|| I. INDLEDENDE

1. Plads i kanon

2. Rang og læsere

II. DEN LITTERÆRE RAMME

1. Tids-, steds- og scenemæssig baggrund

2. Personer og personlighed

3. Form og stil

III. FORTÆLLINGENS FORLØB

A) Frem til Jobs velsignelse og forbandelse

1. Hans "efterårsdage"

2. Væddemålet i himlen

3. De tavse venner

4. Den, hvis vej er skjult

B) Frem til Jobs ultimatum i protest

1. Den tilslørede anklage

2. Visdom uden smag, venner tvivlsomme

3. Skævheden i tingenes orden

4. Ingen mægling i sigte

C) Frem til Jobs ultimatum i tro

1. Afsløring af venners falske tone

2. At sætte alt på retskaffenhed

3. "Hvis et menneske dør"

4. Den overlevende nærmeste slægtning

D) Frem til Jobs dom over tingene, som de er

1. Klimaks og aftagen i vennernes anklage

2. Den virkelige årsag til Jobs forfærdelse

3. Mandighed i malmen

4. Job læser sit anklageskrift

E) Opløsningen

1. Den selvbestaltede fortolker

2. Stormvinden og stemmen

3. Det, som er ret

4. Den genoprettede situation

IV. PROBLEMET OG FORMÅLET

1. Hinsides den didaktiske tøjr

2. Hvad der følger af at begrænse formålet

3. Bogens egen angivelse af formål

4. Problemet om mennesket i sig selv

V. OVERVEJELSER OM ALDER OG BAGGRUND

1. Skyggeagtige berøringer med historien

2. Plads i den bibelske litteratur

3. Paralleller og ekkoer

LITTERATUR

I. Indledende.

1. Plads i kanon:

Det største værk i den hebraiske visdomslitteratur og en af verdens ypperste litterære frembringelser. Dets plads i den hebraiske kanon svarer til den høje vurdering, det blev mødt med; det står i den 3. afdeling, "skrifterne" (kethubhim) eller Hagiographa, lige efter de to store antologier Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog; øjensynlig placeret så nær listens begyndelse som tung læsning og stof til eftertanke. I den græske kanon (som vores følger) er det placeret sammen med de poetiske bøger og står i spidsen for dem. Det er en af 3 skrifter, de andre er Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog, hvortil de senere hebraiske lærde (massoreterne) anvendte et særligt tegnsætningssystem for at markere dets poetiske karakter.

2. Rang og læsere:

Jobs Bog var ikke en af de bøger, der var bestemt til offentlig oplæsning i synagogerne, sådan som Pentateuken og Profeterne var, eller til lejlighedsvis oplæsning ved højtiderne, sådan som de 5 megilloth eller ruller var. Den var snarere en bog til privat læsning, og dens emne ville især appellere til de mere dannede og eftertænksomme klasser. Utvivlsomt blev den så meget desto mere inderligt værdsat på grund af denne afstand til helligdomsforbindelser; den var, ligesom Ordsprogenes Bog, en folkebog; og især blandt visdommens dyrkere må den fra sin første offentliggørelse have været en skattet klassiker. I hvert fald nævnes patriarken Job (skønt det ikke er klart, om det er fra legenden eller fra den færdige bog; se JOB) som en velkendt national type af Ez 14,14; Ez 14,20; og Jakob, der skriver til jødekristne (5,11), henviser til patriarkens karakter som velkendt for sine læsere. Det var som en af deres litteraturs store klassiske fortællinger, snarere end som legemliggørelsen af en rituel eller profetisk norm, at den var så alment kendt og værdsat.

II. Den litterære ramme.

I betragtning af de talrige kritiske spørgsmål, hvormed fortolkningen af bogen er blevet fordunklet--spørgsmål om senere ændringer, tilføjelser, forvanskninger, omplaceringer--kan det være godt indledningsvis at sige, at det, der her foreslås, er at betragte Jobs Bog, som vi har den foran os i dag, i dens seneste og formodentlig definitive udgave. Der vil være tid nok til at fjerne udvækster, når et rimeligt overblik over bogen, som den er, med dens litterære værdier og forbindelser, gør os sikre på, at sådanne findes; se III nedenfor. Imens kan vi, som en bog der har nået et så fast og fuldendt stadium, at i hvert fald moderne lapperi ikke væsentligt kan ændre den, overveje, hvad dens litterære ramme gør for at retfærdiggøre sig selv. Og først og fremmest kan vi bemærke, at den i særlig grad blandt Skriftens bøger bærer det modne litterære præg; både i stil og struktur er den et værk, ikke blot til åndelig opbyggelse, men en fuldendt litterær artikel. Dette kan måske bedst erkendes ved at tage den, sådan som den fra begyndelsen giver sig ud for at være, som en ubrudt fastholdt fortælling, med de sammenhængende elementer af handling, personskema og narrativ bevægelse, som vi naturligt forbinder med et værk af fortællerens artikel.

1. Tids-, steds- og scenemæssig baggrund:

Fortællingen i Jobs Bog er henlagt til den fjerne patriarkalske tid, en tid som vi andetsteds kun finder skildret i Første Mosebog; en tid længe før den israelitiske stat med dens religiøse, sociale og politiske organisation fandtes. Dens sted er "landet Us", et lidet kendt område sydøst for Israels land, ved Edoms grænser; et sted fjernt fra de tankegange, der var særegne for israelitiske lovgivere, præster og profeter. Dens scene er det frie, åbne land, blandt bjerge, wadier, græsgange og landlige byer, hvor forholdet mellem menneske og menneske er mere elementært og oprindeligt, og hvor Guds anliggender opfattes mere umiddelbart end i byens og statens sammensatte forhold. Det er let at se, hvad forfatteren vinder ved et sådant valg af ramme. De patriarkalske forhold, hvor familien er den sociale og fælles enhed, gør det muligt for ham at skildre gudsdyrkelse og adfærd i deres oprindelige elementer: religiøse riter af den enkleste art, med familieoverhovedet som den ubestridte præst og forbeder (jf. Job 1,4; Job 1,5; Job 42,8), og uden helligdommens eller templets strenge krav; at fremstille Gud, som i de gamle folkelige fortællinger, som en der meddeler sig til mennesker med hørbar røst og i storm; og at give patriarken eller sheiken en funktion som rådgiver og hjælper i fællesskabet, svarende til den senere vismands eller sages funktion (jf. Job 29). Stedet uden for landets grænser gør det muligt for ham at give sin tanke et internationalt eller snarere mellemkommunalt væv, sådan som det passer til karakteren af den visdom, han behandler, en sandhedsstrøm som Israel kunne og faktisk delte med nabofolk. Dette bliver yderligere tydeligt ved, at Gudsbetegnelsen i bogens taler ikke er Yahweh (med én undtagelse, Job 12,9), men 'Elohim eller 'Eloah eller Shaddai, mere betegnelser end navne, fælles for de semitiske folk. Hele den arkaiske scene tjener til at løsrive fortællingen fra civilisationens sammensatte forhold og gør det muligt for forfatteren at behandle menneskelighedens iboende og grundlæggende elementer.

2. Personer og personlighed:

Alle fortællingens personer, Job medregnet, kommer fra områder uden for Israels land. Vennernes vigtigste talsmand, Elifaz, som er fra Teman, er måske tænkt som repræsentant for en type af tidens gængse og ortodokse visdom; Teman, og Edom i almindelighed, var berømt for visdom (Jer 49,7; Obad 1,8; Obad 1,9). Vennernes karakterer, skønt de i det store og hele repræsenterer en bemærkelsesværdig ensartethed i lære, er ganske træffende individualiseret: Elifaz som en ærværdig og from vismand, der med sin fremragende gennemtrængende indsigt forener en længselsfuld medfølelse; Bildad mere som en lærd, kyndig i traditionens overleverede viden; og Sofar mere heftig og dogmatisk, med dogmatikerens åre af intolerance. I Elihu, den unge aramæer, som taler efter de andre, synes forfatteren at forsøge at skildre en ung mands sikkerhed og absoluthed i overbevisningen, og sammen med den en selvindbildskhed, der langt overstiger hans evner. Satan i prologen, som indgår væddemålet med Yahweh, er mesterligt individualiseret, ikke som den ondsindede frister og menneskehedens fjende, men som en ånd sammensat af uforskammet skepsis, der ikke kan værdsætte noget motiv ud over egen fordel. Selv Jobs hustru, med sin bydende tilbøjelighed til at gøre hans lidelse til et personligt opgør med Gud, er ikke uden et autentisk præg af det elementært kvindelige. Men højt over dem alle står Jobs egen karakter, som med alle sine stormfulde skift i sindsstemning, sin spændvidde af påstand, indsigelse og vækst i ny overbevisning, forbliver absolut i overensstemmelse med sig selv. Vi kan heller ikke lade uomtalt, hvad der måske er den vanskeligste bedrift af alle: det ophøjede vovestykke at gengive Guds egne ord på en sådan måde, at han ikke taler ét ord ude af karakter eller måler sin tanke efter menneskers målestok.

3. Form og stil:

Prologen, Job 1 og 2, nogle få vers i begyndelsen af kapitel 32 (vers 1-6a), og epilogen (42,7-17) er skrevet i fortællende prosa. Resten af bogen (bortset fra de korte sætninger, der introducerer talerne) er poesi; et poetisk væv, der svarer til typen i den senere mashal (se under ORDSPROG), som i fortløbende rækker af dobbeltvers er beundringsværdigt egnet både til fantasifuld ophøjethed og lidenskabelig tale. Fra Jobs forbandelse af sin dag (Job 3) svarer Job og hans tre venner hinanden frem og tilbage i tre runder af taler, fuldstændige bortset fra at Sofar, den tredje ven, af grunde som emnet gør tydelige, ikke taler tredje gang. Efter at vennerne således er bragt til tavshed, taler Job tre gange i træk (Job 26,1-31), og derpå »er Jobs ord til ende«. På dette punkt (Job 32) indføres en fjerde taler, Elihu, som hidtil ikke er nævnt, og han taler fire gange, indtil han brat standser i rædsel over en stormvind, der nærmer sig (37,24). Jahve taler ud af stormvinden, to taler, som Job hver især svarer kort på (40,3-5; 42,1-6), eller rettere afslår at svare på. Sådan er bogens litterære ramme, som vi kan sammenfatte i prolog (Job 1; Job 2), drøftelsens hoveddel (3-42,6) og epilog (42,7-17). Bogens indhold er på en måde dramatisk; den kan dog ikke med rette kaldes et drama så meget som en slags debatforum; dens bevægelse er for stiv til dramatisk handling, og den mangler desuden dialogens give-and-take. I en bog, jeg udgav for nogle år siden, vovede jeg at kalde den »det indre livs epos«, epos ikke så meget i teknisk forstand, som i anerkendelse af en underliggende epos, der i grundlæggende betydning kan sammenlignes med den fortælling, der ligger bag Aischylos' Prometheus Bound. Det går dog ikke an at lægge for meget i nogen af disse former som betegnelse for Jobs Bog; begge betegnelser må tilpasses næsten til ukendelighed, fordi de hebraiske litterære former ikke blev udtænkt efter de græske kategorier, hvorfra vore betegnelser »episk« og »dramatisk« stammer. En større begrænsning på vores vurdering af dens form pålægges efter min mening af dem, der betragter den som en blanding af former. Den deles alt for almindeligt mellem fortælling og didaktisk debat. For det hebraiske sind var det hele en sammenhængende fortælling, hvor den poetiske drøftelse, skønt den tyngede strømmen af anskueliggjort handling, ikke desto mindre havde virkelige begivenheders bevægelse og værdi. Det er i dette lys, snarere end i det didaktiske, at vi mest frugtbart kan betragte den.

III. Fortællingens forløb.

At dele fortællingen om Job i 42 dele efter de 42 nummererede kapitler er i højeste grad vilkårligt. Der kommer intet ud af det, bortset fra læsebekvemmelighed for dem, der ønsker at tage deres Job i små, løsrevne bidder. Kapitelinddelingen var ikke en del af originalen og kun et meget ubetydeligt skridt i den senere forståelse af originalen. At inddele efter samtalepartnernes taler er bedre; det hjælper os til at indse, hvordan synspunkternes konflikt bragte tankens forskellige faser til udtryk; men også dette, med dets fristende tre-gange-tre, viser sig blot at være et stillads; det svarer kun ufuldkomment til den sande inderlighed i fortællingens bevægelse; det er snarere et skema end en kontinuitet. Vi må holde os for øje, at denne Jobs Bog grundlæggende er ét menneskes indre erfaring, idet han stiger op fra det åndelige mørkes og tvivlens dybder til et majestætisk højsletteområde af ny indsigt og tro; de andre personer er kun hjælpende, hjælpere og modstykker, hvis funktion er underordnet og relativ. Derfor har jeg, med denne inderlighed i Jobs erfaring for øje, vovet at følge fortællingen i 5 hovedstadier og navngive dem efter det landingssted, der nås i hvert.

A) Til Jobs velsignelse og forbandelse:

1. Hans »efterårsdage«:

Fortællingen begynder (Job 1,1-5) med en kort beskrivelse af Job, som han var, før hans prøvelse begyndte; de elementer i hans liv, ydre og indre, som spørgsmålet om motiv skal rejses på grundlag af. Som en velstående godsejer i landet Us, vidt og bredt kendt som den største (dvs. rigeste) af Østens sønner, svarer hans indre karakter dertil: efter alt at dømme mangler der intet, en mand, der var »fuldkommen og retskaffen, en der frygtede Gud og vendte sig fra det onde«. Livets typiske hebraiske velsignelser var hans i fuldt mål: rigdom, ære, sundhed, familie. Han stilles tydeligvis frem for os som det fuldkomne eksempel på gyldigheden af den etablerede visdomslære, at retfærdighed og visdom er identiske (se under ORDSPROGENES BOG), og at dette viser sig i dens synlige belønninger. Denne periode af sit liv beskriver Job senere i tilbageblik som sine »efterårsdage«, da Guds venskab eller fortrolighed (coah) var over hans telt (se 29,4 og hele kapitlet). Vi efterlades heller ikke uden et glimt ind i hans hjerte: hans stadige holdning af tilbedelse og hans ømme omsorg for, at hans sønner, mens de nød livets glæder, ikke skulle have været illoyale mod Gud (Job 1,4; Job 1,5). Det er let at se, at det ikke alene er Job, men visdommen legemliggjort i Job, der her forudsættes til sin højeste prøve.

2. Væddemålet i himlen:

Prøven bliver heller ikke udsat, og dens grund er ikke tvetydig, når den kommer. Satan foreslår den. Der gives to scener (Job 1,6-12; Job 2,1-6) fra Guds hof, hvor det end er; for læseren overhører dem, ser dem ikke, og naturligvis er hverken Job eller nogen jordisk beboer klar over dem. I disse scener er Guds sønner, ånderne som jublede over skabelsen (38,7), kommet sammen for at aflægge rapport, og Satan, uindbudt, træder ind iblandt dem. Han er en omvandrende ånd, ikke forankret i nogen troskab, som strejfer omkring på jorden, snusende og kritiserende. Der synes ikke at være noget, hvori han ikke kan finde en eller anden fejl eller forringelse. På Jahves spørgsmål, om han har lagt mærke til Job, den fuldkomne og retskafne mand, benægter han ikke kendsgerningen, men rejser spørgsmålet om motivet: »Frygter Job Gud for intet?« og hævder, at Jobs retskaffenhed trods alt kun er en gennemskuelig handel, en lønnende investering med kun belønning for øje. Det er i realiteten en anklage både mod Guds orden og mod den grundlæggende menneskelige karakter: mod Guds orden, fordi den forbinder retfærdighed så nært med vinding; og mod den grundlæggende menneskelige karakter, idet den i praksis benægter, at der findes noget sådant som uegennyttig, iboende menneskelig dyd. Hånen rammer dybt, og Job, den fuldkomne legemliggørelse af menneskelig dyd, er dens udpegede offer. Satan foreslår et væddemål, hvis udfald Jahve forpligter sig på. Prøvelsen af Job gennemføres i to stadier: først mod hans ejendom og familie, med den betingelse at den ikke må røre ham; og dernæst, da dette ikke lykkes med at rive ham løs fra hans troskab, mod hans egen person i smertefuld sygdom, med den betingelse at hans liv skal skånes. Jahve erkender, at han for én gangs skyld indvilliger i en uretfærdighed (2,3), og Satan, løgner som han er, bruger redskaber som mennesker har tillagt Gud alene: første gang storm og lyn (såvel som morderisk overfald), anden gang den sorte spedalskhed, en grum sygdom, afskyelig og dødelig, som i menneskers tanker betød Guds umiddelbare straffende slag. Ondskaben er lige så absolut som belønningen var; en fuldstændig omvending af den orden, som menneskers visdom var kommet til at stole på. Men i det umiddelbare resultat bliver Jahves tillid til sin ædleste skabning retfærdiggjort. Da hans hustru i hans yderste nød opfordrer ham til at »forbande Gud og dø«, forbliver Job tro mod sin troskab; og i hans standhaftige udsagn: »Jahve gav, og Jahve har taget bort; velsignet være Jahves navn«, syndede Job, som forfatteren udtrykker det, »ikke og tillagde heller ikke Gud noget upassende (tiphalah, bogstaveligt »smagløst«).« Sådan er det første angreb i Jobs lidelse og dets resultat. Det står tilbage at se, hvad det lange forløb, dage og måneder i elendighed, vil frembringe.

3. De tavse venner:

Vi skal nu forestille os, at der er gået nogen tid, måske flere måneder (sammenlign Job 7,3), hvor Job lider alene, udstødt fra hus og samfund, på en spedalsks askedynge. Imens aftaler tre af hans venner, som har hørt om hans lidelse, at mødes og kommer fra fjerne egne for at give ham medfølelse og trøst (2,11-13). Da de ankommer, finder de imidlertid tingene anderledes, end de havde ventet; måske har hans sygdoms ildevarslende natur udviklet sig, siden de drog af sted. Det, de finder, er en elendig og udstødt mand med en sygdom (elefantiasis), som for dem ikke kan betyde andet end Guds umiddelbare hævn. Det forfærdelige syn får dem til at standse op. I stedet for at udtrykke medfølelse med ham sidder de tavse og forfærdede, og i syv dage og nætter bliver der ikke sagt et ord (sammenlign Es 53,3). Hvad de drøftede med sig selv i den tid, afsløres af historiens videre forløb. Hvordan kan de velsigne én, som Gud har stemplet med sin forbandelse? At gøre det ville være at tage parti med de onde. Er det ikke snarere deres pligt at tage parti med Gud og være sikre, og lade medfølelsen fare? Ved denne indførelse af vennerne og deres bortvendte holdning bringer forfatteren med fuldendt dygtighed et nyt element ind i historien, visdomsfilosofiens element; og tiden vil vise, om den som en teoretisk størrelse, kold og intellektuel, vil bevare eller undertrykke den naturlige fremstrømmen af menneskeligt venskab. Og denne tavshed er ildevarslende.

4. Han hvis vej er skjult:

Den mand som i prøvelsens første angreb velsignede Jahve og satte sig for at bære i tavshed, åbner nu sin mund for at forbande. Hans forbandelse er ikke rettet mod Jahve eller mod tingenes orden, men mod hans fødselsdag. Det er en dag, som er ophørt med at have mening eller værdi for ham. Dagen står for livet, for hans individuelle liv, et liv som efter tingenes orden skulle opfylde det personlige løfte og den frugt, som det var blevet skænket for. Og hans strid med den er, at han har mistet dens nøgle. Satan, som han ikke kender til, har hånet, fordi Jahve havde hegnet ham inde med beskyttelse og gunst (Job 1,10); men hans klage er, at alt dette uden årsag er fjernet, og at Gud har hegnet ham inde med mørke. Hans vej er skjult (Job 3,23). Hvorfor blev livet da overhovedet givet? I alt dette vil man bemærke, at han ikke sætter en række selvransagelser i gang for at forklare sin tilstand; han forudsætter ikke syndighed, ikke engang naturlig menneskelig fordærv; snarere det modsatte, for et forvirrende element i hans sag er hans sky, følsomme afsky for ondskab og illoyalitet (sammenlign Job 3,25; Job 3,26, hvor tiderne bør være fortid, med 1,5; se også 6,30; 16,17). Hans situation er blevet skarpt, smerteligt objektiv; hans indre jeg har ingen del i den. Således anslår han i denne indledende tale grundtonen for det virkelige, som vennernes teorier raser imod og til sidst forliser på.

B) Til Jobs ultimatum af protest:

1. Den tilslørede anklage:

Med al den milde beklagelse, der følger med at måtte fremføre en ubehagelig sandhed, går vennerne, begyndende med Elifaz, den viseste og mest ærværdige, i gang med deres teori om sagen. Elifaz dækker i virkeligheden hele området; de andre kommer hovedsagelig ind for at gentage eller understrege. Han tilslører sin irettesættelse i almene og antydende vendinger, de prøvede visdomsord, som Job selv er kyndig i (4,3-5); minder ham om, at ingen retfærdig mand går til grunde, men at mennesker høster, hvad de sår (4,7.8); anfører et syn, han havde haft, som åbenbarede for ham, at mennesket, ved selve det at være dødeligt, er urent og uretfærdigt (4,17-19); antyder, at Jobs sindsuro udelukker ham fra lignende åbenbaringer og bringer hans sjæl i fare (5,1.2); råder ham til at overgive sin sag til Gud, dog med den antydning, at det er en sag, der behøver tugtelse snarere end frifindelse, og at det tilsigtede resultat er genoprettet trøst og velstand. Da Job svarer med en mere lidenskabelig og detaljeret skildring af den uret, han lider, opgiver Bildad, som følger efter, den indirekte anklage og tilskriver børnenes død deres synd (8,4), idet han også siger, at hvis Job var ren og retskaffen, kunne han bønfalde og genvinde Guds velvilje (8,5.6). Derefter går han videre til at drage en lære af den traditionelle visdomslære, nemlig at sikker ødelæggelse venter de ugudelige og sikker lykke de retfærdige (Job 8,11-22). Da Job følger dette op med sin mest bestemte anklage mod Guds orden og sit krav om lys, svarer Sofar med heftig ildhu, idet han forsikrer, at Jobs straf er mindre, end han fortjener (Job 11,6), og irettesætter ham for hans formastelighed i at forsøge at finde Guds hemmelighed (Job 11,7-12). Alle tre venner ender, med stigende eftertryk, deres formaninger på omtrent samme måde: de lover Job genindsættelse i Guds gunst, men altid med den skjulte antydning, at han må vedkende sig uretfærdighed og bede som en synder.

2. Visdommen smagløs, vennerne tvivlsomme:

Mod de almindelige visdomsmaksimer, der fremføres imod ham, og som han allerede kender (sammenlign Job 13,2), er Jobs indvending ikke, at de er usande, men at de er smagløse (Job 6,6; Job 6,7); de har mistet deres anvendelse på sagen. Alligevel smerter det ham at tænke, at Den Helliges ord skulle slå fejl; han længes efter at dø snarere end at fornægte dem (Job 6,9; Job 6,10). Et skarpt element i hans sorg er, at den intuitive sans (tushiyah; se under PROVERBS, THE BOOK OF) er drevet bort fra ham; se Job 6,13. Han bliver irriteret over den insinuerende måde, hvorpå vennerne tager hans skyld for givet; han længes efter ligefremme og oprigtige ord (6,25). Det er netop denne egenskab ved deres tale, som føjer den bitreste dråbe til hans bæger; hans venner, som han havde regnet med som støtte, er bedrageriske som et udtørret vandløb (6,15-20); i sin sygelige følsomhed føler han, at de ikke føler med ham, men bruger ham til deres kolde, beregnende formål (6,27). Således introduceres et af fortællingens stærkeste motiver, venskabets motiv; meget vil komme ud af det, når han fra jordens fejlbarlige venskaber ved tro kæmper sig frem til et venskab i det usete (sammenlign 16,19; 19,27).

3. Tingenes ordens skævhed:

Med følelsen af, at de gamle teorier er blevet slidte og pointeløse, skønt hans skelneevne over for tingenes ondskab ikke er sløvet af synd (Job 6,30), når Job frem til en yderst smertelig erkendelse af verdensordenens hårdhed og skævhed, resultatet både af det, vennerne siger, og af det, han altid har ment sammen med dem. Det er den opfattelse, som tvinges ind på ham af følelsen af, at han behandles uretfærdigt af en Gud, der ikke giver nogen grunde, som i retfærdighedens navn hverken indrømmer mennesket indsigt eller mulighed for at klage, og hvis strenghed står i intet forhold til menneskets følelse af værd (7,17) eller ret (9,17) eller krav som en skabning af hans hånd (10,8-14). Job 9, som indeholder Jobs direkte henvendelse til dette vilkårlige væsen, er en af de mest vældige, for ikke at sige dristige, forestillinger i litteraturen; her påtager en dødelig på dødens tærskel sig at belære Gud om guddommelighed. I denne del af fortællingen når Job sit protestens ultimatum; en protest, der er forbløffende oprigtig, men ikke blasfemisk, når vi indser, at den fremsættes i det guddommeliges interesse.

4. Ingen formidling i sigte:

Det store savn, Job føler i sin anklage mod Gud, er savnet af formidling mellem Skaberen og skabningen, Undertrykkeren og hans offer. Der er ingen voldgiftsmand mellem dem, som kunne lægge sin hånd på dem begge, så den forurettede kunne få en stemme i sagen (9,32-35). De to ting, en voldgiftsmand kunne gøre: fjerne Guds plagende hånd og forhindre Guds rædsel i at gøre hans offer umandigt (se 13,20-22, sammenlignet med det netop citerede sted), er det store behov for at genoprette normale og gensidige forhold til ham, hvis krav om retfærdighed er så ubønhørligt. Denne tanke om en voldgiftsmand eller talsmand, således fremsat negativt, vil vokse til en ophøjet positiv overbevisning på det næste trin i Jobs åndelige udvikling (16,19; 19,25-27).)

C) Til Jobs troens ultimatum: 1. At opdage den falske tone hos vennerne:

Da vennerne afslutter deres første runde af taler, hvor en fjern og vilkårlig Gud bliver fremholdt for ham som alt, og mennesket som så fordærvet og blindt, at det ikke kan være andet end en orm og en skyldig (jf. Job 25,4-6), bliver Jobs øjne, som hidtil har set med deres, pludselig åbnet. Hans første klage over deres påståede venskab var, at det var upålideligt; i stedet for at holde fast ved ham, da han mest havde brug for dem (Job 6,14), og på trods af hans rådvildhed (Job 6,26), gjorde de det i virkeligheden til en handelsvare (Job 6,27), som om det var noget, de kunne vinde på. Det var ikke oprigtigt, ikke noget iboende i deres natur, men en udvej. Og nu gennemskuer han med ét dets motiv. De forlader ham for at indynde sig hos Gud. Det motiv har hindret dem i at se sandt; de ser kun deres teoretiske Gud og viser hensyn til hans person i stedet for at svare på sandhedens og retskaffenhedens indre bud. For hans ærlige hjerte er dette uhyrligt; de burde være bange for at tage falskhed for Gud (JObad 13,3-12). Og hans slutning standser ikke ved således at afsløre deres falske tone. Hvis de i denne henseende er »løgnsmede«, hvad så med alle deres visdomsord? De har givet ham »ordsprog af aske« (Job 13,12); den falske underforståelses tone findes i dem alle. Fra dette punkt lægger han derfor kun lidt vægt på, hvad de siger; han lader dem fortsætte til groft overdrevne formuleringer af deres lære, mens han selv åbner en ny troens vej for sig og udvikler de spirer til indsigt, som er kommet til ham.

2. At sætte alt ind på retskaffenhed:

Efter at have løsrevet sig fra enhver billigelse af vennernes egeninteresserede motiver beslutter Job nu, med den desperate følelse af at tage sit liv i sin hånd og opgive håbet, at hvad der end sker, vil han fastholde sine veje over for Gud. Dette er, som han tror, ikke blot den eneste vej for hans retskaffenhed, men hans eneste bøn om frelse, for ingen falsk skal træde frem for ham. Hvor vældig betydningen af denne beslutning er, kan vi forstå, når vi tænker på, hvordan han netop har taget Gud for sig for at få ham til at rette sin formodet uretfærdige verdensorden; og at han nu, uden mellemmand, gør krav på det privilegium, som en mellemmand ville sikre (13,20.21; se 8 ovenfor), og forlanger at blive hørt i sine egne anklager. Hele rækkevidden af hans ophøjede tro er indbefattet i dette.

3. »Hvis en mand dør«:

Hans tro rækker ud i to retninger; i begge først negativt. Den ene, troen på en talsmand, er allerede blevet berørt og spirer fra det negative til det positive. Den anden, spørgsmålet om liv efter døden, rejser sig her på samme prøvende måde: først ved at bruge billedet af træet, som spirer igen, efter at det er hugget ned (Job 14,7-9), og derfra spørge: »Hvis en mand dør – kunne han så leve igen?« og i glødende forestilling dvæle ved den ideelle løsning, som en overlevelse af døden ville bringe (Job 14,13-17), men vende tilbage til sin modvillige benægtelse ud fra billedet af vand, der tørrer ud (Job 14,11), og bjerge, der langsomt slides ned (Job 14,18; Job 14,19). Endnu kan han kun behandle tanken som en fantasi; endnu ikke som et håb eller en begrundet overbevisning.

4. Den overlevende nærmeste slægtning:

Overbevisningen kommer ad en ædlere vej end fantasien, ad vejen gennem hans personlige sans for den retfærdige og gudlignende orden. Vennerne er i deres anden talerunde begyndt på deres dystre skildringer af den ugudeliges frygtelige skæbne; men indtil alle igen har talt, er han optaget af en langt mere betydningsfuld sag. Idet han foreløbig afviser disse som en akademisk øvelse, sammensat med koldt blod (Job 16,4; Job 16,5), og som vidner om et hjerte, der er skjult for forståelse (Job 17,4), fortsætter Job med i de bitreste vendinger, han endnu har brugt, at opregne den åbenlyse uret, der er overgået ham, som noget, der råber på soning ligesom Kains blod (16,18), og bryder ud i overbevisningen om, at hans vidne og indeståer, som vil høre hans bøn om mægling, er i det høje (16,19-21). Derefter, efter at Bildad i et ondskabsfuldt svar har modstillet hans klage med en beskrivelse af de ugudeliges ulykker (et forstærket ekko af Elifaz), og efter at han bevægende har beklaget de jordiske venners troløshed (19,13.14.21.22), stiger han så at sige i ét spring til sin tros ophøjede ultimatum i en udtalelse, som han gerne ville se indhugget i klippen for evigt (19,23-29). »Jeg ved, at min genløser lever,« udbryder han; bogstaveligt: min Go'el (go'ali), eller nærmeste slægtning, den person hvis opgave efter den gamle hebraiske tanke var at opretholde en uskyldigt forurettets rettigheder og hævne hans blod. Han trækker ikke den tanke tilbage, at hans uret kommer fra Gud (jf. 19,6.21); men over hans støv står hans nærmeste slægtning, og som følge af dennes forbøn skal Job, i sin egen hele person, se Gud, ikke længere som en fremmed. Så sikker er han, at han højtideligt advarer vennerne, som falskeligt har anklaget ham, om, at det er dem, ikke ham, der er i fare (19,28.29; jf. 13,10.11).

D) Til Jobs dom over tingene, som de er:

1. Klimaks og aftagen i vennernes anklage:

At Jobs tro i denne overbevisning om en levende Genløser har nået fast og endelig grund, fremgår af, at han slet ikke vender tilbage til sine gamle tvivl. De er afgjort, og afgjort på rette måde. Men nu, idet han lader dem ligge, kan han give agt på det, vennerne har sagt. Sofar, den tredje taler, følger efter og driver deres gentagne skildring af den ugudeliges frygtelige veer ud i en voldsom yderlighed; det synes at være forfatterens hensigt at lade dem overgå sig selv i en vanvittig overdrivelse af deres tese. Da Sofar holder op, og Job således, så at sige, har trukket al deres ild mod sig, gendriver Job dem direkte, som vi straks skal se. Imens, i løbet af hans udførlige gendrivelse, begynder vennerne en tredje runde af taler. Elifaz, som allerede er blevet forskrækket over tendensen i Jobs ord, som ord fra en fordærvet skeptiker og ødelæggende for fromheden (15,4-6), fremlægger nu, i sin rettroenheds interesse, sit anklageskrift med enkeltheder. Det er den slags teoretisk frasemageri, som har haft stor udbredelse i dogmatisk religion, men i Jobs tilfælde er det grusomt falsk. Han anklager Job for de mest hjerteløse grusomheder og bedragerier (22,5-11) og for at have benyttet lejligheden til at hengive sig til hemmelig ondskab, når Gud ikke så det (22,12-14); det er dette, han tilskriver det åndelige mørke, som Job er omgivet af. Så slutter han med en smuk formaning -- smuk, når vi glemmer dens uvirkelige betingelse (22,23) -- ved at holde vejen til genindsættelse og fred åben for Job. Dette er det sidste ord fra vennerne, som har nogen vægt. Bildad følger ganske vist Jobs næste tale meget kort (Job 25) og giver et sidste svagt ekko af deres lære om total fordærvelse; et svar, som Job latterliggør og fører videre i en slags parodi (Job 26). Sofar taler slet ikke en tredje gang. Han har intet at sige. Og denne tavshed fra hans side er forfatterens måde at lade vennernes teori synke æreløst sammen på.

2. Den virkelige årsag til Jobs forfærdelse:

Tanken om, at Job har en forsvarlig sag eller ser længere end de, går vennerne helt forbi; for dem er han simpelthen en ugudelig mand, der plages af skyldbevidstheden, og de tilskriver hans tankers tumult en vrede eller harme, som blinder og bringer hans sjæl i fare (jf. 5,2; 18,4). Det er slet ikke årsagen til hans forfærdelse, og den skyldes heller ikke blot, at hans personlige skæbne er uudgrundelig (jf. 23,17 randnote). Han er snarere bragt i forvirring, ja til rædsel, fordi de sandsynlige kendsgerninger i verdensordenen beviser den fuldstændige falskhed i alt, hvad de hævder. Når han lader sin egen sag, den retfærdige mands, ude af betragtning, ser han, at de ugudelige er lige så velstående, lige så sikre, lige så ærede i liv og død som de retfærdige (21,5-15.29-33). Vennerne burde se en så åbenlys kendsgerning lige så godt som han (21,29). Efter alt ydre at dømme er der absolut ingen forskel i skæbne mellem retfærdig og ugudelig (21,23-26). Vennernes færdigskårne visdomslære og deres beregnende hastværk med at retfærdiggøre Gud (jf. 13,7.8) har ført dem ind i en løgn; sandheden er, at Gud har ladet sine tider være hemmelighedsfulde for mennesker (24,1). De kan lige så godt fuldt ud vedkende sig den forvirrende kendsgerning, at ondskaben går ustraffet hen; hele Job 24 er optaget af enkeltheder om dette. Visdommen, med dens strenge lov om belønning og straf, har ikke formået at trænge ind i hemmeligheden. Et hårdt retfærdighedsregime, arbejde og løn, adfærd og fortjeneste, lodder ikke den dybe sandhed i Guds handlemåde, hverken med retfærdige eller ugudelige. Hvad da? Skal visdommen forsvinde, eller skal den løfte sig til et højere niveau af udsyn og indsigt?

3. Manddom i malmen:

I en sådan dunkel undersøgelse som denne, synes det, går Job videre fra det punkt, hvor hans venner sidder tavse, for at danne sig en eller anden positiv løsning på tingene, som de er. Han begynder med sig selv og sin urokkeligt fastholdte integritet, idet han besegler sin udtalelse med den højtidelige hebraiske ed (27,2-6) og lige så højtideligt frasiger sig enhver del i eller sympati med de ugudelige (27,7; jf. 21,16). Han har allerede fundet en mening i sin egen gennemsøgende erfaring; han prøves med henblik på en ophøjet lødighedsprøve, hvor alt, hvad der er varigt og kostbart i ham, skal komme frem som guld (23,10). Men denne tanke om manddom i malmen er ikke hans monopol; den kan gælde alle. Hvad så med de ugudelige? I et afsnit, som nogle har anset for Sofars tabte tredje tale (27,8-23), og som ganske vist gengiver, hvad alle vennerne har set (27,12), fremstiller han de ugudeliges sag i dens sande lys. Kernen i den er, at de ugudelige ikke har glæden i Gud (27,10) eller freden fra et varigt håb. Tonen er omtrent den samme som i vennernes smædeskrifter, men med et tydeligt fremskridt fra ydre ulykke hen imod tendens og forgæveshed. Malmen renses ikke til en ædel lødighedsprøve; og dette vil volde deres ve. Så kommer til sidst, i det berømte Job 28, sammenfatningen af selve visdommen. Den forbliver, efter al denne prøvelse af motivet, en intakt og grundlæggende ting; og menneskets del i den er netop det, Jobs liv har været: at frygte Gud og sky det onde (28,28).

4. Job læser sit anklageskrift:

Som den kronende udtalelse om tingene, som de er, beskriver Job i sin sidste og længste tale, i et smukt tilbageblik, sit tidligere liv, fra sine "efterårsdage", da Guds venskab var over hans telt, og han var rådgiver og velgører blandt mennesker (Job 29), gennem denne kontrasterende tid med hans elendighed og sygdom, der røber en forbandelse, hvor de mest fornedrede foragter ham (Job 30), indtil han nu, mens han bevidst nærmer sig graven, i højtideligt tilbageblik opregner de principper og dyder, som har ledet hans adfærd -- en ædel sammenfatning af de højeste hebraiske karakteridealer (Job 31). Dette kalder han, med ophøjet ironi, det anklageskrift, som hans Modstander har skrevet; og som en fyrste, der bærer det på sin skulder og binder det til sig som en krone, er han rede til at tage det med sig hinsides grænsen til sin Dommers nærhed. Med dette vældige forslag, stadfæstet på hebraisk vis ved en afsluttende forbandelse, hvis det viser sig falsk, ender Jobs ord.

E) Opløsningen:

Vennerne er bragt til tavshed, ikke til indsigt. De har holdt fast ved deres hårde tese til den stædige ende; de har forudsat tilstrækkelig åbenlys forbrydelse fra Jobs side til at slå ham ihjel (Job 22,5-9) og har understøttet deres hypotese med deres teori om medfødt fordærv (Job 4,18; Job 4,19; Job 15,14; Job 15,15; Job 25,4-6) og åndelig sløvhed (Job 5,2; Job 15,26; Job 15,27; Job 22,10; Job 22,11); men mod Jobs højere niveau af ærlig integritet og søgende tro er de ikke rykket en tomme frem; og her ligger de, forstenede dogmatikere, faste og indgroede i deres odium theologicum--langt fra det venskab, der kom langvejsfra for at vise medfølelse og trøste. Job derimod, som satte alt ind på spørgsmålet om sin integritet, er fortsat ad sin vej med robust konsekvens (jf. 17,9) og har holdt stand over for gåden om tingene, som de er. Begge parter har sagt deres; fortællingen er tydeligvis klar til sin afslutning. Også Job er klar til det afgørende ord, skønt det synes, at han kun venter, at det skal lyde i en eller anden usynlig domstol; vennerne ønsker temmelig brutalt, at Gud ville tale og irettesætte Job for hans formastelighed (jf. 11,5.11). Men hvordan skal løsningen tilvejebringes i dette land Uz, hvor alle kan se det? Og frem for alt: hvordan skal den påvirke de berørte parter? En dygtigt fortalt historie bør ikke udelade dette.

1. Den selvbestaltede fortolker:

Til denne afgørende udtalelse har forfatteren valgt at lade begge parter være klart repræsenteret, tilsyneladende fra deres bedste side. I stedet for straks at gå videre til kaldet fra hvirvelvinden indfører han derfor her en ny skikkelse, Elihu, en ung mand, som med voksende utålmodighed har lyttet til den frugtesløse drøftelse og nu må bringe begge parter på rette spor eller sprænges (Job 32,19). Det er som en tilførsel af ungt blod til en teodicé, der er blevet for arrogant i sin ælde (jf. Job 8,8-10; Job 15,10; Job 15,18; Job 12,12 randnote, eller bedre som spørgsmål). Denne Elihu-skikkelse er udformet i en satirisk ånd, ikke uden et strejf af barsk humor. Hans selvtillid, for ikke at sige indbildskhed, betones stærkt (Job 32,11-22); han påtager sig den opmand-funktion, som Job har bedt om (33,6.7; jf. 9,33-35; 13,20-22); og han er sikker på, at han repræsenterer det fuldkomne i kundskab (36,2-4; 37,16). Han taler fire gange og henvender sig skiftevis til Job og vennerne. Hans ord, skønt med vilje vidtløftige, er ikke uden visdom og skønhed; han gør mindre ud af Jobs dybtliggende uretfærdighed end vennerne gør, men bebrejder ham, at han taler i den ugudelige mands talemåde (34,7-9.36.37), og advarer ham mod at hælde mere til uret end til underkastelse (36,21); men hans positive bidrag til drøftelsen er det syn, han har på drømmes og syners tugtende indflydelse (33,14-18; jf. 7,13-15) og på sygdommens smerter (33,19-28), især hvis den lidende har en »engel (budbringer) som fortolker« til at åbenbare dens betydning, måske en sådan som Elihu føler sig selv at være. Efterhånden som han fortsætter sin tale, viser hans ord, at en storm er ved at rejse sig; og så længe den er på afstand, bruger han den til at brede sig om Guds undere i naturen, undere som for ham ikke betyder meget mere end vilkårlige kraftens mirakler; men da den kommer nærmere og viser usædvanlige fænomener som ved en teofani, bliver hans ord usammenhængende, og han afbryder med et ynkeligt forsøg på at frasige sig sine prætentioner. Sådan er virkningen, hos ham, af Guds nære nærvær. Det overvælder, lammer og standser livets formastelige strømme.

2. Hvirvelvinden og stemmen:

Bogforfatteren har ikke begået den litterære tåbelighed at beskrive stormvinden, bortset fra sådan som Elihu har set den nærme sig, først med indbildsk viden, dernæst med et vildt anfald af rædsel--en beskrivelse hvori hans i grunden tomme personlighed afspejles. For læserne ligger stormvindens betydning i den røst, den omslutter, i det, den siger. Og her har forfatteren påtaget sig den vældigste opgave, den menneskelige forestillingsevne nogen sinde har forsøgt: at lade den Almægtige tale, og tale i overensstemmelse med sin karakter. Og én tåbelighed har han i det mindste undgået; han har ikke ladet Gud udveksle argumenter med mennesker eller stykke logikkens skiftende præmisser sammen. Hele de to taler fra stormvinden er beskrivende; en opregning af iagttagelige fænomener i den skabte natur, fra de store elementære ting, jord og hav og lys og stjerne og storm, til dyrenaturens mangeartede undere--alle ting, hvori menneskets søgende sind kan have del, idet det efter sin grad griber deres mening eller mysterium. Således svigter den, som ren litterær personifikation, på intet punkt i det guddommelige. Den begynder med en bydende afvisning af Elihu: "Hvem er denne, som formørker råd med ord uden kundskab?" (Job 38,2). Derefter bliver Job budt at spænde bæltet om lænden som en stærk mand og lytte og svare. Det forhold, at Job alene, af hele selskabet, så at sige kan stå på fælles vilkår med Gud, varsler udfaldet. Af de to guddommelige taler fremhæver den første (Job 38; Job 39) især skabelsens uransagelige visdom; og den lære, den indprenter Job, er, at et væsen, som er stort nok--eller formasteligt nok--til at kritisere og dadle, også er stort nok til at løse sin egen kritik (40,2). Hertil har Job naturligvis intet svar; han har fremlagt sin sag, som han hverken føjer noget til eller tager noget tilbage fra (40,3-5). Idet røsten derefter genoptager talen i den anden tale (40,6-41,34), fortsætter den med at beskrive to store dyr, så at sige naturens elementære uhyrer: Behemot--sandsynligvis flodhesten--vældig i modstands- og overvindelseskraft, men dog ubevidst om den og let at undertvinge for mennesket; og Leviatan--sandsynligvis krokodillen--et under af skøn tilpassethed til sin funktion i naturen, men dog helt igennem ondsindet, ukuelig, utæmmelig. Og den lære, som denne mærkelige fordeling af skabende kraft indprenter Job, er, at han, som har draget Guds ret til at handle, som han gør, i tvivl, hellere må påtage sig at ydmyge menneskelig stolthed og "træde de ugudelige ned dér, hvor de står" (40,12), og således bevise sin evne til at frelse sig selv og styre menneskeheden (40,14). Ved denne oplysende tanke smelter Jobs skarpe krav fuldstændigt bort i anger og bod (42,1-6); men én opløftende virkning bliver hans, netop det, han vedholdende har søgt (jf. 23,3): Gud er ikke længere noget, han kun har hørt om, sådan som vennerne har forsvaret, og hans visdom har spekuleret over; hans øje ser ham her på jorden, og i hans endnu ikke fjernede lidelse, ikke som en fremmed, men som en vis og tilgængelig ven, netop sådan som hans tillidsfulde tro havde forestillet sig, at han ville være i en eller anden legemliggjort sfære hinsides lidelsen (19,27).

3. Det, som er ret:

To af parterne i fortællingen har mødt den ophøjede teofani, og den har virket på dem i overensstemmelse med mandens ånd. Den selvbestaltede fortolker, Elihu, er brudt sammen lige så pludseligt, som han svulmede op og stillede sig selv til skue. Retskaffenhedens mand, Job, har nået det salige mål for sin søgen. Hvad så med vennerne, som kom langvejsfra for at bekræfte deres visdom, og som var så sikre på, at de forsvarede Guds sind? De efterlades ikke uden et tilstrækkeligt ord, rettet direkte til deres talsmand Elifaz (Job 42,7); men deres vej til lyset går gennem den mand, hvis ærlighed de krænkede. Elifaz' afsluttende ord havde lovet Job midlerkraft, hvis han ville vende om fra uret og gøre sig fortrolig med Gud (22,30); Job er nu mellemmanden, skønt han konsekvent har holdt fast ved de betingelser, de fordømte. Og den guddommelige dom over dem er: "I har ikke talt om mig det, som er ret, sådan som min tjener Job har" (42,7). Dette er ordene fra det væsen, som erkendte, at han ved at tillade hele denne prøvelse `opslugte Job uden grund' (2,3). Jobs ærlige og uhyre åbenbarende ord, vrede, indsigelse, dristige anklage mod Guds vej og alt, var "det, som er ret." Der findes ikke nogen mere vældig guddommelig udtalelse i hele Skriften end denne.

4. Den genoprettede situation:

Her mener visse nærsynede studerende af Jobs Bog, at fortællingen burde slutte. Det krænker dem tilsyneladende at se Satans værk gjort til intet; hvis de havde skullet udforme fortællingen, ville de have ladet Job blive ved med at lide, som om uegennyttig dyd ikke kunne være sin egen løn uden det. Forfatteren, i det mindste den endelige forfatter, mente tydeligvis ikke sådan; ud fra de idealer og sanktioner, der gjaldt i hans tid, vidste han bedre, hvad han gjorde. Det er ikke min opgave at skære bogen til efter et moderne mønster, men at bemærke, hvad der står i den. Job får sit helbred tilbage, det dobbelte af sin tidligere rigdom, familie og ære og en høj alder. Det var dette, vennerne havde forudsagt for ham på betingelse af, at han indrømmede skyld og kaldte uretfærdighed for fortjent straf; men ikke med ét ord har han antydet, at verdslig genoprettelse var hans ønske eller mål, snarere tværtimod. Og det, han søgte, opnåede han, i rigere mål end han søgte; han opnåede det stadig i lidelse og på jorden, »på det sted hvor man kan se« (jf. 34,26 randnote). Det mindsker ikke værdien af dette, og på den anden side er det heller ikke en nødvendig tilføjelse, at udtrykke det ikke alene i åndelige termer, men i de termer, der er gængse blandt mennesker. Og én grundlæggende ting viser denne genoprettede situation, eller tager i det mindste for givet, nemlig at striden ikke har været med Visdommen selv, dens væsen eller dens sanktioner, men kun med dens indtrængende falske motiv. Fordybet, ikke invaderet, forbliver dens newtonske lov om, at det går den retfærdige godt og den ugudelige ilde, intakt, en ydre sanktion at leve efter, trods timelige undtagelser. Et åndeligt princip af stor betydning synes også at blive antydet, så at sige i det skjulte, i ordene: »Og Jahve vendte Jobs fangenskab, da han bad for sine venner.« Han havde stået på sin retskaffenhed og krævet sin ret og blev en angrende mand, der afskyede sig selv; ud af støv og aske bad han for sine venner og blev igen en sådan kraft i sundhed og rigdom, som han havde været i sine »efterårsdage«.

IV. Problemet og formålet.

1. Ud over den didaktiske tøjring:

Hvis det foregående afsnit med rette har vist, at hovedvægten og interessen i Jobs Bog ikke ligger i dens debat, men i dens fortælling, har vi deri den bedste nøgle til dens problem og dens formål. Den ophøjede selvskildring af et menneske, der holdt fast ved sin retskaffenhed over for Gud og mennesker og død og mørke, fortæller sin egen historie og lærer sin egen lektie, hinsides hvad didaktiske udsagn eller slutninger kan omfatte. Bogen er ikke en prædiken, men en levende, pulserende opstand i menneskets ånd. Den er varm af et sundt menneskes liv; det indre liv med dets håb, dets tvivl, dets overbevisninger, dets højeste tillid; at pålægge dette nogen didaktisk tøjring er at afkøle dets ånd og gøre det dogmatisk og akademisk. Den læsning af dets problem, som hovedsagelig dominerer i dag, udtrykkes i spørgsmålet: »Hvorfor rammer Gud den retfærdige med lidelse?« og således gøres bogen til en teodicé, en retfærdiggørelse af Guds veje med mennesket. Jobs venner gør ganske vist deres bedste for at gøre deres fortolkning til en teodicé, endda ved at krænke åbenlyse kendsgerninger for at gøre det; de monopoliserer digtets didaktiske element; men deres hovedpåstand er, at Gud ikke rammer den retfærdige, men den ugudelige, med lidelse, og at Job er et åbenlyst eksempel derpå, en som føjer oprør til sin synd (jf. 34,37). Job ved ikke, hvorfor Gud rammer den retfærdige med lidelse; han ved kun, at det er en smertelig kendsgerning, som for ham forekommer fuldstændig ugudelig. Gud ved det utvivlsomt, men han fortæller det ikke. Alligevel tager der hele tiden et svar på spørgsmålet form i personligheden, i det iboende menneskeværd, i Jobs ånds robuste sandhed og troskab. Så når vi går ud over den didaktiske tøjring, kan vi sige, at Gud i dybere forstand alligevel retfærdiggøres; hvis et sådant resultat af desperat prøvelse er muligt i mennesket, er det hele eksperimentets strenghed værd. Men det er lige så sandt en antropodicé (undskyld ordet!) som en teodicé; den sætter det væsentlige menneske på et plan over alt, hvad Satan kan bevise med sine løgnagtige hån om egeninteresse, eller vennernes forgiftning af brøndene med deres teori om naturlig fordærvelse. Det vender trods alt tilbage til fortællingen om Job; han lever svaret på problemet, hans personlighed er læren.

2. Hvad der kommer af at begrænse formålet:

Det er ud fra dette synspunkt, at vi bedst kan bedømme de kritiske angreb, der er blevet rettet mod Jobs Bogs opbygning og sammenhæng. Bogen har fået sin fulde del af negativ opsplitning i kritikernes hænder; det forekommer mig for det meste subjektivt, udsprunget af et alt for begrænset syn på dens problem og formål, eller af mangel på den lange, tålmodige induktion, som ikke vil slå sig til tåls, før den ser alle elementerne i dens skabende idé i passende orden og forhold. At begrænse formålet til spørgsmålet om en omdiskuteret teodicé er at gøre nogle dele usikre; derfor findes der dem, for hvem epilogen synes overflødig, prologen en eftertanke, Job 28 et løsrevet digt indsat for at fylde ud--for ikke at gå videre til endnu mere radikale udskæringer. Også med hensyn til strukturens regelmæssighed har denne begrænsning af hensigten haft lige så alvorlige følger. Elihu er måske kommet værst fra det. Han må bort, siger kritikerne næsten enstemmigt, fordi han minsandten ikke formelt blev introduceret i prologen; og naturligt nok begynder, så snart han har fået varsel om at flytte, det sprog, som i én betragtning så dramatisk passer ham til hans rolle, at stritte med aramaismer ("af Rams slægt", 32,2) og fremmede vendinger, de påståede mærker på en senere, kluntet hånd. Dernæst må Sofar nødvendigvis afrunde strukturens mekaniske tre gange tre ved at træde frem tredje gang; derfor pålægges Job at bidrage med nogle af sine ord (27,13-23) for at hjælpe ham. Jeg behøver ikke gå mere i detaljer. Det foregående afsnit har, håber jeg, gjort noget for at retfærdiggøre min overbevisning om, at bogen har en ensartet plan og struktur, netop som den er. Hvilke omskiftelser den end har gennemgået, siden det første udkast blev lavet, kan det trods alt vise sig, at den sidste udgave er den bedste.

3. Bogens egen angivelse af formål:

Vi lades ikke i mørke med hensyn til Jobs Bogs store formål, hvis vi konsekvent følger dens egne antydninger. Satans spørgsmål i begyndelsen: "Frygter Job Gud for intet?" sætter os på sporet af det. At give dette spørgsmål et guddommeligt og ikke et satanisk svar, at bevise i Jobs person, at mennesket har det i sig at gøre sit liv til en ukøbt troskab mod det guddommelige, er et formål stort nok til at omfatte mange underordnede formål. Men bag dette viser der sig fra forfatterens side et formål, som knytter hans fortælling nært til de intellektuelle tendenser i hans tid. Bogen rummer, især i vennernes teorier, et gennemtrængende sammendrag af det stade, som hans tids visdomsfilosofi var nået til. Denne filosofi var en ædelt grundlagt livsteori; Job selv havde været og vedblev at være (jf. 28,28) fuldstændig enig med den. Visdommen, solidt identificeret med retfærdighed og fromhed, havde i religiøst sprog bestemt elementerne i ret og forkert livsførelse og havde med klare ord fastsat dens sanktioner i form af belønning og straf. Men fra at være et varmt, pulserende liv var den blevet en ortodoksi. Dens stive verden havde kun plads til to slags mennesker: de retfærdige, bestemt til livets sikre belønninger; de ugudelige, bestemt til sikkert nederlag og ødelæggelse. Den tålte ingen virkelig undtagelse fra denne strenge lov for tilværelsen. Men to alvorlige onder trængte ind i dens system. Det ene var dens hårde blindhed over for kendsgerningerne, eller, hvad der er lige så slemt, dens beslutsomhed til for enhver pris at bortforklare dem. Fra periodens salmer (jf. f.eks. Salme 37; 49; 73) kan vi se, hvordan de ugudeliges åbenlyse lykke og fremgang bekymrede fromme sind. Det andet var, at livet under denne herskende filosofi var ved at blive en alt for koldblodig og beregnelig ting, i praksis en næring for egeninteressen. Tvivlen lå meget nær, om en adfærd, der blev sanktioneret på denne måde, var noget iboende og oprigtigt eller noget, der blev købt og solgt. Denne tvetydige tilstand kunne ikke vare længe. Før eller siden måtte Satans spørgsmål om motivet ramme den i hjertet; og vi kan være sikre på, at for bogens forfatter var impulsen til at stille spørgsmålet ikke udelukkende satanisk. Den sande visdoms interesser, ikke mindre end skepsisens, krævede, at spørgsmålet om det indre motiv blev rejst og løst. Ja, Jahve selv, som Satan spottede som medskyldig i situationen, stod for retten. Har vi da ikke her stof til et ophøjet formål, et mægtigt epos om prøve og prøvelse og sejr? Ud af det må ikke alene Job, men også Visdommen træde frem renset, oplyst, åndeliggjort.

4. Problemet om det iboende menneske:

Så meget om bogens formål. Problemet svarer til det. Hvis vi tager det som lidelsens gådefulde problem, eller mere specifikt hvorfor Gud plager de retfærdige, er det tilstrækkelige svar: Job er grunden. At give en sådan væsentlig integritet som hans dens endelige bevis og anledning er uretfærdigheden og den ufortjente smerte værd. Med andre ord er problemet dybere optaget af menneskets iboende natur end af Guds gådefulde handlemåder. Da Gud skabte mennesket i sit eget billede, udrustede han det da mest grundlæggende med handelsånd, eller med ånden af ukøbt troskab mod det guddommelige? Og da det skabte menneske blev gjort fejlbarligt og dødeligt, betød det så en uundgåelig iboende fordærvethed, eller blev muligheden for den ædleste menneskelighed stadig efterladt i centrum af dets væsen? Også her er Job det legemliggjorte svar. Vennerne, sande calvinister før Calvin, hævder fordærvetheden; de ville ophøje Gud ved at gøre mennesket til hans fuldstændige modsætning. Men Jobs urokkelige integritet beviser, at mennesket, i det mindste ét menneske, i hjertet er sundt og sandt. Og hvis ét menneske, så findes muligheden for sundhed i menneskeheden. Bogen er ganske vist en teodicé; men endnu sandere er den en dristigt fastholdt antropodicé, en retfærdiggørelse af menneskets iboende værdi.

V. Overvejelser om alder og miljø.

1. Skyggeagtige berøringer med historien:

Spørgsmålene om, hvem der var den personlige forfatter til Jobs Bog, og hvor gammel den er, er i bedste fald kun et spørgsmål om gætteri; og mit reviderede gæt, som jeg er nået frem til, siden jeg skrev mit Epic of the Inner Life, må gælde for, hvad det er værd. Det forekommer mig langt bedre at betragte en fortælling, der er så ensartet og indbyrdes sammenhængende, som i hovedsagen én ånds værk, end at fordele den, sådan som nogle kritikere gør, mellem forskellige forfattere, supplenter og redaktører. Hvad dens alder angår, er der så lidt påviselig kontakt med politisk eller kirkelig historie, at dens tilblivelse er blevet henført til mange perioder, fra Abrahams tid til sent i tiden efter eksilet. Den kendsgerning, at dens scene er lagt i den patriarkalske fortid og i et land uden for Israels land, viser forfatterens hensigt om at løsrive den fra samtidige begivenheder og forhold; den kontakt med disse, som findes, må derfor læses mellem linjerne. Bogen fastholder ikke med fuld konsekvens patriarkalske forhold. Jobs venner henviser med den selvtilfredshed, som kendetegner mænd, der har haft fremgang gennem visdom, til den gamle besiddelse af landet (15,19); og dog antyder, som Job klager over, den hjerteløse grådighed hos jordbesidderklassen, når den flytter skelsten og undertrykker de fattige (24,2-12), udbredelsen af sådanne overgreb, som Esajas og Mika fordømte før den assyriske krise. Sådanne onder ville ikke aftage under Manasse og Jojakim og kunne meget vel skildres i erindring af en forfatter fra eksiltiden. Oven på denne betragtning kan man anføre den mest bestemte henvisning til en historisk begivenhed, som bogen indeholder: stykket Job 12,17-25, som levende beskriver, af et øjenvidne ("Se, mit øje har set alt dette," 13,1), en omfattende deportation og ydmygelse af fremtrædende personer, ganske som den, der fortælles om Jojakin og hans hof i 2 Kong 24,13-15. For mig kaster dette lys over bogens alder. Den synes at være skrevet af en, som så den kaldæiske deportation i 587 f.Kr. Må jeg have lov til at føre forslaget et skridt videre? Man vil huske, at hovedpersonen i den deportation i 37 år var statsfange i Babylon, hvorefter han blev "taget bort fra trængsel og dom" (sammenlign Es 53,8 King James Version) og siden levede æret sammen med konger (2 Kong 25,27-30 = Jer 52,31-34). Jeg opfatter ham som forbilledet for den individualiserede Jahves tjener, der beskrives og beskriver sig selv i Anden Esajas. I en af sine selvbeskrivelser siger han, at Jahve har givet ham "de oplærtes tunge" (Es 50,4); i en anden, at Jahve har gjort hans "mund som et skarpt sværd" og ham selv til "en poleret pil" (Es 49,2). Hvad han sagde eller skrev, kan naturligvis ikke identificeres; men det er sikkert, at han på en eller anden kulturel måde var en skjult kraft til gavn for sit folk. Hvad nu, hvis denne Jobs Bog var en bog skabt i fængsel, ligesom Pilgrim's Progress og Don Quixote, men så meget større, som den erfaring, der lå bag den, var mere skæbnetung? Jeg ser ikke andet, end at dette forslag er lige så sandsynligt som noget andet, der er fremsat; og nogle udtryk i bogen bliver derved meget slående, som for eksempel henvisningen til fanger (3,18.19), til tjeneren, der længes efter frigivelse (7,2), den almindelige følelse af at være foragtet, de flere henvisninger til Job som "min tjener Job" (1,8; 2,3; 42,7.8), beskrivelsen af hans genoprettelse som et vendt fangenskab og hans vellykkede forbøn for vennerne (42,10; sammenlign Es 53,12). Jeg vil dog blot antyde tanken, ikke presse den.

2. Plads i bibelsk litteratur:

Hvis Jobs Bog er et produkt af tiden for Jojakins fængsling, befinder den sig i værdigt og beslægtet litterært selskab. Esajas, der nærede troen hos en nyfødt åndelig "rest", havde samlet elementerne til det ophøjede syn (Es 1,1) af Israels mission blandt folkeslagene, som en senere hånd netop nu, fire generationer efter, arbejdede på at supplere og fuldføre i en profeti (Es 40,1-66), som, hvad alle erkender, udgør den nærmeste parallel i åndfuld idé til vores bog. Seere, præster og sangere havde længe beskæftiget sig med fortidens litterære skatte; de hentede de gamle love og råd fra Moses frem af støvede arkiver og satte dem i et folkeligt sprog (Femte Mosebog; se under JOSIAH); de samlede og tilpassede de gamle davidiske salmer og digtede nye, sådan som Hizkijas reorganisering af gudstjenesten krævede det. Ezekiel var ved Tel Abib og lagde planer for genopbygningen af templet, og måske tilslørede han ved sin brug af navnet "Job" en kryptisk hentydning (Ez 14,14; Ez 14,20). Jobs Bogs tilknytninger var dog mere specifikt til visdomslitteraturen; og længe før dette havde "Hizkijas mænd" (Ordsp 25,1) samlet deres efterhøst af de salomoniske ordsprog for at supplere de leveregler, som havde været folkets opdragende næring (se under PROVERBS, THE BOOK OF). Det var omsorgen og princippet for denne udbredte undervisning, nu den mest populære litterære åre, som Jobs Bog beskæftigede sig med. Det var blevet tydeligt, så snart levereglerne blev ordnet i en antologi, og der var skrevet en indledning til samlingen, som priste Visdommen som livets vejleder og frelser. For en åndeligt sindet tænker med det hebraiske geni for religion måtte Visdommens motivation før eller siden melde sig. Sammen med dens værdier måtte man også få øje på dens ubeskyttede punkter og tendenser. Den var udsat for den ensidige drivkraft, som præger alt populært. I en tid, hvor revision og dybere indsigt var dagens litterære orden, ville Visdommen sammen med de andre litterære strømninger blive genstand for renselse og modning; og der manglede ikke en erfaring, grundlaget for en næsten utrolig beretning (sammenlign Es 53,1), der kunne give dybde og skarphed til Jobs personlige fortælling om lidelse og integritet.

3. Paralleller og ekkoer:

I den forbløffende sikkerhed og kraft i sit budskab står Jobs Bog enestående og alene; men den er på ingen måde uden mindre paralleller i tro og tvivl, over hvilke den hæver sig som et bjerg over sin række af forbakker. Ovenfor er der nævnt en række salmer (f.eks. 37; 49; 73), som med forskellige grader af vished vidner om troens kamp med problemet om de tøjlesløse og fremgangsrige ugudelige. Sl 49, en af Koras sønners salmer, er særlig bemærkelsesværdig, fordi den udtrykkeligt benytter den folkelige mashal, dvs. visdommens form, til at formidle en korrigerende lære om uvelsignet rigdom og drager en konklusion, der ikke er ulig den i Job 27,8-23, om end i mildere tone. Ikke mindre bemærkelsesværdig er også den tone af lidelse og dens gådefuldhed, som gennemtrænger mange af salmerne, især Asafs og Hemans; Salme 88 og 102 kunne begge være blevet digtet med særlig henvisning til Hizkijas sygdom og sat ved siden af hans salme i Es 38, men de er også så fuldt i tonen fra Jobs klage, især Sl 88, at professor Godet, ikke uden en vis sandsynlighed, formoder, at Jobs Bog blev skrevet af dens forfatter Heman. Hizkijas dødelige sygdom selv (Es 38), som var af spedalsk art, forviste ham fra Guds hus og blev helbredt ved et mirakel — en erfaring, hvorom Hizkijas egen skrift (Es 38,10-20) påfaldende rammer tonen i Jobs klage — giver den nærmeste parallel til, eller forudanelse om, Jobs lidelse; men også i beretningerne om Jahves tjener findes der antydninger af et lignende slag fra Guds dom (jf. Es 52,14; Es 53,3). Passagen Job 7,17; Job 7,18 er blevet kaldt "en bitter parodi" på Sl 8,4; det kan være rigtigt, men forholdene står i fuldstændig kontrast, og intet kan sluttes om, hvad der er originalt, og hvad der er ekko. Hvad udtryk angår, er den mest bemærkelsesværdige parallel til Job måske passagen Jer 20,14-18, hvor profeten Jeremias, ligesom Job, forbander sin fødselsdag. Denne forbandelse hos Job ville naturligt blive husket af alle læsere som et af bogens mest karakteristiske træk; og på lignende måde kan forbandelsen hos Jer have stået klart i hans disciples erindring, hvoraf forfatteren til Job kan have været en, og optræde i en lignende litterær situation. Ezekiels omtale af Job sammen med Noa og Daniel (Ez 14,14; Ez 14,20), som et forbillede på sonende retfærdighed, er dobbelt bemærkelsesværdig, hvis forfatteren til Job var samtidig; han kan have taget navnet fra en velkendt legende, og der kan have ligget en dobbelt betydning under det, kendt af en inderkreds, som kryptisk henviste til en person, hvis virkelige navn det kunne være uklogt at udtale. Hvornår den end blev skrevet, må omridset og betydningen af Jobs skelsættende erfaring hurtigt have vundet en varig plads i den almene hebraiske erindring; således at Jakob århundreder senere kunne skrive til de tolv stammer, der var spredt i udlandet (5,11): "I har hørt om Jobs udholdenhed og har set Herrens ende."

LITTERATUR.

A.B. Davidson, "The Book or Job" (Cambridge Bible for Schools), 1884; A.S. Peake, "Job" (New Century Bible), 1905; S.R. Driver, The Book of Job in the Revised Version, 1906; J. T. Marshall, The Book of Job, 1904; J.F. Genung,. Epic of the Inner Life, 1891; G.G. Bradley, Lectures on Job in Westminster Abbey, 1887; F.C. Cook i The Speaker's Commentary, 1882. Blandt tyske forfattere: A. Dillmann, Hiob erklart, 1891; K. Budde, Das Buch Hiob ubersetzt und erklart, 1896 (se The Expositor T, VIII, iii); B. Duhm, Das Buch Hiob erklart, 1897; G. Beer, Der text des Buches Hiob untersucht, 1897; Gibson, "The Book of Job" (Oxford Commentaries), 1899.

John Franklin Genung