je-she'-mon, jesh'-i-mon (ha-yeshimon, "ørkenen," og i Revised Version (British and American) oversat sådan, men i King James Version, 4 Mos 21,20; 4 Mos 23,28; 1 Sam 23,19; 1 Sam 23,24; 1 Sam 26,1; 1 Sam 26,3, "Jeshimon" som stednavn. I Fjerde Mosebog læser Septuaginta he eremos, "ørkenen"; i Første Samuelsbog læser Septuaginta Iessaimon): I disse passager henvises der sandsynligvis til to distrikter:

(1) "Ørkenen" nord for Det Døde Hav, som kunne ses fra Pisga (4 Mos 21,20; 4 Mos 23,28). Dette er det nøgne og ufrugtbare land, mættet med salt, som ligger på hver side af Jordan nord for Det Døde Hav, hvor der i miles omkreds praktisk talt ikke kan findes planteliv.

(2) Det ufrugtbare plateau vest for de stejle klipper, der grænser op til Det Døde Havs vestlige bredder. Her, mellem de lavere skråninger af Judæas bjerge, hvor tusinder af beduiner lever og vogter deres flokke, og de mere frugtbare randområder ved havet med deres oaser (`Ain Feshkhah, `Ain Jidy osv.), ligger en bred stribe fuldstændig vandløst land, hvis bløde kridthøje, bortset fra nogle få korte uger, praktisk talt er uden nogen vegetation. Hakilas høj lå ved kanten af denne ørken (1 Sam 23,19; 1 Sam 26,1; 1 Sam 26,3), og Araba lå syd for den (1 Sam 23,24). Det er muligt, at henvisningerne i Fjerde Mosebog også gælder dette område.

Ordet "Jeshimon" (yeshimon) bruges ofte som et almindeligt substantiv med henvisning til Sinais ørken (5 Mos 32,10; Sl 78,40; Sl 106,14; Es 43,19, osv.), og bortset fra de to første af disse henvisninger, hvor vi har "ødemark," oversættes det altid "ørken." Skønt det i 7 passager bruges i poetisk parallelisme med midhbar, oversat "ødemark," betyder det i virkeligheden et langt mere håbløst sted; i en midhbar kan dyr græsse, men en yeshimon er en øde ødemark.

E. W. G. Masterman