jo'-tham (yotham, "Jahve er fuldkommen"; Ioatham):

(1) Den yngste søn af Gideon-Jerubba'al, den eneste overlevende efter Abimeleks nedslagtning af hans halvfjerds brødre (Dom 9,5), og (ifølge Dom 8,22) den legitime hersker over Sikem efter deres død. Men da han indser, at han er magtesløs til at gøre sit krav gældende, fremsiger Jotam fra toppen af Gerizim sin berømte fabel (Dom 9,7-15), anvender den på den foreliggende situation og flygter derefter for sit liv til Beer (Dom 9,21). Der fortælles ikke mere om ham, men Abimeleks fald henføres delvis til hans "forbandelse" (Dom 9,57). Fablen fortæller om træernes kongedømme, som, efter at det var blevet afslået af alle nyttige planter, til sidst blev tilbudt tornebusken. Denne, opblæst af sin uventede værdighed, tilbyder højtideligt sin "skygge" til sine tro undersåtter, mens den truer alle forrædere med straf (tornebuske fører skovbrande med sig), helt på samme måde som en orientalsk monark, når han bestiger tronen. Efter således at have parodieret forholdet mellem den værdiløse Abimelek og sikemitterne ønsker Jotam ironisk begge parter til lykke med deres aftale, som vil ende med ødelæggelse for alle involverede. Ellers er forbindelsen mellem fablen og dens anvendelse løs, for mens fablen skildrer kongedømmet som afvist af alle behørigt kvalificerede personer, bebrejdes sikemitterne i anvendelsen for deres forræderi og deres mord på de retmæssige arvinger. Faktisk synes fablen i sig selv snarere at være en protest mod konger som klasse (sammenlign 1 Sam 8,10-18; 1 Sam 12,19 osv.); derfor er det muligt, at enten fablen eller dens anvendelse er blevet udvidet under overleveringen. Eller en ældre fabel kan være blevet brugt for et enkelt fremtrædende punkts skyld, for intet er mere almindeligt end en sådan ufuldkommen genanvendelse af fabler, allegorier og lignelser.

Burton Scott Easton

(2) Judas tolvte konge, søn af Uzzija og Jerusha, Sadoks datter (2 Kong 15,32-38; 2 Krøn 27,1-9).

1. Tronbestigelse og regentskab:

Jotam var 25 år gammel, da hans far blev ramt af spedalskhed, og han blev straks kaldet til at overtage rigets administration (2 Kong 15,5; 2 Krøn 26,21). Ved at gøre dette dømte han ikke blot landets folk ved at lede retsplejen, men han stod også over kongens hus, hvilket viser, hvor fuldstændig hans fars isolation var. Han var således konge i alt undtagen af navn og omtales uden undtagelse som regerende i Jerusalem. Hans regeringstid varede i 16 år (2 Kong 15,33; 2 Krøn 27,1), 759-744 (andre sætter den senere). Mens faderen elskede agerdyrkning og havde meget kvæg (2 Krøn 26,10)--ydre anliggender, som han kunne beskæftige sig med i sin tilbagetrækning--tilfaldt statens strengere pligter og tungere ansvar sønnen.

2. Krigen mod Ammon:

Forholdet mellem far og søn kommer tydeligt frem i Krønikebogens beretning om ammonitterkrigen. I 2 Krøn 26,8 får vi at vide, at "ammonitterne gav tribut (King James Version "gaver") til Uzzija," idet sådanne gaver var tvungne og havde karakter af tribut. I 2 Krøn 27,5 får vi at vide, at den faktiske erobring af Ammon blev udført af Jotam, og at han i 3 på hinanden følgende år tvang dem til at betale en årlig afgift på 100 talenter sølv og 10.000 "kor" hver af hvede og byg (kor (hebraisk kor) var omkring 10 skæpper). Felttoget øst for Jordan var det eneste, Jotam deltog i, men da staten ikke led noget tab af territorium under hans regentskab, må de ydre provinser have været stærkt besat og godt styret.

3. Jotams byggearbejder:

Det er sandsynligt, at Jotam, før han forsøgte at vinde nogen udvidelse af territoriet, havde brugt nogle år på at fuldføre de uafsluttede byggeplaner, som hans far var optaget af på det tidspunkt, hvor han blev ramt af sin lidelse. Ligesom ham blev han en begejstret bygherre (2 Krøn 27,3; 2 Krøn 27,4). Det fortælles, at han byggede tårne, borge og byer, og specifikt at han fuldførte Ofel-muren i Jerusalem, som stadig står syd for Haram-området. Men hans regeringstids arkitektoniske kronjuvel var fuldførelsen af tempelforgården ved at opføre, eller opsætte, "den øvre port til Jahves hus" (2 Krøn 27,3; 2 Kong 15,35). Denne særlige port var indgangen til og udgangen fra templets øvre eller nye forgård, som var blevet påbegyndt så langt tilbage som på Asas tid (sammenlign forfatterens Solomon's Temple, del II, kapitel viii). Dens placering er fuldstændig kendt, da den bar samme navn og havde samme plads i det herodianske tempel som i hver af dets forgængere. Den stod mod syd og lå på højere grund end nogen anden af templets porte. Deraf dens navn. Den gav adgang til den øvre forgård i templet, nævnt i Jer 36,10, hvor den omtales som "den nye port til Jahves hus." Da Jeremias begyndte sin tjeneste omkring et århundrede efter Jotams død, mindes Jeremias' brug af navnet den kendsgerning, at porten først blev bygget længe efter de øvrige dele af bygningsværket.

4. Den syriske alliance:

Under Jotams regentskab begyndte en frygtindgydende sammenslutning af Nordriget og den syriske stat, med Damaskus som hovedstad, at vise tegn på fjendtlighed mod Juda. I 4 år før Jotams død sad Peka på Samarias trone. Den assyriske konge, Tiglat-Pileser III, var da ved at føre sine våben vestpå, og en syrisk alliance blev dannet for at modsætte sig dem. Jotam kan have nægtet at slutte sig til denne alliance. Den politiske situation ved hans død beskrives således: "I de dage begyndte Jahve at sende Resin, kongen af Syrien, og Peka, Remaljas søn, mod Juda" (2 Kong 15,37).

5. Judas tilstand:

Jotams karakter fremstilles i et moderat gunstigt lys; det regnes ham til gode, at han ikke gik ind i templet (2 Krøn 27,2). Visdommen og kraften i hans styre og i hans politik til landets forsvar anerkendes. Det var på grund af hans fuldførelse af sin fars planer om at beskytte Jerusalem og om at bygge fæstninger i landet, at Hizkija nogle få år senere var i stand til at yde så kraftig modstand mod Sankerib. Men inden for staten selv var fordærv og undertrykkelse udbredt. De store profeter Esajas, Hoseas og Mika virkede i Jotams dage, og på deres sider har vi et levende billede af tidens moralske tilstand. Esajas nævner ikke Jotam, undtagen i overskriften (Es 1,1; jf. 7,1), men Esajas 1-5 i hans bog blev sandsynligvis skrevet under denne regering. Hoseas' skrifter går tilbage til Jeroboam II's sidste år; han døde det år, Jotam kom på tronen. Mikas vidnesbyrd er værdifuldt; han fortæller os, at Omri havde formuleret og offentliggjort regler for dyrkelsen af den sidoniske Ba'al, og at disse “forskrifter” blev overholdt af nogle af Samarias borgere og muligvis også af Jerusalems (Mika 6,16).

Jotams navn optræder i den kongelige slægtsliste i 1 Krøn 3,12 og i Jesu slægtsregister (Matt 1,9).

(3) En kalebit (1 Krøn 2,47 i KJV).

W. Shaw Caldecott