jo'-na (yonah, "due"; 'Ionas):

(1) Ifølge 2 Kong 14,25 forudsagde Jonas, Amittajs søn, fra Gat-Hefer, en profet og tjener for Jahve, genoprettelsen af Israels land til dets gamle grænser ved Jeroboam II's indsats. Profeten levede og virkede enten i den tidlige del af Jeroboams regeringstid (790-750 f.Kr.) eller i den foregående generation. Han kan med stor sandsynlighed placeres omkring 800-780 f.Kr. Hans tidlige tjeneste må have gjort ham populær i Israel; for han profeterede om sejr og udvidelse af territoriet. Hans fødeby Gat-Hefer lå i Zebulons område (Jos 19,13).

(2) Ifølge den bog, der bærer hans navn, fik Jonas, Amittajs søn, befaling om at prædike for Nineve; men han flygtede i den modsatte retning for at undslippe opgaven med at forkynde Jahves budskab for den store hedenske by; han blev standset af en storm og blev på egen anmodning kastet i havet, hvor han blev slugt af en stor fisk og forblev i live i fiskens bug i tre dage. Da befalingen om at gå til Nineve blev gentaget, efter at han var blevet frigivet fra fiskens krop, adlød Jonas og forkyndte den onde bys undergang. Da mændene i Nineve omvendte sig ved profetens prædiken, angrede Gud det onde, han havde truet med at bringe over dem. Jonas sørgede over, at den undertrykkende by skulle skånes, og ventede i nærheden for at se, hvad det endelige udfald ville blive. Som en glødende patriot ønskede Jonas ødelæggelsen af det folk, der truede med at opsluge Israel. Han mente, at Jahve var for barmhjertig mod de hedenske undertrykkere. Ved læren fra olieplanten blev han undervist om hedningernes værdi i Jahves øjne.

Det er nu blevet moderne i lærde kredse at behandle Jonas' Bog som fiktion. Fortællingen siges at være en allegori eller en lignelse eller en symbolsk beretning. Hvorfor satte forfatteren da oprørets og snæversynets skamplet på en sand og værdig profet for Jahve? Om teorien om, at beretningen er en allegori, siger J. Kennedy træffende, at "den mand, der skrev den, gjorde sig skyldig i en umotiveret fornærmelse mod en profets minde og kunne ikke være blevet inspireret af profetens Herre til således at vanære en trofast tjener."

(3) Vor Herre henviste ved to forskellige lejligheder til profeten Jonas' tegn (Matt 12,38-41; Luk 11,29-32; Matt 16,4). Han taler om Jonas' oplevelse i fiskens bug som en parallel til sin egen nært forestående gravlæggelse i tre dage og nævner ninevitternes omvendelse som en irettesættelse af de vantro mennesker i hans egen generation. Vor Herre taler således både om det fysiske mirakel, at Jonas blev bevaret i fiskens krop, og om det moralske mirakel, at ninevitterne omvendte sig, og uden den mindste antydning af, at han betragtede fortællingen som en allegori.

John Richard Sampey