Jefta
På engelsk: Jephthah
Easton's Bible Dictionary
Den, som Gud sætter fri, eller gennembryderen; en “vældig krigsmand”, som befriede Israel fra ammonitternes undertrykkelse (Dom 11,1-33) og dømte Israel i seks år (12,7). Han er blevet beskrevet som “en vild, dristig bjergbo fra Gilead, en slags krigerisk Elias.” Efter femogfyrre år med forholdsvis ro faldt Israel igen fra, og “efter nogen tid førte Ammons børn krig mod Israel” (11,5). I deres nød drog Gileads ældste ud for at hente Jefta fra landet Tob, hvortil han var flygtet, da han med urette var blevet fordrevet af sine brødre fra sin fars arv (2), og folket gjorde ham til deres overhoved og anfører. “Gileads ældste” tilkaldte ham i deres yderste nød til hjælp, og han påtog sig straks at lede krigen mod Ammon. To gange sendte han et gesandtskab til Ammons konge, men forgæves. Krig var uundgåelig. Folket adlød hans indkaldelse, og “Herrens ånd kom over ham.” Før han gik i krig, aflagde han det løfte, at hvis han fik sejr, ville han ofre som “brændoffer” hvad som helst, der først kom ud af døren til hans hus for at møde ham, når han vendte tilbage. Ammonitternes nederlag var fuldstændigt. “Han slog dem fra Aroer, lige til man kommer til Minnit, tyve byer, og til vingårdenes slette [hebr. ‘Abel Keramim], med et meget stort nederlag” (Dom 11,33). Efraims mænd følte sig fornærmede over ikke at være blevet kaldt af Jefta til at gå med ham i krig mod Ammon. Dette førte til en krig mellem Gileads mænd og Efraim (12,4), hvor mange af efraimitterne omkom. “Så døde gileaditten Jefta og blev begravet i en af Gileads byer” (7).
International Standard Bible Encyclopedia
jef'-tha (yiphtach, "åbnet" eller "åbner", sandsynligvis med betydningen "Jahve vil åbne"; Iephthae; brugt som navn på et sted, som i Jos 15,43; Jos 19,14; om en mand, Dom 10,6-12): Israelitternes niende dommer. Hans forhistorie er uklar. Hvis Gilead antages at være hans fars egentlige navn, var hans mor en skøge. Han blev drevet hjemmefra på grund af sin uægte fødsel og drog til Tobits land i det østlige Syrien (Dom 11,2; Dom 11,3). Her levede han og hans tilhængere som fribyttere.
Israelitterne på den anden side af Jordan var i fare for en invasion fra ammonitterne, og Jefta blev indbudt af Gileads ældste til at være deres leder (Dom 11,5; Dom 11,6). Da Jefta huskede, hvordan de havde fordrevet ham fra deres område og hans arv, krævede han af dem, at hvis kampen mod ammonitterne lykkedes, skulle han fortsætte som leder. Da denne betingelse blev accepteret, vendte han tilbage til Gilead (Dom 11,7-11). Beretningen om den diplomati, Jefta brugte for at forhindre ammonitterne i at invadere Gilead, er muligvis en interpolation og anses af mange fortolkere for at være en sammenstilling fra 4 Mos 20-21. Den er dog af stor interesse, ikke blot på grund af rimeligheden i den argumentation, der bruges (Dom 11,12-28), men også fordi den indeholder en historie om israelitternes vandring fra Nedre Egypten til Jordans bredder. Denne historie adskiller sig fra Pentateukens især ved de ting, der er udeladt. Hvis diplomati blev forsøgt, lykkedes det ikke at afholde ammonitterne fra at søge at invadere Israel. Jefta forberedte sig på kamp, men før han drog i felten, standsede han ved Mispa i Gilead og aflagde et løfte om, at hvis han fik sejr i kampen, ville han ofre som brændoffer til Jahve, hvad der end først kom ud af hans døre for at hilse ham, når han vendte tilbage (Dom 11,29-31). Slaget udkæmpes, Jefta er sejrherren, og nu vender hans løfte tilbage til ham med angst og sorg. Da han vender hjem, er den første, der hilser ham, hans datter og eneste barn. Faderens sorg og datterens mod er de eneste lyse punkter i denne tarvelige, grusomme opfattelse af Gud og af offerets natur. At offeret blev bragt, synes sikkert ud fra fortællingen, selv om nogle kritikere vælger at erstatte pigens faktiske død med, at pigen blev sat til side til et liv i vedvarende jomfruelighed. De israelitiske love om ofre og det sprog, der bruges i Dom 11,39, er hovedargumenterne for den sidstnævnte fortolkning. Hele fortællingen kan dog næppe bære denne udlægning (11,34-40).
Jefta var dommer i Israel i 6 år, men optræder kun én gang mere i Skriftens fortælling. Efraims mænd, som var fornærmede over, at de ikke havde haft nogen andel i sejren over ammonitterne, førte krig mod Gilead, men blev slået på flugt af styrkerne under Jefta (Dom 12,1-6).
C. E. Schenk
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).