je-hoi'-a-da (yehoyadha`, "Jahve ved"; Iodae):

(1) Far til Benaja, føreren for Davids livvagt (2 Sam 8,18; 2 Sam 20,23; 2 Sam 23,20; 2 Sam 23,22; 1 Kong 1,8, osv.). Jojada var "søn af en tapper mand fra Kabse'el" (2 Sam 23,20), men kommentatorer læser sammen med Septuaginta og Ewald: "Benaja (Jojadas søn), en tapper mand." Kabse'el var en by, der tilhørte Juda, ved grænsen til Edom i syd (Jos 15,21). I 1 Krøn 27,5 læser vi: "Benaja, søn af præsten Jojada, øverste," Revised Version (britisk og amerikansk), men Revised Versions randnote har fejlagtigt "øverste minister". Alligevel kaldes Jojada intet andet sted præst eller endda levit, skønt der i 1 Krøn 12,27 (hebraisk, vers 28) nævnes en Jojada som militær "leder for Arons hus", der kom til David i Hebron sammen med andre medlemmer af Levis hus. I 1 Krøn 27,34 nævnes blandt Davids rådgivere "Jojada, Benajas søn", hvor nogle kommentatorer sammen med to håndskrifter ville læse "Benaja, Jojadas søn", selv om Curtis, Critical and Exegetical Commentary on the Books of Chronicles, 295, fastholder den masoretiske tekst.

(2) Præst under Akazja, dronning Atalja og Joash af Juda (2 Kong 11,4-12 (hebraisk 17) = 2 Krøn 23,1-24; 2 Krøn 22,11; 2 Krøn 24,14-16; 2 Krøn 24,17-20; 2 Krøn 24,22; 2 Krøn 24,25). I 2 Kong 12,10 (hebraisk, vers 11) kaldes han "ypperstepræst" og er den første, der får denne titel, men da præsten boede i templet, giver det ingen mening at sige, at han "kom op", så kommentatorer udelader ordene "og ypperstepræsten". Ifølge 2 Krøn 22,11 havde han giftet sig med Joshabat (= Josheba), kongens datter, dvs. Joram.

1. Jojada og oprøret mod Atalja:

(a) Beretningen i 2 Krøn 23,1-21 adskiller sig på mange måder fra den i 2 Kong 11,4-20, men selv sidstnævnte har sine problemer, og Stade (ZATW, 1885, 280 ff) påpegede to kilder i den. Dette synspunkt accepteres af mange. En læser lægger straks mærke til den dobbelte henvisning til Ataljas død (2 Kong 11,16; 2 Kong 11,20), og konstruktionen af det hebraiske udtryk for "at slutte en pagt" er anderledes i 2 Kong 11,4 end i 11,17. Stade mener, at der er én fortælling i 11,4-12.18b-20 og en anden i 11,13-18a.

I den første indgår Jojada en aftale med førerne for den fremmede livvagt og sørger for, at både den tempelvagt, der kommer til, og den, der går fra, skal blive i templet på det tidspunkt, hvor vagten skulle skiftes på sabbatten, og også for, at den unge prins, Joash, som var blevet holdt skjult, skal udråbes. Førerne gør dette, og prinsen krones og udråbes (2 Kong 11,4-12). Derefter indsættes der embedsmænd i templet, og Joash føres til kongeslottet og sættes på tronen. Oprøret viser sig at være populært hos Jerusalems folk og hos dem fra distriktet, og Atalja bliver dræbt i paladset.

Men der er vanskeligheder i denne fortælling, selv om ovenstående gengiver begivenhedernes hovedforløb; 2 Kong 11,5 henviser til en tredjedel af vagten, som "kom ind på sabbatten", og 11,7 til to afdelinger, som "går ud på sabbatten"; hebraisk lyder det: "de, der går ind i sabbatten" og "de, der går ud af sabbatten". 2 Kong 11,9 gør forbindelsen mellem 11,5 og 7 klar. Men 11,6 indfører en vanskelighed: det synes at betegne en opdeling af dem, der "går ind", i tre afdelinger, dvs. de to i 11,6 og den ene i 11,5. Hvis 11,6 udelades, som mange foreslår, forsvinder denne vanskelighed. Men der står stadig spørgsmålet om vagtskiftet tilbage. Kommentatorer siger, at "de, der går ind i sabbatten", er dem, der forlader templet og går ind i deres kvarterer ved sabbattens begyndelse, formodentlig, mens "de, der går ud", er dem, der forlader deres kvarterer for at gå på vagt. Dette er ikke umuligt som forklaring af hebraisk. Man mener desuden, at vagten ved templet på sabbatten var dobbelt så stor som på andre dage. Den anden forklaring, som ældre kommentatorer har fremført, er, at vagten på sabbatten kun var halvt så stor som normalt; dette giver de hebraiske vendinger en anden betydning. På den anden side kan man hævde, at oprøret fandt sted ved sabbattens slutning, og at Jojada beholdt den dobbelt så store vagt, selv efter at den almindeligt store vagt var kommet for at afløse dem. Det bør tilføjes, at Wellhausen foreslog at læse (tse`adhoth), "armringe" (sammenlign Es 3,19), for (`edhuth), "vidnesbyrd", i 2 Kong 11,12; og i 11,19 anses ordene "og hele landets folk" for at være en tilføjelse.

(b) Den 2. fortælling (2 Kong 11,13-18 a) begynder brat. Formodentlig var dens tidligere del identisk med den tidligere del af den 1. fortælling, medmindre 2 Kong 11,6 oprindeligt var en del af denne 2. beretning. Atalja hører lyden af folket (11,13, hvor "vagten" er en glosse og derfor skal udelades) og kommer til templet, hvor hun bliver vidne til oprøret og råber: "Forræderi! forræderi!" Jojada befaler, at hun skal føres ud (udelad "mellem rækkerne" i 11,15), så hun ikke skulle dræbes i templet, og hun bliver myrdet ved en af paladsets indgange (11,16, hvor Revised Version (britisk og amerikansk), der følger Septuaginta til 2 Krøn 23,15, oversætter den første sætning forkert: den bør være "Så lagde de hånd på hende"). Jojada får derefter kongen og folket til at indgå en højtidelig pagt om at være Jahves folk, og resultatet er ødelæggelsen af Ba'als tempel og Mattans, dets præsts, død (1 Kong 11,17; 1 Kong 11,18 a). Denne 2. fortælling giver oprøret en religiøs betydning, men den er ufuldstændig. Den anden fortælling fremstiller et meget naturligt begivenhedsforløb, for det var absolut nødvendigt for Jojada at sikre sig den kongelige fremmede livvagts troskab.

(c) Beretningen i 2 Krøn 23,1-21, selv om den i hovedsagen følger beretningen i 2 Kong, adskiller sig betydeligt fra den. Vagten består her af levitter; den nævner ikke den fremmede livvagt og fortæller, hvordan oprøret blev planlagt sammen med levitterne fra Judas byer--en fremgangsmåde, som ville være blevet kendt af Atalja, og som hun uden tvivl ville have truffet forberedelser imod. Krøn gør det til en helt igennem religiøs bevægelse, mens 2 Kongebog giver to synsvinkler. Værdien af Krønikeskriverens beretning afhænger i høj grad af ens vurdering af Krønikebøgerne og ens syn på udviklingen af det jødiske præstesystem. A. Van Hoonacker, Lesacerdoce levitique dans la loi et dans l'histoire des Hebreux, 93-100, forsvarer beretningen i 2 Krønikebog.

2. Jojada og genoprettelsen af templet:

Den rolle, som Jojada spillede ved istandsættelsen af tempelbygningerne, beskrives i 2 Kong 11,21-12 (hebraisk 12,1-17) parallelt med 2 Krøn 24,1-14. Også her adskiller fortællingerne i 2 Kong og 2 Krøn sig i høj grad fra hinanden.

(a) Ifølge 2 Kongebog

(i) får præsterne af Joash befaling om at bruge folkets afgifter eller frivillige gaver til at udbedre bruddene i templet. Det undlader de at gøre, og

(ii) Jojada tilkaldes af kongen og irettesættes. Derefter

(iii) sættes en ny ordning i kraft: gaverne, bortset fra skyldofrene og syndofrene, skal ikke længere gives til præsterne, men lægges i en kiste, som er opstillet i templet til formålet.

(iv) Pengene, der kommer ind på denne måde, bruges til at reparere templet, men

(v) intet af dem bruges til at skaffe tempelkar.

(b) Krønikebøgerne derimod

(i) fortæller, at præsterne og levitterne får befaling om at drage gennem Juda for at indsamle de nødvendige penge. De "skyndte sig ikke med det." Derefter

(ii) tilkaldes Jojada for at stå til regnskab for denne ulydighed, og

(iii) en kiste stilles uden for templet for at modtage den skat, som Moses havde befalet.

(iv) Den betaler folket villigt, og templet bliver repareret. Der er et så stort overskud, at

(v) der også er penge til at skaffe kar til templet.

Det er i det mindste tvivlsomt, om tilføjelserne i 2 Krønikebog er troværdige; modsætningerne til 2 Kongebog er tydelige, og sidstnævnte giver den sandsynligere beretning, selv om Van Hoonackcr (op. cit., 10114) forsvarer den førstnævnte.

Ifølge 2 Krøn 24,15 blev Jojada 130 år gammel og blev begravet blandt kongerne--en enestående udmærkelse.

(3) King James Version i Neh 3,6 = JOJADA (se denne).

(4) Der er en Jojada, præsten, nævnt i Jer 29,26, i hvis sted Sefanja blev erklæret for præst af Shemaja i et brev.

Giesebrecht anser ham for at være den samme som præsten fra Ataljas tid (se (2) ovenfor), men Duhm siger, at man intet ved om ham. Under alle omstændigheder kan Sefanja ikke have været den direkte efterfølger til den velkendte Jojada, og derfor kan henvisningen næppe gælde ham, hvis den overhovedet skal give mening.

David Francis Roberts