jo-si'-a (yo'shiyahu, "Jahve støtter ham"; Ioseias; King James Version Josias (se dette)):

I. KILDER TIL HANS LIV OG TID

1. Annalistiske

2. Profetiske

3. Mindeskrift

II. TRÆK VED HANS REGERING

1. Situationen ved begyndelsen

2. Fundet af loven

3. Den store reform

4. Katastrofen ved Megiddo

Det navn, der blev givet 6 år før hans bedstefar Manasses død, genoptager den judæiske skik, som var blevet afbrudt i denne konges og Amons tilfælde, med at sammensætte kongelige navne med Jahves navn; måske et vink om tiden, da Manasse ifølge Krønikeforfatteren erkendte Jahves krav på hans rige (2 Krøn 33,12; 2 Krøn 33,13). En af de mest fremtrædende blandt Judas konger; han kom på tronen som 8-årig og regerede cirka 637-608 f.Kr.

I. Kilder til hans liv og tid.

1. Annalistiske:

Den tidligste historie er nøgtern i tonen, men røber dog sin profetiske følelse i sin anerkendelse af Jahves vrede, som stadig truede trods Josijas enestående fromhed (2 Kong 23,26; 2 Kong 23,27). For "resten af hans gerninger" (hvortil den temmelig knappe beretning om hans død er henvist som en slags tillæg) henviser den til "Judas kongers krønikebog". I den senere historie (2 Krøn 34; 35), skrevet ud fra det udviklede kirkelige synspunkt, idealiseres han betydeligt: de festlige og ceremonielle sider af hans reform skildres mere udførligt, og fortællingen om hans felttog og død berettes mere sympatisk i forståelsen af den som en stor national ulykke.

2. Profetiske:

For den åndelige atmosfære i hans tid og den profetiske bevidsthed om en forestående vredens dag er profeten Sefanias oplysende, især for regeringstidens første halvdel. Jeremias, født omtrent samtidig med Josija, begyndte at profetere i regeringstidens 13. år (Jer 1,2). Hans nære forbindelse med statsanliggender hører dog de efterfølgende regeringer til; men nogle af hans profetier, især dem der åbenbarer hans holdning til misbrugen af templet (7,1-15) og til den deuteronomiske reform (11,1-13), kaster meget lys over de herskende forhold. Nahum, som skrev nær regeringstidens slutning og fra en afsides landsby, er mindre optaget af hjemlige forhold end af Nineves nært forestående ende (faldt 606 f.Kr.).

3. Mindeskrift:

I Jesus Siraks Lovprisning af berømte mænd findes der et afsnit (Sirak 49,1-4), som helt igennem er en lovprisning af Josija, med den begrundelse at "i onde menneskers dage lod han gudsfrygt få overhånd"; og sammen med David og Hizkija er han en af de tre, som alene ikke "begik overtrædelse". Jeremias' klagesang over Josija, omtalt i 2 Krøn 35,25, er ikke bevaret for os; i stedet findes der kun en hentydning (Jer 22,10), der nævner hans efterfølger Shallum (Joakaz) som et mere passende emne. De klagesange, som blev "en forskrift i Israel" (2 Krøn 35,25), skal ikke henføres til den bibelske bog af dette navn; den har ingen hentydning til Josija, medmindre Klag 4,20 forstås sådan.

II. Træk ved hans regering.

1. Situationen ved begyndelsen:

Indtil hans 18. år angiver 2 Kongebog ingen begivenheder fra Josijas regering; 2 Krønikebog fortæller derimod, at han i sit 8. år (som 16-årig) "begyndte at søge sin far Davids Gud", og at han i det 12. år begyndte renselsen af Juda og Jerusalem. Krønikeforfatteren kan tage fejl ved at placere fuldførelsen af dette arbejde før fundet af loven (2 Krøn 34,8), men der er ingen grund til at betvivle hans sindelag eller at han uden skriftligt grundlag begyndte på et arbejde, som Hizkija havde forsøgt før ham. Og faktisk virkede forskellige påvirkninger sammen og gjorde hans fremgangsmåde naturlig. Den faste loyalitet mod Davids hus, sådan som den blev fremhævet af den folkelige bevægelse, der indsatte ham (se under AMON), ville i sig selv være en påvirkning, der vendte hans sind mod hans far Davids Gud. Manasses altomfattende afgudsdyrkelse havde ganske vist reduceret hans aristokrati til et folk, der var "faldet til ro på deres bærme, som siger i deres hjerte: Jahve gør hverken godt eller ondt" (Sef 1,12); men disse repræsenterede blot folkets træghed, ikke dets indsigt. Over for dem må regnes den åndeligt sindede "rest", som profeterne havde arbejdet med siden Esajas; en rest, der nu var modnet gennem forfølgelse og allerede var forpligtet på sagtmodighedens dyd (Sef 2,3) og den villige accept af trængsel som deres tildelte lod, i modsætning til hovmodet hos de "stolt jublende" (Sef 3,11-13). Til et sådant mod og håb var Israels forløsende element vokset midt i en larmende vantro og verdslighed. De var heller ikke så uden forbindelse med den etablerede orden som tidligere. Tempeltjenestens tjenere var, hvis de ikke havde været udsat for forfølgelse, blevet stillet på linje med tilhængere af andre kulter og havde således en fælles sag, som ville virke til at forene præsters og profeters sympatier i én troskab mod Jahve. Alt dette anføres som tegn på, hvordan de bedre elementer i nationen modnedes til et skridt fremad i oplyst religiøst fremskridt.

2. Fundet af loven:

Det forsynets øjeblik kom, da Josija i sit 18. regeringsår sendte skriveren Shafan til templet for sammen med ypperstepræsten Hilkija at ordne de foreskrevne tempelreparationer. Da Hilkija gjorde rede for midlerne til dette formål, overgav han også Shafan en bog, som han havde fundet i “Jahves hus”, det vil sige i selve templet; og da Shafan læste op af denne bog for kongen, fik den ham til at sønderrive sin kappe i rædsel og bestyrtelse. Det var en bog, hvori der stod bud fra Jahve, som længe havde været ukendte eller tilsidesatte, og sammen med dem frygtelige forbandelser, der skulle følge overtrædelsen af dem. En sådan opdagelse kunne ikke behandles let, som man kunne afvise en profet eller præst; nej, den kaldte straks profetens myndighed i anvendelse. Kongen sendte en delegation til profetinden Hulda for at få hendes dom over bogen; og hun, hvad enten hun kendte dens indhold eller ej, forsikrede ham om, at forbandelserne stod ved magt, og at alle de ulykker, der var skrevet i bogen, truede på grund af de ugudeligheder, som profeterne stadig advarede imod. En af de mest omfattende drøftelser i bibelforskningen har drejet sig om spørgsmålet om, hvad denne bog var, hvad dens oprindelse var, og hvordan den kom til at ligge dér i templet. Krønikeskriveren siger ligefrem, at det var “bogen med Jahves lov ved Moses’ hånd.” At den stammede fra folkets store første profet og lovgiver, var kongens og alle hans samtidiges underforståede overbevisning. Der kan næppe være tvivl om, når man dømmer ud fra arten af de reformer, den fremkaldte, og den kendsgerning, at de forbandelser, den indeholdt, stadig findes bevaret, at denne “lovbog” i alt væsentligt var identisk med vores Femte Mosebog. Men er dette Moses’ værk eller produktet af en senere litterær virksomhed? Som svar er det rimeligt at sige, at den i den grad svarer til den sundeste fortolkning af Moses’ ånd og kraft, at der ikke behøver at være nogen tøven ved at kalde den ægte mosaisk, uanset hvilke tilpasninger og supplementer dens love modtog efter hans tid. Dens højt udviklede stil og dens ufuldstændige overensstemmelse med de nomadiske forhold på Moses’ tid gør dog en så fjern oprindelse for dens nuværende form meget tvivlsom. Den er kommet til os skrevet med den modne dygtighed, der kendetegner Israels litterære blomstringstid, på en tid hvor, som vi ved (se under HEZEKIAH), litterært kyndige mænd var stærkt optaget af at redde og tage deres fortids litterære skatte i nutidig brug. Hvordan den kom til at blive efterladt i templet på et tidspunkt så længe før dens opdagelse, at ingen drog i tvivl, at den var, hvad den gav sig ud for at være, må hver forsker svare på for sig selv. Nogle har formodet, at den kan have været et produkt fra Salomos tid og være blevet deponeret, efter urgammel skik ved tempelbyggeri, i fundamentet til Salomos tempel, hvor den blev fundet, da visse ødelæggelser gjorde reparationer nødvendige. For nærværende skribent forekommer det mere sandsynligt, at den var et af de litterære produkter fra Hizkijas tid, samlet af spredte bestemmelser, præcedenser og skikke, som længe havde været i præsters og dommeres varetægt – eller forsømmelse – udformet i talekunstens tiltalende form og efterladt til sit forsynets øjeblik.

Se videre DEUTERONOMY; WRITING.

3. Den store reform:

Josijas umiddelbare fremgangsmåde var at kalde en repræsentativ forsamling til templet--ældste, profeter, præster, folk--og læse denne »pagtsbog« for dem (2 Kong 23,2). Derefter sluttede han en højtidelig pagt for Jahves ansigt om at adlyde den, og hele folket trådte ind i pagten. Således havde Judas og Jerusalems folk, måske for første gang, til deres vejledning ikke blot dommeres og præsters afgørelser i konkrete sager, heller ikke blot profeters advarsler og forudsigelser i nødsituationer, men et skriftligt og tilgængeligt dokument, der på en bred og fri måde dækkede pligterne i deres borgerlige, sociale og religiøse liv. Som et af de mest betydningsfulde værker i hele historien blev bogen den jødiske races forfatning; og dens ædle bestemmelser blev heller ikke sat ud af kraft, da racens bånd århundreder senere blev brudt, og en kristen civilisation trådte ind i dens arv. Men den bog, der var bestemt til at få så stor betydning i al kommende historie, havde også sin umiddelbare betydning, og aldrig havde denne været så påtrængende. Josijas bestyrtelse udsprang af fornemmelsen af, hvor meget af nationens åbenlyse pligt der var blevet forsømt og ikke taget i betragtning. Først og fremmest var de gennem uagtsomme år og tider drevet ind i et virvar af religiøse ideer og skikke, som havde hobet sig op, indtil hele dette skrammel af Manasses afgudsdyrkelse lå over dem. Hizkija havde forsøgt at rydde nogle af dets groveste og mest overtroiske elementer bort (se under HIZKIJA), men han var hæmmet af manglen på et klart anliggende og mål, som denne bog nu gav. Også Sefanias viste, hvad Jahves vilje var (Sef 1,2-6); der måtte foretages en fuldstændig udrensning af de nedværdigende og formørkende kulter, og renselsen måtte udføres, så den holdt. Derfor var Josijas første reformskridt at nedbryde offerhøjene, de talrige centre for det onde, at ødelægge symbolerne og redskaberne ved de afguderiske helligdomme og ritualer og at vanhellige dem, så de ikke kunne genopstå. Hans nidkærhed standsede ikke ved Jerusalem og Juda; han gik videre til Betel, som havde været hovedhelligdommen i det nu ophørte Nordrige, og i hans arbejde her så man opfyldelsen af en gammel profeti, der stammede fra tiden med dets første konge (2 Kong 23,17; jf. 1 Kong 13,1; 1 Kong 13,2). Dette nødvendiggjorde koncentrationen af den offentlige gudsdyrkelse i templet i Jerusalem, og i Deuteronomium fandt man hjemmelen for dette, i forskriften, naturlig ud fra Moses’ synspunkt, at Israels gudsdyrkelse måtte have ét centrum, sådan som den havde haft i ørkenen. Fra denne negative fremgangsmåde gik han videre til det positive skridt at genoplive de festgudstjenester, der var uadskillelige fra en religion, som krævede valfart, idet han indstiftede en stor påske i et omfang, man ikke havde hørt om siden dommernes tid (2 Kong 23,21; 2 Kong 23,22), et træk ved hans reform, som Krønikebogens forfatter dvæler ved med særlig begejstring (2 Krøn 35,1-15). Således blev folket, både med hensyn til de afgudsdyrkelser, de måtte afskaffe, og den organiserede gudsdyrkelse, de måtte opretholde, forpligtet på en bestemt og dokumenteret sag; det var dette, der gjorde Josijas reform så betydningsfuld. At reformen efter Josijas alt for tidlige død syntes blot at have været ydre, er hvad man med rimelighed kunne forvente ud fra den indgroede uåndelighed, den måtte møde. Jeremias havde kun ringe tillid til dens frelsende kraft over for folkets stædige forvendthed (Jer 11,1-14); og historikeren i 2 Kongebog antyder, at der behøvedes mere end en nidkær konges fromhed for at vende den strenge dom i Jahves vrede bort (2 Kong 23,26; 2 Kong 23,27). Trods al hårdhed og frafald kunne den nation, der én gang havde »trådt ind i pagten« i Deuteronomium, dog aldrig igen i sit hjerte være den nation, den var før.

4. Ulykken ved Megiddo:

Brændende og from som han var, synes der at have været en mangel på balance i Josijas karakter. Hans yderlige forfærdelse og frygt for den forbandelse, der var udtalt over rigets forsømmelse af loven, synes, efter at hans store reform tilsyneladende havde bragt tingene i orden, at være blevet fulgt af en overdreven tillid til Jahves genoprettede gunst, som gik ud over sund visdom og blev til formastelighed. Assyriens magt var ved at svækkes, og farao Neko af Egypten, som var ambitiøs efter at sikre sig herredømmet over Mesopotamien, drog ud på det felttog, hvor han til sidst skulle lide nederlag ved Karkemish. Josija, hvis reformnidkærhed allerede havde haft fremgang i Nordisrael, nærede åbenbart overdrevne drømme om uovervindelighed i Jahves navn og drog ud med en lille hær for at modstå den egyptiske monark på hans march gennem de nordlige provinser. Ved det første sammenstød blev han dræbt, og hans ekspedition blev til intet. Ved hans alt for tidlige død fik de frommes glødende håb et tilbageslag, som længe blev begrædt som en af Israels afgørende ulykker. Det var en smertefuld katastrofe, men også en streng opdragelse. Israel måtte lære ikke blot begejstringen, men også klogskaben og visdommen i sin nyfundne tro.

(2) En samtidig med Zakarias (Zak 6,10), i hvis hus i Jerusalem profeten mødte nogle hjemvendte jøder fra Babylon.

John Franklin Genung