønne port” her. I den sydlige mur er der to byporte; den ene, uanselig og ringe, ligger midt i el Wad og er kendt som Babylonian el Mugharibeh (“Maurernes port”) og blandt europæere som “Møgporten”; den anden, som ligger på toppen af den vestlige høj, det traditionelle Zion, er den vigtige Babylonian Nebi Daoud (“Profeten Davids port”), eller “Zionsporten”.

Alle disse porte fik deres nuværende form på den tid, da murene blev genopbygget af Suleiman den Prægtige, men de vigtigere af dem ligger på stederne for tidligere porte. Deres navne har varieret meget, selv siden korsfarernes tid. De mange navne på disse forskellige porte — de har alle to eller tre i dag — og deres hyppige ændringer er værd at lægge mærke til i forbindelse med den kendsgerning, at nogle af portene i Det Gamle Testamentes historie synes at have haft to eller flere navne.

Som nævnt er forløbet af den nuværende sydmur resultatet af den romerske genopbygning af byen siden Titus' tid. Warren, Guthe, Maudslay og Bliss skylder vi en stor mængde sikker viden om dens ældre forløb. Disse udforskere har vist, at i hele den førromerske periode (og i mindst én periode siden) var den sydlige fortsættelse af de vestlige og østlige højdedrag, såvel som den brede dal imellem dem — et område, der nu kun er tyndt beboet — stedet for både det tættest befolkede liv og de mest bevægende scener i byens hebraiske historie. Den Hellige Gravs hellighed har fået bylivet til mere og mere at samle sig omkring denne helligdom og har derved i mange århundreder i høj grad forvirret den gamle topografi.

4. Begravede rester af tidligere mure:

(1) Warrens udgravninger afslørede: (a) en massiv mur af sten 46 fod (ca. 14 m) øst for Den Gyldne Port; ved sin nordlige ende buede den mod vest og fulgte de gamle klippekonturer på dette sted. Det er sandsynligt, at dette var byens østlige mur i førherodiansk tid. Desværre udelukker tilstedeværelsen af en stor muslimsk kirkegård uden for Charams østlige mur muligheden for flere udgravninger i dette område. (b) Vigtigere rester på den sydøstlige høj, almindeligvis kendt som “Ofel”. Her, begyndende ved Charams sydøstlige hjørne, afdækkede Warren en mur, 14 1/2 fod (ca. 4,4 m) tyk, som løb mod syd i 90 fod (ca. 27 m) og derefter mod sydvest langs højens kant i 700 fod (ca. 213 m). Denne mur, som viser mindst to byggeperioder, støder op til helligdomsmuren med en lige samling. Langs dens forløb fandt man 4 små tårne med et fremspring på 6 fod (ca. 1,8 m) og en facade fra 22 til 28 fod (ca. 6,7 til 8,5 m) bred, samt et stort hjørnetårn, der sprang 41 1/2 fod (ca. 12,6 m) frem fra muren og havde en facade på 80 fod (ca. 24 m). Facaden på dette store tårn består af sten, der er en til to fod høje og 2 eller 3 fod lange; det er grundlagt på klippe og står i en højde af 66 fod (ca. 20 m). Warren mener, at dette kan være ha-mighdal ha-yotse' eller “tårnet, som rager frem”, i Neh 3,25.

(2) I 1881 opsamlede professor Guthe brudstykkevise spor af denne bymur længere mod syd, og ved kaptajn Parkers udgravninger (1910-1911) er der fundet yderligere brudstykker af massive mure og en meget gammel port.

(3) Maudslays udgravninger fandt sted på den sydvestlige høj, på det sted der optages af “Bishop Gobat's School” for drenge, og på den tilstødende anglo-tyske kirkegård. Skolen er bygget over en stor masse af tilhugget klippe, 45 fod (ca. 14 m) i kvadrat, som hæver sig til en højde af 20 fod (ca. 6 m) fra en platform, der omgiver den, og som den er forbundet med ved en trappe hugget i klippen; på dette massive fundament må der have stået et stort tårn på det, der i oldtiden var byens sydvestlige hjørne. Fra dette punkt blev en klippeafskæring med vestvendt facade sporet 100 fod (ca. 30 m) nordpå mod murenes moderne sydvestlige hjørne, mens en klippeafskæring, nogle steder 40 fod (ca. 12 m) høj på den ydre eller sydlige side og mindst 14 fod (ca. 4,3 m) på den indre side, blev fulgt 250 fod (ca. 76 m) østpå, indtil den nåede et andet stort klippefremspring med en facade på 43 fod (ca. 13 m). Skønt der ikke blev fundet sten in situ, er det tydeligt, at sådanne store klippeudhugninger må have båret en mur og et tårn af usædvanlig styrke, og hundreder af massive, tilhuggede sten, som har hørt til denne mur, er nu indbygget i nabobygninger.

(4) Bliss' og Dickies arbejde begyndte ved den sydøstlige ende af Maudslays skrænt, hvor det ovennævnte massive fremspring til et tårn fandtes, og her fandt man flere skifter murværk, som stadig stod in situ. Dette tårn synes at have været det punkt, hvor to særskilte murlinjer skilte sig fra hinanden; den ene løb i nordøstlig retning, fulgte kanten af den sydøstlige høj og sluttede sig sandsynligvis til linjen for de moderne mure ved det ødelagte murværkstårn, der er kendt som Burj el Kebrit, og den anden løb mod sydøst ned mod Siloams dam, langs kanten af Wady er Rababi (Hinnom). Den førstnævnte af disse mure kan ikke være særlig gammel, på grund af forekomsten af sene byzantinske profiler i dens fundamenter. Coenaculum blev indlemmet i byen et sted omkring 435-450 e.Kr. (se IX, 55), og også i det 14. århundrede. Bliss anser det for sandsynligt, at dette er den mur, der blev bygget i 1239 af Frederik II, og det er bestemt den, der er afbildet på Marino Sanutos kort (1321 e.Kr.). Skønt disse murværksrester således er forholdsvis sene, var der nogle grunde til at mene, at en mur på et langt tidligere tidspunkt fulgte en lignende retning langs kanten af den sydvestlige høj; og det er en tiltalende teori, om end ikke støttet af noget særlig bestemt arkæologisk vidnesbyrd, at Salomos mur også fulgte denne hovedlinje. Muren, der løber mod sydøst fra tårnet langs kanten af Hinnoms kløft, er historisk af langt større betydning. Bliss' undersøgelser viste, at der her var rester, som tilhørte flere perioder og tilsammen dækkede betydeligt mere end et årtusind. Den øvre murlinje var af fint murværk, med sten på 1 fod gange 3 fod (ca. 30 cm gange 90 cm), smukt sammenføjet og fint tilhugget; nogle steder var denne mur grundlagt på resterne af den nedre mur, andre steder lå der et lag murbrokker imellem. Det er umuligt, at denne øvre mur kan være førromersk, og Bliss tilskriver den kejserinde Eudoxia (se IX, 55). Den nedre mur hvilede på klippen og viste mindst 3 byggeperioder. I den tidligste havde stenene brede kanter og var omhyggeligt sammenføjet uden mørtel. Dette kan have været Salomos værk eller en af de tidlige judæiske kongers. De senere rester har tydeligvis karakter af reparationer og omfatter de senere judæiske kongers arbejde og Nehemias' og alle murreparatørernes, frem til ødelæggelsen i 70 e.Kr. Med noget uregelmæssige mellemrum langs muren fandtes tårne med fremspring og bredde meget lig dem, der blev fundet på Warrens mur på den sydøstlige høj. Murfundamenterne blev sporet--bortset fra et mellemrum, hvor de gik under en jødisk kirkegård--hele vejen til Tyropoiondalens munding. Den øvre mur forsvandt (stenene var alle blevet fjernet til senere bygninger), før man nåede den jødiske kirkegård.

5. Den store dæmning i Tyropoion:

I de fleste perioder, om ikke ligefrem i alle, blev muren ført over Tyropoiondalens munding på en stor dæmning, hvis massive fundamenter stadig findes under jorden, omkring 50 fod (ca. 15 m) øst for den spinklere dæmning, som i dag bærer Birket el Kamra (se SILOAM). Denne gamle dæmning bar tydeligvis engang et bassin i Tyropoions munding, og den viste tegn på at have gennemgået forstærkning med støttepiller og andre ændringer og reparationer. Skønt det er klart, at Jerusalems sydmur gennem størstedelen af den jødiske historie, før og efter fangenskabet, krydsede over denne dæmning, fandt man rester af mure, som tydede på, at muren i hvert fald i én periode løb rundt om de to Siloamdamme og lod dem ligge uden for befæstningerne.

6. Ruiner af gamle porte:

I murstrækningen fra »Maudslays skrænt« til Tyropoiondalen fandt man rester af 2 byporte og usikre tegn på 2 andre. Ruinerne af den første af disse porte er nu indlemmet i den nye udvidelse af den anglo-tyske kirkegård. Porten havde dørtærskler med lejer, fra 4 perioder lagt oven på hinanden; indgangens bredde var 8 fod 10 tommer (ca. 2,69 m) i den tidligste periode og 8 fod (ca. 2,44 m) i den seneste. Murværkets karakter tydede på, at porten hørte til den øvre mur, som tilsyneladende helt og holdent stammer fra den kristne tidsalder. Hvis dette er tilfældet, kan dette ikke være »Dalporten« i Neh 3,13, selv om den tidligere port kan have ligget på dette sted. Bliss foreslår som en sandsynlig placering for denne port et mellemrum mellem de to tilstødende tårne IV og V, lidt længere mod øst.

En anden port var en lille, 4 fod 10 tommer (ca. 1,47 m) bred, kun markeret ved udhugningerne i klippen til dørlejerne. Den lå lidt vest for den byport, der nu skal beskrives, og både ud fra dens placering og dens ubetydelighed synes den ikke at have været en indgang til byen; den kan, som Bliss foreslår, have givet adgang til et tårn, der nu er ødelagt.

Den anden store byport blev fundet omkring 200 fod (ca. 61 m) syd for Birket el Kamra, tæt ved den gamle murs sydøstlige hjørne. De eksisterende rester er indbygget i mure fra den tidligere periode, men de tre over hinanden liggende dørtærskler med deres lejer--som i dag kan ses afdækket på stedet--markerer tre forskellige perioder af lang varighed. Porten gav adgang til den store hovedgade, der løb ned gennem Tyropøon; under den løb en stor klippeudhugget afløbskanal, som sandsynligvis gennemskar hele byens centrale dal. I de sidste to perioder, hvor porten var i brug, blev der opført et tårn--netop ved det sydøstlige hjørne--for at beskytte indgangen. De tidligste rester her hører sandsynligvis til de jødiske kongers tid, og det er meget sandsynligt, at vi her har den port, som Nehemias (3,13) kalder "Møgporten." Bliss mente, at det kunne være "Kildeporten" (Neh 3,15), som dog sandsynligvis lå længere mod øst, selv om Bliss ikke kunne finde nogen bevarede rester af den. Reparationerne og ændringerne her har været så omfattende, at dens forsvinden på ingen måde er overraskende. Kildeporten er næsten med sikkerhed identisk med "porten mellem de to mure," gennem hvilken Sidkija og hans krigsmænd flygtede (2 Kong 25,4; Jer 39,4; Jer 52,7).

7. Josefus' beskrivelse af murene:

Den mest bestemte beretning om de gamle mure er Josefus' (Jødernes Krig, V, iv, 1, 2), og selv om den først og fremmest henviste til de eksisterende mure på hans egen tid, er den et praktisk udgangspunkt for den historiske gennemgang. Han beskriver tre mure. Den første mur "begyndte mod nord ved tårnet kaldet Hippicus og strakte sig så langt som til Xystus, og derpå, idet den stødte til Rådshuset, endte den ved templets vestlige søjlegang." Om forløbet af denne del af muren er der ingen uenighed. Tårnet Hippicus lå tæt ved den nuværende Jaffaport, og muren løb herfra næsten ret mod vest til tempelområdet langs den sydlige kant af Tyropøons vestlige arm (se III, 2, ovenfor). Det er sandsynligt, at Karet edition Dawayeh, en gade der løber næsten parallelt med den nærliggende "Davids gade," men højt oppe over den, ligger over denne murs fundamenter.

8. Første mur:

Den må have krydset hoveddelen af Tyropøon nær Tarik bab es Silsilel og sluttet sig til de vestlige søjlegange tæt ved det sted, hvor Mechkemeh, det nuværende "Rådshus," ligger.

Josefus skildrer den første murs sydlige forløb sådan: "Den begyndte på samme sted (dvs. Hippicus) og strakte sig gennem et sted kaldet Bethso til essæernes port; og derefter gik den sydpå, idet dens bøjning lå oven for Siloam-kilden, og så bøjer den igen mod øst ved Salomos Dam og når så langt som til et bestemt sted, som de kaldte `Ophlas,' hvor den blev forbundet med templets østlige søjlegang." Selv om denne murs hovedforløb nu er blevet fulgt med hakke og skovl, er flere punkter stadig usikre. Bethso kendes ikke, men må have ligget tæt ved det sydvestlige hjørne, som, som vi har set, lå dér, hvor "Bishop Gobat's School" er i dag. Det er meget sandsynligt identisk med "Ovnenes Tårn" i Neh 3,11, mens "essæernes port" må have ligget nær ved, hvis den ikke var identisk med, "Dalporten" i 3,13. Josefus' beskrivelse synes bestemt at antyde, at Siloam-akvæduktens munding ("Siloam-kilden") og dammene begge lå uden for befæstningen. Ud fra disse tegn i de underjordiske rester har vi set, at dette var tilfældet i én periode. Salomos Dam er meget sandsynligt repræsenteret ved den moderne Birket el Khamra. Det er klart, at muren herfra til tempelplatformens sydøstlige hjørne fulgte kanten af den sydøstlige høj og længere mod nord faldt sammen med den gamle mur, som Warren udgravede. Som det vil blive vist nedenfor, var denne første mur byens hovedbefæstning fra Judas kongers tid og fremefter. På Josefus' tid havde denne første mur 60 tårne.

9. Anden mur:

Josefus' anden mur »begyndte ved den port, som de kaldte `Gennath,' og som hørte til den første mur; den omsluttede kun byens nordlige kvarter og nåede så langt som til borgen Antonia« (samme sted). I ingen del af Jerusalems topografi har der været større uenighed end om denne mur, både med hensyn til dens bue og med hensyn til tidspunktet for dens oprindelse. Desværre aner vi slet ikke, hvor »Gennath-porten« lå. Borgen Antonia kender vi. Linjen må have løbet i en buet eller zigzagformet retning fra et ukendt punkt på den første mur, dvs. mellem Jaffaporten og Haram, til Antonia. Et betydeligt antal autoriteter i fortiden og nogle få omhyggelige forskere i dag vil identificere denne murs almindelige forløb med den moderne nordmurs. De største indvendinger mod dette synspunkt er, at der ikke er blevet angivet noget virkelig tilfredsstillende alternativt forløb for den tredje mur (se nedenfor), og at den må have løbet langt nord for Antonia, et forløb som ikke synes at stemme med Josefus' beskrivelse, der siger, at muren »gik op« til Antonia. På den anden side er der aldrig fundet sikre rester af nogen bymur inden for den nuværende nordmur; fragmenter er blevet rapporteret af forskellige iagttagere (f.eks. det stykke, der omtales som den østlige mur til den såkaldte »Hizkijas dam«; se VII, ii, nedenfor), men i et område, der så ofte er blevet ødelagt og bebygget på ny — hvor efterspørgslen efter tilhuggede sten altid må have været stor — er det sandsynligt, at sporene, hvis de overhovedet er bevaret, er meget sparsomme. Dette er tilfældet med den sydmur, som Bliss udgravede (se VI), og dette nabolag har i mange århundreder ikke været bebygget. Det er ganske sandsynligt, at det område, der var indesluttet af den anden mur, kan have været ret lille, blot de bygninger, der lå samlet langs Tyropoiondalens sider. Dens 40 tårne kan have været små og bygget tæt sammen, fordi beliggenheden militært set var svag. Man må huske, at det var den utilfredsstillende tilstand af den anden mur, der gjorde en tredje mur nødvendig. Der er ingen absolut grund til, at den ikke kan have udelukket størstedelen af den nordvestlige høj — og dermed stedet for Gravkirken — men der er intet bevis for, at den gjorde det. Tidspunktet for den anden mur er ukendt (se nedenfor).

10. Den tredje mur:

Denne tredje mur, som blev påbegyndt efter Kristi tid af Herodes Agrippa I, beskrives mere detaljeret af Josefus. Den blev påbegyndt efter en omfattende plan, men blev ikke fuldført i sin oprindelige udformning, fordi Agrippa frygtede Claudius Cæsar, »for at han skulle få mistanke om, at en så stærk mur blev bygget for at skabe en eller anden ændring i de offentlige forhold« (Jewish Wars, V, iv, 2). Den var dog på belejringens tid over 18 fod bred (ca. 5,5 m) og 40 fod høj (ca. 12 m) og havde 90 vældige tårne. Josefus beskriver den som begyndende ved tårnet Hippicus (nær Jaffaporten), »hvor den nåede så langt som til byens nordlige kvarter og tårnet Psephinus.« Dette mægtige tårn, 135 fod højt (ca. 41 m), stod ved det nordvestlige hjørne og havde udsigt over hele byen. Fra det var der ifølge Josefus (Jewish Wars, V, vi, 3) ved solopgang udsigt til Arabien (Moab) og også til »de yderste grænser for hebræernes besiddelser ved havet mod vest.« Fra dette hjørne drejede muren mod øst, indtil den kom over for monumenterne for Helene af Adiabene, en oplysning som dog må læses i forbindelse med et andet sted (Ant., XX, iv, 3), hvor det siges, at denne grav »ikke lå mere end 3 stadier fra byen Jerusalem.« Muren »strakte sig derefter meget langt« og gik forbi kongernes gravhuler — som meget vel kan være de såkaldte »Salomos stenbrud« — og bøjede så ved »Hjørnetårnet«, ved et monument, der kaldes Valkerenes monument (ikke identificeret), og sluttede sig til den gamle mur ved Kedrondalen.

Den almindeligt accepterede teori er, at en stor del af denne murlinje er den, som den moderne nordmur følger, og at Kal`at el Jalud, eller snarere dets fundament, markerer stedet for Psephinus. Damaskusporten ligger helt sikkert på linjen af en tidligere port. »Hjørnetårnet« lå sandsynligvis omtrent dér, hvor den moderne Herodesport er, eller lidt længere mod øst, og murens forløb gik herfra meget sandsynligt langs den sydlige kant af »Sankt Annas dal« og sluttede sig til Harams nordøstlige hjørne lidt syd for den nuværende Stefansport. Dette murforløb passer godt med Josefus' beskrivelse. Hvis de såkaldte »Kongegrave« virkelig er dronning Helena af Adiabenes og hendes families grave, så er den angivne afstand på 3 stadier ikke så langt fra virkeligheden som afstanden til den moderne mur; afstanden er faktisk 3 1/2 stadier.

Andre, som følger den lærde dr. Robinson, finder det umuligt at tro, at murenes samlede omkreds var så lille, og vil føre den tredje mur betydeligt længere mod nord, så den moderne nordmurs generelle linje falder sammen med Josefus' anden mur. Tilhængerne af dette synspunkt peger på beskrivelsen af den vidtstrakte udsigt fra Psefinus og hævder, at dette forudsatte et sted på endnu højere grund, f.eks. dér hvor de nuværende russiske bygninger ligger. De hævder også, at udsagnet om, at muren kom »over for« dronning Helenas monument, bestemt må betyde meget nærmere dette monument end de nuværende mure. Dr. Robinson og andre, som har fulgt ham, har peget på forskellige fragmenter, som de hævder har været stykker af den manglende mur. Nærværende forfatter, som efter meget mange års ophold i Jerusalem har iagttaget de bygninger, der i de sidste 25 år er skudt op over det område, som denne murlinje hævdes at have løbet hen over, har aldrig set et spor af murfundamenter eller af en voldgrav, som i mindste grad var overbevisende; mens på den anden side dette område, der nu hurtigt dækkes af Jerusalems moderne forstad, næsten overalt under overfladen fremviser uberørt klippe. Der er intet bevis for flere bygninger end enkelte spredte romerske villaer med mosaikgulve. Nærværende forfatter er temmelig modvilligt kommet til den opfattelse, at bymurene aldrig lå længere mod nord end den linje, de følger i dag. Med hensyn til den indvending, der er blevet rejst, at der umuligt kunne have været plads nok mellem de to mure til »assyrernes lejr«, hvor Titus slog sin lejr (Jødernes krig, V, vii, 3), ville enhver sandsynlig linje for den anden mur efterlade et gennemsnit på 1.000 fod mellem de to mure, og i flere retninger betydeligt mere. Den sandsynlige placering af »assyrernes lejr« ville ifølge dette synspunkt være på den høje grund (den nordvestlige høj), som nu optages af det kristne kvarter i den moderne by. Spørgsmålet om, hvor stor Jerusalems befolkning var i denne periode, drøftes i IX, 49, nedenfor. Om byens andre store bygninger i denne periode, se også IX, 43-44, nedenfor.

11. Datering af den anden mur:

Når vi da tager Jerusalems mure, sådan som Josefus beskriver dem, kan vi arbejde os baglæns og se, hvordan murene løb i tidligere perioder. Den tredje mur vedkommer os ikke længere, da den blev bygget efter korsfæstelsen. Med hensyn til den anden mur er der stor meningsforskel om dens oprindelse. Nogle mener, ligesom Sir Charles Watson, at den ikke går længere tilbage end hasmonæerne; mens andre (f.eks. G.A. Smith), på grund af udtrykket i 2 Krøn 32,5 om, at Hizkija, efter at have udbedret muren, rejste »en anden mur udenfor«, mener, at denne mur går så langt tilbage som til denne konge. Beviserne er ikke afgørende, men det mest sandsynlige syn synes at være, at den »første mur«, som Josefus beskriver den, var den eneste murring fra Judas konger ned til det 2. århundrede f.Kr. og måske senere.

12. Nehemias' beretning om murene:

Den mest fuldstændige skriftlige beskrivelse, vi har af Jerusalems mure og porte, er den, Nehemias giver. Hans beretning er værdifuld, ikke alene som en optegnelse over, hvad han gjorde, men over hvad der havde været murenes tilstand før eksilet. Det er helt klart, at betydelige spor af de gamle mure og porte var tilbage, og at hans eneste bestræbelse var at genoprette det, der havde været før--selv om det frembragte en byindhegning, der var meget større end nødvendigt på hans tid. De relevante passager er Neh 2,13-15, beretningen om hans natlige ridt; 3,1-32, beskrivelsen af genopbygningen; og 12,31-39, de to processioners ruter ved indvielsen.

13. Dalporten:

I den første beretning får vi at vide, at Nehemias gik ud om natten gennem DALPORTEN (se denne), eller Gaj-porten, en port (det vil sige åbning) ind til Gaj Hinnom, og sandsynligvis ved eller nær den port, som Bliss opdagede i det, der nu er en del af den anglo-tyske kirkegård; han gik fra den til Møgporten, og herfra betragtede han byens mure.

14. Møgporten:

Denne kan med betydelig sikkerhed placeres ved de ødelagte fundamenter af en port, som Bliss opdagede ved byens sydøstlige hjørne. Murlinjen fulgte tydeligt den sydlige kant af den sydvestlige høj fra den anglo-tyske kirkegård til dette punkt. Han gik derpå videre til Kildeporten, hvis sted ikke er blevet genfundet, men da der må have løbet vand ud her (som i dag) fra Siloam-tunnelens munding, er den meget passende navngivet her.

15. Kildeporten:

I nærheden lå KONGENS DAM (se denne), sandsynligvis den dam--nu dybt begravet--som i dag repræsenteres af Birket el Kamra. Her synes Nehemias at have tænkt på at dreje ind i byen, »men der var ikke plads til, at dyret, jeg sad på, kunne komme frem« (2,14), så han gik op ad Nachal (Kidron), betragtede murene derfra og vendte derpå tilbage ad samme vej til Dalporten. Der er en anden mulighed, nemlig at Kongens Dam var dammen (som bestemt eksisterede) ved Gihon, i hvilket tilfælde Kildeporten også kan have været i dette kvarter.

Alt det arkæologiske materiale taler for, at muren på dette tidspunkt krydsede Tyropøons munding ved den store dæmning, og denne bygnings nærhed til Kildeporten ses i Neh 3,15, hvor vi læser, at Shallum byggede Kildeporten »og dækkede den og indsatte dens døre .... og dens slåer, og muren ved Shelah-dammen (se SILOAM) ved KONGENS HAVE (se denne), helt til trappen, der går ned fra Davidsbyen.« Alle disse steder lå tæt sammen ved el Wads munding.

Når vi går videre herfra, kan vi følge byens omkreds ud fra beretningerne om genopbygningen af murene i Neh 3,15 ff. Muren herfra blev ført »over for Davids grave«, som vi ved lå i den oprindelige »Davids by« oven for Gihon, forbi »dammen, som var blevet anlagt«, og »Gibborim-huset« (de mægtige mænd) – begge ukendte steder. Det er tydeligt, at muren føres langs kanten af den sydøstlige høj mod templet. Vi læser om to vinkler i muren – begge nødvendige på grund af de geografiske forhold – ypperstepræstens hus, »tårnet, der rager frem« (som man har ment blev afdækket af Warren), og Ofels mur (se OPHEL).

16. Vandporten:

Der nævnes også en Vandport på dette sted, netop hvor man ville forvente, at en vej førte fra tempelområdet ned til Gihon. Ud fra det store antal arbejdshold, der var i gang med byggeriet, kan man slutte, at ødelæggelsen af murene langs hele denne strækning fra Tyropøon til templet havde været særlig omfattende.

17. Hesteporten:

Når vi går videre mod nord, kommer vi til Hesteporten. Den lå tæt ved indgangen til kongens hus (2 Kong 11,16; 2 Krøn 23,15; Jer 31,40). Udtrykket, der bruges, »oven for« Hesteporten, kan antyde, at selve porten måske var uskadt; den kan have været en slags passage eller tunnel udhugget i klippen. Den kan ikke have ligget langt fra byens nuværende sydøstlige hjørne. Derfra »udbedrede præsterne, hver ud for sit eget hus« – disse menneskers huse lå øst for templet. Derefter kommer Hammifkad-porten (se HAMMIPHKAD, GATE OF), opgangen (eller »øverste rum«, randnote) ved hjørnet, og til sidst Fåreporten (se SHEEP GATE), som blev udbedret af guldsmedene og købmændene.

18. Fåreporten:

Denne sidste port var det punkt, hvorfra gennemgangen af udbedringerne blev fulgt. Henvisningerne, Neh 3,1; Neh 3,31; Neh 12,39, viser tydeligt, at den lå ved den østlige ende af nordmuren.

Detaljerne om portene og bygningerne i nordmuren, sådan som de beskrives af Nehemias, er vanskelige, og sikkerhed er umulig; denne side må nødvendigvis altid have været den svage side i forsvaret, fordi den ikke var beskyttet af nogen naturlig dal, eller i bedste fald kun af en meget ringe sådan. Som sagt kan vi ikke være sikre på, om Nehemias beskriver en mur, som på sine vestlige to tredjedele svarede til Josefus’ første eller anden mur. Hvis vi tager den første teori som sandsynlig, kan vi skitsere den således: Vest for Fåreporten nævnes to tårne (Neh 3,1; Neh 12,39). Af disse lå Hananel (se HANANEL) længere mod øst end Hammea (se HAMMEAH), og det synes desuden ud fra Zak 14,10 at have været byens nordligste punkt. Sandsynligvis stod der altså to tårne på den vigtige høj, hvor fæstningen Baris senere stod, og endnu senere Antonia. Ved Hammea-tårnet ville muren gå ned i Tyropøon for at møde den østlige ende af den første mur, hvor rådshuset stod på Josefus’ tid (BJ, V, iv, 2).

19. Fiskeporten:

Man mener almindeligvis, at Fiskeporten (se FISH GATE) (Neh 3,3; Neh 12,39; Zak 1,10; 2 Krøn 33,14) stod tværs over Tyropøon på omtrent samme måde, som den moderne Damaskusport gør nu, blot betydeligt længere mod syd. Den blev sandsynligvis kaldt sådan, fordi mændene fra Tyrus solgte deres fisk her (Neh 13,16). Den er meget sandsynligt identisk med »Mellemporten« i Jer 39,3. Med dette område forbindes Mishneh (se MISHNEH) eller »andet kvarter« (Ze 1,10 randnote) og Maktesh (se MAKTESH) eller »morter« (Ze 1,11).

20. »Den gamle port«:

Den næste port mod vest, efter tilsyneladende et betydeligt mellemrum, oversættes i de engelske bibelversioner som »den gamle port« (se OLD GATE), men mere korrekt er det »porten til den gamle ....«; hvilket ord der således bestemmes, er usikkert. Neh 3,6 randnote foreslår »gamle by« eller »gamle mur«, mens Mitchell (Wall of Jerusalem according to the Book of Neh) foreslår »gamle dam« og opfatter den pågældende dam som den såkaldte »Hizkijas dam«. Ifølge det synspunkt, der her er antaget, nemlig at Nehemias’ beretning kun henviser til den første mur, ville udtrykket »gamle mur« være særligt passende, eftersom der her må have været en del af den første mur, som uændret gik tilbage til Salomos tid. Vestmuren var i en længde af 400 alen (ca. 180 m) blevet genopbygget efter dens ødelæggelse ved Joash, Israels konge (se IX, 12, nedenfor), og Manasse havde udbedret hele muren fra Gihon rundt mod nord og derefter vestpå til Fiskeporten. Denne port er også blevet identificeret med Sha`ar ha-Pinnah, eller »Hjørneporten«, i 2 Kong 14,13; 2 Krøn 25,23; Jer 31,38; Zak 14,10, og med Sha`ar ha-Ri'shon, eller »Første port«, i Zak 14,10, som identificeres som den samme som Hjørneporten; faktisk er ri'shon (»første«) sandsynligvis en tekstfejl for yashan (»gammel«). Hvis dette er tilfældet, må denne »port til det gamle« eller »Hjørneporten« have stået nær byens nordvestlige hjørne, et sted i nærheden af den nuværende Jaffaport.

21. Efraims port:

Den næste port, der nævnes, er Efraims port (Neh 12,39), som ifølge 2 Kong 14,13; 2 Krøn 25,23 lå 400 alen eller 600 fod (ca. 180 m) fra Hjørneporten. Den må have ligget et sted på vestmuren; det er næppe muligt at tro, som nogle forfattere vil antyde, at der ikke skulle have været en eneste port mellem Hjørneporten nær det nordvestlige hjørne og Dalporten på sydmuren.

22. Ovnenes tårn:

Den »brede mur« synes at svare til den sydlige strækning af den vestlige mur så langt som til »Ovnenes tårn«, som sandsynligvis var det yderst vigtige hjørnetårn, der nu er indbygget i »Bishop Gobat's School«. Denne murring opfylder ret godt alle betingelserne; vanskelighederne ligger især mod nord og vest. Det er et problem, hvordan Efraimsporten kan være udeladt i beretningen om reparationerne, men G.A. Smith foreslår, at den kan være antydet ved udtrykket »statholderens trone hinsides floden« (Neh 3,7). Se dog Mitchell (loc. cit.). Hvis teorien accepteres, at den anden mur allerede fandtes, må Hjørneporten og Fiskeporten placeres længere mod nord.

23. Benjaminsporten:

I Det Gamle Testamente, som i senere tider, synes nogle af portene at have fået forskellige navne til forskellige tider. Således synes Fåreporten ved den nordøstlige vinkel at være identisk med Benjaminsporten eller den øvre Benjaminsport (Jer 20,2; Jer 37,13; Jer 38,7); profeten var tilsyneladende på vej ad den nærmeste vej til sit hjem i Anatot. I Zak 14,10 angives byens bredde, hvor profeten skriver: »Hun skal løftes op og bo på sit sted, fra Benjaminsporten til stedet for den første port, til hjørneporten.«

24. Templets øvre port:

Templets øvre port (2 Kong 15,35; 2 Krøn 27,3; sammenlign 2 Krøn 23,20; Ez 9,2) er sandsynligvis et andet navn for den samme port. Man må huske, at portene, som udgravninger har vist os, blev holdt på et minimum på befæstede steder: de var svage punkter.

Den generelle linjeføring af mure og porte, som således er fulgt, er i hovedsagen den, der fandtes fra Nehemias' tid tilbage til det tidlige judæiske kongedømme og muligvis til Salomo.

25. De tidligere mure:

Om de forskellige ødelæggelser og reparationer, som fandt sted i kongedømmets tid, gives en tilstrækkelig redegørelse nedenfor i IX, om historien. Salomo var sandsynligvis den første, der indlemmede den nordvestlige høj inden for murene, og ham tilskrives sædvanligvis hele den nordlige og vestlige strækning af »den første mur«; om hans mur løb ned til Tyropøon-dalens munding eller kun fulgte kanten af den nordvestlige højs top, er usikkert, men den sidstnævnte opfattelse er sandsynlig. David blev beskyttet af jebusitternes stærke befæstninger, som sandsynligvis kun omsluttede den sydøstlige høj; han føjede borgen MILLO (se denne) til forsvarsværkerne. Det er meget muligt, at den oprindelige jebusitiske by kun havde én port, mod nord (2 Sam 15,2), men byen må være vokset ud over sine snævre grænser under Davids regering og have haft brug for et udvidet og stærkt forsvar, sådan som Salomo skabte det, for at sikre hovedstaden. Om murenens vekslende historie og placering i den efterbibelske periode, se IX (»Historie«) nedenfor.

VII. Antikvariske levn forbundet med vandforsyningen.

I en by som Jerusalem, hvor problemet med vandforsyning altid må have været et af de største, er det kun naturligt, at nogle af de ældste og vigtigste anlæg har samlet sig omkring den. De tre forsyningskilder har været

(1) kilder,

(2) cisterner,

(3) akvædukter.

1. Gihon: den naturlige kilde:

(1) De naturlige kilder er blevet beskrevet i II, 3; men forbundet med dem, og især med byens største og mest ærede kilde, Gihon, findes der visse antikvariske levn af stor interesse.

(a) »Jomfruens kilde«, det gamle Gihon, udspringer, som beskrevet (II, 3), i en klippespalte i bunden af Kidrondalen; under naturlige forhold ville vandet løbe langs dalbunden, som nu ligger dybt begravet under affaldslag fra den gamle by, og uden tvivl levede de tidligste bosættere, da de indrettede deres boliger i hulerne (som er blevet udgravet) på dalens sider nær kilden, sammen med deres hjorde på bredden af en rindende vandstrøm i en afsides dal blandt vandløse høje. Fra en forholdsvis tidlig periode — i det mindste 2000 f.Kr. — blev der imidlertid gjort forsøg på at holde noget af vandet tilbage, og en solid stendæmning blev bygget, som omdannede kilderne til en dam af betydelig dybde. Enten da eller noget senere blev der foretaget udgravninger i klipperne, som ragede ud over dammen, hvorved i det mindste noget af dette vand blev ført ved hjælp af en tunnel ind i hjertet af den sydøstlige høj, »Ofel«, så kilden kunne nås inde fra bymurene. Der findes i dag to tunnelsystemer, som sædvanligvis samles under navnet »Siloam-akvædukten«, men de to systemer ligger sandsynligvis mange århundreder fra hinanden i alder.

2. Kana'anæernes akvædukt:

Den ældre tunnel begynder i en hule nær kilden og løber derpå mod vest over en strækning på 67 fod (ca. 20 m); ved tunnelens inderste ende findes en lodret skakt, som stiger over 40 fod (ca. 12 m) og munder ud i en høj, klippeudhugget passage, der med en svag sidekrumning løber mod nord i retning af overfladen. Den øverste ende er delvis blevet ødelagt, og taget, som var styrtet sammen, blev for længe siden delvis genopbygget med en murstensbue. I denne del af passagen afbrydes gulvet brat i hele sin bredde af en dyb kløft, som Warren delvis udgravede, men som Parker siden afgørende har vist ender blindt. Det er klart, at dette store galleri, som er 8 til 9 fod bredt (ca. 2,4-2,7 m) og nogle steder lige så højt eller højere, blev anlagt (muligvis med udnyttelse af en naturlig hule under arbejdet) for at sætte indbyggerne i den ovenfor liggende, befæstede by i stand til at nå kilden. Det er i virkeligheden et arbejde af samme art som den store vandpassage ved GEZER (se denne), der begyndte i en klippeudhugget grube på 26 fods dybde (ca. 7,9 m) og førte nedad med trin til en dybde af 94 fod 6 tommer (ca. 28,8 m) under klippeoverfladens niveau; den skrånende passage var 23 fod høj (ca. 7 m) og 13 fod bred (ca. 4 m). Denne passage, som med sikkerhed kunne dateres til før 1500 f.Kr. og næsten sikkert så tidligt som 2000 f.Kr., blev udhugget med flintknive og blev tilsyneladende udelukkende lavet for at nå en stor underjordisk vandkilde.

3. Warrens skakt:

Opdagelsen af denne brøndpassage i Gezer har kastet et vældigt lys over “Warrens skakt” i Jerusalem, som synes at være blevet lavet med nøjagtig samme formål. Den førnævnte kløft kan have været et forsøg på at nå kilden fra et højere punkt, eller den kan være blevet lavet, eller senere tilpasset, for at forhindre indtrængen i byen gennem tunnelsystemet. Denne passage er efter al sandsynlighed den “vandledning” (tsinnor) i 2 Sam 5,8, som Joab og hans mænd (1 Krøn 11,6) tilsyneladende i hemmelighed kom op ad; de må have vadet gennem vandet ved kilden, besteget den lodrette skakt (en bedrift, som i 1910 blev udført af nogle britiske officerer uden nogen hjælp fra stiger) og derpå banet sig vej ind i byens hjerte langs den store tunnel. At dømme efter den tilsvarende vandtunnel i Gezer kan dette store anlæg ikke blot have eksisteret på Davids tid, men kan være blevet anlagt så meget som 1.000 år tidligere.

4. Hizkijas “Siloam”-akvædukt:

Den egentlige Siloam-tunnel er et betydeligt senere arbejde. Den forgrener sig fra den ældre akvædukt på et punkt 67 fod fra indgangen, og efter at have løbet i et yderst bugtet forløb på 1.682 fod (ca. 513 m) munder den ud i Siloam-dammen (samlet længde 1.749 fod, ca. 533 m). Hele kanalen er udhugget i klippen; den er 2 til 3 fod bred (ca. 0,6-0,9 m) og varierer i højde fra 16 fod (ca. 4,9 m) ved den sydlige ende til 4 fod 6 tommer (ca. 1,37 m) på det laveste punkt, nær midten. Denne tunnels tilstand er for nylig blevet stærkt ændret ved, at kaptajn Parkers ekspedition har fjernet århundreders ophobede slam; før dette kunne dele af kanalen kun gennemgås med den største vanskelighed og ubehag. Konstruktionens primitive karakter ses af de mange falske passager, der blev lavet, og også af de vidtstrakte kurver, som i høj grad øger dens længde. Det sidste kan også delvis skyldes, at arbejderne fulgte linjer med bløde lag. M. Clermont-Ganneau og andre har ment, at en eller flere af de store kurver kan være lavet med vilje for at undgå Judas kongers grave. Metoden for tunnelens anlæggelse fortælles i Siloam-indskriften (se SILOAM). Den blev påbegyndt samtidigt fra hver ende, og de to hold mødtes i midten. Det er bemærkelsesværdigt, at der kun er en niveauforskel på én fod mellem enderne; men den store højde ved den sydlige ende skyldes sandsynligvis en sænkning af gulvet her, efter at gennembruddet var sket. Det er praktisk talt sikkert, at dette store arbejde er det, der henvises til i 2 Kong 20,20: “Men resten af Hizkijas gerninger og al hans styrke, og hvordan han lavede dammen og vandledningen og førte vand ind i byen, står det ikke skrevet i Judas kongers krønikebog?” Og i 2 Krøn 32,30: “Den samme Hizkija standsede også den øvre kilde til Gihons vand og førte det lige ned på vestsiden af Davids by.”

5. Andre akvædukter ved Gihon:

Foruden disse to ledninger, som har direkte bibelsk interesse, findes der rester af mindst to andre akvædukter, der har deres udspring ved Jomfrukilden--den ene en kanal dybt udhugget i klippen langs vestsiden af Kedrondalen, fundet af kaptajn Parker, og den anden en opmuret kanal, foret med meget god cement, som begynder på et lavere niveau end nogen af de andre ledninger tæt ved den førnævnte klippespalte, hvorfra vandet stiger op, og løber i en meget bugtet retning langs Kedrons vestside. Denne har nærværende forfatter beskrevet i PEFS, 1902. En af disse, måske mere sandsynligt den førstnævnte, kan være den ledning, der omtales som Shiloah (shiloach), eller “ført” (Es 8,6), før opførelsen af Hizkijas anlæg (se SILOAM).

Der findes andre huler og klippeudhuggede kanaler omkring det gamle Gihon, som ikke kan beskrives fuldt ud her, men som i rigt mål bekræfter stedets hellighed.

6. Bir Eyyub:

(b) Bir Eyyub har en dybde på 125 fod (ca. 38 m); vandet samler sig i bunden i et stort klippeudhugget kammer, og det er klart, at den på et eller andet tidspunkt er blevet gjort dybere, for i en dybde af 113 fod (ca. 34 m) findes der et opsamlingskammer, som nu er erstattet af det dybere. Forskellige klippeudhuggede passager eller trapper blev fundet af Warren i nærheden af denne brønd.

7. Forskellige slags cisterner:

(2) Cisternerne og vandbeholderne.--Ethvert gammelt sted i bjerglandet i Israels land er gennemhullet af cisterner til opbevaring af regnvand. I Jerusalem har den private beboer i meget mange århundreder i høj grad været afhængig af det vand, der blev opsamlet fra husets tag, til alle husholdningsformål. Sådanne cisterner ligger enten under eller ved siden af boligen. Mange af de tidligste af disse udgravninger er flaskeformede, med en forholdsvis smal munding hugget gennem den hårde Mizzeh og en stor, afrundet udgravning lavet i den underliggende Melekeh (se II, 1 ovenfor). Andre gamle cisterner er hulrum hugget i klippen, af uregelmæssig form, med et tag af hårdere klippe og ofte flere åbninger. De senere former er overdækkede med hvælv og er enten hugget i klippen eller undertiden delvis bygget i det overliggende affaldslag.

Til mere offentlige formål blev der lavet store cisterner i Charam, eller tempelområdet. Omtrent 3 dusin er kendt og opmålt; den største beregnes at kunne rumme 3.000.000 gallons. Sådanne anlæg blev hovedsagelig lavet til det religiøse ritual, men, som vi skal se, er de blevet forsynet fra andre kilder end regnfaldet. I mange dele af byen er der blevet anlagt åbne vandbeholdere; en sådan beholder kendes på arabisk som en birkeh, eller, efterfulgt af en vokal, birket. For de flestes vedkommende er der betydelig tvivl om deres anlæggelsestidspunkt, men sandsynligvis er ingen af dem, i deres nuværende form i hvert fald, ældre end den romerske periode.

8. Birket Israel:

Inden for bymurene er det største reservoir Birket Israel, som strækker sig fra Charams nordøstlige hjørne vestpå i 360 fod (ca. 110 m). Det er 125 fod bredt (ca. 38 m) og var oprindelig 80 fod dybt (ca. 24 m), men er i de senere år i høj grad blevet fyldt op af byens affald. Den østlige og vestlige ende af denne dam er delvis hugget i klippen og delvis murværk; murværket i den førstnævnte ende er en stor dæmning, 45 fod tyk (ca. 14 m), hvis nederste del er sammenhængende med tempelområdets gamle østlige mur. Dammens sider er helt af murværk, fordi dette reservoir er bygget på tværs af den dal, der før (III, 2) blev omtalt som "Sankt Annas dal." Andre dele af denne dal er fyldt med murbrokker til en dybde af 100 fod (ca. 30 m). Reservoirets oprindelige bund er dækket af et lag på omtrent 19 tommer (ca. 48 cm) af meget hård beton og cement. Der var en stor ledning ved dammens østlige ende, bygget af massive sten og forbundet med dammen ved en gennemboret sten med tre runde huller på 5 1/2 tomme (ca. 14 cm) i diameter. Placeringen af dette udløb viser, at alt vand over en dybde på 22 fod (ca. 6,7 m) må være løbet bort. Nogle autoriteter mener, at denne dam var fra før eksilet. Af tidlige kristne pilgrimme blev den identificeret som "Fåredammen" i Joh 5,2, og i en senere periode, indtil ganske nyere tid, antog man, at den var Betesda Dam.

9. Betesda Dam:

Opdagelsen for nogle år siden af den længe forsvundne Piscina i nærheden af "Annas kirke", som uden tvivl var Betesda Dam fra det 5. århundrede e.Kr., har fået denne identifikation til at blive opgivet.

Se BETHESDA.

10. Tvillingedammene:

Vest for Birket Israel ligger "tvillingedammene", som strækker sig ind under vejbanen i nærheden af "Ecce Homo"-buen. Den vestlige er 165 fod gange 20 fod (ca. 50 × 6 m) og den østlige 127 fod gange 20 fod (ca. 39 × 6 m). M. Clermont-Ganneau anser dem for at være identiske med Josefus' Struthius-dam (BJ, V, xi, 4), men andre, som tager i betragtning, at de faktisk er anlagt i Antonias voldgrav, daterer deres oprindelse senere. I forbindelse med disse damme blev der i 1871 opdaget en stor akvædukt, 2 1/2-3 fod bred (ca. 0,8-0,9 m) og nogle steder 12 fod høj (ca. 3,7 m), som løb fra området ved Damaskusporten--men er ødelagt længere mod nord--og fra dammene løber en anden akvædukt i retning af Charam.

11. Birket Hammam el Batrak:

På den nordvestlige høj, mellem Jaffaporten og Gravkirken, findes der et stort åbent reservoir, kendt af byens nutidige indbyggere som Birket Kammam el Batrak, "Patriarkbadets dam." Det er 240 fod langt (nord til syd) (ca. 73 m), 144 fod bredt (ca. 44 m) og 19-24 fod dybt (ca. 5,8-7,3 m). Cementbeklædningen på bunden er revnet og praktisk taget ubrugelig. Den østlige mur ved denne dam er særlig massiv og danner fundament for den bemærkelsesværdigt jævne gade Karet en Nasara, eller "Kristengaden"; det er en ikke usandsynlig teori, at dette faktisk er et fragment af den længe eftersøgte "anden" mur. Hvis det er tilfældet, kan dammen, som det er bevist engang strakte sig 60 fod (ca. 18 m) længere mod nord, oprindelig være blevet anlagt som en del af voldgraven. På den anden side synes denne dam at have været Amygdalon-dammen, eller "Tårnets dam" (berekhath ha-mighdalin), nævnt af Josefus (Jewish Wars, V, xi, 4), som var skueplads for den 10. legions aktiviteter, og dette synes uforeneligt med den foregående teori, eftersom de beskrevne begivenheder synes at forudsætte, at den anden mur løb uden for dammen. Det populære rejsenavn "Hizkijas dam", som er givet dette reservoir, skyldes en teori, der nu er ganske miskrediteret, nemlig at dette er den dam, der omtales i 2 Kong 20,20: "Han lavede dammen og ledningen og førte vand ind i byen." Andre tidligere topografer har identificeret den som den "øvre dam" i Es 7,3; Es 36,2.

12. Birket Mamilla:

Birket Kammam el Batrak forsynes med vand fra Birket Mamilla, omkring 1/2 mil mod vest. Dette store bassin, 293 fod langt, 193 fod bredt og 19 1/2 fod dybt, ligger midt i en stor muslimsk gravplads ved begyndelsen af Wady Mes, den første begyndelse af Wady er Rababi (Hinnom). Akvædukten, som forbinder de to bassiner, udgår fra den østlige ende af Birket Mamilla, løber i et noget snoet forløb og går ind i byen nær Jaffaporten. Akvædukten er i dårlig stand, og det vand, den fører, især under kraftig regn, er urent. I middelalderen mente man, at dette var »Gihons øvre dam« (se GIHON), men denne og ligeledes »landevejen ved BLEGERENS MARK« (se dette) placeres nu andre steder. Wilson og andre har foreslået, at det er Josefus' »Slangedam« (Jewish Wars, V, iii, 2). Titus jævnede »alle stederne fra Skopus til Herodes' monument, som støder op til dammen, der kaldes Slangens«. Som med mange sådanne identifikationer er der ikke særlig meget at sige for eller imod den; det er sandsynligt, at dammen fandtes på belejringens tid. Det er sandsynligt, at dette er Talmuds Beth Memel (den babyloniske Talmud, `Erubin 51 b; Sanhedrin 24 a; Bere'shith Rabba' 51).

13. Birket es Sultan:

Birket es Sultan er et stort bassin--eller, strengt taget, en indhegning--555 fod fra nord til syd og 220 fod fra øst til vest. Det afgrænses mod vest og nord af en stor bue i lavniveau-akvædukten, mens den løber langs med og derefter tværs over Wady er Rababi. Den sydlige side består af en massiv dæmning tværs over dalen, over hvilken kørevejen til Betlehem går. Navnet kan enten betyde den »store« dam eller være forbundet med den kendsgerning, at den blev genopbygget i det 16. århundrede af sultanen Suleiman ibn Selim, sådan som det er nedskrevet i en indskrift på en vejfontæne på den sydlige mur. Denne dam er registreret i Den Hellige Gravs kartularium som Lacus Germani, efter navnet på en ridder, Germanus, som byggede eller renoverede dammen i 1176 e.Kr. Sandsynligvis er en stor del af dammen et opsamlingsområde, og det egentlige reservoir er den klippeudhuggede birkeh ved den sydlige ende, som for nylig er blevet renset. Det er yderst vanskeligt at tro, at nogen større del af hele området under nogen omstændigheder nogensinde kunne have været fyldt. I dag rummer reservoiret ved den nedre ende efter regntiden omkring 10 eller 12 fod meget snavset vand, hovedsagelig gadeafløb fra Jaffavejen, mens de øverste to tredjedele af indhegningen bruges som kvægmarked om fredagen. Vandet bruges nu til at vande de støvede veje i tørre perioder.

Siloams dam og den nu udtørrede Birket el Kamra beskrives under SILOAM (se dette).

Der er andre cisterner af betydelig størrelse i og omkring byen, f.eks. Birket Sitti Miriam nær »Skt. Stefansporten«, et ikke-cementeret bassin i Wady Joz, i forbindelse med hvilket der findes en klippeudhugget akvædukt og andre, men de er ikke af tilstrækkelig historisk betydning til at fortjene en beskrivelse her.

14. »Salomos damme«:

(3) Ledningerne, der fører vand til byen fra afstand, kaldes henholdsvis »højniveau-« og »lavniveau-akvædukterne«, fordi de nåede byen i forskellige niveauer--den førstnævnte sandsynligvis et sted nær den nuværende Jaffaport, den sidstnævnte ved tempelplatformen.

15. Lavniveau-akvædukt:

Lavniveau-akvædukten, som, skønt den er i dårlig stand, stadig kan følges langs hele sit forløb, førte vand fra tre store bassiner i Wady `Artas, 7 mil syd for Jerusalem. De kaldes almindeligvis »Salomos damme«, måske delvis med henvisning til Præd 2,6: »Jeg anlagde mig vanddamme for derfra at vande skoven, hvor træer blev opelsket«, men eftersom ethvert mægtigt værk i Israels land let henføres til Israels vise konge, kan der ikke lægges megen vægt på navnet. Disse tre opbevaringsreservoirer er anlagt på tværs af dalens bredde; det nederste og største er 582 fod langt, 177 fod bredt og, ved den laveste ende, 50 fod dybt. Selv om overløbsvandet fra `Ain es Saleh, almindeligvis kendt som »den forseglede kilde« (jf. Højs 4,12), når dammene, var hovedfunktionen sandsynligvis at opsamle oversvømmelsesvandet fra vinterregnen, og vandet blev ledt fra beholder til beholder efter rensning. Der er i alt fire kilder i denne dal, som forsyner akvædukten, der stadig fører vand til Betlehem, hvor den passerer gennem højen ved hjælp af en tunnel og derefter, efter at have løbet i bugtninger langs højens sider, går ind i endnu en tunnel, som nu er omdannet til en opbevaringsbeholder for Jerusalem; herfra løber den langs bjergsiderne og langs de sydlige skråninger af Jerusalems område til Charam. Den samlede længde af denne akvædukt er næsten 12 mil, men på et senere tidspunkt blev forsyningen øget ved anlæggelsen af en lang forlængelse af ledningen yderligere 28 mil til Wady `Arrub på vejen til Hebron, endnu 5 mil direkte syd for dammene. Også her er der et reservoir, Birket el `Arrub, til opsamling af oversvømmelsesvandet, og desuden flere små kilder, som ledes gennem en række underjordiske, klippeudhuggede kanaler til akvædukten. Den samlede længde af lavniveau-akvædukten er omkring 40 mil, og niveaufaldet fra Birket el `Arrub (2.645 fod over havets overflade) ved dens fjerneste ende til el Kas, endepunktet i Jerusalems Charam (2.410 fod over havets overflade), er 235 fod.

16. Højniveau-akvædukt:

Højniveau-akvædukten begynder i en bemærkelsesværdig kæde af brønde, forbundet med en tunnel, omkring 4 miles lang, i Wady Biar, »Brøndenes Dal«. Mere end 50 brønde langs dalbunden leverede hver sin andel; vandet løb derfra gennem et bassin, hvor faste partikler bundfældede sig, og gik gennem en tunnel på 1.700 fod ind i `Artas-dalen. Her, hvor dens niveau var 150 fod over lavniveau-akvæduktens, modtog ledningen vandet fra den »forseglede kilde« og »leverede det til sidst i Jerusalem i et niveau omkring 20 fod over Jaffaportens« (Wilson). Det mest bemærkelsesværdige træk ved denne ledning er den omvendte hævert af gennemborede kalkstensblokke, der danner et stenrør med en diameter på 15 tommer, som førte vandet over dalen nær Rakels grav.

17. Tidspunkter for opførelsen af disse akvædukter:

På en række af disse blokke er der fundet latinske indskrifter med navne på centurioner fra Severus' tid (195 e.Kr.), og dette har fået mange til at datere dette store anlægsarbejde. En så god autoritet som Wilson mener dog, at disse indskrifter kan henvise til reparationer, og at arbejdet sandsynligere er herodiansk. Medmindre Josefus' beretninger (Jødernes Krig, V, iv, 4; II, xvii, 9) er overdrevne, må Herodes have haft en eller anden måde at bringe rigeligt rindende vand ind i byen på i det niveau, som denne ledning nåede. Den afdøde dr. Schick foreslog endda en datering så tidlig som Hyrkanos (135-125 f.Kr.). Med hensyn til lavniveau-akvædukten har vi to bestemte holdepunkter. Først siger Josefus (Ant., XVIII, iii, 2), at Pontius Pilatus »påbegyndte at føre en vandstrøm til Jerusalem, og gjorde det med de hellige penge, og ledte strømmen fra en afstand af 200 stadier«, over 22 miles; i Jødernes Krig, II, ix, 4 siges han at have ført vandet »fra 400 stadier«--sandsynligvis en afskriverfejl. Men disse henvisninger må enten gælde restaureringer eller forlængelsen fra Wady `Arrub til Wady `Artas (28 miles), for lavniveau-akvædukten fra bassinerne til Jerusalem er helt sikkert af samme konstruktion som akvædukten fra disse bassiner til »Frankerbjerget«, Herodium, og den blev ifølge Josefus' klare udsagn (Ant., XV, ix, 4; BJ, I, xxi, 10) anlagt af Herodes den Store. I det store og hele er den almindelige opfattelse, at højniveau-akvædukten var Severus' værk, lavniveau-akvædukten Herodes', med en forlængelse mod syd ved Pontius Pilatus.

Jerusalem har stadig nogen gavn af lavniveau-akvædukten, som er i brugbar stand så langt som til Betlehem, skønt alt, hvad der når byen, kun kommer gennem et enkelt 4-tommers rør. Højniveau-akvædukten er håbløst ødelagt og kan kun spores enkelte steder; brøndene i Wady Biar er tilstoppede og ubrugelige, og den lange, slyngede akvædukt til Wady `Arrub er helt brudt sammen.

VIII. Grave, antikvariske rester og kirkelige steder.

1. »Kongernes grave«:

Det behøver næppe siges, at alle kendte gamle grave i Jerusalems område for længst er blevet plyndret for deres indhold. De såkaldte Kongegrave i Wady el Joz er i virkeligheden monumentet over dronning Helena af Adiabene, en konvertit til jødedommen (cirka 48 e.Kr.). Josefus (Ant., XX, iv, 3) siger, at hendes knogler, sammen med knoglerne af medlemmer af hendes familie, blev begravet »ved pyramiderne«, som var 3 i antal og lå 3 stadier fra Jerusalem. En hebraisk indskrift på en sarkofag fundet her af De Saulcy lød: (tsarah malkethah), »dronning Sara«, muligvis dronning Helenas jødiske navn.

2. »Herodes' grav«:

På den vestlige side af Wady el Mes (den højere del af Hinnom) ligger en meget interessant græsk grav med smukt udskårne sarkofager. Disse er almindeligvis kendt som »Herodes' grave« (selv om Herodes den Store blev begravet på Herodium), og ifølge Schick kan en af sarkofagerne have tilhørt Mariamne, Herodes' hustru. En mere sandsynlig teori er, at dette er ypperstepræsten Ananias' grav (Jødernes Krig, V, xii, 2).

3. »Absaloms grav«:

På den østlige side af Kedron, nær den sydøstlige vinkel af Charam, findes 3 iøjnefaldende grave. Den nordligste, Tantur Fer`on, som almindeligvis kaldes »Absaloms grav«, er en græsk-jødisk grav fra hasmonæertiden og ifølge Conder muligvis Alexander Jannæus' grav (HDB, artikel »Jerusalem«). Syd for denne ligger den traditionelle »Jakobs grotte«, som vi ved, på grund af en firkantet hebraisk indskrift over søjlerne, er familiegrav for visse medlemmer af præsteslægten (1 Krøn 24,15), Beni Hazir. Den kan stamme fra århundredet før Kristus.

Den tilstødende traditionelle Zakarias' grav er et monolitisk monument hugget ud af den faste klippe, 16 fod i kvadrat og 30 fod højt. Den har firkantede pilastre ved hjørnerne, joniske søjler imellem og en pyramideformet top. Dens oprindelse er ukendt; dens traditionelle navn skyldes vor Herres ord i Matt 23,35; Luk 11,51 (se ZAKARIAS).

4. Den »egyptiske grav«:

Lidt længere nede i Kedrondalen, ved begyndelsen af landsbyen Siloa, findes endnu en klippehugget grav, den såkaldte egyptiske grav, eller ifølge nogle »graven for Salomos egyptiske hustru«. Den er en monolit, 18 fod i kvadrat og 11 fod høj, og det indre har på et tidspunkt været brugt som kapel. Den er nu russisk ejendom. Den tilhører sandsynligvis omtrent samme periode som de tre førnævnte grave og viser, ligesom de, stærk egyptisk indflydelse.

De såkaldte »Dommernes grave« hører til den romerske periode, ligesom de mange lignende udgravninger i samme dal. »Profeternes grave« på de vestlige skråninger af Oliebjerget anses nu for at høre til det 4. eller 5. kristne århundrede.

Nær højdedraget over Jeremias' grotte, mod vest og nordvest, findes et stort antal grave, for det meste kristne. De nordligere dele af gruppen er nu omfattet af dominikanernes ejendom, knyttet til Stefanskirken, men én, den sydligste, har tiltrukket sig megen opmærksomhed, fordi den afdøde general Gordon mente, at den var Kristi grav.

5. "Havegraven":

I den stand, hvori den blev fundet, var den uden tvivl, ligesom sine nabograve, en kristen grav fra omkring det 5. århundrede, og den var fuld af skeletter. Om den oprindelig kan have været en jødisk grav, er ikke bevist; den kunne bestemt ikke være blevet anerkendt som et helligt sted, før general Gordon fremsatte sin teori (se PEFS, 1892, 120-24; se også GOLGOTHA).

6. "Simon den Retfærdiges" grav:

Jøderne ærer højt en grav på østsiden af Wady el Joz, ikke langt syd for den store nordvej; de anser den for at være Simon den Retfærdiges grav, men efter al sandsynlighed er det slet ikke en jødisk grav.

7. Andre oldtidslevn:

Her kan kun i forbifarten nævnes visse interessante levn, der er forbundet med Harams ydre mure. Tempelplatformens grundmure er bygget, især mod øst, syd og vest, af storslåede blokke af glat, kantindhugget murværk med en gennemsnitlig højde på 3 1/2 fod (ca. 1,05 m). Ét skifte, kendt som "hovedskiftet", løber 600 fod (ca. 183 m) vestpå fra det sydøstlige hjørne, med blokke på 7 fods højde (ca. 2,1 m). Nær det sydøstlige hjørne, helt nede ved fundamentet, fandt ingeniørerne fra Palestine Exploration Fund, at visse af blokkene var mærket med fønikiske skrifttegn, hvilket mange på opdagelsestidspunktet mente pegede på, at de stammede fra Salomos tid. Nu antager man almindeligvis, at disse "stenhuggeres mærker" lige så vel kan være blevet brugt på Herodes den Stores tid, og af andre grunde mener man, at alt dette storslåede murværk skyldes den vældige genopbygning af templet, som denne store monark satte i gang (se TEMPLE). I Harams vestmur, mellem det sydvestlige hjørne og "jødernes klagemur", ligger "Robinsons bue". Det er begyndelsen til en bue på 50 fods bredde (ca. 15 m), som rager ud fra tempelmuren; broen, der udsprang derfra, havde et spænd på 50 fod, og pillen på den anden side blev opdaget af Warren. Under broen løb en samtidig brolagt romersk gade, og under den ubrudte brolægning fandt man, liggende inde i en klippeakvædukt, en kileformet buesten fra en ældre bro. Denne bro forbandt tempelområdet med den øvre by i hasmonæerkongernes dage. Den blev brudt ned i 63 f.Kr. af jøderne i forventning om Pompejus' angreb (Antiquities, XIV, iv, 2; BJ, I, vii, 2), men blev genopbygget af Herodes i 19 f.Kr. (Jewish Wars, VI, viii, 1; vi, 2) og endelig ødelagt i 70 e.Kr.

Næsten 600 fod længere mod nord, langs denne vestlige tempelmur, ligger Wilsons bue, som befinder sig under overfladen inden for dæmningen, der krydser Tyropøon til Harams babyloniske es Silseleh; skønt den ikke selv er særlig gammel, findes der her, dybere nede, buer, som hører til den herodianske dæmningsvej, der her nærmede sig tempelplatformen.

8. Kirkelige steder:

Med hensyn til de almindelige kirkelige steder, som fromme pilgrimme besøger, behøver der ikke siges meget her. Den samling af kirker, der er indbefattet under navnet Gravkirken, omfatter en stor mængde mindre steder for lidelseshistoriens begivenheder, som ikke har alvorlige krav på anerkendelse. Foruden selve Den Hellige Grav--som, bortset fra dens beliggenhed, hverken kan bevises eller modbevises, da den faktisk er blevet ødelagt--er det eneste vigtige sted "Golgata". Alt, hvad der kan siges, er, at hvis graven er ægte, kan stedet også være det; i dag er det den udhulede skal af en klippeknold, indfattet i marmor og andre sten og gennemhullet af kapeller.

Se GOLGOTHA.

Coenaculum, tæt ved den muslimske "Davids grav" (et sted, som ikke har alvorlige krav på anerkendelse), er af professor Sanday (Sacred Sites of the Gospels) blevet forsvaret som et sted, der har en meget stærk tradition til sin fordel. Det vigtigste vidnesbyrd er Epifanios', som siger, at da Hadrian besøgte Jerusalem i 130, var en af de få bygninger, der stod tilbage, "Guds lille kirke, på det sted hvor disciplene, da de efter Frelserens himmelfart vendte tilbage fra Oliebjerget, var gået op i salen ovenpå; for dér var den blevet bygget, det vil sige i Zions kvarter." I forbindelse med dette sted har man fra tidlig kristen tid udpeget stedet for Kajfas' hus og stedet for jomfru Marias død--Dormitio Sanctae Virginis. Det er som følge af denne sidstnævnte tradition, at de tyske romersk-katolske nu har opført deres prægtige nye Dormitionskirke her. En konkurrerende traditionsrække placerer jomfruens grav i Kedrondalen nær Getsemane, hvor der findes et bemærkelsesværdigt underjordisk kapel, som tilhører grækerne.

IX. Historie.

Førisraelitisk periode.--Jerusalems begyndelse ligger længe før den nedskrevne historie: på forskellige steder i omegnen, f.eks. ved el Bukei`a mod sydvest og ved den nordlige ende af Oliebjerget mod nordøst, fandtes meget store bopladser fra palæolitisk tid, længe før historiens daggry, hvilket bevises af de enorme mængder af stenøkser, der ligger spredt over overfladen. Det er sikkert, at selve byens sted var beboet mange århundreder før David, og det er en traditionel opfattelse, at byen kaldet SALEM (se denne) (1 Mos 14,18), som Melkisedek var konge over, var identisk med Jerusalem.

1. Tell el-Amarna-korrespondancen:

Den første sikre henvisning til denne by er fra omkring 1450 f.Kr., da navnet Ur-u-salem forekommer i flere breve, som hører til Tell el-Amarna-brevenes korrespondance. I 7 af disse breve forekommer navnet Abd Khiba, og det er klart, at denne mand var "konge" eller statholder over byen som repræsentant for Farao af Egypten. I denne korrespondance fremstiller Abd Khiba sig selv som hårdt presset i forsøget på at hævde sin lensherres rettigheder over for de fjendtlige styrker, som truer med at overvælde ham. I forbifarten kan vi slutte, at stedet dengang var en befæstet by, delvis bevogtet af egyptiske lejetropper, og der er grunde til at mene, at den daværende hersker over Egypten, Amenhotep IV, havde gjort den til en helligdom for sin gud Aten--solskiven. Et område, muligvis så langt mod vest som Ajjalon, synes at have været under statholderens jurisdiktion. Professor Sayce har sagt, at Abd Khiba sandsynligvis var en hittitisk høvding, men dette er tvivlsomt. Korrespondancen slutter brat og efterlader os i uvished om skriverens skæbne, men vi ved, at Egyptens herredømme over Kanaans land led en formørkelse omkring denne tid.

2. Josvas erobring:

På tidspunktet for Josvas indtrængen i Kanaan nævnes ADONI-ZEDEK (se dette) (Jos 10,1-27) som konge i Jerusalem; han sluttede sig sammen med kongerne i Hebron, Jarmut, Lakish og Eglon for at kæmpe mod gibeonitterne, som havde sluttet fred med Josva; de 5 konger blev besejret, og da de blev fanget i skjul ved hulen ved Makkeda, blev de alle dræbt. En anden konge, ADONIBEZEK (se dette) (som nogle identificerer med Adoni-Zedek), blev besejret af Juda efter Josvas død, og efter at være blevet lemlæstet blev han bragt til Jerusalem og døde dér (Dom 1,1-7), hvorefter det berettes (Dom 1,8), at Juda "kæmpede mod Jerusalem og indtog det .... og satte ild på byen." Men det er klart, at byen forblev i "jebusitternes" hænder i endnu nogle år (Dom 1,21; Dom 19,11), selv om den teoretisk blev regnet til Benjamins sydlige grænse (Jos 15,8; Jos 18,16; Jos 18,28). Efter at David havde regeret 7 1/2 år i Hebron, besluttede han at gøre stedet til sin hovedstad og indtog omkring 1000 f.Kr. byen.

3. Jebusiterbyens beliggenhed:

Indtil denne begivenhed er det sandsynligt, at Jerusalem var som andre samtidige befæstede steder, et forholdsvis lille sted omgivet af stærke mure, med kun én eller måske to porte; det er meget almindeligt anerkendt, at denne by lå på højderyggen syd for templet, som længe fejlagtigt blev kaldt "Ofel," og at dens mure stod på stejle klippeskrænter over Kedrondalen på den ene side og Tyropøon på den anden. Vi har al grund til at tro, at det store tunnelsystem, kendt som "Warrens skakt" (se VII, 3, ovenfor), eksisterede gennem hele denne periode.

4. David:

Beretningen om Davids indtagelse af Jerusalem er uklar, men det synes at være en sandsynlig forklaring på et vanskeligt sted (2 Sam 5,6-9), hvis vi slutter, at jebusitterne, i tillid til deres stillings usædvanlige styrke, udfordrede David: "Du skal ikke komme herind, men de blinde og de lamme skal drive dig bort" (2 Sam 5,6 randnote), og at David befalede sine folk at gå op gennem "vandløbet" og slå "de lamme og de blinde"--et udtryk, som han igen hånligt anvender om jebusitterne. "Og Joab, Zerujas søn, gik først op og blev gjort til anfører" (1 Krøn 11,6). Det synes i det mindste sandsynligt, at Davids mænd indtog byen ved et overraskelsesangreb op gennem de store tunneler (se VII, 3, ovenfor). Da David havde indtaget borgen "Zion," omdøbte han den til "Davidsbyen" og tog bolig dér; han forøgede befæstningernes styrke "rundt omkring fra MILLO (se dette) og videre"; med hjælp fra fønikiske arbejdere, som Hiram, kongen af Tyrus, stillede til rådighed, byggede han sig "et hus af cedertræ" (2 Sam 5,11; jf. 7,2). Jahves ark blev bragt fra Obed-Edoms hus og anbragt i et telt (2 Sam 6,17) i "Davidsbyen" (jf. 1 Kong 8,1). Tærskepladsen tilhørende jebusitten Arauna (2 Sam 24,18), eller Ornan (1 Krøn 21,15), blev senere købt som det fremtidige sted for templet.

5. Byens udvidelse:

Det Jerusalem, som David indtog, var lille og kompakt, men der er tegn på, at det under hans regering må være vokset betydeligt ved fremvæksten af forstæder uden for jebusitternes mure. Befolkningen må være blevet forøget fra flere kilder. Tilstrømningen af Davids tilhængere fik uden tvivl mange af de ældre indbyggere til at blive trængt ud af det befæstede område. Der synes at have været en stor garnison (2 Sam 15,18; 2 Sam 20,7), mange embedsmænd og præster og deres familier (2 Sam 8,16-18; 2 Sam 20,23-26; 2 Sam 23,8), samt de forskellige medlemmer af Davids egen familie og deres slægtninge (2 Sam 5,13-16; 2 Sam 14,24; 2 Sam 14,28; 1 Kong 1,5; 1 Kong 1,53, osv.). Det er umuligt at antage, at alle disse var presset sammen på et så snævert område, mens den tilfældige bemærkning om, at Absalom boede to hele år i Jerusalem uden at se kongens ansigt, forudsætter forstæder (2 Sam 14,24; 2 Sam 14,28). De nye boliger kunne sandsynligvis brede sig nordpå mod stedet for det fremtidige tempel og nordvestpå ind i og op gennem Tyropøondalen langs den store nordvej. Det er usandsynligt, at de kunne have optaget meget af den vestlige høj.

6. Salomo:

Da Salomo kom på tronen, må hoffets øgede pragt, de fremmede hustruer og deres husholdninger, de nye embedsmænd og det store antal arbejdere, som blev bragt til byen for at opføre Salomos store bygninger, nødvendigvis have fået den fastboende befolkning til at vokse enormt, mens de bygninger i byen, som omtales: templet, kongens hus, Faraos datters hus, Libanonskovhuset, Tronsalen og Søjlehallen (1 Kong 7,1-8), må have ændret hele stedets udseende. Som følge af disse nye bygninger, helligdommen sammen med almindelige folks huse, var en ny mur om byen nødvendig, og vi har en udtalelse, der fremsættes to gange, om at Salomo byggede »Jerusalems mur rundt om« (1 Kong 3,1; 1 Kong 9,15); det fortælles også, at han byggede Millo (1 Kong 9,15; 1 Kong 9,24; 1 Kong 11,27), og at »han udbedrede bruddet i sin far Davids by« (1 Kong 11,27). Spørgsmålet om Millo behandles andetsteds (se MILLO); det »brud«, der hentydes til, kan have været den forbindende mur, som var nødvendig for at indlemme Millo i befæstningernes fuldstændige kreds, eller også en del af Davids befæstning, som hans død havde efterladt ufuldendt.

7. Salomos bymur:

Hvad angår »Jerusalems mur«, som Salomo byggede, er det praktisk talt sikkert, at den mod nord og vest var den mur, som Josefus beskriver som den første mur (se VI, 7 ovenfor). De vældige klippeudhuggede skrænter ved det sydvestlige hjørne vidner om bygningens massivitet. Om hele den sydvestlige høj var medtaget, er tvivlsomt. Eftersom der ved Bliss’ tårn (se VI, 4 ovenfor) er tegn på en gammel mur, der løber mod nordøst og omslutter toppen af den sydvestlige høj, synes det højst sandsynligt, at Salomos mur fulgte denne linje; i så fald må denne mur have krydset Tyropøon omtrent ved linjen for den nuværende sydmur og derpå være løbet mod sydøst for at slutte sig til den gamle jebusitiske bys vestmur. Tempel- og paladsbygningerne var alle omsluttet af en mur af tilhugget murværk, som gjorde stedet til en fæstning i sig selv – sådan som det synes at have været gennem den hebraiske historie – og disse mure udgjorde, hvor de lå ud mod ydersiden af resten af byen, en del af hele befæstningsringen.

Selv om Salomo byggede et så prægtigt hus for Jahve, opførte han i nærheden helligdomme for andre lokale guder (1 Kong 11,7; 1 Kong 11,8), et fald, der i høj grad tilskrives hans fremmede hustruers indflydelse og de deraf følgende fremmede alliancer.

8. Rigets deling (933 f.Kr.):

Rigets deling må have været et hårdt slag for Jerusalem, som blev efterladt som hovedstad, ikke længere for en forenet stat, men for en lille stamme. De ressourcer, som Salomo havde haft til rådighed til byens opbygning, blev pludselig afskåret ved Jeroboams åbent erklærede politik, mens den lange krigstilstand, der bestod mellem de to folk – en tilstand, som varede 60 år (1 Kong 14,30; 1 Kong 15,6; 1 Kong 15,16; 1 Kong 22,44) – må have været meget skadelig for handelens og fredens kunsters vækst.

9. Shishaks invasion (928 f.Kr.):

I Rehabeams 5. år (928) drog Shishak (Sheshonq), Egyptens konge, op mod Jerusalem (1 Kong 14,25) og indtog »Judas befæstede byer« (2 Krøn 12,4 King James Version). Man har almindeligvis antaget, at han belejrede og erobrede selve Jerusalem, men da der ikke findes nogen beretning om ødelæggelse af befæstningerne, og da denne bys navn ikke er blevet tydet i de egyptiske optegnelser om dette felttog, er det mindst lige så sandsynligt, og lige så foreneligt med Skriftens henvisninger, at Shishak blev købt bort med »skattene i Jahves hus og skattene i kongens hus« og »alle de guldskjolde, som Salomo havde lavet« (1 Kong 14,26).

10. Byen plyndres af arabere:

Det er klart, at byen under Joshafats regering igen i høj grad havde genvundet sin betydning (sammenlign 1 Kong 1), men i hans søn Jorams regeringstid (849-842 f.Kr.) blev Juda invaderet, og kongehuset blev plyndret af filistre og arabere (2 Krøn 21,16-17). Akazja (842 f.Kr.), Jorams søn, kom galt af sted, mens han besøgte sin slægtning på mødrene side i Jizre’el, og efter at være blevet såret i sin vogn nær Jibleam og have udåndet ved Megiddo, blev hans lig ført til Jerusalem og begravet dér (2 Kong 9,27-28). Jerusalem blev nu skueplads for de dramatiske begivenheder, som drejer sig om dronning Ataljas tronran og død (2 Kong 11,16; 2 Krøn 23,15) og hendes sønnesøn Joashs kroning og reformer (2 Kong 12,1-16; 2 Krøn 24,1-14).

11. Hazael, Syriens konge, købes bort (797 f.Kr.):

Efter den gode præst Jojadas død fortælles det (2 Krøn 24,15), at kongen blev ført vild af Judas stormænd og forlod Jahves hus, hvilket fik til følge, at aramæerne under Hazael drog mod Juda og Jerusalem, dræbte stormændene og hærgede landet, idet Joash gav ham meget skat fra både palads og tempel (2 Kong 12,17; 2 Kong 12,18; 2 Krøn 24,23). Til sidst blev Joash myrdet (2 Kong 12,20; 2 Kong 12,21; 2 Krøn 24,25) »ved Millos hus, på vejen der går ned til Silla«.

12. Byen indtages af Joash af Israel:

Under Amasjas regering (797-729 f.Kr.), den myrdede konges søn, synes en sejr over Edom at have gjort kongen så overmodig, at han uden grund udfordrede Joash af Israel til kamp (2 Kong 14,8). De to hære mødtes ved Bet-Shemesh, og Juda blev slået og »flygtede, hver til sit telt«. Jerusalem var ude af stand til at yde sejrherrerne nogen modstand, og Joash »brød Jerusalems mur ned fra Efraimsporten til Hjørneporten, 400 alen« og vendte derefter tilbage til Samaria, belæsset med bytte og gidsler (2 Kong 14,14). Femten år senere blev Amasja myrdet i Lakish, hvortil han var flygtet fra en sammensværgelse; ikke desto mindre bragte de hans lig tilbage på heste, og han blev begravet i Jerusalem.

13. Uzzijas genbefæstning (779-740 f.Kr.):

Uden tvivl var det mindet om den ydmygelse, som hans far havde gennemgået, der fik Uzzija (Azarja) til at styrke sin stilling. Han undertvang filistrene og araberne i Gur og pålagde ammonitterne tribut (2 Krøn 26,7; 2 Krøn 26,8). Han "byggede tårne i Jerusalem ved hjørneporten, ved dalporten og ved murenes knæk (Septuaginta), og befæstede dem" (2 Krøn 26,9). Han beskrives også som én, der i Jerusalem lod fremstille "maskiner, opfundet af dygtige mænd, til at stå på tårnene og på brystværnene, hvormed man kunne skyde pile og store sten" (2 Krøn 26,15). Byen synes under sin lange fred med sine nordlige naboer at have genvundet noget af sin velstand fra Salomos dage. Under hans regeringstid blev byen ramt af et stort jordskælv (Zak 14,4; Am 1,1; jf. Es 9,10; Es 29,6; Am 4,11; Am 8,8). Jotam, hans søn, byggede den øvre port til Jahves hus" (2 Kong 15,35; 2 Krøn 27,3), sandsynligvis den samme som "Benjamins øvre port" (Jer 20,2). Han byggede også meget på Ofels mur -- sandsynligvis den gamle Zions fæstning på den sydøstlige høj (2 Krøn 27,3); se Ofel.

14. Akaz indgår forbund med Assyrien (736-728 f.Kr.):

Hans søn Akaz skulle snart få grund til at være taknemmelig for sin fars og farfars arbejde med at befæste byen, for nu viste dens mure sig at kunne forsvare den mod Syriens og Israels konger (2 Kong 16,5; 2 Kong 16,6); men Akaz, som mærkede sit lille riges svaghed, købte med sølv og guld fra Jahves hus en alliance med Tiglat-Pileser, kongen af Assyrien. Han mødte kongen i Damaskus og viste ham en ære ved at lade fremstille et alter svarende til hans til sit eget ritual i templet (2 Kong 16,10-12). Hans regering formørkes af en beretning om hedenske skikke, og særlig ved at han lod "sin søn gå gennem ilden" -- som et menneskeoffer i, tilsyneladende, Hinnoms dal (1 Kong 16,3-4; jf. 2 Krøn 28,3).

15. Hizkijas store arbejder:

Hizkija (727-699 f.Kr.), hans søn, efterfulgte ham på tronen i en tid med overvældende fare. Samaria, og med den den sidste rest af Israels rige, var faldet. Assyrien var med vanskelighed blevet købt fri, folket var i vid udstrækning frafaldent, og dog havde Jerusalem aldrig været så stor og så ukrænkelig i profetiske øjne (Es 7,4; Es 8,8; Es 8,10; Es 10,28; Es 14,25-32 osv.). Tidligt i hans regeringstid lettede kaldæeren Merodak-Baladans opstand mod Assyrien Judas største fare, og Hizkija trådte i venskabelige forbindelser med denne nye konge af Babylon og viste hans sendebud alle sine skatte (Es 39,1; Es 39,2). På dette tidspunkt eller kort efter synes Hizkija at have iværksat store arbejder for at gøre sin hovedstad klar til de urolige tider, der lå foran ham. Han forseglede Gihons vande og førte dem ind i byen for at forhindre Assyriens konger i at få adgang til dem (2 Kong 20,20; 2 Krøn 32,4; 2 Krøn 32,30).

Se Siloa.

Det er sikkert, at hvis deres tunnel skulle gøre nogen nytte, måtte den sydvestlige høj have været fuldstændigt indhegnet, og det er i det mindste højst sandsynligt, at i beretningen (2 Krøn 32,5), hvor han "byggede hele den nedbrudte mur op og byggede tårne derpå (randnote), og den anden mur udenfor," kan den sidste vending henvise til murstrækningen langs kanten af den sydvestlige høj til Siloa. På den anden side, hvis dette var Salomos værk, kan "den anden mur" have været den store, afstivede dæmning, med en mur hen over den, som lukkede Tyropøons munding, hvilket var en væsentlig del af hans plan om at forhindre en belejrende hær i at få adgang til vand. Han styrkede også Millo (se denne), på den sydøstlige høj. Tryg bag disse befæstninger, som gjorde Jerusalem til en af de stærkeste muromgivne byer i Vestasien, var Hizkija, bistået, som vi lærer af Sankeribs beskrivelser, af arabiske lejesoldater, i stand til at købe den store assyriske konge fra et angreb og holde sin by ukrænket (2 Kong 18,13-16). Et andet truende angreb på byen synes der at blive henvist til i 2 Kong 19,9-37.

16. Hans religiøse reformer:

Hizkija iværksatte reformer. "Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Asheraen om; og han slog kobberslangen, som Moses havde lavet, i stykker og .... han kaldte den Nehushtan," dvs. et stykke kobber (2 Kong 18,4).

Manasse efterfulgte sin far, da han kun var 12 år, og regerede 55 år (698-643) i Jerusalem (2 Kong 21,1). Han var tributpligtig over for Esarhaddon og Ashurbanipal, som vi ved fra deres indskrifter; i en af sidstnævntes omtales han som konge "af byen Juda." Den assyriske konge, som det siges (2 Krøn 33,11; jf. Ant, X, iii, 2), førte Manasse i lænker til Babylon, var sandsynligvis Ashurbanipal. Hvor grundigt landet var gennemtrængt af assyrisk indflydelse, bevidnes af de to kileskriftstavler, der for nylig er fundet i Gezer, og som tilhører denne assyriske monarks regeringstid (PEFS, 1905, 206 osv.).

17. Manasses alliance med Assyrien:

Den samme indflydelse, der strakte sig til den religiøse sfære, ses i beretningen (2 Kong 21,5) om, at Manasse "byggede altre for hele himlens hær i de to forgårde til Jahves hus." Der er andre henvisninger til de afgudsdyrkende skikke, som denne konge indførte (jf. Jer 7,18; 2 Kong 23,5; 2 Kong 23,11; 2 Kong 23,12 osv.). Han fyldte også Jerusalem fra den ene ende til den anden med uskyldigt blod fra martyrer, der var trofaste mod Jahve (2 Kong 21,16; jf. Jer 19,4). Sandsynligvis voksede byens befolkning meget under denne lange regeringstid med ydre fred, især ved tilstrømningen af fremmede fra mindre isolerede egne.

18. Hans udbedring af murene:

Om denne konges forbedringer af Jerusalems befæstninger har vi udsagnet (2 Krøn 33,14): "Han byggede en ydre mur til Davidsbyen, på vestsiden af Gihon i dalen, helt hen til indgangen ved Fiskeporten." Dette må have været en ny eller genopbygget mur for hele byens østside. Han omgav også OFEL (se denne) og gjorde den meget høj.

Manasse var den første af de judæiske konger, der blev begravet borte fra de kongelige grave. Han blev begravet (ligesom hans søn Amon) "i haven ved sit eget hus, i Uzzas have" (2 Kong 21,18). Det kan være de grave, der omtales (Ez 43,7-9) som liggende for tæt på tempelområdet.

19. Josija og de religiøse reformer (640-609 f.Kr.):

I Josijas regeringstid blev "Lovbogen" fundet, og som følge deraf gennemførte kongen gennemgribende reformer (2 Kong 22; 23). Kedron røg af afbrændingen af Asheraen og Ba’als kar, og Tofet i Hinnoms dal blev gjort urent. Til sidst, efter en regeringstid på 31 år (2 Kong 23,29; 2 Kong 23,30), blev Josija, da han forsøgte at afskære Farao Neko fra at slutte sig sammen med Babylons konge, besejret og dræbt ved Megiddo og blev begravet "i sin egen grav" i Jerusalem--sandsynligvis på samme sted, hvor hans far og farfar lå begravet. Joakaz blev efter en regeringstid på kun 3 måneder ført bort som fange (2 Kong 23,34) af Neko til Egypten, hvor han døde--og blev tilsyneladende begravet blandt fremmede (Jer 22,10-12). Hans bror Eljakim, der fik navnet Jojakim, efterfulgte ham. I hans 4. regeringsår blev Egypten besejret ved Karkemish af babylonierne, og som følge deraf måtte Jojakim skifte fra underkastelse under Egypten til underkastelse under Babylon.

20. Jeremias profeterer den kommende undergang:

I denne tid forkyndte Jeremias aktivt i Jerusalems gader og forgårde (5,1 osv.) byens forestående ødelæggelse, budskaber som blev modtaget med foragt og vrede af kongen og hoffet (Jer 36,23). Som følge af hans oprør mod Babylon kom skarer af kaldæere, aramæere, moabitter og ammonitter imod ham (2 Kong 24,2), og hans død var vanærende (2 Kong 24,6; Jer 22,18; Jer 22,19).

21. Nebukadnesar indtager Jerusalem to gange (586 f.Kr.):

Hans søn Jojakin, som efterfulgte ham, gik ud med hele sit hus og overgav sig til den fremrykkende Nebukadnesar (597) og blev ført til Babylon, hvor han tilbragte mere end 37 år (2 Kong 25,27-30). Jerusalem blev plyndret for alle sine skatte og alle sine betydningsfulde indbyggere. Babylons konges udpegede mand, Sidkija, gjorde efter 11 år oprør mod ham, og derfor blev Jerusalem belejret i halvandet år, indtil "hungersnøden var hård i byen." Den 9. ab flygtede alle krigerne "om natten ad porten mellem de to mure, som lå ved kongens have," dvs. nær Tyropoiondalens udmunding, og kongen "tog vejen mod Araba," men blev indhentet og fanget "på Jerikos sletter." En frygtelig straf fulgte hans troløshed mod Babylon (2 Kong 25,1-7). Byen og templet blev plyndret og brændt; Jerusalems mure blev brudt ned, og ingen andre end de fattigste i landet blev efterladt "til at være vingårdsmænd og agerdyrkere" (2 Kong 25,8; 2 Krøn 36,17). Det er sandsynligt, at arken også blev fjernet på dette tidspunkt.

22. Kyros og den første tilbagevenden (538 f.Kr.):

Med ødelæggelsen af deres by vendte håbene hos de bedste elementer i Juda sig længselsfuldt mod tanken om dens genoprettelse. Det er muligt, at nogle af den rest, der blev efterladt i landet, kan have opretholdt en vis form for dyrkelse af Jahve på tempelstedet. Til sidst, da perseren Kyros i 538 blev herre over det babyloniske rige, gav han, blandt mange handlinger af lignende art for assyriske og babyloniske guders helligdomme, jøderne tilladelse til at vende tilbage for at genopbygge Jahves hus (Ezra 1,1). Over 40.000 (Ezra 1; Ezra 2) under Sheshbazzar, Judas fyrste (Ezra 1,8; Ezra 1,11), statholder over en provins, vendte tilbage og bragte templets hellige kar med sig. De daglige ofre blev genoptaget, og festerne og fasterne genindført (Ezra 3,3-7), og senere blev grundvoldene til det genopbyggede tempel lagt (Ezra 3,10; Ezra 5,16), men på grund af modstand fra landets folk og samaritanerne blev byggeriet ikke fuldført før 20 år senere (Ezra 6,15).

23. Nehemias genopbygger murene:

Den levende beskrivelse af genopbygningen af Jerusalems mure i 445 ved Nehemias giver os den fyldigste beretning, vi har, om disse befæstninger i nogen oldtidsperiode. Det er klart, at Nehemias satte sig for at genoprette murene, så vidt muligt, i den tilstand de havde haft før eksilet. Arbejdet blev udført i hast og under farlige forhold, idet halvdelen af arbejderne var bevæbnet med sværd, spyd og buer for at beskytte de andre, og hver arbejder var en soldat (Neh 4,13; Neh 4,16-21). Genopbygningen tog 52 dage, men kunne slet ikke være blevet udført, hvis ikke meget af materialet havde ligget lige ved hånden i dynger af ødelagt murværk. Uden tvivl medførte hastværket og de begrænsede ressourcer en mur, der var langt svagere end den, Nebukadnesar havde ødelagt 142 år tidligere, men den fulgte samme omrids og havde samme overordnede struktur.

24. Statholderen Bagohi:

I de næste 100 år har vi næsten ingen historisk viden om Jerusalem. Et glimt gives af papyrerne fra Elephantine, hvor vi læser om et jødisk samfund i Øvre Egypten, der anmoder Bagohi, statholderen i Judæa, om tilladelse til at genopbygge deres eget tempel for Jahve i Egypten; i den forbindelse nævner de, at de allerede havde sendt en forgæves anmodning til ypperstepræsten Johanan og hans kolleger i Jerusalem. I et andet dokument ser vi, at denne anmodning til den persiske statholder blev imødekommet. Disse dokumenter må dateres til omkring 411-407 f.Kr. Senere, sandsynligvis omkring 350, har vi noget tvetydige henvisninger til Jerusalems ødelæggelse og til, at et antal jøder blev ført i fangenskab på Artaxerxes (III) Ochus' tid (358-337 f.Kr.).

Med slaget ved Issus og Alexanders felttog i landet (cirka 332 f.Kr.) står vi på sikrere historisk grund, skønt detaljerne i beretningen (Ant., XI, viii, 4) om Alexanders besøg i selve Jerusalem anses for at være af tvivlsom ægthed.

25. Alexander den Store:

Efter hans død (323 f.Kr.) led Israels land meget på grund af sin beliggenhed mellem ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Antiokia. Hver af dem blev efter tur dets overherre, og på et tidspunkt synes skatten endda at have været delt mellem dem (Ant., XII, iv, 1).

26. Det ptolemæiske styre:

I 321 invaderede Ptolemaios Soter Israels land, og det siges (Ant., XII, i, 1), at han erobrede Jerusalem ved en list, idet han gik ind i byen på sabbatten, som om han var ivrig efter at ofre. Han førte mange af sine jødiske fanger bort til Egypten og bosatte dem dér. I kampene mellem de stridende kongedømmer led landet, men selve hovedstaden forblev på grund af sin isolerede beliggenhed uforstyrret under Egyptens overhøjhed. I 217 f.Kr. besøgte Ptolemaios (IV) Filopator efter sin sejr over Antiokus III ved Raphia templet i Jerusalem og bragte ofre; det fortælles (3 Makk 1), at han gik ind i »det Allerhelligste«. Byens forholdsvis store velstand under det egyptiske herredømme bevidnes af Hekataios fra Abdera, som citeres af Jos; han sætter endda byens befolkningstal til 120.000, hvilket sandsynligvis er en overdrivelse.

27. Antiokus den Store:

Til sidst, i 198, efter at Antiokus den Store havde erobret Koilesyrien i det epokegørende slag ved Banias, gik jøderne frivilligt over til ham og forsynede hans hær rigeligt med proviant; de hjalp ham med at belejre den egyptiske garnison i AKRA (se dette) (Ant., XII, iii, 3). Josefus fremlægger breve, hvori Antiokus udtrykker sin tilfredshed med den modtagelse, jøderne gav ham, og giver dem forskellige privilegier (samme sted). Vi har en skildring af byens velstand omkring denne tid (190-180 f.Kr.) af Jesus ben Sira i Siraks Bog; det er en by med tæt befolket liv og mangfoldige aktiviteter. Han omtaler i glødende vendinger den store ypperstepræst, Simon ben Onias (226-199 f.Kr.), som (Sirak 50,1-4) havde udbedret og befæstet templet og styrket murene mod en belejring. Aristeasbrevet, sandsynligvis dateret til slutningen af denne store mands liv (cirka 200 f.Kr.), giver et lignende billede. Her anføres det, at byens omkreds var 40 stadier. Den meget betydelige velstand og religiøse frihed, som jøderne havde nydt under egypterne, blev snart truet under den nye hersker; skatterne blev forhøjet, og meget snart blev troskab mod jødedommens læresætninger betragtet som forræderi mod det seleukidiske styre.

28. Hellenisering af byen under Antiokus Epifanes:

Under Antiokus Epifanes voksede helleniseringen af nationen hurtigt (2 Makk 4,9-12; Ant, XII, v, 1); på anmodning fra det helleniserende parti blev der opført en »øvelsesplads« i Jerusalem (1 Makk 1,14; 2 Makk 4,7 f). Gymnasiet blev bygget og blev snart fyldt med unge præster; den græske hat--petasos--blev den moderne hovedbeklædning i Jerusalem. Det hellenistiske parti, som bestod af aristokratiet, var så højlydt i sin erklærede hengivenhed for kongens ønsker, at det ikke er mærkeligt, at Antiokus, som under et besøg i byen var blevet modtaget med begejstrede hilsener, kom til at mene, at de fattige og fromme, der af religiøse grunde gjorde modstand mod ham, i vid udstrækning var smittet af sympatier for hans fjender i Egypten. Det egentlige åbne brud begyndte, da nyheden nåede Antiokus, efter et sejrrigt, men politisk frugtesløst felttog i Egypten, om at Jerusalem havde rejst sig bag hans ryg til fordel for Ptolemaios' hus. Jason, den frafaldne ypperstepræst, som havde holdt sig skjult på den anden side af Jordan, var efter den falske melding om Antiokus' død pludselig vendt tilbage og havde igen sat sig i besiddelse af byen. Kun Akra forblev hos Syrien, og den var fuld af Menelaos og de af hans tilhængere, som var undsluppet Jasons sværd.

29. Erobringen af byen (170 f.Kr.):

Antiokus spildte ingen tid; han skyndte sig (170 f.Kr.) mod Jerusalem med en stor hær, erobrede byen, massakrerede folket og plyndrede templet (1 Makk 1,20-24; Ant, XII, v, 3). To år senere synes Antiokus, som var blevet standset af Rom i Egypten (Polyb. xxix. 27; Livy xlv. 12), at have besluttet, at han i hvert fald i Jerusalem ikke ville have nogen sympatisører med Egypten.

30. Erobringen i 168 f.Kr.:

Han sendte sin øverste skatteopkræver (1 Makk 1,29), som angreb byen med en stærk styrke og ved hjælp af list trængte ind i den (1 Makk 1,30). Efter at han havde plyndret den, satte han ild til den og rev både boliger og mure ned. Han massakrerede mændene, og mange af kvinderne og børnene solgte han som slaver (1 Makk 1,31-35; 2 Makk 5,24).

31. Forsøg på at undertrykke jødedommen:

Han ofrede svin (eller i det mindste en so) på det hellige alter og fik ypperstepræsten selv--en græker i alle sine sympatier--til at tage del i de urene offermåltider; han forsøgte med barbariske grusomheder at undertrykke omskærelsens ritual (Ant., XII, v, 4). I alt stræbte han efter, sammen med det stærke helleniserende parti, at organisere Jerusalem som en græsk by, og for at sikre sin stilling byggede han en stærk mur og et stort tårn til Akra, og da han havde forsynet det godt med våben og levnedsmidler, efterlod han en stærk garnison (1 Makk 1,33-35). Men syrerne var denne gang gået for vidt, og reaktionen mod forfølgelse og forsøg på religiøs undertrykkelse fremkaldte makkabæernes store opstand.

32. Makkabæeropstanden:

Den syriske hærfører Lysias' nederlag og tilbagetog, efterfulgt af Antiochos Epifanes' død, førte til en fuldstændig ændring af politikken fra rådet omkring drengekongen, Antiochos V. Der blev givet almindeligt amnesti med tilladelse til at genoprette tempelgudstjenesten i dens fædrene former. Det følgende år (165 f.Kr.) fandt Judas Makkabæus "helligdommen øde og alteret vanhelliget, portene brændt, og buske voksede i forgårdene som i en skov . . . . og præsternes kamre revet ned" (1 Makk 4,38).

33. Templets indvielse (165 f.Kr.):

Han sørgede straks for genopbygningen af alteret og genoprettede tempeltjenesterne, en begivenhed der siden blev fejret som "indvielsesfesten" eller chanukkah (1 Makk 4,52-59; 2 Makk 10,1-11; Ant, XII, vii, 7; jf. Joh 10,22). Judas "opbyggede også Zions bjerg", dvs. tempelbjerget, og gjorde det til en fæstning med "høje mure og stærke tårne rundt omkring" og satte en garnison i det (1 Makk 4,41-61).

34. Judas' nederlag og byens erobring:

Det helleniserende parti led under reaktionen, og den syriske garnison i Akra, Syriens ene holdepunkt i Judæa, blev tæt indesluttet; men skønt Judas havde besejret tre syriske hære i åben kamp, kunne han ikke fordrive denne garnison. I 163 f.Kr. kom en stor syrisk hær med et kamelkorps og mange elefanter den hårdt pressede garnison til undsætning. Lysias, ledsaget af drengekongen selv (Antiochos V), nærmede sig byen fra syd via BET-SUR (se dette). Ved Bet-Zakarias blev jøderne besejret, og Judas' bror Eleazar blev dræbt, og Jerusalem blev snart indtaget. Borgen på Zions bjerg, som omgav helligdommen, blev overgivet ved en traktat, men da kongen så dens styrke, brød han sin ed og ødelagde befæstningerne (1 Makk 6,62). Men selv i denne fortvivlede situation blev Judas og hans tilhængere reddet. En vis tronprætendent, Filip, rejste et oprør i en fjern del af riget, og Lysias blev nødt til at lappe en våbenhvile sammen med de nationalistiske jøder, som var mere gunstig for Judas end før hans nederlag; garnisonen i Akra blev dog tilbage for at minde jøderne om, at de ikke var uafhængige. I 161 f.Kr. blev en anden syrisk general, Nikanor, sendt mod Judas, men han blev først vundet for venskab, og da han senere, på det hellenistiske partis tilskyndelse, blev tvunget til at angribe Judas, gjorde han det med hastigt opbudte tropper og blev besejret ved Adasa, lidt nord for Jerusalem. Judas fik dog ikke længe lov til at fejre sin triumf. En måned senere viste Bakkides sig foran Jerusalem, og i april 161 blev Judas dræbt i kamp mod ham ved Berea.

35. Hans død (161 f.Kr.):

Både byen og landet fik igen syriske garnisoner; ikke desto mindre var Jonathan, Judas' bror, som boede i Mikmas, i 152 i praksis landets hersker, og ved kløgtige forhandlinger mellem Demetrios og Alexander, de rivaliserende tronkrævere til Antiokias trone, opnåede Jonathan mere end nogen i hans familie nogensinde havde gjort. Han blev udnævnt til ypperstepræst og strategos, eller kongens stedfortræder, i Judæa. Han udbedrede byen og genopbyggede tempelfæstningen med tilhuggede sten (1 Makk 10,10-11).

36. Jonathans genopbygninger:

Han gjorde murene højere og genopbyggede en stor del af den østlige mur, som var blevet ødelagt, og "udbedrede det, som blev kaldt Kafenata" (1 Makk 12,36-37; Ant, XIII, v, ii); han lavede også en stor vold mellem Akra og byen for at isolere den syriske garnison (samme sted).

37. Byens overgivelse til Antiochos Sidetes (134 f.Kr.):

Simon, som efterfulgte Jonathan, erobrede endelig Akra i 139, og ifølge Josefus (Ant., XIII, vi, 7) ødelagde han den ikke blot, men jævnede delvis selve højen, som den stod på (se dog 1 Makk 14,36.37). Johannes Hyrkanos blev 5 år senere (134 f.Kr.) belejret i Jerusalem af Antiochos Sidetes i hans regerings 4. år; under belejringen rejste den syriske konge 100 tårne, hvert på 3 etager, mod den nordlige mur--muligvis blev disse senere brugt til fundamenterne for den anden mur. Antiochos blev til sidst købt bort ved udlevering af gidsler og ved en tung tribut, som Hyrkanos siges at have skaffet ved at åbne Davids grav. Ikke desto mindre "nedbrød kongen befæstningerne, som omgav byen" (Ant., XIII, viii, 2-4).

38. Hasmonæiske bygninger:

I de mere velstående dage under de hasmonæiske herskere blev flere vigtige bygninger opført. Der var et stort palads på den vestlige (sydvestlige) høj med udsigt over templet (Ant., XX, viii, 11), og det var på et tidspunkt forbundet med det ved hjælp af en bro over Tyropøon, og på templets nordlige side lå en citadel--som muligvis (se VIII, 7 ovenfor) kan have været efterfølgeren til en, der lå her i tiden før eksilet--kendt som Baris; denne udvidede Herodes senere til Antonia (Ant., XV, xi, 4; BJ, V, v, 8).

39. Roms indgriben:

Som følge af striden mellem de senere hasmonæiske fyrster kom der yderligere ulykker over byen. I 65 f.Kr. gjorde Hyrkanos II, på tilskyndelse af Antipas fra Idumæa, oprør mod sin bror Aristobulos, til hvem han for nylig havde opgivet sit krav på herredømmet. Med hjælp fra Aretas, nabatæernes konge, belejrede han Aristobulos i templet. Den romerske general Scaurus tvang imidlertid, på Pompejus' ordre, Aretas til at trække sig tilbage og gav derefter sin hjælp til Aristobulos, som overvandt sin bror (Ant., XIV, ii, 1-3). To år senere (63 f.Kr.) kom Pompejus selv, efter at være blevet mødt af udsendinge fra begge parter, som medbragte gaver, samt af farisæerne, for at bilægge striden mellem de rivaliserende fraktioner, og da han blev lukket ude af byen, tog han den med storm.

40. Pompejus tager byen med storm:

Han gik ind i »det Allerhelligste«, men lod templets skatte være urørte. Byens mure blev revet ned; Hyrkanos II blev genindsat som ypperstepræst, men Aristobulos blev ført som fange til Rom, og byen blev skattepligtig til Romerriget (Ant., XIV, iv, 1-4; BJ, I, vii, 1-7). Den syriske prokonsul, M. Lucinius Crassus, som drog ud på sit felttog mod partherne i 55 f.Kr., bortførte fra templet de penge, som Pompejus havde efterladt (Ant., XIV, vii, 1).

41. Julius Cæsar udnævner Antipater til prokurator (47 f.Kr.):

I 47 f.Kr. blev Antipater, som i 10 år havde vundet magt som selvbestaltet rådgiver for den svage Hyrkanos, gjort til romersk borger og udnævnt til prokurator til gengæld for meget betydelige tjenester, som han havde været i stand til at yde Julius Cæsar i Egypten (Ant., XIV, viii, 1, 3, 5); samtidig gav Cæsar Hyrkanos tilladelse til at genopbygge Jerusalems mure, foruden andre privilegier (Ant., XIV, x, 5). Antipater gjorde sin ældste søn, Fasael, til statholder over Jerusalem og betroede Galilæa til sin dygtige yngre søn, Herodes.

42. Parthisk invasion:

I 40 f.Kr. efterfulgte Herodes sin far som prokurator for Judæa efter ordre fra det romerske senat, men samme år erobrede og plyndrede partherne under Pacorus og Barzapharnes Jerusalem (Ant., XIV, xiii, 3,1) og genindsatte Antigonos (Jewish Wars, I, xiii, 13). Herodes bragte sin familie og sine skatte til Massada, og efter at være blevet udnævnt til konge over Judæa af Antonius vendte han, efter forskellige oplevelser, tilbage i 37 f.Kr. Med hjælp fra Sosius, den romerske prokonsul, tog han Jerusalem med storm efter en belejring på 5 måneder; ved løftet om en gavmild belønning afholdt han soldaterne fra at plyndre byen (Ant., XIV, xvi, 2-3).

43. Herodes den Stores regeringstid (37-4 f.Kr.):

Under denne store monarks regering antog Jerusalem en pragt, der overgik alle andre tidsaldres. I 24 f.Kr. byggede kongen sit vældige palads i den øvre by på den sydvestlige høj, nær hvor de tyrkiske kaserner og det armenske kvarter ligger i dag. Han genopbyggede fæstningen nord for templet--det gamle Baris--i stor målestok med 4 høje hjørnetårne og omdøbte den til Antonia til ære for sin beskytter. Han fejrede lege i et nyt teater og byggede en hippodrom (Jewish Wars, II, iii, 1) eller et amfiteater (Antiquities, XV, viii, 1).

44. Herodes' store bygningsværker:

Han må nødvendigvis have styrket og repareret murene, men sådant arbejde blev overstrålet af de 4 store tårne, som han rejste, Hippicus, Fasael og Mariamne, nær den nuværende Jaffaport--grundvoldene til de første to store menes at være indarbejdet i det nuværende såkaldte »Davids tårn«--og det høje ottekantede tårn, Psephinus, længere mod nordvest. Udviklingen af Herodes' planer for genopbygningen af templet blev påbegyndt i 19 f.Kr., men de blev ikke fuldført før 64 e.Kr. (Joh 2,20; Matt 24,1; Matt 24,2; Luk 21,5; Luk 21,6). Helligdommen selv blev bygget af 1.000 særligt uddannede præster inden for et tidsrum på 18 måneder (11-10 f.Kr.). Forestillingen var storslået og resulterede i en mængde bygninger af en størrelse og skønhed, der langt overgik alt, hvad der tidligere havde stået der. Praktisk talt alle rester af grundvoldene til tempelindhegningen, som nu findes i forbindelse med Haram, hører til denne periode. I 4 f.Kr.--året for fødslen--indtraf de uroligheder, som fulgte efter ødelæggelsen af den gyldne ørn, som Herodes havde sat op over templets store port, og kort efter døde Herodes; han havde forinden lukket mange af de ledende jøder inde i hippodromen med ordre om, at de skulle dræbes, når han gik bort (Jewish Wars, I, xxxiii, 6). Arkelaos' tronbestigelse blev markeret af påskeuroligheder, som endte med 3.000 døde, en eftervirkning af sagen om den gyldne ørn.

45. Herodes Arkelaos (4 f.Kr.-6 e.Kr.):

Da Arkelaos mente, at ordenen var genoprettet, rejste han til Rom for at få sin titel bekræftet. Under hans fravær bragte Sabinus, den romerske prokurator, ved dårlig ledelse og grådighed byen i oprør omkring sig, og den næste påske blev fejret med en massakre, gadekampe og åbenlys plyndring. Varus, statholderen i Syrien, som var ilet sin underordnede til hjælp, undertrykte oprøret med skånselsløs strenghed og korsfæstede 2.000 jøder. Arkelaos vendte kort efter tilbage som etnark, et embede han beholdt indtil sit eksil i 6 e.Kr. Under Coponius' prokuratorat (6-10 e.Kr.) indtraf endnu et påskeoprør som følge af nogle samaritaneres provokerende opførsel.

46. Pontius Pilatus:

Under Pontius Pilatus' prokuratorat (26-37 e.Kr.) var der flere uroligheder, som kulminerede i et oprør som følge af, at han tog noget af templets »korban« eller hellige offergaver til anlæggelsen af en akvædukt (Ant., XVIII, iii, 2)--sandsynligvis i det mindste en del af »lavniveau-akvædukten« (se VII, 15, ovenfor). Herodes Agrippa I indhegnede forstæderne, som var vokset frem nord for den anden mur og for templet, med det, Josefus kalder den »tredje mur« (se V, ovenfor).

47. Kong Agrippa:

Hans søn, kong Agrippa, byggede — omkring 56 e.Kr. — en stor tilbygning til det gamle hasmonæiske palads, hvorfra han kunne se ud over tempelområdet. Denne handling vakte anstød hos jøderne, som byggede en mur ved den vestlige grænse af den indre forgård for at spærre for hans udsyn. I den strid, der fulgte, lykkedes det jøderne at opnå Neros støtte (Ant., XX, viii, 11). I 64 e.Kr. blev den langvarige genopbygning af tempelforgårdene, som var begyndt i 19 f.Kr., afsluttet. De 18.000 arbejdere, der blev sat uden arbejde, synes at have fået »arbejde for arbejdsløse« med at »brolægge byen med hvid sten« (Ant., XX, ix, 6-7).

48. Opstand mod Florus og Gallus’ nederlag:

Til sidst brød jødernes længe ulmende utilfredshed med romerne ud i åbent oprør under Gessius Florus’ forbryderiske inkompetence, 66 e.Kr. (Ant., XX, xi, 1). Paladser og offentlige bygninger blev sat i brand af den vrede folkemængde, og efter kun to dages belejring blev selve Antonia erobret, stukket i brand, og dens garnison dræbt (Jewish Wars, II, xvii, 6-7). Cestius Gallus, som skyndte sig dertil fra Syrien, var snart i gang med en belejring af byen. Den tredje mur blev erobret og forstaden BEZETHA (se denne) brændt, men da Gallus skulle til at genoptage angrebet på den anden mur, synes han at være blevet grebet af panik, og hans delvise tilbagetrækning udviklede sig til et lidet ærefuldt tilbagetog, hvor jøderne forfulgte ham ned gennem passet til Bet-Horon-byerne og helt til Antipatris (Jewish Wars, II, xix).

49. Byen belejres af Titus (70 e.Kr.):

Denne sejr kom i det lange løb til at koste jøderne dyrt, da den førte til Vespasians felttog og den endelige knusning af alle deres nationale håb. Vespasian indledte erobringen i nord og rykkede frem med langsomme og sikre skridt. Da han midt under krigen blev kaldt tilbage til Rom som kejser, tilfaldt opgaven med at belejre og indtage selve byen hans søn Titus. Ingen af de mange ulykker, der tidligere havde ramt byen, kan sammenlignes med denne frygtelige belejring. I ingen af dem havde byen været så pragtfuld, dens befæstninger så stærke, dens befolkning så tæt pakket. Det var påsketid, men ud over de skarer, der var samlet til denne begivenhed, var vældige mængder hastet dertil på flugt fra den fremrykkende romerske hær. Tabet af menneskeliv var enormt; flygtninge til Titus angav 600.000 som antallet af døde (Jewish Wars, V, xiii, 7), men dette synes utroligt. Den samlede befolkning i dag inden for murene kan ikke være mere end 20.000, og den samlede befolkning i det moderne Jerusalem, som dækker et langt større område end dengang, kan efter det mest rundhåndede skøn ikke overstige 80.000. Tre gange dette, eller lad os sige en kvart million, synes at være det højeste, der er troværdigt, og mange ville sætte tallet langt lavere.

50. Partisplittelser inden for de belejrede mure:

Belejringen begyndte den 14. nisan, 70 e.Kr., og endte den 8. elul, i alt 134 dage. Byen var splittet af indre fejder. Simon holdt den øvre og den nedre by; Johannes fra Gischala holdt templet og »Ofel«; idumæerne, som zeloterne havde ført ind, kæmpede kun for sig selv, indtil de befriede byen for deres rædsler. Endnu et parti, for svagt til at gøre sine råd gældende, var for fred med Rom, en politik som, hvis den var blevet taget op i tide, ville have mødt en fornuftig og barmhjertig ånd hos Titus. Belejringens elendigheder og ødelæggelsen af liv og ejendom var mindst lige så meget jødernes eget værk som deres erobreres. På belejringens 15. dag blev den tredje mur (Agrippas), som kun var blevet hastigt færdiggjort ved romernes ankomst, erobret; den anden mur blev endeligt indtaget på den 24. dag; på den 72. dag faldt Antonia, og 12 dage senere ophørte det daglige offer. På den 105. dag — den ildevarslende 9. ab — blev templet og den nedre by brændt, og på den sidste dag stod hele byen i flammer.

51. Byens indtagelse og fuldstændige ødelæggelse:

Kun Herodes’ tre store tårne, Hippicus, Phasael og Mariamne, sammen med de vestlige mure, blev skånet for at beskytte den 10. legions lejr, som blev efterladt for at bevogte stedet, og »for at vise eftertiden, hvilken slags by den var, og hvor godt den var befæstet«; resten af byen blev gravet op helt ned til fundamenterne (Jewish Wars, VII, i, 1).

52. Bar-Kochbas oprør:

I 60 år efter dens indtagelse hersker der tavshed over Jerusalem. Vi ved, at stedet fortsat havde en garnison, men det blev ikke genopbygget i nævneværdigt omfang. I 130 e.Kr. blev det besøgt af Hadrian, som kun fandt få bygninger stående. To år senere (132-35 e.Kr.) fandt jødernes sidste store oprør sted i Bar-Kochbas (»en stjernes søn«) opstand; han blev opmuntret af rabbiner Akiba. Da Julius Severus havde undertrykt dette sidste forsøg på frihed, blev de tilbageværende spor af jødedom udslettet, og det siges endda (Jerusalem-Talmud, Ta`anith 4), at selve tempelstedet blev pløjet op af T. Annius Rufus; et Jupiteralter blev placeret på tempelstedet, og jøder blev udelukket fra Jerusalem under dødsstraf.

53. Hadrian bygger AElia Capitolina:

I 138 genopbyggede Hadrian byen og gav den navnet AElia Capitolina. Forløbet af AElia's sydlige mur blev sandsynligvis bestemt af den sydlige befæstning af den store romerske legionærlejr på den vestlige (sydvestlige) høj, og det er sandsynligt, at det var det almindelige forløb for den nuværende sydlige mur. Under alle omstændigheder ved vi, at det område, som coenaculum og den traditionelle "Davids grav" optog, lå uden for murene i det 4. århundrede. En rytterstatue af Hadrian blev opstillet på stedet for "det Allerhelligste" (Hieronymus, kommentar til Es 2,8; Matt 24,15). En indskrift, som nu findes i tempelområdets sydlige mur, og hvori Hadrians navn forekommer, kan have tilhørt dette monument, mens et stenhoved, der blev opdaget i nærheden af Jerusalem for omkring 40 år siden, kan have tilhørt statuen. Enten Hadrian selv eller en af de antoninske kejsere rejste et tempel for Venus på den nordvestlige høj, hvor Gravkirken senere blev bygget (Euseb., Konstantins liv, III, 36). Skikken med pilgrimsfærd til de hellige steder, som synes at have sine rødder langt tilbage i det 2. århundrede (se Turner, Journal of Theological Studies, I, 551, citeret af Sanday, Sacred Sites of the Gospels, 75-76), synes at være blomstret stadig mere i de næste to århundreder; derudover ved vi kun lidt om byen.

54. Konstantin bygger Anastasis-kirken:

I 333 e.Kr. blev den nye Anastasis-kirke, der markerede det formodede sted for Den Hellige Grav, påbegyndt på Konstantins befaling. Traditionerne om dette sted og det hellige kors, som angiveligt blev fundet dér, er nedskrevet nogen tid efter begivenhederne og er af tvivlsom sandfærdighed. Bygningen må have været prægtig og dækkede et betydeligt større område end den nuværende kirke. I 362 siges Julian at have forsøgt at genopbygge templet, men arbejdet blev afbrudt af en eksplosion. Fortællingen er tvivlsom.

På et usikkert tidspunkt før 450 blev coenaculum og "Den hellige Zions kirke" indlemmet inden for murene. Dette er den tilstand, der er afbildet i Madeba-mosaikken og også den, der beskrives af Eucherius, som, idet han skrev mellem 345-50 e.Kr., siger, at murenens kreds "nu optager Zions bjerg i sig, som engang lå udenfor, og som, idet det ligger på sydsiden, hænger over byen som et citadel." Det er muligt, at dette var kejser Valentinianus' værk; han vides at have foretaget en vis genopbygning af murene.

55. Kejserinde Eudoxia genopbygger murene:

I 450 tog kejserinde Eudoxia, enken efter Theodosius II, bolig i Jerusalem og genopbyggede murene efter deres gamle linjer, idet hun bragte hele den sydvestlige høj såvel som Siloamdammen inden for muren (Evagarius, Hist. Eccles., I, 22). Under alle omstændigheder fandtes denne inddragelse af dammen i de mure, der beskrives af Antoninus Martyr i 560 e.Kr., og den bekræftes af Bliss' arbejde (se ovenfor VI, 4). Hun byggede også Stefanskirken, kirken ved Siloamdammen og andre.

56. Justinian:

Kejser Justinian, som måske var den største af de kristne bygherrer, rejste den store Mariakirke, hvis rester nu af nogle autoriteter anses for at være indarbejdet i el Aqsa-moskeen; han byggede også en "Sofia-kirke" i "Pretorian," dvs. på stedet for Antonia (se dog PRAETORIUM), og et hospital vest for templet. Selve tempelstedet synes at være forblevet i ruiner ned til det 7. århundrede.

57. Chosroes II indtager byen:

I 614 blev Israels land erobret af perseren Chosroes II, og kirkerne i Jerusalem, herunder Den Hellige Gravs kirke, blev ødelagt, en begivenhed som gjorde meget for at bane vejen for de muslimske arkitekter et halvt århundrede senere, som frit brugte søjlerne fra disse ødelagte kirker ved opførelsen af "Klippemoskeen."

58. Herakleios drager ind i den i triumf:

I 629 nåede Herakleios, efter i mellemtiden at have sluttet fred med Chosroes II's efterfølger, Jerusalem i triumf og bar det erobrede fragment af korset tilbage. Han gik ind i byen gennem "Den Gyldne Port," som mange faktisk mener har fået sin nuværende form gennem hans restaureringer. Kristendommens triumf var kun kort. Syv år tidligere havde Muhammeds historiske flugt fra Mekka (Hegira) fundet sted, og i 637 viste Profetens sejrende tilhængere sig i den hellige by. Efter en kort belejring kapitulerede den, men kaliffen Omar behandlede de kristne med storsindet mildhed.

59. Omars mildhed:

De kristne steder blev skånet, men på tempelstedet, som indtil da tilsyneladende ikke havde været optaget af nogen vigtig kristen bygning, men som havde en særlig hellighed for muslimerne på grund af Muhammeds angivelige syner dér, blev der rejst en træmoske med plads til 3.000 tilbedere. Denne blev i 691 e.Kr. erstattet af den prægtige Kubbet es Sakah], eller "Klippemoskeen," bygget af `Abd'ul Malek, den 10. kalif. I nogle århundreder synes forholdet mellem de kristne og muslimerne at have været venskabeligt: historikeren el Muqaddasi, der skrev i 985, beskriver de kristne og jøderne som dem, der havde overtaget i Jerusalem. I 969 kom Israels land under det egyptiske dynastis magt, og i 1010 brændte dets hersker, den vanvittige Hakim, mange af kirkerne, som dog blev genopført på ringe vis.

60. Seldsjuktyrkerne og deres grusomheder:

I 1077 erobrede Isar el Atsis, en leder for seldsjuk-tyrkerne, Israels land fra nord, fordrev egypterne og massakrerede 3.000 af Jerusalems indbyggere. Tyrkernes grusomhed – i modsætning, bemærk det, til de arabiske muslimers adfærd – var den umiddelbare årsag til korstogene. I 1098 blev byen generobret af de egyptiske arabere, og året efter blev den igen indtaget efter en 40 dages belejring af soldaterne fra det første korstog, og Godfrey de Bouillon blev den første konge. Stor byggeaktivitet prægede de næste 80 fredelige år under latinsk herredømme: mange kirker blev bygget, men indtil hen imod slutningen af denne periode blev murene forsømt.

61. Korsfarerne indtager byen i 1099:

I 1177 blev de repareret, men 10 år senere kunne de ikke modstå den sejrende Saladins våben. Byen overgav sig, men indbyggerne blev skånet. I 1192 reparerede Saladin murene, men i 1219 blev de nedbrudt efter ordre fra sultanen af Damaskus. I 1229 opnåede kejser Frederik II af Tyskland den hellige by ved traktat på betingelse af, at han ikke genopbyggede befæstningerne; da denne bestemmelse 10 år senere blev brudt af indbyggerne, nedkaldte det emiren af Keraks hævn over dem. Ikke desto mindre blev byen i 1243 igen ubetinget givet tilbage til de kristne.

62. Kharizimianerne:

Det følgende år brød imidlertid de kharizimiske tatarer – en vild, brutal horde fra Centralasien – ind i landet og bragte ødelæggelse med sig; de indtog Jerusalem, massakrerede folket og plyndrede de latinske kongers grave. Tre år senere blev de drevet ud af landet af egypterne, som på deres side beholdt det, indtil de i 1517 blev erobret af de osmanniske tyrkere, som stadig besidder det. Den største af deres sultaner, Suleiman den Prægtige, byggede de nuværende mure i 1542.

63. Osmanniske tyrkere får byen (1517 e.Kr.):

I 1832 kom Mohammed Ali med sine egyptiske styrker og indtog byen, men 2 år senere gjorde fellahinerne oprør mod hans styre og fik for en tid faktisk herredømmet over byen, bortset fra citadellet, idet de trængte ind gennem hovedafløbet. Det belejrede citadel blev undsat, da Ibrahim Pasha ankom fra Egypten med forstærkninger. Byen og landet blev i 1840 givet tilbage til de osmanniske tyrkere af stormagterne.

X. Det moderne Jerusalem.

1. Jøder og "zionisme":

Den moderne by Jerusalem har omkring 75.000 indbyggere, hvoraf over to tredjedele er jøder. Indtil for omkring 50 år siden var byen begrænset til sine mure fra det 16. århundrede; portenes døre blev låst hver nat, og selv her var der betydelige ubeboede områder. Siden da, og især i løbet af de sidste 25 år, er der sket en hurtig vækst af forstæder mod nord, nordvest og vest for den gamle by. Dette skyldes i høj grad den stadige strøm af jødiske indvandrere fra alle dele af verden, især fra Rusland, Rumænien, Yemin, Persien, Bokhara, Kaukasus og fra alle dele af det tyrkiske rige. Denne tilstrømning af jøder, hvoraf en stor del er yderst fattige, har ført til, at bosættelser eller "kolonier" for forskellige grupper af jøder er blevet opført over hele plateauet mod nord – et område, der aldrig før havde været bebygget – men også på andre sider af byen. Med undtagelse af Bokhara-kolonien, som har nogle fine bygninger og ligger højt og sundt, består de fleste bosættelser af usle hytter eller grimme fattighuse. Med undtagelse af et par hospitaler findes der ingen jødisk offentlig bygning med arkitektoniske prætentioner. Den "zionistiske" bevægelse, som har trukket så mange jøder til Jerusalem, kan ikke kaldes en succes, hvad denne by angår, eftersom bosætterne og deres børn som regel enten stadig forfalder fysisk og moralsk – på grund af konstante malariaanfald, kombineret med armod og mangel på arbejde – eller, i de energiskes og oplystes tilfælde, udvandrer de – især til Amerika; denne udvandring er på det seneste blevet stærkt fremmet af den nye lov, hvorefter jøder og kristne nu, ligesom muslimer, skal aftjene militærtjeneste.

Den udenlandske kristne befolkning repræsenterer alle nationer og alle kirkesamfund; den romerske kirke er hurtigt ved at overgå alle andre kirkesamfund eller religioner med hensyn til bygningernes betydning. Russerne er godt repræsenteret ved deres omfattende indhegning, som omfatter en stor katedral, et hospital, et omfattende herberg i flere blokke og en smuk bolig for generalkonsulen, samt ved kirkerne og andre bygninger på Oliebjerget. Tyskerne har en vellykket koloni, der tilhører "Tempel"-sekten, vest for Jerusalem nær jernbanestationen, og de er værdigt repræsenteret ved flere smukke bygninger, f.eks. den protestantiske "Forløserkirke", bygget på stedet for og efter grundplanen af en fin kirke tilhørende johanniterridderne, den nye (romersk-katolske) Dormitionskirke på "Zions bjerg" med et tilstødende benediktinerkloster, et meget smukt romersk-katolsk herberg uden for Damaskusporten, Kaiserin Augusta Victoria-sanatoriet på Oliebjerget og et protestantisk Johanniter-herberg i byen, et stort almindeligt hospital og et spedalskhedshospital, et konsulat og to store skoler. I indflydelse, både verdslig og religiøs, har tyskerne hurtigt vundet frem i de sidste 2 årtier. Britisk indflydelse er relativt set blevet meget mindre.

2. Kristne bygninger og institutioner:

Det Britiske Oftalmologiske Hospital, der tilhører "Johanniterriddernes orden", det Engelske Missionshospital, der tilhører London Jews Society, biskop Gobats skole og English College, knyttet til Church Missionary Society, 3 anglikanske kirker, hvoraf den smukke George's Collegiate Church støder op til den anglikanske biskops residens, samt nogle få små skoler udgør omfanget af de offentlige bygninger, der er knyttet til britiske selskaber. Frankrig og den romersk-katolske kirke er værdigt repræsenteret ved dominikanerklosteret og -seminariet, som er knyttet til den smukke Stefanskirke — genopført efter planen for en gammel kristen kirke — ved Ratisbon-skolerne (jesuitiske), Louis-hospitalet, Augustinus-hospicet og -kirken samt klosteret og seminariet for de "hvide fædre" eller Freres de la mission algerienne, hvis hovedkvarter er samlet omkring den smukt restaurerede Annakirke. Ikke langt herfra ligger klosteret og skolen for Saeurs de Sion ved Ecce Homo-kirken. Også inden for murene, nær Den Nye Port, ligger den latinske patriarks residens — en kardinal i Romerkirken — med en kirke, skolen for Freres de la doctrine chretienne og franciskanernes skoler, hospital og kloster; de anerkendes blandt deres trosfæller som "sognepræsterne" i byen, eftersom de har været etableret dér længere end de mange andre ordener.

Alle de forskellige nationaliteter står under deres respektive konsuler og nyder ekstraterritoriale rettigheder. Foruden det tyrkiske postkontor, som ledes meget ineffektivt, har østrigerne, tyskerne, franskmændene, russerne og italienerne alle postkontorer, der er åbne for alle, med særlige "Levant"-frimærker. Den amerikanske post udleveres på det franske postkontor. Der er fire hovedbanker: fransk, tysk, osmannisk og anglo-jødisk. Som man kan formode, er prisen på sådanne ejendomme steget enormt på grund af efterspørgslen efter jord til jødiske bosættelser eller til kristne skoler eller klostre. Uheldigvis er alle jordejere i de senere år — og muslimerne har ikke været sene til at efterligne udlændingene — begyndt at indhegne deres ejendom med høje og uskønne mure, hvilket i høj grad har ødelagt både spadsereturene omkring byen og udsigten fra mange steder. Den øgede udvikling af kørsel med vogne har ført til betydeligt støv i den tørre årstid og mudder om vinteren, eftersom vejene er belagt med meget blød kalksten. Jerusalem-Jaffa-jernbanen (et fransk selskab), 54 miles lang, som blev åbnet i 1892, har støt øget sin trafik år for år og er nu en meget indbringende virksomhed. Der findes ingen egentlig kommunal vandforsyning og ingen offentlige kloakker til de nye forstæder — skønt den gamle by afvandes af en utæt, dårligt anlagt middelalderlig kloak, som udmunder lige neden for den jødiske bosættelse i Kidron og løber ned gennem Wady en Nauru. En vandforsyning, nye kloakker, elektriske sporvogne og elektrisk gadebelysning er alle meget omtalte forbedringer. Der er talrige hoteller, foruden omfattende indkvarteringsmuligheder i de religiøse hospicer, og ikke færre end 15 hospitaler og asyler.

LITTERATUR.

Den er enorm, men af meget ulige værdi, og meget af den er forældet. Til alle formål er det bedste opslagsværk Jerusalem from the Earliest Times to AD 70, 2 bind, af Principal G.A. Smith. Det indeholder henvisninger til al litteraturen. Over for denne bog og dens forfatter er det umuligt for nærværende skribent tilstrækkeligt at udtrykke sin taknemmelighed, og der er i denne artikel ikke gjort noget forsøg på detaljerede anerkendelser. Som supplement til ovenstående vil Jerusalem af dr. Selah Merrill og Jerusalem in Bible Times af professor Lewis B. Paton vise sig nyttige. Sidstnævnte er en sammenfattet fremstilling, særlig værdifuld for sine illustrationer og sine talrige henvisninger. Af artiklerne om Jerusalem i de nyere bibelleksika er den af Conder i HDB måske den mest værdifulde. Af rejsehåndbøger vil Baedeker's Guide to the Holy Land and Syria (1911), af Socin og Benzinger, og Barnabe Meistermanns (R.C.) New Guide to the Holy Land (1909) vise sig nyttige; ligeledes Hanauers Walks about Jerusalem.

Om geologi, klima og vandforsyning:

Hulls "Memoir on Physical Geography and Geology of Arabian Petrea, the Holy Land, and Adjoining Districts," PEF; og Blankenhorn, "Geology of the Nearer Environs of Jerusalem," ZDPV, 1905; Chaplin, "Climate of Jerusalem," PEFS, 1883; Glaisher, "Meteorol. Observations in the Holy Land," særtryk fra Udforskningsfonden for Det Hellige Land; Hilderscheid, "Die Niederschlagsverhaltnisse Palestine in alter u. neuer Zeit," ZDPV (1902); Huntington, The Holy Land and Its Transformation (1911); Andrew Watt, "Climate in Hebron," osv., Journal of the Scottish Meteorological Society (1900-11); Schick, "Die Wasserversorgung der Stadt Jerusalem," ZDPV, 1878; Wilson, "Water Supply of Jerusalem," Proceedings of the Victoria Institute, 1906; Masterman, i Biblical World, 1905.

Om arkæologi og topografi:

PEF, bind om Jerusalem, med tilhørende kort og planer; Clermont-Ganneau, Archaeological Researches, I, 1899 (PEF); William, Holy City (1849); Robinson, Biblical Researches (1856); Wilson, Recovery of Jerusalem (1871); Warren, Underground Jerusalem (1876); Vincent, Underground Jerusalem (1911); Guthe, "Ausgrabungen in Jerusalem," ZDPV, V; Bliss og Dickie, Excavations in Jerusalem (1894-97); Sanday, Sacred Sites of the Gospels (1903); Mitchell, "The Wall of Jerusalem according to the Book of Neh," JBL (1903); Wilson, Golgotha and the Holy Sepulchre (1906); Kuemmel, Materialien z. Topographie des alten Jerusalem; desuden talrige rapporter i PEFS; Zeitschrift des deutschen Palestine Vereins; og Revue biblique.

Om historie:

Foruden Bibelen, apokryferne, Josefus' værker og Tacitus' Historie: Besant og Palmer, History of Jerusalem; Conder, Judas Maccabeus and Latin Kingdom of Jerusalem; Le Strange, Palestine under the Moslems (1890); C.F. Kent, Biblical Geography and History (1911). Bevan, Jerusalem under the High-Priests; Watson, The Story of Jerusalem.

E. W. G. Masterman