jez'-e-bel 'izebhel, "uophøjet," "ugift" (?); Iezabel; se BDB; 1 Kong 16,31; 1 Kong 18,4; 1 Kong 18,13; 1 Kong 18,19; 1 Kong 19,1; 1 Kong 19,2; 1 Kong 21,5 ff; 2 Kong 9,7 ff,30 ff; Åb 2,20): Datter af Etba'al, zidoniernes, dvs. fønikernes, konge, og dronning hos Akab, konge i Nordriget Israel. Akab (ca. 874-853 f.Kr.) førte en politik, som hans far måske havde påbegyndt, med at indgå alliancer med andre stater. Alliancen med fønikerne blev beseglet ved hans ægteskab med Jezabel, og senere gav han sin datter Atalja til ægte for Joram, søn af Joshafat, Judas konge. Hans egen forbindelse med Jezabel betragtes som en synd i 1 Kong 16,31, hvor den masoretiske tekst er vanskelig og som regel forstås som et spørgsmål. Septuaginta oversætter: "og det var ikke nok, at han vandrede i Jeroboam ben Nebats synder; han tog også Jezabel til hustru," osv. Hebraisk kan vokaliseres, så det betyder: "Og det var det letteste for ham at vandre i Jeroboam ben Nebats synder; han tog også Jezabel til hustru og gik hen og tjente Ba'al og tilbad ham," dvs. alle de andre synder var lette sammenlignet med ægteskabet med Jezabel og dyrkelsen af Ba'al (jf. Mika 6,16). Er dette et forsvarligt syn på ægteskabet? Ét svar ville være, at Akab indgik en klog alliance; at Ba'al-dyrkelse ikke var ikke-hebraisk, at Akab ikke opkaldte sine børn efter Ba'al, men efter Jahve (jf. Akazja, Joram, Atalja), og at han rådførte sig med Jahves profeter (jf. 1 Kong 22,6); endvidere at han blot gjorde, hvad Salomo havde gjort i langt større målestok; det kan også tilføjes, at Akab gik ind for religiøs tolerance, og at det er Elias og ikke kongen, der er forfølgeren. Hvad kan der da siges til forsvar for de hebraiske historikeres ugunstige dom? Den dom bygger på ægteskabets resultater og virkninger, på Jezabels liv og karakter, og i dette liv kræver to hovedbegivenheder opmærksomhed.

1. Forfølgelsen af Jahves profeter:

Den beskrives ikke; der henvises kun til den i 1 Kong 18,4, "da Jezabel udryddede Jahves profeter"; og dette viser, at tidens historie er ufuldstændigt fortalt. I 1 Kong 18,19 får vi desuden at vide, at "450 Ba'al-profeter spiste ved hendes bord" (kommentatorer betragter henvisningen til "400 Ashera-profeter" som en tilføjelse). I 1 Kong 19,1 fortæller Akab Jezabel om Elias' nedslagtning af Ba'al-profeterne, og derefter sender Jezabel (19,2) en budbringer til Elias for at true ham på livet. Dette fører til profetens flugt, et mål som Jezabel måske havde for øje, for hun ville næppe vove selv at myrde Elias. 2 Kong 9,7 betragter massakren på Akabs familie som en straf for Jezabels forfølgelse af profeterne.

2. Jezabels sammensværgelse mod Nabot (1 Kong 1):

Akab udtrykker ønske om at eje vingården, der lå op til hans palads i Jizre'el, og som tilhørte Nabot; han nægter at skille sig af med familiearven, selv om han enten tilbydes dens pengeværdi eller en bedre vingård i bytte. Akab bliver nedtrykt over dette, og da Jezabel finder årsagen til hans tungsind, spørger hun ham spydigt, om han ikke er konge, og antyder, at hans ønsker som konge straks burde opfyldes af hans undersåtter. Derpå lægger hun planer om at skaffe ham Nabots vingård. Jezabel sender breve, forseglet i Akabs navn, til de ældste i Nabots by og påbyder dem at udråbe en offentlig faste og lade Nabot "sidde øverst blandt folket" (Revised Version randnote), en vending som nogle opfatter sådan, at han skal stilles for retten, mens andre forklarer den sådan, at Nabot skal tildeles den fornemste plads. To vidner--et tilstrækkeligt antal til dette formål--skal føres frem for at anklage Nabot for blasfemi og forræderi. Dette bliver gjort, og Nabot kendes skyldig og stenes til døde. Ejendommen konfiskeres og tilfalder kongen (1 Kong 21,1-16). Elias hører om dette og sendes for at true Akab med guddommelig hævn; hunde skal slikke hans døde krop (1 Kong 21,19). Men i 1 Kong 21,20-23 fremsættes denne profeti ikke om Akab, men mod Jezabel, og 21,25 tilskriver Akabs synder hendes indflydelse over ham.

Profetien opfyldes i 2 Kong 9,30-37. Akazja og Joram havde efterfulgt deres far Akab; den ene regerede i 2 år (1 Kong 22,51), den anden i 12 år (2 Kong 3,1). Jehu leder et oprør mod Akabs hus og kommer en dag til Jizre'el. Jezabel havde "malet sine øjne og sat sit hoved i stand" og ser Jehu komme. Hun hilser ham spydigt som sin herres morder. Ifølge den masoretiske tekst spørger Jehu: "Hvem er på min side? hvem?" men teksten rettes af Klostermann, hovedsagelig efter Septuaginta, til: "Hvem er du, at du skulle dadle mig?" dvs. du er jo selv kun en morderske. Hun bliver derpå kastet ned, og hestene træder hende ned (læs "de trådte" i stedet for "han trådte" i 2 Kong 9,33). Da man senere søger efter hendes rester, finder man dem frygteligt lemlæstede. Således blev profetien opfyldt. (Nogle kommentarer hævder, at Nabots vingård og Akabs have lå i Samaria, og at Nabot var jizre'elit. Ordene "som lå i Jizre'el" i 1 Kong 21,1 mangler i Septuaginta, som har: "Og Nabot havde en vingård ved tærskepladsen til Akab, Samarias konge." Men jf. 1 Kong 18,45; 1 Kong 21,23; 2 Kong 8,29; 2 Kong 9,10; 2 Kong 9,15 ff,30 ff.)

Se Akab; Jehu.

3. Jezabels karakter:

Jezabels karakter ses genoplivet i hendes datter Atalja af Juda (2 Kong 2); der er ingen tvivl om, at Jezabel var en stærk personlighed. Hun bragte dyrkelsen af den fønikiske Ba'al og Astarte med sig ind i hebraisk liv og indførte den indirekte både i Juda og i Nordriget. Når vi bedømmer hendes forbindelse med denne udbredelse, bør vi huske på, at hun ikke er en dronning fra det 20. århundrede; hun må bedømmes sammen med andre dronninger, der er berømte i historien. Hendes religiøse holdning og iver kunne med udbytte sammenlignes med Maria Stuart, dronning af Skotland. Man må også huske, at indførelsen af enhver religiøs forandring ofte vækker modstand, når den kommer fra en fremmed dronning, og let bliver misforstået, f.eks. Grækenlands holdning til dronning Olgas forslag om at få en autoriseret udgave af Bibelen på moderne græsk.

På den anden side, selv om der ud fra et religiøst synspunkt kan siges meget, som ville være til gunst for Jezabel, vejer regnskabet tungt imod hende, når vi husker hendes vellykkede sammensværgelse mod Nabot. Det er måske ikke dadelværdigt hos hende, at hun fastholdt sit fødelands religion, selv om det naturlige ville have været at følge religionen i hendes nye land (sammenlign Ruth 1,16 f). Jahve-dyrkelsens overlegenhed var dengang ikke så klar, som den er for os i dag. Man kan også hævde, at Ba'al-dyrkelse ikke var ukendt i hebraisk liv (sammenlign Dom 6,25 f), at Kanaans Ba'al var blevet indarbejdet i Sinajs Jahve, og at der var hedenske elementer i dyrkelsen af sidstnævnte. Men over for alt dette må det stå klart, at den Ba'al, som Jezabel forsøgte at indføre, var den fønikiske Ba'al, rent og simpelt; han var en anden gud, eller rettere: i ham blev der fremlagt en forestilling om Gud, som var meget forskellig fra Jahve. Og endvidere: »I Fønikien, hvor rigdom og luksus var blevet nydt i et omfang, som hverken Israel eller kana'anæerne i det indre havde kendt, fandtes der en forfinelse, om man så må sige, og samtidig en ødselhed i lastefulde nydelser, forbundet med dyrkelsen af Ba'al og Astarte, som Israel hidtil havde været fremmed for ..... Det var som en kræft, der åd sig ind i de vitale organer, eller en sygdom i hoved og hjerte, der førte til fuldstændigt forfald (Es 1,6). I Israel betød moralsk forfald politisk såvel som åndelig død. Folkets velfærd lå i troskab mod Jahve alene og i den rene dyrkelse af ham« (HPM, § 213).

Den hebraiske historikers dom bliver således underbygget. Jezabel er et eksempel — utvivlsomt et ekstremt — på den dårlige indflydelse fra en højt udviklet civilisation, der med alle sine synder trænger sig på et samfund, som er mindre højt civiliseret, men besidder ædlere moralske og religiøse forestillinger. Hun har paralleller både i familielivet og i nationernes liv. Som en parallel til Elias' holdning over for Jezabel kan man sammenligne Carlyles ord om Knox i On Heroes and Hero-Worship, IV, især afsnittet: »We blame Knox for his intolerance,« osv.

I Åb 2,20 læser vi om Iezabel, »kvinden Jezabel, som kalder sig profetinde«; ikke »din hustru« (dvs. biskoppens hustru), som i Revised Version randnote, men sådan som Moffat (Expositor's Greek Testament) træffende gengiver det: »den Jezabel af en kvinde, der påstår at være profetinde.« Nogle medlemmer af menigheden i Tyatira »under indflydelse af en indflydelsesrig kvinde nægtede at skille sig ud fra de lokale laug, hvor moralske interesser, selv om de ikke åbenlyst blev trodset, ofte blev alvorligt kompromitteret ..... Hendes slappe principper eller tendenser virkede for en forbindelse med fremmede og kompromitterende sammenslutninger, som tydeligvis udøvede en farlig indflydelse på nogle svagere kristne i byen.« Hendes tilhængere »brystede sig af deres oplyste liberalisme (Åb 2,24).« Moffat forkaster både Schürers opfattelse (Theol. Abhandlungen, 39 f), at hun skal identificeres med den kaldæiske sibylle i Tyatira, og også Selwyns opfattelse, som gør hende til den lokale asiarks hustru. »Det var ikke kulterne, men håndværkerlaugene, der udgjorde problemet i Tyatira.« Se også Zahn, Introduction to the New Testament, § 73, note 7; Akab; Ba'al; Elias.

David Francis Roberts