jon'-a-than (yehonathan, yonathan, "Jahve har givet"; Ionathan; sammenlign JEHONATHAN):

(1) (Hebraisk yehonathan): Den unge "levit" i Dommerbogen 17; 18, som nævnes ved navn i 18,30, hvor han kaldes "søn af Gershom, Moses' søn", og hvor King James Version har "Manasse" i stedet for Moses, idet den følger den masoretiske tekst, hvor bogstavet nun i Manasse er "ophængt".

Rashi angiver grunden således: "Af hensyn til Moses' ære blev nun skrevet sådan, at navnet blev ændret." Det oprindelige ord var Moses, men man fandt det uønsket, at en efterkommer af ham skulle have noget med billeder at gøre; og derfor blev Jonatan bragt i slægtskab (billedligt) med Manasse. Se GB, Intro, 335-38.

Jonatan var en levitisk judæer fra Betlehem i Juda, som kom til Mikas hus i Efraims bjergland og lod sig ansætte som præst i Mikas helligdom (Dom 17,1-13). Danitterne sendte 5 mænd mod nord for at udspejde nyt område, og på deres vej kom spejderne til Mikas hus, hvor de fandt Jonatan og rådspurgte oraklet gennem ham (Dom 18,1-5). Da de havde fået et gunstigt svar, drog de videre og kom til Lajish, og da de vendte tilbage mod syd, rådede de til, at der blev sendt et felttog dertil (Dom 18,6-10). Deres klansfæller sendte derfor en flok krigere af sted, som på deres vej kom forbi Mikas hus. Spejderne fortalte deres kammerater om efoden, husguderne og billederne dér, og de tog dem og fik samtidig Jonatan til at følge med dem som deres præst (Dom 18,11-20). I Lajish grundlagde han et præsteskab, som således nedstammede fra Moses (Dom 18,30).

Man har hævdet, at der er to kilder i fortællingen i Dommerbogen 17; 18 (se Moore, Judges, 365-72). Afsnittet er vigtigt på grund af det lys, det kaster over liv og religion i det tidlige Israel. "Levitterne" var ikke alle af én stamme (se Moore, op. cit., 383-84); der var præster, som hævdede at nedstamme fra Moses, såvel som aronitiske præster; og billeder var almindelige i tidlig hebraisk gudsdyrkelse (sammenlign 1 Mos 31,30 ff; Dom 8,27; 1 Sam 19,13).

(2) Kong Sauls søn. Se særskilt artikel.

(3) (Hebraisk yehonathan, yonathan, 2 Sam 15,27; 2 Sam 15,36; 2 Sam 17,17; 2 Sam 17,20; 1 Kong 1,42; 1 Kong 1,43): Søn af præsten Ebjatar. Han virkede sammen med Ahima'as som budbringer for at underrette David om begivenhederne i Jerusalem under Absaloms oprør. Det var også ham, der bragte Adonija nyheden om Salomos tronbestigelse.

(4) (Hebraisk yehonathan, 2 Sam 21,21 parallel 1 Krøn 20,7): Søn af Shimei eller Shimea, Davids bror; han siges at være den, der dræbte Goliat.

Se JEHONADAB (1).

(5) (2 Sam 23,32, hebraisk yehonathan = 1 Krøn 11,34, hebraisk yonathan): En af Davids vældige krigere.

Se JASHEN.

(6) (Hebraisk yonathan, 1 Krøn 2,32; 1 Krøn 2,33): En jerahme'elit.

(7) (Hebraisk yehonathan, og således 1 Krøn 27,25 i King James Version): Søn af Uzzija og en af Davids skatmestere.

(8) (Hebraisk yehonathan, 1 Krøn 27,32): En dodh til David, Revised Version (British and American) "onkel", Revised Version randnote "brors søn"; hvis han var Davids nevø, er han den samme som (4) ovenfor. Han "var rådgiver" for David og "en mand med indsigt og en skriver".

(9) (Hebraisk yonathan, Ezra 8,6; 1 Esdras 8,32): Far til Ebed, en hjemvendt landflygtig.

(10) (Hebraisk yonathan, Ezra 10,15; 1 Esdras 9,14): En, der enten støttede (Revised Version (British and American)) eller modsatte sig (Revised Version randnote, King James Version) Ezra i sagen om fremmede ægteskaber; se JAHZEIAH.

(11) (Hebraisk yonathan, Neh 12,11): En præst, efterkommer af Jeshua (Josva) = "Johanan" (Neh 12,22; Neh 12,23); se JEHOHANAN, (3).

(12) (Hebraisk yonathan, Neh 12,14): En præst.

(13) (Hebraisk yonathan, Neh 12,35): En præst, far til Zakarias.

(14) (Hebraisk yehonathan, Jer 37,15; Jer 37,20; Jer 38,26): En skriver, i hvis hus Jeremias blev fængslet.

(15) (Hebraisk yonathan, Jer 40,8): Søn af Karea; en judæisk hærfører, som sluttede sig til Gedalja efter Jerusalems fald.

(16) (Ionathes, 1 Makk 2,5; 9-13; og Inathan 2 Makk 8,22; Swete læser Ionathes): Makkabæeren med tilnavnet Apphus i 1 Makk 2,5, søn af Mattathias.

(17) Søn af Absalom (1 Makk 13,11). Han blev sendt af makkabæeren Simon for at erobre Joppe (sammenlign 1 Makk 11,70, hvor en Mattathias, Absaloms søn, nævnes).

(18) En præst, som ledte bønnen ved det første offer efter hjemkomsten fra landflygtigheden (2 Makk 1,23).

David Francis Roberts

(yehonathan; også yonathan, "Jahve har givet"; Ionathan): Sauls ældste søn, Israels første konge, af Benjamins stamme.

1. Tre perioder:

Jonatans liv, så vidt vi får noget fortalt om ham, falder naturligt i 3 perioder.

(1) Første periode.

Han træder frem på scenen som sin fars højre hånd og løjtnant i hans tidlige kampe for at slå de fjendtlige stammer tilbage, især ammonitterne (1 Sam 1), som trængte ind på Israels område fra alle sider. Så snart Saul havde vundet sin første afgørende sejr, samlede folket sig om ham i stort tal, så han kunne regne med 3.000 mand, hver gang de drog i felten. Disse blev delt i to små hære; Saul beholdt 2.000 og gjorde Mikmas til sit hovedkvarter, mens resten blev stationeret i Gibea under Jonatan, omtrent 5 miles borte i luftlinje. Jonatan havde således kommandoen over basen, mens hans far førte kampstyrken. Denne stilling med forholdsvis inaktivitet synes ikke at have passet Jonatan særlig godt. Midtvejs mellem de to lejre lå en filisterforpost ved Geba, over for Mikmas på den anden side af passet af samme navn, en dal med stejle sider, nu Wady Suweinit. Saul synes ikke at have følt sig stærk nok til at indlede fjendtligheder mod filistrene og tog skridt til at forøge de styrker, han havde til rådighed. Så snart filistrene hørte, at israelitterne havde kastet deres åg af sig (1 Sam 13,3 b: for "Lad hebræerne høre" læs "Hebræerne har gjort oprør", efter Septuaginta), drog de ud i stort tal (1 Sam 13,5). De synes at have tvunget Saul til at rømme Mikmas, som de besatte, mens Saul trak sig tilbage til Gibea (1 Sam 13,16) og Gilgal med en stærkt reduceret tilhængerskare (1 Sam 13,3; 1 Sam 13,4 a synes at være en sammenfattende foregribelse, i hebraisk stil, af de begivenheder, der beskrives udførligt i 1 Sam 14). Trods dette overraskede Jonatan, kun ledsaget af sin våbendrager, filisterforposten ved Geba (1 Sam 14,5, "Gibea" bør være "Geba"), som blev dræbt til sidste mand. Denne bedrift udløste et almindeligt slag, hvor israelitterne, hvis eneste våben synes at have været deres landbrugsredskaber (1 Sam 13,20), idet kun Saul og Jonatan var bevæbnet med jernsværd og spyd, slog deres fjender på flugt. Sejrens fuldstændighed blev forringet af Sauls overtroiske handling, da han nægtede at lade folket spise, før dagen var omme (1 Sam 14,24). Da denne ordre uforvarende blev brudt af Jonatan, ønskede Saul at få ham henrettet; men det nægtede folket at tillade, fordi de klart erkendte, at æren for sejren skyldtes Jonatans energiske handling, da han slog til, før fjenden havde tid til at samle sig. (I den hebraiske tekst er der en vis forvirring mellem Gibea og Geba; sammenlign 1 Sam 10,5 randnote og 13,3.)

(2) Anden periode.

Den 2. periode i Jonatans liv er hans venskab med David. Fortællingen er for velkendt til at behøve en gentagelse, og den enkle beretning ville kun blive ødelagt ved at fortælle den med andre ord. Jonatans hengivenhed for David var sådan, at han ikke blot tog hans parti mod sin far, Saul (1 Sam 1; 1 Sam 19), men var villig til at overlade ham sit utvivlsomme krav på at blive Sauls efterfølger (1 Sam 1). Deres sidste møde fandt sted i Zifs "ørken", syd for Hebron, nogen tid efter at David var blevet drevet ud som fredløs (1 Sam 23,16-18).

(3) Tredje periode.

Den 3. fase af Jonatans liv er tiden under Davids landflygtighed, da Saul rettede sine kræfter mod at bekæmpe det, han uden tvivl anså for Isajs søns oprør. Under denne borgerkrig, hvis man kan kalde det krig, når den ene af de to parter nægter at gå offensivt frem mod den anden, forblev Jonatan helt passiv. Han kunne ikke tage del i handlinger, der var rettet mod hans ven, som han troede var bestemt til at indtage den plads, han selv under normale omstændigheder skulle have haft. Derfor hører vi ikke mere om Jonatan, før filistrenes fremtrængen endnu en gang tvang Saul til at opgive forfølgelsen af den mindre fjende for at forsvare sig mod den større. Sauls sidste felttog mod filistrene var kort og afgørende: det endte med nederlaget ved Gilboa og med hans egen og hans sønners død. Mændene fra Jabesh-Gilead gik, af taknemmelighed for at Saul havde reddet deres by i begyndelsen af sin regeringstid, over til Bet-Shan, på hvis bymure filistrene havde hængt Sauls og Jonatans lig i lænker, og tog dem ned i ly af mørket og bar dem til Jabesh. Der brændte de ligene efter den skik, som landets primitive indbyggere havde, og begravede knoglerne.

2. Hans karakter:

Hvis vi må dømme ud fra det lidt, der er overleveret os om ham, må Jonatan have været en af de fineste ånder, der nogensinde har levet. Hans karakter er, så vidt vores viden rækker, næsten fuldkommen. Han var atletisk og modig (1 Sam 14,13; 2 Sam 1,22; 2 Sam 1,23).

3. Militære egenskaber:

Han kunne holde sine planer hemmelige, når hemmeligholdelse var nødvendig for at føre dem til et vellykket resultat (1 Sam 14,1), og han kunne øjeblikkeligt beslutte, hvilken handlemåde han skulle følge, og handle efter den. Hans angreb på filistergarnisonen ved Geba (eller Gibea, hvis vi antager læsemåden i Septuaginta og Targum til 1 Sam 13,3; sammenlign 10,5) blev sat ind i det rette øjeblik og var lige så klogt, som det var dristigt. Hvis han havde en fejl set fra et militært synspunkt, kan det have været en manglende evne til at udnytte en fordel. Forfølgelsen af filistrene ved den omtalte lejlighed endte ved mørkets frembrud. I denne henseende kan han dog måske ikke med rette kritiseres, da han aldrig havde helt frie hænder.

4. Sønlig fromhed:

Jonatans uafhængighed og evne til at handle på eget ansvar var forenet med hengivenhed for hans far. Mens han holdt fast ved sin egen mening og fulgte sin egen vej, rettede han sig så vidt muligt efter sin fars synspunkter og ønsker. Selv om han var overbevist om Davids store fortjenester, søgte han med alle midler at mildne Sauls had mod ham, og til et vist punkt lykkedes det ham (1 Sam 19,6). Sønlig pligt kunne næppe være blevet sat på en hårdere prøve end Jonatans, men hans optræden over for både sin far og sin ven er hævet over kritik. Kun ved én lejlighed fik hans vrede magten over ham (1 Sam 20,34) under grov provokation, da Saul havde draget Jonatans mors ære i tvivl (1 Sam 20,30, Septuaginta), Ahinoam (1 Sam 14,50), og havde forsøgt at tage hans liv. Fremmedgørelsen var kortvarig; Saul og Jonatan var uadskilte i liv og i død (2 Sam 1,23 skal læses sådan).

5. Venskab med David:

Men det er som Davids ven og beskytter, at Jonatan altid vil blive husket. Han er til alle tider typen på den helt fuldkomne ven, såvel som på den ridderlige kriger. Hans hengivenhed for David var helt igennem menneskelig; hvis den var blevet dikteret af en overtroisk tro på Davids skæbne som sit folks fremtidige hersker (1 Sam 23,17), ville denne tro have været delt af Saul, hvilket ikke var tilfældet (1 Sam 20,31). I uegennyttighed og villighed til at træde sine egne krav tilbage og opgive sine egne titler er Jonatans optræden uovertruffen og står som en tiltalende kontrast til nogle af de skikkelser, vi møder i Bibelen. I denne henseende ligner han `Ali, Muhammeds fætter og svigersøn, som var den tapreste af de tapre, undtagen når han kæmpede for sin egen sag, og som ikke havde ambition om at beklæde de højeste poster. Således foretrak Jonatan at tjene frem for at befale (1 Sam 23,17). Jonatan og David står for det højeste ideal for hebraisk venskab, ligesom Damon og Pythias gør det i græsk litteratur.

6. Fremkaldt hengivenhed:

Vi kan være sikre på, at Jonatan vandt folkets hengivenhed. Hans våbendrager var rede til at følge ham hvor som helst (1 Sam 14,7). Davids hengivenhed for ham synes at have været oprigtig, selv om den uheldigvis faldt sammen med hans egen interesse. Jonatan synes at have vakt en lige så stor hengivenhed, som han selv følte (1 Sam 20,41; 2 Sam 1,26). Hans strid med sin far skyldtes i høj grad den sidstnævntes omsorg for sin søns interesser (1 Sam 18,29; 1 Sam 20,31).

7. Hans efterkommere:

Jonatans sønner blev, ligesom hans brors, dræbt i krigene. Kun én--Meribbaal (Mefiboshet)--overlevede. Jonatans efterslægt gennem ham bestod i flere generationer. En oversigt over dem gives i 1 Krøn 8,33 ff parallelt med 9,40 ff (jf. 2 Sam 9,12). De var berømte soldater og udmærkede sig, ligesom deres forfædre, ved brugen af buen (1 Krøn 8,40).

Thomas Hunter Weir