hunt'-ing (tsayidh): Jagt på vilde dyr for sportens skyld, eller til forsvar for mennesker og hjorde, eller for at skaffe føde, var almindelig i Vestasien og Egypten, især i tidlige tider. Nogle af de egyptiske og assyriske konger var store jægere i den første betydning, for eksempel Amenhotep III (1411-1375 f.Kr.), »en løvejagende og tyreæggende farao«, som pralede af at have dræbt 76 tyre i løbet af én ekspedition og af på et eller andet tidspunkt at have dræbt 102 løver; og den assyriske erobrer Tiglat-Pileser I (cirka 1100 f.Kr.), som hævdede 4 vildokser, 14 elefanter og 920 løver som trofæer for sin dygtighed og sit mod.

1. Nimrod og hans lige:

Det bibelske forbillede for disse krigs- og jagthelteskikkelser er Nimrod, »en vældig jæger for Jahve« (1 Mos 10,9), det vil måske sige »en jæger uden lige«, en skikkelse som endnu ikke tydeligt kan identificeres med nogen historisk eller mytisk person i de assyrisk-babylonske monumenter, men muligvis den Gilgamesh fra det store epos, som kan være helten, der på segl og relieffer fremstilles som sejrherre over løven (Skinner, »Gen«, ICC, 208). Vi mindes også om Samsons bedrift ved Timna (Dom 14,5), men denne var, ligesom Davids møde med løven og bjørnen (1 Sam 17,34) og Benajas kamp med en løve i en brønd på en snedag (2 Sam 23,20), en lejlighedsvis hændelse og falder næppe ind under kategorien jagt. Der er intet bevis for, at jagt for sportens skyld nogensinde blev udøvet af Judas og Israels konger. Først på Herodes den Stores tid, han som havde et jagtvæsen og var en stor jæger af vildsvin, hjorte og vildæsler (Josefus, BJ, I, xxi, 13), idet han kunne nedlægge så mange som 40 dyr på én dag, finder vi en hersker over Israels land, som hengav sig til denne tidsfordriv.

2. Jagt i Det Gamle Testamente:

Jagt til de to andre formål, som er nævnt ovenfor, var dog sandsynligvis lige så hyppig blandt israelitterne, selv efter at de var ophørt med at være nomader, som blandt deres naboer. Vi kender ganske vist kun to personlige eksempler, begge i patriarktiden og begge uden for den direkte linje af israelitisk afstamning: Esau (1 Mos 25,27) og Ismael (1 Mos 21,20); men der er flere henvisninger og mange billedlige hentydninger til jagten og dens metoder og redskaber. Jagt (inklusive forfølgelse) nævnes i Pentateuken i bestemmelsen om at hælde blodet ud og dække det med støv (3 Mos 17,13); og der er en almen henvisning i ordsproget (Ordsp 12,27): »Den lade mand steger ikke det, han tog på jagt.« Jagten på løven forudsættes i Ezekiels allegori om løvinden og hendes to unger (Ez 19,1-9; sammenlign Job 10,16); på antilopen eller oryxen (5 Mos 14,5; Es 51,20); på rådyret (Ordsp 6,5); på agerhønen i bjergene (1 Sam 26,20) og på fugle i almindelighed i mange passager. Jagt er sandsynligvis underforstået i oplysningen om forsyningen af hjorte, gazeller og råbukke til Salomos køkken (1 Kong 4,23), og til en vis grad i henvisningen til løvekulen i Babylon (Dan 6,7).

3. Jægeres metoder:

De våben, som hyppigst synes at være blevet brugt af jægere, var buer og pile. Isak (1 Mos 27,3) befaler Esau at tage sin bue og sit pilekogger og skaffe ham vildt eller jagtbytte (sammenlign også Es 7,24; Job 41,28). Denne metode illustreres rigt af monumenterne. Ashur-nazir-pal lII (885-860 f.Kr.) og Dareios (cirka 500 f.Kr.) er for eksempel afbildet skydende på løver fra stridsvognen. Man gjorde også brug af sværdet, spyddet, kastespyddet eller lansetten, slyngen og køllen (Job 41,26; Job 41,28, hvor anvendelsen af disse våben til jagt er underforstået). De større dyr blev undertiden fanget i en faldgrube. Den klassiske henvisning findes i Ezekiels allegori: »Han blev taget i deres grav« (shachath, Ez 19,4; Ez 19,8; sammenlign også Es 24,17 f; Jer 48,43 f; Sl 35,7 osv.). Detaljerne ved denne fangstmåde, sådan som den praktiseres i dag, og sandsynligvis i oldtiden, beskrives af Tristram i hans Natural History of the Bible (118 f). En mere udførlig metode beskrives af Maspero i Lectures historiques (285). For at gøre fangst i faldgrube mere effektiv brugte man også net: »De bredte deres net ud over ham« (Ez 19,8; sammenlign Sl 35,7). Når løven var fanget, blev den undertiden anbragt i et stort træbur (Ez 19,9, cughar, det assyriske shigaru; om ordet og genstanden sammenlign SBOT, »Ezk«, engelsk, 132; hebr., 71). Løven (eller et hvilket som helst andet stort dyr) blev ført omkring ved en ring eller krog (chach), som var sat i kæberne eller næsen (2 Kong 19,28 er lig Es 37,29; Ez 19,4; Ez 19,9; Ez 29,4; Ez 38,4). Fra vilde dyr overførte de brutale assyrere skikken til deres menneskelige fanger, som israelitterne udmærket vidste (2 Krøn 33,11 RV randnote, hebraisk choach; for monumentale illustrationer sammenlign SBOT, »Ezk«, engelsk, 132 f). Net blev også brugt til andre dyr såsom oryxen eller antilopen (Es 51,20). De egyptiske og assyriske monumenter viser, at hunde blev brugt ved jagt i det gamle Østen, og det er ikke usandsynligt, at de også blev sat til denne tjeneste af hebræerne, men der er intet klart bibelsk bevis, da »greyhound« i Ordsp 30,31 er en tvivlsom gengivelse. Josefus nævner ganske vist (Ant., IV, viii, 9) jagthunden i en lov, der tilskrives Moses, men værdien af hentydningen er usikker.

4. Fuglefængere og deres snarer:

Jagt på fugle eller fuglefangst omtales eller hentydes så ofte til, at den må have været meget udbredt (jf. Sl 91,3; Sl 124,7; Ordsp 1,17; Ordsp 6,5; Præd 9,12; Am 3,5 osv.). Den eneste fugl, der nævnes specifikt, er agerhønen, som siges at blive jaget på bjergene (1 Sam 26,20). Tristram (N H B, 225) antager, at jagtmetoden var den, der stadig er almindelig: vedvarende forfølgelse, indtil dyret slås ned med stokke, der kastes hen ad jorden; men fortolkningen er usikker. Fugle blev i almindelighed fanget med snarer eller fælder. To passager er særligt oplysende på dette punkt: Job 18,8-10, hvor seks ord bruges om sådanne indretninger, gengivet henholdsvis med "net", "garn", "fælde", "snare", "løkke", "fælde"; og Am 3,5, som er vigtig nok til at blive citeret i sin helhed: "Kan en fugl falde i en snare på jorden, hvor der ikke er sat nogen fælde for den? Springer en snare op fra jorden uden overhovedet at have fanget noget?" Ordet for "snare" i denne passage (pach) beskriver sandsynligvis et net, der er lagt på jorden, måske et cirkulært net som den egyptiske fuglefælde, der er afbildet i Cambridge Bible, "Amos," 157. Ordet for "fælde", sædvanligvis ira i Revised Version (British and American) "snare" (moqesh, bogstaveligt "fuglefangerredskab"), antages enten at henvise til lokkemaden (ibid., 158) eller til den udløser, der er forbundet med den, og som får nettet til at falde sammen (Siegfried). For en fuldstændig redegørelse for egyptiske måder at drive fuglefangst på, som sandsynligvis illustrerer gamle metoder i Israels land, jf. Wilkinson, Popular Account, II, 178-83. De to ord (moqesh og pach), der er nævnt ovenfor, bruges billedligt i mange gammeltestamentlige passager; det førstnævnte gentagne gange om den dødbringende indflydelse, som kana'anæisk afgudsdyrkelse havde på Israel, som i 2 Mos 23,33: "For hvis du dyrker deres guder, skal det visselig blive en snare for dig" (jf. 2 Mos 34,12; 5 Mos 7,16; Jos 23,13). Brugen af høgen ved fuglefangst, som er bevidnet for Nord-Syrien ved et basrelief fundet i 1908 ved Sakje-Geuzi, nævnes ikke i Det Gamle Testamente, men der kan måske være en hentydning i Apokryferne (Baruk 3,17: "de, der morede sig med himlens fugle"). Man har ment at finde en henvisning til brugen af lokkefugle i Jer 5,27, "et bur .... fuldt af fugle", men det er en tvivlsom fortolkning, og i den græske tekst til Sirak 11,30: "Som en lokkeagerhøne i et bur, sådan er en stolt mands hjerte", men den hebraiske tekst til sidstnævnte er mindre tydelig.

Se FOWLER.

5. Hentydninger i Det Nye Testamente:

Det Nye Testamente har nogle få billedlige hentydninger til jagt. Ordene for "fange" i Mark 12,13 og Luk 11,54 (agreuo og thereuo) betyder bogstaveligt "jage". Verbet "fange i snare" (pagideuo) forekommer i evangelierne (Matt 22,15), og substantivet "snare" (pagis) findes i 5 passager (Luk 21,34; Rom 11,9; 1 Tim 3,7; 1 Tim 6,9; 2 Tim 2,26). Et andet ord for "snare" (brochos), som bogstaveligt betyder "løkke" (RV-randnote), bruges i 1 Kor 7,35. Ordene for "ting, der får til at snuble" og "snuble" (skandalon og skandalizo) kan muligvis i nogle passager skjule en hentydning til en jægers fælde eller snare. Skandalon er nært beslægtet med skandalethron, "pinden i en fælde, hvorpå lokkemaden anbringes", og bruges i Septuaginta for moqesh. Den rige brug af billedsprog hentet fra jagt i Bibelen er bemærkelsesværdig i betragtning af, hvor forholdsvis sjældne de bogstavelige henvisninger er.

LITTERATUR.

Ud over de værker, der er citeret i artiklens løb, artiklen "Hunting" i DB2, HDB large and small, EB, Jewish Encyclopedia; og "Jagd" i tyske bibelordbøger af Guthe, Riehm2 og Wiener samt i RE3.

William Taylor Smith