jo'-ash (yo'ash, "Jahve er stærk" eller "Jahve har skænket"; Ioas):

(1) Far til Gideon, af Abiezers slægt og Manasses stamme (Dom 6,11; Dom 6,29; Dom 6,30; Dom 6,31; Dom 7,14; Dom 8,13; Dom 8,19; Dom 8,32). Gideon erklærer (Dom 6,15), at familien er den fattigste i Manasse, ord der ligner Sauls (1 Sam 9,21), og som ikke skal tages alt for bogstaveligt. Joash må have været en mand med anseelse og rigdom, for Gideon kunne befale 10 tjenere at ødelægge alteret og Ashera-pælen (Dom 6,27; Dom 6,34), og han kunne også kalde hele slægten til at følge sig. Desuden var det alter, Joash havde, det, som fællesskabet brugte (Dom 6,28), så han må have været præst, ikke blot for sin egen familie som paterfamilias, men også for fællesskabet i kraft af sin stilling som høvding. Da Gideon ødelagde alteret og Ashera-pælen eller den hellige søjle ved siden af det, nægtede Joash at udlevere sin søn til døden og erklærede, at Ba'al, hvis han var en gud, selv burde hævne sig (sammenlign Elias i 1 Kong 1).

(2) Kaldet "kongens søn" (1 Kong 22,26; 2 Krøn 18,25; sammenlign Jer 36,26; Jer 38,6), eller, mindre sandsynligt, "Hammeleks søn," den reviderede oversættelses randnote; måske en søn af Akab. Profeten Mika blev af Akab overgivet i hans og Amons varetægt.

(3) En judæer, efterkommer af Shela (1 Krøn 4,22).

(4) En benjaminitisk rekrut hos David i Siklag. Kommentatorer læser her: "Joash, søn af Shemaja (eller Jehoshamaj), gibeatitten" (1 Krøn 12,3).

(5) I 2 Kong 11,2 osv. = Joash, konge af Juda.

(6) I 2 Kong 13,9 osv. = Joash, konge af Nordisrael.

David Francis Roberts

(yo`ash, "Jahve har hjulpet"):

(1) En benjaminit eller, mere sandsynligt, en zebulonit (1 Krøn 7,8).

(2) En af Davids embedsmænd; Joash havde opsyn med "oliekældrene" (1 Krøn 27,28).