jamz (Iacobos): Engelsk form af Jacob, og navnet på 3 bemærkelsesværdige mænd i Det Nye Testamente:

(1) Zebedæus' søn, en af de tolv apostle (ho tou Zebedaiou):

A) Zebedæus' søn:

I. I Det Nye Testamente.

1. Familieforhold osv.:

Det er alene synoptikerne, vi kan takke for nogen beretning om denne Jakob. Han var søn af Zebedæus og bror til Johannes (Matt 4,21; Mark 1,19; Luk 5,10). Da synoptikerne som regel nævner Jakobs navn før Johannes' og omtaler den sidstnævnte som "Jakobs bror", slutter man, at Jakob var den ældste af de to brødre. Hans mors navn var sandsynligvis Salome, søster til Jesu mor (jf. Matt 27,56; Mark 15,40; Joh 19,25), men dette bestrides af nogle (jf. HERRENS BRØDRE). Jakob var fisker af erhverv og arbejdede sammen med sin far og sin bror (Matt 4,21). Ifølge Lukas var disse partnere med Simon (5,10), og dette antydes også hos Markus (1,19). Da de ejede flere både og havde daglejere ansat (Luk 5,11; Mark 1,20), må den virksomhed, de havde, have været betydelig.

2. Første kaldelse:

Kaldelsen af Jakob til at følge Kristus (Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; Luk 5,1-11) blev givet af Jesus, da han gik langs Galilæas sø (Matt 4,18). Der så han "Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, hans bror, i båden sammen med deres far Zebedæus, i færd med at ordne deres net; og han kaldte dem. Og straks forlod de båden og deres far og fulgte ham" (Matt 4,21; Matt 4,22). Lukas' beretning afviger til dels fra Matthæus' og Markus' og indeholder den yderligere detalje om den mirakuløse fiskefangst, som Jakob og Johannes også blev grebet af forundring over. Denne version hos Lukas betragtes af nogle som en sammenføjning af de tidligere beretninger med Joh 21,1-8.

3. Prøvetid og indsættelse:

Da den ovennævnte begivenhed fandt sted efter Johannes Døbers fængsling, da Jesus var draget til Galilæa (Matt 4,12; Mark 1,14), og da Jakob ikke nævnes blandt dem, der modtog den foreløbige kaldelse, som Johannes beretter om (jf. Joh 1,35-51; Joh 3,24, og jf. ANDREAS), er det sandsynligt, at mens Peter og Andreas foretog rejsen til Betania, blev Jakob og de andre partnere i Galilæa for at videreføre deres erhverv. Men da Peter og Andreas vendte tilbage, må Jakob have været ivrig efter at spørge om, hvad de havde set og hørt. Hans sind og forestillingskraft blev fyldt af deres glødende beretninger om det nyfundne "Guds lam" (Joh 1,36) og om Johannes Døbers forkyndelse, indtil han i sit indre viede sit liv til Jesus og blot ventede på en lejlighed til åbent at erklære sin troskab. Herved kan den tilsyneladende bratte karakter af kaldelsen, sådan som den er gengivet af synoptikerne, forklares. Efter en periode med følgeskab og prøvetid hos sin Mester, hvor han nævnes som til stede ved helbredelsen af Simons svigermor i Kapernaum (Mark 1,29-31), blev han indsat som en af de tolv apostle (Matt 10,2; Mark 3,17; Luk 6,14; ApG 1,13).

4. Apostelgerning:

Fra dette tidspunkt indtog han en fremtrædende plads blandt apostlene og blev sammen med Peter og Johannes en særlig fortrolig for Jesus. Disse tre var de eneste af apostlene, der var til stede ved opvækkelsen af Jairus' datter (Mark 5,37; Luk 8,51), ved forklarelsen på bjerget (Matt 17,1-8; Mark 9,2-8; Luk 9,28-36) og ved dødsangsten i Getsemane Have (Matt 26,36-46; Mark 14,32-42). Kort efter forklarelsen på bjerget, da Jesus, efter at have "fast besluttet at drage til Jerusalem" (Luk 9,51), var på vej gennem Samaria, blev Jakob og Johannes optændt af vrede over den dårlige modtagelse, befolkningen gav ham (Luk 9,53). Derfor spurgte de Jesus: "Herre, vil du, at vi skal byde ild komme ned fra himlen og fortære dem?" (Luk 9,54). "Men han vendte sig om og irettesatte dem" (Luk 9,55). Det var sandsynligvis denne hidsige voldsomhed og fanatisme, der skaffede dem tilnavnet "Boanerges, det vil sige Tordensønner", som blev givet dem, da de blev indsat blandt de tolv (Mark 3,17). Dog var der ved denne sidste lejlighed en vis undskyldning for deres handling. Indtrykket fra forklarelsen på bjerget var stadig dybt i dem, og de følte stærkt, at deres Herre, som de for nylig havde set "i hans herlighed" med "forandret ansigt" og "strålende klæder", ikke burde udsættes for sådanne krænkelser af samaritanerne. Ved lejligheden af Jesu sidste rejse til Jerusalem (Mark 10,32) gav de to brødre udtryk for denne formastelige voldsomhed på en mere selvisk måde (Mark 10,35-45). Idet de byggede på deres fortrolighed med Jesus, fremsatte de denne anmodning til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din højre hånd og den anden ved din venstre hånd, i din herlighed" (Mark 10,37). I Matthæus' beretning (20,20-28) lægges ordene i munden på deres mor. Anmodningen fremkaldte Jesu irettesættelse (Mark 10,38) og vakte de tis harme (Mark 10,40); men ved deres Herres ord blev freden igen genoprettet (Mark 10,42-45). Efter Jesu ankomst til Jerusalem, da han "sad på Oliebjerget over for templet", var Jakob en af de fire, der stillede ham spørgsmålet om de sidste ting (Mark 13,3; Mark 13,1). Han var også til stede, da den opstandne Jesus viste sig for disciplene for 3. gang, og den mirakuløse fiskefangst fandt sted ved Tiberias Sø (Joh 21,1-14).

5. Død:

Jakob var den første martyr blandt apostlene; han blev dræbt af kong Herodes Agrippa I omkring 44 e.Kr., kort før Herodes’ egen død. Den heftighed og fanatisme, som var karakteristisk for Jakob, havde gjort ham frygtet og hadet blandt de jødiske fjender af de kristne, og derfor, da »kong Herodes lagde hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem .... lod han Jakob, Johannes’ bror, dræbe med sværd« (ApG 12,1; ApG 12,2). Således opfyldte Jakob vor Herres profeti om, at også han skulle drikke af sin Mesters bæger (Mark 10,39).

II. I apokryf litteratur.

Ifølge »De tolv apostles slægtstavler« (sammenlign Budge, Contendings of the Apostles, II, 49) »var Zebedæus af Levis hus, og hans hustru af Judas hus. Fordi Jakobs far elskede ham højt, regnede han ham til sin far Levis slægt, og på samme måde, fordi Johannes’ mor elskede ham højt, regnede hun ham til sin far Judas slægt. Og de fik tilnavnet ‘Tordensønner’, for de var både af det præstelige hus og af det kongelige hus.« Johannesakterne, et kættersk skrift fra det 2. århundrede, som omtales af Clemens af Alexandria i hans Hypotyposis og også af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, 25), giver en beretning om Jakobs kaldelse og hans tilstedeværelse ved forklarelsen, delvis lig den i evangelierne, men med fantastiske detaljer om Kristi legemes overnaturlige natur, og om hvordan dets fremtrædelser bragte Jakob og andre disciple i forvirring (sammenlign Itennecke, Handbuch zu den neutestamentlichen Apokryphen, 423-59). Jakobsakterne i Indien (sammenlign Budge, II, 295-303) fortæller om Jakobs og Peters missionsrejse til Indien, om Kristi åbenbarelse for dem i skikkelse af en smuk ung mand, om at de helbredte en blind mand, og om deres fængsling, mirakuløse udfrielse og om folkets omvendelse. Ifølge Jakobs martyrium (Budge, II, 304-8) prædikede Jakob for de 12 stammer, der var spredt i udlandet, og overtalte dem til at give deres førstegrøde til kirken i stedet for til Herodes. Beretningerne om hans rettergang og død ligner den i ApG 12,1-2.

(1) Jakob er Spaniens skytshelgen. Legenden om hans prædiken dér, om hans død i Judæa, om transporten af hans legeme under engles ledelse til Iria og om den rolle, hans mirakuløse tilsynekomster spillede i Spaniens historie, findes i Mrs. Jamesons Sacred and Legendary Art, I, 230-41.

(2) Jakob, Alfæus’ søn (ho tou Alphaiou; for etymologi osv. til Jakob, se ovenfor): En af de tolv apostle (Matt 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15; ApG 1,13). Hos Matthæus og Markus forbindes han med Thaddæus, og hos Lukas og i Apostlenes Gerninger med Simon Zelotes. Da Matthæus eller Levi også kaldes Alfæus’ søn (sammenlign Matt 9,9; Mark 2,14), er det muligt, at han og Jakob var brødre. Ifølge Apostlenes slægtstavler (sammenlign Budge, Contendings of the Apostles, II, 50) var Jakob af Gads hus. Jakobs, Alfæus’ søns, martyrium (sammenlign Budge, ib, 264-66) beretter, at Jakob blev stenet af jøderne, fordi han prædikede Kristus, og blev »begravet ved helligdommen i Jerusalem«.

Denne Jakob identificeres almindeligvis med Jakob den Lille eller den Yngre, Joses’ bror og Marias søn (Matt 27,56; Mark 15,40). I Joh 19,25 kaldes denne Maria Kleofas’ hustru (King James Version) eller Klopas’ hustru (Revised Version), som således igen identificeres med Alfæus. Der findes vidnesbyrd i apokryf litteratur om en Simon, en søn af Klopas, som også var en af disciplene (sammenlign NATHANAEL). Hvis dette er den samme som Simon Zelotes, ville det forklare, hvorfor han og Jakob (dvs. som brødre) blev nævnt sammen i Lukas’ og Apostlenes Gerningers apostellister. Nogle har anvendt udtrykket »hans mors søster« i Joh 19,25 om Maria, Klopas’ hustru, i stedet for om en særskilt person, og har således forsøgt at identificere Jakob, Alfæus’ søn, med Jakob, vor Herres bror. For en videre drøftelse af problemet, se BRETHREN OF THE LORD.

(3) Jakob, »Herrens bror« (ho adelphos tou Kuriou): den Yngre, Joses’ bror og Marias søn (Matt 27,56; Mark 15,40). I Joh 19,25 kaldes denne Maria Kleofas’ hustru (King James Version) eller Klopas’ hustru (Revised Version), som således igen identificeres med Alfæus. Der findes vidnesbyrd i apokryf litteratur om en Simon, en søn af Klopas, som også var en af disciplene (sammenlign NATHANAEL). Hvis dette er den samme som Simon Zelotes, ville det forklare, hvorfor han og Jakob (dvs. som brødre) blev nævnt sammen i Lukas’ og Apostlenes Gerningers apostellister. Nogle har anvendt udtrykket »hans mors søster« i Joh 19,25 om Maria, Klopas’ hustru, i stedet for om en særskilt person, og har således forsøgt at identificere Jakob, Alfæus’ søn, med Jakob, vor Herres bror. For en videre drøftelse af problemet, se BRETHREN OF THE LORD.

B) Jakob, »Herrens bror«:

I. Henvisninger i Det Nye Testamente.

1. I evangelierne:

Denne Jakob nævnes ved navn kun to gange i evangelierne, nemlig da, under Jesu besøg i Nazaret, vor Herres landsmænd med foragtende ord omtalte hans jordiske slægtninge for at nedsætte hans forkyndelse (Matt 13,55; Mark 6,3). Da Jakob var en af »hans brødre«, var han sandsynligvis blandt den gruppe af Kristi slægtninge, som søgte at tale med ham under hans vandring gennem Galilæa sammen med de Tolv (Matt 12,46). Af samme grund fulgte han Jesus på hans rejse til Kapernaum (Joh 2,12) og var med i forsøget på at overtale ham til at drage bort fra Galilæa til Judæa på tærsklen til løvhyttefesten (Joh 7,3). Ved denne fest var Jakob til stede (Joh 7,10), men på dette tidspunkt troede han ikke på Jesus (sammenlign Joh 7,5, »Selv hans brødre troede ikke på ham«).

2. I brevene:

Alligevel blev omvendelsens sædekorn sået i ham, for efter korsfæstelsen blev han i Jerusalem sammen med sin mor og sine brødre og udgjorde en del af den tidligste skare af troende, som »enigt holdt ved i bønnen« (ApG 1,14). Mens han var dér, deltog han sandsynligvis i valget af Mattias til det ledige apostelembede (ApG 1,15-25). Jakob var et af de tidligste vidner til opstandelsen, for efter at den opstandne Herre havde åbenbaret sig for de fem hundrede, »blev han set af Jakob« (1 Kor 15,7 KJV). Derved fik hans voksende tro og bedende forventning bekræftelse. Omkring 37 eller 38 e.Kr. var Jakob, »Herrens bror« (Gal 1,19), stadig i Jerusalem og havde dér for første gang en samtale med Paulus, da denne vendte tilbage fra sit 3-årige ophold i Damaskus for at besøge Kefas, eller Peter (Gal 1,18; Gal 1,19; jf. ApG 9,26). I flere andre passager nævnes Jakobs navn sammen med Peters. Således gav Peter, da han undslap fra fængslet (omkring 44 e.Kr.), besked til dem i Johannes Markus' hus om, at de straks skulle underrette »Jakob og brødrene« om, hvordan han var undsluppet (ApG 12,17). Ved tiden for mødet i Jerusalem, dvs. omkring 51 e.Kr. (jf. Gal 2,1), havde Jakob nået stillingen som den første tilsynsmand i menigheden (jf. ApG 15,13; ApG 15,19). Før dette tidspunkt, under Paulus' tjeneste i Antiokia, havde han sendt visse mænd dertil for at fremme missionen, og deres undervisning havde forårsaget uenighed blandt de nyomvendte kristne og deres ledere (ApG 15,1; ApG 15,2; Gal 2,12). Peters optræden, som Jakob synes at have haft betydelig indflydelse på, var det vigtigste stridspunkt (jf. Gal 2,11 ff.). Ved mødet i Jerusalem blev striden imidlertid bilagt i mindelighed, og menighedens søjler, Jakob, Johannes og Kefas, gav Paulus og Barnabas fællesskabets højre hånd (Gal 2,9). Jakobs tale ved denne lejlighed (ApG 15,13-29), hans forståelse for hedningeverdenens religiøse behov (ApG 15,17), hans ønske om, at formalisme ikke skulle opstille nogen hindring for deres moralske og åndelige fremgang (ApG 15,19; ApG 15,20; ApG 15,28; ApG 15,29), og hans storsindede hyldest til de »elskede Barnabas og Paulus« (ApG 15,25; ApG 15,26), viser, at Jakob var en leder, som menigheden var velsignet med, en leder, der elskede fred mere end partivæsen, ånden mere end loven, og som indså, at religiøse fællesskaber med forskellige former for praksis stadig kunne leve og arbejde sammen i fælles troskab mod Kristus. Endnu en gang (58 e.Kr.) var Jakob leder af rådet i Jerusalem, da Paulus aflagde beretning om sit arbejde, denne gang om sin 3. missionsrejse (ApG 21,17). Ved dette møde blev Paulus irettesat for at have overskredet de påbud, han havde fået ved det første råd, idet han også havde forsøgt at overtale de omvendte jøder til at forsømme omskærelsen (ApG 21,21), og han blev pålagt at deltage i renselsesløftet (ApG 21,23-26). Der findes ingen bibelsk beretning om Jakobs død. Ud fra 1 Kor 9,5 har man sluttet, at han var gift. Dette er dog kun en formodning, da passagen henviser til dem, der »fører en søster, en hustru, med sig« (KJV), mens Jakob, så vidt vi ved, forblev i Jerusalem hele sit liv.

Denne Jakob er blevet betragtet som forfatteren til Jakobsbrevet, »en tjener for Gud og for Herren Jesus Kristus«; jf. JAKOBSBREVET. Se også, for detaljer om hans slægtsforhold til Kristus, HERRENS BRØDRE.

II. Henvisninger i apokryf litteratur.

Jakob optræder i en af de mirakuløse begivenheder, der er nedskrevet i det gnostiske »Barndomsevangelium, af Thomas den israelitiske filosof«, hvor han bliver helbredt for et slangebid af Jesusbarnet (jf. Hennecke, Handbuch zu den neutestamentlichen Apokryphen, 73). Ifølge Hebræerevangeliet (jf. ib, 11-21) havde Jakob også drukket af Herrens bæger og nægtede at spise, indtil han havde set den opstandne Herre. Kristus anerkendte denne hyldest ved først at vise sig for Jakob. I Peters Gerninger (jf. Budge, Contendings of the Apostles, II, 475) hedder det, at »tre dage efter vor Herres himmelfart til himlen indviede Jakob, som vor Herre kaldte sin ‘bror i kødet’, offergaven, og vi trådte alle frem for at få del i den; og da ti dage var gået efter vor Herres himmelfart, samledes vi alle i Zions hellige fæstning, og vi rejste os for at bede helligelsesbønnen, og vi bønfaldt Gud og bad ham ydmygt, og Jakob bad ham også om Helligåndens nedstigen over offergaven.« The Preaching of James the Just (jf. Budge, II, 78-81) fortæller om udnævnelsen af Jakob til biskopembedet i Jerusalem, om hans forkyndelse, helbredelse af syge og uddrivelse af dæmoner dér. Dette bekræftes af vidnesbyrdet hos Clemens af Alexandria (Euseb., HE, II, 1). I Martyrdom of James the Just (jf. Budge, II, 82-89) hedder det, at J., »den yngste af Josefs sønner«, ved sin forkyndelse fremmedgjorde Piobsata fra hendes mand Ananus, Jerusalems statholder. Ananus ophidsede derfor jøderne mod Jakob, og de kastede ham ned fra templets tinde. Hegesippus, citeret af Eusebius (Historia Ecclesiastica, II, 23), og Josefus (Ant., XX, ix, 1) vidner om den almindelige sandhed i dette. Det er således sandsynligt, at Jakob led martyrdøden omkring 62 eller 63 e.Kr.

Ud over brevet, der bærer hans navn, blev Jakob også anset for at være forfatter til Protevangelium Jacobi, et værk, der opstod i det 2. århundrede og senere fik tilføjelser (jf. Henn, NA, 47-63; se også JOSEF, MARIAS MAND).

C. M. Kerr