|| I. Indledende

1. Evangeliets omfang

2. Meningsstatus om tilblivelsestidspunkt osv.

II. YDRE VIDNESBYRD FOR DET FJERDE EVANGELIUM

1. Ved slutningen af 2. århundrede

2. Irenæus--Theophilus

3. Midten af 2. århundrede

4. Ignatius osv.

5. Presbyter Johannes

6. Sammenfatning

III. EVANGELIETS KENDETEGN: INDRE VIDNESBYRD

1. Hovedlinjer i angreb og forsvar

2. Uberettigede kritiske forudsætninger

3. Evangeliets egentlige formål--resultater

(1) Forholdet til synoptikerne

(2) Den tid, evangeliet omfatter

(3) En personlig beretning

(4) Erindringer fra et øjenvidne

(5) Erindring belyst

(6) Konklusioner

IV. FREMSKRIDT OG UDVIKLING I EVANGELIET

1. Fremstillingen af Jesus i evangeliet

(1) Påstået fravær af udvikling i Jesu karakter

(2) Påstået Jesu »autonomi«

(3) Logos-fremstillingens »utænkelighed«

2. Prologens Logos-lære

3. Troens vækst og vantroens udvikling

(1) Tidlige bekendelser

(2) Troens vækst hos disciplene

(3) Gradvis åbenbaring af messiasværdigheden: vantroens vækst

LITTERATUR

I. Indledende.

1. Evangeliets omfang:

Det fjerde evangelium har en form, der er særegen for det selv, såvel som en karakteristisk stil og holdning, som kendetegner det som et enestående dokument blandt Det Nye Testamentes bøger.

(1) Der er en prolog, bestående af Joh 1,1-18, som der senere vil blive sagt noget om.

(2) Der er en række scener og taler fra Jesu liv, som beskriver ham selv og hans gerning og markerer den gradvise udvikling af tro og vantro hos hans tilhørere og i folket (1,19-12,50).

(3) Der er en mere detaljeret beretning om de afsluttende begivenheder i lidelsesugen--om hans afskedssamvær med sine disciple (Joh 13-17), om hans arrestation, retssager, korsfæstelse, død og begravelse (Joh 18-19).

(4) Der er opstandelsen og den opstandne Herres åbenbarelser for sine disciple på opstandelsesdagen og ved en anden lejlighed otte dage efter (20,1-29). Dette efterfølges af et afsnit, som beskriver evangeliets formål og grunden til, at det blev skrevet (Joh 20,30; Joh 20,31).

(5) Endelig er der et supplerende kapitel (21), som har alle de karakteristiske kendetegn for evangeliet som helhed, og som derfor sandsynligvis stammer fra samme pen (således Lightfoot, Meyer, Alford osv.; nogle, såsom Zahn, foretrækker at betragte kapitlet som en discipel af Johannes' værk). De afsluttende vers (21,24.25) lyder: »Dette er den discipel, som vidner om disse ting og skrev disse ting; og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt. Og der er også mange andre ting, som Jesus gjorde,« osv. »Vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt« synes at være et vidnesbyrd fra dem, der vidste besked, om discipelens identitet og om hans vidnesbyrds troværdighed. Dette tidligste vidnesbyrd er heller ikke blevet miskrediteret af de angreb, der er blevet rettet mod det, og den naturlige betydning er blevet hævdet af mange kompetente forfattere. Nutidsformen, »vidner«, viser, at den »discipel«, som skrev evangeliet, stadig var i live, da vidnesbyrdet blev givet.

2. Meningsstatus om tilblivelsestidspunkt osv.:

Hvad angår tidspunktet for fremkomsten af den johannæiske litteratur, bortset fra spørgsmålet om disse skrifters forfatterskab, er der nu en voksende enighed om, at den opstod ved slutningen af 1. århundrede eller ved begyndelsen af 2. århundrede. Dette hævdes af dem, der ikke tilskriver forfatterskabet nogen enkelt forfatter, men en skole i Efesos, som delvis bearbejdede traditionelt materiale og udformede det til den skikkelse, de johannæiske skrifter nu har; også af dem, såsom Spitta, der opløser evangeliet i en Grundschrift og en Bearbeitung (sammenlign hans Das Johannes-Evangelium als Quelle der Geschichte Jesu, 1910). Hvad enten evangeliet betragtes som en samling udarbejdet af en skole af teologer, eller som resultatet af en redaktør, der benytter traditionelt materiale, eller som det endelige resultat af en teologisk udvikling af visse paulinske forestillinger, dateres de johannæiske skrifters fremkomst, med få undtagelser, til begyndelsen af 2. århundrede. En af de mest fremtrædende af disse undtagelser er Schmiedel; en anden er den afdøde professor Pfleiderer. Man kan respektere Pfleiderer inden for filosofisk undersøgelse, men i kritik er han en ubetydelig størrelse. Og Schmiedels skrifter om det johannæiske spørgsmål er hurtigt på vej ind i samme kategori.

Således kan de johannæiske skrifters fremkomst ved slutningen af 1. århundrede trygt accepteres som en solid historisk konklusion. Langsomt har de kritikere, der henlagde deres fremkomst til midten af 2. århundrede eller senere, trukket sig tilbage og henfører de johannæiske skrifters frembrud til det nævnte tidspunkt. Dette afgør naturligvis ikke spørgsmålene om evangeliets forfatterskab, sammensætning og troværdighed, som må afgøres efter deres egne forudsætninger, på grundlag af ydre og endnu mere af indre vidnesbyrd, men det baner vejen for en rigtig drøftelse af dem og giver os en terminus, som må sætte en grænse for al videre spekulation om sager af denne art.

II. Ydre vidnesbyrd for det fjerde evangelium.

Kun en skitse af det ydre vidnesbyrd for det fjerde evangelium, som angår både datering og forfatterskab, kan gives i denne artikel. Fyldigere oplysninger kan søges i indledningerne til kommentarerne til evangeliet af Godet, Westcott, Luthardt, Meyer; i Ezra Abbots The Fourth Gospel and Its Authorship; i Zahns Introduction to the New Testament, III; i Sandays The Criticism of the Fourth Gospel; i Drummonds The Character and Authorship of the Fourth Gospel. Alle disse og mange andre forsvarer det johannæiske forfatterskab. På den anden side kan der henvises til forfatteren af Supernatural Religion, som er udkommet i mange udgaver. Blandt nyere værker kan Moffatts Introduction to the New Testament og B.W. Bacons Fourth Gospel in Research and Debate nævnes som værker, der benægter det johannæiske forfatterskab.

1. Ved slutningen af 2. århundrede:

Det ydre vidnesbyrd er som følger. Ved slutningen af 2. århundrede var den kristne kirke i besiddelse af fire evangelier, som blev brugt som hellige bøger, læst i kirkerne ved den offentlige gudstjeneste, æret som autoritative og behandlet som en del af en kanon af Skriften (se evangelier). Et af disse var det fjerde evangelium, som overalt blev tilskrevet apostlen Johannes som dets forfatter. Vi har vidnesbyrdet om dette punkt fra Irenæus, fra Tertullian, fra Clemens af Alexandria, og lidt senere fra Origenes. Clemens er vidne om kirkens tro og praksis i Egypten og dets nærområde; Tertullian om kirken i Afrika; og Irenæus, som blev opdraget i Lilleasien, var lærer i Rom og var biskop af Lyon i Gallien, om kirkerne i disse lande. Troen var så uimodsagt, at Irenæus kunne give grunde for den, som i sig selv ikke ville have overbevist nogen, der ikke allerede havde den overbevisning, som grundene skulle understøtte. At afskrive vidnesbyrdet fra Irenæus, Tertullian og Clemens med henvisning til ønsket om at finde apostolsk forfatterskab til deres hellige bøger er ikke argumentation, men blot en påstand. Der kan have været en sådan tendens, men i tilfældet med de fire evangelier er der intet bevis for, at der ved slutningen af 2. århundrede var nødvendighed for dette. For der findes vidnesbyrd om troen på det apostolske forfatterskab af to evangelier af apostle og af to af apostlenes ledsagere som en eksisterende kendsgerning i kirkerne længe før slutningen af 2. århundrede.

2. Irenæus--Theophilus:

Betydningen af Irenæus' vidnesbyrd måles ved de bestræbelser, der er blevet gjort for at svække hans vidnesbyrd. Men disse forsøg mislykkes over for hans historiske position og de midler, han havde til rådighed for at fastslå kirkernes tro. Der er mange forbindelsesled mellem Irenæus og den apostolske tidsalder. Der er især hans forbindelse med Polykarp. Han beskriver selv dette forhold i sit brev til Florinus, en meddiscipel af Polykarp, som var faldet over i gnosticismen, hvor han siger: "Jeg husker begivenhederne fra den tid tydeligere end dem fra de senere år. For det, drenge lærer, mens det vokser sammen med deres sind, bliver forenet med det; så jeg er i stand til at beskrive selve det sted, hvor den salige Polykarp sad, når han talte, og hans udgange og indgange, og hans livsførelse, og hans fysiske fremtoning og hans taler til folket, og de beretninger, han gav om sit samvær med Johannes og de andre, som havde set Herren" (Euseb., HE, V, 20: McGifferts oversættelse). Vi kan ikke sige, hvor gammel Irenæus var på det tidspunkt, men han var gammel nok til at modtage de indtryk, som han efter mange år nedskrev. Polykarp led martyrdøden i 155 e.Kr., og han havde været kristen i 86 år, da han led martyrdøden. Således var der kun ét led mellem Irenæus og den apostolske tidsalder. Et andet led blev dannet ved hans forbindelse med Pothinus, hans forgænger i Lyon. Pothinus var en meget gammel mand, da han led martyrdøden, og han var i besiddelse af traditionerne fra kirken i Gallien. Således havde Irenæus gennem disse og andre mulighed for at kende kirkernes tro, og det, han nedskriver, er ikke kun hans eget personlige vidnesbyrd, men kirkens universelle tradition.

Sammen med Irenæus bør apologeten Theophilus (circa 170) anføres, den tidligste forfatter, der nævner Johannes ved navn som evangeliets forfatter. Som indledning til et citat fra begyndelsen af prologen siger han: "Dette er, hvad vi lærer af de hellige skrifter og af alle mennesker, der er besjælet af Ånden, blandt hvilke Johannes siger" (Ad Autol., ii.22). Hieronymus oplyser desuden, at Theophilus havde sammensat en harmoni over de fire evangelier (De Viris Illustr., 25).

3. Midten af 2. århundrede:

Fra Irenæus og Theophilus stiger vi nærmere op mod midten af 2. århundrede, og her møder vi Tatianus' Diatessaron, som der ikke behøver siges meget om. Diatessaron er ligeledes en harmoni over de fire evangelier, og denne harmoni dateres ikke senere end 170. Den begynder med det første vers i det fjerde evangelium og slutter med det sidste vers i tillægget til evangeliet. Tatianus var elev af Justin Martyr, og alene den kendsgerning gør det sandsynligt, at de "apostlenes erindringer", som Justin citerer så ofte, var dem, som hans elev senere sammenføjede i Diatessaron. At Justin kendte det fjerde evangelium synes klart, skønt vi ikke kan drøfte spørgsmålet her. Hvis han gjorde det, følger det, at det eksisterede omkring år 130.

4. Ignatius osv.:

Men der er vidnesbyrd, som hjælper os med at spore indflydelsen fra det fjerde evangelium tilbage til år 110. "De første klare spor af det fjerde evangelium på kirkens tænkning og sprog findes i Ignatius' breve (circa 110 e.Kr.). Hvor umiskendelige disse spor er, fremgår af den kendsgerning, at denne afhængighed hos Ignatius af Johannes ikke sjældent er blevet brugt som et argument imod Ignatius-brevenes ægthed" (Zahn, Introduction, III, 176). Dette argument kan nu trygt bruges, eftersom brevene er blevet hævdet som historiske dokumenter af Lightfoot og Zahn. Hvis Ignatius-brevene er gennemtrængt af de johannæiske skrifters tone og ånd, viser det, at denne måde at tænke og udtrykke sig på var udbredt i kirken på Ignatius' tid. Således havde den særlige måde at tænke og tale på, som vi kalder johannæisk, en eksistens ved begyndelsen af 2. århundrede.

En yderligere række vidnesbyrd til fordel for evangeliet, som blot behøver at blive nævnt, ligger i den brug, gnostikerne gjorde af det. At evangeliet blev brugt af valentinianerne og Basilides, er blevet påvist af Dr. Drummond (op. cit., 265-343).

5. Presbyteren Johannes:

For at vurdere styrken af det ovenstående vidnesbyrd rigtigt må man huske, at der, som allerede bemærket, var mange disciple af Johannes fra Efesos, som de johannæiske skrifter blev tilskrevet, der levede langt ind i det 2. århundrede—biskopper som Papias og Polykarp, de »presbytere«, som Irenæus så ofte nævner—og som dannede en kæde, der forbinder evangeliets tilblivelsestid med århundredets sidste halvdel. Her opstår det spørgsmål, som i nyere tid er blevet så meget drøftet, om identiteten af »presbyteren Johannes« i det velkendte fragment af Papias, bevaret hos Euseb. (Historia Ecclesiastica, III, 39). Var der, sådan som de fleste, sammen med Eusebius, forstår det, to personer ved navn Johannes—apostel og presbyter (jf. f.eks. Godet)—eller var der kun én? Hvis der kun var én, var han da Zebedæus' søn? På disse punkter hersker der stor meningsforskel. Harnack mener, at presbyteren ikke var Zebedæus' søn; Sanday er i tvivl; Moffatt mener, at presbyteren var den eneste Johannes i Efesos. Zahn og Dom J. Chapman (John the Presbyter and the Fourth Gospel, 1911) mener også, at der kun var én Johannes i Efesos, men at han var Zebedæus' søn. Det er næppe nødvendigt at drøfte spørgsmålet her, for traditionen er udtrykkelig, når den forbinder evangeliet med apostlen Johannes under den sidste del af hans ophold i Efesos—et ophold, som der ikke er tilstrækkelig grund til at bestride (se JOHN, THE APOSTLE).

6. Sammenfatning:

Ved en rimelig vurdering af det ydre vidnesbyrd finder vi derfor, at det er usædvanlig stærkt. Det er meget sjældent, at afgørende bevis for et skrifts eksistens og indflydelse kan føres så tæt på tidspunktet for dets udgivelse som i tilfældet med det fjerde evangelium. Tidspunktet for dets udgivelse er ved slutningen af det 1. århundrede eller senest i begyndelsen af det 2. Spor af dets indflydelse findes i Ignatius' breve. Første Johannesbrev citeres i Polykarps brev (kapitel 7). Evangeliets tanke og stil havde påvirket Justin Martyr. Det er et af de fire, der er vævet sammen i Tatians Diatessaron. Det blev citeret, kommenteret og fortolket af gnostikerne. I sandhed er det ydre vidnesbyrd om det fjerde evangeliums tidlige datering og johannæiske forfatterskab lige så stort både i omfang og mangfoldighed som for nogen bog i Det Nye Testamente, og langt større end noget, vi besidder for noget værk fra den klassiske oldtid.

Historien om striden om det johannæiske forfatterskab behandles ikke her. Bortset fra den dunkle sekt alogerne (som tilskrev evangeliet til Kerinth!) i det 2. århundrede hørtes ingen røst, der anfægtede Johannes' forfatterskab, før slutningen af det 17. århundrede, og et alvorligt angreb begyndte først i det 19. århundrede (Bretschneider, 1820, Strauss, 1835, Weisse, 1838, Baur og hans skole, 1844 og senere, Keim, 1865 osv.). Angrebene blev energisk afvist af andre lærde (Olshausen, Tholuck, Neander, Ebrard, Bleek osv.). Nogle antog, i forskellige former og grader, hypotesen om et apostolisk grundlag for evangeliet, betragtet som et værk af en senere hånd (Weizsacker, Renan osv.). Fra dette punkt er striden fortsat med en stigende dogmatisme hos modstanderne af evangeliets ægthed og pålidelighed, men med ikke mindre fasthed hos dets forsvarere. Den nuværende meningsstilling er angivet i teksten.

III. Evangeliets kendetegn: indre vidnesbyrd.

1. Hovedlinjer i angreb og forsvar:

Det ydre vidnesbyrd om det fjerde evangelium kritiseres, men det er hovedsagelig på indre grunde, at modstanden mod det johannæiske forfatterskab og evangeliets historiske pålidelighed bygger. Der lægges vægt på den brede kontrast, som ganske vist findes i stil, karakter og plan mellem det fjerde evangelium og synoptikerne; på dets formodede filosofiske klædedragt (Logos-læren); på påståede fejl og modsigelser; på fraværet af fremdrift i fortællingen osv. Forsvaret for evangeliet føres sædvanligvis ved at pege på evangeliets forskellige formål, tilbagevise overdrivelser i de ovennævnte indvendinger og vise, at evangeliets forfatter på en mængde måder åbenbarer sin identitet med apostlen Johannes. Han var f.eks. jøde, en jøde fra Israels land, en der var fortrolig med Jerusalems topografi osv., en apostel, et øjenvidne, den discipel, som Jesus elskede (13,23; 20,2; 21,7.20). Vidnesbyrdet i 21,24 fra dem, der kendte forfatteren i hans levetid, har i denne sammenhæng den største vægt. I stedet for at følge disse velkendte argumentationslinjer (som man kan se hos Godet, Luthardt, Westcott, Ez. Abbot, Drummond osv. i de anførte værker), søges her en bekræftelse ad veje, der udspringer af en ny, omfattende undersøgelse.

2. Uberettigede kritiske forudsætninger:

Studiet af de johannæiske skrifter i almindelighed og af det fjerde evangelium i særdeleshed er blevet grebet an på mange måder og fra forskellige synsvinkler. En af de mest almindelige af disse måder i nyere arbejder er den, der forudsætter, at vi her har produktet af kristen eftertanke over de kendsgerninger, der er fremlagt i de andre evangelier, og at disse kendsgerninger er blevet ændret af kirkens erfaring og afspejler kirkens bevidsthed ved slutningen af det 1. århundrede eller begyndelsen af det 2. århundrede. På dette tidspunkt antages det, at kirken, som nu hovedsagelig er en hedningekirke, er blevet stærkt påvirket af græsk-romersk kultur, at den har reflekteret over underet i sin egen historie og således har ændret den oprindelige tradition for at tilpasse den til det nye miljø. I det fjerde evangelium, siges det, har vi den højeste og mest gennemarbejdede fremstilling af resultatet af processen. Med udgangspunkt i Paulus og hans indflydelse sporer professor B.W. Bacon hele processen for os, indtil en skole af teologer i Efesos frembragte de johannæiske skrifter, og kirkens bevidsthed blev tilfredsstillet ved fuldstændigheden i den nye fremstilling af kristendommen (jf. hans Fourth Gospel in Research and Debate). Hellenistiske ideer i hebraisk form, evangeliets kendsgerninger således omformet, at de kunne antages af det hellenistiske sind – det er, hvad forskere af denne gruppe finder i det fjerde evangelium.

Andre kommer igen til evangeliet med den forudsætning, at det er bestemt til at give læseren et fuldstændigt syn på Jesu liv, at det er bestemt til at supplere og korrigere synoptikernes udsagn og til at fremstille Kristus i en sådan form, at den kunne imødekomme kirkens nye behov ved begyndelsen af det 2. århundrede. Andre finder et polemisk sigte i evangeliet. Weizsacker finder f.eks. et stærkt polemisk sigte mod jøderne. Han siger: "Der er de indvendinger, som jøderne rejste mod kirken, efter at dens adskillelse var fuldbyrdet, og efter at udviklingen af dens Kristi person havde gennemløbet sine væsentligste stadier. Det er ikke en strid fra levetiden, men skolens strid, ført tilbage i livshistoriens historie" (Apostolic Age, II, 222). Man ville have forventet, at et udsagn fremsat så kraftigt ville være blevet støttet af noget bevis; at vi kunne have noget historisk vidnesbyrd om en strid mellem jøde og kirke ud over det, vi har i det fjerde evangelium selv. Men Weizsacker tilbyder intet andet end det dictum, at disse er stridsemner, der føres i skolen, og at de er anakronismer, sådan som de står. Som det forholder sig, ved vi fra Dial. mellem Justin Martyr og Tryfo, hvilke emner der blev drøftet mellem jøde og kristen i midten af det 2. århundrede, og det er tilstrækkeligt at sige, at disse emner, sådan som Justin gengiver dem, hovedsagelig angik fortolkningen af Det Gamle Testamente og ikke er dem, der drøftes i det fjerde evangelium.

Måske den mest overraskende af alle forudsætningerne med hensyn til det fjerde evangelium er den, der lægger stor vægt på antagelsen om, at bogen i vid udstrækning var bestemt til at hævde en kristen lære om sakramenterne, som blomstrede ved begyndelsen af det 2. århundrede. Ifølge denne forudsætning fremsatte det fjerde evangelium en lære om sakramenterne, som gav dem en enestående stilling som frelsesmiddel. Skønt man næppe hævder, at den lære om sakramenterne, som kirken i det 2. århundrede fastholdt, havde nået det udviklingstrin, der møder os i middelalderkirken, er den ifølge dette syn langt på vej mod det mål, der senere blev nået. Vi opholder os ikke ved dette syn, for den eksegese, der finder sakramentalisme i det fjerde evangelium, er håbløs. Det evangelium sætter ikke sakramenterne i Kristi sted. Endelig finder vi ikke påstanden hos dem, der hævder, at det fjerde evangelium blev skrevet med henblik på at gøre Jesu evangelium mere antageligt for hedningerne, mere tilfredsstillende. Faktisk var det evangelium, som var mest antageligt for hedningerne, evangeliet ifølge Matthæus. Det citeres oftere end noget andet. I den tidlige kirkes skrifter citeres det lige så ofte som alle de andre evangelier tilsammen. Det fjerde evangelium kom ikke i forgrunden i den kristne kirke før de kristologiske stridigheder opstod i det 3. århundrede.

3. Evangeliets virkelige sigte – resultater:

Når vi, efter at have dvælet ved disse måder at nærme sig det fjerde evangelium på og læst de krav, der stilles til evangeliet af dem, som nærmer sig det med disse forudsætninger og krav, vender os til selve evangeliet og spørger om dets sigte og formål, finder vi et enkelt svar. Dets forfatter siger udtrykkeligt: "Mange andre tegn gjorde Jesus derfor i sine disciples nærvær, som ikke er skrevet i denne bog; men disse er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn" (Joh 20,30; Joh 20,31). Når man følger dette spor og lægger alle de forudsætninger bort, som fylder så meget i indledninger, eksegeser og historier om den apostolske og subapostolske tid, møder man mange overraskelser.

(1) Forhold til synoptikerne.

I forhold til synoptikerne er forskellene store, men mere overraskende er det, at berøringspunkterne mellem disse evangelier og det fjerde evangelium er så få. De kritikere, der er blevet henvist til, er enige om, at forfatteren eller den skole, som samlede de johannæiske skrifter, stod i gæld til synoptikerne for næsten alle de kendsgerninger, der er indarbejdet i det fjerde evangelium. Bortset fra lidelsesugen findes der dog kun to berøringspunkter, som er så tydelige, at de ikke kan betvivles, nemlig bespisningen af de 5.000 og vandringen på søen (Joh 6,4-21). Helbredelsen af den kongelige embedsmands barn (Joh 4,46-53) kan næppe identificeres med helbredelsen af officerens tjener (Matt, Luk); men selv om man tillod denne identifikation, er dette alt, hvad vi har i det fjerde evangelium om begivenhederne i tjenesten i Galilæa. Der er en tjeneste i Galilæa, men den tidligere tjeneste i Judæa og i Galilæa begyndte, før Johannes blev kastet i fængsel (3,24), og den har ingen parallel hos synoptikerne. Faktisk forudsætter det fjerde evangelium eksistensen af de tre andre og formidler ikke på ny den viden, som kan samles fra dem. Det går sin egen vej, foretager sine egne udvælgelser og fremlægger dem fra sit eget synspunkt. Det har sit eget udvælgelsesprincip: det, der tydeligt angives i det allerede citerede afsnit. De scener, der skildres, de gerninger, der udføres, de ord, der tales, og de overvejelser, forfatteren gør sig, er alle rettet mod målet om at sætte læserne i stand til at tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Efter forfatterens opfattelse ville dette føre til, at de fik liv i hans navn.

(2) Den tid, evangeliet omfatter.

Når vi accepterer dette princip som vores rettesnor, vender vi os til evangeliet, og det første, der slår læseren, er den lille mængde virkelig tid, som de scener, der beskrives i evangeliet, udfylder eller optager. Vi tager forræderiets nat og korsfæstelsens dag. De ting, der blev gjort, og de ord, der blev talt den dag, fra den ene solnedgang til den anden, optager ikke færre end 7 kapitler af evangeliet (Johannes 13-19). Bortset fra det supplerende kapitel (21) er der 20 kapitler i evangeliet, som indeholder 697 vers, og disse 7 kapitler har 257 vers. Mere end en tredjedel af hele det, der er givet til tjenesten, optages således af én dags begivenheder.

Endvidere var der ifølge ApG 1,3 en tjeneste ved den opstandne Herre, som varede i 40 dage, og af alt, hvad der skete i disse dage, nedskriver Johannes kun det, der skete på opstandelsesdagen og på en anden dag 8 dage efter (Johannes 20). De hændelser, der er nedskrevet i de andre evangelier, træder i baggrunden, forudsættes, og kun de tegn, der blev gjort på disse to dage, nedskrives her. De nedskrives, fordi de har betydning for det formål, han har for øje, nemlig at fremkalde tro på sandheden om, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Hvis vi fortsætter med at følge det spor, der således er givet, vil vi blive overraskede over, hvor få de dage er, hvor noget fandt sted. Når vi læser beretningen i det fjerde evangelium, er der mange antydninger af tidens gang og mange præcise dateringer. Vi lærer af evangeliet, at Jesu tjeneste sandsynligvis varede i 3 år. Det slutter vi ud fra antallet af de fester, som han deltog i i Jerusalem. Vi har tidsangivelser for rejser, men ingen beretning om noget, der skete under dem. De dage, hvor noget blev gjort eller noget sagt, er meget få. Vi får præcist at vide, at »seks dage før påsken kom Jesus til Betania, hvor Lazarus var« (12,1 ff), og med hensyn til disse 6 dage får vi kun fortalt om måltidet og Marias salvelse af Jesu fødder, om indtoget i Jerusalem, grækernes besøg og om det indtryk, dette besøg gjorde på Jesus. Vi har også evangelistens overvejelser over jødernes vantro, men intet yderligere. Vi ved, at mange andre ting skete på disse dage, men de er ikke nedskrevet i dette evangelium. Bortset fra de to dage, hvor Jesus blev på det sted, hvor han var, og om hvilke der intet nedskrives, er den tid, der optages af Lazarus’ opvækkelse, beretningen om én dag (Johannes 11). Sådan er det også med helbredelsen af den blinde mand. Helbredelsen sker én dag, og striden om betydningen af denne helbredelse er alt, hvad der nedskrives om en anden dag (Johannes 9). Det, der nedskrives i Johannes 10, er beretningen om to dage. Beretningen i det 7. og 8. kapitel, afbrudt af episoden med kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, som ikke hører til evangeliet, er beretningen om højst to dage. Beretningen om bespisningen af de 5.000 og om den efterfølgende tale (Johannes 6) er beretningen om to dage. Det er ikke nødvendigt at gå mere detaljeret ind i dette. Alligevel er forfatteren, som bemærket, meget nøjagtig i sine tidsangivelser. Han noterer dagene, antallet af dage, hvor noget blev gjort, eller hvor noget blev sagt. Vi fremsætter disse bemærkninger, som vil være indlysende for enhver læser, der lægger mærke til dem, hovedsagelig for at vise, at evangeliet umiddelbart ikke har til hensigt, i hvert fald ikke gør det, at fremlægge en fuldstændig beretning om Jesu liv og gerning. Det giver højst en beretning om 20 dage ud af de 1.000 dage i vor Herres tjeneste. Dette er i sig selv tilstrækkeligt til at tilsidesætte tanken hos dem, der behandler det fjerde evangelium, som om det var bestemt til at tilsidesætte, supplere eller korrigere beretningerne hos synoptikerne. Det blev tydeligvis ikke skrevet med det formål.

(3) En personlig optegnelse.

Det er tydeligt, at bogen giver sig ud for at være erindringer fra en, der havde personlig erfaring med den tjeneste, han beskriver. Det personlige præg er synligt gennem hele bogen. Det er til stede selv i prologen, for i det vers, hvor han beskriver inkarnationens store kendsgerning, bruger han den personlige tone: »Vi så hans herlighed« (Joh 1,14). Dette kunne tages som evangeliets grundtone. I alle de scener, der fremstilles i evangeliet, mener forfatteren, at Jesus i dem åbenbarede sin herlighed og uddybede sine disciples tro. Hvis vi spurgte ham, hvornår han så det inkarnerede Ords herlighed, ville svaret være: i alle disse scener, som beskrives i evangeliet. Hvis vi læser evangeliet ud fra dette synspunkt, finder vi, at forfatteren havde en anden opfattelse af det inkarnerede Ords herlighed end den, hans kritikere tillægger ham. Han ser en herlighed ved Ordet i den kendsgerning, at han var træt af rejsen (Joh 4,6), at han lavede dynd af spyttet og salvede den blindes øjne med dyndet (Joh 9,6), at han græd ved Lazarus’ grav (Joh 11,35), at han sukkede i ånden og blev oprørt (Joh 11,38), og at han kunne sørge med en usigelig sorg, sådan som han gjorde efter samtalen med grækerne (Joh 12,27). For han nedskriver alle disse ting og mener tydeligvis, at de er fuldt forenelige med det inkarnerede Ords herlighed. En redelig eksegese bortforklarer ikke disse ting, men må tage dem som hørende til selve væsenet af Ordets åbenbarede herlighed.

Evangeliet er altså efter eget udsagn erindringer fra et øjenvidne, fra en, som personligt var til stede ved alle de scener, han beskriver. Uden tvivl går erindringerne ofte over i overvejelser over meningen og betydningen af det, han beskriver. Han standser ofte for at bemærke, at disciplene, og han selv iblandt dem, ikke på det tidspunkt forstod meningen med et ord eller betydningen af en handling af Jesus (Joh 2,22; Joh 12,16 osv.). Andre gange kan vi næppe skelne mellem Mesterens ord og disciplens overvejelser. Men i andre skrifter møder vi ofte det samme fænomen. I Galaterbrevet skriver Paulus f.eks., hvad han havde sagt til Peter i Antiokia: »Hvis du, som er jøde, lever som hedningerne og ikke som jøderne, hvordan kan du da tvinge hedningerne til at leve som jøder?« (Gal 2,14). Kort efter går han over i overvejelser over situationen, og det er umuligt at fastslå, hvor den direkte tale slutter, og overvejelserne begynder. Sådan er det også i det fjerde evangelium. Det er i mange tilfælde umuligt at sige, hvor Jesu ord slutter, og forfatterens overvejelser begynder. Sådan er det f.eks. med hans gengivelse af Døberens vidnesbyrd i Johannes 3. Gengivelsen af Døberens ord kan slutte med sætningen: »Han må vokse, men jeg må blive mindre« (3,30), og resten kan være forfatterens overvejelser over situationen.

(4) Erindringer fra et øjenvidne.

Evangeliets fænomener er således, i det mindste tilsyneladende, erindringer fra et øjenvidne, med hans overvejelser over betydningen af det, han har oplevet. Han var til stede ved de scener, han beskriver. Han var til stede den nat, da Mesteren blev forrådt; han var til stede i ypperstepræstens gård; han var til stede ved korset og aflægger vidnesbyrd om virkeligheden af Jesu død (Joh 18,15; Joh 19,35). Når vi læser evangeliet, lægger vi mærke til den vægt, han lægger på »vidnesbyrd«. Udtrykket forekommer ofte (Joh 1,7; Joh 1,8; Joh 1,19; Joh 3,11; Joh 3,26; Joh 3,33; Joh 5,31; Joh 12,17; Joh 21,24 osv.) og bruges til at fremstille erfaringens bekræftede kendsgerninger. I disse vidnesbyrd har vi en usædvanlig kombination af ophøjet tanke og minutiøs iagttagelse. Til tider hæver evangelisten sig op i en åndelig verden og bevæger sig frit blandt de rigeste og højeste elementer af åndelig erfaring. Han bruger almindelige ord, men indlæser i dem de dybeste betydninger vedrørende mennesket, verden og Gud, som nogensinde er trådt ind i menneskets tanke. Ophøjet mystik og praktisk sans med åbne øjne mødes i hans vidunderlige skrifter. Frem for alt gør hans sans for det historiskes afgørende værdi indtryk på os. Alle hans åndelige betydninger har et historisk grundlag. Dette er lige så tydeligt i Første Brev, som det er i evangeliet, og i evangeliet er det iøjnefaldende. Mens hans hovedinteresse er at samle sine læseres tanker om Jesus, hans gerning og hans ord, har han dog ubevidst skrevet sin egen åndelige biografi. Efterhånden bliver vi klar over, når vi med indlevelse læser os ind i evangeliets ånd, at vi følger linjen i en stor åndelig opvågnen og sporer væksten af tro og kærlighed i forfatterens liv, indtil de bliver den altbeherskende tone i hele hans liv. På den ene side er bogen en storslået objektiv åbenbaring af et enestående liv, fortællingen om Guds Søns selvåbenbaring, om Faderens åbenbaring i Jesus Kristus, som bevæger sig frem mod sin fuldendelse gennem de modsatrettede udviklinger af tro og vantro hos dem, som tog imod ham, og hos dem, som ikke tog imod ham. På den anden side har den en subjektiv enhed i forfatterens hjerte, idet den fortæller om, hvordan troen begyndte, og hvordan troen gjorde fremskridt, indtil han nåede til kundskaben om Guds Søn. Vi kan sætte os ind i de forskellige kriser, han gennemgik, og gennem hvilke han, efterhånden som de fulgte efter hinanden, vandt den vished, som han så roligt udtrykker; og disse giver ham den nøgle, hvormed han er i stand til at låse mysteriet om Jesu forhold til verden op. Den troens sejr, som han fremstiller, blev først vundet i hans egen sjæl. Også dette er indbefattet i den betydningsfulde formulering: »Vi så hans herlighed« (Joh 1,14).

(5) Erindringen illustreret.

Evangeliet får stærk bekræftelse ved overvejelse af erindringens natur i almindelighed. En lov for erindring er, at når vi genkalder os noget eller en begivenhed, genkalder vi det i dets helhed, med alt det tilbehør der fulgte med. Når vi fortæller det til andre, må vi foretage et udvalg af kun det, der er nødvendigt for at formidle vores mening. Ukunstneriske naturer foretager ikke noget udvalg; de strømmer ud med alt, hvad der dukker op i hukommelsen (sammenlign Dame Quickly hos Shakespeare). Erindringens finere kvaliteter illustreres rigt i det fjerde evangelium og giver et selvstændigt bevis for, at det er skrevet af et øjenvidne. Inden for rimelige grænser er det kun muligt at give nogle få eksempler. Læg først mærke til de nøjagtige tidsangivelser i Johannes 1 og de særlige karaktertræk hos hver af de 6 disciple, som Jesus mødte i de første 4 dage af sin tjeneste. Bemærk den særegent anskuelige oplysning, at Natanael var under figentræet (1,50). Gå videre og læg mærke til de 6 vandkar af sten, der stod i Kana efter jødernes renselsesskik (2,6). Vi kunne i denne forbindelse henvise til de geografiske bemærkninger, der ofte fremsættes i løbet af fortællingen, og som vidner om et fortroligt kendskab til Israels land, samt til de talrige hentydninger til jødiske love, skikke, trosforestillinger og religiøse ceremonier, som nu almindeligvis indrømmes at være nøjagtige, og som viser, at forfatteren havde et fortroligt kendskab til dem. Vores hovedformål er dog at henlede opmærksomheden på de tilfældige ting, som ikke har nogen symbolsk betydning, men som er nedskrevet, fordi de dukkede op sammen med hovedbegivenheden, da den blev genkaldt. Han ser igen »drengen« med de 5 bygbrød og 2 fisk (6,9); han husker, at Maria blev siddende stille i huset, da den aktive Martha gik ud for at møde Herren, idet han nærmede sig Betania (11,20); han genkalder sig Lazarus' udseende, da han kom ud, bundet på hænder og fødder med ligklæder (11,44). Han har et levende billede for sig, når han genkalder sig fodvaskningen af disciplene (13,1-15) og disciplenes forskellige holdninger og bemærkninger under hele denne begivenhedsrige nat. Han ser stadig holdningen hos de soldater, der kom for at arrestere Jesus (18,3-8), glimtet af Peters sværd (18,10), Nikodemus' andel i Jesu begravelse, samt arten og vægten af de vellugtende stoffer, som han bragte til balsameringen af legemet (19,38-40). Han fortæller om den omhyggelige sammenfoldning af linnedklæderne, og hvor de var lagt i den tomme grav (20,4-8). Dette er kun nogle af de levende træk, der skyldes erindring, og som ingen andre end et øjenvidne trygt kunne anføre. Når evangelisten ser tilbage på fortiden, genkalder han sig Herrens forskellige scener og ord i deres helhed, sådan som de fandt sted, og han udvælger de levende træk, der for alle læsere bærer virkelighedens præg.

(6) Konklusioner.

Disse træk af levende virkelighed berettiger den konklusion, at forfatteren i dette evangelium skildrer scener fra et virkeligt liv og ikke trækker på sin fantasi. Når han så tilbage på sin egen åndelige historie, huskede han med særlig livagtighed de ord og gerninger af Kristus, som bestemte hans eget liv og førte ham frem til den fulde trosvished og til kundskaben om Guds Søn. Evangeliet kan forstås ud fra dette synspunkt: det forekommer os ikke, at det kan forstås ud fra noget andet, uden at man ser bort fra alle de fænomener af den art, som nu er blevet påpeget. Når evangeliet betragtes ud fra dette synspunkt, sådan som det selv fremlægges, kan man tillade sig at se bort fra mange af de udførlige drøftelser, der er opstået om den mulige forskydning af visse kapitler (Spitta osv.). Der er f.eks. blevet gjort meget ud af den pludselige flytning af scenen fra Galilæa til Judæa, når vi går fra Johannes 4 til Johannes 5, og den lige så pludselige flytning tilbage til Galilæa (6,1). Mange forslag er blevet fremsat, men de bygger alle på den forudsætning, at erindringerne var ment som en sammenhængende række, hvilket vi har set ikke er tilfældet. Skønt det er meget sandsynligt, at der er en rækkefølge i forfatterens tanke, behøver dette dog ikke at tvinge os til at tænke på forskydninger. Taget som de står i evangeliet, viser de udvalgte beviser, hvad enten de forekommer i Judæa eller i Galilæa, i alle tilfælde fremskridt. De illustrerer på den ene side Jesu åbenbarede herlighed og på den anden side troens vækst og vantroens udvikling. Dette åbner imidlertid en særskilt indvending og undersøgelse, som nu må vies opmærksomhed.

IV. Fremskridt og udvikling i evangeliet.

Det er en indvending, der ofte rejses mod opfattelsen af det fjerde evangeliums apostolske forfatterskab, at der i det ikke er noget fremskridt, ingen udvikling, ingen krise, intet f.eks. der svarer til betydningen af Peters bekendelse ved Cæsarea Filippi. (Matt 16,13-17 parallel). Dette hævdes at være sandt både om Jesu karakter, som under indflydelse af prologens Logos-lære ikke udviser nogen udvikling fra først til sidst, og om disciplenes holdning, hvis tro på Jesus som Kristus ligeledes fremstilles som fuldstændig fra begyndelsen. I virkeligheden forholder det sig modsat. I evangeliets forløb, som allerede sagt, åbenbares Herrens herlighed stadig mere fuldstændigt, og disciplene når frem til en dybere tro, mens vantroen hos dem, der forkaster ham, bliver mere fast, indtil den er absolut. Dette vil fremgå klart ved nærmere undersøgelse.

1. Fremstillingen af Jesus i evangeliet:

Indvendingen ud fra fremstillingen af Jesus i evangeliet antager forskellige former, som det er ønskeligt at overveje hver for sig.

(1) Påstået fravær af udvikling i Jesu karakter.

Det hævdes for det første, at der ikke er nogen udvikling i Jesu karakter i det fjerde evangelium, ingen af de tegn, som vi har i synoptikerne, på stadig videre horisonter, ingen erkendelse af den kendsgerning, at betydningen, formålet og udfaldet af hans kald blev klarere for ham, efterhånden som dagene gik. På denne påstand er der to svar. Det første er, at der i en række scener fra Jesu virksomhed, udvalgt med det bestemte formål, som fremlægges i evangeliet, ikke er nogen grund til at kræve en sammenhængende historie om hans tjeneste. Udvælgelsen er netop foretaget af de scener, der viser hans indsigt i menneskers karakter og motiver, hans kraft til medfølende helbredelse, hans herredømme over naturen og hans højeste myndighed over mennesket og verden. Den anden bemærkning er, at der selv i det fjerde evangelium findes antydninger af en krise i vor Herres tjeneste, under hvilken han nåede til en klarere erkendelse af den fyldigere betydning af sin mission (f.eks. grækernes besøg, Johannes 12). Det vil desuden nedenfor blive vist, at det ikke er sandt i dette evangelium, lige så lidt som i synoptikerne, at Jesus fremstilles som en, der offentligt forkynder sig selv som Messias fra begyndelsen.

(2) Jesu påståede »autonomi«.

Beslægtet med det ovenstående er indvendingen mod evangeliets historicitet, at Jesus i det fremstilles som en, der altid selv styrer sin kurs, indtager en holdning af afstand til mennesker og nægter at lade sig påvirke af dem. Dette, hævdes det, skyldes Logos-ideens dominans i prologen. Svaret er, at der i virkeligheden ikke er nogen væsentlig forskel mellem Jesu holdning i disse henseender hos synoptikerne og i Joh. Hos dem alle indtager han en myndig holdning. Hos synoptikerne kan han sige: »Jeg siger jer« (Matt 5,22; Matt 5,28; Matt 5,32 osv.). Også hos dem gør han krav på at være læreren af absolut sandhed, menneskers frelser, hersker og dommer. I denne henseende fremsættes der ikke noget nyt krav i det fjerde evangelium: »Ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14,6). Men han havde sagt: »Kom til mig .... og jeg vil give jer hvile« (Matt 11,28). Et krav på myndighed over mennesker er således fælles for alle evangelierne. I dem alle, også i det fjerde ikke mindre end i de andre, er der fra Jesu side loyalitet, underkastelse, underordning under Faderen. Faktisk er dette mere iøjnefaldende i det fjerde evangelium end hos synoptikerne: »Faderen er større end jeg« (Joh 14,28). De ord, han taler, er Faderens ord; de gerninger, han gør, er Faderens (Joh 5,19; Joh 5,20; Joh 7,16; Joh 7,18 osv.): »Dette bud har jeg modtaget fra min Fader« (Joh 10,18). I alle evangelierne er det én konsekvent, nådig skikkelse, der træder frem.

(3) Logos-fremstillingens »utænkelighed«.

En yderligere indvending, som sigter mod at vise, at dette evangelium ikke kunne være skrevet af »en oprindelig apostel«, kan bemærkes, dels på grund af den ansete stilling hos ham, der fremsætter den, og dels på grund af selve indvendingens interesse. I sit værk om Den apostolske tidsalder siger Weizsacker: »Det er en gåde, at evangeliets elskede discipel, han som lå til bords ved siden af Jesus, skulle være kommet til at betragte og fremstille hele sin tidligere erfaring som et liv med Guds inkarnerede Logos. Det er umuligt at forestille sig nogen troens og filosofiens kraft så stor, at den således skulle udslette erindringen om et virkeligt liv og erstatte den med dette vidunderlige billede af et guddommeligt væsen. Vi kan forstå, at Paulus, som ikke havde kendt Jesus, som ikke var kommet i berøring med mennesket, skulle have stillet sig i modsætning til øjenvidnernes tradition, ideen om det himmelske menneske, og at han skulle have sat Kristus, som var ånd, i stedet for hans jordiske fremtræden og erklæret sidstnævnte for at være et trin, som troen positivt må hæve sig over. For en oprindelig apostel er det utænkeligt. Spørgsmålet er afgjort her og endeligt her« (II, 211). Det er let at sige: »For en oprindelig apostel er det utænkeligt«, men vi ved, at en oprindelig apostel troede, at Jesus opstod fra de døde, at han blev ophøjet som fyrste og frelser, at han sad ved Guds højre hånd, at han var Herre over alle (ApG 2,22-36). Hvis vi indrømmer, at den oprindelige kirke troede disse ting, kan det ikke med rimelighed siges, at det videre skridt, som tages i det fjerde evangelium, er utænkeligt. I sandhed er Weizsackers indvending ikke rettet mod det fjerde evangelium; den er lige så virkningsfuld mod kristendommen i almindelighed. Hvis Jesus er, hvad han siges at være i de synoptiske evangelier, og hvis han er, hvad den oprindelige kirke holdt ham for at være, er det fjerde evangeliums ledende begreb troværdigt og tænkeligt. Hvis kristendommen er troværdig, føjer det fjerde evangelium intet til troens vanskelighed; snarere giver det et yderligere grundlag for en fornuftig tro.

2. Prologens Logos-lære:

Det er på dette punkt passende, at der siges lidt mere om selve Logos-læren i dens betydning for fremstillingen af Kristus i dette evangelium (om lærens filosofiske og historiske sider, se LOGOS). Det er tydeligt, at den store interesse hos forfatteren til erindringerne og overvejelserne i det fjerde evangelium ligger i Mesterens personlige liv, ham som han havde kendt så nært. For ham var dette virkelige historiske liv alt. Det grundede han over, det mediterede han over, og han stræbte efter at gøre dets betydning stadig mere virkelig først for sig selv og siden for andre. Hvordan skal han gøre dette livs virkelighed tydelig for alle? Hvilke forhold havde denne person til Gud, til mennesket og til verden? Hvad Jesus virkelig var, og hvilke forhold han havde til Gud, til mennesket og til verden, bestræber Johannes sig på at gøre kendt i prologen. Denne virkelige person, som han havde kendt, æret og elsket, var noget mere, end det der viste sig for en almindelig iagttagers øjne; mere endda, end det der havde vist sig for hans disciple. Hvordan skal dette fremstilles? Af evangeliet fremgår det, at den historiske person kommer først, og forsøget på at fremstille personens betydning kommer dernæst. Prologen er et forsøg på at finde sprog, der på passende måde kan fremstille personens herlighed. Logos-læren sænker sig ikke ned over den historiske person som en klædning udefra; den er et forsøg på at beskrive det, som Johannes var vokset til at erkende som den væsentlige betydning af Jesu person. Det er ikke en spekulativ teori, vi har her, ikke et forsøg på at udtænke en teori om verden eller om Gud; det er et forsøg på at finde et egnet sprog for det, som forfatteren erkender som en stor kendsgerning. Derfor behøver vi ikke at søge en forklaring på Johannes' Logos-lære i Heraklits spekulation, i stoikernes teorier eller endog i Filons eklekticisme. Disse mænds interesser ligger langt fra atmosfæren i det fjerde evangelium. De ønskede en teori om universet; Johannes søgte at fremstille betydningen af et personligt historisk liv. I prologen fremstillede han dette liv, og han valgte et ord, som han fyldte med en mere konkret betydning, en betydning som omfattede Det Gamle Testamentes dybeste lære og hans samtidiges højeste tanke. Paulus' lære, især i fangenskabsbrevene, nærmer sig meget tæt den lære, der findes i det fjerde evangelium. Derfor er det ikke en rigtig metode at bringe Logos-læren ind i fortolkningen af det fjerde evangelium og betragte alle evangeliets fænomener som blot illustrationer af denne lære. Den rigtige metode er den omvendte. Logos-læren har ingen konkrethed, ingen levende virkelighed, løsrevet fra det personlige liv, som blev åbenbaret for apostlen. Prologen repræsenterer det, Johannes var kommet til at se om betydningen af den personlighed, han havde kendt historisk. Han fremstiller det én gang for alle i prologen, og ikke én eneste gang i evangeliet henviser han igen til det. Vi kan forstå denne Logos-lære, når vi ser den i lyset af de åbenbaringer, der er nedskrevet i evangeliet, åbenbaringer som satte Johannes i stand til at se hans herlighed; vi kan ikke forstå åbenbaringerne, hvis vi blot betragter dem som illustrationer af en abstrakt filosofisk læresætning. Kort sagt er det fjerde evangelium konkret, ikke abstrakt; det er ikke udviklingen eller bevisførelsen for en teori, men forsøget på at fremstille en konkret personlighed og at finde passende ord til at udtrykke denne personligheds betydning, sådan som Johannes var vokset til at se den.

3. Troens vækst og vantroens udvikling:

Som det forholder sig med Jesu karakter, sådan forholder det sig også med den påståede mangel på udvikling i disciplenes tro. En omhyggelig undersøgelse viser, at også denne indvending er ubegrundet.

(1) Tidlige bekendelser.

Også her siges det, at vi ser enden fra begyndelsen. I Johannes 1 bliver Jesus to gange hilst som Messias (1,41.45) og to gange beskrevet som Guds Søn (1,34.49). Døberen peger på dette tidlige tidspunkt på ham som "Guds lam, som tager verdens synd bort" (1,29). Der henvises til tilfældet med Nikodemus (3,1 ff), til samaritanerne (4,41 f) og andre hændelser af samme art med det formål at bevise, at sådanne bekendelser på dette tidlige stadium af vor Herres tjeneste er usandsynlige, ja umulige. Det skal dog bemærkes, at bekendelserne i disse tilfælde fremstilles som resultatet af særlige åbenbaringer fra Jesu side over for de personer, der fremsætter dem. Og åbenbaringerne er af en sådan art, at de retfærdiggør bekendelsens psykologiske mulighed. Sådan er det i tilfældet med Nathanael. Heller ikke indvendingen mod Johannes Døbers vidnesbyrd er af en art, som ikke tillader noget svar. For Døberen havde ifølge synoptikerne fundet sine egne fuldmagter i Es 40. Der fandt han sig selv og sin opgave og beskrev sig selv, sådan som vi finder det i det fjerde evangelium: "Jeg er røsten af en, der råber i ørkenen: Gør Herrens vej lige, som profeten Esajas sagde" (Joh 1,23; jf. Matt 3,3; Mark 1,2; Mark 1,3). Vi finder også, at da Johannes "i fængslet hørte om Kristi gerninger" og "sendte bud ved sine disciple og sagde til ham: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" (Matt 11,2), var Jesu svar en henvisning til et sted i Es 61. Ifølge Jesus var dette de sande tegn på det messianske rige. Er der nogen grund til, at vi ikke skulle sige, at ligesom Johannes fandt sine egne fuldmagter i Es 40, ville han også have fundet den Kommendes karakter og tegn i beskrivelsen af den lidende tjener i Es 53? Hvis han gjorde det, hvad er da mere enkelt, end at han skulle beskrive den Kommende som Guds lam, der tager verdens synd bort? I sit svar til Johannes beder Jesus ham ganske enkelt om at læse videre i den profeti, som allerede havde betydet så meget for ham.

(2) Troens vækst hos disciplene.

Bortset fra hvad der kan udledes af disse tidlige bekendelser, kan man med rimelighed sige, at der er mange tegn på, at troen voksede hos disciplene. Når vi fastholder den kendsgerning, at hver af disse bekendelser havde sin grund i en særlig åbenbaring af Kristi herlighed, går vi videre til steder, som viser, hvor ufuldkommen disciplenes tro var. Man må også huske, at Johannes kun har ét ord til at beskrive alle troens faser, fra det svageste indtryk til helhjertet overbevisning og fuldstændig overgivelse. Vi kan henvise til E. A. Abbotts omhyggelige og udtømmende behandling af betydningerne af ordet »at tro« i hans værk Johannine Vocabulary. I det fjerde evangelium bruges verbet altid, aldrig substantivet. Som ordet bruges, betegner det det indtryk, der bliver gjort, hvad enten dette indtryk er svagt og forbigående eller dybt og varigt. Efterfølgende trin af modtagelse ses, efterhånden som disciplene går frem mod fuldstændig og absolut tro.

Når vi læser evangeliet, ser vi, at Jesus virkelig prøvede og satte sine disciples tro på prøve og gjorde både sine gerninger og sine ord til prøver på troen og til et middel for dens vækst. Som følge af ordene om livets brød ser vi, at mange af hans disciple sagde: »Dette er en hård tale; hvem kan høre den?« (Joh 6,60), og på grund af vanskeligheden ved hans ord: »Mange af hans disciple gik tilbage og vandrede ikke længere med ham« (Joh 6,66). Ved hans appel til dem, der ikke gik bort, viser det sig, at vanskeligheden i virkeligheden blev en anledning for dem til en større tro (Joh 6,68; Joh 6,69). Begivenhederne og hændelserne på forræderiets nat og samtalerne den nat viser, hvor ufuldstændig disciplenes tro og tillid var; hvor langt de var fra en fuld forståelse af Mesterens formål. Først efter opstandelsen og glæden ved at se deres opstandne Herre i salen ovenpå opnåede troen en fuldstændig sejr og kom til fuld besiddelse af sig selv.

(3) Gradvis åbenbaring af messiasværdigheden: vantroens vækst.

På den anden side er der lige så tydeligt en udvikling af vantro fra øjeblikkets forbigående tvivl til den fuldstændige mangel på tro på Jesus og den totale afvisning af ham.

Det er kun retfærdigt over for evangeliet her at bemærke, at de bekendelser, som vi allerede har henvist til, kommer fra enkeltpersoner, der trådte i et særligt forhold til Jesus. Sådan er tilfældet med hensyn til Natanael, Nikodemus, kvinden fra Samaria og det samaritanske folk, og forfatteren stiller læseren i dette nære forhold, så den, der læser, kan tro. Men et sådant nært forhold til Jesus er kun nogle få forundt i dette evangelium. Det er ikke sandt, som allerede bemærket, at Jesus i dette evangelium fremstilles som en, der klart forkynder sig selv som Messias. Der er noget af den samme tilbageholdenhed her, som der er i synoptikerne. Han gjorde ikke sit krav gældende; han lod det blive udledt. Hans brødre antyder, at han virkelig burde sætte sine krav på prøve (Joh 7,3). En beretning om tvivlen og spekulationerne angående ham gives i Johannes 7. Folket tøver og spørger og spekulerer: Er han en god mand eller en bedrager? (7,12) Havde han virkelig en mission fra Gud? (7,14 ff.)--alt dette viser, at kun visse enkeltpersoner havde et så fortroligt kendskab til ham, at det førte til modtagelse. I Johannes 10 læser vi: »Og det var indvielsesfesten i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik omkring i templet i Salomos søjlegang. Da samledes jøderne omkring ham og sagde til ham: Hvor længe vil du holde os i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud« (10,22-24). »Det er meget klart,« som dr. Sanday siger, »at der ikke blev stillet noget skarpt afgrænset spørgsmål frem for folket. De overlades til at drage deres egne slutninger; og de drager dem så godt de kan ved hjælp af de kriterier, de har. Men der er intet entweder .... oder ....--enten Messias eller ikke Messias--som bydende fremsættes af Jesus selv« (The Criticism of the Fourth Gospel, 164). Sagens sum med hensyn til vantroens udvikling gives af evangelisten i ordene: »Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de dog ikke på ham« (12,37). På den anden side ses troens kulmination i Herrens ord til Thomas: »Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog har troet« (20,29).

LITTERATUR.

Foruden kommentarer og andre værker nævnt i artiklen, sammen med værdifulde artikler om evangeliet i ordbøger og encyklopædier, kan følgende konsulteres: M. Dods, kommentar »Fourth Gospel« i Expositor's Greek Testament; Julicher, Eintleitung in das NT6 (1906, engelsk oversættelse); E. A. Abbott, Johannine Vocabulary (1905) og Johannine Grammar (1906); H. J. Holtzmann, Evangelium, Briefe und Offenbarung des Johannes, besorgt von W. Bauer (1908); Essays on Some Biblical Questions of the Day by Members of the University of Cambridge, redigeret af dr. Swete (1909), Essay IX, »The Theology of the Fourth Gospel«, af W.H. Inge, og Essay X, »The Historical Value of the Fourth Gospel«, af C.E. Brooke; Schmiedel, The Johannine Writings (engelsk oversættelse, 1908); J. Armitage Robinson, The Historical Character of John's Gospel (1908); Askwith, The Historical Value of the Fourth Gospel (1910); Ezra Abbot, External Evidence of the Fourth Gospel, redigeret af J.H. Thayer (1891); Lowrie, The Doctrine of John (1899).

James Iverach