je'-hu (yehu; betydningen usikker, måske "Jahve er han"; 1 Kong 19,16; 1 Kong 19,17; 1 Kong 19,2; 1 Kong 19,10; Eiou): Søn af Joshafat og efterkommer af Nimshi, derfor almindeligvis kaldt "Nimshis søn"; Israels 10. konge og grundlægger af dets 4. dynasti. Jehu regerede i 28 år. Hans tronbestigelse kan sættes til omkring 752 f.Kr. (nogle daterer den nogle få år senere).

1. Akabs officer:

Som en lykkeridder optræder Jehu først som officer i Akabs livvagt. Det er ham selv, vi skylder oplysningen om, at han var til stede ved det juridiske mord på Nabot, og at Nabots sønner blev dræbt sammen med deres far (2 Kong 9,26). Han var til stede, da Akab kørte fra Samaria for at besigtige sin nye ejendom i Jizre'el, og han var vidne til det dramatiske møde ved vingården mellem kongen og profeten Elias (jf. 1 Kong 21,16 ff.). År senere mindede Jehu Bidkar, sin officer (bogstaveligt "tredjemand" i stridsvognen), om den dom, de dér havde hørt udtalt over Akab og hans hus (2 Kong 9,25). Det var som opfyldelse af denne dom, at Jehu på det tidspunkt befalede, at den dræbte Jorams lig skulle kastes ind på det indhegnede område, som engang havde tilhørt Nabot (2 Kong 9,26). Akabs midlertidige anger afvendte straffen fra ham selv i nogle år (1 Kong 21,27-29), men slaget faldt ved kampen ved Ramot i Gilead, og Jehu ville ikke have glemt profetens ord, da han så hundene slikke Akabs blod, mens de vaskede hans vogn "ved Samarias dam" (1 Kong 22,38).

2. Joram ved Ramot i Gilead og Jizre'el:

En anden skæbne ventede Akabs to sønner. Den ældste, Akazja, døde efter en kort regeringstid af følgerne af en ulykke (2 Kong 2). Han blev efterfulgt af sin bror Joram, som hen imod slutningen af sin 12-årige regeringstid (2 Kong 3,1) besluttede at forsøge at generobre Ramot i Gilead fra Hazael af Syrien, det sted hvor hans far var blevet dødeligt ramt. Ramot i Gilead blev indtaget (2 Kong 9,14), men under angrebet blev Israels konge hårdt såret og ført til Jizre'el for at blive helbredt for sine sår (2 Kong 9,15). Byen blev imens overladt til Jehu og hans medofficerer. I Jizre'el fik han besøg af Akazja af Juda, som havde taget del med ham i krigen (2 Kong 8,28; 2 Kong 8,29; 2 Kong 9,16).

3. Salvningen af Jehu:

Tiden var nu moden til at fuldbyrde den forudsagte hævn over Akabs hus, og det tilfaldt profeten Elisa, Elias' efterfølger, at tage det afgørende skridt, som udløste krisen. Hazael og Jehu var allerede blevet nævnt for Elias som de personer, der skulle udføre den guddommelige dom, den ene som konge over Syrien, den anden som konge over Israel (1 Kong 19,15-17). Elias var uden tvivl klar over dette hverv, som det nu blev hans opgave, hvad Jehu angik, at opfylde. En budbringer blev hastigt sendt til Ramot i Gilead med instruks om at opsøge Jehu, tage ham til side, salve ham til konge over Israel i Jahves navn og pålægge ham opgaven fuldstændigt at ødelægge Akabs hus som straf for det retfærdige blod, der var udgydt af Akab og Jezabel. Budbringeren skulle derefter flygte. Dette blev gjort, og Jehu, med den hellige olie udgydt over sit hoved, fandt sig alene med dette rystende hverv betroet til sig (2 Kong 9,1-10).

4. Revolutionen--Jorams død:

Begivenhederne udviklede sig nu hurtigt. Jehus ledsagere var naturligt nok ivrige efter at vide, hvad der var sket, og da de fik at vide, at Jehu var blevet salvet til konge, improviserede de straks en trone ved at kaste deres klæder på toppen af nogle trappetrin, blæste i hornet og udråbte: "Jehu er konge." Ikke et øjeblik gik tabt. Ingen fik lov at forlade byen for at bringe nyheden ud, og Jehu selv drog med karakteristisk voldsomhed af sted i sin vogn mod Jizre'el med en lille skare ryttere. Bidkar var dér som vognkører (2 Kong 9,25). Da de kom inden for synsvidde af byen, meldte en vægter deres fremrykning, og der blev sendt budbringere ud for at spørge om deres ærinde. Disse fik ordre til at slutte sig til bagtroppen. Denne opførsel vakte mistanke, og Joram og Akazja--som stadig var hos sin syge slægtning--befalede, at deres vogne skulle gøres klar, og drog personligt ud for at møde Jehu. Grupperne mødtes ved Nabots ildevarslende mark, og dér faldt hævnens første slag. Det ængstelige spørgsmål: "Er der fred?" blev besvaret af Jehu med en storm af fordømmelse, og da Joram vendte sig for at flygte, skød en pil fra Jehus kraftige bue ham gennem hjertet, og han sank død sammen i sin vogn. Akazja blev ligeledes forfulgt og ramt "ved opstigningen til Gur, som ligger ved Jibleam." Han døde i Megiddo og blev ført til Jerusalem for at blive begravet i kongernes grav (2 Kong 9,11-28). En noget afvigende beretning om Akazjas død gives i 2 Krøn 22,9. Det er muligt, at Jehu kom til Megiddo eller dets omegn og havde noget med hans endeligt dér at gøre.

5. Jezabels død:

Nedslagtningen af Joram blev straks fulgt af nedslagtningen af den hovedansvarlige for alle de forbrydelser, som Akabs hus led for – dronningemoderen Jezabel. Endnu hed af forfølgelsen af Akazja skyndte Jehu sig videre til Jizre'el. Jezabel, nu en gammel kvinde, men stadig trodsig, havde sminket og klædt sig, og idet hun så ud fra sit vindue, mødte hun ham, da han kørte ind i paladsets gård, med det fornærmende spørgsmål: "Er det fred, du Zimri, din herres morder?" (jf. 1 Kong 16,9-12). Jehus svar var en appel om hjælp fra dem indenfor. To eller tre hofeunukker gav tegn til, at de sluttede sig til ham. På Jehus befaling kastede de Jezabel ned i gården, hvor hun lå i sit blod og blev trampet ned under vognhestene. Da man lidt senere søgte efter hendes rester for at begrave dem, viste det sig, at hun næsten helt var blevet ædt af hundene – en dyster kommentar til Elias’ tidligere trussel, som nu blev erindret (2 Kong 9,30-37). Jehu var en frygtløs tjener for dommen, men den skånselsløse nidkærhed, unødvendige grusomhed og senere svig, hvormed han udførte sin mission, tager vores sympati fra ham, ligesom det gjorde hos en senere profet (Hos 1,4).

6. Nedslagtning af Akabs efterkommere:

Jehus næste handlinger afslører endnu tydeligere hans målbevidsthed og handlekraft, samtidig med at de giver nye eksempler på hans hensynsløshed og samvittighedsløse ånd. Samaria var rigets hovedstad og centrum for den Ba’al-dyrkelse, som Jezabel havde indført, selv om det fortælles om Joram, at han i det mindste midlertidigt havde fjernet en Ba’al-støtte, som hans far havde rejst (2 Kong 3,2; jf. 10,26). Byen blev stadig holdt for Akabs hus, og 70 af Akabs "sønner" – her forstået i den brede betydning mandlige efterkommere – boede i den (2 Kong 10,1; 2 Kong 10,6). Her valgte Jehu en dristig og snedig fremgangsmåde. Han sendte breve til Samaria, hvor han udfordrede dem, der havde myndighed, til at indsætte en af deres herres sønner som konge og kæmpe for byen og riget. Statholderne vidste godt, at de ikke kunne yde effektiv modstand mod Jehu, og de tilbød straks ydmygt deres underkastelse. I en ny besked bød Jehu dem bevise deres oprigtighed ved at bringe ham hovederne af de 70 fyrster af Akabs hus i kurve. Det gjorde de, og ved deres handling forpligtede de sig uigenkaldeligt til Jehus sag (2 Kong 10,9). De uhyggelige rester blev lagt i to bunker ved porten i Jizre'el – en frygtelig anskuelsesundervisning for enhver, der endnu var tilbøjelig til at tøve i sin loyalitet. Kongehusets venner og tilhængere delte dets medlemmers skæbne (2 Kong 10,11).

7. Nedslagtning af Akazjas brødre:

Bortset fra fejlen i redskabets motiv faldt de gerninger, der nu er fortalt, inden for bogstaven i Jehus opdrag. Det samme kan ikke siges om de blodsgerninger, der følger. Jehu havde dræbt Akazja, Judas konge. Nu, på vej til Samaria, mødte han en gruppe på 42 personer, der beskrives som "Akazjas brødre" – tydeligvis slægtninge af forskellig grad, eftersom Akazjas egne brødre tidligere var blevet dræbt af araberne (2 Krøn 21,17; 2 Krøn 22,1) – og da han fik at vide, hvem de var, og at de havde til hensigt at besøge deres slægtninge i Jizre'el, gav han ordre til, at de skulle dræbes på stedet, og at deres kroppe vanærende skulle kastes i gruben (eller "cisternen") ved klippehuset, hvor han havde mødt dem. Det var en grusom overdrivelse, som der ikke kan anføres nogen tilstrækkelig retfærdiggørelse for (2 Kong 10,12-14).

8. Massakren på Ba’als dyrkere:

Endnu mindre kan den list og vold undskyldes, hvormed Jehu, da han nåede Samaria, viste sin "nidkærhed for Jahve" (2 Kong 10,16) ved at udrydde Ba’als dyrkere. Jehu havde sikret sig støtte fra en bemærkelsesværdig mand – Jonadab, Rekabs søn (2 Kong 10,15; 2 Kong 10,16; jf. Jer 35,6-19) – og hans indtog i Samaria blev markeret ved yderligere drab på alle Akabs tilhængere. Derefter, uden tvivl til manges forbavselse, erklærede Jehu sig som en begejstret tilhænger af Ba’al. Der blev arrangeret en stor fest, hvortil alle Ba’als profeter, dyrkere og præster blev indbudt fra alle dele af Israel. Jehu selv tog den ledende rolle i offerhandlingen (2 Kong 10,25). Klædninger blev uddelt for at skelne de sande Ba’al-dyrkere fra andre. Da alle så var sikkert samlet i "Ba’als hus", blev portene lukket, og 80 soldater blev sendt ind for koldblodigt at massakrere hele den vildledte forsamling. Ingen undslap. Ba’als tempel blev brudt ned. Således "udryddede Jehu Ba’al af Israel" (2 Kong 10,28), men til hvilken frygtelig pris af løgn og forræderisk adfærd! (2 Kong 10,18-28).

9. Krige med Hazael:

Jehus historie i Bibelen er hovedsagelig historien om hans revolution, sådan som den nu er fortalt. Hans regeringstid selv sammenfattes i nogle få vers, der især handler om de angreb, som Hazael, Syriens konge, rettede mod Israels områder på den anden side af Jordan (2 Kong 10,32; 2 Kong 10,33). Disse distrikter blev løbet over ende og forblev tabt for Israel indtil Jehus oldebarn Jeroboam II’s regeringstid (2 Kong 14,28).

10. Assyriske meddelelser:

Det er i en anden retning, nemlig til Assyriens annaler, vi må se for at finde yderligere oplysninger, vi har om Jehus regering. I disse annaler er der heldigvis bevaret nogle interessante notitser. I 854 f.Kr. blev det store slag ved Qarqar (et sted mellem Aleppo og Hamat) udkæmpet, da Shalmaneser II, Assyriens konge, besejrede en mægtig koalition, der var dannet imod ham (Damaskus, Hamat, Filistæa, Ammon osv.). Blandt de allierede ved denne lejlighed nævnes "Ahabbu af Sir'-ilaa," som indtog tredjepladsen med 2.000 stridsvogne og 10.000 fodfolk. Der er en vanskelighed ved at antage, at Akab stadig regerede så sent som 854, og Wellhausen, Kamphausen og andre har foreslået, at Akabs navn i de assyriske annaler er blevet forvekslet med hans efterfølger Jorams. Kittel er i sin History of the Hebrews (II, 233, engelsk oversættelse) tilbøjelig til at acceptere denne opfattelse. G. Smith er i sin Assyrian Eponym Canon (179) af den mening, at tributlisterne ofte blev udarbejdet skødesløst og tog fejl med hensyn til navne. Det interessante punkt er, at Israel fra dette tidspunkt åbenbart var tributpligtigt over for Assyrien.

11. Jehus tribut:

Hermed stemmer de yderligere notitser om Israel i Shalmaneser II's indskrifter, to i tallet. Begge hører til året 842 f.Kr. og vedrører Jehu. På Shalmanesers Sorte Obelisk findes en billedlig fremstilling af "tributten fra Jehu, Omris søn." En ambassadør knæler foran erobreren og frembærer sine gaver. De omfatter sølv, guld, et guldbæger, guldkar, en guldske, bly, en stav til kongens hånd, sceptre. En hentydning til den samme begivenhed forekommer i annalerne om Shalmanesers felttog mod Hazael af Syrien i dette år. "På den tid modtog jeg tributten fra tyrerne, sidonierne, fra Jehu, Omris søn."

Der er nogle tegn på, at Jehu i sine senere år, som var formørket af ulykke, knyttede sin søn Joakaz til sig i regeringen (jf. 2 Kong 13,1; 2 Kong 13,10, hvor Joakaz kommer på tronen i det 23. år og dør i det 37. år af Joash af Judas regering—14 år—men dog har en samlet regeringstid på 17 år). Jehu nævnes ikke i Krønikebøgerne, undtagen tilfældigt i forbindelse med Akazjas død (2 Krøn 22,9) og som Joashs bedstefar (2 Krøn 25,17).

Jehus karakter fremgår af de handlinger, der er berettet om ham. Hans energi, beslutsomhed, hurtighed og nidkærhed gjorde ham egnet til det arbejde, han skulle udføre. Det var et hårdt arbejde og blev udført med ubarmhjertig grundighed. Sandsynligvis ville mildere midler ikke have formået at udrydde Ba'al-dyrkelsen fra Israel. Hans heftighed viste sig i hans rasende kørsel (2 Kong 9,20). Han var modig, dristig, samvittighedsløs, myndig og snedig i sin politik. Men man søger forgæves i hans karakter efter noget strejf af storsind eller af herskerens finere egenskaber. Hans "nidkærhed for Jahve" var i alt for høj grad et dække for blot verdslig ærgerrighed. Blodsudgydelsen, som hans styre tidligt var præget af, fremkaldte en modreaktion, og hans sidste år var mørke af trængsel. Han fordømmes især for at tolerere dyrkelsen af guldkalvene (2 Kong 10,29-31). Ikke desto mindre blev tronen sikret hans dynasti i fire generationer (2 Kong 10,30; jf. 15,12).

W. Shaw Caldecott